Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Feb. 8, 1902)
— «l-P·rinsssttqijaf Dimmark og ljaus Hamtidk Histousk Roman As Bernhard Sevcrin Ingeinaini. Andcn Del. isfotiiau »Mit Legemeg Ftihed, inaaste selv mit Liv er i fhndige Menneftetg Bold« —— udbrød Prinsen, hdetst spaendt, og tejste sia heftig —— »det ved jeg; men min SjcclS og min fri Villie ttcede jeg hvetten mine Fjender ellet mine Vennet vilde formafte sig til at raade over. Efter hvad jeg nu huren Hr. Højmestetl hat altfaa eders fromme Bei-g haft et statstlogt Hovedøjemed, fom J hidtil utedeligt hat for dulgt mig. Dei svat altsaa Kejsetens og min Svogers og selv min tære Bruders Ønfte, at J stulde udforste mig her og aflotte inig den Afsigelfe og det Lofte, jeg ttoede at over raste dem nied, som et Offet af min egen fri Billie, som den teneste Tante i min Sjcel, men ingenlunde fom en Fragt af Ttuslet og fremmed Jndflydelse ellet af Vennets og Fjen ders egennhttige Statstløgt.« »Ed."s tlvillie smetter mig, min Prins!« — svatede Højniesterem der ligeledes havde tejst sig — »den viser mig en Sthgge af Svaghed i edets cedle Sjcel, som jea troede edet fti for: den fande Selvfornctgtelfe fordter alve leg intet i Vetden, ej engang Æren for sin egen Tilværelse. At j:g itte hat ncevnet Samstennnelsen af mit og edets F Vennets Inste med hvad J seid i edecm stillt-» gndelige Sind hat be .:tet og nu Vsed et helligt Løfte hat bettæftet, det er ingenlunde siet af Undetfundighed og ttcesk Statstløgt, fom J trot, men netop af Ætbodighed for edetg ttistelige og knotalste Ftihed og af Ærefrhat for vor tene, helliae Saa, der et hævet over alle verdglige Henfhn. For Guds og Kittens oa vor hellige Ordeng Anligaendset maatte en hvet timelia Heniigt ttcede tilbage; detfot et det førft nu, da jea hat modtaget edets fromme) ubtødeliae Laste, at jeg tan omtale dets Ovserengftemmelse med en fornuftig Stsatetunst og nied eders deltagende Vennetg ogFtcenders Planet, for at J nu felv red et aabenbatt Dotument tan gøre edetg Beflutning ftugtbriiigende.« »F hat høtt mit Løfte!« —— svarede Prinsen toldt. —— »Benht det, fom J vil fotsvate det for Gud og ederz SanwittiahedS men vent intet Strin met af mig efter edets Planet! jeg forsttiver mia hvetien til Menneftet elliet — -- Djasvlet Den Svaahed, J ttot at have opdaaet i , min Sjcel, et jea itolt af: jeg var i Sandhed en elendig Fanae, tunde jeg føle mig aandelig hildet, uden at trympe mig og foragte de Midlet, hvotmed man hat villet besnæte mig. Sig mig dag, spt J fotladet mig« —- tilspjede han mgd bittka Vemnd -— »dring» J min« intet terrliat Otd fra de Ftcendet og Vennet. der ovetdtoa edet at bearbejde mit Sind oa min fti VillieZ Jea hat nu i shv lanae Aar intet Otd hart fra min Broder oa Svoaset At min tctte Sie-stet, Martatevinden, et dsd af Sorg over var Fadetg og min illhtte, var den eneste Eftettetnina, man hat undet mia.« »Im hat de teetligsie Hilfenet til edet fta edetg Soo get, Mattgrevem og edetg Fatbrodet, faa del fom fta edetS høifyrftelige Hette Brodet'« -—- ssvatede Højniefteten med en heftig Hilsen ---— »Hvad der tan udtettes for edetg Ftihed oa Lytte, vil vctre dein i høieste Grad maatpaaligs grub-f, og jeg tunde forlade edet nked det bedfte Haab i denne Henfeende, lwig J ej blot vilde tillade mia at aabenbare saa rel Fjender sont Venner, hvad J saa frocnt har be stuttet Da lovet, men felv tunde overvinde eder til at med give mia et fynligt Certifitat derpaa, fot den vantro og forsigtiae Vetdeng Sthld. Se! det et alle-rede opsatt — J behøvet blot at undetfttive oa besealc digfe faa Ord« — detined ftemtog han et befirevet Petgamentg Blad. »Nei, aldtia i Evighed!« — afbrød Prinsen hain hef tia. —— »Im fordrer intet fotdulgt, ej engang den Sandhed, J hat bebtejdet tnig. Min Beflutning fortrhdet jeg ittez den tom fra min Sjæls Jnderfte; den var i syv Aar min bedste Tantex J- hat itte fremtatdi den, men tun givet den Otd og Stittelfe for Gud oa mig selv. Hvad der fortw der mig et Tanten oin den Besmittelse, der tlæbet ved alt mennesteligt, og at felv mit bedste og reneste Forsæt siulde udtrwde i Vetden gennem edets Statstløgts smudsige Lon gange. Det et mig en smettelig Fotestilling, at min egen tsdelige Broder, for hvem jeg frivillig vilde opofte hvet Tante oin vetdslig Magt og Hofhed, hat sat dette Offet til Betingelse for fin Brodertastliglxd og min ntulige Be ftielse af dette Fængseh medens han selv fti vil bestige den Tront, j-:g ftod nætntest.« »Det Ord, J der siget, er aldtig tommet over mine Lieben højbaarne Hettet« — spatede Højmesteren fotlegen z —- »faaledes staat det itte heller i det Dotument, jeg her hat medbtagt. Det et en falsi Slutning, J hat uddtaget af mine Yttinget. Sau vidt jeg tendet edets højfhtftelige ht. Brodets Sindelag, nætet han den btodetligste seelig hed til edet, om han end et for statstlog til itte at indse, at edets formelige Afsigelse ml «vil blive en nsdvendig For dting saa vel for edets Ftihed som for hans egen sitte Tronbeftigelse« — - »Godt!" —- afbtød Prinsen ham heftig med et stolt, bestemt Blit — ,,J hat hstt mit Otd og betingede Liste; men føt vil jeg dø i dette Fetngfel, fst jeg nogen Sinde givet et eneste sttiftligt Otd fta mig om hvad jeg inden for disfe Mute tun hat lovet Gud og mig selv. Lad dem mytde mig het, otn de vil og tøtt Prins Otto af Danmiatt fotnedtet sig aldtig til at handle med egennhttige Venner ellet Fjender sont Ftihed, Lin ellet Aste-. Sig det til dem, der udsendte jet!« Med disfe Otd vendte han Hsjmesteten Nyggen ogs gteb i en Klottestteng Fængsels boten aabnedes udenfta, og Vagten ttaadte ind. Den thste Ordens Hsjmestet stjulte hastig det fremtagne Dota tnent tillige med Gvangeliebogen under sin hvide Kappe og fotlod den fangne Ptins nied en tavs, ætbsdig Hiler, hvvtpaa Fængselsdpten attet luttedes og stængedes eftet hatn. »An-id! gamle Arvid!« — udbtsd Prinfen, dybt ty ftet, og ftyttede fig i den gamle Tjenets Atme. — »nu n du den entste Mennestesjakl i Vetden, jeg vil stsøtte mig Stil. Fta denne Time stal du vcete min sidste Ben og Bro det; uden fot disse Fængselsmute hat jeg —- ingen. Dei Menneste, yet nu forlod mig, modtog tun mit Aftald paa en Krone og al verdslig Lykke; men havde jeg nu ilke dig for Øje, vilde han have medtaget mit Aftsald paa al Tro flab og Kerlighed i Berden.« »Ak, cedle, unge Herre!« —- fukkede den gamle og kysfede hans Haand — »hvi turde jeg ikke tale højt og advare edel-! —- hsvi faa J ikle min Sjceleangft og fornam mit Hiertes hdcnyge Bon, da J lob eber aflolte hint sorge lige Lofte? En faadan Ordensridder masa jo ej engang gifte fig og fortfcrtte sin Slcegt. Sig mig nu tun et, Herre Junker!« — vsedblev han og rynkede den ftore Pande — ,,agter J at opfylde det Løfte, naar J en Gang bliver fri? —- vil J da ikle lade den hellige Fabier gøre det dødt og magtesløst?« »Kan du fpørge demn? Arsvid!« —- fpurgte Priner og traadte tilbage — »in-mer du, der er itke en enefte Fyrfte mer paa Jorden, fom holder Tro og Love og agter Eben hellig, han fvor i sit Hierte?« — »Tilgiv mig min Tvivl, Herr-e Juni-eri« udbrøb Arvib, heftig bevæget, og omfabnebe hans Knce. —- ,,Jeg hat mangen Gang set be ftore i Nod og Ulykkez men jeg har ingen fet ftor og from i Ulylten fom eber og min lille Kong Magnus Birgersøm han bad for sine Fjenber, medens de huggede hans Hoved af paa Helligaanbsholmen.« »Saa from tør jeg ikke love big at se mig, Arsvib!« — fvarede Prinsen — »jeg· har mangen Gang haft Møje meb at dcempe Naget i min Sjcel til mine Fjender —- og i Dag hat jeg ilte været langt fra at habe og foragte mine Venner.« »J fets Aar hat jeg ikke hort et haardt og ubilligt Orb af eder om ebers Fjender —- nu har J felv tabt Haa bet om Troflab og Kcerlighed hos Venner og Frænder — og bog« —- — »Dog vil jeg ikke vccre en Meneder!« — afbrød Prin fen ham og smilede — ,,finder du det fasa ftort og bean bringsvaerdigR Arvid! — Maasle gør jeg bog min Broder Uret« — vebblev han roligere. — »Jeg lcefte jo ikke hint fatale Dokument. Han »veb jo bog hvor højt jeg altib hat elfket ham og Dannlark. Kunde Bruder Valdemiar frygte, ieg nogen Sinbe vilbe vaekle Borg-ertrig, naar jeg blev fri, og fægle meb min egen Moders Søn om en blodig Krone?« »Sligt er intet nyt i vore Tiber, Herre Junker!« — sagbe gaiiile Arvid meb et dybt Sul. —- ,,Fyrfternes Bro dertcerlighed er mangen Gang helt gruelig —— det har jeg fel; men hvab eders Herre Brod-er faa tror om eder, tro J tun gobt om ham faa lcknge J kan, ceble Herre! han er jo felsv endnu landflygtig og hjcelpeløs. Det kan vift ilke være hans Slyld, J har siddet her faa længe, og nu maa han rel føje sig efter de Incegtiges Rand, fom vil hjælpe ham til Mach Se! nu ride de fremmebe her fra« — vedblev han og faa ud af Fængselsgitterei. — »Der er to forneinme Her rser meb den tysle Højnlefter. Ser jeg ret, er den ene eders Farbroder, den milde Greo Johm felv.« »Han5 Mildhed er altfaa meb i Raubet om min Stab-rek« ——-- fugde Priner meb et bhbt Sitt. «Min Fabre talte helt underligt om ham paa fit nberfte.« Prin fen iaftebe sig i dybe Tanler paa Løjbænkem men Arvid blev ftaaenbe i Mnrfordybningen veb Gitter-et og gav lcenge Agt paa alt, hoab der ioregit i Borggaarden (I)ttcnde Kathet Liatlotietlanaen over Grev Wert var forstnmnxscL Det blev Vlften Da Moran oa Aften igen Fra Gitter-et i Prinö Lttog Fanaetaarn ftirrede den tmle tro Arvid after nd i Zlotskaaardem niedensj bang Herre slumrede Paa Løjbmttcii. Tet Var Inmit. Fuidmaancn var tillmllet af tuan Reanstuer, Da han tunde itkc tybelia adstille nogJi lttenstand; incn t;a:: betnærtede med llro en stor Vevæaelfe nf Heft-: oa striacsfolt i Guarden, oa nu dort-e han en incra tia, b.falende Etemme »Vi taats inaen til Jana-LI« — lød det » ,,Liv for Liv! Tnsinders Blob for den store Grev (5jerhards! hang Morder stal tlcede Hjul oa Stejle!« Et vilbt, bifaldende Raab af mange trigerste Stein Iner afbrød den strenge Krigshosvdinag Tale, og ved Lyfet af de Fallen der nu tændtes, saa Arvid en høj Ridderstit telse stiae til Heft i en fort, alinsendethtstnina Stigbøjss len holdteg af den alvoklige Borgfoged selv. »Voat Pan tet for tnin dyrefte Blodhævti, Borgfoaed!« —— lød det at tssr for bang Øre med den jerntlædte Krigghøvdings Mahn stetnme. »Er det itte indløst, naar Fuldmaanen atter stin ner paa hint Taarn s- - saa red du pasa hviltet Hoved den fial stinne!« Arvid saa i det gnisirende Fakkellt)s, at den mørie Borqfoged nittede og pegede op mod Borg-eng højeste Stan sebakke, hvor der stod en l)øj, fort Pcel med et Hjul paa. Ridderen nittede betræftende, ag Borgfogden veg til Side Tot hans fnysende Stridshingft. Høvdingen og hang Krigerstare for hastig ud of Slotsportem der blov atter stille og mørtt som i en Grav. Men nu traadte Full-, maanen fretn gennem de tunge Aprils-Skyer. Arvid saa tilbage til sin ulykkelige Herre, fom endmt laa rolig og stumrede paa Løjbcenken. Mannelyfet faldt paa Taiarnet og oplyste Fangens blege Aafyn, der dog smilte mildt i Dromme. Arvid kncelede ved hans Leje med foldede Hern der og fukkede med dyb, kvalt Sternum ,,fotbarmende Gut-! om en Maaned? —- nej, det forbyde den almcegtige! her er jo itte Helligaandsholmen — det Syn stal jeg dog aldrig se and-en Gang« — «Fæste Kot-set paa mit Vtyst, værdige F-ader!« — hvistede nu Otto med sagte Rost i Drømme. —- «Se! hvor Mannen stinner dejligt paa Gram-nd —- Danmarks Trone staat dog entmu. — En bedre Slægt opblvmftrer omkring den! —- Lad os nu draqe i Kamp for Guds Rige!« »Lad hans fromme Dtsmme opfyldes! Herre, min Gud!« — bad Awid — ,,l-ad mig folge ham under Kor »set til din Trone!« Termed bøjede han sit grau Hoved .m—od Lssjbcenken og stumrede rolig insd piaa Stengulvet ved » sin Heu-es Fødder. « Hvad gamle Arvid Smaalænding havde hørt og set -hin Aften fra Gluggitteret i Prins Ottos Fangetaarn, bevarede han som en mark, gruelig LIndom i sin SjæL Neste Morgen var han ikke aldeles vis paa, vm han- hasvde hørt ret, og som det blodige Hoved, nceste Fuldmaaine siulde stinne paa, ej maoste dog var et Foster af hans egen Ind bildning, hvori de merke, blodige Grind-eisiger fra Fortiden ofte blandede sig medhans tungsindige Henstirren paa Fremtiden. Snart fløj Rygtet imidlertid over Danmark og Hol sten ocn Greo Henriks Hcevntog mod hians Faders Morder og alle dunste. Nogen stor Heer kunde de unge Gtever vel ikke straks skasse til Vejez derpaa stolede man i Danmark. Dette krigerske Foretsagende ansaa man kun for et vildt, regelløst Udbrud af Grev Henriks mørte Lidenstabelighed, og Krigen med Gerts Sønner betragtedes mere som en af de smaa personlige Hævnfejder, der faa ofte fandt Sted mellem entelt Borgherre og Ridder, end som noget farligt og betydeligt Foretagsende for Land og Rige. J Jylland hed det, tort efter Gserts Begravelse i Jtzeho, at Grev Hen rik havde gjort Landgiang i Sjcelland med en Hasandfuld rasende Holstenerx men i Holften felv talte man hoverende iom en stor Sejer, den forbitrede Blodhcesvner skulde have vundet Ved et Sted, man taldte Marienborg, men som in gien vidste Bested om, og hvor hsan med tre hundrede Hol stenere stulde have nedhngget over to tusinde danfte. Jn gen vidste, hvad man stulde tro iaf disfe Rygter, fom diaglig forøgedes og forandredses. Det hed endogsiaa i nogle Dage over hele H-olften, at Grev Henrit havde fanget Niels Eb befen selo oa ladet ham leoende radbrcette og lægge pac Stejle. Men disse Rygter modsagdses fnart igen og oare kun Ytringser af den herstende Fokbitrelse og Hævnlyst, alle Holstenerne delte med Gerts Sønner. Saa meget var kun visi, at der var forefaldet blodige Fcegtninger mellem Jyder oa Holstenere, og at Grev Henrit allerede hasvde givet PrøVer paa den Standhaftighed og det urokkelige Mod, der erhveroede ham Tilnavnet: den jernhaiarde. J de første sire Uger efter Gerts Fald og nceftsen hele Tiden mellem Paaste oa Pinse, medens Mart og Stov grønnedes og For aaret ndbredte sin Herlighed over Danmart og Holsten, herstede der en mørt Stemning og den fjendtlige Spen ding hog begge Folk. Snart talte man om en ny, frygte lig Krig, hoor Keiseren og munge tyer Fyrster vilde under støtte den danste Prins Valdemar mod de holstenske Grever og Herinan af Slesvig, der atter gjorde Fordring paa den danfte Krone. Snart hed det igen, at der bleo mceglet Fred oed Grev Johsan den Mildes, Sti Anders-ans og Bistop Svendg Bestrebelsen og at der var stuttet en fore løbig Overenskomst i Spandau, der inden Maj Maaneds Udgana stulde stadfcrstes ved et vigtigt Fyrstemøde i Ly bæk. Endelig horte man med Forundring, at et Forlig virkelia var sluttset mellem de ftridende Herrer og ersier i Lybcrt Sendagen før Krifti Hin1rnelfartsdag, og at dette Forlig stulde ocere lige saa hæderligt for Danmark, som tilfredgftillende for de holstenste Greve oa Hertugen af Slegvia. Under alt dette sad Prins Otto enonn i sit Fcengfel Vaa Rendgbora Slot. Fuldmaanen stinnede atter paa hang Fangetaarn, og gatnle Aroid Smaalcending bcevede for den unae FUrstes Liv. Men alt blev Ved det gamle. Man sgg Orest-In Fjennpr eller Nennen Den strenge Borafoaed holdt Taarn on Fcestning stcerkt bevoatet. Den fangne Prinsz oa bang Tjener modtoge dereg Fiornødenheder paa sædvanlia Tid aennem en Luae i Lofte’, oa naar det var Helliadaa, tunde de i Taarnkamret hore Korfangen fra Blotgkapellei. En Morgen opdaaanede Prinsen med et veniodiat Stil-. Foraargsolen stinnede venliat ind paa hans Leje, da der limedes sestliat Ined Kapelllokken »Er del ikke vor Ocrreg Himmelsartgdag i Dag? Ardid!« —- spurgte han »Im drømte, jeq var fri da i Ritte, Da det lød saa dei-« liat lwad de smaa stordrenae sana om svnr Herres og Fiel sersis Sei-er da Hinnnelflugt Naar stal jea doa have den sterteglcere ian, at kncele i en tristen FlirkeZ hør, nu rin aer det jo til Ottesana!« »Til vix-se! det er en ltøjhellia Daa!« — saade Arvid Idsdredt on san nd nf Gitter-et — »Men sei nn tommer her fremmede, Herre Junker! Der rider en sort, jernklcedt Herre ind ad Slotgnorten Det er bist Gred Jernhenrit f«:ld, sont de jo talde l)am. — Ederg Farbroder er med on mange sornemme Herren Gnd give, det maa dære fot det adde!« »Det venter jea ilte; ——- doa, i Guds Navnl lad der komme, hvad Gud almcegtigst hat beskikketl Vore Hoveds haar er alle talte.« Prinsen stod op og fuldendte rolig sin Paaklcednina. »Den rasle Svend Trost er medi« —- vedblev Arvid. »Men han ser helt tantefuld ud; han bærer ilke eders nnldne Sværd mer« —- Han ridek sved Siden af en bund-en Eis-end mellem lltytterne.« ,,"5-angen altsaa!« —- inade Prinsen Ined deltagende Rast — »maaste atter for min Skyld Er han Ebbseseng Ist-tende, tommer han dist til sin Ulytke til Rendsborg.« ,,Det forbnde Gnd oa St. Erikl han var en segen sindig Galning for syv Aar siden; men Grunden i ham dar ægte Guld. —- Hdad han syndede ntod eders ulykkelige Herre Fader, vilde han gøre godt imsod ier. Se, nu løster ban sit Hoved, som han Var slagen til Ridder af den store Thokkild Knutson selv. At, Gud bedre det!« — sukkede ban — «hvor er der nu et Riddersværd i Berdscn, som Marst ThorkildsZ og det brød vore Bødler i Stytker paa Stafottet« —- — Er du attier inde i din blodige Fortid? min tro, gamle Ven!« — sagde Otto — ,,lun hvad der er forbi og hsvsad der tommer, let-er du dioa helt i. Hvad menet du, denne Dag vil bringe os?« »Du vil vi sniart faa at vide, Herre Junkerl Jeg hører ialt, man aabner Taarndøren dsernede. Hver Gang den piber Paa de rustne HEngsler, husker jeg paa den Son dag Morgen, de aabnede Døren til vore Hettugers Hun aiergtaarn paa Nykøbing. Man skulde altid smøte Hengs lerne paa disse gamle Taarnporte!« Man hørte nu Fodtrin paa Taarntrappen, og snart aabnedes Døren til Prinsens Fængsel. Hans Faders Halvbr-oder, Grev Johan den Milde, traadte ind, ledssaget af den høje Sti Andersen as Bjørnsholm Ridder Sti vendte sit spidse Ansigt om i Deren, med et tilbagevisende Vink til Vogt-en, og ivilde lukke Døren ester sig; men den aabnedes igien paa Klein. ,,Jeg beder eder, kcere Herre, for eders gamle Kæriigheds Skyld,« — hviskede en bon lig Stemme udenfor, medens en bestøvlet Fod hindrede Døren i sat lukles —- ,,l-ad mig blot komme et Stridt in densfor og se haml Det var lun derfdr, jeg overgav mig til eders Hsjmodighed og lagde mit Liv i eders og jer nn bagste Kongeö Haand.« »Dum-dristige Vovehalsl var det Meningen?« — brummede Sti Andersen. —- ,,T-ak din Helgen, kan jeg bringe dig levende her fra; du kan tidsnok lomme i Grev Henriks Taarne. Korn da, Galning, du sial here din Dom!« tilføjede han truende, dog i mildere Tone — »men du tier som en Mur, eller du er Dødsens!« »Gut) velsigne jer, Hr. Stil« — hdiskede Svend Trsst og traadte helt ind ad Døren, hvor han blev staaende ved Tærskelen, tavs og stille, efter at han havde hilset Priner med inderlig Deltagelse og givet gamle Arvid Smsaialæn ding et venligt Nik. Prinfen havde med rolig Tilbageholdsenhed halvt und draget fig fin artige Farbroders Omfavnelse og tillige be Incerket det besynderlige Ordflifte i Fcengselsdørem hvor-« fra han havde ventet at se Grsev Henrik selv indtræde; da han nu saa, det sviar Svend Trøft, der traengte sig ind, fom en blot nysgerrig Tilskuer, overfor en uvilkaarlig Harm Rødme hans blege Kinder; men den unge Ridders della gende Blik og bestedne, hjertelige Hiler bortfjernede pfe blittelig hin Følelse af Uvillie. Prins Otto besvarede hans Hyldning ret mildt, msedens han tun vaerdigede Sti Andersen en kold og formelig Opmcerksomhed Efter en Strøm af høflige Ord, hoori den milde Grev Johan bevidnedse sin »kcere fyrstelige Herre Brodersøn« sin Deltagelfe i hans ssørgelige Stilling og fsorsikrede, at hans Befrielsse i mange Aar havde været hans Venners og Freien ders inderlige Ønske og alvorligste Bestrcebselfey kom han endelig frem med sit Horedanliggende og overrakie Prinsen et Dokuinent, med elleve Segl ved, fom han bad ham beha geligft at gennemlæse. ,,Jeg har irr-set, det vilde være eder kcerere at modtage dette vigtige Fordrag af en Bens og Frccndes Haand, end af Grev Henrits« — sagde han —— ,,derfor har jeg paataget Inig alene, hvad der lige saa fuldt var Grev Henriks og hans Brot-ers Pligt. Ligesom det nylig er l1)kkede«g mig, med Ridder Sti og Bistop Svend, at mægle hæderligt Forlig msellem eders Herr-e Broder og de holstenste Grsever, saaledes haabser jeg nn ogfaa, at min Mellemiomst her vil vcere af gode og velsignede Følg-er. J ser her det Sonebred, der sikrer eders Herre Broder Dan marts Trone og foreløbig hceder alle Fjendtligheder saa del med det grevelige holften-rendsborgske, fom med det hertug liae slesdigske Hug. De Betingelser deri, fom angaar eders paa Vsedtcegt grundedse Rettigheder, sont ældste Prins af Danmark, saa vel fom seders personlige Frihed, haabser jeg, J itle vil tage i Betæntning at besegle, helft da eders fromme Løfte at ville indtræde i den hellige tyske Orden, sefter hdad Ordenens vcerdige Højmefter har berettet os, allserede indirekte indseslutter alt, hvad her fordres.« Prinsen havde taget Dokuinentet wi«"««Haa11derii, men uden at se Paa det. Efterretningen om Forliget og hans Broders Lykke fyntes at gøre et dybi, dog blandet Jndtryk paa hasti. Alles iØjne ivar henvendte paa ham, undtagen ganile Arvidg: han havde stillet fig i en Krog ded Komi nen, hvor han besteden tun syntes sysselsat ined fine Tie nestepligter, medeng han dog opmærksom lyttede til hvert Ord og undertidsen foldede fine Hcender med en sagte Main len. Sti Andersen betragtede Prinsen med et fnu, for sisende Blit. Den milde Grev Johan fmilte venligt, sont fcedvanlig. Han hsoldt nu inde og ventede Prinfens Sivar. »Jeg talier eder, Hr. Farbrod-er, for den Deltagelse, J forfikrer mia orn, men som jeg i fhv Aar itke har været saa lykkelig at bemerkt-el« — tog Prins Otto Ordet nieb fagtmodig Røst, dog ej uden en bitter Fellele der bragte hans fine Mundmufkler til at baeve. — »J- vcere ogsaa takket for den Siaansel, hvormed J- nu befrier mig for en oprørende Underhandling med mine aabenbare og gru fomme Fjender! Det Budslab, J bringer mig om min Vroders Ophøjelfe, bør gøre mig dsenne højhsellige Dag til en Glædiesdag, ogsaa i verdslig Henseende, om lend ikke min Frihed, som jeg dog havde haabet, blider en ubetinget Følgse af hans Lytke. Behag at lade Forliget oplcese for mial At tunne lcese et trøstende Ord, har hidtil været mig en Husvalelse; inen diet svage Faengsellys hat nu fdcek tet mit starpse Syn. Saa Vidt jeg mcerker« — tilføjede han —- ,,kan dette Doknment dog intet ind-eholdse, som be høver min Stadfcestelfe, siden dset aller-ede, uden mig, er sluttet og b-eseglet.« Grev Johan modtog Dokumseniet nied et høfligt Smil og overrsakte det til Sti Anders-en, som hierorer blev noget forlegen. »Jeg læser flet, vselbaarne Greve!« —- fagde han undvigendse — »faa godt som slet ikke; men der staar min forrige Væbner, den unge Ridder Trost — ham har jeg ladet oplærse i sligt. Han har intet andet at gøre her. Tillader J, han oplceser det? derfor lod jeg harn traede her ind med.« Paa Grev Johans indrømmende Mine og Sti An dersens Vink fremtraadte Svend Trøst og grseb Dokumen tet; han fæstede dog først sine Øjne pasa Priner med et ærbødigt spørgende Blik, og paa hans Vint begyndte han nu ined stigende Forbavselfe og bævende Stemme. ,,Til det førfte« — siod der — »sta! Junker Otto, Hr. Vsaldernsars Broder, blive hans Fængsel lvit, naar denn-e Sone er forvisfet, og sial han anivordeg til Lybcek til Martgreven ellser Kong Vsaldemar, hvem der ham for drer; dog stal Grev Henrik og hans Broder Claus item Grev Johan tage Forvaring af ham tilforn, sasa han stal safstaa al hans Tiltale til Danrnarl; thi der i Riget stal ingen flere regere med Guds Naiade uden Kong Walde mar« —- — (Fortsættes.) M Tilbagcnnmrc nf »Danskcren« mcd For tællingcn »Wind Otto af Taumark« vil ika kmmc fnasn B. S. Jngemannt Valdcmar Seien J Omflag 80 Gent-T Jndbundcn 81.20. Erik MenvedS Barndom J Omslag 80 Ccnts. Jndbunden 81.20. L Dzmsn Wir PUBL. Hausk. mai-, Nov-.