Ost-Eis Otto as Danmart
og hang- ginmtid.
Histottsk Roman
as
Bernhard Sevetin Jngcntann.
Andcn Del.
(Fottsat.)
«
-
Hex standsede »das-nd Trost pasa Ptinsiens Vint. Blo
det oat reget sta Lttos Kinder; han holdt sig fast ved Bot
dct oq vatlete. ,,Forstod jeg de Otd tettelig,« — sang han
med dnb Eriiette i den bitt-este Folelsse as ttæntet Højhed
vg Mennefterwrd —- ,,saa set den Ftihed, her tilsiges inig»
ej stott anm, end tt nnt og langt mete optøtende eZangen
slab. Ltit man antootde mig, sotn en thel eller et Gods,s
i andre »Nimm-stets Vold, ej til min egen sti RaadighedIl
— ca tzn nn Voldghetstet over niin Person et min Soo
get ellet niin egen Brod-It? —- store Gut-! et jeg nu da
solztt as mine Jsjendet og ej bestiet nicn todt af tnin egens
Slæatf Rtset J ellet sen-? Lad mig se, hvad der staat!«l
Ersan Ttøst kalte Ptinsen Dotuntentet. Otto stittedo
de tin-:- oplctste Otdx inen det sottnedse sot hans Dan
»
uu
V
og hat«- tnndi iiitct Ord lasse.
,,J et i en stot Vildsatelse, min ædle Hette Brodet
son!« —- sagde Gtco Johan hastig. —- »H«oot kan J saa
let-IS mistnde disse Otd og tittto edets ophøjede Sooget
og Brodet en saa lav og uocetdig FremsaerdZ Ebers Ovet:
antvotdelse til dem, under den nævnte Betingelse, et jo
tun et inaaste ubeldig valgt Udttyk sot edets Bestielse as
Fjentms Magt und-et edetg Vennets Vætge og Leide.
Hvilten mulig Hensigt tunde der tænles med at lade edet
oinbyttz et Fængsel med et andet?"
»Gud give, jeg gjotde edet Utet!« — soatede Prin
sen, der imidlettid selt) havde læst hine Ord —- ,,j-eg vilde
give Reiten as tnit spildte Ungdomgliv for, at jeg i rette
Øjeblit bedtog mig: — men Hensiaten et jo tltt —- de
anset mig sot en satlig Medbejlet til Tronen —- de be
handl-:t tnig jo alletede lIsZt som der-II eaen Junge, idet
de sot.strioer mig, hoad jin ital love d:m, inden denne we:
tydikze Ftihed kan sotundes mig.«
»Ist tlinget stodcndex ts:t indtotnmet j-ea, nun cedle
Brodztsøn!« — oedblev den mild-e Greis-e —- »mcn det ct
tun en statsllog Fotmalitet, som man sandt nødvendia
EdetS Du Brodet rat sselo betnmtet for, at denn-: Betingclsc
skulde ttænte edit oa drin-ge edet til at intgtente hans th
detligt Tillid og KætlighedF mtn det stor- ej i dank Maat
at got-: det andetled-:E. —- Jeg setv hat beseglet Forliget
som J ser, og havdie det vætet mig muligt« — —
»Das tun videte!« — sagde Ptinsen oa sattede sig,
idet han tatte Dotumentet tilbage til Svend Trost.
»Yd:tmete,« — læste Soend Trost —- ,,stal Hering
Baldemar as Slesoig give Junker Valdetnat as Dantnatt
sin Sonst Ptinscgse Heloig til Ægte og Medgiften stal
vcetz 24,()UU Matt lødige Sølv« — —
»Der dtives itle blot Handel nied mig og min Ret,
som thste og Menneske« —- udbrpd Prins Otto bitt-It —
,,nien selv med en vætgeløs Dames thsalighed og med
det hellige Ægtestabs Sattamentl«
»Ved denne Pagt sotenses begge sytstelige Personets
sri Tilbøjelighed med Staternes og Rigetnes Velscetd« —
sotsittere Grev Johan. — »de bevægtt edet, min ellets
saa ædle og vieltænkende Fraendel til at betragte dette Sltidt
med Hobens scedvanlige misttoiste Blit, der tun set segen
nyttigc og smaalige Henshn i enhvet Fotbindelse mellem
Person-er as vot Stand?«
»J hat Ret, Hr. Farbtodet! Dette et hans egen Sag
vg hendes ma-aste« — sagde Prinsen. —- »As saa beteilig
og statstlog en Kætlighed ventet jeg itte stot Lytsalighed;
gid dog Udsaldet maa vise, at jeg ogsaa heti hat vceret i
en stot Vilsatelsel Lad os hote videte!«
Estet at Svend Trost nu havde oplæst hvotledes Med-l
gisten skulde anvendes til sot en Del at indlsse Jylland og
Fyn af de stetntnede Pantehetreks Hemden og hvotledcs
Baldemat og de holstenste Gtevet sotbandt sig til gensidig
Hjælp nied Ktigssolt, toni han til det Punkt i Forliget,
det paa ham selv gjotde det ststste Jndtthl, og han blev
«d-dbleg, medens han nu læste: ,,Ydetmete stal Junker
Valdemat itte sorsvate dem, som mytdede Gtev Gert, men
skal væte deres Fjende og alle detes, sont dem ville sor
ssvare'« — —
Svend Trost tabte Dotumentet as Haanden »Mot
brodet Niels sorladt og sottaadt!« — udbrod han. —
»Retsærdige Gud! det er de stote Hertets Taknemlighedl
Det er Lsnniem den Mand saar, der teddsede Dantnarls
Ftihed iog Krone!«
»Ti still-e, Dummetjanl« —- hvislede Sti Andetsen
ham i Øret, og gteb hatn heftig om Atmen. — »Høter
Grev Hentit hvem du er, lan du blive hængt her i Morgen
med den sotte Vildtyv!« Han bøjede fig selv og tog Do
kumentet op. »Tillad mig nu et Ord, Hette Junket!« —
tog hatt hsjt og mhndig Ordet. — «Lad mig nævne edit
de Mænds Navne, der hat beseglet dette Fotligl og J vil
maasie tilbageholde edets ugunstige Dom over, hvad J
shari- at misbillige. Fotuden eders hsjsytstelige Ht. Bro
det, vor ved et retmæssigt Hyldningsbrev udlaatne Kong
Baldemar, og edets Svoget, Markgrev Ludvig as Bran
denburg, og edets vætdige hette Farbtodet, Gvev Johan,
som her staat, saa svel som hettug Albett as Sachsen, og
Grev Güntet til Schwattsbotg, hat den fromme, vætdige
Bisiop Svend as Aathus sat sit Segl herunder, og det er
vift ingen Ridder kller Kletk i Danmatk, der vil tvivle paa
Fromheden og Retsindigheden i, hvad denne brave Guds
Mund tan undetsttive og besegle.«
»Om saa en as de hellige Ættoengle havde beseglet
denne Pagt« — udthd Prinsen med fast og tsolig Stem
me —- »jeg- vilde dog vidnsev sot Guds Aasyn, den et met
ftadslgi pg jammerltg, som jes nu blues des-over paa min
stpderi og Damnatts Begnr. Hvad det sidste Punkt
Mr, da et det et sejgt eß stæudtgt Forræderi mod dankt
Ind, Troste-b oqs Jedwlandistnd — Jeg undetstrivet
« Ost Mel M der mtstrotst og nebelt her fotdves as mig,
" tp ei W, M shvad jeg- selv sorle hgt besluttet og
M M abide-III End, for Dann-mit og min tut-ledi
Mt M; sm Beter et bettnget Loste vg- en ftt Sam
» s « R http-nie isiet Otd wstsvtugel Jst
Jvil tro, nein Brodet menee det bedie, end det set ud til, og
at han her tun med Uvillie hat givet efter fot sine hinte
lose Raadgivetes Statstlsgtx men min Beflutning er sat
tet: tun som en fri Mand vil jeg destennne hvad jeg vilH
opofte. Førend dette sidste oprsrende Punkt i Forliget
dortfalder ——— fpr den tro Niels Ebbesen ertlcerses fri og
;frant, fom en brav danft Undersaat, under Besiytielse at
»den Krone, han med sin tcette Daad hat bevaket — for
Jopgiver jeg itte red nogen verdslig Afsigelfe min Ret til at
tsale et vægtigt Otd med om, hvad der nu skal vcere Lov
og Ret i Danmart — otn jeg faa aldrig mer stal se Da
gens Lys og udvandte fta disse Fængselsmute!« Med
diss: de butlede han for Sti Anderer og den forbavfede
Giev Johan og oilde intet Ord mete here.
Grev Johan begyndte nogle Gange paa at udvitlc
hain Nødvendigheden af, hoad der var foretaget, og hvors
tedes han, til ingen Nytte for Niels Ebbesen og hans Parti,
tun gjorde sig selv ulyttelig iog maafte til Statsfange paa
Livstid ved slig afmcegtig Trods; men Prinsen afbtpd ham
hver Gang med et alvorligt, afslaaende Vint og med en
Højhed og Roliglyed i det beftemte Blit og Miner, som for
virrede ham.
»Na vel, min tære Ben og Frænde!«" —- sagde den
milde, høflige Grev Johan tilsidst, uden at hans stnilende
Eine forlod ham —- »vil J endelig ocete en Mattyr for
!nodigheds: ;ocermeri, der tun lidet passer til den virteligc
Verdeng Fordringer og den Klogstab, vor bevcegede Tid
træver af os alle. —- Jeg forlader eder da tun med det
Ønsie, at J ilte alt for fmerteligt inaa føle Savnet as
den Frihed og Lytke, J selv nn behaget at bortftsde fta
eder. Gid te ophojede Drommetiet, J synes her at leoe
i, maa tunne etstatte sedet den Verdens Glceder, som J
synes at have en fmigrende Tilfredsstillelse i at have Mod
til at foragte!«
»Betant idet rel, He. Juni-erk« —- sagde Sti An
t-:rsen. — ,,J Grsev Henrits Vold vil jeg itle taade jer
eller nogen as Niels Eddesens Belyndere at forblive en
Time leengcre end Ughi-endigt Enhver, der fottvarser hang
FatIIH Morden hat han svoret Død og Fordærvelse. J
Morgen ladet han hange en af Ebbesens Haandlangere —
eller maner to.« Her faldt hans Blit paa Svsend Trost·
F »Frel»:s renne brave, ungse Mand, hvis J tan, Herr-:
iMorbtoderP — sagde Prinsen og vendte sig til Grev Jo
»le,an med et keltagende Blit til Sdend Trost. — »Den niial
stsl J ittI be knmre jet, om det nu send gcelder mit Liv!
Huld min Brei-en hvad jeg hat sagt! bed dam, for Dan
»:narl5 og sin :gen Saliglkeds Styld, itte forraade sit Fee-:
« Drelands siortnodigie Befrieri Jeg gentaget for sidste Gang
Hjnin urollelige Beslutning: Jeg afftaar ille formelig min
lTiltale til Dsnmarts Rige og dct Spir, min yngke Bro
ldek hat gstebet, spi- det beflckrmende er udstralt over den
bedfte Ridders Horsed i Danmart. —- Derrned Gud be
falet!«
Sti Andetsen aabnede nu Fængfelgdøren og taldte
paa Bagten, hoorpaa han og Grev Johan hilsede Prinsen
-toldt og fotlod Taarntamret
Svend Trost havdie lange staaet sont en Billedftøttet
og betragtede den rolige Hpjhed og Seloopoftelse i Ottogj
tlate Blit. Han styttede sig nu med den højeste Beun
dting og Kerlighed for hans Fødder og ttytlede hans
Haand til sine Lieber-. »Tai! Tat! on1 dct ogfaa et for
gceves, edle, højmodige Hen«e!« —- udthd han. —- »J:
redder dog Danmarts og Kongehusets Æte i edets Fang-«
sel. Slal den tto Niels Ebbesen nu gaa til Grunde med
eder selv og hvad der et det stskste og bedste i Danmart —
ingen stal dog fige, at Troslab og Tatnentlighed et uddsd
i danste Hinterl«
Sti Andersens Rast laldte højt og strengt udenfor, og
Svend Trost ilede dort med set venligt haandtkyt af Prinz.
Otto og et tcetligt Nit af gamle Arvid, der ftod stille be-l
steden i Kamintkogem men med et Llaspm der stkaaledsej
af Stolthed og Glcede oder hans kære Here-es Fcengselsw
bedrift, medens Betymtingen for dens Folget dog havde
bortjaget hver Bloddtaabe fta hans furede Kinder
,,Nu lan han faa« Tid til at blive en DrommesMav
tyr inden site Vcegge!« — sagde Grev Johan tort eiter
med et medlidende Slulderttæt, da han stod med Sti An
derer i Hojeloftsfalen paa Rendsbokg Slot, hvor de ven
tede erv Henkil.
,,Dei vil vcere Broderen en fortmdelig Tidende« —
sagde Sti Andetsen betænlelig.— »Det vil næppe behage
ham at syne «- saa streng fom Nødoendigheden og Lan
dets Ro her fordtet det «
»J hat dog kostet edets Tærninger godt og redet jer
selv snildt ud af det, Ridder Sti!« —- bemærlede erv
JJohan og betragtede den snu Statsmand med set listigt
jSmiL —- ,,J var den store Grev Gerhards Ben —- og er
nu snatt den ny Kong Baldemaks højte Haand!«
,,En Klods hvo der ej svømmer ovenpaa og bjcerger
hoad han kan i dette Slibbrud!« — hvistede Ridder Sti
med et felvtilfreds Nil. —- ,,Den Kunst for-staat J oasaai
HI. Greve! J hat bevatet det gamle Pantebrev og hængtl
Femern dcroed til god Besegling. —- Dog det opvej er tun
ringe eders Fortjenefte af Kronen og Riget!« tilfoj de han»
hastigt i smigrende Tone — »De, der se stcevt til vor
Mcegling, siulde betænte, at det dog i Grunden bliver os, !
der redder Danmark, men hverlen Ebbesen eller He. Buggei
eller nogen af de glubsle Bulbidere « !
»Jeg hat holdt paa Tronen efter Evne« —— deiner-z
kedse den milde Greoe.—— »Im haaber, mine Broderspnner
faa lidt sont min højsalige Halobroder stal faa virtelig
Grund til at bellage sig over mig. Kan Otto reddeå
endnu, stal det viere mig leert· Hans Sværmeti vil finde
sine Beundme. Kunde man endnu tedde Ebbefen, vilde
det maaifte endog viere tlogt. Almuens Yndlinger og stu
pide Meninger stal ingen vis Regering fotagte.«
«Lad der viere Maade med Mildheden, Or. ervel
hvotmed stulde vi tæmme denne rasende Jernhenrit, be
holdi lzcm ikte dette Stylle Bildt at jage stg trcet paa?«
hvistede Sti Andersen og saa til Donn. — ,,Lad Ebbefen
tun med egen haand forsoare, hoad han paa egen dum
dtistig haand hat begyndtt Den Forste, der vil sidde
sikker paa Twnem sial itle aabne Fest-en med at lyse Fred
over Fyrstaemorderel«
»Bei var ogsaa Bistop Soendö Mening, hvok endl
Idet gjokve hqm for hin Von-hats Eva gaak del sapp
saa noer til Vierte. J har et gammelt Horn i Siden paa
hin brutale Brutus.«
»Bei stal jeg aldrig ncegtez dog itke versor, nien as
min suldefte Overbevisning om, hvad der for Øjeblittet er
Land-et gavnligst, stemrner jeg Paa hans Undergang« —.
»Se deri« —- asbred Grev Johan lyam og saa ud
i Slotsgaarden — »der gaar Ebbesens Sesterssn Grev
Henrit forbi og hilfer ham itte engang. Hat J betæntt
hvad J vorer her ved at bestytte dette Menneste? Saa J
Grevrng starpe Biit band-e til irr og harn, da man tendte
hans forte Folgesvend og lod ham lcente som en as Mor
derne?«
»Bliver han htengt, er det hans egen Sag; det hat
han lcenge not sor-tjent, den Stubbiert!« — brummede Sti
Andersen og fna hastig ud as Vinduet —- »Hvad vilde
drin her, den Gcet! Lad os dog se, om vi tan steife ham!«
De sorlode begge hastig Hejeloftssaien
Midt i Slotsgaarden stod den merke Grev Henrik med
Haanden paa sin Faders Svcerd og det bersknte Madon
nabillede over sit sorte Brystharnist. Han uddelte Be
faiingser til Borgsogden og sine Hustarle. Hans Strids
heft stvd nistet red Slvtgtrappem og en Flot jerntlcedte
Ryttxre holdt tavse og nlvorlige ved"Stalden. Svend
Trost git som en Drørniner over Gaarden og syntes tun
bestasftiget med sine egne Tanker; men Grev Henrit be
tragtedc ham med et starpt, inistcenteligt Blit. Nu traadtc
Grev Johan ud og sagte strats at scengsle Henrits Op
mcertsomljed ved en ordrig Meddelelse om den sangne
Prinz, livirs Baaring ved at opshlde Betingelserne fsor
han Fribed han fremstillede i det mildeste Lys, tom en
blot sorscengelig Betcrntelighed der Vel snart vilde dort
fald.. Grev Henrit høue adspredt derpaa uden at spare,
met-eng hang starr-e Blit itte fvrlod Svend Treit.
»F min Konges Navn!« — raabte nu Sti Anderfen
mid hoj og streng Rost til sine Svende, idet han pegede
raa Erz-nd Tres: — ,,bagbind min svrløbne Væbner der!
pas rel daa ham! han Var med i Forrasderiet invd Kong
Christopher. Dersor stal han demmes af vor sinnge: men
nu tænier han paa at sage Bestyttelse her.«
Ridder Sti’s Svende udførte deres Herres Befaling,
og Srend Trøst saa højst forbavset til Sti Andersen, men
synteg at tncerte hans Hensrgt og tod sig rolig binde.
»Undstt)ld den Strenghed, jeg her nødes til at udøve
i ederg Gaard mod en as min Konges Fjender, Hr. Greve!«
— sagde nu Sti Andersen og vendte sig heftig til Grev
Henrit -— »Den samme Forsplgelsesret, Forliget i Lybcet
indrømmer eder mod eders Herre Faders sortnastelige
Mordere, den samme Net tnaa J billig indrømme min
Fionae mod dem, der har forraadt og forsulat hans ulyt
trligc Fader.«
»Hm! var J itke selv blandt dem?« — mumlede Grev
Henrit og studsede. — »Hvad eders Vcebner den Gang
har svretaget sig, man vel viere stet daa eders cgen Besa
ling. — Deg, J er en Statsmand, He. Marle J maa
del vide hvad J got. Edch Retfærdighedspleje tomnier
iite mig ved. Jngen Forrceder sinder Bestyttelse hos mig.«
Grev Henritg Migtante til Svend Trost syntes nu sor
svunden, og han gav ikte lcenger Agt paa hani. »He-eng
den forte Hund und-er Gluggen hist for det ringer til
Messe i Morgen!« bød han sin Borgsogrd, idet han steg
Htil Hest —- ,,han behøver hverten Præst eller Sakrament.«
i Grev Johan og Sti Andersen stege ogsaa til Hest og
Isorlode Rendsborg paa samme Tid med deres Folge, hdori
blandt den bundne Svend Trost besandt sig. Strats
udensor Rendsborg foriod Grev Henrit dem, tavs og hem
melighedssuld, med sin merke Krigerstare, og ingen vidste
hvvr de droge hen.
»Han har et nyt Hævntog i Hu« — hvistede Grev Jo
han —- »og se tun til! han brhder Forliget, saasnart det
tan ste med Fordel.«
«Saa laenge han har Ebbesen at drage til Felts mod,
tcenker han nceppe paa ftørre Ting« — svarede Riddser Sti
og nitlede. —- ,,Jnden han er tærdig med Blodhundejagten«
vi gav harn Lov til, maa vi selv tunne holde ham Stan
gen.« Paa Sti Andersens Vint blev Svend Trost nu
bJsriet sor sine Baand, og han sulgte de tvende Herrer paa
Vejen til Gottorp og det Siesvigfte.
Neste Morgen for det ringede til Messe i Rendsborg
hsrte garnle Arvid Smaalaending medens den sangne
Prins endnu sov, en underlig Bevcegelse udensor Iangs
lets Gluggitter. Han horte den strenge Borgsogeds Rest:
»thng ham op, det Verst, orn han faa er Djævelen!« hvor
part der-su1gte rnegen Larm og en raa, vild Latier as Hug
tarlene. Arvid formodede en Henrettelse og vilde itte se
ud as Gitteret. Den hæslige Latier vedblev, medens Borg
svgden gentog sin Vesaling: »Jngen Stadder, Karte! vor
naadige Heere vil adlydes punttlig, og han har Ret: han
hielt-der hverten Præst eller Sakrament, det sorte Bces « —
,,Han bider!« —- raabte nvgle. — »Stynd jer!« —
streg andre —- »den lede Satan ftitter i harn — han er
en Troldmand —- det ved vi jo not — det er et af hans
gamle Kneb — træt til!«
Arvid syntes nu at høre den hæslige Lyd as en hcengts
Ratten og Sprælten paa Taarnmuren. Han saa endelig
ud, og der hang en virtelig ded, fort Hund under Gurg
gen. Dei var en as Grev Gerts gamle Hunde, som man
havde sundet i den sorte Svends Haisjern i Hundthlb
sengslet, niedens den listige Vovehals selv ingensteds var
at opspore paa Slottet. J Stalden var Grev Henrits
bedste Heft forsvunden. Man havde opsat den dumdristige
Flhtnings Fort-leiele medens nogle i raa Spieg, andre
ined overtroist Alvor ordret suldfsrte den strenge Borg
herres Besaling om »den sorte handel« Henrettelsr.
Niende Kapitel.
J Pinseugen var der store Festlighedier paa Øen Als.
Den flesvigsie Hering Valdemar holdt Hof dette Fokaat
paa Sonderbvtg Slot med fm unge Gemalinde; men hans
SIstet, Prinsesse Helvig. var i disfe Dage Festernes Bron
umg.
Man havde her modtaget den vigtige Gest, paa hvcm
hele Nordens Opmcertsomheb var henvendt, og sont nu
stulde forandre Tingenes Stillelse i Danmart. Junker
;Ottos yngre Bruder, Prins Baldemmz som nu allerede
laldtes Danmartö Knnge, bavde med en vtceatia Stute Of
nogle danke nen mange bajerste, fcdtrabiste Dg RUNDW
bvkgske Riddeke hoidt·sil Jnvtog pas Sonderbvtg den Ps—
Maj· Summe Dag var Fotlovelsen mJlleni hatn og Pein
sesse Helvig stadscestet, og den 4de Juni var M Alle-Jede
der-s Bryllupsdag.
Entwer, der havde set den unge daniksk KOng- Mk
suld as hans Bernmmclsse og tunde ilte notsom beundte
bang tcetke Udseende og hans artige, ridderlige Adsærd
Prinsessen vsar ogsaa scerdeles tilfreds, sorsitrede de ttavle
Terner paa. Slottet. Hend:s Brod:r, Heringen, var meget
mild og naadig. Han vilde opgive sine gamle Fokdkingck
paa Daninark, med den ædleste Resignation —- hed det
blandt Hosmcendene. — Dei var en statsklog Plan, han
lange havde sorudset og selv virtet sor: ved hans Søsiets
Ophøjelse til Daninatts Dronnina endtes nu alle Tvistig
lieder mellem de tvende Fyrstelinier paa den hæderligste
Maade for det slesvigste Fytstehus, der ved Kong Adel
nedstammede sra Valdemar Sejer og billig lunde gøke
Fordring paa at dele Kronens Glans·
Blandt de inangsoldige nysgerrige Mennesler, son
hin 4de Juni Morgen opsyldte Slotsgaarden paa Sønbeks
barg og itte talte om andet, end om alle de store Hersta
bzr i Slotssalene, besandt sig en fretnnied, ung Riddek,
som ikte indlod sig med nogen, og soni hverlen holdt sig
til Herstaberne eller de andre Riddere, men git stille og
saa paa Festlighederne med et bittert, tungsindiat SiniL
Det var Svend Trost, der nu vel havde saaet sit gvldm
Svcetd tildage og ilte lcengere behandledes soni Fana:, men
dog syntzs en hel uglad og udeltagende Tilslnet af al den
Praqt og Herlighed, der omgav han1. Ridder Sti havde
loret hain, ved Lejlighed at sorestille ham sar Kongen og
orn muligt udvirte ham et Beflyttelseg:Tilsagn, som dekl
der itte personlig hade taget Del i Grev Gertg Drob,
lworrel man vidste, han havde verret med paa hansis Mor
broderg natliase Tag til Rand-ers- Lin slig Gunst leavde
Svend Trost doa ilte selv ytret det inindste til sin torriae
Vaabenmcster, der nu var saa sortnaaende en Mand; men
lzau hiotx niodtaaet del aunstige Tilbud, blot sar at saa
Kongkn i Tale i et andet, oa som han niente lanat via-—
tigkke Øjemed. Paa Besen sra Rendsborg til Zenkerborg
havde Sti Andersen bestandig beuminet paa sin forrige
Bahnen ligesom han plejede paa Bjørnsholin, og taldet
ham en gal Æventyr-Ridder, sont man ingen Ting lunde
bruge til, og som aldrig gjorde andet i Verden, end dumme
Streger; men han havdse dog itte tunnet sljule sin gamle
Velvillie sor ham, idet han lovede at sorge sor bang Stæbne
og halv tkuende tilsøjede, at den ille slulde blive meget
værre, end han not vidst:, han havde fortjeni d:t Ved Kol
ding Bro. Srsend Trnst havde paa den hele Vej vceret saa
fordybet i sine egne Tanlek, at han tun lidet havde givet
Agt paa, hvad man taltse om. Saal-des git lzan nu ogsaa
her som en tunasindig Drommet, uden at nogen belymrede
sig one hasti, og uden at han endnu havde sundet Lejlighed
til at ncetme sig Kannen, hvem han i sin Forstemthed liges
saa meget syntes at undgaa som at soge. Sti Andersen
var selv saa sysselsat om Konnan Person og havde saa
mange vigtige Statssagek at tænle paa, at han siden An
tomsten til Senderborg syntes rent at have glemt sin sor
rige Vcebner, der aldrig havde sølt sig saa ulzetydslia og
tilovers nogensteds, som her. Han stod nu i Slotggaarden
paa et Sted, hvor Bryllupssiaren slulde sorbi til Kapellei.
Ved Foltestarens Bevcegelse og Udraab: »Se! se! der er
de!« gav han sstst Agt paa, hvad der soregit.
Brudestaren drog over Hpjelostsbroem ogs han san
nu den unge Kong Valdemar ret tydelig. Det Var itte
lcenger hin halvvolsne, lattermilde Herre, der havde truet
ham med Jagtpisten i Prentzlow Frueelund. J de sidste
Aar havde Junker Baldemak udvitlet sig til en anselig,
betydningssuld Slittelse. At han havde gennetngaaset At
tighedens og Ridderlighedens Stole ved det sinc, glim
rende Keiserhos, var synlig i alle hans Bevcegelser og i hele
hans srie, raste Adscerd; i hans muntre Miner og livligt
spillende Blit laa der nu tillige en Desindighed og en Be
vidsthed om Forstandsooeklegenhed og Verdensllogstab, der
dog i Svend Trosts Øjne havde noget loldt beregnende,
undersundigt og nassten grusoint. Jmellem den unge For
stes ejendommelige, sint uddannede Liniamenter lom mange
af Faderens Trcet umislendeligt frem, stønt i langt sten
nere og heldigere udvitlede Former-. Svend Trost maatte
indwcnnie alt, hvad der httteö rund-i om hain til Bekom
melse sor den tongelige Brudgoms leite, tloge og majestæ
tiste Udseende; men den hpjt ptiste Dagens Helt var ham
dog as inderste Hierte sorhadt, naar han tænlte paa, at
han tunde lade sin storsindede Broder blive siddende l
Rendsborg Fangetaiarn, medens han selv lod sig talde
Konge as Danmael og nu git her i al Pragt og Hei-Ug
hed, som den lylteligste Fnrste, til Brudeslamlen. Svend
Trøst stod med blottet Hob-ed mellem den jublende Stare;
knien han tunde itte belvemnie sig til at bøje sit Hored eller
istetnme Hyldestraabet sor den Fyrste, der i dette Dieblik
sotetom ham saa ubroderlig og hierteløs. Kotigen saa
stin paa den mutte, unge Ridder oa svntes at gentende
O
L
hom; han smilte hsflig og tvang den trodsige Bestuer til
en Hilsenz men Svend Trost blev blodtød as Hat-me ovei
sig set-v og den Magt, den sorhadte Ynglings Maiestæt dog
imod hans Villie udørede niod hinn.
(Fortscettes).
uns-»Alle Tilbagcnumrc af ,,T«anskcrcu« mcd For
tællingcn »Prins:s Lttu as Domain-P vil ikkc kunnt
faags: Enkclte have-J. Vogt-n fang-, nam- faskdig,i
leflag M Ets» indbundcn 81.2». Vesiillingcr umd
tagcø.
B S. Jngemasim
Valdemar Sejctn
J Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.2().
Erik MenvedS Barndom
J Lmslag 80 Ceitts. Jndbuttde1181.2().
DANISK VIERTER-. FOUSL Maik. Nebr.