—«
Fra Jede til Kristen.
Exsaringer som Jøde og Kristen.
OQtegneN af Jsat Natanael Sapira.
-,.«« Fra Svenst.
E- (Fortsac. )
Saa om jeg til Stockholm uden at vide, hvad jeg
stulde feig-e mig for og uden Penge. Jeg haabede og tro
ede dog paa, —- uagtet mit dybe Syndesald, at Gud vilde
hjaelpe mig. Og Hjaelpen kom, sorend jeg ventede. — Jeg
traf tort Tid efter en Jøde fra Norrland, som manglede
en Mand til at folge sig og hjcelpe at bcere sine Handels
varer ud paa Landet, og medsham lom jeg til Roktland.
Da jeg havde været der et Aar, sit jeg i August 1873
Undektetning fra min Fader om, at min Moder, mine to
Brødre og min Søster vare tomne sra Polen. Saa lunde
jeg itte blive i Niorrland, jeg Watte følge min brcendende
Længsel og gense de trete, som jeg havde været stilt srsa i
tre Aar. Min Gliede over at se dem var ubeslrivelig.
Fta 1873 til 1880 boede jeg hos mine Forceldre i
Stockholm, og min Besiæstigelse dar fremdeles at rejss
omlring med Handelsvarer, hvorved jeg ersarede baade
Held og Uheld, Sorg og Glæde, om end itte endnu of den
rette Stags. Thi saalænge mit Hierte var fremmed for
den himmelste, evige Glied-e, saldt det mig ilte en Gang ind
at sage nogen and-en Glæde end den, som laa nærmest for
i verdslig Samlvem med Jeder og Navnirislne.
Saadan levede jeg Dsag eftek Dag, Aar efter Aar
uden at fpørge eftek Gud eller Mennester, og søgte tun
at tilsredsstille Kødets Begier, Øjnenes Lyst og Lisvets
Hosscerdiglxcd Jeg blev mere sog mere ligegyldig for ens
hver Form as Gudsstygt og afstyede tilsidst ogsaa de Js
der i Stockholm, som lagde en vis Nidtækhed for de strikt
tloges Forslrister og Ærbødighed for Guds Navn for
Dagen. Jeg ansaa alle saadanne for Hytlere og Løgnere
der blot søgte egen Ære og B-ekømmelse. En saadan
overfladisk Gudsstygt havde jeg jo ogsaa selv haft, da jeg
Var mest from. J Bakndomshjemmet og i Stolen havde
jeg lcert at have Ærbødighed for Guds Navn, samt at jeg
punttlig stulde holde die sleste as de 613 V«·d, som de strift
tloge sige at være Guds Bud. —- J S ..«eshed havde jeg
ved 13 Aars Alderen forpligtet mig til at holde disse Bud,
den Gang jeg blev erllcetet aandelig myndig og begyndte
at dede med Be-deremme, svøbt omtring Panden og den
venstre Arm. —- Der var dog ingen Kraft heri, staerl nol
til at rytle mig ud af Mortets Magt og hellige mit Sind.
J Siedet for sit jeg mete Kcerlighed til Synden og til
denne Verdens Forsængelighed, blev Syndens Træl og
Djævelens lydige Tjener.
Den hellige og retfætdige Gud, som ogsaa er naadig
og barmhjertig, vilde desuagtet itte flippe mig til evig
Foktabelse. Hans Kerlighed til Syndere er saa uendelig
stor. Han vilde ilte, at jeg slulde do; men, — at jeg stulde
omvende mig og leve.
Saaledes flsakkede jeg omtring i den store Bett-seng
srlen ligesom et sottabt Faar, indtil den Heere Jesus
Kristus fandt mig, den trofaste, gode Hyrde, Jstaels Mes
sias og Konge, som jeg endnu ikke lendte, han, som var
kommen for at opsøge og frelse det sortabte og forst det
af Jsraels Hug. Hvorledes han hat søgt og fundet mig,
da jeg vandrede paa mine egne Veje i Ortenem vil jeg i det
folgende sotsøge at foktælle.
lll
Bettking med Kristnr.
Fra niin tidligsie Born-dont havde jeg hart foriælle
og selv lcest i jødisie Bibeludlægninger, at Gud vilde sende
os to Missiag: Den sptfte stulde svcere en falst Messias
og laldes «Messias Josefs Son«, og den enden, den rette,
»Messias Davids Son«. Den føtste stulde do i Krigen
mod Gog og Magog under Jerusalems Belejring, og i
denne store Nod flulde Jstaels Folk raabe til Gud og
blive bønhørt, idet han skulde sende den anden, den rette,
genneni Profeterne fokjætiede Messias, som stulde forløse
Israel fka Hedningefollei og tegere til evig Tid Naat
han havde underlagt sig alle Foll og Tungeinaal, stulde
han værc Konge i et erdsrige, hvor Jodserne stulde vcere
hans egentlige Foll, og Hedningerne deres Trcelle. —
Hvornaar og hvotfra han siulde komme, sit jeg ingen be
ftemte Oplysninget om, og jeg forblev i Uvidenhed derom,
indiil jeg lom i Bewring med fande Reiswe
Paa mine vidtstralte Reises i Sverrig traf jeg mange
Kristne, soin det lod til at viere msagtpaoliggende at iale
til mig um aandelige Ting, i Særdeleshed om den lidende
Messias, hvem Gud i sine hellige Profeter havde sprud
sagt flulde Vcete det rette -Offerl-am, der sinlde biete Vec
dens Synd. De talie ogsaa oni Jstaels heilige Fremtid,
fom siildres i Striften. Dette fidfie vilde jeg gerne høre
om, nien det sprste, Troen paa Jesus soin den fokjættede
Messias, vilde jeg ille vide af; jeg blev som oftest ssaa for
bitrei, at jeg udflyngede de frygieligsie Forbandelsek baade
over deres Kristus og over dem selv· Jeg havde som gan
fte lille lært at forbande og bespotie den »korsfæsledes«
Bill-ede, som jeg saa ofte faa i det russiste Polen, hvor Ka
tolilerne havde saadanne Billeder opsiillede paa Torve og
ved Veje og Stier.
Slønt jeg havde forflanset mig i min Biarnetro og
i jpdiste Fordomme i uballig Meinst-h lod jeg mig ofte
overtale af de Kristne til at folge med til aandelige Sam
menkonifter. Jeg fil dog aldrig noget godt og alvorligt
Jnsdttyl af de Pradileney som jeg horte, fordi jeg troede,
at Predilnnten forfalskede eller fordre-jede det giamle Testa
menies Usdfagn om Messias og iollede dem eftet egei Tylle
og paa sin egen Mande. Derfor lagde jeg ille Mærle til
deres Ord, jeg hveklen kunde eller vilde tro dem. —- Rig
tignol mindes jeg, at en Prædilant i Netite en Gang talte
san lriftigt over Es. 53 Kap» at hele Folket grced. Hans
Prcedilen var vgfaa sauledes, at den burde have lunnet
vcelle de saandeligt dsde til Liv. han talte med mig og
spurgte, om jeg vilde tto paa det, som han prcedilede, og
da ban vidste, at ieg var Jsde, fokssgte han al overbevise
mis sm, at Jesus, den lorsfceftede Meisters, var kommen
til Faden for atxspsqe vo frelse ogsaa mig fra Synden,
»F szWJs . »t- f- .
Dsden og Djævelens Magt og indsætte mig i Guds Børns
herlige Frihed. Mien jeg spar(ede, at det var utiibørligt af
ham at tsalse med mig om saadanne Ting, og at jeg fom
Jøde forøvrigt svsar mere hjemme i viet gamle Testamente
end han og vidste, at hans Fortolkninger vare falste og
forvmngede. — Hvor meget de Kristne end spgte at over
bevise mig om, at Jesus var den forjættede Msessias, vilde
jeg ikke lægge Vægt derpaa, og anfaa alt, hvad de fortalte
mig, for Vildfarelse og Logik —- Hviad der derimod nd
øvede et mægtigt Jndtryk paa mig«, var de Kriftnes smutke
Sange, som jeg ofte hørte. Sangen hat en vidunderlig
Magt til at fængsle og blødgøre et haardt Mennestehjerte,
og denne Tiltrækningskraft var det, der pasastyndte min
Omvendelse. Dettil kom ogsaa de Kristnes F-orbønner,
thi, siønt jeg bestandig haanede og foragtede derses Tro
paa Kristus, sagdse de, at de ikke siulde ophøre at bebe til
Gud i Jesu Nsavn for mig, bebe om, at han vilde bryde
mit hvvmodige Hjettes Fjendstab.
As Guds Naade er jeg kommen til Troen paa Jesus
Kristus, den torsfæstede og genopstandne, som er Gudis
A-al)enbarelse, ved at lcese den nye Testamiente paa He
braisk, som for forste Gang kom mig i Hænde 1879. —
Hvorledses dette stete, slal jeg i Korthed fortælle her.
Undek Jodernes Ugesest, som svarer til den kristne
Pinsehøjtid, var jeg hjemme hos mine Forældre i Stock
holm, og da besiegte Skolelcerer Danielsson, Jsraielsmis
sionens daværende Lærek «ved Proselythjemmet paa Sand
bylserg, os. — Han begyndte en Samtale med mig om Re
ligionssagser, i Scerdeleshed angaaende det jødisle Folls
Stilling. Og da han gik foksigtig frem, ikke ncevnede Jesu
Navn, tunde han tale med os saa længe, han vilde. Havde
han derimod naevnet Kristi Navn i vort Hjem, var han
uden Hensyn bleven vist Deren.
Vor Samtalse varede omtrent i tre Timer. Bi talte
om det gamle Testament-e, om Guds Forjcettelser til Js
kaelg Folt, om der-es Fremtid, om Fredsriget, som Mes
siag vil stifte paa Jorden, naar hele Israel, som nu er
spredt blandt alle Folleslaa, forsamles i deses odelagte
Land. ,,Det skal,« sagde han, »blive en frydefuld og her
lig Tid for det jødisle Folk.« — Og jeg toenkte, som jeg nu
ice-nier: ,,Gud give, den Tid snart maatte komme!« Tit
sidst talte vi om Jerusalems Ødelceggelse og Jodernes
Adspredelse, om Ypperstepræsten og Ofringsen. Han spurg
te mig, hvorfor vi itte frembar de Oste, som Gud havde
foreslreret i sm heilige Lov, hvortil jeg svarede, at siden
Templet var bleven ødelagt, og vi adsplittede, og der itke
lcengere fandtes nogen Yppersteptæst, havde Gud lcert os
gennem hellige Rabbinere og strifttloge at forsone Guds
Vrede ved Bønner, Faste og Almisser, thi saa hellig og ret
fasrdig Gud end var, tunde han ikke begaere mere as os,
indtil Messias kom. — Stolelærer Danielsson indvendte,
at Gud ikte tunde lade sig nøje med Ofre som f. Els. fou
strevne Bønner og andet saadant, han krævede en fultx
kommen Lydighed imod sin Lov og sine hellige Bud, han
trcevede Liv til Forsoning for Liv og Blodsudgydelse til
Syndernes Forladelse, sasaledes som han befaler i Z. Mos.
16. Kap. paa den store Forsoningsdag
Jeg sagde, at vi havde et Osser, som svarede til det
i næonte Kapitel paabudte, nemlig: Enhver jødist Mand
anstasfer sig en Hane, og enhver jødist Kvinde en Hsne
Dsagen før Forsoningsdagen, taget Fuglen ved Fødderne,
løster og svinger den tre Gange over Hovedet og læser as
den jødiste Bønnebog: »Denn-e er min Stedsortræder, den
ne er mit Bytte, denne er mit Forsoningsosser; denne Fugl
gaar i Deden, for at jeg maa gaa til eoigt Liv og Fred."
Da Danielsson harte sortælle om dette besynderlige
Osser, som Gud aldrig har befalet i sin hellige Lob, be
gyndte han lidt efter lidt at fortlarse mig den dybe Brind
ning as Forsoningen i Jesu Kristi Person, som Gud har
forudsagt i Salmerne og hos Profeterne, om en Ypperste
præst, som stulde give sit Liv og sit Blod til en fuldkotnmen
Forsoning for al Verdens Sond, et -Osser, der stal gælde
evig hos Gud. — Her blev jeg aldeles stum; men fattede
mig snart og spurgtse, i hvilte Salmet og hos hvilke Pro
seter, der stod strevet saaledes. Han tog straks sin Bibel
frem og vifte mig det ene Sted efter det andet, som hand
lede herom. —- Jeg vilde dog ilke lade mig overbevise om
Sandheden og indvendte, at hans Bibel var forfalstet, at
det stod helt anderledes i vor Bibel, samt at Profetierne
itte tunde passe paa Kristus. Og saaledes bleve vi ved at
—samtale; men — stille og tolig —- uden at jeg blev vted «
paa ham.
Jdet han gil, efterlod han det nye Testamente, strevet (
paa Hebtaisk, stønt jeg havde nægtet at modtage det, da
han bad mig derom, og onslede Guds Fred over vort Hierin «
— Bogen laa i lang Tid paa Bor«det, uden at jeg rørte T
den, jeg turde itle vove det saf Frygt for Anfcegtelse, ja,
jeg ans-Ia det endog for sarligt af en Jøde blot at berøre
den, — han tunde derved blive sindssorsvirret eller frasals
den. — Jeg tæntte et Øjeblik Paa at laste den pwa Jlden,
men det var jo en Gave fra en velvillig Mand, jeg betcentte
mig, tog den i mine Hænder og bladede lidt i den. — Det
forelom mig, at jeg saa en Meengde hedenste Navne, og
—- aldeles rystet as en hemmelighedsfuld Frygt — slyns
gede jeg Bogen i Gulvet og forbandede baade dens For
fattere og hom, som havde givet mig den.
Senere tog jeg den op og begyndte paa ny at blade i
den; mine Øjne faldt de særlig paa Matth. 26. og 27. I
Kap» og jeg bad nu mine Forceldre og Søstende tage »
Plads ved Bordet, jeg vilde lcese for dem om den tots
scestede — eller »hcengte" — Kristus, hvor ilde det gik han«
—— Vi sad nu alle om Bordet, og jeg læste om Jesu Lidelse «
og Død, nu og da asbrydende Læsningen med at svotte og
sorbande hom, der, som det syntes mig, hasvde sortjent alt
dette, fordi han, der var Menneste, havde gjort sig selv til :
Gub, og vi udttylte alle den sttrste Glcede over, at Jederne
havde ptnt og plaget harrt. —- Uagtet dette sit jeg mere og «
mere Tillid til Bogen og denö Jn·dhold, jo ofteee jeg- laste
i den om Jesu Lidelse og Ded. Kaste den boet ellet
brænde den lunde jeg ilke lcengere taenle paa. Fottaelltm
gerne gjorde et saadant Jndtryt paa mig-, at jeg ikte tunde
staa ligegyldigs over for Sptrgsmaalet om, hvorsvidt Bogen
var sand ellet ej.
--Mtn Interesse for det nye Testamente blev bestansdigs
stotte, jeg- tog det endog medzpm mine Handelsrejser vg»
, «c-«»"s
læste flittig deri, scerlig Lidelseshiftorien og HebræerbreveL
Naar mine Forældke advarede mig for den farlige Bog»
fvarede jeg: »Tro ikke, at jeg er saa uforftandig ellser ind
slurukei. at jeg vil lade mig bedrage eller forføre af de
Dasarstaber og den Løgm den indeholder!«
En Tidi herefter tabte jeg mit nye Destamente, en
Jøde fik fat i det, og til min store Sorg lastede han det
paa «Jlden.
!
i
t
En Ssndag Eftermiddag git jeg fra mine Forældregi
Hjem paa Søder til Byeu for at bei-ge et eller andet Steh,
hvor jeg kunde more mig. J forbigsauende sik jeg i Sinde
at gaa ind i Blasieholmstirlen. Men fom polst Jsde var
jeg fuld af mange overtrsoisie Forestillinger om de Kristnez
og deres Religion. Jeg hasvde i min Barndom hsrt, at omj
nogsen Jøde trasadte inid i en Kirle, stulde denne synke t»
Jsorden. Og Jødetne tro om de Kristnses Gudstjeneste, atz
den bestaar i Tilbedelse af Billeder, Helgener ellet afdøde’
Aianden Da jeg derfor havde til Henzigt at gaa ind i en
Ritte, var det et driftigt Stridt af en polst Jøde som jeg.
Længe stod jeg i Tvivl om, hvad jeg stilbe gprr. — Jeg
ved ilk-e, hivad det var, der fit mig til a-. gaa derind; det
var i det mindste ikke Trang til at høre en kristelig Prie
dilen. — Endelig besluttede jeg at gsasa itrd lige meget, hvad
der hcendte. Jeg kom til Kirkens Jndgairg lagde stcelvende
min Haand paa Dørhaandtsaget, standskde et Øjeblik i
Vaabenhuset og gik op paa andet Pulpitur, hvor jeg Eng
ftelig og sty tog Plads i et Hjørne. Den Sindsstemning,
jeg var i, egnede sig ikle til at gøre mig opmærksom og
modtagelig for sden Prædilen, der blev holbt. Jeg kunde
i alt Fald ille forstaa en kristelig Prcedikiant og angrede
snart, at jeg var kommen derind. Jeg vilde gerne have
været ud, om jeg havde turdet vove det, men blev, indtil
Gudstjenesten var forbi, og der indtraf ingen Ulykkes. —
Jn, denne Kirke stsaar endnu, og jeg har siden sværet der
mange Gange og hørt Guds dyrebare og evige Sandheder
om Jer Kristi Kærlighed til Syndere. Og dset bedste
Minde, jeg hiar derfra og saldrig vil glemme, er den hellige
Daab, fom jeg modtog Pinsedag 1881.
Ved en anden Lejlighed traadte min jødsiste Overtro
angaaende de Kristne for Dagen paa en Maade, der lyder
ncisften utrolig for en Kristens Drem men fom jeg alligesvel
maa fortcelle her i sm S·ammenhæng. — Dei var en uhyg
gelig og tegnfuld Sommerdag 1879, da jeg bestuttede at
gøre en Udflugt til Sundbyberg med nogle Handels-vater,
som jeg Vilde sælge. Min egentlige Mening var itke at
gøre storse Forretninger, det var nærmest at aflægge et
Veføg i det daværende Proselythjem for at forarge og
opirre de Jeder, fom vare der, af hvilte jeg lendte nogle.
Der blev fortalt mangse underlige Historier blandt Joderne
i Stockholm om Paftor Lindstrøm og hans Prof-ewi
mageti, og jeg Vilde med egne«-Øjne se ialt paa selve Ste
dset. —- Ssaa tom jeg dertil, stint med Frygt for, at Js
derne siulde udspresde daarlige Rygter om mine Forældte
og mig, og desuden frygtede jeg for, at, om jeg gil ind i
Proselythjsemmet, jeg da stulde blive tilbageholdt og wun
get til at lade mig dobr. — Nu var jeg imidlertid pasa
Vej og gik ind et Sted for at fpørge mig for om Proselyt
hjemmet. De Mennefler, jeg traf, kendte Forholdene godt,
dsa de vare sande Kriftne, og med de Oplysninger, jeg sit
der, begav jeg mig iaf Sted. — J Proselythjemmset traf
jeg til min ftore Overrastelse ftromtalte Stole-leerer Dani
elsson, fom bsd mig hjertelig vellommen og fyntes glad
over, at jeg kom. — Vi begyndtie naturligvis at tale med
de Jsder, som boede det, og begyndte en Samtale om Jo
oedom og Kristendom, i hvillen jeg ikke vovede at modsige,
eftersom de fleste af disse Joder allerede ftod paa Kristen
oommens Side, jeg frygtede for, om jeg opponersede, at
blive mishandlet af dem. Klolten blev mange, og Bejret
oar bestiandig regnfuldt, ssaa jeg havde ikle synderlig Lyst
til at giasa videre den Dag. Jseg bad derfor Slolelærer
Danielsfon, som var Hjemmets Husfader, om jeg maatte
blive der Ratten over. Senere, efter at vi havde spist til
Uften, holdt Hr. Daniselsson fælles Aftenbsm hvorefter vi
Iik til Sengs, og jeg maatte af Mangel paa Sovevaerelfet
Jele et ssaadant med en af Proselyihjemmets Jeder-. Den
1e, som nu er Jsraselmissioncer, var den Gang itke dsøbt,
men i minie Øjne gjaldt hsan for en frafalden, saa jeg var
meget bange for at komme i nærmerse Berøring med hom.
Da jeg saa ham kncelse ned og bede ligesom de Kristne, troede
eg alveles bestemt, at han bønfaldt onde Aander om at
tvælse mig, medens jeg sov. Foruroliget af saadanne Tan
Eer holdt jeg mig vaagen sasa lange fom mulig og faldt
kørft i Sovn efier Midnat. Om Morgsenen est-er fcelles
Bøn og Frotost begab jeg mig til Stockholm, og da havde
nangen jødist Fordom opløst sig og veg ligesom Morgen-eng
Taage fot den opgaaensde Sols Straalet.
Om Sommeren 1879 var jeg en Sondag paa et
Sted i Nærheden af Stockholm, hvor troende Kristne vate
Iorsamlede til et Bibel-Samtalemøde. De havde ilke be
iemt nogen Tekst, og Husfaderen foreslog, sai da der i
Dieblikket var en of dset gamle Forbundsfoll til Siede,
Flulde de vælge et eller andet Sted i det gsamlse Test-am-ente,
Eor at ogfaa han kunde vcere med. Es. 58. Kapitel blev
)algt, og die talte alvorligt med mig om dets dybe Jndhold.
Modet var-ehe fra Kl. 23z til langt ud paia Ratten, og der
Jelsledes mange svigtige Spørgsmaial og Svar. Til mig
dlev det Spørgsmaial stillet: hvorledes Inder opfatte dette
Kapitel, og hvorfor de ille ville tro paa den Msessisas, fom
Jud nævner hos Profeien som den, der lider og dør for
Berdens Synder· Endvidere fremstilledes Spørgsmaalet:
,Hvorfor sere J Jsder uden Tempel, uden Osser, uden
Yppetstepræster, uden Konger?« — Jeg blev geningne
Gange ærgerlig over deres nærgaaende Spørgsmiaal Men
Leg maatte berolige mig og i mit Hier-te give dem Ret, sinnt
ieg modsagde dem med Munden, idet jeg g·av deres Bibel
Skylden og ssagde, at den var forfalsiet, at vi Jeder for
stod at tolle dette Kapitel bedre o. f. v. Alligevel kunde
ieg ikke, hvormeget jeg end forfsMbsise, komme fra
det, jeg haivde hurt, i Særdeleshed de Ord: »Dann tog
alle vore Synder paa sig«. Disse Orid fotfulgie mig i
lang Tib. — Dagen efter. dsa jeg rejste til Stockholm, gen
oplesvede jeg hele Satnt-alen i Grind-ringen hvorved jeg lidt
efter lidt begyndte at indse, at de Kristne havde Ret og vt
Urei. Gut-Z Aand bcgyndte sin Gerning kraftigere i mig,
saa mine Tanker næsten Dag iog Nat optoges af det
nævnte Skriftsted, og jeg begyndte at forstaa Kong Da
vids Ord: »Thi din Haand laa Dag og Nat fvar paa
mig·« Salme 32, 4.
J denne bekymrede Tilstand hengav jeg mig til alle
Slags verdslige Fotnøjelfer og Forlystelfer, men overalt
blsev jeg forfulgt af min Uro samt det Spsrgzmaab
,,Tænk, om de Kristne have Ret, og Gud Herren virkelig
hat lagt alle min-e Synvet paa Kristug, som mine Fædre
have korsfcefteti Og hvorfor stal jeg vcere en Ttæl under
Synden og Satan?« Disse og lignende Tanker forfulgte
mig omtrent i 6 Uger. Jeg begyndte sat trcetke mig til
bagse fra Selstabslivset og de verdslige Fornsjelser, ja fra
al Omgang med Mennesker. Oste, naar jeg hele Dage gik
salene i Stockholm og kom til ensomme Stederz Var jeg
lige Ved at kaste mig i Søen og havde gjort det, om en
ufynlig Magt ikke havde holdt mig tilbage. Medeas Gudz
Asand hvilede ftærkt paa mig, var ogsaia den onde Aand til
Stede og forføgte at overtsale mig til at forkorte mit Li«v,
fom var ssaa uroligt og ulykkeligt, og indibilde mig, at der
fsor mig ikke fandtes nogen Nsaade hos Gub, mod hvem jeg
havde syndet trods bedre Vidende, og at jeg intet godt
havde at vente i Fremtiden. ,,Derfor bort med pin Daue
siab og bliv lykkelig og gl-ad, som du føt hat vcetet, og
forspg ikke at hykle og bliive bedre end andre Mennester.«
Ssaaledes ptædikede Satan for mig hver Dag. Lovet være
Herren, at han ikke lob Satan sopsluge og fordærve mig,
stønt han gik omkring som en bwlende Løve.
(Fortfættes.)
-«s«
Engievagt
Der fortcelles, at da man under Bokserlrigen i Kinn
belejrede den Del af Peking, hvor mange Udlcendinge vate
indesluttede, skød Kinseserne flere Skud op i Luften, og da
man forhørte sig om Aarsagen, fil man at vide, at Hine
serne af og til havdse set en Del hsvide Skilkelser svævende
oppe i Luften, og dem vilde de ramme. Mon de faa fele
Nceppe! Dei vsar bekendt at mange Kriftne, Missionaerer
og andre havde under Uroliglyederne maattet flygte til
nævnte Bydel, og de vare udfatte for stor Fare af de vilde
Hedninger, men Herren bestyttede dem; de hvide Skikkelser
viare nok Himlens hellige Engle, som Herren udsender til
Hjælp for dem, der stulle arve Saliggørelse, saa de kunde
sige med Paulus-: Herren stod med mig og styrkede mig, og
jeg bleo friet fra Løvens Strube.
For en Tid siden lceste jeg i et danst Blad en Berei
ning nede fr-a en dansk Kononi i Kansas; den fortalte one
en underfuld Redning fra nogle vilde Jndianeres Oder
fsald, som noglse af vore Landsmcend havde erfaret, og der
havde de hellige Engle gsanfle -vift ogsaa været i Virkfomhed.
Beretningen, noget fammentrængt, lader fasaledes:
Det vsar i Trsedserne i det nyligt fluttede Hundredaar.
En troende Sønderjyde kom til Amerika; efter et Var
Aars Ophold i Chicago reiste han til Kansas og blev en
saf de forstse til at nedfcette sig der, hvor den senere danste
Koloni blev dannet. Sønderjyden medbriagte FRAqu
Postille, og i denne læste han hver Søndag Formiddag en
Prædiken for sin Familie og for saa mange af Nybyggerne,
som vilde samles med dem. Senere blev der dannet en
danst Menighed, og Kolonien sit en Prcest.
Den 30. Maj førfte Sondag efter Trefoldighed (saa
vidt jeg stønner i 1869) var omtalte Sønderjydes Hufttu
g«aaet ud for at malte deres enesie Ko. Under Malkningen
forelom det hende, som om nogen tog hende i Nsakken og
droa hende hjemeftier. Hun ser ingen, opdager ingen og
fortscrtter. Den dragende Fiornemmelfe gentager sig, hun
standser Arbejdset og gaar hjemad.
Det syntes hendse, at der skødes efter paa hende for at
faa hende des hurtigere af Sied. Senere troede hun og
hendes Mand, at hun var bleven frelst af en Engel. Man
opdagedse kort efter Jndianerne paa en nærliggende Bak
kestraekning. Men der mna not have været nogle i Skoven
lsangs Floden. Man hører Hunden gø voldsomt. En lille
Dran paa 7 Aar grced og fngdet «Vi ere ulykkelige Fa
der!« Faderen fagde til ham: »Kan du bede, min Dreng?«
Drengen kncelede og bad med ftor Jnderlighed »Fadervor«
og blev rolig. Manden tog sin Prcedikensbog frem og
Vilde holde Andagt, vilde de stulde samles om Herren, der
alene kunde frelfe i denne Farens Stund. Alle de danste
vare famlede inden Døre med Undtagelse af en Ungkarl,
som blev dsræbt af Jndian·erne. En Mand og hans Kone
tsalte spottende om Andagten, forlod strnks Hufei, men ltb
lige imod Jndisanerne, bleve drcebte og mishandlede, me
dens alle i Huset fr-elstes. Jndianerne prøvede vel paa at
bryde ind, stød gennem sen Aabning, men strænimedes af et
Skud ind-efrsa. De prøvede derpaa at indebrcende Hufets
Beboere; men det grønne Troe, som de kastede paa og oms
kring Hufei, gjorde ikke den onstede Tjenesie, efter at de
havde forladt Hufei. De drcebtes Antal i Omegnen var
14, de trse Danste medregnet.
Men lan man høre oa lcese dette uden at se et nyt
Bevis paa, hvorlsedes den gode Gud sendet sine Engle til
Mennestenes Tjeneste, Guds Engle ledfagede Pilgrimmen
Jakob, da han oandrede til det fremmede Land; Guds
Engle omgsav Profeten Elifa og hans Tjener; Guds Engel
beviarede Daniel i Løvekulenx Guds Engel tialede den sing-—
tende Hagar til Rette; Guds Engle vare ved Jesu Krybbe,
ved hans Fristelse, sved hans Lidelse og sved hans Grav;
de lejreide sig om ham sog ,,steg -op»og ned over Mennestens
Som« Men fremdelses lejre Englene sig om dem der frygte
Herren, san Gudsbarnet lan sise:
Jeg gaar blandt Engle, hvor jeg gear,
De stal mig vel besan,
Slet intet Qelveds Hm formaar
Moz- himlenz hellem-M
Den er m-n se Vorg.
Lad fare Su on Sorg.
Trde nogen tsrer mia e haar,
setz kaut blandt On kle, hvor jeq gqqr.