Pfins Otto af Danmarl T
og yama Hamttd
Histoust Roman
of
Bernhard Severin Jngemann.
Anden Del.
(Fortsat.)
»Godt! strenge Herstel« — fvatede Volle og trat paa
Stuldrene med et pudserligt Smil — »ebers Dyd og Ære
forstaar jeg mig rigtignot ikle paa, og det maa jeg tilstaa:
enfoldige Foll, som mig og mine lige, kunde det aldrig falde
ind at lade tromme for os, naar vi vilde overrumple vor
Ijende; men det er nu en Gang eders Maade, og J hat dist,
det ladet sig gøte. For jert Liv og Lytke maa J nu selv
made! Tro mig, Herre! Byttet, jeg hat hentet jet, kan
bringe jer Liv eller Ded, eftersom J selv lyster. Det er
eders med al Ære. Den faldne Rivdets Vaaben tilhssrer
jo altid Sejerherren. Saasnart vi hsrer de berømte Trom
met, J hat sat edets Dyd og Ære i, stal J here paa Vore
Kohorn og Ølseslag, at Gønduls Aander er vaagne til jer
Bistand!« Detpaa sprang den sorte Svend ned i Angen
gen og var f«orsvunden.
Ebbesen ftod længe og betænkelig med Gerts storc
Sværd og Madonnabillede i Haanden. Han oplpftede det
hemmte Feltherresvcerd, hvorfor hele Danmarl nylig havde
stcelvet. »Hm!« — sagde han ved sig selv —- ,,hvad ftal
Erobrserens Jernspir i din Haand, der kæmper for Fri
hed?« Han kastede Gerts Sværv hen paa Bordet og lagde
Mariabilledet derover. Efter et Okd til Gaardsfogden
ttaadte ban siden ind til sin Huftru i den huslige Bøtnes
ftue De, der her saa Ebbesen faa Timer føt den nye, blo
dige Nattetamp, der ventede heim, fristedes til at anse hanz
belejredeBorg for en stille Fadens Bolig, medens dog de
Brattingsborg Krigsmcend sleb detes forhuggsede Svcerd,
vg der paa Borgherrens Befalinq stete de alvorligste For
bersedelser til Nattens farlige Bedrift.
J Greo Henriks Lejr udenfor Brattingsborgs Mure
Var der nu fuldkommen roligt. Alt var beredt til den
safgørende Storm, der ved Degen-Z Frembrud flulde be
gynde. De ded Belejringsmaskinerne udmattede Krigere
stulde nu styrke sig oed Sonn og Hoile til Lampen og den
Erobring, der fkulde gore den folgende Dag knærtelig. Grev
Henrik selv havde lagt fig til Hoile i sit Telt; men hans uroi
lige Sjæl forbød ham at fode. Det dumdristige Ran for
rige Nat af hang- Blodhævnerisværd og hans fyrstelige
Huses Palladium haode den hele Dng opfyldt ham med
Harm og Uro. Han laa i den stille Sommernat paa sit
Feltleje med aabne Øjne dg glødede af Længsel efter Mor
genen og Hævnens Time. Vagtblusset brcendte uden for
Teltet, og to Stildoagter hviskede cengstelig om den for
mentlige Trolddom, der sidste Nat haode toglet der-es Kam
mekaster i Sovn og fort dem i Ulykke
,,Det har oceret den lede Satan selv« — hviskede den
ene. — »Uden chevelens Hjcelp havde aldrig de danste
faaet Bugt med vor ftore Greve.«
»Derorn er der ingsen Toivl, Landsmænd!« — foarede
hans Kammerch — »Enhoer ved jo, denne Ebbesen hat
fotstrevet ftg til den sorte med Hud og Haar. Msange hat
jo set ham lidagtig ved hans Side. For Akkorden er nd
loben, komm-er oi dog ingen Vej med hakn. Vi henter os
tun blodige Pander ded hver Dhst.«
»Men maaste kan den Akkord vcere ude i Morgen!«.
—- bemceriede den for-ste. — »Saaledes som vi nu har hamj
i Klemme, stal han nceppe med chevels Vold flippe der fra.«l
»Was paar vi kommst dog til kost« —— hvistedk den!
enden. — »Von unge Grever maa kagle faa rast, de vil,J
de stal æde mangen Skceppe Salt, spr de bliver halv san
lloge og starke fom deres Faden —- Og nu er hun jo Fan
den i Vold — oor hellige Fr.te fra Jtzeho — uden hean
kunde jo gamle Gert selo aldriz vinde Sejer over Danstenj
Havde han bare haft hende hos sig hin forbandede Aprils
Nat i Randets! fasa siulde den jydsie Satan aldrig krum
met et Haar paa hans Hoved.«
»Na ja, det kunde vel verre, helft der ikke var stort at
Yrutnme!« ——. sagde den fsrste Krigsmand halvt flæmtende
— ,,n1en lad os ilte mæle for højt, Kammeratt mærter
Seen-Denkst vor Snak, er han i Stand til at lade Vore Ho-l
svedet kige Stjerner hist hlandt Sponetrynernes fra sidstex
Hundevagt." ;
erv Henrik haode hørt nogle Ord af Stildvagterne5»
Samtale uden for Teltet og var faret fotbittet op i Lejet..
Han syntes i Begreb med et overilet Høvdingghud; men
han betcenkte sig og lagde satter sit glødende Hoved tilbage
paa Feltlejet. »Hm! Jetnet, ingen sial bøje, maa være
,koldt!« —- mutnlede han. Henved Midnat faldt han i
Blundx men han havde nceppe lukket sine starpe Øjne, for
han vaktes af en fjern Trommehvitvel og Stildvagtens
Rauh: ,,Fjenden, Heere Geer-et Fjendent — Trom
metne fra Randers!«
Grev Henrik sprang i fuld Rustning op fra sit Leje
es for nd af Feltherreteltet. Han kalt-te forbitret sine Kri
qere til Baaben, under de stedse ftcettesre Trommehvitvler
, pg Fotpoitemes Laemftrig. Juden man endnu vidste hvor
Fjenden dar, og inden Grev Dem-il og hans Broder havde
for-et famlet de spvndrulne Krigömeentz saa man Belei
ringsmastinerne oed Ssen i Brand, og Vagten, der siulde
bevogste dem, flhgtede med Foefærdelse ind i Lejrenö Midte.
Grev henrik fivang sig paa sin Stridshingsi. Han havde
udsiedt rigtige Befaslinget til Lejrens Fotsvar, da en flhgs
sende Fotpost-Kriger til- hans store Forhavselse heagte ham
hanc Faden lange Svceed og det bettmte Madonnahillede.
»Im Ridder Ehbesen, Heere Greve!« — sagde den
steelvende Neige-e — ,,jeg var den første, der faldt i hans
Bold hist ved Sien; men han gtw mig fri og bod mig bringe
jet dettr. Hond hains ringeste Svend tog med Thvehaand,
W J sov, svil hän selv tage med Staalhandste, naar J
It W —- det var hans Ord. —- Men flht her er Dive
IIIW i Spillet —- het er Fjendee bwade for og bag
-: WEBER-»k- Mk
« M hattet havde haust Guldkeeden over sit Bryfts
Ist-is ss Spuk-ei ded sit Breite uden at mæle et Ord,
WI hani thue-de sitt fee fkem og tilhage i den arme
Leit, hvor Fjendens Trommer og Lnrer lfd frei-besse- Si:
der med Boot-entlang iog dobbelt summiert-. Nu faldt
hans harmsuntlende Blit paa Krigerem der havde bragt
ham de vigtige Klenodier og som, uagtet den overhængende
Fape, syntes at vente en ojeblittelig Belonning. »Den
forste, der flyr eller lader stg fangei min Lejr, er Dodsenst«
—- raabte nu den jernhaarde Henrit, og hans Faders Steg-»
svcerd for ham as Steden — ,,har du glemt del Bud i dini
Strcett sejge Usling!« Med disse Ord tlovede han Pan
den paa den forsærdede Flygtning og red frem over bang
I Ltg. »J Krebs, Karte!« bod han strengt og optisstedel
sin Malmrost. — »Den, der viger en Fodsbred uden Orlov,s
stal do paa Stedet!« »
,,J Kredsorden!« — lod det sra Hovding til Vorwian
nien inden den desalede Forsvarsstilling var indtagen, brod
Fjenden ind fra begge Sider paa de urolige Kriger-Flotte,
og rundt om dem stod Lejren i Brand. Grev Henrit selv
og hans Broder var i saa Øjeblitte saaledes indetlemte
mellem deres egne Krigsmaend, at de hverten tunde tomme
frem eller tilbage med deres stejlende Heste. De sogte for
gceves ved Raab og Ttusler at bringe Orden i de larmende
Klynger, der trængte sig sammen i en sorvirret Knude og
selv forhindrede hverandre i at sorsvare sig. Et hastigt
Tilbagetog var den eneste Redningz men et betydeligt Mod
bad var alt anrettet, inden Grev Claus tunde sormaa sin
srasende Broder til at redde sig selv og Heeren ved det ham
saa pinlige Felthetreraab: »tilbage!« Endelig lod dette
sOrd fra Grev Henrits fraadende Læberz men Tilbagetoget
var dem nu fast umuligt. Ebbesen mengte frem fra So
siden med besindig Kraft i sluttet Stagorden, medens Svend
Trost og- Ridder Foltvard med den jydfte Bondehcer em
flojede den brændende Lejr og udbredte Stræt og Tit-eleg
gelse blandt de tilbagetastede Krigermasset Det dar Mk
sten Morgen, da det lyttedes de unge Grever at redde sig
-selv og deres Adelsfyltning, ved at hugae sig gennem den
svageste Arm af Bondebceren, og nu fulgte Reiten as Gre
Vsens Heer deres Herren
Da Solen stod op over Brattingsborg So, modtes Eb
lvføp g» Spend Eos-ist wm Den Yhdtwtv Lejkphds Dg iledo
NM »
glade i hinandens Arme. Der var ingen lebende Fjende
mer at se, og Brattinggborg var reddet. Ogsaa Ridder
Foltvard ratte Ebbefen Haand og lykonstede ham, med stille
Glcrde i dej blau-, vemodige Ansigtz men den sorte Svend
sprang lustig om mellem de brændende Telte og plyndrede
de eige, holftensle Ridderes Lig, under en vild Tatlesang til
Gonduls Aander.
,,Slut Branden! sorg for de saarede!« — lod Ehhe
sen —- ,,Byttet stal bevares og deles! — Hcelvten er Kriegs
foltets, Hcelvten Landsherrens.«
»Kongen!« — gentog Spend Trost —- ,,hvad tænter
J paa? Morbtodert han dar jo Fred med vore Fjender,
men teuer jer med Undergang.«
»Derfor er han lige suldt vor Landsherre!« — svarede
Ebbesen. — »Det er tun i Kronens og Danmarts Nat-n,
; jeg forer Sværdei. «
i Saasnart det nodvendige var besorget og en Flot Ud
ridere udsendt, for at give Agt paa den flygtende Fjende.
ired Ebbesen fra Mand til Mand gennem Bondehærens
Retter og ratte hver Krigsmand Haand med Tat og Ros
z for deres Kerlighed vg Kathed var han viste sig, hvirv
llede Hatte og Huer i Lusten under et varldigt Hurraraab.
»Dor, s ’er Ebbesen!« -—— raabte en rast Bondetnos.
der red frem, fom hele Flottens Ordforer — »vi draget
nu med jer den hele Sommer, hvorhen J vil fore os. Saa
længe her er en Fjende i Landet, vil vi ingen anden lystre,
end jet, om vi saa stal hænges derfor til Hohe. Det hat
di alle lovet og svoret som en Mond ved hellig Knud og
alle Helgen.«
Denne Ytring ledsagedes af et hojt og enstemmigt Be
træstelses-Udraab, af den lille, frivillige Bondehær.
»Tat, Born, tat! i Landets Vg Kronens Navn!« —
svarede Ebbesen. — »Jeg stal fore jer eerlig mod Dan
marts Fjender, saa lange Gud Under mig Liv og Kraft,
hvad Tat vi saa saat sor det tilsammen!«
Der blev nu rigelig sorget for Krigernes Pleje, og
man drog ind paa Brattingsborg med saa mange, der tunde
rummes. De andre lejrede sig i hvad der var reddet af de
fjendtlige Telte, og Luften genlod af Sang og Glcedesraab
den hele Dag.
As Svend Trost og Ridder Foltvard horte nu Ehhe
sen alt, hvad de vidste om den nye Ksonge og hans Sinde
lag. Sdend Trosts Bereining var den mindst trostelige,
og Ebbesen blev helt alvorlig til Mode. »J Guds og Hel
lig Knuds Navnl mine tro, brave Venner!« —- sagde han
dog rolig —- »vi vil gore hvad vi tan for Landets Befrielse
og den danste Trones Tryghed, uden at betymre os om,
hvad der i Fyrsternes og de hoje Herrers Raad maa taldes
Net eller Uretl An sine Statstlogt forstod jeg mig aldrig
ret paa; men jeg ved, det er en cerlig Sag, at vove Liv og
Blod for sit Fædreland, og den Jd vil jeg forsvare baade
for Gud og Danmarks Folt nu og til evig Tid De, der
forer Vaaben mod Landets Fjender, er visfelig Landets
tro Sonner, hvad enten de nyde Lovens Bestyttelse og
Landsherrens Gunst eller itte.
Derpaa slog man sig til No paa Brattingsborg den
»Das, og der fejredes en Sejrssest, hvowed Ebbesen var saa
stilsreds og glad, som endnu ingen hat-de set ham stden
Gerts Fall-. hans stille hussrue fyldte Festbcegrene for
harn og de tro Benner, og rundt om det befriede Brattingzi
barg lod de jydste Bondertarleö Jubel med Hædersraad
for Ebbesen, som detej og Danmarts bedste Ven og Faden
Svend Trost glemte den Dag hvad der laa tungt paa hanz
Hjerte, og der ttndrede selv en Gnist af Gliede-Bild i Ridr
der Foltvardz morte, glodende Øjnr.
Det var en as de stonneste oq lytteligste Dage paa
Bratttngjborg.
Tolvte Kapitel.
Medens Kotigen med Bistop Svend og sme Riddere
drog hiele Jylland igennem lige til Aalborg og derfta over
til Sjælliand, hvor han i Roslilde modtog Kongehyldning
af Sjcellænderne og de andre hauste Oboe-re, fortsatte Ehhe
sen, i Spidsen for sin lille, kælle Bondehær, paa egm
hat-nd, den mærlecige Fejde mod de holstenste Heu-er : Jyli
land. J den nye Regerings Oer paadrog han sig beweis;
Udseendet as en egenrseiadsis Latini-eigen met-ZU han er
hvervede fig en Folteyndest, sont ingen privat Mand i
Danmart nagen Sinde hat ejet. Baade paa Matthias
borg og Nsrreris var der den hele Sommer vg selt) langt
ud paa Vinteren et krigetft Liv og den stprste Virtsomhed.
Fra begge Ebbesenö Borge stete der idelige Fejdetog mod de
sremmede Krigerstatet paa de endnu pantsatte Kronbvrge
hver Gang hine sorhadte Landeplagere vovede at lade sig
se, for med Magt at inddrage Statter as Almuen. Den
lille Krig sørtes med en Bitterhed og Lidenstabelighed, der
stedse gjorde den blodigere. Svend Trasts Jver var hef
tig; men han savnede Morbroderens Besindighed. Riddet
Foltvard higede utaalmodig efter sarlig Bedrift; han vai
som i en bestsandig Febethede og syntes tit med vild Heftig
hed at søge Dødem men Ebbesen red som oftest ved hang
Side og reddede mangen Gang hans Liv. Til Grev Hen
rit saa man dog intet. Han var dragen tilbage til Rends
borg; men han rustede sig her af al Magt med lidenstabeligi
Jver, og det lod denne Gang ikke blot til at gælde Edbes
sen, cnen Kotigen selv og hele Danmart, medens Prins
Otto blev bevogtet strengt, sont en Livssange.
Paa Hald viar siden Kongens Hyldning det trigerste
Liv ophørt. Ridder Bugge og hans aristotratiste Venner
var for det nieste traiadte i Kongens Tjeneste og sorholdt
sig rolige; rnen de var missotnøjede med alt, hvad der fort
toges, og der taltes ofte højt og dristigt mod Kongen og
hans Raad i deres Gilder og Jagtselstaber. Man priste
derimod den tongeløse Tid, da den sti, dristige Ndder
—————————-—————-———
uden Fare kunde raade sig selv. Nu ansaa man det dog
for tlogest at holde sig fta Ebbesen, som en stedløs Mand,
der tilmed plettede sit Adelsstjold ved at vcere Almuehøtp
ding. Ridderne paa Halb drog oste med stor Pomp paa
Jagt, naar Ebbesen med sin graatoftede Bondestare drog
ud paa Fejdetog. Den stortalende Ridder Bugge trat paa
Stnldrene as Bondelyeltem som han taldte ham, vg saa med
et fornemt Smil paa den sattige Træslo-Hcrr, der fulgte
Ebbesen med Foltesangen om Toget til Randers og den
lullede Greves Fald
Vintertulden havde endelig nødt Ebbesen til at lade
Svcrrdet hvile og trcrkte sig tilbage til sin bedst bescestede
Borg, Brattingsbokg. Bondehceren var opløst, men stulde
after samles til Vaaren og var kampberedt hvad Øjeblit
man saa Blodfanen vaje fra Ebbesens Borg
Man levede imidlertid bag Brattingsborgs Mute paa
streng Krigksod Vindebroen var bestandig optrutten, og
der holdtes aarvaagen Vagt Nat og Dag paa Stanserne.
En Flot Udridere var desuden i bestandig Bevcrgelse. Den
sorte Svend var en snild og ivrig Spejder, og der tunde
intet as Vigtighed ste i Landet, som man ej snart havde
Underretning om paa Brattingsborg
Paa et as de sidste Fejdetog var saa vel Svend Trost
som Ridder Foltvard bleven saaret; men ved den omhyg
gelige Husfrues Pleje var de snart blevne helbredede. Jule
aften sad begge de unge Riddere i Fruerstuen hos deres
Saarlcrgeinde. Foltvard sad ved Kaminen med en Stren
geleg i sin Haand og stirrede i Flammen, medens han sor»
den deltagende Husfrue gentog hin løndomssulde Ostens-I
sang, som han sang med saa besynderligt et Udtryt, at ins
gen Kvinde tunde here det uden Taarer. Hans merke
Øjne glsdede, medens han sang; men om Genstand for
hans Sange og hans lønlige Elstov vat der aldrig tomtnet
et Ord over hans Lieber.
Svend Trost saa den fortcerende Lidenstab i Foltvards
Blitz han ttyttede heftig bevcrget Ridderens Haandz han
var selv denne Aften i en lignende Stemning. Den sorte
Svend havde for en Time siden bragt Nyheder til Brat
tingsborg: Sti Andetsen as Bjsrnsholm var alt stegen
saa højt i den unge Konges Gunst, at han var udnervnt
til Kongens Høvedsmand og Statholder i Estlund; mellem
Jul og Nytaar ventedes han paa ijrnsholin med mange
fremmede Herstaber; saa stulde hans Datter hentes sra
Ø-Kloster, hvor hun i tre Maaneder havde været inde
spcrrret som Novitse. Hun stulde nu, efter Kongens og
hendes mægtige Faders Villie, itte begrave fin Ungdom vg!
Stsnhed i Klosterei, men ægte Kongens sortrvlige Ven,
den s mutte Ridder Podebusch fra Rügen, som man vel vidste
hun havde givet Asslag tilforn, men hvis Elstvcrrdighed og
indtagende Væsen man nu dog troede hun ikte langer vilde
modstaa. Nytaarsasten siulde deres Btyllup staa paa
Bjørnsholm —- Dette almindelig belendte Rygte havde sat
Svend Trost i en saadan Stemning, at hvert Ord i Felt
vards Elstovssang blev et Udtryt for hans egen Kval og
Fortvivlelse; men Sangen opluede tillige hans Modog det
lønlige Haab i hans Sjæl, at den stsnne Agnete umulig
kunde elste nogen anden, end hendes Batndomgven, hvotvel
hun aldrig havde tilstaaet ham det og endnu mindre givei
ham nogei Løste eller Herab. »Ja visselig!« —- udbrød hani
nu og sprang op —- (
,,,,Aldrig sidder Frugten saa højt paa Kvist«« — —
«Hvordan var det nu? Folkvard! o! syng det Versl
igen!«
Ridder Folkvard reiste sig og gentog med vildt tin
drende Blit, mean Kaminilden fpillede paa hans blege
Kinder:
»»A(dtig sit-der Fcuqten saa hsjt Paa KvisL
Som modnes af Solen om Sommer,
At den jo falder en Gang for vist —
sm
Gud give, inaar det kommen
»Ret faa!« — udbrød Svend Trost —- »det kommeri
— det maa komme — eller det hele Liv er en usseL for
agtelig Løgn« — «
»»Aldtig sidder Falken saa højt paa halt-« —
»Vat det itte saa? leite Folkvard!«
»Og Dyrene er aldrig saa vilde,««'
— gentog Follvard med et Blit, der næsten forfcerdede den
opmærksomme Husfrue —
»At de jo maa ftygte dem for et Falk-,
Om Jægerens Rand ete fnilde.'««
»Ist Guds og vor koste Frues StyldL bebst-, unge
Mnnet!« — afbrsd Fru Jutta den lidenstabelige Sang —
«lad ikte saa vilde Junker faa Rum og Rtst i edets Sjæle2
J er i Stand til at fynge eder en hidsig Federsot paa hal
fen.« Staat J ikte der begge fam J hat-de i Stube ak« sed
rtve den icere Guds Stiernee as Himlen« —
»Rigtig, cedle Ftuel det vil jegl« —- vedblev Spend
Trost —- ,,jeg vil nedrive den stonneste Stjetne sta Him
len til mit Btyft, trods al Verdens Statholdere ag Kon
getl Nu sotftaar jeg eders Sang, Foltvatd!« "
«»MiU Sfykke et stotte, end du forstaat —
Jeg den Ulylllig dolget —
Jeg et ej ene —- ihvar jeg gaar«« - —
»Hvad et her paa Farbe-W —- sputgte Ebbkstn Med
et toligt Smil ag ttaadte ind i Fruetstuen med hegge sine
fmaa Sonner ved Hcendernr. Den ene red paa hans Kaste
fphdz den anden legede Blindebut med Fadetens state
Hjæltn over Havedet. — »Er det et Fastelavnsspil, J over
jer paa til den glcedelige Juli mine unge Benner!««
Riddet Foltvard tav besiæmmet, og satte sig attet med
blussende Kinder hen ved Kaminen, hvot begge Ebhefenz
tafte Sonner fnatt fad til Heft paa hans Fincr og legede
dtiftig med harn, fam man faa de var vante til. Men Svend
Trost greb heftig fm Morbtodets Haand. «Nej, det et
hvetlen Fastelavnsspil ellet Juleleg jeg tænker paa, tcete
Matbroder!« —- fagde han ivrig —- ,,denne Stilhed duet
ille far mig. Vil J laane mig den satte Svend ag en halv
Snes Ryttete paa nogle Dage?«
. ,,Hvad hat du for? min Sosletfon!« —- fpurgte Eb
befen alvorlig. —- ,,Du vil dog aldtig vcete ubuden Gæst
Ved Bryllupsgildet paa Bjotnshalm ?«
»Bei Bryllup bliver der intet af!« — udbtød Svend
Trost heftig — »ellet jeg sial itte se Nytaats Ny tændes!"
»Vi hat endnu atte Dage til Nytaat« —- fvatede
Ebbefen tolig —- ,,det tan fte meget i den Tid; dog hqu
paa, min unge Ven! tet Btyllup goeldet ilte Landets og
Rigets Lylle, og her er dnr Tid paa tta og cetligt danft
Hjettieblod i Landet! Scet dig net-, Svend Trost! det er ja
den glade Juletvæld« —- tilfojede han med kcetlig Rost vg
indtag felv sin Husfaderplads ved Kaminen — »faa maa
Ftændet og gab-e Vennet blive lønt toligt fammen og
tømtne Jnlebægetet i Karlighed ag Frev. Hvo ded, am vi
faaledes stal sidde fammen nogen Juleaften met!«
Den alvarlige, halv vernodige Tone, hvatmed Ebbesen
fagde disfe ·Otd, gjatde et befyndetligt Jndttyk paa den
aphidfede, unge Ridder. »J" hat Rei, icete Motbtodet!«
— fagde han med dermpet Rost —- ,,det var ftat Synd,
vilde jeg sotfpilde edets Jnleglæde. Hat nagen Mand i
Danmarl sattjent en glad Juleaften i Aar, fca et dst
edet. Men sig mig, lcetefte Matbrodet!« —- vedblev han
atter ivria — ,,vilde J betcenle eder paa at tage Bjotnss
halm med Statm ellet nedbtyde sØ-Klaftet, naar edets lcere
Fastemø havde siddet det inde og slulde vcere tvungen til
at cegte en Kablet?«
»Dertil lunde ingen have tvunget min icetle Hufttu,
felv am hun aldrig havde givet mig sin Tro!« — fvarede
Ebbefen med et tærligt Blit til den stille Husstue. —
,,Men got du itke Regning uden Brett? Svend Trost!
Hvo hat sagt dig, dei er Tvang med det Bryllup? hvad
Pant hat du paa, at du gceldet met has Sti Andetfens
Dotter, end hin fmutte, ftemmede Hafmand, det nu kappes
med Fattcedeten i Lytle og Kangegunst?«
»Detpaa hat jeg Pantet i min egen Sjcel, Mat
hradetl enten et der ingen Sandhed ag Kretlighed til, ellet
Agnete maa elfte mig i Lon, fam jeg hat elfiet hende fta
hun var lille.«
«Men hnn vilde ja ille tendes ved dig paa Hold,
den Gang hun fatncegtede sin fortaedetfte Faderz det kunde
jeg ellers lide hende far, hvis hun ej havde faret med
Ufandhed ag nu vendte Kappen ester Vinden.«
»Gnd maa vide hvatledes det hcenger fammen« —
suttede Sdend Trost — »men Ufandhed hat hun aldtig
sagt — det tot jeg do paa.«
»Saa vcet du trostigl saa hat du ja tun Pigebarnet
felv at holde dig til!« — sagde Ebbesen muntett. — »Er
du tun Ois i din Sag, tommer du vel ud af den Nod faa
godt fam hin rasle Ht. Ansind i Sdetrig.«
»Gud velfigne jer for det Ord, Marbrader!« —- nd
brod Svend Trost ivtig. — ,,Hvad en fvenft Ridder hat
vavet stal Ebbesens Softetson ej vcrte rced for, am Agnete
saa var en Prinsesfe ag Sti Andetfen suld saa mcegtig
fam den falfle Kong Bitget« — —
»Betcent tyg den Ting vel, min Sosterfon!'« —- afbtod
Ebbefen ham alvarlig. —- »Den Sag, en cerlig Ridder
itte tor sætte sit Haved paa, regnet jeg del ej til de state
og vigtige Ting i Betdenx men derfar er ille enhver Sag
stor og cedel, fam en ung, lidenflabelig Riddet vil vove
Livet for. Du hat mangen Gang sai dit ltufede Haved
paa Spil, Svend Ttost! blat for at kunne fige de over
maegtige et dristigt ag trodsigt Ord, hvot Tavshed baade
havde vertet vifete og gavnligete. J var lavløse Tid hern
get Livei i et Haar, ag den hojeste Ret et tit den hojefte
Utet; men hvorledes Tungen faa vakler paa Retfærdighes
dens Virgt, den Time vil komme en Gang, da hver Be
drift med hvett Hjette og Haved stal vejeö tettelig. Lad
as itke glemme det, Son! ag lad as ilte lege Bald med
Hjetter ag Hovedet, blat far var egen Matftab ellet for
tn Lytte, fam ingen glceder sig ded, naat vate Øjne ere
lukte!« -
(Fortfciieö).
DAllc Tilbagcnumre af »Dansteren« med For
tællingen »Prins Otto af Tanmark« vil ikke kunne
faas: Enkelte haves. Bogen faus, naar færdig,i
Omflag 80 Ets» indbunden 81.20. Vestillinger mod
tages.
B. S. Jngeinanm
Valdemar Seien
J Lmslag 80 Erntes. Judbunden 81.20.
Erik MenvedS Barndom
Jndbunden 81.20.
l Damen Lqu Dust-. nost. mais Nod-.