Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Feb. 12, 1902)
——4 Jssksiscimiukakuf" sande og falfke Omvcndelser. AfFriedLWilhKrummachen I:« nttet Da ttor law-unt et stattels Menneste i sin Blindhed, at han nu viilelig er i Gnds Rige, og han her-r dog lige faa godt til dem, der fiaa beende, Iotn det raaesie Ver-dens menneste. Dei er saa temmelig lytledes ham at gøee sit Liv overenssiemmende med de sande Guds Berns Liv, og faa ligger han i den ulylsalige Slusselse, at han ogsaa er et Guds Barn. Deriil lommer endnu, at han af de tro ende, med hvillse han har Samt-em, antages og anserkendes fom et Guds Barn og behandles sont en af deres Lige. Dette beftykter ham i hans Mening- og get ham endnu mere blind, meke siller i hans Lejr Emellem Bylterne. Dei staktels ynlværdige Mennesiel Han trak, han bor i Ka naan og har sit Telt i Nærheden af Tophet og Paa Myrte dalens Slraaning. Han drømmer, at han er i Jerusalem, og al, han har lejret sig ilie langt fka det døde Hav ved Adama og Zeboim. Og naar Herren tommer med Jld og Svovl, lan han ille fritage Jsaschay og felv om hans Hierte tnustes af Medlidenhed, han maa dog fortcere ham i denne Lejr intellein Bylierne og bortrive hans Sjæl med de ugudelige· O faa træd frem for Gud, hvemssiblandt os der tror sig i Jerusalem og f lie med David: Ransag mig, min Gad, og etfar mit Hjerie, prøv mig og erfar, hvorledes jeg insener det, og fe, om jeg er paa en slet Vej og før mig ) paa den evige Vei. Bid, at paa den ydersie Dag gcelder intet andet, end hrad den Helligaand i os har vidnei, skassei og udvirket. Alt felvgjort og Mennefteværk fortcereg sont - Ho. Al seldvalgt Aandelighed reanes alt for Nul og intet « og gaar op i Flannnerne. Der bliver ille spurgt efter den ; Erlendelfe, som J have faact af Kateiisationer og Predi lener, men hvad J have leert i den Helligaands Stole. Der bliver ilie spurgt, hvor meget J hare bedet og sjunget, men am J fang og bad i Aanden og i Sandheden, i den Herres Jesu Kristi Navn. Der spørgeg heller ilte, om J hart siaaet i Samtrem her paa Jorden med de troende, nien om J have fiaaet i Samtvem need han1, som er dei eviae Liv, og om J virtelia vare saininenaroete ined Hovedet, dereiter vil man forsie. Al, vist inange ulnlleliae Jsascharg gaa der omlrina i Verren, sont leite iinellem Bylterne, og soin felv have gjort sig fromme for kenne eller hin Sagg Styld; men den Helliaaand har ilte den ringesie Stle i dereg Fromhed Gud vil Vasre dem naadig og aabne dem Øjnene. Mange gackomttina bedraane og forinørlede over sia selv ved det gcdc eizisngxlifie Stin, de have tilegnei fig. Tæppet er der, men hvor er Under Tasppet den tnuste Aand, hvor det inuste Vierte-,l)vorl.iienspdelsenL-Sæd, hvor den nyeStabning, hvor den sande Tørst efter Jesu Blod? hvor alt Vette, fom virles af Aanden og alenc.»gør oS til Kristne7 Dei manglcr, og den stattels Sjæl ved Vet itte. At den barmhjertiae Gud bedare os for flig en fkygtelig Stusselse, som indesiutter i sig den evige Fortabelfe. Hamiyse os op med Torden og di Basuner fra denne Uheldslejr imellem Ægyptens og lia » naans Grause-r ogs hjælpe os alle derben, at vi i Sandhed med Job lunne sige: Guds Aand hat gjort mig, og den almcegiiges Aande hat givet mig Livet. Amen, Om Gcnnembrud og Vætst i Himmelre EtOrd,scerlig rettet til Kristnc Jota-ler Prediksn paa fsrsie Ssuoag eftek Heilig 3 mager 1893, holdt i Garnifons Mike Afh. M. Zeugen Vor Fader i Himlen, Tat for Hjemniene, du gav os her paa Jorden i vore Hufe, hjcelp os at lebe, votse og nd ikle og i dem til din Ære, lad din Velsignelse hvile over dem! Tat for Hjesrnmet i Himlen, hvor din Søn hat beredt os Boliger, lad det lyse for os og drage os med uimodstaa elig Magt —- lad intet stille os ved vor Arvedel i Himmel hiermnett Tal for Himmelhjennnet paa Jorden i din Kirle og Menighed, laer os at blive der, at finde hverandre der, unge og gamle, som Spstende, at opvcettes og opbyages der, ogfaa i Dag, at vi Inaa beftyrtes til et sandt tristent Liv i vore jordiste Hjem og til en Gang at komme hjem til dig! Anten! . Lut. Ev. 2. Kap. 42. V. tit 52. ,,Og der han var tolv Aar gammel, git de oP til Jeru salem efter Højtidens Scedvane. Og der de haode tilendes -«bragt de Dage, og de droge hjem igen, bleo Barnet Jesus i Jerusalem, og Josef og hans Moder vidste det itke. Meii da de mente, at han var i Reiseselstabet, lom de en Tag-s Reise frem, og de lebte efter ham iblandt Slcegtningse og Kendinge. Og der de ilte fandt dam, git de tilbage til Jerusalem og ledte efter dann Og det degav sig efter tre Dage, da fandt de ham i Templct, siddende midt iblandt LErerne, hvor han baade harte dem og adspurgtse dem. Men alle, som ham horte, forundrede sig saare over hans Forstand og Svar· Og der de san ham, bleve de forfær bede; og hans Moder ssagde til hatm ,,Søn! hvi gjorde du os dette? Se, din Fader og jeg ledte efter dig med Smerte· Og han sagde til dem: Hvi ledtcs J efter mig? vidste J itte, at mig bør at være i min Faderg Gerning? Og de forftode itte det Ord, fom han talede til dem. Og han drog ned med dem, og tom til Nazareth, og var dem underdanig. Og hans Moder be«varede alle disse Ord i sit Hier-te Og Jesus forfremmedes i Visdom og Alder og Naade hos Gud ogs Menneskene.« Det er det sprite store Gennembrud i vor Frelsers Jordeliv, som dort Evangelium i Dag stiller os for Øje, det, hvorved han blev sig bevidft fom Guds Son, født af Faderen i Evighed, som den, der havdshaft Herlighed hjemme hos Faderen, før Verdens Grundvold blev tagt. Det gcklder her, sont ved de senere store Gennembrud i s elserens Liv, som jeg strats sial paapege, at vi staa over vor Hemmeligheder, som vi ist-e tilfulde tunne udgrunde vi se som -vcd et Spejl i en dunkel Tale, vi forstaa tun stykteviö, og hvorledes lan det være anderledes, da- vi her betragte det ftore linder, Gud og Menneffe forenet i een Person; men alle troende maa føle fig dragne dektil, fokdi renne Person er vor højlovsede Frelfer. Lad mig da sige, at om nogset Sted—s, saa siulle vi her thutotnme at drage note Sko af, fordi det Sied, vi staa paa, er hellig Grund; her gælder det for os at se paa hom, oplyfte og vejledede af ten Helligaand, se paa ham med Troens wØje Vi træffe flere Gennembrnd i vor Frelferg Udvikling til at blire den, han nu er, Gud og Mand i fortlaret Men neffestiilelse Ved Faderens Heim jeg minder om det, fom flete Ved hnns Daab i Jordan, fra hvilken han fremgil fom dei Guds Lam, der bar Alverdens Synder, friftedes af Djærelen i Øtlen gennem 40 Dage og fejrede i Fristelfen, ffaa han faftholdt at vaere en ydmyg og fagtmodigs Frelfer, jder git omlring og gjorde vel og løfte Satans Gerrninger af de bundne Menneffer. Da stete noget lignen·de, fom der fortaslles i Diagens Evangelium, at han ligefom blev borte »for dem, der hidtil havde lendt og elslet ham, og i hvis Kreds han havde vceret indelulfet — thi til Daabens IStund havde han jo levet med sin Moder og fine Brødre jindenfor Hjemmets fncevre Krebs-. Han blev borte for dem i MEngden, i det Folf, fom han fra den Stund af tjente med alle sine Kwefter, og de- ledte efter ham med Ængftel fens Smerte, og de fendte een til ham, fom fagde: ,,Se din Moder og dine Brødre ftaa udenfor og begcere sat tale med dig!« Men han fvaredse: »hvo er min Moder, og hville ere mine Brødte?« Og han ralte sin Haand ud over sine Difciple og fagde: ,,se min Moder og mine Brødrei Thi hvo, fom gør min Faders Villiie, fom er i Himlene, den er min Broder og Safter og Modser!« —- Sillert git det dem den Gang, sont da han var 12 Aar og fand-tes af Forcel drene i Templet: »de forstode ifke det Ord, han talede til dem.« — Jeg findet et tredie Gennembrud hos hom, da han iftaar lige foran sin Lidelfe og Død, det glitnter frem, naar lxan bestemt forudfigisr sine Disciple den, og de da afviser den fom utcenkclig og uværdig for hom, den leoende Guds Son, inen vi se den klart for vore Øjne i Gethsemane Habe, hvor han helt overgiver sig i Faderenzs Omnd med fuld Bevidsthed om, at denne Haand vil osvergive hanc til Døden Ved Shndercg Hcender — ja, da bliver han atter ligefom borte for Menneffers Øjne; felv de, der ere wegna ede for at gribe hnm, rcjledede af Judas, falde til Jorden for ham, vore ilte at lcegge Haand paa ham — og dog er det den famme Jequ fom for, han er tun gaaet dybere ind· i det, der hører Inder-en til, tat vil fige, dybere ind i at got-e Fadenan Villie til sin — der er fleet et Gemienibrud i hans VcetsL —- Jeg peger paa Opsiandelfen fra de Dødc Pnaftcmorgen fom det fjerde Gennembrud, den Stund, da Faderen hnr forenet han«-o Sjcel, fom haode vasret i de Dødeg Ring for at prædite for Aanderne, fom rate i For varing, med hans fortlarede Legeme —— da ledte hans Ven net efter ham med Smerte, og stvinderne hilseg af Englen insed det Spørgsmaah hvi led» J efter den lereude blandt de dodeZ — Og hans Apostle forftaa det itte, da de faa Hiler fra hnm red Maria sztaqdalene: ,,J-:«q farer op til min Fader og ever-H Faden til min Gud og eders Gud« — men det er Gentlang af Svaret, han gav sine Forceldre fom IZsaarig: vidste J ikfe, at mig bør at være i min Faders Gerning. —- Og da de gennem de 40 Daqe efter Opftan delfen have vcennet sig til at omgaas ham i hans nye Stif telfe og modtage hans Befalinger, da ster det sidfte Gen nembrud med hatn, da han paa Oliebjerget oploftes for deres Øjn-e, og de ftirre efter ham, indiilStyen fijuler ham for dem —- ille sandt, da lede de atter efter ham med Sinerte, fauledes have de aldrig for set ham —- og da kom mer Svarei fra de Engle i hvisde Klæder, fom fagde: »J galilæifle Mænd, hvi ftaa J og se op til .Hiinlen? Denne Jesus, fom er optsagen fra eder til Himlen, ftal komme igen fsaaliedes, fom J- have fet ham fare til Himlen!« — Jeg tror nn, at det hat den ftøtfte Jnteresf. for tro ende Mennester at blive opmcerlfom paa disfe Gennembrud i -vor Frelsers Udvilling, ilke blsot, fordi alt, hvad der angaar ham, hat Krav paa hellig Opmaerlfonihed og Ker lighed, men tillige fokdi vi, fom ere indlemmede i hom, ogfaa ere befiemte til efter hang Eleempel at vokge til Mands Modenhed og Krifti Fyldeg votsne Alver. Natur ligvis siulle vi ille glemme, at vor Frelferg Bæffi er den enefl·aaende, baade fordi han er Gndg enbaarne Son, koni men i stet, hvis Udviiling har det enestasaende Maal at blive Verdens Frelfer, og fordi hanH ElJienneflelighed er den fyndfri. ille fom »vor hæmcnet og flænimet af Arvesynden, men det udelufler ille, at vor Vætft og de Gennembrud, fom den medforer, om vi stulle nasa vort Maal i Saligheden, have deres Forbillede i vor Fressen-. —-— Rom den Stund for Jesus, hvor han ined tlar Be vidsthsed lunde tale om: m in F a d e r og haan Gernina,’ som det burde hain at være i, og toin den for hani, da hans med sit 12te Aar indtraadte blandt »Loven5 Sønner«,3 sont rate i Stand til med personlig Anfvar at overtagej Lodeng Forpligtelser, saa tominer den Stund ogsaa for» døbtc TIJtennester, hvor det i Dauben genfødte Menneste maa komme til et Gennembrud, hvor den unge med Tat og Gliede tan iale om »der Fadek i Himlen«, i hvis Ger ning han bot være samtnen med hele Gudg levende Meniai l)ed, oa hror han med personliat Ansvar vil gaa ind under Jesu Fltisti Lovg Forpliatelser og Forjcrttelser. —- Vet Overtagelfen af vor Livggerning, ved Manddomsaldereng Begyndelse, maa vel i Reglen det andet store Gennembrud fle, naar lvi som felvstcendige Mcend i vort Kald og inden for vsor Krebs stulle aflægge Regnslab for det Haab, soin bor i os; lcegger Gudg storfet paa os, og vi indvies dybt on alvorligt i Kristi Lidelsers Samfunds, da, om vi bøje vor Villie i Lydighed under Faderens Billie, tommer det tredie Gennembrud, det som fuldendeg i et Kristenmenneftes Død med en bevarset Tro og et lebende Haab. —- Ved vor falige IOpstandelse og Himnielfart stulde vi btyde igennem til fuldtommen Lighed med Frelseren. J Men over Gennembrudene hos vor Frelser og os glem-T me vi itle Vcelften, det er jo den, sotn betinger dem, uden den stille, umcerlelige Voelst lonnner Gennembrudene ikke; Vælsten er dest dagligdags, det, vi vænne os til at iagttage, men hver Gang et Gennembrud er stet, da undre vi os, vi staa ligesom fremmede ovetfsor det nyie, der hat Vist fig. — Har du haft et lille Rosentræ i dit Vindue ogs fulgt Vaelsten med Opmcerlsomhed, da hat du ogsaa erfaret det —- da Studdet saa sint og spædt til Begyndelse, brød igennem og blev sen traftig Gren, da Grenm sviste dtg Knoppem da ZKnoppen en Morgen, sør du var opve, blev udsoldet til en dejlig Rose ved den varnte Sols Straaler — da kendte du næppe dit Rosetttrae igen — hivert et Gennetnbrud fyldte dig med Undren, og dog var det jo tun den Kraft, som alt var i den stille, untærkelige Vcetst, sont ytrede fig. Du, som sulgte dit Both lldvitling sra lille, til det blev en voksen Mand seller Kvinde, du ntaa have gjort den samme Jagttagelse nted det og nted dit Forhold til dets Vcelst og Gennembrud. Du havde levet dig ind nie-d Bar net,· sont det var i de stille Vcelsttider; hsvor fyldte Undren dit Sind, naar du blev var, at Barnet var blevsen Ynglina, og Ynalingen Mand! sOg ntt dig selv —— hvior mange Aar ere itle gaaede, siden du gik i Stole og hastede mod Hjent met, hvor Moder og alle gode Glceder, Hjcelp for al Nod-, Trøst for al Sorg ventede dig — hvor kort synses det dig dog itke siden! Ja, du satter i Grund-en slet ikt»e, at du ilte mere er den santnte, som da du lceste kterlig Forstaaelse og tnild Dom nd af hendes Øjnse, og dog er du bleven en anden oa er tnaaste oste til din egen smertelige Forundring bleven det var ved de Blilke, sont nu iagttage dig, ved den Dom, Mennesler scelde ont dig — al, hvor sorandret! Ja, med Snterte udbrnder dtt vel saa, nten mon ille Grunden slal søaeg i, at din Vaekft, skønt stille og utnærkelig, dog langt sra var den sunde vg fande, og at dersor dine Gen nembrud til det gode oste lod svente saa længe paa sig, og dinse Gennentbrud i skcev og ottd Retning vare saa talrigc og lraftige. Vettde vi nu scerlig vor Opntcerlsonthed til det Gen ttetttbrttd hog Jesus-, da han som 12-aarig deltog ttted sme Forcrldre i Paaslesesten i Jerusalem, da synes jeg, vi maa blive var, at det er Gudg Ord, sotn fretntalder det, Gudg Ord, efter hviltet Festen var indstiftet, og ester hvis Rettefttor den holdteg og santlede gamle og unge; Gudg Ord, sottt lød i Tentplet og i Hjetttmette, Guds Ord, sont blev sttttaet, bedet, ovlcest, udlagt og lt)st sont Velsignelse over d-: Tetttpelbesøgende. Det er Gttdg Ord ttted de rigse Minder ottt Udgangen af Trcellelandet og store Forjcettelser ont det fand-e Paastelattt, sont er i troende Læafolkg og Leer des Hierter og lyder paa deres Lceber, Guds Ord, der leder til de Zanttaler tttelletn Jesus- oa Folkets Lasten-, sottt frem lsstldzr ttfknnetttbrudet hoS hattt· Men det er siltert, at Gttds Qrd itte oilde hats været i Stand til paa Højtiden at aøre det ttteeatige Jndtryk paa Jesus, hatt vildc ille have forstaaet det, hoig det itte havde været dagligt Ber for hattt i hansg Hjettt, lxvis itke alt der havde vieret baaret af oa indrettet efter Qrdet, hvis ikte Forceldrette havde opdraget der-es Bern, oasaa Jesttsbarnet, i Herrettg Tttgt og Fortnatting, hvig itlc Børttene havde lært fto sttxaa af: Du skal ære din Fader oa ditt Moder, ttaa det det tttaa gaa dig godt, og du tnaa leve lcenae i Lan dist; hvi5 ikle Guds Ord havde lcert Sestendene at elste og hjaelpe hoerattdre og leert alle, store oa sntaa, at btrre Sor: act satnntetti og tage med Tal imod Glceden, ttaar dett gee stede Hjetntnet. Derotn maa vi vcere forvissede, at Hjetnntet i Nazareth har vceret et Gudsrygtighedetts Hiern, i hvillet Gudss hrd boede riaelig, baade som et med Lceberne udtalt og sont et i Livet frcntbactret Vidnesbyrd. Det er vistnol ille alt, hvad Maria og Josef vidste om Jesttgbarnet, som er bleven ham meddelt; svejledede as den Helligsaand have de forstaaet at iagttage en viis Tilbage holdenhed tned Hensyn til hans underfulde Bebudselse, Fød· sel oa Engleaabenbarelserne, for at ilte Barnets Fantast og Følelse stuld. udvitles for stcerlt og tage en shgelig Ret ning, Maria har gjemt det nteste as dettei stt Hjerte uden at udtale det, og nøjedes med Guds giamle Ord til aandelig Ncering for Drengen, og saa overladt til Gud, naar han vilde lade det gaa op for Jesus-, hvetn han segentlig var. — Ofte hører jeg selv lristne Mennester tale saa koldt og uforstaaende ont Gudg Ord, som det er indesluttet i det gatnle Testamente, de faa ingsen Noering deraf, de have ingen Brug dersor; lcea dog Mærle til, hvsad det har vceret for Hjemtnet i Nazareth, fordi det der btugtes som dagligt Brod, ssordi det der sit Lov hos eerlige, troende Mennester i deres stille Liv, og glem ille, hvad det har været for vor Frelseri Bi have et langt fuldkomneres Gudss Ord; Dceltet, sont hvilede over Moses-X Anstgt, er borttaget, vi kende langt tlarere og dejligere end Israel Guds Hjertelag ntod Men ttthter, hang herliae Henstgt med os, hans Frelsensvej, nten ltvordan beuge vi Guds Ord i vore Hjem? Danner det Grundlag for alt der, er det Lov for Forældrsenes indbyrdes Forhold og for deres Opdragelse af Børnense, er det Lov for Bornene overfor dereg Forældre, lære vi dem at cere Fader og Modser og vcere dent und-erdansige, er det Lov for og under vore Sorger og Glæder, i vort Forhold til andre Mennester? Og hvordan staar det til tned vore Højtider? Er det tttndg Ord, sottt prcegek dent oa giver dem Tiltrcekning« for nnge og gamle, fordi Guds store Frelsergerninger i Heli tiisertte saar Liv paa vore Labet, i vore Satntaler? Ja, saa irre de Højtider, og saa tunne de blive Gennentbrudstider til en svelsignet Udvitling hos de unge. Men naar jeg blot tcenker Paa en eneste Højtid, Konfirntationen, der jo iet hvert Tilfcelde sor de unge Piger falder i en Periode, hvor ntatt latt vettte et Genttetttbrud — ja saa tror jeg, at der er tnange as dem, som ved sdenne Højtid virkelig med fuldt Alvor lalde Gud deres Fader i Jesu Navn og beslutte at vare i Faderens Gertting, mange, stger jeg, som ntødes med saa lidt Forstaaelse i Hjemmene, at det aandelige Liv ettten helt tvceles eller i Bund og Grund fortviatles. For crldrene have maasle glæsdet stg over, at der-es Barn følte sia tiltalt og grebet af Konfirmationsforbered;lsen, de varc selv berørte ictf Hostidsstetttningen den Dag, Løstet afl-agdes, oa da de sørste Gang vare til Alters med dseres Barn, men oilde den unge saa videre frem, leve og virle i Faderens Gerning, saa bleve Forceldrene bange, ansaa det for Svær meri og Overspcendthed, og de fit travlt med at laegge Dæmper psaa Jveren, at lutle Guds Rige for den unge og aabne Verdens-Livet med Fornøjelser eller — travlt Arbej de for at blive til noget. (Fortsaettes.) 4 chu Aafyn. Af J. M. tDansen. Den afdøde Pastor Rudolf Frimodi i Københsavn stal have sagt i en Prcedilem «Lad intet i Verden fiaa Lov til at stjule Jesu dejlige Aasyn for dig.« Det er ikke blsot en fiaare san Udtalelse, men den er ogsaa alvorlig og leererig . og derfor vcerd at betcenke. Du unge Menneskel Verden bejler til dig med sin Lyft og Glcede; der er faa mange Ting i Livet, som lokke dig, som tilbyde sig, og ofte staat du spørgende som ved en Komm-: hvor sial icg gaa heu, hvadi slal jeg« gelte-? Ven! følg den Regel: alt, hvad der vil fordunkle ellek sijule Jesu dejlige Aafhn for dig, det maa du fly og forsage; thi i hans Aasyn er Liv, og det er Døden, naar det stjules for dig. Lnd intet fordunkle din Tro; thi ved Trosen maa du bestue Jesu dejlige Aasyn; det er alene med Troens Øje- Vi het nede kunne se Vor Fressen Du er Forretningsmand2 det kan maafte i din Stilling vcere saerdeles svaert at holde sig ubefmittet af Verdenz der tilbyder sig baade ved den enie og« den anden Lejlighed, hvor du kan gøre et lilles Fis, stge en lille Ufandhed eller en halv Sandhed, du feist-es til at vanhellige Herr-eng Dal, til et lille umcerteligt Kneb i Maal eller Vcegt; o, men lad aldrig sau dant besnære din Sjælz giv endelig ilke din Siamvittighed Kloroform; lad intet stjule Jesu dejlige Aasyn for dig. Om Sandhed og Ærlighed spørge du alle Vegne; hav hellere mindre Fortjeneste, ja, lid hellere et Tab, end at nogen Synd stal stjule Jesu Aasyn for dig. Du tcenker paa at indstrwde i Ægteskiabl »Standen i sig selv er god; men det kommer an Paa Maaden; Kcerlig hsed til Gud og Naaden er den rette Ægterod.« Du kan gøre et godt Parti; der er heldigse Omstaendigheder for Ibundne med den Anledning, du har; Udsigterne ere fri ;stend«e; Tilbudset er glimrendex J elske hinanden hjerteligt og inderligt. Nem, ja! knien hvorledes Vil det gaa med din Frelsers AashnZ Vil det skjules eller klares for dig? Er du sclv et Guds Barn? Er det et troende Menneske, du sog-er eller som anholder otn din Haand? Er der Haab om, at din Frelserg Aashn kan lyfe over edsers Ægtefkab, fordi J tunne indqaa det i Pagt med ham som troendse Guds Born? Hviss ikk:, faa lad for alting være at gifte dig, selv ont du kund-e Binde Rigdoni, Ære, ja en Kejserkrone Ved dit Ægteftad At trosende Mennesker gifte sig tncd vantro Mennesker er at drage i ulige Ach insed de oantro, hvilket Guds Ord forbykeL Ægteftab mellem troende og vatxtro Mennester har maasle redet flere Mennesbr bort fra Tro ens Vej og de helligeg Samfund end nogen anden Magt paa Jorden. Vaag og bed, at du ille skal falde i Fristelse; Aanden kan ocere redehon, men Kødet er skrøbeligt. ,,Lad intet i Vordem heller itte Ægtefkabet, faa Lov til at skjule Jesu kejlige Aashn for dig.« Du er en troende Student! du studerer flittigt, fokdi du trot, at Kundskab er en Magt i denne Verden; du vil frem; tu vil gerne heftaa din Kundskabsprøve godt; dit Maal er at blive Doktor, Professor, Stolelcerer, Præst, Sagfører, Dommer, Bygmefter, naturkyndig e. l. Dei kan altsammen vcerc saare vel; det er prisdærdigt, at du arbej der med Flid for at nsaa dit Maal; et dooent Menneste er en Bederstyggelighed. Men lad ikle dit Studium, din Lcesning optage dig faaledses, at din Frelfers Aasyn fkjules for dig. Glem itte daglig at bede inderligt og Viedholdende ttil Herren, lad itte Lcesningen af den hellige Skrift blive Isat til Side for Læsningen af de oidenfkabelige Boger eller Skønlitteraturem glem ikke, at sdu troenger haardt til at komm-e tidt til din Frelsers Bord; og glem ikke de helliges Samfund for dine videnskabeligt dannede Kammserater. Lad intet skjule Jesu Aafyn for dig. Vogt dig, at det ikke skal giaa med dig som med- en Doktor her i Chicago, der nhlig fagde: »Jeg har haft alt for traolt til at have noget medi Kristendommen at gsøre«. » Du er et læsende Mennestel du studerer just itke i legentlig Forstand, men du loeser m-eget. Hvad læfer du? Hoilke Boger har du ellser laaner du? O, lces intet som helft af nogen Slags, det svcere sig Bog, Skrift, Hefte, Bla-de, Avis, som kan skjule Jesu dejlige Aasyn for dig; lces intet, som taler ilde om Troen, men priser Synd og Verdsligshedz thi det er Gift for din Sjoel, og det vil drcebe din Tro. Lces tun saadant, som kan beftsaa en Prøve for Troens, Sandhedens og Rsenhesdens Domstol. Du maa arbejde melletn vantro Mennefker paa Konto ret, Arbejdspladsen, Vcerkftedet, Landvæsenet o. s. V.; du maa maafle høre megen daarlig Tal-e, liderlig Snak og se meget ondt. Gud voere dig n-aadig! Pas pasa at det onde ikke traengser ind i Sjcelen. ,,Slibet i Vandet« et, som det sial ocere; men ,,Vandet i Slibet« er en Ulykle«. Lad intet stjule din Frelsers stønne Aasyn for dig; lev saa inderligt samtnen Incd hsam, sug saa megset af hans himmelfle Ren hed ind i dig, at du kan dritke Gift, uden at det stal stade dig. Du er Hugfadiey Hugmoderl du hat mangc Folk i bit Brød, mange Børn at Passi, mange Munde at sørgc for Mad til, mange Virkfomheter at førc Tilfyn med; du er paa Fckrde fra Morgen til Aften. Dei lcm værse slønt og godt alt sammen; men alligeveL pas pa-a, at din store Marthagerning ikke flal sljule Jesu diejligie Aafyn for dsig, idet du faar faa travlt med det jordisfe, at du qlemmer at sprg: for din Sich Sig itke: jcg kan ingen Tid faa til at tro, bede, til at søge det l)immelste; du m a a have Tid der til. Troen kan ikkse let-e uden Næringz vogt dia, at du itle kommer til at elske Verden, hvorved du tnisler Guds Kærligshed. O, lud intct skjule Jesu Aasyn for os, troende Venner! Hrad hjælper det, om man vinder hele Verdem men taber vor Sjæl og lidser Skibbrud paa Tro og Kærlighesd. Lad dset vcrre vort fast-e Fiorsæt, iat intel, hverken dset ncervæ rendie eller tilkommende, hverlen diet dybe ellscr dset høje, thrkeu Arbejde eller nogcn Skabning, maa still-e os fra vor Frelfer eller skjule bang dejlige Aasyn for os. Hold Troens Øjc renset og tlart, lad den Helligaand Være din daglige Vejled·er, viaag, bebs, tro, hasab, elsk, læs, nyd Nadveren, elfk de hellige, tcemp forsagende mod Sytiden og lad dit Øjc værse vendt mod Frelsersem mosd Himlen. Sig for Alvor fom den gamle Kone i Danmark: »Herre, hvad jeg end sisal miste, lad mig aldrig miste min Tro!« Sig til alle Synder ogs Fristelfer, ligesom Kinefersen sagt-U »Mig en Kristisam mig ikle gøre noget ondt«, da vil Jesu Aasyn lyse for dig fom en daglig Naadesol, og dens Lys og Varme ville lolkc Troens Frugter frem hos dig og helliggøre dig fra Dag til Dag O, min Jesus, du oprinbe qur mig som Sol vg Sljold, Sau at jeg lan overvinde « Synd oq Dsd vg Satans Volk-. , ’«