Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Feb. 19, 1902)
OM Gcnnembtud og Vækst i Hjcmmcne, Et Ord, iærlig reitet til Kriftnc Fu rceld re. Pia-bit n paa sprne Honan rstcr Heltig 3 Kongek1893, holdt i Garnlsons Kirke As H. M. Fenger. Dette ster ilte altid bevidst, ofte ved Forceldrene slet itte, hvad de gere; det er Aanden og Ton-en i Hjemmet, der lvcrler det Liv, der brød igennem, eller hindrer det i at bryde igennem; det er Guds Ord, troet, betendt og levet, som; fattes i Hjemmet. Naar der da ster Gennetnbrud hos de« unge i daarlig Retning, til Emancipation fra Forældrene, til Fordringsfnldhed, Overlegenhed og en lnusende Kritik af alt mellem Himmel og Jord —- saa forfærdes For celdrene, og det lyder sra dem til det Barn, der nu staar som en frennnsed overfor dem: »Du har glemt det fjerde Bud« — du hører ikke »din Faders Fortn-aning, du har glemt din Moders Lov,« og naar Forældre tale samtnen, hedder det til genstdig Bsetlagelse, men ogsaa til Beroligelse for de ældres egen Samvittighed: Ja, hvordsan er Ungdom men i vore Dage? —- Forældre: Hvordan ere Hjemmene i vore Dage? saadan stulle vi spørge5 hvad virter Faders Formaning og Moders Lov, naar de itte bæres as et ærligt kristent Liv, naar den unge ilte er overhevist om, at Fader selv ladet sig formane as Guds Ord, og at Moder selv bøjer sig for den Lov, hun udtaler med LceberneZ Hvor lunne J vente, at Bornene stulle vcere eder underdanige, naar J itte selv ere Gud underdanige? Hvor tunne J vente, at Lærerne i Stolen, Præsternse i Konfirmationstidem de Mennester, til hvem J senere betro eders Born, slulle lunne udrette det hos eders Born, som J Forældre, der havde eller lunde have en gansle anden Autoritet overfor dem, itte have magtet. Gøre J eders Pligt overfor Bornene, fra de ere smaa, opføde J dein i Herren-Z Tugt og Formaning, vise J dem fand leiste lig Omhu og Kerligheo da faar intet Mennesle, som senere nieder eders Born, den Jndslydelse paa dem i god Retning, som J —- sorsømme J den, viseJ dem et daarligt, verdo ligt, utristeligt Elsempel — da tan intet og ingen gestop rette, hvad J gjorde galt! Hvem slulde vcl sorstaa Vornene saa godt som vi For celdre? Hvem slulde have saa ftarpt et Øje til at opdage de onde Spirer i Karakteren, som vi, der as sørgelig Er faring kende den onde Natur hos os selv, soni vi gave Bar net i Arv?- Hvem stulde med saadan Kærlighed og For staaelse, som vi Forceldre lunne, advare, vejlede, stotte, til gin og sremlalde det gode i dem? Hvav sorslaa vel Opdra gelsesanstalter, Asyler, Bornehjem, Ungdomssoreninger, og hvad nu de utallige Surrogater for gode, lriftelige Hjem hedde, sont man i vvre Dinge anser det for nødvendigt at slutte sig samtnen om? Hvad forslaa de til at betale den Gckld, som Hjemmene slylde de unge? Kristne Fotældre: slaf Bornene Hjem, som virlelig sortjene dette Navn, stas dem Steder, hvor der er Stilhed til at votse i Barnsdommem vaernet mod Verdens Raahed og Ugudelighesd, og det Liv, de genfødtes til Daaben, stal not vise sig at vcere en Kraft, der brhder frem, saa de i Lighed med vor Frelser kunnte votse og blive stcerte i Aan den, fulde med Vigdom — Guds Naade slal være over dein som over haml Stas de unge Hieni, baarne oa gen nemstrmnmede as Erlig Jiristendom, Hieni, hvor Fader og Moder have Tid til at vcere og Lyst til at sage deres Op mnntring, Hiern, hvor Guds Højtider holdes i Ære, og J stulle se, at de unge ville drage med eder og vcere eder under danige, og J stulle glædes, naar J se, at de unge tristne trods den shndige Natur« J aave dem i Arv, og trods den gudløse Verdengaand, sont herster oni os, tunne forsrem cneg i Visdom og Alder og Naade hoS Gud og Mennestene. Der er inaaste dem iblandt eder,« der ville sige: saadan taler du, sordi dn itte tender vor Tids llngdoni — vi har Erfaringen for og —— det nytter itle! -— Maa jea spørge: ssdeg da Bornene anderledes til Verden nu end for 100 eller 500 eller 1800 Aar siden? Mon det itte lan tomme ud paa et? Mon Daahcn har tabt sin Kraft, inon Jesus er bleven afmceatia til at rense de spcede? Mon Guds Ord stuldse have tabt sin Magt over Hierterne, naar det leves dem for —Øje? Dei er dog itte sandsynligt — men jeg maa have Lov til at vove en Paastand oversor mange Forældre: J tende slet ilte eders Born! J ved itle, hvad der bor i dem, J ved intet om deres aandelige Udvitlingl — Ebers Thende tender dem langt bedre end J —- Tjeneren og Tjenestepigen ved meget bedre Bested med dit Barn end du, Fader og Moder, Ficelder sollene og Naboens Born ser langt llarere end du, hvad Faun der truer dit Barns Udvilling i Fremtiden end du. Og hvor lan det undre dig — hvor lan det blive an derledes? Nsaar J Fædre have travlt i eders Forretning fra Morgen til del sene Middagsmaaltid, naar Selskab hjemme eller ude, Beng i Teatre, Cirtug, Concerter, For eningsmsder eller lignende tager Resten as eders Tit-, og naak J en sjælden Gang er hjemme i Familiens Sind, saa ere J trcette eller have et uopscetteligt Arbejde, J itte vil forstyrres i as Bornene· — Hvormeget as Sondagen ofre J paa eders Born? den Dag, da Lettierne ille behøve at liegge Beslag pasa dem, kan J dog dele med dem og sage eders Opbyggelse og Forsristning samtnen — Og J Modre, ved hvem Bornene sra Begyndelsen harnger med saa msegen Om hed og Tillid, bevare J dette, udvikle J- det, saa J deri gennem faa Lejlighed til at danne tristelige Karalterer? Altfor mange Mødre har saa travlt med Pynt, Visitter, Selstaber og andre Fornøjelser, at de ere som fretnmede i drres eget Hjem —- ja der er vel ogsaa dem, der har saa travlt med Komiteemøder, Asylbestyrelser, Jndsamlinger i veldcedige og humane Øjemed, Opbyggelsesmvder o. s. v. — at Hjenimet og Bornene blive nedbruvt, med-ans de fjer nere staaende opbygges. — Kære Forceldre, J maa tage eder Tid til at bliveä hjemme i eders Hieni, J maa have Tid til at blive hjemme; ieders hieni, J maa have Tid til at leve sammen med edersi Vorn og lcere dem at kende hehre, end de sremmede og be-? talte tende dem, J maa lide og stride med dem og opbygges og glaedes sammen med dem, J maa give dem Hojtider i Hjemmetl Paö paa dem i deres Opvcekst, vogt vasa deres Besiceftigelser, deres Omgangi vg de Benstaber, ve flutte, gi» Ast paa deres Lege vg Adspredelsert Der tommer Gennembrud hos Bornene og med Gen nembruddet en ny Livsform; du maa være forderedt paa, at dit Barn da paa en Maade bliver botte for dig, at du itke tender det igen; at, hvor niangen as eder has ikte ersa ret, at dit Barn itte brød igennem til et leverde Guds B-arn, men til et Verdengbarn —- maaske til ets fortabt Søn eller Datter! Du roede, dit Barn var i Rejseselskabet, var «’m de sleste andre — højete stemte du maaske itte dine Fessents nnaeri — mcn det viste sig, at det var vcerte end Reisesel skabet. — Nu — det skulde ikkse være i Reiseselstabet, det blandede oa tvivlsomtne, det stulde have sin sikre og tod fæstede Plavs i Hjemmet under dit Opsyn, i dit Selskab, under dine aarvaagne og kcetligt sotstaaende Øjne2 Be holdt det ikke sin Plads i Hjemmet, mon det da ikke var dig, som gjorde Hjemmet tungt og trangt ellet kedsommeligt, tomt og indholdsløst for Barnet, slet itte vcetv at blive i eller ty til? Opdagede du, at dit Barn var votset bott fra Hjemmet og dig, sig mig saa: ledte du da med Smerte ester det, som Josef og Maria gjorde, lignede du dem i hellig Sorg, i virtelig dybtfølt Smette over, at dit Barn var bleven vorte? Jesus siger: soget og J stulle finde! hvilken tostseligere Skat et dig vel betroet næst din egen Sjcel end vit Barn og dets evige Vet? Gaa til Templet og hdmyg dig, døm dig selv og din Forsømmelighed, bed Gud give dig Lys til at søge dit Barn, itke stcendende og sordørnmende, men som Hyrden, der spger sit fortabte og sorvildede Lam, —- og vil du da ætlig lede, saa sial du not sinde dit Batn og søre det tilbage! Her er en stor Farr, et start Ansvar fot og Foreeldte, her ster en stot Uret mod Bornene og de Unge —- det gcelder om: stas bedre Hiern, saa kommet der ogsaa en bevte Ungdom! Kraoet rette-s til os alle, som have Hjem og i dem Vorn og Tyende, som vi stulle svare til —- de have et stott og nafviseligt Krav paa os. Men- Kirten og Guds Menighed hat det ogsaa: — Send os unge, lebende, troende Sjcelel — ja, det er Hieni mene, som stal gøte det. Og vort Samsund og Fædreland har det: send os dygtige og nyttige Mennestet, som i Hjemmene hat lætt Gudgsrygt med Nøjsomhed, hat leert at lyde — og være underdanige, hat leert at tage Hensyn til andre — og itte sorst til sig selv, hat lært at bære Sorget uden at forvitres eller fortvivle og leert at beere sLhttev og Glcede uden at blive utaalelige as Ovetmod og Hensynsløshed — Medeng vi Forældre endnu som Husholdere ete over Hjemmene, lad os i Alvor betcenke dette og love hverandre at ihukomme Hjemniets Ktav paa os —— vil vi anerkende det, da sial vi ogsaa etfare, at der et rigere Velsignelse ved Hjemtnet end ved noget andet Sted vaa Jorden. Jeg den-der mig til de u n g e her i Menigheden og be det edet saa tcerlig og indtrcengende som mulig: skøn paa edets Hieni, niedeng J have dein, hold eder til dem og vætn om eders Ære ved eders Tale og Fætd; »Er din Fadet og din Modet«, det er endnu det sørste Bud med Forjættelse, og det er i vore Dage, i det mindste sot mine Øjne, den Fotjcettelse, som tlarest af alle gaar i Opsyldelse. Den, der elsker sit Hjem ceter sine Forældte, undetords net siq deres Formaning og Lov —- har sen fotunderlig ty delig Belsignelse over hele sit Liv og al sin Getning -— den, der foragter sit Hjem og tilsidescetter ,,de gamle«, indhen teg saa uendelia hurtig as strassende Sterbnet. Jesus var sine Forældres underdanig, sinnt de vare shndige Mennester —- J kunne ogsasa væte det, som J end have aabent Øje for eders Forældtes Fest. — Der et meget bittert, som kan dukte op i et Mennes steo Etindring, til det bitreste hvtet dog maaste Mindest onl, hvad man syndede som ung mod sit Hjem og mod de Mennsester, Gud der gav os for en Tid —— saml eder gode Minder vev Kærlighed og Undetdaniahed! Og J, som nu ere gamle, og hvis Barndoth ca Unadomshjem længst ere lutlede, tatter endnu Gud for, hvad· der i dem blev givet eder, da J baatdest trængte dertil, oa sendet dem lærlige Tanket, hvem J da taldte med For ældres Navn —- »ær din Fader og din Moder« —- det tan man jo godt amt, og det hat bevaret sin Fotjcettelse, selv otn de længst ere bottkaldte sra os. Gud bedare og velsigne vore Hjem og os i dem, at Guds Otd Maa komme til at bcete og gennemtrænae dem tned th, Renhed og Varme, at vi, som høtse samtnen, maa lære at leve samtnen i den rette Omsora oa Underdanighed, at vor Vcetst maa stride stille sremad i Lighsed med vor Ftelsetg og vore Gennembrud ste i rette Tid og paa rette Mande, saa vi frelste kunne finde hvetandre i det himmelsle .Hjen1! Amen! Fm Jodc til Kriftcn Erfaringer som Jøde og Kristew Optegnedse af Jsat Natanael Sapira. Fra Svenst. I. Barudomdtidcn i dct ruofifkc Polen. . Født den ;.-. Oktober 1852 af jødistk Fern-tm i Byen Schaky i d«et rusiste Polen. bkgyndte jeg aller-give i fix-c Aats Alt-deren at faa Undervigning i Hebraifh sum chcrne der i Altnindelighieb læse, for at jeg san tidlig som mutig kund-e lcefc det gamle Testamente paa Grundsproget. Lied otte Aars Alderen havde jeg allerede naaet sat læfe Størstcs beten, men da ophørte Bibclundervisningen, og jeg bem)kidte at læse Talmud i Stedet. Hermed blev jeg sysselsat i flere Aar, uden nogen indrc Lny — ivunget af min Faden der, ligefom de øvrige Jøder i Landet, headde at Guv smm give ham baade jordisk og himmelst Ære pasa Grund as Sonnens Bestæftigelse med og Jndsigt i de strifttloges unl tige Forsirifter og Bud. —- Men mied at leere Talmud gik det ikke eftet min Feder-'s Ønstes jeg læste hell-m fxittig i ;Biblen, læfte dens dsejlige Fortællingser og herlige Span " domme. De unyttige tsalmudististe Otdklpvkkiex bekøtte lmig ikke, der efterlod tun Tomhsed i min Sjkelz alt dekimod, hvad ieg lceste i Bibelen om de hellige Mcenb og deres Sam fund med Gud, om Profetiserne og om Messias, fil mit Barnehjerte til at slaa højt af Glcede, og jeg følte en hellig Lcengsel efter Løftets Opfyldelse. Da jeg sa-aledes, efter min Faders fromme Ønske, ikke hnvde Lyft til at blive striftklog, maatte jeg, tun tolv Aar gammeL forlade Hjemmet og forføge paa egen Hasand at erhoerve mit Livsophold, saa godt jegkunde. Jeg blev da antaqet som Bydreng af en omrejsende jødisl Lertøjshandi ler, hvor jeg dog ikke befsandi mig rigtig godt, hvorfor jeg blev Hordedreng hos en jødisk Landmand. Lin Fredsag Aften 1869, som jeg fad til Bordg og nød Sabbatsaftenens i)vil-e oq Hygge, trsaadte pludselig to Politibetjente ind i Bærelfet og forte mig til Politi stationen, hvor jeg blev holdt fængslet i flere Dage og der efier taget til Monstring, skønt jcg endnu var flere Aar yngre, end Voernepligtsloven forordner. Jeg bleo imid lertid snart ssat paia fri Fod ig-en, da jeg ikte var tilstrcekkei lig høj, og stulde saa indstille mig Aaret efter. Men lige som andre polfte Jeder vilde jeg helft slippe for den femten aarige Krigstjenefte i den russisle Armee og bsesluttede at reife til Sverrig, hvortil min Fader aller-We var rejst Aaret sprud J April 1870 forlod jeg min Fødeby for at rejfe til Sverrig over Tystland, ved hvis Grcense mit Hjem var. — For at komme over den russiste Grænfe msaatte jeg viere for synet med et Pas; men et saadant tunde ingen fa-a, som oar lige Ved Værnepligtsalderen. Umuligt var det ikte at komme over uden Pas, stont meget voveligt, da Grcenssen blsev sitengt bevogtet af russist Militcer. Som andre unge Jeder maatte jeg da hos sen Bonde vente pasa passende Lej lighed til at slippe over. — Endelig tilbød den sig. Jeg beaav mig styndsomst Paa Vej og stod allerede oed Grcense siellet, da to Rytiere sprængte frem paa deres Heite, idet de raabte og flog med- dieres »Kautschuks« (Ridepiste). Da vi itte standsede, affyrede de to Stud; men jeg var allerede naaet ind paa tyst Grund, hvor man er uantastelig. — Vi var-c i alt 30 unge Jøder, som fnart spredtes til alle Konter. Jseg naaede til Fods en Jernbanestsaiion og begav mig over Stettin og Kobenhavn til Sverrig. · H. Ankomstcn til Svckrig. J April 1870 tom jeg til Malmø, hvor jeg stulde trief fe min Faden Men da jieg kom der, var han i Norge, hvor han siulde blive i syv Uger. —- Jea var altfaa fuldstcendig fremmied i Landet, ingen tendte mig, og jeg iende ingen og var tillige ude af Stand til at forftaa og selo gøre mig for ftaaelig for Folksei. Jeg følte mig meget forladt. — Senere sit jeg at vide, at min Fader havde ventet mig og af den Grund forud bestilt Logi til mig hos en Jødefamilie, hvor han ser plejede at bo, naar hsan opholdt sig i Malmo Ja, endnu niere! Han efterlod ved Afrejfen til Norge en Kasse Smaavarer, som jeg stulde gaa ud og sælge paa Landet, en SM, soin Jøderne havde der. Med Kassen paa Ryggen begav jseg mig ud paa de ubekendte Egne paa Landet, uden at tunne forstaa eller tale et svensk Ord. Og, hviad jeg aldrig før havde gjort, maatie ieg nu gøre: gaa blandt de ,,uten-e Hedninger«, —- som de polfke Jøder lalde de Kristn:e, og under stor Uro og Frygt: oanhelligie cnig ved den Mad, de gav mig. — Jeg forføgte derfor i flete Aar at leve af Brod, Silb, Mcelk og ufkrcel lieb-e Fiartoflen for paa den Maade at kunne overholde Fadreneg Forstrifter oq ikke spise, hvad Hedninaer havdc toat eller siegt , J de forsie Uaer af dette Vandringgitio var det meget ounsteligt for ian at klare mig med Sproget. Forst efter tre Maanederg Forløb lunde jeg forstaa og ian gøre mig forstaaelia med, lkvad der angik min Handel. —- Et hei: Aar vandrede jeg omirina Paa Skaaneg Slsetter med Han dels-lassen, udstod mangen Nod og mange Lidelser og ajorde grundia Bekendtslab med den olmindelig lendte Ugæstftihied fom findes i digse Landsbyer. Jeg erindrer, hvorledeg jeg maatte gaa fra Hus til Hus indtil langt Ud paa Aftenen i Regn eller Snefog, bøjet under den tungc Binde-, træt oa sulten og bede om Nattely. Fik jeg et be irceftende Goal-, maatie jeg nøjes med at tilbringe Natten i en Stald med et gammelt Hestedætken over mig som Li, imod Hulden -s— Værst vare Fredsagaftnernse, naar Sab betshvilsen begyndte, og jeg itke tunde begynde den i rette Tid og altsaa blev tvungen til at begaa Helligbrøde. — Op naaede jeg at faa Nattelv, lceste jeg i min Bønnebog og i Davids Salmer og bønfaldt Gud om at forbande og udryd de disfe Helminqu fom forhindrede mig i at opfylde hans Bud. Tilsidst blev mit Ophold i Staane uudholdeligt, og jeg fkrev til Inin Fader, der nu betragtede Stockholm som sit Hieni, fortalte ham, hvilke forgelige Forhold, jeg levede under og dad, om jea msaatte komm-e til ham. Forst nasc tedie han mig Reisevenge; men hentsede mig sen-ere. Efteraariet ’1871 kom jeg til Stockholm. — Msen det var itte uden Migfornøjelse, at Inin Fader tog mig til fig, fotdi jeg itle paa egen Haand kunde arbejde mig frem ad Handelsvejen. Han masatie hjaelpe mig, faa godt han kunde, da jeg ingen Kapital havd-e·, og vi fulgtes saa ad paa Han dels-reisen Dette var dog ikle af lang Varighed, thi Vi kunde itte komme ud af det med hinandim hvillet — E Betragtning af at vi beage selsiede Uretfærdighed og savnede fand Ftærliahed oa Fred i vore .Hjerter, — ilke var unde» liqt. Fadenan Hierte vix ilre vendst imod Barmi, Ja Barnscts itte imod Radstein Vi stiltes derfor. Fader reiste til Finland, og jeg blev i Sverrig. Om Foraaret 1872 iik jeg et Brev fta ham, hoori han opfordrede mia til at komme over til fig, da han tjente inange Psengc der. —— Jeg lod itle vente lcenge paa mig. J Mai Maaned rejfte jeg fuld af glade Forhaabnin get om ftor Fortjeneste. Men jeg bedrog mig selv grundig. — Dette vifte fixi, da jea efter fire Maaneders Forløb atter stuldie vende tilbaqe til Sv-errig. —- Alt, hvad jeg hsavde for tjsent, havde jeg forødt ved syndige Fornøjelser og kødelige Nydelser; jeg stod saa blottet, at jeg itke en Gang havde de nødvendige Psenge til Hjeinrejsen. —- Dettse syndige Liv blev siden en større og større Magt i mit Hierbe, stønt det var mig. fremmed under mit Ophold i Soerrig. —- Jeg henvendte mig derfor til min Fader med Von om hjælpz men han vilde med Rette ilke yde den. Dog lod ban sig tilfidft beveege dertil gennem andre Judex-, der saa min Eckndighed. (Fortscettes.) — - ——-.O--y—— -- — »Staa-trofas .« Af J.M.Ha nsen. Barnet stulde døbes; det kom paa Tale hos nogle Ven ner, og der blev spurgt:hven1 stal vcere Daabsvidner. En lille Dreng hørte paa Samtalsen, og bagefter spurgte han sin Moder: ,,Sk—al du ,,stsaa-trofas«, nasar Barnet skal døbes ?« Den lille Fyr havdie hørt om at »staa Fadder« Ved Dauben, msen det blandede sig sammen for ham, saa han fit det til at hedde »staa- trofast« i Stedet for »sta-a Fadder.« Man lo ad dette barnlige SpørgsmaaL og der var heller ingen Grund til at græde over det; jeg blev me get alvorlig stemt ved det. Mine Tanker kom til at fcefte fig psed Kirkens gamle, gode og stønne Scedvane, at have Daabsvidner ved Børnsenes Dasab; Fadderes Forhold til Barnet og Daaben skal jo netop Være at ,,staa - trofast«, at vcere trofaste Faddere, sotn bedende, elfkende og opofrende hjcelpe Barnet til at blive hos Kristus, ligesom det red Dauben bliver indpodet i harn. Hvorledes opfylde nu de fleste Faddere denne Forplig tilse? Mangfoldige opfylde den slet ilke; de staa slet ikle »trofaf«, men de ,,ftaa - letsin.digt«; de ere letfindige Daabsvidner, selv om de i der-es daglige Liv kund· væte al vorlige og pasalisdelige Mennefker; die ere tanleløse og let sindige over for Daaben og have ingen ret Erkendelse af deres Stilling som Faddere, fordi de ikle ere hellige Men nester, som felv tro paa Diaabens Naade og ten-de dens Kraft og Velsignelse. O, hvsor maa man førge over al den Letsindighed, som sindes overfor Fadderpligten. Kære Laeserl Du har maaske Fiadderpligt mod et eller flere Bøm Tag denne hellige Sag med Alvor; »staa traf-ast« som det Barns eller de Born-s Fadder. Elsi Bar nset, bed for Barnet, og hjælp Barnets Forældre i Raad og Daad; og naar Barnet vokser op, da gør hvad du kan for dets lristelige Opdr«agelse; tilskynd Forældrene til at hold-e Barnet i Skole, om de ere sløve paa det Omraade, hvilket mange Forældre desvcerre ere; se til at Barnet faar de nødvendige Laersebøger, og giv det andre gode Boge» lad det endelig ikke savne et trifteligt Børneblad; tal med Garn-et om det, der hører Guds Rige til, og hjaelp det til at forftaa, at Meningen mied dets Daabspagt er, at det maa leer-e at hade Satan og elske Jesus. Dersom Daabsvidner ne faaledes «staa - tvofaft«, da vil megen Vielfignelse flyde Deraf. J den tatolske Kirke antager man, at et saadant a a n de l i gt Slae g t f k ab find-er Sted mellem Baptizanden og Fadderne, at de ikke tunne indgaa Ægteskab med hinan den. En saadan Betragtning er ganste sikkert overfpcendt og ugrundet; men det ,,aandelige Slcegtskab« bør virkelig anerkendeeä saa Fadderne føle sig forbundne med Barnet oq forpligtede overfor det. Den norske Kirkeg Alterbog If 1889 hat i Tiltalen til Fadderne den Formaning: ,,J skulle komme Barnet i Hu for Gud i eders Bønner«. Dei er en saare vigtig Formaning, og vi maa beklage, at den ikke finde-s i den danste Alterbsog; thi stulle vi vaere rette Daabsvidnser, der ,,staa - trofast« Fadsder for Barnet, maa Forbønnen bruges flittigt. »Bønn«en er for alting godt,« det gcelder ogsaa i dette Forhold Eftser at ovenstaasendse ser strevet, har jeg læst folgende Udtalselse onr ,,at staa Fadder« af den norfke Præft Th. Flielland; den er lcererig og Vcerd at føje til: ,,J-eg vil ikke her tale om Faddernses Pligtser overfor Barnet, der-es Vidnepligt, om Barnets Daab nagen Sinde siulde drages i Tvivl, deres Forpligtelse til at bede for Bar net og deres und-er visfe Omstcendigheder indtrcedende For pligtelse til at førge for Barnets Oplcerselse i den kristelige Bornelcerdocn. Hvsad jcg her vil Paapege, er bnre Deltaaelsen i selve Diaabghandlingen fra Faddernies Side. De fleste antage øjsensynlig, at de intet andet have at gøre end være stumme Vidner til Handlingsen Saaledes forholder vet sig Univ lertid slet ilkel Man vil kunne overbsevife sig deront ved at læse efter i Rituialet under Afsnittset: »Kirkelige Hand linger.« Man vil der se, at Fadderne flulle svare ,,Amen« efter alle de Bønner og Ønsker, sokn frembceres og udtales under Forretningen —- fammsen med Kirkesangeren. Dette er ingenlunde nogsen tonl Skik. Det vidner one, at Faddernse følger Handlinaen med Opmcerksotnhed, og at de aøre alle Bønner og Ønster til deres egne Bønner og Dust-en »Am-en« er nernlig ingen tom Lyb, men indeholder — kan og bør indeholde et troende Hjertes fortrøftnings fulde Vishsed om, sat Gud hører og bønhører. Oa et faa dant hierteligt mient og ndtalt »Amen« vidner om, at ded kommende Faddser bcerer Barnet frem for Gub. Ved biet fra Fabderne flerstemtnige og samstemmige udtalte ,,Amen« faar Barnedaabien Karakteren af at vcere en Menigheds handling, og ikke bar-e Præftens embedsmæssige Forretning. Hele Handlingen faar Liv og Bevægelighed. Den famme Deltagelse var det, Moses vilde opnaa, naiar han forordner, at ,,alt Follset flal spare A me n!« (5 Mos. 27, 15——26). Det er altsaa vel stemmendse med Guds Ord og en lige frem Lydighedspligt overfor vort Kirkeritusal at iagttage bette· Oa det er saare let at iefterkomme. Der skal tun en Smule Aatpaagivenhed til —- man behøver blot at give Agt paa Kirkefangeren og stemtne i, naar han udtaler sit »Amen«. » Dettse har Nedfkriveren heraf føgt sat faa udvirket Gang paa Gang ved Daabshandlingen i Kirken. Det har ogsaa til Dels lytkedes —- dog aldrig hell. De flefte ere med i Bønnierne, saa længse Prcesten stsaar nedsr i Kirten, men for stumme, niaar Præsten træder hen til Døbefonten. Ogsaa cfter fielve Daabsaktem ,,Jeg døber dsig i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn«, stnllse nemlig Fad derne og Kirkesangeren fsalde ind med der-es »Amen« — og saa fremdeles lige indstil det sidfte: »Fred vcere med eder«, sont ndtales til Fadderne. Disfe siutte sauledeö hele Hands lingen med det Ønste, at Herrens Fred maa fslge dem tell-. og med Forvisning om, at ssaa sial ste. - Dette til Underretning for dem, som mutig ere ukenvtze E s· »wer-, hvad die-r fortanges af Verdde .- f