s; Pkiutho fDamIcIIYk
og hang- Hamtid.
Histortfk Roman
s2f
Bernhard Severin Jngcmam1.
z Auden Del.
lFOrtsat.)
—
As Pritsfeissc Fchtvig lmvde Eli-end Trost tnn -:n Gang
set et slnntigt Gtimt tun Gottorp Zlotsnltan Nu nit
hun kmm tret forbi. on lnm fandt bende langt snmtsere,
end non lmdde foreftilt«t fis lTJnU Det non-, niimrende
Diadcm on denke-J mute, »so-get del tmjsssnde bekrsning gar
hendt nl den Llnseselse, man plcier at rent-: us sen Trcnninzx
Der- Fsolelse nf Ijtntefzat lum fmnesh at vasce fssjs alt for
bsvikstt tat bog forenet nikrs in Jtnncertsomlicd for andre,
der borttog ket egoistile op; stol::, nun elleris vilkse lknvk
fundet i bendes Adfmd Hun fekstedk del itte sit Bitt lernqe
paa nnnkn kntelt Tilftttex, tncn dct ndftmtie läg til des-s
stere, on idet lsjnn gengældte Foltetiz Hilf-en, trcsdc net-sten
enhver at lknre tnodtnget en lsienhilsetk Hvad tntn many-T
lede i regelmasgsiq Stønhid, var til Dels erstattet ved den;
glilnrcnde Prngt men dog mer ved hendses veltilfredsei
Miner, Der ifær smItIsI things nsur hnn af ein til txt-Flets
et artiqt Tre« nnd sin konnt-link Brudqotm hoorttxd lJnn get
ne med en sinnt Bojninn bedecgedc Haanden med de glim
rendk EINdsIlfjenz bvoxibljnkt en plump, kumnneldtths
Slanqexina smt besynderltsg frem. Ilndertidtn snnteii nmn
dog at hemmte sen ltnlvftiult ler i hendeg stoltz Mit, ita-:
noar den unge, smutle Ridder Foltvnrd Lovmandspn viftc
stg i hendeg sltærtjedx og nogle twistedk out, at den nnge
Riddet Folkvnrd Var bendegi hnnmelige, man nn opofrede
Elster.
Llf de andre tot-stetige Person-er lagde Srmd Trost
Mærte til den vatre, livlige Hertnqindc ttieqilze ng hsendeis
Gemal, ten lidet mandige, men sirlige Hermg Valdelnat
af Slegvig, hvis Mangel paa selvftændig Fasthsed endnn
var stmlig i hele hans Versen og Adfærd, nagt-et han nu bog
ille mer havde sin frygtelige Morbroder ved Siden og den
strenge Gerts Formynderstab at frygte for.
Blnndt de gejstlige Herr-er i Brudestaren tunde Svenb
Trost itte uden en besunderlig bitter Følelse se den cer
vætdige Biflop Svend af Aarhus, hvis Fromhed og Ret
stndighed alle danste priste san højt, og som selv Niels
Ebbesen agtede højest of alle Bisper og Prælatek i Landet,
men svm dog havde befeglet det Forlig, der holdt Junker
Otto tilbagse i Fængftet og gav Ebbesen, som en fredløs
Mand, til Pris for Hævn og Fokfølgelfe. Nu, da Bispcn
git Svend Trøst farbi, og hans fromt oplsftede Bltt mødte
Ridderens ukolige Aafyn, syntes Bispen at lcefe i den unge
Monds Miner hvad han tænttez han kendte Niels Ebbesens
Botmme og han lagde den venftte Haand pcta sit Bryst
med et indetligt Sat, niedens han med den højre tilvinkede
ham en Velsignelfe, der dog snarere faa nd som en betyd
niugsfuld Admisei.
«
Evend Trost stiftcde Farde on vendte sit nroliae Blil
sra Bifpsen til Ridderne og stonaeng vigtiaste Mit-nd. stona
Christopljekg forrige Marst og Drost, den aamle, asrlige
Peder Wende-Ida nittsde ocnligt til l)am· J lenrfimg lmi
tikeliae Fest-Vlasyn trzede han doa at lasse en stjnlt Be
tynirina. Den formaaende Sti Andersen git derimod med
et triuniserendse Sinil blandt de verdøliae Herrer as sørste
Rang, der neesten alle vare fremmede. Blandt die-se Her
ren som Svend Trost med patriotiit Harine betraatede,
harte han nu nckvne, sont vigtige oa betydende Mand, den
nye Marst, Ridder Frederit at Loten, oa de hidtil nbe
tendte Riddere« He. Reimer Starpenberg og He. Jeng af
Messe. Men ingen synteg at staa højere i Gunst oa Fors
troliahed hog den unae Kotige, end en vig Ridder Henning
Podebusch fra Rügen, en ung, smut Heere med et rast, men
letfærdigt Versen, i hvem man allerede saa den tiltonnnende
Dtost. Han havde tendt Kotigen fra Keiserhofset og dar
nu kommen til hang Brnllnp, for at folge ham til Danmart
med hele sin Familie, der dog tun bestod af Moderen og en
Søster, den lille, dejlige Jomsru Tode. Denne frennnede
Dame var den stønneste af alle Dronningeng Brudepiger
og betragtedes stundom af den muntre Brndgom mied et
tcerligt Blit.
»Gud hjcelpe og for Herftab, vi faa!« —-— muinlede
Svend Trost og dendte Brudestaken Ryggen, usden at ville
se mer af al den Pragt og Hetlighed, han horte alle Folt
beundre. J Siedet for at flutte sig til de yngke Riddereg
State, blandt hvem Adgangen stod ham aaben saa vel til
den tirtelige Forinælinggfeft, som til alle Dagens andre
Festligheder, tog han sin Hest oa red i Firsprinq nd as
Slotsporten for at aande frit i Frucrlunden og give sine
surolige Tanter en anden Retnina
Da han kom tilbage, var det Afden. Det gamle Sloti
var præatiat oplyst, og han horte Danfemusit og seitlig
Tummel i de hisje Sale. Han git od i den stote Ridder
sal og saa paa Dansen. Den unge Konge dansede met-i
sin Brud, og alles Opmærtsomhed var henvendt paa dets
fyrftelige Brudepats sirlige afmaalte Bemgelser, men na- l
sten endnu mer paa det andet Par der Paa samme Tid be-!
vergede sig over det bonede Gulv og ofte vetstede Blit ogl
dansede rundt med Brudeparret: det var den rügenste Rid-H
der Podebusch og hans Ssster, den lille, dejlige Wende-I
ptge, Jamer Tode. Medens begge de stsnne rügenste
Ssstende ligessom i fortryllende Kredse omsnvede Kongen
sog ofte bortdrog hans artige Opmærtsomhed fva Bruden·,
stod Ridder Foltvakd Lovmandsøn hældet til en Murpille
og beteagtede »den unge, alletede fortsmte Dronning med
et brandende Blit.
Svend Trosts Øjne forfulgte Pausen-es Miner og Be
veegelset med et bittert Smit. Nu fslte han en Haand paa
tin Stall-ten »Von paa Havesvalen om en halv Time!«
—- lsd Sti Andetsens Rost iham i Oret —- »saa tan det
ntaaste vcere et gsunstigt Øjebltk. Men hvad Djavelen
fattes jer?« — tilføjede han forbaoset. —- »J staat jo
som J drismtr. —- Ler J det høje Herstab ud? Hvad
Iluer J saa hat i Hovedet, min fcete He. Ridder! te jer
bog itte saa galt, at man maa sperrte jek inde!« Med
’-««-diöse Ord vendte Sti Anders-en sig fra hsam, for at sige en
-.- — -.- .«« , f-- --—
Artialked til stongens YndlinII, Ridder Podebusch, som nu
trindte nd nf Dansen med sin Koffer
De wende Hofmcend talte Leimneligt samtnen, og
Scend Trost trnede IIt hore AIIneteS Navn i derrs Unver
hanrliim. Dset var som den hele Vierden lob rundt med?
inni, oq sen tttifette nf Forestillinger indftrommede i hsangi
Einst, sum tun itte tunrc fortlare fig. Han tu1nlede borit
blxnrt d: tkIlriIIc Br1)lliitieIIæster oII lIetraIItede nu forft des
cum-.- T.I:kir: enth- meærtsointxedz Incn l,an san itte cui
errette, for-i lian tendte, ellrr sontl uIIkc Mart-: til ham, fort
T«.« ui.tnII-c furiusinncs iIII kaPIItiIIElH link-il Mit-kirc
lsn bald Tini-e efter stod lIan Ima Harespalen incd
HIttxn i ssIJmiken on tolede sit brennt-eure Hoved i den
still: Juniufteniz LIIftninII J Slotglmrcn drasIIdte der lIift
rI lter Jst-er incllein re iIronne Lodtrckcr, on der dedceIIedc
iizI ImIHItigx EItirkrrstitlelfser i de biet-;- LitinIIanIIe For
Eis-dar IIf trn :-:irt:rsk: Honigarten liII· for Ridderfaleth
ntiiwsxeke -:i..lt ;.:1(- os Prinfthe L«:lDiII; Nimistral
Aste Its-ist sc: « In tn IYinII L IItetr n: in ll n Lorbeer
:t. III-r t-:::I.:s’t: fin DIert nspIIle II: n- JJliI TIImeftitkcl
sitz-. Ltscnr Ircst il Ists-it Tj.dli« « .!t III-It 1)««I stInteLs
if » Stittelte i Denk alle-; nqu bar-.
»Ist-: sikr irII bis-is Trmnnicrijr nied en tsittsr LJttZL Jsra
Etiiddeiscxicn innere Fidelmnfitthi okI Tanfefangen i Frei
sinnt-. J den Hut pplnst t)Irf-.Il,p.1a lwis Lin-als tmn
besnntt iiII, find If !«rn·IItiI:t Dritlilmrd oIIdIIsktct til di- fnrs
stetig-: Herrn-. Links Tros- itor txt-me lxer oI Veiitsx’c»e;
sskn innen lud siII fe. Ihm snIItk IIt fo- Inlc tin-c Tantcr okI
lser;:. iEII Um Dgsn diItiTJ IE i::kIlI-, l:In Denk-de med Stdn
y«
I:51i,»«:.t II sJIII et nsn is eik li It O seite, III-Ia lIIn tIIIre min.
I·.IIr3 tun rgd f?.1 srkv - »mil: isII tun nden Bitterkch
iizsc Imm Barmheran TUsKIAftcs er lIan dDII !ni5.edet. —
XII-or lIenter jeII VerkmitlrIftad VII Befinfsinlxid fra! »
lmtle tun feII dan ist«-. Tette cltatk , fnlsle Versen IIør iniII
smde Fxscr deines-s s:n tonliII Hund-ei Inei- Hjcttscr OII
ekle - - under « -xiil DII Fil anII Dzr er ikte Trostad oII
nktIc d i ndz c. I »f d III —- oII Aqncte — AIIIILie var oIIsiIa
l-.n anI.« - — -- than hnvde den lIele TIIxI i sin Finstern
nttlsc dzi urolige Epændinq itte trenlt pan noch Weder
tvcrgeIfc VII lInn led of m brasndende Torst J sin tnngi
sindiII-e, lidensmdeligir ZtemninII trcmdte lIan ind i Hab-e:
snlen oII tastede fiII paa en Stol ved Drittebordet. Han
fnldte oII udtomte et BceIIer, der ftod liIIc for dani. Jdet
han liIIegyldig satt-e det tilbage paa Dugem saa han en
Medaille derpaa oq detragtede den opmasrtfotni. Han faa
i dets Ptæg det samme Vaabenmcerte, hcin havde set i et
af Seglene under Forliget, han havdie oplæft for Prins
Otto i Fængflet; det hang der under Prins Valdemars
Navn. Pan den ene Side var der afbildet tre Lober og
Leoparder og en Hjcelm med to Besselhorm men paa den
anden Side, hvor Rigetg Vaaben stulde staa, var der intet.
»Ha, rigtig!« — mumlede Svend Trost oII nittede —
»Hier-terms mangle — Riget er endnu itte hang.« Der
paa stodte han Bcegeret heftig fra fig, fom han havde
brændt sig derpaa, og stod op. J det famme horte han en
munter Latier og saa den unge Ewan Valdemar staa midt
i Salen med Sti Anders-en.
»Ei. ei! min artige He. Ridder!« — sagde Kongen
nted lidt tyft Betoning oII lo — »gener jer itle! Jeg beder
edert bliv siddendel J tager jer fortræffeligt ud paa min
Brudgornsplads. Nu, nu«!« —- tilfojede han, da tIcIn san
den unge Ridders blusfende Aasyn —- »der er ingen Ulytte
stet. J vil itte være den sidste, der dritter eders Konges
Staal i Aften. J vil ftrats vise mig paa gsodt bredt Danft,
at J mener mig det cerligt og itte stammer jer ved at dritte
Krug med niig.«
»Bei var ittc min Mening, eders Naade!« —- spa
rede Svend Trost alvorlig, medens Sti Andersen rom
mede fig og gjorde sig lynlig Umage for at sinde paa en
ret sindrig Undsiyldning for sin ubehovlede Klient; men
Jndfaldet udcblev. »Bei var, saa sandelig, itte den unge
Mandg Mening, naadigstse Herre!« —- gentog han tun.
Kongen lo endnu hojere.
,,Ej hans Mening at mene det godt med mig?« —
spurgte han spogende.
»Jeg hat en alvorlig Von til eder, høje Herre!« —
begyndte Svend Trost nu, fuldtommen fattet, og gjorde
Vold paa sig selv, for itte at robe den Bitterhed, der atter
rorte sig i hans Sind ved Synet af Kongens lystige Mine.
—- ,,Denne Dag er en Glædesdag for eder; den burde vcere
det for alle danfte, der i eder tor vente en tærlig og retten
dig Kongr. Min Von gcelder itte mig felv: det er Dan
marts forste Fotdting til eders Hierte og danste Sind:
— Frihed for eders Brodert Retfoekdiglyed mod Ebbesen,
Herre!«
DE sit Hi J
:
stongen san forbasvset paa den dristige Rinder, on
Sti Andersen blinlede urolig til Svend Trost, men han
vedblev trostig med ftigende Jver: »Gub tilgive dem, hvis
Rand J hat fulgt, da J beseglede Forliget i Lober-L Herre
Junker! Havde J med mig set ederg fromme Broder i
Fcengslet og Niels Ebbeseng Aafyn Natten efter Werts
Falb — J vilde aldrig bcere Danmarls Krone, før de to
ædlefte Mænd, der droge Sværd for Danmarts Ftihed,
stod frie og hædrede ved ediers Side.«
»J andres not over min Taalmodighed, Ridder Stil«
«- fagde nu Valdemar og vendte sig ligegyldig til sin Led
fagek. — ,,Det morer mig bog at here, hvor vidt vore jysle
Riddere har drevet det i den rotende Taletunst. De tan
gøre mig det broget not paa de ledsotnmelige Danehosser,
hvis jeg ikle faar lært dem at tcente herefter for de mæle.
Mener J, jeg itte meget godt ved alle de smukke Ting, J
lan sige mig om denne ubehagelige Sag, Ridder Trost og
Haab!« — eller hvad J hedder« —- vedblev han og vendtei
sig atter til Svend Trost. — »Er min Broder og dennel
Ebbesen kloge, gpr de nu som jeg, og findet sig fom fromme
Kristne i Nødvendighedem Kommer Tid kommer Rand
Man tan aldrig høre Messe o-g bebe Harer pasa en Gang.
INu intet Ord mere om den Sag! J shar ment det godt, og
jeg tilgiver jer ebers ubehøvlsede Jndblanding i mine So
gier. Jeg ttoede, J havde en Gunst at udbede for jer felv
og llogelig vilde benytte eders Kongies gode Lune Paa hang
Bryllupsdiag, i Stedet for at forstyrre det.«
»Nej,,Herre Junker!« — fvarede Svend Trøst oq
lunde ilte længer fljule fin Forbitrelse — »vort Haab staat
til Sandhed og Net, men ille til nogen Hersters gode Lune.
Er ever-s Hjerte lultet for eders egen højhjertede Broder
og den største Ridder i Danmark,· saa har jeg lige saa lidet
"at veuie af Vaidemak Christopherspn, som det vcmske Fon;
men endnu er J hvetken min eller Danmarks Konge.«
»Ei ej! min heilige He. Ridderl var det eders Me
ning?« s- sagdse Valdiemar og traadte studssende tilbagse. —
,,J hat Ret!« — vedblev han i en munter Ton-e —- »der
mangler en Smule Hyldning endnu. J hat vel set, der
er god Plads i mit Vsaabenmcerte til tltigetx dog — der
kommer en Dag efter denne!«
»Ja til visfel en stor Dag, Herr-e Junker!« —- sagde
Svend Trøft med Vcegt og reget-c nd Inod Stjiernehimlen
— »Der er i Aften erst-J Brot-arg Tkøst i Rand-Ilioer
Slotsiuarn —- og Nielg Ebbcsengs bog Brattingsborg
Mitte« -
,,»)«IIVE Død!« — udbrød Baldeinar blusfcndse og
stamper idct han satte Foden tilvagc —-s ,,er det den an:
gergimxe Rinden J vil gau i Forbøn for? Riddier Sti! —
han fIInch mig snnrere opsat paa at undfige mig paa IIIin
BrIIlln ils-:- Dag, end bebe om B: IItIth lse og Rande for sinc-i
DIImIne Streger« !
,,.I«.n man have en Skrue les-, Ebers Naadel« —
stammzde Sti Anterscm forl ege n, og truede henImeliIz III
»Es-end Tmstcs »inn m ..,i III-J fclinde ig, have beruset fig, «
i sin chnziiunsz for ?k.r. Of estcrs eget konneliqe Brei-s
«
get ——
,.«sf.:il)n!« --— lo Bald-ein« »F vil redee hanc-Z Ærel
Nu Del? jIII asxer jer Rcl THE-as drcjetr hun sig ligzx
IIIIlDiiJ stj n iHccle II III ilde W
,,«—TJ.:: j·z scr- lcmciz Lock-et i Eis-Dis reng G.I.1rd, Hcrre
JIiIike:I-« III-g SpeiID Tiøst Ordci -—-- ,,at J har glemt·
Dinfix Tisan tisr nickt-: friI og Djækrsi. III-en at Vol-re be
rufter Its assindine? « « forlxmzqser lisge fna lidi eders
Brslkf "" c, iom icq noce i sinke vil lsetle onI eders Runde«
« «:I j r i Aatl de t kan lilirse Ier et dyrt Ord!« —
saqde -T,Ild:I-Imr oII vendtc fIII lIIIIT ig imod l)am.— ,,J er
en «"·«7-cen(k:: oq Ebbesens Haandlangen Jeg huster jel
fra P: ni, lnw Nu er den Tid for Hnnndem jeg hieniede;
me e: ist snxnt forbi med Lovløjihseden og Egcnraadig
heben i Taninart.«
»Es-lieb Mkligheren og Retfærdiglieden —— vil J fige,
Heere Junker!«—— fvarede den forbitrede Ridder trodsig
— »Doq saa megen Trostab og Djærrhed er der endnu til
bagse blindt det danske Ridderftab, at vi tør s-. den met
fcerdige under Øjne og nævne hans Uret uden at ræddes.«
»Don flog dig til Riddser? Uforskammede!« —- spurgtie
Walde-may heftig opbragt, med Haanden III-Ia sit Svcerd.
»Den Mand, fom befriede Danmart, medens J duns
sede rzd Kejfersens Hof, knien som J nu hat forladt vg
forraodt« — svarede Svend Trøst bittert — ,,og vil J vide
hvo der gav mig dette Berg-II« — tilspjede han med et
driftigt Slag paa sit Svcerd —- »det var den Fyrst:e, der
stod Tronen ncermest og var den vcerdigst —- han, der
mandelig hævede sm Arm mod Danmarts Fjender, medens
J lærte at spille Skak og lege med Hierter, som med Tto
og Lor: ved biet falsie Kejserhof.«
»Mit ser jen» man har snldselig Ret, Sti!« made
Valdzxnar on vendtc sig frn den sordovne Ridder med ei
truende, nassten frnntelint Blik --— »det er tommet din
xkskki Tumnsiftithphen nn« Jøjlegløgheden i Dantnark. Hur
min Bruder slige Tilhængere, er hang mehed itke at
siolsc nan. - Equ Grev Gertg Morder jer til Ridder«
tilsøjede han, on vendte sig atter niod Svend Trøst —
»s-.i«a hold jer nu til hani og del hang Sman J er srn
denne Time sted l ø g, hvor jeg rander! —- J mener Del,
jer Frændseg dntndristige Daad har qjort al Verdeng Frit
ster rcedde for det jndste Ridderstah; tnen giv Tid! det er
endnn itte alle Tages Ende!«
Med digse Ord sorlod Fiongen hastig Hadesalen med
Sti Andersen. Seend Trøst stod alene tilbage med Hann
den pan sit Svcerd on i en srhgtelig Spcending. »F r e d
lø g, hvor h a n rander!« —- gentog han — ,,her vel altsaa
nied? — Ha, hdad andet ventede jeg? Sandheden niaatte
han dog bote. — Men nu hersta! — Er der Gnist as Tro
ftab og Ærlighed tilbage i Danmark, skal den Junker
aldrig hyldeg paa Viborg!« Han gik nied hastige Skridt
ud af Havesalen, for øjeblitkelig og forlade Sønderborg7
men i de andre Sake var der næsten Trængsel blandt de
tnlrige Brtillnpgnckster, on han inaatte standse sin Jl. For
at komme til en Udgang, stulde han gennein Riddcrsalen,
hvor den unge Konge nu allerede stod, munter og spøgende
lon sin Brud mellem Darnerne og nogle steininscde Riddere.
Suend Trost vilde stride dem sorbi; inen Kotigen havde
set heim og trandte hanI med et beshnderligt Sinil i Vejen.
,,Lad mig forestille jer for ederg tiltoinmende Dronning,
Inin vakre, friniodige Ridder T r øst!«
sagde han hastig med et satirist Smil og førtie ham
srem sor Prinsessen. —- »Der ser J- et udvalgt Eksemplar
as vort unge, jhdste Ridderstab, cedle Prinsessse!« — bed
blev han i tvetydig Spøgetonc. -— ,,Denne ungse Mand hat«
allerede givet mig en overrastende Prøve paa den Lige——
fremhed og cedle Opriqtighed, der udmærker vore tiltom
mende Undersaatter. Det· er en Frihedens og Ædelmodig
hedens Ridder as sørste Stusse.«
Svend Trost shntes et Øjeblik noget forlegen, og
Prinsessen vidste ikte hvorledes hun stulde sorstaa denne
Anbefaling. Hun gengceldte Ridderens tavse Hilsen med et
as de scedvsanlige Smil, som enhver tan udlægge som han
vil. Men nu havde Svend Trost f-attet sig; han teede sig
Pludselig lige saa beleven og ski, som den muntre Konge og
de sine Hosmcend, idet han stjulte sit Hjertes Bitterhed i
en ironist Begejstring over den Lyksalighed, han her var
saa lyttelig at viere Bidne til, og som nu fra Kong Walde-—
inars og Dronning Helsvigs Bryllupssal vilde udbrede sig
over hele Danmark ,,med Trostab og Broderkærlighed,
ined ustnintet Oprigtighed og retsærdig Piaastønnelse af dse
største sædrelandske Bedrister.« Det var som en hævnende
Aand lagde ham alle de Ord psaa Tungen, der indehvldtl
den mest stærende Modsigelse til hvad han saa i denne Betst-«
lupssest og hvad han mente, Kongen selv maatte føle i sin
dyrtkøbte Lykte. Det ssaldt ham ikte vansteligt at bevsare
en vis Lethed i Tonen og en Artighed i den bewmmende
Spot, som stuffede de uindviede. Dametne og de sine
Hosmænd syntes at tage det altsammen for gode, gcengse
Hof-Vater; men Prinsessen rødmede, og hver Brsaad i
Svend Trost Artigheder ramte den unge Konge helt fiele
ligt, medens han dog sniilte nied stolt Ligegyldighed. Han
asbvød hastig den ubelejlige Underholdning med en tvungen
Spøg og ratte sin Brud Armen, for at søre shende til en
Dans. Med Kongen og hans Brud fulgte den hele Hyps
dende Starr af Damer og Hofmcend; men Spend- Trtst
fortsatte, tilsyneladende rolig, sin Gang gennem Riddsersw
len.
,,B-esatte M-ennscste!« — hvistede Sti Anderer ham
i Drei i forbigacsende ,,lig nu, sont J har redet! —
Jeg tun itke mere redde jer.«
Eriend Trost agtiede ikke derpaa. Han havde set Kon
gen ftiftie Farve ved den driftige Jroni i hans Lyksnsb
ningsztule, og han følte en hemmelig Glæde over bog maasie
ut hat-e vakt en Nemefis i hans Sirt-L Nu saa han Psal
demar dunsss ntsed riet livligfte Ansigt igen ved den stolte
Prinsegsies Haand, medens Brudgommens Opmærksomhed
dok!1 syntes fcengslet til hin smntke, riigenske Brudepige, og
Rithk Feltrer Lopmandåsøn aticr lpnlig forfulgte Bru
den Hub sin: brænrendc Blit. Evend Trøst foklod Ritz
Dksrschn mer« en bitter, dærnpej Laster. Han vidstr ikke
sijlo, Ist-or 5;::n xzik l-:5n, og Sti Andersenss Adrarsel klang
nu først tykzlig i bans Sjash da han saa en Række her-erb
nekc Lrigere for fig, og man spurqte ham i barsk Tone,
book hur- agtede sig han.
»M- — nd i det fri!« —- sagde han og faa nu først,
at han stod i en af de indre Slothaarde ved en Gitter
port, der førte til Slottets Fængselsbygninger.
Vogt-en saa mistcrnkelig pack den fremmede Ridrser vix
gjokde hum opmærlsom Paa, at han endnu var i dix fu,
mkn Var pag Vejen til Fang-stammt Han Vendte hastig
om sordnbedtz fig i den dunkle Bagsgggrd medens han
fpzxiL en Uka til dcn store EIDtIgaard un Gulden uden
artir at beuin cck lum forhadte Ewi. Han fandt ende
lig Udgnngen on ftod i ken ndre Slothaard Ved Fruw
stitelofä.«t. Jst-et nun l«:-r smndsede set Øjeblih for at be
tcknke Tig, hart-e hun en dejlig, kvintielig Stemme, som fang:
Nu vil jeg være i saa mørtt et Hug,
At jeg set hoerken Jld eller Lilie-« — —
Det var Bis-en om Kong Baldemar den store og hatt-z
ulykielige Søstcn sont døde i Dansen med sjn strenge Bro
der. Den Bise havdie han oft-e i sin Barndom grcedt over
med den lille Agnctc paa Bjørnsholm og nu forekom dset
ham, som var det Agnetes dejlige Stemme, der fang. »Ag
net-ek« — udbrød han — »Jomfru Agnete! er det ever?«
Vinduet klirrede over hans Hoved i Fruerloftet, og hatt
saa v;d Fakkellyset i Slotsgaarden Den samme fortryllende
Stikkelsie, han sidst havde fiet paa Huld, msen som den Gang
ikke vilde kende ham og ikke kaldies Sti Andersens Datter.
»Fly! fly! Svend TrøfW —- hvistede den kcere, vgl
bekendtse Stemme. — »J er i stor For-M
»Jomfru Agnete!« —- gsentog han —- ,,J her? og J
kendes ved mig og vil nu dog tedde mit Liv fra disfe
fmilende Ulve?«
,,Flt)! sinnd jer!« —- osedblev den venlige Rost trug
stelig. ----- »J« slal tasteg i Tat-met — »Im hat liørt Fa
der strenge Bnd til Portoagteu.«
,,O«"der-:s FaderZ san vil J nn dog t)edde hnnsz TatterT
- nn, hnn alter er en Tyrans Haandlanger« —
»Ja-n hat innen Feld-er og innen Wen-i Verden" —
lød alter den siønne Jomfrnstemmc fra Vindnet ·« »Im-n
bend jer ilke otn mig! — For Oimleng SltleJ san« —
,,Jeq gnnr ikke as Stedet, oni det san toster mit Liv.
før J jin-er mig, om J endnu hat Inig kast, soni i vor
Barndotn — ellec jeg har drønit otn eder som en affindig
Danke alle niinc Dage« —
»Ak, tænk aldrig mer pna niig He. S)lidder!« —- lød
nu Jomfrueng Stennne inere fretnnied, inen ligesom bee
vende. —-— »Jeg stal cegte Ridder Podebnsch eller gaa i Klo
ster« —
,,.5iongen5 Yndling? hin Kobler fra Riigen!« —- nd
brød Svend Trøft forfærdet. — ,,V il J da ægte ham2«
»Nei, nldrigl Derfor sidder jeg indelnkket her. —
Jeg oil dø i Klosteret!« »
,,Sig mig knn — hat J mig tærk oclsignede AgneteI
— og, saa sandt jeg leder! J stnl hverlen eegje Hin Bode
busch eller dø i Klosteret!«
«Fly! flo! — Man kotmtier!« —- hoislede den bas
vende Stemme. Vinduet lutksedeg hastig over hatn og det
stønne Ansigt var forsoundet. Soend Trøst bled staaende
og stirrede op til det lukte Vind11e. Han troede at lsøre Sii
Andersens Rost indenfor. Men nn lød der Fodttin af
mange Kriqere on Raslen af Vnaben i Ncrrheden. Han
drog et dybt Suk og forlod den usikre Plade Han gik
langS insed Slotsmnren i den stcrrkeste Sinn-ge den niod
Stalden. Her fandt han sin Heft og trat den nd af en
Bagdør, sont hnn spcerriede efter fig. Hesten our endnn
sadlet fra hanss forrige Ridt. Det var første Gang, hian
sanlech havde forsønit sin Hestg Pleje. Han svang sig
strakg i Seidlen og red ud af den ubevogiede Baggaardsport
til Foldet og Matten. Nceppe var han dog kommen hun
drede Skridi fra Slotiei, før han bemcrrkede en Flok Myl
tere der ilede ud af den almindelige Slotsport og lod til
at forfølge nogen. Han benyllede sit Forspring og foer
bort soin en Pil i Ratten.
(Fortscettcs).
IS- Alle Tilbagcnumre af »Danskeren« med For
tællingen »Prins Otto af Damnark« vil ikke kunne
faus: Enkelte have-T Bogen faas, naar færdig,i
Omflag 80 Cts., indbunden 81.20. Bestillinger mod
tages.
B. S. Jngemonm
Valdemar Seien
J Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20.
1
Erik MenvedS Barndom.
Jndbuuden 81.20.
DANISE LUPII PUBL. EOVSL Blaik.Nsb1-.
