», Prins Otto af chmuark «
og h aus giauttid.
Histousk Roman
as
Bernhard chcrin Jngcinamk.
Anden Del.
(Foktiat.)
Dei var sildigj. Brudeblussene udslukth i Gluts
havs:n, og rftcrhaanben forstummeve den sidste Lyo af
Musik og festlig Larm paa Sloltet. Bislop Zvcnd blev
siddende i dybe Tanlct Ved fin Lampe og synteg bvcrken
at have Ro lil Studering eller .Hvile. Han foldede ofte
sin-: Hcenber og bad, ligesom i Tvivl og Kamp med sig
selv, og der trwngle sig dybe Sut fra hans bekymrede
Hinte, idet han snart nævnede Flongenz snart Ebbefens
og Prins Ottog Neun. Ogsaa for Svend Trøst, fom
han troede fangen paa Slottet, og for den unge Ridder
Follvardg Forvildelse var han indeklig bekymrei. Dei
begyndtz alt at bog-es, da han slullede fin Lampe og begabl
sig til sit Zovelammim Det Vendte nd mod den ydre
WANT-may og Land-mehr Han aabnede Vinduet, for,
indcn han lagde sig til Hvile, at inbaande den friflse Mor
genluft Riddcr Follvard red nu langsomt bort fra Stdn-z
derborgx msen hcm faa til Haivel)115-Vinduet, hoor Bifpen
flod og tilvinlede ham fin Velsignclfe. Den unge Ridders
Ansigt var vendt mod Dagningm og han sang nu med
dermpet Nost:
,,Stin, Sol, du klare, Ined traftigt Stin!
,,Tænd op den, gerne vil toendest
,,Uds1nelt som Sne ved Bannen din
»Det Haakx som saare lcenges!«
,,Tl)i der er ingen i Verden til,
»Der dog dit Hierte tan tvinge,
Undtagen en — om du faa vil —
»Die andre er alt for ringe.«
»Gud hjælpe os for de forelstedes Logica!« — fut
tede Bispen og rystede paa Hovedet. —- »Vor Heere be
vare hanS Forstand og frelse hans forvildede Sjcel!« Un
der dette Hjertsesul luttede Visiten Vinduet og git til Ro,
medens Ridder Foltvard ked sont en Dreinmer hen ad
Vejrn og fortsatte sin Elstovsfang.
Juden han endnu havde endt denne Sang, der robede
en besonderlig Utlcirhed og hin fortærende Lidenslab, der
ej engang var sin egen Ulytsaliahed bevidst, blev han ind
hentet af et Par andre unae Riddere, der ligeledes for
lode Senderbora og droge til Jylland Den ene var Sti
Anderseng Son, den teilesløsc Ridder Offe Stisøn, sont
Faderen gerne vilde danne til en fin og tløatig Sims
ntand, udien at det dog ret vilde lt)tteg. Saavel denne
lystige Herre, sont hang uadstillIlige Ven og Dritlebroder.
Ridder Peder Anderer, horte til de selvrsadige Aristo
trater, der i den lodløfe og tongeløse Tid yavde sluttet
ftg til Riddcr Bugge Pan Hald og fundet fcerdeles Behag
i det raste ubnndne Liv, man hidtil hnvde fort, med Schr
det til sin Lod og sin egen Villie til Landeret. Eiter Sti
Anders-Ins Tilstyndelfe havde dog disfe Frilndsriddere fun
det fig i at tilbnde den unge Konge deres Tjeneste. Som
Btyllupggeefter paa Stint-erboten vare de blevne saa ind
tagne af Prins Valdemats raste muntre Versen og den
snilde Opmcertfomhed, han havde hædret dem med, at de
nu, sont hans ivrigste Tals-intend, dtoge forud, for at be
rede hans Hyldning og udbrede hans Berøinmelse blandt
dereg ukolige Benner. J den ny Regekings Planet troede
de sig allerede med hædrende Fortrolighed indviede, og saa
vel til Ridder Bngge paa Hald som til mange andre anfe
lige Riddere i Jylland havde de vigtige Hilsener og haer
Laster baade fra den formaaende Sti Andetsen og til Dets
fta Konaen felv. Endnu halv berufede af Bryllnpsvincn
og al den Ære, man havde vtst dem, tumlede de dates
Hefte med overgiven Lyftighed, og medens den lidenstabelige
Ridder Foltvard drømte svcermerist om sin hemmelige Et
stov, sang Osse Stisøn plat og lystig bag ved ham en be
tendt Parodi paa Ridderligheden og den romantiste Helde
daad:
»Ramund gik sig i Stuen ind
Alt til den netteste Slræbm
Hor, du Slræder, baade favr og fin!
Vil Du gøre Ratnnnd Klæderf
Hvorfor ilte det! sagde Slrcrdrren —
Tsa gør du megei Del, sagde Raniund den unge.«
Hans Reiselammemt lo af fuld Hals og siemte i med,
og nu strege de bseggse i raa Svircbrodertonez
»Halvtresind5tyve Lllsxn til ButsetøL
s Og femten til Butseremmel »
· Det stal du gøre mig strer o·q drøj, i
Om du stal But-Gerne fømme. (
Dette er mig nieget for trangt, sagde Ramund, —
Jscg lan itle skrcrvc min Gang, sagde Utamund den unge.«"
»Ramund gil sved falten Havbred« —- —
»Die 11,000 Jomfruer omfavne mig!« raabte Ridderl
Stisøn og holdt inde med den overgisvne Sang —— »er
bei ilke vor elslovflagne Riddser Foltvard, der rider! Hej,
Falter Spillemand!« —- vedblev hon i fortrolig Spøgetone
og flog hain paa Slulderen — »steigt-er J som en blindetj
Rattergal fra Bryllnpsgildet og fynger Miserere-, niedenD
der mz messes Gloria i alle raste Patrioters Hierner?« (
,,J maa not se Solen dobbelt paa Himlen, mine
Herrerl« sagde Follsvard og betragtede begge de« overgivne
Ridderes Solskins-Ansigter og lyksalige Blit.
»Hvad andCtL Follvard! tredobbelt, om J bill« —
svavede Stispn og svingede sin Hat: —- »nn er det ilke
Tid til sat fukle for Mannen over de knibsle Jomfruer —
nu kommst der jo atter hsjlys Dag til Danmarl med
Kong Atterdag og den grønne Skærsommer.«
»Gid der tun kom Glccde vg Karlighed med, Lands
mand!« —- sullede Follvard —- »og frem for alt danst
Ærlighed og Ttosiab!«
,,Ej, hvor vil J hen?« — iog Or. Stisøn after Ordel
Fid en stælnlsl Mine. —- »Hvo lan bringe starre Glæde
1
og galantere Kcerlighed med sig end en rast, munter Brud
gom, som har leert Kunsten ved Kejserens Hof? Hvor
ærligt han vil holde sin Brudgomstro, det tommer jo for
Resten hverlen jer eller os ved; men den Tro, han vil
love os cedelige Landsens Herren den stal det danske Niv
derstab not leere ham at holde, med samt hians Haand
fæstning!«
»Saa maa vi sørst leere seld at holde Aa. i ved
Halen!« — mumlede Foltvard. — ,,Se til, J ej pynter
jer et Fastelavnsrisl Dem, han først vil tagte, bliver
not os Ridderez dog derotn vil di ikte tale, før J har
isaaet disse Dages Rus helt ud as eders hede Pander.«
« »Ei, hvad er det sor Kcetterier, Folkoard!« —- raabte
den runde, rødmussede Peder Andersen. -— ,,Har ej en
Jgang vor statstloge Bisp faaset jer omvendt? Er J bleven
stotblind af den ubegribelige DejlighedS-Glans, J sutker
for? Lad den Fugl Fønix slyve og fang jer en anden!
saa hat jeg gjort mange hundred-e Gange, uden at det
hat taget paa mit Huld. Tag nu baade Hoved og Hierte
i Agt og hjcelp sos at gøre lyst for vor nye Kong Salo
mon!«
»Jo, J er mig de rette Vendekaabert« — udbrød
Foltvard —- ,,for en Maaned siden vilde J sprcenge
Junker Otto-E- Taarn og føre ham til Hyldning paa Viborg
Ting; nien nu blies-er J alt i Trompet for hans sissige
Hr. Broder; den Herre forstaar Kunst-en, at nagle Kroner
med Menneslehjerter.«
»Omvend dig, -vildsarn—:, nnge Menneste!« —- svarede
Hr. Stiføn i pudserlig Prætetone. — ,,Vi har alle vceret
Syndere og paa gale Veje; men nu er jeg og min gode
Ven blcven satte oa fornUftig-e, unge Mcend, der tan bru
aes i Statssager og en Gang sidde i Kong Valdeinars vife
Rand, saa godt som Bistop Svend og min meget formaa
end-: Her-re Faden Korn J ogsaa til Forstand, Foltvaro
og lad fein være liaet Det nyttier dog itt-e, di stampe ntod
Braaden, og Verden bliver itke et Haar bedre ved alle
Surmnlerier. Denne lnstige stonge stal nu bringe Liv og
Lystiahed i oS alle! Sidder den Guds Engel, J sukter
for, paa en Herreaaard eller i et Kloster — ej hvadl saa
sig frem, og di stal cerlig hjcelpe jer at taae lsende med
Storm paa fri Riddcres Vis! Vor lystige Landshirre dil
maaste siae ja og Amen til slig Staats-«
Ridder Foltvard blev blnsfende rød; men den rund
kindede Peder Andersen udbrød i en høj Lotter. »Nej,
Kammer-at! dertil siger Kona Valdeinar aldria ja og
Amen; derpaa tan J dede de 11,000 Joinfruer faan jer
til Dødel Hvor har J hast eders Linn Offe Stil-Jn! hat
J for de smulte Brudepiaer da itle set, hvad enhver ædru
Karl tunde se paa Foltvard Ined ct halvt Die. Den Herre
borg, hans Hiertes udvalgte Dronning komm-er til ai
trone paa, Vil jeg aldrig raade vor elstovsiaane Ven at
scette sin Fod i, nasar han ej vil lade sit ·Hodcd i Stiltm
Alvorligt sagt, Ven Foltvard!« —— titsøjede han — »se
til, J itte lommzr den Sol for nar, J alle-rede lsar stin
get del højt og tælent oin! — den brcender jer, Gud døde
mig, til Aste. Vor unge Herre har Falte-eine i Hovedet
og inacn Lyst til andre Kronen end den synlige.«
»Ho, ho!« — udbrød Stisøn og gjarde stor-: Øjne.
»Den Sol, J advarer mig for, draaer jea nn dort
fra« —— svarcde Folldard med lynendc Blii — »oa fra
Falten med, der snart vil hatte jer de blinde Zer ud
as Hovedet. Gør J tun denne Valdseinarg Hyldninggrejse
til et Triumftoxx, orn J Aal men den Sejer, der stal gaa
sornd, før det er Tit- a: .aab-e Bittoria i Danmark, den
dil jea nu hjcelpe Landets tro Venner at dinde psaa egen
Haand!« Med diSse Ord sporede Foltvard sin Heft oa
red i Firspring fra dem. De to lustige Nidd-3re lo, medens
de dog betlaaede den ubehændige ,,Dronnina-Elsler«, der
itke snildere oidste at skjule sine skuffede Forhaabninger
eller søae den rette Vej til Heeder oa Lytta som de selv nu
troscde lsklt sitlert at have fundetth
Ellevte Kapitel
Valdeniarg foreftaaende Hnldninza og det jtatgtloac
Vlfatestab, hvormed han havde fikret sia Sirenen, var nu
mellem Pintse oa St. Hans sDaq Genitanden for hele Dan
markg Opmasrlsomhed Endo-IV der ajaldt for at have
Forsiand paa Statglunsten, lovede sig store Ting for Land
ca Rige af en saa forstandia, una Finste, der lod til at tun
ne underordnc sit ngt Hiertes Følelser for Statslløgten og
Riqetg Vet. Bring Lttog Benner havde opaivet alt Haab;
dereg Parti var oafaa for lidet til at gøre siq acrldende.
Den højrøftede Bsercndring over Niselg Ebbeseng dristige
Daad, man for en Maaned siden hade hart all-: Veqnc
baade blandt højse og lade, tog nu mark-Lin af, oa Op
inærtfomhsten for denne Folletg Hzlt maatte viae for
lwad der syntes vigtigere. Blandt Alinuen gjaldt dog
lsbbesens Navn endnu mere send nogen Fyrstes» Den Ridi
d-:r, der slog den tullede Greve, var i Bondens Øjne Lan
detg viatiafte Mand, og saasnart man horte, han af Fin
sterne og de store var overladt til sig selv og truedes med en
frygteliq Hævnfejde iaf Geists Sønner, strømmedse der bein
delige Starer saf jydsle Bøndertarle til Brattingsborg, for
at vovse Liv sog Blod for Gserts Banemand og Danmarls
Befrier. Men derom belymrede man sig tun lidet blandt
de højere Stande-re Man laldte nu Gerts Drab et hel
digt og dumdriftigt Foretagendse, der kunde have sin Nytte;
men den nye Kvnges Talsmaend fandt det i sin Orden og
meget fordelagtigt for Land og Rng at denne Bedrift oa
dens Folger betragtedes som en privat Strid mellem en
jydst Herremand og Greverne af Holsten-Rendgborg. Det
var en Sag, der maatte gaa sin egen Gang, hed det, og
hvorfor man ilte kunde sætte Kronen og Landets Velfcerd
i Bode.
( Uagtet der nu paa en Miaade var Fred i Landet,
ii Folge Forliget i Lybæk, saa man dog ilte sjaelden tyste
iKrigersiarer drage friem og tilbage mellem de jydste Vorge,
der til Dels endnu vare i Panteherrernes Heender, og snart
var Ebbefens Navn igen paa alles Lieber med Rygtet om
die Seite, han paa egsen Haand tilkcempede sig over Gerts
Sonnen ?
St. Hans-Dag, den site og tyvende Juni, var der en
stor Folkemasfe samlet i Viborg og denö Omegn, men med
det gladeste og fredeligstie Udseende. Kong Valdemar havde
modtaget Stcendernes Hylding paa Viborg Ting. Har.
havde uden mindste Jndvending, med et muntert Smil be
seglet sin Hasandsæstning og lovet Stændernes Udsendte
alt, hvad de fordrede. Ridder Bugge fra Hald med de an
seligste Riddm sog Pkælatek vare til Siede. De haivde
alle modtaget smigrende Bevisek paa den ny Konges Gunst
og vare henrevne af hans indsigtssulde Ytringer og ind
tagende Artighed. Han havde Isrxnme Dag udstedet sin
mild-e Forsoningsakt over alt det sorbigangne, og den storc
Hyldningsfest iendtes nu med et højtideligt Te Deum i Vi-i
borg Domkirte.
Pan Tinget havde man dog blandt die fjærnsest staaende
Bøndser hørt enlelte missornøjede Stemmer, som havde
raabt Junker Otto-Z Nat-n og sordret ham til Konge; men
de vare straks blevne overdøoede as det almindselige Hle
ningsraab for Valdemiar. Ogsaa Ebbesens Nsapn syntes
man nt have hørt hist og her blandt Bønderne, udsen at dog
nagen tydeligt havde tilkiendegivset hvad dermed mentes.
Da nn Kongen mellem Biskop Soend og Sti Andersen,
blandt sit talrige Folge as tyste og danske Riddere traadts.
ud af Domtirken og steg til Heft udenfor Kirlen, for strakg
at drage videre til Hyldning over hele Landet, bliev han
atter hilset med set larmende Hyldestraab af de talrigse Fol
kestarer, der med nysgerrig Trængsel opfyldte Sterbens
Gader og stralte sig langt ud ad Aalborg-Vejen. Kongcn
gengceldte disse Bifaldsraab med indtagende Mildhed, op.
alle synteg berusede as Glcede over den smukke, raste Konge.
Men længst udenfor Stadsporten, hvor den egentliae Fol
kestimmel Var ophørt, stod en Flok alvorligse Beut-sey der
for det nieste vian bevcebnede og over dobbelt saa talrige
som äionqens hele Folge. De toge ogsaa der-es Hatte og
Huer nf, da Kongen drog sorbiz men as dem hørte man itzt-et
Hyldninnsrnao De raabte derimod alle som med een Rost:
,,«·’fril;:d for Junker Otto! kongelig Bestyttelse for Chin
sen!«
Nonnen studsede; men han fattede sig øjeblikkelig. Han
vinkedc Venlig til Bønderne med et Incaet lovente Nik.
Nogle as de ncermseste i Flokken soingede straks Hut-me i
Lustszn oq raabtse Hurra for Kongem hvilket snart istemtes
of de fleste. Blandt denne store Flok knissornøiede, der
nu doa beroliget adspredtes, saa man to Ridder-: i fuld
Rustninq men med nahent Hjælmgitter. th our Euer-so
Trost on Ridder Folkvard Lovmandsføn Jngen af des-n
unddroq sig Kannen-Z Opmcertsomhed Han saa starpt pua
dem begge og afnødte dem pack sin egen uimodstnnelige
Maade In vistnok tavs on kold Hilsen De holdt het
begge til Hest nted en Del Svendex men Kongen og hins
Fslqe var næppe dragset dem helt forbi, før end de to dri
stige Riddtre næsten bsesandt sig ene paa Bei-en on rede
bort i en modsat Netnin·q.
Pia Brattinggborg saa det imidlertid helt alvorligt
nd. lsftcr ndstilligc Sejervindinger over de unge, holstenstix
Geer-zip tm- Nielsz til-diesen vendt tilbage til denne sin bedst
defasstxde Borg, lxvor han i tr-: U'ger havde Vceret indesluttet
Jf den rasende Grev Henrii. De bel-:jrede l)c1dde gjort
lmptsige Udfald, on der var forefaldset mangen blodig Fami
nina Itdsknfor Berge-U nien lwer Affen havde Ebbesen trut
ket sig tilbage bog Brattinggborg Mute Ined et stedse rin
gssrie Vlntal steiget-e Nu var bang lille, tro Skare snnledeg
sanmtensmeltet, at han ilke længer kunde tænie paa noget
Udfald, tnen nmxitte indslreenle sig til at afslaa de idelige
Stormforsøg as den overlegne og forbitrede Fjende. Grev
Hinrik havde vist den tnest rasend-e Tapperhed ved ethvert
Angrebz men med sin ungdommelige Hidsighed gjorde han
tun Lampen vild-2r-e, uden endnu i strigstunst og Besin
dinned tunne niaale sig med den rolige Ebbesen. Gerts
stottseste Søn snyste as Darm-e over de mange betydeliqc
Im han ljavde lidt. Hans Brod-er Cletus var nu kommen
lmm til Hjælp nistd noqle hundred-e Rotte-re og Ined d-: B -
!«:ik-in«icsmastiner, han l)idtil i sin ubcendige Jver hand:
ststininaei. Nu var Borgen først icfter alle Krigslnnsteng
«ti:z.il:r ængstet, oq Brattinngborg truedes med et afgørends:
»z-. tilintetgørende Vlngrclx niedeng Svend Trøst og Riddek
Foltvard rede inismodige frn Viborg Ting, og det blotte
Inn as den ny ltcsnae syntes at have fortrcengt enhver
Hirn Forestilling hob den store Hob.
in Aftcn gil Niclg Ebbesen med et dæntpet Sut ned
fri Stanserne vaa sin belejrede Borg. Han traadte helt
alvorlig ind i sit Lønkatmner og betragtede wende aabne
Lizzvslaben der laa Pan hang Bord. Det ene vsar en Af
strift af Hyldningsbrevet Bistop Svend hnvde overbragt
Junker Bald-entar, og hvorunder Ebbesens seget Navn stod
ytssrlt blandt de tro, danfke Riddersmcend, der hjvde til
.«-«dt ham Kronen. Det andet var en Afstrist as Forligene
i spandau og Lybæt, hvorved den ny Konge forpligtede
ftp-« til at vcrre alle der-IS Fjende, som l)a«vde Del i Gerts
Tub. Dette sidste Dokument var med et stolt og lidsen:
stntscligt Fejdebrev oversendt ham as Grev Henril. »Hm«
sagde Ebbesen med et bittert Smil og tulliede begge
r: meerlelige Brevslaber samtnen — ,,dette Vidnesbyrd
Dzn vor Tids Aand stal geninies til Efterslcegtenl dsenne
Etat skial man udgrave sen Gang und-er Brattingsborgs
)tt1-in«er!« Han sor-varede Papirene i et Hul i en stor,
qrirndmuret Pille. Nu harte han sin Hustru synge for
Vernene i Ammestuen med sædvanlig Rolighed, og det var
sont hiendes uroktelige Tillid til Retfærdiglyedens og den
gode Sags Sejer gav ham den Sindgro tilbage, han et Vie
tstil sann-ede. Jdet han nu vendte sig om, saa han Døten
til Borgens underjordisle Løngang aabnet, og en høj stin
deslitkelse stod for ham i det dunkle Lønlammer. Et forte
brnnt Ansigt og et Par vildt funklende Øjne kom til Synse
under den sntudsige Hoveddug, tillige med et fort, filtret
Stceg.
»Gøndul"5 Aander vil frelse jer, Herr-el« — lød den
sorte Svends Røst, og den forklædte Skytte gjorde et!
Glædeshop, hvorved Skørterne ncesten fløj ham om Ørene
»Hm! dig, gale Volle!« — udbrød den alvorlige
Borgherre forbavset og traadte et Stridt tilbage — »bliv
mig fra Livet med dine hedenske A-ander! Jeg tror saa
lidt paa dem, som paa Vind og Vejr —, og Mennesle
hjcklp« —
,·Saa er J mere viantro end jeg, Herret« —- afbrød
Volle ham — »hvem stulle Mennester lunne hjælpe uden
nt) De bleve beggc siden tnignmrdedc, ogKongu mistamtt for
lat have Del vert.
d: starke Lisvets Aandek i M og Brod-V det mcgtige
Staal?«
,,Guds er Aandien og Magten« —- fagde Ebbesen —
»men diet Folk, den Retfcerdiges Aasnd hat forladt, stolet
jeg itte paa. Hat nu Danmarks Folk, med Bisp og Ksonge
Zog alle de mcegtige paa Jorden, fotladt mig, som en frev
løs Udaadsmand, vil jeg give mig Gud i Vold og ds.
J Morgen vil jeg falde med Ssværd i Haand paia den
sidste Sten af min Borg, fom en fri, kristen Ridder; men
af dine Aander eller Djævle vil jeg ikke frelses!« —
,,Ej heller, strenge Herre! naar de komme som brave
Dunste Mænd og med seders egen raste Søsterføn i Spid
sen?« — fpurgte den sorie og lo.
»Det er en anden Sag, Volle! Lad kun dine fære
Talemaader fare! dermed gør du mig felv den cetligste
Hjcelp Inistcenkelig — Hvsad har min brave Svend Trøsk
for?«
»Hcm og Ridder Folkvard hat samlet en Hob raste
Eine-se De vil gaa i Døden for jet. De staa en halb
Mil her fra i Skoven. Naar J- ved Midnat vil Vore et
Udfald, vil de falde Fjenden i Ryggen og give jer en god,
jydfk Haandsrcekning.«
,,V-:l! det er sen ærlig Sag!« —- udbrød Ebbefen glad
—- ,,k-.m du bringe Budstab tilbage, san sig dem Tak! Ved
Midnnt skal jeg gøre Grev Henrik det Bespg, han mindft
venteri J Morgen skulde Brattingsbokq falde.«
»Denne Gang staat BrattingSL .«n veL og J med,
kcer·: Herre!« — fagde Volle og nikkede hemmelighedsfulh
— »har jeg leest rettelig i Bedstemoders Bog, sial ingen
fælve Gerts Banemand, ursen den, der svinger den Kul
ledes Svcerd —- og ser J, Herre! dset er nu ebcrs med samt
Tr-olddoms-Stabilkenet, hvormed hcm altid koglede os
Seiten af Haanden!« Med disse Ord fremtog den for
klædte Svend et stort Slagfværd, sotn han havde skjult
und-er fine Fivindeklcedser, tillige med det Madonnabillede
fra Jtzeho, som var de holften-rendsborgske Grevers Seer
pnlladiukn, og som Grev Henrik paa fin Faders Begrnvel
setzt-sag hat-de taget ftcx Ligsets Vryst og hængt om sit eget.«
,,Hvad er dette?« —- udbrød Ebbefen forbaofet —
»Gerts Sværd ng berømte Klenod! hvor kom du til dette
Bytte7 Voll«3!«
,,J JernsHenrils Lejr, i hians eget Telt, Herre! me
dcns han selv, lidt før Dag, laa en halv Favn derfra og
sov. Sie! nu er disse Sager i seders Vold, Herre! Jeg
tcenter, J vil ikke forsmaa dem, men passe vel derpaa, helst
J nu ded, J dermcd hat eders eget dyre Liv i jer Haand.
Kun detfor gjorde jeg mig den Møje, og det hsavde nær
tommet mig dyrt not at staa. Jeg vilde bragt jer Grev
Henritg krusede Hoved med, sier J —- det laa mig just lige
for Haanden —- men sasa rejste han sig paa Løjbænken i
Søvne on saa paa mig Ined et Par sØjne, som jeg itte stat
t-:r Um at se anden Gang: for de stirrede livagtig paa mig
liqesom den tullede Gre-ves, da hans Hoved laa vied vor
Fod og gloede paa os i Maaneskinnet.«
,,Ft), Volle! — du er en Bøddelsjæl og dumdristig
Ransmandt — Mener du, jeg vil hæle med dig og beholde
dette Tydegods?«
,,Gør hviad J vil, Herr-et det er ederg egien Sag, om
J vil leve eller dø!« — svsarede Voll-e sortrydelig — ,,men
jeg mente do·q, jieg havde forskyldt lidt bedre Tak for det
Kunststykle, end at skccldes Huden fuld« —
»Du hat Ret! —- du har ment mig det godt, Bolle!"
— svarede Ebbesen og kliappede ham paa Skuldeten —
,,du har vovet dit Liv for at reddse mit, skete det end af
dum Ovcrtro og paa en Maade, jeg foragter. Men det
siger jeg dig« —- tilføjede han med streng Alvor — ,,bavdc
du lumskelig myrdet min tsapre Dødsfjende i Søvne og
bragt Inig hans stolte Hoved, som du tænkte paa ved den
retfcerdige Gud! jeg havde til Tak derfor ladet dit eget
sorte Hoved bringe til Fjendens Lsejr med samt dit Raus
gods.«
»Hm! det maa nok have anet mig, strenge Herre!« -——
svarede Volle og nikkede — »for jeg blev saa ræd for Grev
Fenriks Hovcd og stisve Øjne, soin dct gjaldt mit Liv, hvis
jeg tog det med. Derfor lod jeg det ogsaa sidde og list:«de
mig bort med, hvad jeg havde bjcerget, inden han blev le
vende eller kom til Forstand. For de Øjne, han slog op
pack mig, var der ikke denne Verdens Liv og Forstnnd i,
men des mer of de diødes. Hans Krigsmænd havde jeg
galet i Søvn msed Sullia Suks stcerke Ord. Jeg vilde
hxtgget Hodederne as en god Slump til Godmorgen; men
jeg vsar bleven lidt riet-, sont sagt, og det anede mig nok,
det var ikke efter eders ridderlige Kogsebog, hvorvel dset i
Grunde-n havde vceret lige saa ten og ærlig en Sag, som
dort raste Nattebesøg i Bankiers-« — —
»S-atan!« — udbrød Ehbesen heftig —- ,,vil du bes
smitte min Riddserceve i min iegen Sjæl, fordi jeg havde
dig til Vejviser hin store Nsat! —- dog nei, Volle!« —- til
føjede han roligere — »jeg holder dig hverken for nogen
chevel eller Heksemsester; men du er en ra«a, forvildet Hed
ningsjælz du kender hsverken den lebend-e Gud.eller hvad en
kristen Ridder kalder Ær-e. — Gak straks tilbage den Ves,
du er kommen! Sig de brave Liandsmcend Tak! Ved
Midnsat stal Fjender som Venner høre Ebbesens Trommer
før vsi mødes!«
(Fortscettes).
sub-»Alle Tillnmcnmnrc af »Dauskcrcn« mcd For
tællinqc11»Prin-Z Lttu nf Tauman vil ika kunne
san-J: Enkcltc have-L-. Bogen sum-, naar fccrdig,i
Luislaq W Lin-» iudlnmdcn 81.20. Vestillinger mod
War-In
B. S. Jngenmnnr
Valdemar Seien
J
J Dunstqu W Seins-. ndbunden 81.«2).
Erik Meiweds Barndom
Jndbnndeu s1.20.
DANISH LUTH PUBL. Eovss Blatt. Nebr.
