Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, February 08, 1902, Page 3, Image 3

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    —
«l-P·rinsssttqijaf Dimmark
og ljaus Hamtidk
Histousk Roman
As
Bernhard Sevcrin Ingeinaini.
Andcn Del.
isfotiiau
»Mit Legemeg Ftihed, inaaste selv mit Liv er i fhndige
Menneftetg Bold« —— udbrød Prinsen, hdetst spaendt, og
tejste sia heftig —— »det ved jeg; men min SjcclS og min fri
Villie ttcede jeg hvetten mine Fjender ellet mine Vennet
vilde formafte sig til at raade over. Efter hvad jeg nu
huren Hr. Højmestetl hat altfaa eders fromme Bei-g haft
et statstlogt Hovedøjemed, fom J hidtil utedeligt hat for
dulgt mig. Dei svat altsaa Kejsetens og min Svogers og
selv min tære Bruders Ønfte, at J stulde udforste mig her
og aflotte inig den Afsigelfe og det Lofte, jeg ttoede at over
raste dem nied, som et Offet af min egen fri Billie, som den
teneste Tante i min Sjcel, men ingenlunde fom en Fragt
af Ttuslet og fremmed Jndflydelse ellet af Vennets og Fjen
ders egennhttige Statstløgt.«
»Ed."s tlvillie smetter mig, min Prins!« — svatede
Højniesterem der ligeledes havde tejst sig — »den viser
mig en Sthgge af Svaghed i edets cedle Sjcel, som jea
troede edet fti for: den fande Selvfornctgtelfe fordter alve
leg intet i Vetden, ej engang Æren for sin egen Tilværelse.
At j:g itte hat ncevnet Samstennnelsen af mit og edets
F Vennets Inste med hvad J seid i edecm stillt-» gndelige Sind
hat be .:tet og nu Vsed et helligt Løfte hat bettæftet, det er
ingenlunde siet af Undetfundighed og ttcesk Statstløgt,
fom J trot, men netop af Ætbodighed for edetg ttistelige
og knotalste Ftihed og af Ærefrhat for vor tene, helliae
Saa, der et hævet over alle verdglige Henfhn. For Guds
og Kittens oa vor hellige Ordeng Anligaendset maatte en
hvet timelia Heniigt ttcede tilbage; detfot et det førft nu,
da jea hat modtaget edets fromme) ubtødeliae Laste, at
jeg tan omtale dets Ovserengftemmelse med en fornuftig
Stsatetunst og nied eders deltagende Vennetg ogFtcenders
Planet, for at J nu felv red et aabenbatt Dotument tan
gøre edetg Beflutning ftugtbriiigende.«
»F hat høtt mit Løfte!« —— svarede Prinsen toldt.
—— »Benht det, fom J vil fotsvate det for Gud og ederz
SanwittiahedS men vent intet Strin met af mig efter
edets Planet! jeg forsttiver mia hvetien til Menneftet
elliet — -- Djasvlet Den Svaahed, J ttot at have opdaaet i
, min Sjcel, et jea itolt af: jeg var i Sandhed en elendig
Fanae, tunde jeg føle mig aandelig hildet, uden at trympe
mig og foragte de Midlet, hvotmed man hat villet besnæte
mig. Sig mig dag, spt J fotladet mig« —- tilspjede han
mgd bittka Vemnd -— »dring» J min« intet terrliat Otd fra
de Ftcendet og Vennet. der ovetdtoa edet at bearbejde mit
Sind oa min fti VillieZ Jea hat nu i shv lanae Aar intet
Otd hart fra min Broder oa Svoaset At min tctte Sie-stet,
Martatevinden, et dsd af Sorg over var Fadetg og min
illhtte, var den eneste Eftettetnina, man hat undet mia.«
»Im hat de teetligsie Hilfenet til edet fta edetg Soo
get, Mattgrevem og edetg Fatbrodet, faa del fom fta
edetS høifyrftelige Hette Brodet'« -—- ssvatede Højniefteten
med en heftig Hilsen ---— »Hvad der tan udtettes for edetg
Ftihed oa Lytte, vil vctre dein i høieste Grad maatpaaligs
grub-f, og jeg tunde forlade edet nked det bedfte Haab i denne
Henfeende, lwig J ej blot vilde tillade mia at aabenbare
saa rel Fjender sont Venner, hvad J saa frocnt har be
stuttet Da lovet, men felv tunde overvinde eder til at med
give mia et fynligt Certifitat derpaa, fot den vantro og
forsigtiae Vetdeng Sthld. Se! det et alle-rede opsatt —
J behøvet blot at undetfttive oa besealc digfe faa Ord«
— detined ftemtog han et befirevet Petgamentg Blad.
»Nei, aldtia i Evighed!« — afbrød Prinsen hain hef
tia. —— »Im fordrer intet fotdulgt, ej engang den Sandhed,
J hat bebtejdet tnig. Min Beflutning fortrhdet jeg ittez
den tom fra min Sjæls Jnderfte; den var i syv Aar min
bedste Tantex J- hat itte fremtatdi den, men tun givet den
Otd og Stittelfe for Gud oa mig selv. Hvad der fortw
der mig et Tanten oin den Besmittelse, der tlæbet ved alt
mennesteligt, og at felv mit bedste og reneste Forsæt siulde
udtrwde i Vetden gennem edets Statstløgts smudsige Lon
gange. Det et mig en smettelig Fotestilling, at min egen
tsdelige Broder, for hvem jeg frivillig vilde opofte hvet
Tante oin vetdslig Magt og Hofhed, hat sat dette Offet
til Betingelse for fin Brodertastliglxd og min ntulige Be
ftielse af dette Fængseh medens han selv fti vil bestige den
Tront, j-:g ftod nætntest.«
»Det Ord, J der siget, er aldtig tommet over mine
Lieben højbaarne Hettet« — spatede Højmesteren fotlegen
z —- »faaledes staat det itte heller i det Dotument, jeg her
hat medbtagt. Det et en falsi Slutning, J hat uddtaget
af mine Yttinget. Sau vidt jeg tendet edets højfhtftelige
ht. Brodets Sindelag, nætet han den btodetligste seelig
hed til edet, om han end et for statstlog til itte at indse, at
edets formelige Afsigelse ml «vil blive en nsdvendig For
dting saa vel for edets Ftihed som for hans egen sitte
Tronbeftigelse« — -
»Godt!" —- afbtød Prinsen ham heftig med et stolt,
bestemt Blit — ,,J hat hstt mit Otd og betingede
Liste; men føt vil jeg dø i dette Fetngfel, fst jeg nogen
Sinde givet et eneste sttiftligt Otd fta mig om hvad jeg
inden for disfe Mute tun hat lovet Gud og mig selv. Lad
dem mytde mig het, otn de vil og tøtt Prins Otto af
Danmiatt fotnedtet sig aldtig til at handle med egennhttige
Venner ellet Fjender sont Ftihed, Lin ellet Aste-. Sig det
til dem, der udsendte jet!« Med disfe Otd vendte han
Hsjmesteten Nyggen ogs gteb i en Klottestteng Fængsels
boten aabnedes udenfta, og Vagten ttaadte ind. Den
thste Ordens Hsjmestet stjulte hastig det fremtagne Dota
tnent tillige med Gvangeliebogen under sin hvide Kappe og
fotlod den fangne Ptins nied en tavs, ætbsdig Hiler,
hvvtpaa Fængselsdpten attet luttedes og stængedes eftet
hatn.
»An-id! gamle Arvid!« — udbtsd Prinfen, dybt ty
ftet, og ftyttede fig i den gamle Tjenets Atme. — »nu
n du den entste Mennestesjakl i Vetden, jeg vil stsøtte mig
Stil. Fta denne Time stal du vcete min sidste Ben og Bro
det; uden fot disse Fængselsmute hat jeg —- ingen. Dei
Menneste, yet nu forlod mig, modtog tun mit Aftald paa
en Krone og al verdslig Lykke; men havde jeg nu ilke dig
for Øje, vilde han have medtaget mit Aftsald paa al Tro
flab og Kerlighed i Berden.«
»Ak, cedle, unge Herre!« —- fukkede den gamle og
kysfede hans Haand — »hvi turde jeg ikke tale højt og
advare edel-! —- hsvi faa J ikle min Sjceleangft og fornam
mit Hiertes hdcnyge Bon, da J lob eber aflolte hint sorge
lige Lofte? En faadan Ordensridder masa jo ej engang
gifte fig og fortfcrtte sin Slcegt. Sig mig nu tun et, Herre
Junker!« — vsedblev han og rynkede den ftore Pande —
,,agter J at opfylde det Løfte, naar J en Gang bliver fri?
—- vil J da ikle lade den hellige Fabier gøre det dødt og
magtesløst?«
»Kan du fpørge demn? Arsvid!« —- fpurgte Priner
og traadte tilbage — »in-mer du, der er itke en enefte Fyrfte
mer paa Jorden, fom holder Tro og Love og agter Eben
hellig, han fvor i sit Hierte?« —
»Tilgiv mig min Tvivl, Herr-e Juni-eri« udbrøb Arvib,
heftig bevæget, og omfabnebe hans Knce. —- ,,Jeg hat
mangen Gang set be ftore i Nod og Ulykkez men jeg har
ingen fet ftor og from i Ulylten fom eber og min lille Kong
Magnus Birgersøm han bad for sine Fjenber, medens de
huggede hans Hoved af paa Helligaanbsholmen.«
»Saa from tør jeg ikke love big at se mig, Arsvib!«
— fvarede Prinsen — »jeg· har mangen Gang haft Møje
meb at dcempe Naget i min Sjcel til mine Fjender —- og
i Dag hat jeg ilte været langt fra at habe og foragte mine
Venner.«
»J fets Aar hat jeg ikke hort et haardt og ubilligt
Orb af eder om ebers Fjender —- nu har J felv tabt Haa
bet om Troflab og Kcerlighed hos Venner og Frænder —
og bog« —- —
»Dog vil jeg ikke vccre en Meneder!« — afbrød Prin
fen ham og smilede — ,,finder du det fasa ftort og bean
bringsvaerdigR Arvid! — Maasle gør jeg bog min Broder
Uret« — vebblev han roligere. — »Jeg lcefte jo ikke hint
fatale Dokument. Han »veb jo bog hvor højt jeg altib hat
elfket ham og Dannlark. Kunde Bruder Valdemiar frygte,
ieg nogen Sinbe vilbe vaekle Borg-ertrig, naar jeg blev fri,
og fægle meb min egen Moders Søn om en blodig Krone?«
»Sligt er intet nyt i vore Tiber, Herre Junker!« —
sagbe gaiiile Arvid meb et dybt Sul. —- ,,Fyrfternes Bro
dertcerlighed er mangen Gang helt gruelig —— det har jeg
fel; men hvab eders Herre Brod-er faa tror om eder, tro J
tun gobt om ham faa lcknge J kan, ceble Herre! han er jo
felsv endnu landflygtig og hjcelpeløs. Det kan vift ilke være
hans Slyld, J har siddet her faa længe, og nu maa han
rel føje sig efter de Incegtiges Rand, fom vil hjælpe ham til
Mach Se! nu ride de fremmebe her fra« — vedblev han og
faa ud af Fængselsgitterei. — »Der er to forneinme Her
rser meb den tysle Højnlefter. Ser jeg ret, er den ene eders
Farbroder, den milde Greo Johm felv.«
»Han5 Mildhed er altfaa meb i Raubet om min
Stab-rek« ——-- fugde Priner meb et bhbt Sitt. «Min
Fabre talte helt underligt om ham paa fit nberfte.« Prin
fen iaftebe sig i dybe Tanler paa Løjbænkem men Arvid
blev ftaaenbe i Mnrfordybningen veb Gitter-et og gav lcenge
Agt paa alt, hoab der ioregit i Borggaarden
(I)ttcnde Kathet
Liatlotietlanaen over Grev Wert var forstnmnxscL Det
blev Vlften Da Moran oa Aften igen Fra Gitter-et i
Prinö Lttog Fanaetaarn ftirrede den tmle tro Arvid
after nd i Zlotskaaardem niedensj bang Herre slumrede Paa
Løjbmttcii. Tet Var Inmit. Fuidmaancn var tillmllet af
tuan Reanstuer, Da han tunde itkc tybelia adstille nogJi
lttenstand; incn t;a:: betnærtede med llro en stor Vevæaelfe
nf Heft-: oa striacsfolt i Guarden, oa nu dort-e han en incra
tia, b.falende Etemme »Vi taats inaen til Jana-LI« —
lød det » ,,Liv for Liv! Tnsinders Blob for den store
Grev (5jerhards! hang Morder stal tlcede Hjul oa Stejle!«
Et vilbt, bifaldende Raab af mange trigerste Stein
Iner afbrød den strenge Krigshosvdinag Tale, og ved Lyfet
af de Fallen der nu tændtes, saa Arvid en høj Ridderstit
telse stiae til Heft i en fort, alinsendethtstnina Stigbøjss
len holdteg af den alvoklige Borgfoged selv. »Voat Pan
tet for tnin dyrefte Blodhævti, Borgfoaed!« —— lød det at
tssr for bang Øre med den jerntlædte Krigghøvdings Mahn
stetnme. »Er det itte indløst, naar Fuldmaanen atter stin
ner paa hint Taarn s- - saa red du pasa hviltet Hoved den
fial stinne!«
Arvid saa i det gnisirende Fakkellt)s, at den mørie
Borqfoged nittede og pegede op mod Borg-eng højeste Stan
sebakke, hvor der stod en l)øj, fort Pcel med et Hjul paa.
Ridderen nittede betræftende, ag Borgfogden veg til Side
Tot hans fnysende Stridshingft. Høvdingen og hang
Krigerstare for hastig ud of Slotsportem der blov atter
stille og mørtt som i en Grav. Men nu traadte Full-,
maanen fretn gennem de tunge Aprils-Skyer. Arvid saa
tilbage til sin ulykkelige Herre, fom endmt laa rolig og
stumrede paa Løjbcenken. Mannelyfet faldt paa Taiarnet
og oplyste Fangens blege Aafyn, der dog smilte mildt i
Dromme. Arvid kncelede ved hans Leje med foldede Hern
der og fukkede med dyb, kvalt Sternum ,,fotbarmende
Gut-! om en Maaned? —- nej, det forbyde den almcegtige!
her er jo itte Helligaandsholmen — det Syn stal jeg dog
aldrig se and-en Gang« —
«Fæste Kot-set paa mit Vtyst, værdige F-ader!« —
hvistede nu Otto med sagte Rost i Drømme. —- «Se! hvor
Mannen stinner dejligt paa Gram-nd —- Danmarks Trone
staat dog entmu. — En bedre Slægt opblvmftrer omkring
den! —- Lad os nu draqe i Kamp for Guds Rige!«
»Lad hans fromme Dtsmme opfyldes! Herre, min
Gud!« — bad Awid — ,,l-ad mig folge ham under Kor
»set til din Trone!« Termed bøjede han sit grau Hoved
.m—od Lssjbcenken og stumrede rolig insd piaa Stengulvet ved
» sin Heu-es Fødder.
« Hvad gamle Arvid Smaalænding havde hørt og set
-hin Aften fra Gluggitteret i Prins Ottos Fangetaarn,
bevarede han som en mark, gruelig LIndom i sin SjæL
Neste Morgen var han ikke aldeles vis paa, vm han- hasvde
hørt ret, og som det blodige Hoved, nceste Fuldmaaine siulde
stinne paa, ej maoste dog var et Foster af hans egen Ind
bildning, hvori de merke, blodige Grind-eisiger fra Fortiden
ofte blandede sig medhans tungsindige Henstirren paa
Fremtiden.
Snart fløj Rygtet imidlertid over Danmark og Hol
sten ocn Greo Henriks Hcevntog mod hians Faders Morder
og alle dunste. Nogen stor Heer kunde de unge Gtever vel
ikke straks skasse til Vejez derpaa stolede man i Danmark.
Dette krigerske Foretsagende ansaa man kun for et vildt,
regelløst Udbrud af Grev Henriks mørte Lidenstabelighed,
og Krigen med Gerts Sønner betragtedes mere som en af
de smaa personlige Hævnfejder, der faa ofte fandt Sted
mellem entelt Borgherre og Ridder, end som noget farligt
og betydeligt Foretagsende for Land og Rige. J Jylland
hed det, tort efter Gserts Begravelse i Jtzeho, at Grev Hen
rik havde gjort Landgiang i Sjcelland med en Hasandfuld
rasende Holstenerx men i Holften felv talte man hoverende
iom en stor Sejer, den forbitrede Blodhcesvner skulde have
vundet Ved et Sted, man taldte Marienborg, men som in
gien vidste Bested om, og hvor hsan med tre hundrede Hol
stenere stulde have nedhngget over to tusinde danfte. Jn
gen vidste, hvad man stulde tro iaf disfe Rygter, fom diaglig
forøgedes og forandredses. Det hed endogsiaa i nogle Dage
over hele H-olften, at Grev Henrit havde fanget Niels Eb
befen selo oa ladet ham leoende radbrcette og lægge pac
Stejle. Men disse Rygter modsagdses fnart igen og oare
kun Ytringser af den herstende Fokbitrelse og Hævnlyst,
alle Holstenerne delte med Gerts Sønner. Saa meget var
kun visi, at der var forefaldet blodige Fcegtninger mellem
Jyder oa Holstenere, og at Grev Henrit allerede hasvde givet
PrøVer paa den Standhaftighed og det urokkelige Mod, der
erhveroede ham Tilnavnet: den jernhaiarde. J de første
sire Uger efter Gerts Fald og nceftsen hele Tiden mellem
Paaste oa Pinse, medens Mart og Stov grønnedes og For
aaret ndbredte sin Herlighed over Danmart og Holsten,
herstede der en mørt Stemning og den fjendtlige Spen
ding hog begge Folk. Snart talte man om en ny, frygte
lig Krig, hoor Keiseren og munge tyer Fyrster vilde under
støtte den danste Prins Valdemar mod de holstenske Grever
og Herinan af Slesvig, der atter gjorde Fordring paa
den danfte Krone. Snart hed det igen, at der bleo mceglet
Fred oed Grev Johsan den Mildes, Sti Anders-ans og
Bistop Svendg Bestrebelsen og at der var stuttet en fore
løbig Overenskomst i Spandau, der inden Maj Maaneds
Udgana stulde stadfcrstes ved et vigtigt Fyrstemøde i Ly
bæk. Endelig horte man med Forundring, at et Forlig
virkelia var sluttset mellem de ftridende Herrer og ersier i
Lybcrt Sendagen før Krifti Hin1rnelfartsdag, og at dette
Forlig stulde ocere lige saa hæderligt for Danmark, som
tilfredgftillende for de holstenste Greve oa Hertugen af
Slegvia.
Under alt dette sad Prins Otto enonn i sit Fcengfel
Vaa Rendgbora Slot. Fuldmaanen stinnede atter paa hang
Fangetaarn, og gatnle Aroid Smaalcending bcevede for
den unae FUrstes Liv. Men alt blev Ved det gamle. Man
sgg Orest-In Fjennpr eller Nennen Den strenge Borafoaed
holdt Taarn on Fcestning stcerkt bevoatet. Den fangne
Prinsz oa bang Tjener modtoge dereg Fiornødenheder paa
sædvanlia Tid aennem en Luae i Lofte’, oa naar det var
Helliadaa, tunde de i Taarnkamret hore Korfangen fra
Blotgkapellei.
En Morgen opdaaanede Prinsen med et veniodiat
Stil-. Foraargsolen stinnede venliat ind paa hans Leje,
da der limedes sestliat Ined Kapelllokken »Er del ikke vor
Ocrreg Himmelsartgdag i Dag? Ardid!« —- spurgte han
»Im drømte, jeq var fri da i Ritte, Da det lød saa dei-«
liat lwad de smaa stordrenae sana om svnr Herres og Fiel
sersis Sei-er da Hinnnelflugt Naar stal jea doa have den
sterteglcere ian, at kncele i en tristen FlirkeZ hør, nu rin
aer det jo til Ottesana!«
»Til vix-se! det er en ltøjhellia Daa!« — saade Arvid
Idsdredt on san nd nf Gitter-et — »Men sei nn tommer
her fremmede, Herre Junker! Der rider en sort, jernklcedt
Herre ind ad Slotgnorten Det er bist Gred Jernhenrit
f«:ld, sont de jo talde l)am. — Ederg Farbroder er med
on mange sornemme Herren Gnd give, det maa dære fot
det adde!«
»Det venter jea ilte; ——- doa, i Guds Navnl lad der
komme, hvad Gud almcegtigst hat beskikketl Vore Hoveds
haar er alle talte.« Prinsen stod op og fuldendte rolig
sin Paaklcednina.
»Den rasle Svend Trost er medi« —- vedblev Arvid.
»Men han ser helt tantefuld ud; han bærer ilke eders
nnldne Sværd mer« —- Han ridek sved Siden af en bund-en
Eis-end mellem lltytterne.«
,,"5-angen altsaa!« —- inade Prinsen Ined deltagende
Rast — »maaste atter for min Skyld Er han Ebbseseng
Ist-tende, tommer han dist til sin Ulytke til Rendsborg.«
,,Det forbnde Gnd oa St. Erikl han var en segen
sindig Galning for syv Aar siden; men Grunden i ham
dar ægte Guld. —- Hdad han syndede ntod eders ulykkelige
Herre Fader, vilde han gøre godt imsod ier. Se, nu løster
ban sit Hoved, som han Var slagen til Ridder af den store
Thokkild Knutson selv. At, Gud bedre det!« — sukkede
ban — «hvor er der nu et Riddersværd i Berdscn, som
Marst ThorkildsZ og det brød vore Bødler i Stytker paa
Stafottet« —- —
Er du attier inde i din blodige Fortid? min tro, gamle
Ven!« — sagde Otto — ,,lun hvad der er forbi og hsvsad der
tommer, let-er du dioa helt i. Hvad menet du, denne Dag
vil bringe os?«
»Du vil vi sniart faa at vide, Herre Junkerl Jeg
hører ialt, man aabner Taarndøren dsernede. Hver Gang
den piber Paa de rustne HEngsler, husker jeg paa den Son
dag Morgen, de aabnede Døren til vore Hettugers Hun
aiergtaarn paa Nykøbing. Man skulde altid smøte Hengs
lerne paa disse gamle Taarnporte!«
Man hørte nu Fodtrin paa Taarntrappen, og snart
aabnedes Døren til Prinsens Fængsel. Hans Faders
Halvbr-oder, Grev Johan den Milde, traadte ind, ledssaget
af den høje Sti Andersen as Bjørnsholm Ridder Sti
vendte sit spidse Ansigt om i Deren, med et tilbagevisende
Vink til Vogt-en, og ivilde lukke Døren ester sig; men den
aabnedes igien paa Klein. ,,Jeg beder eder, kcere Herre,
for eders gamle Kæriigheds Skyld,« — hviskede en bon
lig Stemme udenfor, medens en bestøvlet Fod hindrede
Døren i sat lukles —- ,,l-ad mig blot komme et Stridt in
densfor og se haml Det var lun derfdr, jeg overgav mig
til eders Hsjmodighed og lagde mit Liv i eders og jer nn
bagste Kongeö Haand.«
»Dum-dristige Vovehalsl var det Meningen?« —
brummede Sti Andersen. —- ,,T-ak din Helgen, kan jeg
bringe dig levende her fra; du kan tidsnok lomme i Grev
Henriks Taarne. Korn da, Galning, du sial here din
Dom!« tilføjede han truende, dog i mildere Tone — »men
du tier som en Mur, eller du er Dødsens!«
»Gut) velsigne jer, Hr. Stil« — hdiskede Svend Trsst
og traadte helt ind ad Døren, hvor han blev staaende ved
Tærskelen, tavs og stille, efter at han havde hilset Priner
med inderlig Deltagelse og givet gamle Arvid Smsaialæn
ding et venligt Nik.
Prinfen havde med rolig Tilbageholdsenhed halvt und
draget fig fin artige Farbroders Omfavnelse og tillige be
Incerket det besynderlige Ordflifte i Fcengselsdørem hvor-«
fra han havde ventet at se Grsev Henrik selv indtræde; da
han nu saa, det sviar Svend Trøft, der traengte sig ind, fom
en blot nysgerrig Tilskuer, overfor en uvilkaarlig Harm
Rødme hans blege Kinder; men den unge Ridders della
gende Blik og bestedne, hjertelige Hiler bortfjernede pfe
blittelig hin Følelse af Uvillie. Prins Otto besvarede
hans Hyldning ret mildt, msedens han tun vaerdigede Sti
Andersen en kold og formelig Opmcerksomhed
Efter en Strøm af høflige Ord, hoori den milde Grev
Johan bevidnedse sin »kcere fyrstelige Herre Brodersøn« sin
Deltagelfe i hans ssørgelige Stilling og fsorsikrede, at hans
Befrielsse i mange Aar havde været hans Venners og Freien
ders inderlige Ønske og alvorligste Bestrcebselfey kom han
endelig frem med sit Horedanliggende og overrakie Prinsen
et Dokuinent, med elleve Segl ved, fom han bad ham beha
geligft at gennemlæse. ,,Jeg har irr-set, det vilde være eder
kcerere at modtage dette vigtige Fordrag af en Bens og
Frccndes Haand, end af Grev Henrits« — sagde han ——
,,derfor har jeg paataget Inig alene, hvad der lige saa fuldt
var Grev Henriks og hans Brot-ers Pligt. Ligesom det
nylig er l1)kkede«g mig, med Ridder Sti og Bistop Svend,
at mægle hæderligt Forlig msellem eders Herr-e Broder og de
holstenste Grsever, saaledes haabser jeg nn ogfaa, at min
Mellemiomst her vil vcere af gode og velsignede Følg-er. J
ser her det Sonebred, der sikrer eders Herre Broder Dan
marts Trone og foreløbig hceder alle Fjendtligheder saa del
med det grevelige holften-rendsborgske, fom med det hertug
liae slesdigske Hug. De Betingelser deri, fom angaar eders
paa Vsedtcegt grundedse Rettigheder, sont ældste Prins af
Danmark, saa vel fom seders personlige Frihed, haabser jeg,
J itle vil tage i Betæntning at besegle, helft da eders
fromme Løfte at ville indtræde i den hellige tyske Orden,
sefter hdad Ordenens vcerdige Højmefter har berettet os,
allserede indirekte indseslutter alt, hvad her fordres.«
Prinsen havde taget Dokuinentet wi«"««Haa11derii, men
uden at se Paa det. Efterretningen om Forliget og hans
Broders Lykke fyntes at gøre et dybi, dog blandet Jndtryk
paa hasti. Alles iØjne ivar henvendte paa ham, undtagen
ganile Arvidg: han havde stillet fig i en Krog ded Komi
nen, hvor han besteden tun syntes sysselsat ined fine Tie
nestepligter, medeng han dog opmærksom lyttede til hvert
Ord og undertidsen foldede fine Hcender med en sagte Main
len. Sti Andersen betragtede Prinsen med et fnu, for
sisende Blit. Den milde Grev Johan fmilte venligt, sont
fcedvanlig. Han hsoldt nu inde og ventede Prinfens Sivar.
»Jeg talier eder, Hr. Farbrod-er, for den Deltagelse,
J forfikrer mia orn, men som jeg i fhv Aar itke har været
saa lykkelig at bemerkt-el« — tog Prins Otto Ordet nieb
fagtmodig Røst, dog ej uden en bitter Fellele der bragte
hans fine Mundmufkler til at baeve. — »J- vcere ogsaa
takket for den Siaansel, hvormed J- nu befrier mig for
en oprørende Underhandling med mine aabenbare og gru
fomme Fjender! Det Budslab, J bringer mig om min
Vroders Ophøjelfe, bør gøre mig dsenne højhsellige Dag til
en Glædiesdag, ogsaa i verdslig Henseende, om lend ikke
min Frihed, som jeg dog havde haabet, blider en ubetinget
Følgse af hans Lytke. Behag at lade Forliget oplcese for
mial At tunne lcese et trøstende Ord, har hidtil været
mig en Husvalelse; inen diet svage Faengsellys hat nu fdcek
tet mit starpse Syn. Saa Vidt jeg mcerker« — tilføjede
han —- ,,kan dette Doknment dog intet ind-eholdse, som be
høver min Stadfcestelfe, siden dset aller-ede, uden mig, er
sluttet og b-eseglet.«
Grev Johan modtog Dokumseniet nied et høfligt Smil
og overrsakte det til Sti Anders-en, som hierorer blev noget
forlegen. »Jeg læser flet, vselbaarne Greve!« —- fagde han
undvigendse — »faa godt som slet ikke; men der staar min
forrige Væbner, den unge Ridder Trost — ham har jeg
ladet oplærse i sligt. Han har intet andet at gøre her.
Tillader J, han oplceser det? derfor lod jeg harn traede
her ind med.«
Paa Grev Johans indrømmende Mine og Sti An
dersens Vink fremtraadte Svend Trøst og grseb Dokumen
tet; han fæstede dog først sine Øjne pasa Priner med et
ærbødigt spørgende Blik, og paa hans Vint begyndte han
nu ined stigende Forbavselfe og bævende Stemme.
,,Til det førfte« — siod der — »sta! Junker Otto,
Hr. Vsaldernsars Broder, blive hans Fængsel lvit, naar
denn-e Sone er forvisfet, og sial han anivordeg til Lybcek
til Martgreven ellser Kong Vsaldemar, hvem der ham for
drer; dog stal Grev Henrik og hans Broder Claus item
Grev Johan tage Forvaring af ham tilforn, sasa han stal
safstaa al hans Tiltale til Danrnarl; thi der i Riget stal
ingen flere regere med Guds Naiade uden Kong Walde
mar« —- — (Fortsættes.)
M Tilbagcnnmrc nf »Danskcren« mcd For
tællingcn »Wind Otto af Taumark« vil ika kmmc
fnasn
B. S. Jngemannt
Valdcmar Seien
J Omflag 80 Gent-T Jndbundcn 81.20.
Erik MenvedS Barndom
J Omslag 80 Ccnts. Jndbunden 81.20.
L Dzmsn Wir PUBL. Hausk. mai-, Nov-.