OM
Gcnnembtud og Vækst i Hjcmmcne,
Et Ord, iærlig reitet til Kriftnc Fu rceld re.
Pia-bit n paa sprne Honan rstcr Heltig 3 Kongek1893,
holdt i Garnlsons Kirke
As H. M. Fenger.
Dette ster ilte altid bevidst, ofte ved Forceldrene slet
itte, hvad de gere; det er Aanden og Ton-en i Hjemmet, der
lvcrler det Liv, der brød igennem, eller hindrer det i at bryde
igennem; det er Guds Ord, troet, betendt og levet, som;
fattes i Hjemmet. Naar der da ster Gennetnbrud hos de«
unge i daarlig Retning, til Emancipation fra Forældrene,
til Fordringsfnldhed, Overlegenhed og en lnusende Kritik
af alt mellem Himmel og Jord —- saa forfærdes For
celdrene, og det lyder sra dem til det Barn, der nu staar som
en frennnsed overfor dem: »Du har glemt det fjerde Bud«
— du hører ikke »din Faders Fortn-aning, du har glemt
din Moders Lov,« og naar Forældre tale samtnen, hedder
det til genstdig Bsetlagelse, men ogsaa til Beroligelse for
de ældres egen Samvittighed: Ja, hvordsan er Ungdom
men i vore Dage?
—- Forældre: Hvordan ere Hjemmene i vore Dage?
saadan stulle vi spørge5 hvad virter Faders Formaning og
Moders Lov, naar de itte bæres as et ærligt kristent Liv,
naar den unge ilte er overhevist om, at Fader selv ladet sig
formane as Guds Ord, og at Moder selv bøjer sig for den
Lov, hun udtaler med LceberneZ Hvor lunne J vente, at
Bornene stulle vcere eder underdanige, naar J itte selv ere
Gud underdanige? Hvor tunne J vente, at Lærerne i
Stolen, Præsternse i Konfirmationstidem de Mennester, til
hvem J senere betro eders Born, slulle lunne udrette det hos
eders Born, som J Forældre, der havde eller lunde have en
gansle anden Autoritet overfor dem, itte have magtet. Gøre
J eders Pligt overfor Bornene, fra de ere smaa, opføde J
dein i Herren-Z Tugt og Formaning, vise J dem fand leiste
lig Omhu og Kerligheo da faar intet Mennesle, som senere
nieder eders Born, den Jndslydelse paa dem i god Retning,
som J —- sorsømme J den, viseJ dem et daarligt, verdo
ligt, utristeligt Elsempel — da tan intet og ingen gestop
rette, hvad J gjorde galt!
Hvem slulde vcl sorstaa Vornene saa godt som vi For
celdre? Hvem slulde have saa ftarpt et Øje til at opdage
de onde Spirer i Karakteren, som vi, der as sørgelig Er
faring kende den onde Natur hos os selv, soni vi gave Bar
net i Arv?- Hvem stulde med saadan Kærlighed og For
staaelse, som vi Forceldre lunne, advare, vejlede, stotte, til
gin og sremlalde det gode i dem? Hvav sorslaa vel Opdra
gelsesanstalter, Asyler, Bornehjem, Ungdomssoreninger, og
hvad nu de utallige Surrogater for gode, lriftelige Hjem
hedde, sont man i vvre Dinge anser det for nødvendigt at
slutte sig samtnen om? Hvad forslaa de til at betale den
Gckld, som Hjemmene slylde de unge?
Kristne Fotældre: slaf Bornene Hjem, som virlelig
sortjene dette Navn, stas dem Steder, hvor der er Stilhed
til at votse i Barnsdommem vaernet mod Verdens Raahed
og Ugudelighesd, og det Liv, de genfødtes til Daaben, stal
not vise sig at vcere en Kraft, der brhder frem, saa de i
Lighed med vor Frelser kunnte votse og blive stcerte i Aan
den, fulde med Vigdom — Guds Naade slal være over
dein som over haml Stas de unge Hieni, baarne oa gen
nemstrmnmede as Erlig Jiristendom, Hieni, hvor Fader og
Moder have Tid til at vcere og Lyst til at sage deres Op
mnntring, Hiern, hvor Guds Højtider holdes i Ære, og J
stulle se, at de unge ville drage med eder og vcere eder under
danige, og J stulle glædes, naar J se, at de unge tristne
trods den shndige Natur« J aave dem i Arv, og trods den
gudløse Verdengaand, sont herster oni os, tunne forsrem
cneg i Visdom og Alder og Naade hoS Gud og Mennestene.
Der er inaaste dem iblandt eder,« der ville sige: saadan
taler du, sordi dn itte tender vor Tids llngdoni — vi har
Erfaringen for og —— det nytter itle! -— Maa jea spørge:
ssdeg da Bornene anderledes til Verden nu end for 100
eller 500 eller 1800 Aar siden? Mon det itte lan tomme
ud paa et? Mon Daahcn har tabt sin Kraft, inon Jesus
er bleven afmceatia til at rense de spcede? Mon Guds Ord
stuldse have tabt sin Magt over Hierterne, naar det leves
dem for —Øje? Dei er dog itte sandsynligt — men jeg maa
have Lov til at vove en Paastand oversor mange Forældre:
J tende slet ilte eders Born!
J ved itle, hvad der bor i dem, J ved intet om deres
aandelige Udvitlingl — Ebers Thende tender dem langt
bedre end J —- Tjeneren og Tjenestepigen ved meget bedre
Bested med dit Barn end du, Fader og Moder, Ficelder
sollene og Naboens Born ser langt llarere end du, hvad
Faun der truer dit Barns Udvilling i Fremtiden end du.
Og hvor lan det undre dig — hvor lan det blive an
derledes? Nsaar J Fædre have travlt i eders Forretning
fra Morgen til del sene Middagsmaaltid, naar Selskab
hjemme eller ude, Beng i Teatre, Cirtug, Concerter, For
eningsmsder eller lignende tager Resten as eders Tit-, og
naak J en sjælden Gang er hjemme i Familiens Sind, saa
ere J trcette eller have et uopscetteligt Arbejde, J itte vil
forstyrres i as Bornene· — Hvormeget as Sondagen ofre J
paa eders Born? den Dag, da Lettierne ille behøve at liegge
Beslag pasa dem, kan J dog dele med dem og sage eders
Opbyggelse og Forsristning samtnen — Og J Modre, ved
hvem Bornene sra Begyndelsen harnger med saa msegen Om
hed og Tillid, bevare J dette, udvikle J- det, saa J deri
gennem faa Lejlighed til at danne tristelige Karalterer?
Altfor mange Mødre har saa travlt med Pynt, Visitter,
Selstaber og andre Fornøjelser, at de ere som fretnmede i
drres eget Hjem —- ja der er vel ogsaa dem, der har saa
travlt med Komiteemøder, Asylbestyrelser, Jndsamlinger i
veldcedige og humane Øjemed, Opbyggelsesmvder o. s. v.
— at Hjenimet og Bornene blive nedbruvt, med-ans de fjer
nere staaende opbygges. —
Kære Forceldre, J maa tage eder Tid til at bliveä
hjemme i eders Hieni, J maa have Tid til at blive hjemme;
ieders hieni, J maa have Tid til at leve sammen med edersi
Vorn og lcere dem at kende hehre, end de sremmede og be-?
talte tende dem, J maa lide og stride med dem og opbygges
og glaedes sammen med dem, J maa give dem Hojtider i
Hjemmetl Paö paa dem i deres Opvcekst, vogt vasa deres
Besiceftigelser, deres Omgangi vg de Benstaber, ve flutte, gi»
Ast paa deres Lege vg Adspredelsert
Der tommer Gennembrud hos Bornene og med Gen
nembruddet en ny Livsform; du maa være forderedt paa,
at dit Barn da paa en Maade bliver botte for dig, at du
itke tender det igen; at, hvor niangen as eder has ikte ersa
ret, at dit Barn itte brød igennem til et leverde Guds
B-arn, men til et Verdengbarn —- maaske til ets fortabt
Søn eller Datter!
Du roede, dit Barn var i Rejseselskabet, var «’m de
sleste andre — højete stemte du maaske itte dine Fessents
nnaeri — mcn det viste sig, at det var vcerte end Reisesel
skabet. — Nu — det skulde ikkse være i Reiseselstabet, det
blandede oa tvivlsomtne, det stulde have sin sikre og tod
fæstede Plavs i Hjemmet under dit Opsyn, i dit Selskab,
under dine aarvaagne og kcetligt sotstaaende Øjne2 Be
holdt det ikke sin Plads i Hjemmet, mon det da ikke var dig,
som gjorde Hjemmet tungt og trangt ellet kedsommeligt,
tomt og indholdsløst for Barnet, slet itte vcetv at blive i
eller ty til? Opdagede du, at dit Barn var votset bott fra
Hjemmet og dig, sig mig saa: ledte du da med Smerte ester
det, som Josef og Maria gjorde, lignede du dem i hellig
Sorg, i virtelig dybtfølt Smette over, at dit Barn var
bleven vorte?
Jesus siger: soget og J stulle finde! hvilken tostseligere
Skat et dig vel betroet næst din egen Sjcel end vit Barn
og dets evige Vet? Gaa til Templet og hdmyg dig, døm
dig selv og din Forsømmelighed, bed Gud give dig Lys til
at søge dit Barn, itke stcendende og sordørnmende, men som
Hyrden, der spger sit fortabte og sorvildede Lam, —- og vil
du da ætlig lede, saa sial du not sinde dit Batn og søre
det tilbage!
Her er en stor Farr, et start Ansvar fot og Foreeldte, her
ster en stot Uret mod Bornene og de Unge —- det gcelder om:
stas bedre Hiern, saa kommet der ogsaa en bevte Ungdom!
Kraoet rette-s til os alle, som have Hjem og i dem
Vorn og Tyende, som vi stulle svare til —- de have et stott
og nafviseligt Krav paa os.
Men- Kirten og Guds Menighed hat det ogsaa: —
Send os unge, lebende, troende Sjcelel — ja, det er Hieni
mene, som stal gøte det.
Og vort Samsund og Fædreland har det: send os
dygtige og nyttige Mennestet, som i Hjemmene hat lætt
Gudgsrygt med Nøjsomhed, hat leert at lyde — og være
underdanige, hat leert at tage Hensyn til andre — og itte
sorst til sig selv, hat lært at bære Sorget uden at forvitres
eller fortvivle og leert at beere sLhttev og Glcede uden at blive
utaalelige as Ovetmod og Hensynsløshed —
Medeng vi Forældre endnu som Husholdere ete over
Hjemmene, lad os i Alvor betcenke dette og love hverandre
at ihukomme Hjemniets Ktav paa os —— vil vi anerkende
det, da sial vi ogsaa etfare, at der et rigere Velsignelse ved
Hjemtnet end ved noget andet Sted vaa Jorden.
Jeg den-der mig til de u n g e her i Menigheden og be
det edet saa tcerlig og indtrcengende som mulig: skøn paa
edets Hieni, niedeng J have dein, hold eder til dem og vætn
om eders Ære ved eders Tale og Fætd; »Er din Fadet og
din Modet«, det er endnu det sørste Bud med Forjættelse,
og det er i vore Dage, i det mindste sot mine Øjne, den
Fotjcettelse, som tlarest af alle gaar i Opsyldelse.
Den, der elsker sit Hjem ceter sine Forældte, undetords
net siq deres Formaning og Lov —- har sen fotunderlig ty
delig Belsignelse over hele sit Liv og al sin Getning -— den,
der foragter sit Hjem og tilsidescetter ,,de gamle«, indhen
teg saa uendelia hurtig as strassende Sterbnet. Jesus var
sine Forældres underdanig, sinnt de vare shndige Mennester
—- J kunne ogsasa væte det, som J end have aabent Øje for
eders Forældtes Fest. —
Der et meget bittert, som kan dukte op i et Mennes
steo Etindring, til det bitreste hvtet dog maaste Mindest
onl, hvad man syndede som ung mod sit Hjem og mod de
Mennsester, Gud der gav os for en Tid —— saml eder gode
Minder vev Kærlighed og Undetdaniahed!
Og J, som nu ere gamle, og hvis Barndoth ca
Unadomshjem længst ere lutlede, tatter endnu Gud for,
hvad· der i dem blev givet eder, da J baatdest trængte dertil,
oa sendet dem lærlige Tanket, hvem J da taldte med For
ældres Navn —- »ær din Fader og din Moder« —- det tan
man jo godt amt, og det hat bevaret sin Fotjcettelse, selv
otn de længst ere bottkaldte sra os.
Gud bedare og velsigne vore Hjem og os i dem, at
Guds Otd Maa komme til at bcete og gennemtrænae dem
tned th, Renhed og Varme, at vi, som høtse samtnen, maa
lære at leve samtnen i den rette Omsora oa Underdanighed,
at vor Vcetst maa stride stille sremad i Lighsed med vor
Ftelsetg og vore Gennembrud ste i rette Tid og paa rette
Mande, saa vi frelste kunne finde hvetandre i det himmelsle
.Hjen1! Amen!
Fm Jodc til Kriftcn
Erfaringer som Jøde og Kristew
Optegnedse af Jsat Natanael Sapira.
Fra Svenst.
I.
Barudomdtidcn i dct ruofifkc Polen.
.
Født den ;.-. Oktober 1852 af jødistk Fern-tm i
Byen Schaky i d«et rusiste Polen. bkgyndte jeg aller-give i fix-c
Aats Alt-deren at faa Undervigning i Hebraifh sum chcrne
der i Altnindelighieb læse, for at jeg san tidlig som mutig
kund-e lcefc det gamle Testamente paa Grundsproget. Lied
otte Aars Alderen havde jeg allerede naaet sat læfe Størstcs
beten, men da ophørte Bibclundervisningen, og jeg bem)kidte
at læse Talmud i Stedet. Hermed blev jeg sysselsat i flere
Aar, uden nogen indrc Lny — ivunget af min Faden der,
ligefom de øvrige Jøder i Landet, headde at Guv smm
give ham baade jordisk og himmelst Ære pasa Grund as
Sonnens Bestæftigelse med og Jndsigt i de strifttloges unl
tige Forsirifter og Bud. —- Men mied at leere Talmud gik
det ikke eftet min Feder-'s Ønstes jeg læste hell-m fxittig i
;Biblen, læfte dens dsejlige Fortællingser og herlige Span
" domme. De unyttige tsalmudististe Otdklpvkkiex bekøtte
lmig ikke, der efterlod tun Tomhsed i min Sjkelz alt dekimod,
hvad ieg lceste i Bibelen om de hellige Mcenb og deres Sam
fund med Gud, om Profetiserne og om Messias, fil mit
Barnehjerte til at slaa højt af Glcede, og jeg følte en hellig
Lcengsel efter Løftets Opfyldelse.
Da jeg sa-aledes, efter min Faders fromme Ønske, ikke
hnvde Lyft til at blive striftklog, maatte jeg, tun tolv Aar
gammeL forlade Hjemmet og forføge paa egen Hasand at
erhoerve mit Livsophold, saa godt jegkunde. Jeg blev da
antaqet som Bydreng af en omrejsende jødisl Lertøjshandi
ler, hvor jeg dog ikke befsandi mig rigtig godt, hvorfor jeg
blev Hordedreng hos en jødisk Landmand.
Lin Fredsag Aften 1869, som jeg fad til Bordg og
nød Sabbatsaftenens i)vil-e oq Hygge, trsaadte pludselig
to Politibetjente ind i Bærelfet og forte mig til Politi
stationen, hvor jeg blev holdt fængslet i flere Dage og der
efier taget til Monstring, skønt jcg endnu var flere Aar
yngre, end Voernepligtsloven forordner. Jeg bleo imid
lertid snart ssat paia fri Fod ig-en, da jeg ikte var tilstrcekkei
lig høj, og stulde saa indstille mig Aaret efter. Men lige
som andre polfte Jeder vilde jeg helft slippe for den femten
aarige Krigstjenefte i den russisle Armee og bsesluttede at
reife til Sverrig, hvortil min Fader aller-We var rejst Aaret
sprud
J April 1870 forlod jeg min Fødeby for at rejfe til
Sverrig over Tystland, ved hvis Grcense mit Hjem var. —
For at komme over den russiste Grænfe msaatte jeg viere for
synet med et Pas; men et saadant tunde ingen fa-a, som
oar lige Ved Værnepligtsalderen. Umuligt var det ikte at
komme over uden Pas, stont meget voveligt, da Grcenssen
blsev sitengt bevogtet af russist Militcer. Som andre unge
Jeder maatte jeg da hos sen Bonde vente pasa passende Lej
lighed til at slippe over. — Endelig tilbød den sig. Jeg
beaav mig styndsomst Paa Vej og stod allerede oed Grcense
siellet, da to Rytiere sprængte frem paa deres Heite, idet
de raabte og flog med- dieres »Kautschuks« (Ridepiste). Da
vi itte standsede, affyrede de to Stud; men jeg var allerede
naaet ind paa tyst Grund, hvor man er uantastelig. — Vi
var-c i alt 30 unge Jøder, som fnart spredtes til alle Konter.
Jseg naaede til Fods en Jernbanestsaiion og begav mig over
Stettin og Kobenhavn til Sverrig.
· H.
Ankomstcn til Svckrig.
J April 1870 tom jeg til Malmø, hvor jeg stulde trief
fe min Faden Men da jieg kom der, var han i Norge, hvor
han siulde blive i syv Uger. —- Jea var altfaa fuldstcendig
fremmied i Landet, ingen tendte mig, og jeg iende ingen og
var tillige ude af Stand til at forftaa og selo gøre mig for
ftaaelig for Folksei. Jeg følte mig meget forladt. — Senere
sit jeg at vide, at min Fader havde ventet mig og af den
Grund forud bestilt Logi til mig hos en Jødefamilie, hvor
han ser plejede at bo, naar hsan opholdt sig i Malmo Ja,
endnu niere! Han efterlod ved Afrejfen til Norge en
Kasse Smaavarer, som jeg stulde gaa ud og sælge paa
Landet, en SM, soin Jøderne havde der.
Med Kassen paa Ryggen begav jseg mig ud paa de
ubekendte Egne paa Landet, uden at tunne forstaa eller tale
et svensk Ord. Og, hviad jeg aldrig før havde gjort, maatie
ieg nu gøre: gaa blandt de ,,uten-e Hedninger«, —- som de
polfke Jøder lalde de Kristn:e, og under stor Uro og Frygt:
oanhelligie cnig ved den Mad, de gav mig. — Jeg forføgte
derfor i flete Aar at leve af Brod, Silb, Mcelk og ufkrcel
lieb-e Fiartoflen for paa den Maade at kunne overholde
Fadreneg Forstrifter oq ikke spise, hvad Hedninaer havdc
toat eller siegt ,
J de forsie Uaer af dette Vandringgitio var det meget
ounsteligt for ian at klare mig med Sproget. Forst efter
tre Maanederg Forløb lunde jeg forstaa og ian gøre mig
forstaaelia med, lkvad der angik min Handel. —- Et hei:
Aar vandrede jeg omirina Paa Skaaneg Slsetter med Han
dels-lassen, udstod mangen Nod og mange Lidelser og
ajorde grundia Bekendtslab med den olmindelig lendte
Ugæstftihied fom findes i digse Landsbyer. Jeg erindrer,
hvorledeg jeg maatte gaa fra Hus til Hus indtil langt Ud
paa Aftenen i Regn eller Snefog, bøjet under den tungc
Binde-, træt oa sulten og bede om Nattely. Fik jeg et be
irceftende Goal-, maatie jeg nøjes med at tilbringe Natten i
en Stald med et gammelt Hestedætken over mig som Li,
imod Hulden -s— Værst vare Fredsagaftnernse, naar Sab
betshvilsen begyndte, og jeg itke tunde begynde den i rette
Tid og altsaa blev tvungen til at begaa Helligbrøde. — Op
naaede jeg at faa Nattelv, lceste jeg i min Bønnebog og i
Davids Salmer og bønfaldt Gud om at forbande og udryd
de disfe Helminqu fom forhindrede mig i at opfylde hans
Bud.
Tilsidst blev mit Ophold i Staane uudholdeligt, og jeg
fkrev til Inin Fader, der nu betragtede Stockholm som sit
Hieni, fortalte ham, hvilke forgelige Forhold, jeg levede
under og dad, om jea msaatte komm-e til ham. Forst nasc
tedie han mig Reisevenge; men hentsede mig sen-ere.
Efteraariet ’1871 kom jeg til Stockholm. — Msen det
var itte uden Migfornøjelse, at Inin Fader tog mig til fig,
fotdi jeg itle paa egen Haand kunde arbejde mig frem ad
Handelsvejen. Han masatie hjaelpe mig, faa godt han kunde,
da jeg ingen Kapital havd-e·, og vi fulgtes saa ad paa Han
dels-reisen Dette var dog ikle af lang Varighed, thi Vi
kunde itte komme ud af det med hinandim hvillet — E
Betragtning af at vi beage selsiede Uretfærdighed og savnede
fand Ftærliahed oa Fred i vore .Hjerter, — ilke var unde»
liqt. Fadenan Hierte vix ilre vendst imod Barmi, Ja
Barnscts itte imod Radstein Vi stiltes derfor. Fader
reiste til Finland, og jeg blev i Sverrig.
Om Foraaret 1872 iik jeg et Brev fta ham, hoori
han opfordrede mia til at komme over til fig, da han
tjente inange Psengc der. —— Jeg lod itle vente lcenge paa
mig.
J Mai Maaned rejfte jeg fuld af glade Forhaabnin
get om ftor Fortjeneste. Men jeg bedrog mig selv grundig.
— Dette vifte fixi, da jea efter fire Maaneders Forløb atter
stuldie vende tilbaqe til Sv-errig. —- Alt, hvad jeg hsavde for
tjsent, havde jeg forødt ved syndige Fornøjelser og kødelige
Nydelser; jeg stod saa blottet, at jeg itke en Gang havde de
nødvendige Psenge til Hjeinrejsen. —- Dettse syndige Liv
blev siden en større og større Magt i mit Hierbe, stønt det
var mig. fremmed under mit Ophold i Soerrig. —- Jeg
henvendte mig derfor til min Fader med Von om hjælpz
men han vilde med Rette ilke yde den. Dog lod ban sig
tilfidft beveege dertil gennem andre Judex-, der saa min
Eckndighed.
(Fortscettes.)
— - ——-.O--y—— -- —
»Staa-trofas .«
Af J.M.Ha nsen.
Barnet stulde døbes; det kom paa Tale hos nogle Ven
ner, og der blev spurgt:hven1 stal vcere Daabsvidner.
En lille Dreng hørte paa Samtalsen, og bagefter spurgte
han sin Moder: ,,Sk—al du ,,stsaa-trofas«, nasar Barnet
skal døbes ?« Den lille Fyr havdie hørt om at »staa Fadder«
Ved Dauben, msen det blandede sig sammen for ham, saa
han fit det til at hedde »staa- trofast« i Stedet for »sta-a
Fadder.« Man lo ad dette barnlige SpørgsmaaL og der
var heller ingen Grund til at græde over det; jeg blev me
get alvorlig stemt ved det. Mine Tanker kom til at fcefte
fig psed Kirkens gamle, gode og stønne Scedvane, at have
Daabsvidner ved Børnsenes Dasab; Fadderes Forhold til
Barnet og Daaben skal jo netop Være at ,,staa - trofast«, at
vcere trofaste Faddere, sotn bedende, elfkende og opofrende
hjcelpe Barnet til at blive hos Kristus, ligesom det red
Dauben bliver indpodet i harn.
Hvorledes opfylde nu de fleste Faddere denne Forplig
tilse? Mangfoldige opfylde den slet ilke; de staa slet ikle
»trofaf«, men de ,,ftaa - letsin.digt«; de ere letfindige
Daabsvidner, selv om de i der-es daglige Liv kund· væte al
vorlige og pasalisdelige Mennefker; die ere tanleløse og let
sindige over for Daaben og have ingen ret Erkendelse af
deres Stilling som Faddere, fordi de ikle ere hellige Men
nester, som felv tro paa Diaabens Naade og ten-de dens
Kraft og Velsignelse. O, hvsor maa man førge over al den
Letsindighed, som sindes overfor Fadderpligten.
Kære Laeserl Du har maaske Fiadderpligt mod et eller
flere Bøm Tag denne hellige Sag med Alvor; »staa
traf-ast« som det Barns eller de Born-s Fadder. Elsi Bar
nset, bed for Barnet, og hjælp Barnets Forældre i Raad
og Daad; og naar Barnet vokser op, da gør hvad du kan
for dets lristelige Opdr«agelse; tilskynd Forældrene til at
hold-e Barnet i Skole, om de ere sløve paa det Omraade,
hvilket mange Forældre desvcerre ere; se til at Barnet faar
de nødvendige Laersebøger, og giv det andre gode Boge»
lad det endelig ikke savne et trifteligt Børneblad; tal med
Garn-et om det, der hører Guds Rige til, og hjaelp det til at
forftaa, at Meningen mied dets Daabspagt er, at det maa
leer-e at hade Satan og elske Jesus. Dersom Daabsvidner
ne faaledes «staa - tvofaft«, da vil megen Vielfignelse flyde
Deraf.
J den tatolske Kirke antager man, at et saadant a a n
de l i gt Slae g t f k ab find-er Sted mellem Baptizanden
og Fadderne, at de ikke tunne indgaa Ægteskab med hinan
den. En saadan Betragtning er ganste sikkert overfpcendt
og ugrundet; men det ,,aandelige Slcegtskab« bør virkelig
anerkendeeä saa Fadderne føle sig forbundne med Barnet
oq forpligtede overfor det. Den norske Kirkeg Alterbog
If 1889 hat i Tiltalen til Fadderne den Formaning: ,,J
skulle komme Barnet i Hu for Gud i eders Bønner«. Dei
er en saare vigtig Formaning, og vi maa beklage, at den
ikke finde-s i den danste Alterbsog; thi stulle vi vaere rette
Daabsvidnser, der ,,staa - trofast« Fadsder for Barnet, maa
Forbønnen bruges flittigt. »Bønn«en er for alting godt,«
det gcelder ogsaa i dette Forhold
Eftser at ovenstaasendse ser strevet, har jeg læst folgende
Udtalselse onr ,,at staa Fadder« af den norfke Præft Th.
Flielland; den er lcererig og Vcerd at føje til:
,,J-eg vil ikke her tale om Faddernses Pligtser overfor
Barnet, der-es Vidnepligt, om Barnets Daab nagen Sinde
siulde drages i Tvivl, deres Forpligtelse til at bede for Bar
net og deres und-er visfe Omstcendigheder indtrcedende For
pligtelse til at førge for Barnets Oplcerselse i den kristelige
Bornelcerdocn.
Hvsad jcg her vil Paapege, er bnre Deltaaelsen i selve
Diaabghandlingen fra Faddernies Side. De fleste antage
øjsensynlig, at de intet andet have at gøre end være stumme
Vidner til Handlingsen Saaledes forholder vet sig Univ
lertid slet ilkel Man vil kunne overbsevife sig deront ved
at læse efter i Rituialet under Afsnittset: »Kirkelige Hand
linger.« Man vil der se, at Fadderne flulle svare ,,Amen«
efter alle de Bønner og Ønsker, sokn frembceres og udtales
under Forretningen —- fammsen med Kirkesangeren.
Dette er ingenlunde nogsen tonl Skik. Det vidner one,
at Faddernse følger Handlinaen med Opmcerksotnhed, og at
de aøre alle Bønner og Ønster til deres egne Bønner og
Dust-en »Am-en« er nernlig ingen tom Lyb, men indeholder
— kan og bør indeholde et troende Hjertes fortrøftnings
fulde Vishsed om, sat Gud hører og bønhører. Oa et faa
dant hierteligt mient og ndtalt »Amen« vidner om, at ded
kommende Faddser bcerer Barnet frem for Gub. Ved biet
fra Fabderne flerstemtnige og samstemmige udtalte ,,Amen«
faar Barnedaabien Karakteren af at vcere en Menigheds
handling, og ikke bar-e Præftens embedsmæssige Forretning.
Hele Handlingen faar Liv og Bevægelighed. Den famme
Deltagelse var det, Moses vilde opnaa, naiar han forordner,
at ,,alt Follset flal spare A me n!« (5 Mos. 27, 15——26).
Det er altsaa vel stemmendse med Guds Ord og en lige
frem Lydighedspligt overfor vort Kirkeritusal at iagttage
bette· Oa det er saare let at iefterkomme. Der skal tun en
Smule Aatpaagivenhed til —- man behøver blot at give
Agt paa Kirkefangeren og stemtne i, naar han udtaler sit
»Amen«. »
Dettse har Nedfkriveren heraf føgt sat faa udvirket Gang
paa Gang ved Daabshandlingen i Kirken. Det har ogsaa
til Dels lytkedes —- dog aldrig hell. De flefte ere med i
Bønnierne, saa længse Prcesten stsaar nedsr i Kirten, men for
stumme, niaar Præsten træder hen til Døbefonten. Ogsaa
cfter fielve Daabsaktem ,,Jeg døber dsig i Faderens og
Sønnens og den Helligaands Navn«, stnllse nemlig Fad
derne og Kirkesangeren fsalde ind med der-es »Amen« — og
saa fremdeles lige indstil det sidfte: »Fred vcere med eder«,
sont ndtales til Fadderne. Disfe siutte sauledeö hele Hands
lingen med det Ønste, at Herrens Fred maa fslge dem tell-.
og med Forvisning om, at ssaa sial ste. -
Dette til Underretning for dem, som mutig ere ukenvtze E s·
»wer-, hvad die-r fortanges af Verdde .- f
