IF
Ptius Ltio as DIREka
og hang- ginmtidn
Histousk Roman
as
Bernhard Seperin Jngemann
Anden Del.
tzokisaw (
Svend Trost tad, blussende tod, og faldt i dybe
Tanter. Hans Blil saldt paa Ptins Ottos gyldne Svcerd,
dct nu stod øtlesløst i Kaminltogen, niedens den fangne
Kongessn syntes glemt af hele Danmatl. Men nu sprang
Riddet Follvard op sta sin Pladg ved Kaminen, nied en
as Ebbesens Sonnet ved hvet Haand. »Den Tib, J talet
om, Fadet Ebbesen! ventet jeg itle at se« —- udbrød han
med luende Blil —- ,,cnen saa lcenge Ebbesens Slægt og
Navn levet i Danmatl, stal het, vil Gud og St. Knud,
aldtig savneg det Svætd, det kan vcete Tunge paa Ret
fcerdighedens Bægt!« — Detpaa lod han de raste Dtenge
lobe, og de fortsatte deteg Leg, uden at agte paa deteg
stote Legelammetats heftige Tale. »Lad Hovedetne tun
sidde her san løie som de vil!« — vedblev Folldard —
,,.Hj-3ttet man de dog folgt, hvad enten Eftetslcegten vil
glckde sig detved eller ille«.
»Am-e, brave Follvatd!« —- sagde Ebbesen og tejste
sig, idet han venlig lagde sin Haand paa den lidenslabelige
Riddets Stutdcsr — »F et bleven mig og mine en hjettenss
tret Ven i diese Kampeng og Fareng Dage; tnen der
bteendet en Jld i edetcs Simi, som J man dcentp-e, hvis J
ej vil gan til Grunde. Hvod J dtønnnet og synget om,
oed di alle, hvotdel J trot, det et en Leindotn« —- til
føjede ban med dæmpet Stemtne ,,tnen tto mig! det et
Selobedrag og HieriesSluffelse Den Dtøm lan koste
edets Hob-ed og betone Danmatl en Gang et as sine æds
leste Hierfer.«
,,Vi ved det all-:, lctste Foltvatd!« -- hdistede den
delianende Hugftue og kalte lmm nicd Veloillie Huundcm
— »Im hat selv niaasse gjott ondt vertre, ved at høte
paa edetsJ smutle Sange; tnen jcg tasnite, ederg Hjette
ttænate til fliq Udgndclfc og ntaafle dctved vilre ljpelbtedes
Nu tale Vi aldtig met otn den Sag! Jen vil ljellet vcete
paa Rand med edet og Svcnd Trost om Tonet til Abends
bota, naat J vil glemme edetg egne Sotger sot Junker
Ottog Frihed og en bedte Konnt i Damnarl.«
,,Hvad i al Verden tcenket J mak« —- ndbtød Ehhe
sen sotbavset og studsede — »hat J bnget slige Luftlastel
let i Ftnetstuen? og i den Assindighed hat du bestyttet
de unge, ubesindige llJlenneslet, min Hustttt!«
»Det var vel ille umuligete, end Toget til Randets«·
— svatede lfbbeseng Hufttu » »hclst naat Danmatlg
Befriet stod i Spidsen detsot. ——- Hvad hjcelpet os nu
Getttg Fale Den hjetteløse Tyran, du tnddede Vejen til
Ttonem ladet jo baade dig og den asdle Otto gaa til
Grunde. Dog lad Vor FtuetstuePlanet itle sotutolige
digk« — sjtsbtsd l)nn mild og rolig —«- »hvad der schl ske,
matt Du fk1v,.næst vor Herre, taade sotl Lad os nu i
Asten vcrte kund-.ng itsstige!«
Tiers-an fortsdlfsbbesenis Huftku Feuerflut-ji« for at de
rer-: at: til den sesuiqe Listen Bernmc fulnte heut-e i nos
gerrig Forvitntning om de sitin Jnleafteng Gliede-L de
stulde overtaftes med; men lfbbefen san forlmvfet efter
hende og paa begge de tin-ge Riddere, der both foklektne
synteg at unddige lyanås strenne Blit. »Hm! Jeq bar nu
faaet et dmxflelisgeie Erd-no Jud nogen Sindet" —- saqde
han ined et vemodigt Smil net rnstede paa Hodedet — »ber,
met-riet jeg, er tlngdonnnen og Rvindehjektet i Flomplot
samtnen. Det er fast leitete at faa Bunt med sinke vækste
Fjender, end bringe fine gode Venner til Funqu Junker
Otto dar jeg tasr sont J: men for lmm og bang Fordrim
get tun nn innen dunft Mund drage Zdecrd, uden at for
raade Kronen og Fædrelandetz inært det vel, inine nnge
Vennett om det litalstab dil jen itte here et Led. Der
med bar det vel heller ingen Nod, scm lcenge J hat eders
egne fnma Jern i Jldeix Din .Hjertesorq, min tære
Søstersøn, er der dog Rand for, faa lcrneise du hat .f,)aab,
og Pigen endnu et frank og fri. Men, tcere Foltvard!'
-— Vedblev ltan alvorlig oq ttyttede den glødende Ridderg
Haand s- ,,fok eder er der intet Rand i Werden uden at
slaa de vilde Tantek bott, fom tun tan føre til Ulytke,
men aldrig i dette Liv til Fred og Lytte for nogen Men
nestefjæL Rom nu begge mine tære, unxie Venner! og lad
os tstntne et Bei-get stimmen vaa Danmartz Lytte og
Feed for alle Tidert Lad os forst se Folt og Rige frelst
for vi fortvivle over os selv og vor egen Smnle Lytlalig
hed i dette stattede Liv! Han, der i denne velsignede Nat
lod fig spde i Ringhed til den hele Verdens Frelse, hat«
tæntte jo hveeten vaa et lytsoligt elle: langt Lin for sie-.
selv i denne Timelighed.«
Derpaa git Ebbefem rolig og mild, med Armene paa
begge de taste, unge Venners Stuldrc, ind i Hojelofts:
salen, det paa Fett Juttas Foranstaltning allerede glimrede
af Lys, og hvor det festlige Jnlenadverbotd stod dættet
midt paa Gulvet, medens Bornene med Jubelsttig hoppede
og sprang om et lille Bord i Ramintrogem der nu af
Husmoderen vtev afhyllet og var opfyldt med Julegaver.
»Se, fe!« —- taabte den ældfte Dreng og greb et for
gyldt Batnefvcerd — «dermed stal jeg tide til Randers og
slaa den tullede Gtevet«
»Og høk!« —- raabte den yngste og buldrede paa en
Baknetromme — »dermed stal jeg vcktte alle hans Mænd,
at de lan bote, vi ere artige Riddete og ikte bange for dem
alle til Hobet«
,,Hvem hat leert jek den Leg? Born?« — spuegtr
Ebbesen og tlappede Diengene paa de runde Kinder.
Den Stolthed og Gliede, der tindrede i Fidereng
Blit, forsvandt dog pludseltg, da den celdste Dreng nu flap
Speerdet og greb en lille Øtse fra Botdet —- »og med den
vil vi saa hugge hans hat-ed af« — fagde Dtengen ——
»saa det slal ttille hen ad Gulvet og sige: bommelomt sae
glcedes Gsnduls Aandet og hjælper os ttl Sejer alle Dage.
Den Leg hat vi leert of sorte Volle, FaderL saadan var
det jo J bar jet ad i Nandets.«
,,Leg en anden Leg, Bunt« —- sagde Cbbeten med
dyb Rest og blegnede. Det var forbi nied hans Mantu
hed og Gliede. Man satte sig tavö og forstemt til Bords.
IDsog spart didstr den besindige Husmoder åk itdfkette FnT
inbehagelige Jndttyk af Betnenes Leg og Snat, og nu for
tyndte Kutens Vorn fta Portta«atnet, at der var fremmede,
sont snstede at indlades. En Krigsmand meldte Bistop
Jakob Split af Ribe, og Ebbefen reiste sig for at modtage
sin Erede Gest.
«Guds Fred og en lytsalig Jul ogsaa paa Brattings
borg, Ridder Niels!« — lod Mester Jakobs stcerke Stemme
i Deren. — »Jeg tunde ilte drage jer Borg forbi, uden
at se ind til jet. Nu, det glceder mig af Hjertet« — ded
blev han og saa sig tilfreds om — »jeg sek, J sidder her
lunt og godt indenfor de forte Mute og lader itte Modet
falde i Ulytlen. Det maa jeg lidel »Tu non cede malis,
fed contra audentior ito!««-) deri havde den gode ,,Virgi
lius« Ret, hvorvel han var en Hedning.«
,,Endnu hat vi, Gud ste Tat, paa godt jhdst holdt
Ulytten Stangen! Herre Bisp!« — fagde Ebbesen — ,,og
det stulde gøre mig ondt, om J ansaa mig for en ulytlelig
Mand, al den Stund vor Herre oa Hellig Kund, som jeg
haaber, med samt det brave, danste Folk ikte hat slaaet
Haanden af mig.«
»Det siger jeg med!« — fvarede Bispen. — »Det tan
oære godt not at have Kongen og denne Vetdens Herrer til
Venner; men det er bog tryggere at holde sig til Vor Heere
on Hellia Knud og sin egen Samvittigheo naar den duer
noget. Follets Rost er vel itte altid Guds Rost —— som den
hedenslc forblindede Verden vil paasiaa — men der er dog
noget i Sladderen, og den Mand, der hat et ærligt og gab
frygtigt Folk til Ven, lan ncrppe have vor Herte til Unen,
om han end staat paa det forte Vmst hos denne Verdeng
Guder o·q Statholdere.«
»Tai! Stehn fromme Herr-el« og lyg Velfignelfen over
vor tarvelige Nadver!« — sagde Ebbesen, helt vel til Mode,
oa fort-e Bispen til Højscedet ved Botdenden. — »Bist som
vor Herr-e sendte jer hid, følte jeg Trana til en saadan from
oa cerlig Gasst og til et ttøftiat Gitds Ord over dort Jule
bord.«
,,Det stal J fan, Feier Ebbesen!« —- stsarsede Bispen
oa tog Tonsurtalotten af sit djcerve Keempehovied. Med
foloede Hernoer laeste han nu en latinst Botdbøn, som han
dog fluttede med en fyndig Velsignelse paa Dunst. Der
paa tog han Grodsteen i den ftore Haand oa gjorde Bested
med Jper og god Ebne.
,,Stulde J tro det, Hei-re Bisp! her er endnu Hed
ninaer i Landet!« —- tog Ebbesen ntter Ordet, efter at
bang dnatiae Greft havde formt-et et halot Fad Grød oa nu
greb det store Sølvsthktts, der ftod for hain. — »Jeg hat
selv et Stiitte af en Hedning i mit Hus blandt mine egne
Spende; han bildet sia ind, han er en Troldmand, og nu
rnærter jeg, han maa have fnatlet mine Drenge nozstt for
om sine Kogletier oa hedensle Aandet« —
,,Da er det, min Gud oa Staber, inacn Spøg, tære!«
—--— ndbrød Bifpen ivtia og satte Øltruset fra fig. —- »Lad
mia fna fat paa den Karl! Jeq omvender jer ham i en
Haandevendina, saa det ftal tnage i hans Sideben!«
,,.L)vorledeg? fromme Herre!« —- spurgte Ebbefen og
studsede —- ,,J mener doa Vcl itle med haandgribelige
Yltidler?«
,,"L’e er stundom re allertraftinfte, Fa’er!« — soarede
Visiten og tnyttede sin stærte Haano ,,(?n ret foritot
let Henninn ladet fin, aldrig omvcnne uben of en cerlig
Guts-Z Mand, der er hans Overmand baade i legemliq og
annoelig Dygtighed; hvor Ordet ftal have Klem, man
Hannden vasre redebon til dets Bistcind. Gudsfrygten maa
lnuges ind i de haarde og vantro Sjcele med Eftertryt.
Dei er nu en Gang min Mande, -, a’er! Dermed hat jeg
rein mnnnen forvildet Sjæl fra den brede Bei og tylset ham
ind Nu den fnevre, der fører til Himmerigeg Porte."
»Der man J spritan Herre Bisp!'« —-- sagde Ebbesen
mer et treiiicrtet Smil —-—- »Was min forte Svend tror jeg
felv ingcn lnsmveligere Omvendelfe Vil frugte. Jeg stal
lenke lmm til jer. Zig mig nu, med Forlov, fromme
Herre! tommer J fn chellnnd on vor unne Kotige? Vil
han mig for Aloor til Lin-If fixier han endnu fremdele5,
der tommer en Dein i Morgen on lade-r fem vcrre lige!«
»Im hat bespnt from for at miste lmm Velfinnelse
Ened Reqimentet og se, bono vimen Guts-J Hjcrlp tnnne
oente os af hasti. J tnn naturligoig ej vente and-et, end
boad han bar maattet looe og besegle, san vel for Gudg
Stle fom for Landets oq Riqcts Velfcrrd, og tng jer i
Ant, Fa’er! bjemspger hatt Brattinnsborg en Gang, blioer
her oiesfeliq itte Sten paa Sten tilbage. At hans Bestut
ninger drei-sagtest er lige saa fromme og kristeliqe, som for
ftandige, det tan J forlade jer paa, saa lceiige min fromme
on oife Kollegin Vistop Svend, siddser i hans Rand.«
»Bistop Svend hnr ogfun en Gang stnaet i Glorie
for mine Øjne« svnredse Ebbesen med dcempet Rost —
,,thn fordønte min Jd og truede mig med den helline
Bandstraale5 men han stod ten som en Helgen for min
SjæL hooioel jeg ilte lcmde splge huns fromme Veje. Dog
da han befegleoe hint Forlig i Lybcrt, der endnu hold-er
Otto i Fee-unstet da var det forbi med min Drøm om et
sirøbeligt Mennestcs Hellighed. Ved J, at den Fred og
Tryglxd, der blev Ebbesen ncrgtset, blev Bistop Svend til
Del, fom Gert og hans Sonners Fjende, og at dette var
et Hovedpunlt i ForligetZ Se, det talder jeg at sørge for
sig sein« vieren-Z man fordømmer sm Neste. J slogeg nist
not fuldt saa dygtig ved Haderslev og var Grevens Fjende,
fom Svend; men paa eders Fred blev der itte tcentt. Er
saadan Fredgmægler tan jeg aldrig mer beundre, om lian
faa sad paa St. Peders Stol eller ftod for Guds Trone
blandt de hellige Patriarter.«
«Jeg vil itle tro, J farer med Ulandhed, Rinde-.
Niels! men jeg oilde Inste det, hvis det ikte var Synd!«
—- sagde Mester Jakob og var bloven blusfende rob. —
«Jeg tender itte hint Forlig i alle Punkter, bog lwab Bi
stop Svend hat beseglet, maa han vel lunne forspare. Ret
betanlt, vil jeg forfvare det paa hans Vegne« —- vedblev
han ihrigen
»Mit-cer- eder aldtig dermed, brave, ætlige Herre!«
—- afbrsd Ebbesen ham —- " faar mig bog ilte til at
beundre ham mer; han være from og vis og modig
en Guds Mand, fom han vil —- Hofluften taaler han dog
ilte; for sin egen Lytte og denne Beide-is Hsjhed beseglet
han alt, hvad de store og mægttge forlanger."
»Er-los Dsdi J got ham Uret!« — rasabte starke Me
·) Vig ikkefor Ulytken, men gaa enbnu dristigere mod den.
IT Jäkok og flog i Bordet, faay Kander og Bagete dan
sede. ,,Hvad Bistop Svend tænker er rent, hvsad han sigek
er sandt, ogs hvad han handler er ret — det er jeg saa vis
paa sont de hellige Tros-Artitler, og forlanger J eller nogen
yderligere Bevis versor, er jeg Mund for at føre Beviset til
Fods eller til Heft, med Lanse og Sværd eller Stridss
kolbe —- det er mig alt samtnen et; men hvad jeg tror saa
dist, at jeg tør dø derpaa, gider jeg aldrig spildt et Orl
paa.«
»Tilgiv mig, min fromme, ærlige Gest! hvis jeg hat
fortornet eder!« — svarede Ebbesen mild og rolig. — »Jeg
vil for tro jer paa jert djceroe Ord, end fordre det yder
ligsere Bevis, J- tilbyder mig, hvorvel diet er saa fyndigt,
fom nogen Lægmand og Ridder kan forlange. Nu kan
jeg først forftaa, hvorledes J omvender de forsioklede Hed
ninger« — tilføjede han med et godmodigt Smil og greb
Vifpens fvcere Haand — »den urolkelige Tro, denne eders
tætte Haand er saa redebon til at indprente os, og fom J
selv tør scette Lio og Blod paa, hoad Time det sial være,
tnaatte man virkelig værie en haardhjertet Hedning for at
tvivle paa, hoad enten det saa gcelder guddommelige ellex
menneftelige Tina. Herefter skal jeg ikxe dømme saa haardt
Da utaerliat om ederg statsklogse Kollcaa — det looer jeg
:der. —— Kan jeg itle altid for-me Statgmanden med Men
nzftkl og den nidkoere Guds Mond i Biftop Svend —— ih
nu! saa Vil jeg stille dem kønt ad. Er J detmed tilfteds?«
»Mer forlanger jeg itke, Fa’er!« — svarede Mestei
Jakob trohjertig og rystede hans Hund -— »saa bliver
:nin gode Ven Svend dog altid en ærlig Guds MandJ
det var jo eders Mening — »qood erak demonftrandumwkxs
Terpaa tømte han Krufet oq var eitcr mild og roligJ
,,·O:)ad Kotigen angaar, Inin djcerve Rjdder Nisels!« — iog»
han atter Ordet s— ,,da vil jea tun fix-J jser saa meget: hatti
er In snild Herre oa mener det godt Inxd Falk og Land,
lmorrel han kalter jer en dumdristig J .1rtihøvding og efter
lfd og Pligt maa voere jer Fjende.«
»Det forftaar jeg alt samtnen« — saade Ebbefen rolig
-— »Und forlade ham den Pliat og (-d! men hvad gøres
dir for den brave Junker Otto og fir at samle og for
fdark Riget?«
»An nntligt, Fa’er! men det er ikkc meaet, og lang
fnmt gaar dct. ,,Nervus rerunIM), «-.--et fordømte Mam
mon favneg sprft og fremmest. Mede:.5 der underhandleg
IIIed Panteherrerne, maa der efterhaanren dannes en Heer,
for at give Sladdieten Vægt; det er i fu« Orden.«
»Men, som jeg heter, vil man nu atter foksoare Lan
det med fremmede Soldtncegte, i Siedet for at væbne Lan
dets egne tro Sonn-er og ftole paa dem — kalder J det
llogt og Priseligt?«
»Det er Borgriddernes, eders Herr-er Kollegars Styld
s— Kotigen tror jer alle tun halvt, oa J ved selv — dog
det vil jeg itte dømrne om. Alt tan itte rettes paa en
Gang, og Rom blev iile bygget paia cn Dag. Vor unge
Konges besindigse Valgsprog klinger ildse i de selvraadige
Heu-ers og den utaalmodige Ungdomgs Ørm De kalder
ham Atterdag for Spot; men det Navn kan, med Gudsi
Hjælp, blive bans Hædersnavn, naar vrr Nat er forgangen,f
Da det bliver attcr Dag og en ret Valdeinars-Tid i Dan
marl.«
»Men, lasre Herre Bisp!« — toa nu Soend Trost
ntaalmodia eret —— »J sagde os itte hoad der ajordes
sok Junker Otto. Ftonaens Undersundiabed mod hans hei
l)jertede Broder vil vist hverten J eller Bistop Svend tunne
sorsvare, hoorvel han jo selv har været Paa Raad med i
denne Sag.« j
»Hvad jea itte ved eller tør dønnne om, min unge
Herre!« — svarede Mester Jakob med sortørnet Blit —
»det stulde J ittsc tage jer paa at mer-le saa rast om! Hier
terne er i Gnds Haand7 lJan tan aøre dem haardse som Sten
og bløde som Bote-, alt som han vil, og som det er Folt og
Rige gavnligst. Saa besteden burde J- dog Vcere, at op
sætte jer Menina om hvad ingen tan vide, uden den, der
Prover Hierter og Nyrer. Jeg kender jer not, vor tætte,»
fretnsusende BrosRidder!« —- tilsøjede han mildere og be
tragtede ham Ined Deltaaelse —- »jeg ved, J har sortjent
Ridderslaaet as den dygtiae Haand, der gav jer det; meni
det vil jea tun siae jer til venlia og fornøden Adoarselel
Konan tendcr jer oxlfaa Han ved, det Var jer, der stod i«
Spkdspxl for de oprørste Blenden der vilde hindre Hyldnin
gen paa Vibora Thina.«
«Det oar en asrlig Sag oa intet Oprør, Herre Bisp!«·
-- svarede Svend Trost srimodig· —- ,,Ved Thinaet Var
jo all-e Stemmer fri; den, der blev overstecnt og red tavåz
fra Hyldninaen, uden at røre en Haand mod den nye
Landgherre, kund-e gerne se ham stift i Øjnene og fordre
Retscrrdiabed af darn, uden at sryate for at kendes.«
«Bravt, cerliat, ncin Son!« -—— saade Mester Jakob og
nittede -— »deri gioer jeg eder Ret, hvad saa Kongen og
Inin gode Bistop Svend siger. Jmidlertid, min unge Ven!
var det med draget Svcerd i Haand J sordrede Reff-pr
dighed, var det en ean Saa. Det vil jeg dog sige jet: J
staar vel saa højt paa det sorte Bræt, som eders altsor
djcervie Morbroder, der sidder, og, hvad den timelige Lytke
sangaar, ser det liae saa broget ud for jer, som for Drost
Hiessels Son, der not var i Ledtog med jer. Dog vol
Herre raader for Lyttenx men for et tro og ærligt Hierir
rasader en brav Karl sel—v.«
»Ridder Foltvard, Drost Peder Hessels Son, stdder
der lige for edier, vcerdige Herre!« ——— tog Ebbesen hastigs
Ordet. — »Hvorledes han, med mig selv og alle mine Ven-;
ner, end staat anstreven ved Hode, seder vil jeg dog forestillel
hom, ej blot som en as mine bedste Venner, men som en as
Landets tapreste Bestyttere i denne lovløse Tid.« «
,,Saa lad mig tatte eder Paa Foltets og Landets
Vegne, Hr. Foltoard!« —- sagde Mester Jakob med et tro
hjertet Nit og ratte den tavse Ridder Haand over Bordet:
—- »den Hosgunst, J masaste har sorspildt, hørser til de
undværlige Goder og fast til Overdaads-Varer her paa
Br-attingsborg. At jeg itte scetter højere Pris paia slig
Glans end det sømmer sig en leisten Bisp og en cerlig dansk
Mand, det mener jeg nu at vise jer alle, ved at holde Jul
med Ridder Niels paa Brattingsborg. Vil J huse mig t
nogle Dage? Fa’er!« —- vedblev han sog vendte sig til Ehhe
sen. —- »Jeg har meget at tale med jer om. Ssaaledes som»
J hat det her, tan J Vel ogsaa trcenge til et sredeligt Gudöl
Ord og en ordentlig Julehsjtids-Messe, om ej just til den»
«) Det var det, der skulde godtgøres.
") Drivhjulet.
sidfte Olie, som jeg endnu dog haaber J for In Sfifnd
tunne undvcere.«
«Dertil siger jeg og min Hatten eder hjertelig Tak,
fromme Herre!« — sagde Ebbesen glad og tryttede hans
Ha·and. — »Siden J traadte over min Tærstel, syntses mig
Juleglæden først er kommen helt herind.«
Den omhyggelige Husmoder havde fyldt Festbcegerne
med Vin; hun henvendte sig venlig til Bispen og gav Sam
talen en mild og rolig Vending. Der taltes nu ikke mee
om de alvorlige Statsssager, og sniart syntes man pack
Brattingsborg at fejre denne Julesaften i den tryggeste
Fred og uden mindfte Bekymring for Fremtiden, medenzs
Svcerdet dog hang truende, som i et Haar, over Bamber
2reng og hians Venners Hoveder. Bernene støjesde med de:
lnye Legetøj, medens de celdre lo og spøgede ved Vorbei
Ogsaa Svend Trøst var blesven munter og trøstig til Mode
over Bispens venlige Tiltale; han kastede undertiden et
Blit paa Sanduret, og i hans dristige Øjne lyste et Hand
og en fast Beslutning, som et Par Berge-re Bin endnu mere
oplivede. Man drat med Begejstring en Staal for Fcedw
landets Genforening og Lykke, hvorpsaa Bispen reiste sig
og udbrød: »Vor unge Kong Valdemar lesvel Gud unde
ham de store Vatdemarers Lytke og Sejer!«
Ebbesens Venner saa sorundrede til hverandre og blev
siddende; men Ebbesen selv rejste sig og hævede sit Bceger;
,,Valdemar Christophersøn har taldet mig og mine Ven
ner sine Fjender« — saade han nied Seldovervindelse, og
hans alvorlige Aasyn opilaredes ——— ,,dog saa sandt denne
Haand seliv har rakt ham det Spir, hvormed han teuer migl
——— jeg erkender ham for min og Landets retmæssige Herre.
— Fordrer han mig for sin Dom, sksal jeg møde, om det
saa gcelder mit Liv. Danmartg Ronge leve!«
»Brav Karl!« — mumlede Bispen ved sig selv. —
,,L-gsaa hang Dronning stal levse!« —- vedblev han højt og
hans starrte Stemme bcevscde af den Følelse, han vilde skjule:
—-— »gid den asdle Dronning Helvig maa vorde os og Dan
mark en forsonende Dagmar!«
Ved digse Ord for Ridder Folkvard op med blnssende
Kinder oa svinaede sit Bceagm han iømte det til Bundeie
og satte sia atte: tavs med glødende Blii paa stn Plads.
Da man reiste sig fra Bord«et, rystede Bispen Ehhe
seng Haand med Varme og nikkedse, glad beim-get- Svend
Trost drog sin Morbroder til Side. »Laaner J mig saa
Volle Da en halv Snes Mand?«— hvistede han —- »der
qaslder min højeste Lytke. — J hat del intet imod de t, hvis
jeq brinaer jer en Julegæst?«
»Saa mange du vil!«—— svarede Ebbesen — »far mei
Gnd og tag nied hvem du vil! men hvad du har sor, lad
det ikke koste for meget Blod — og endnu mindre Sjælesred
og LEre!«
,,Vo»ver jeg noget Liv, bliver det vel mit egset —- det
er en cerlig Sag, mener jeg.« Med disse Ord dar Svend
Trøst Udse af Døren, og man saa itke mer til ham den hele
Aftem undtagen i Stegerset, hvor han med den sorte Svend,
til Pigerncs Forundring, gav sig af med Kogekunsten. De
lavede en Styrkedrii til en syg, hed det. Den sorte Svend
mumliede hemmelighedsfuldt, niedens han fyldte en lille
Flaske med Sasten af togte Urtet; men i det famme hørte
man Bispens stcerke Stemme i Borg-estuen, og Svend Trøst
sprang ud i Stalden for at sadle sin Heft.
Da det ved Sengetid var stille paa Brattingsborg,
red Svend Trøst med den sorte Svend og ti Ryttere uden
al Larm og iOpsigt ud af Borgporten. De drog Bester
pan gennem Klejtrup til Sundstrup, hvor de ved Mit-nat
lnd sig sætte over en Arm af Limfjorden. De red videre.
Den forte Svend var, mod Scedvane, tavs og tvcer. Svenb
Trost havde talt nogle Gange til ham næsten uden at faa
Sviar. Endelig blev han ked deraf og spurgte heftig: »hvad
gaar der af dig, Volle! har du glemt Mund og Mcele paa
BrattinggborgZ eller skøtter du ikke om at hjcelpe mig til
min Lylkie —- nu, jeg mest trcenger til dig?«
»Ak, kam-, Unge Herre!« — sagde Voll-e med et halb
arriqt, halb modfaldent Hjertesuk — »var J bleven rysdet
og omvendt, som jeg efter Julenadveren af stærle Mester
Jakob, havde J vel ogfaa tsabt Mund og Mælse for en
Stund. Det er en Bisp, der forftaar at tale Folk til. Der
maa jeg lade hom. Der var baade Nceb og Klør i hans
Ord: hatt rystede mig sauledes mied Ord og Ncever, at jeg
aldrig glemmer det i minie livfødte Dage.«
»Ja faul« —- udbrød Svend Trøst og maatte le uagtet
sin salvorlige Stemning. — »Det lunde du haft godt af,
Volle! Msen du spøgser vel? tog han virkelig sine sie-impe
krcefter til Hjælp?«
,,Til sat spøge er Lysten forgaaet mig, Herre!« — mum
lede den sorte Spend og rytkede artig i Hestebidslet. —
»Det var ingsen Spias, kan J tro. — J hat godt ved at le!
— J flulde ser prøve hvsad det er, at blivie fauledes om
vendt.«
»Er du bleven omvendt, er det nceppe til det bedre:
stor Fromhed mckrker jeg just ilke of dig endnu; men jeg
vilde ønfke, du havde Ret! Skulde nogen ryste Hedenskabet
og Gønduls Aandser ud af dig, maatte det være stcerte Me
fter Jakob.«
(Fortfættes).
tlsspAlle lebaqcnumrc nf »Tanskrrcn« nch For
tcrllinqm »Prins Otto af Damnark« vil ikke kunne
faasst Enkrltc have-s. Bogen faus, naar færdig,i
Omslag 80 CtsZ., indbundm 81.20. Bestillinger mod
tages. —
B. S. Jngenmint:
Valdcmar Seien
J Omflag 80 Cents. Jndbunden 81.20.
Erik MenvedS Barndom
Judbunden 81.20.
DANISIT LVTII PUBL. ROTHE-. Bis-Ha Nebr.