Prins Lttoaf Mncatk
og h ans gnuntid.
Hrsroufk Roman
as
Bernhan Sercrin Ins-Unanst
Anden Del.
effonsau
»Du er et Dilet, rasende Tyr, Volle!« —- udbrsd
Stand Trost, heftig forbitret. —— ,,Hvad var din Hensigt
med del um«-träge BlodbaM og — hvad set jeg! Hasel i
Brand! —- Er det ogsaa dit VærkZ Mordbrænder!«
»Hvad ander, kcere Herr-e! det er jo i sin Orden. Hvab
bedre Hensigt er der med det hele Slagreri og Morvbrcen
deri, re fxore kalder Krig og Fejde i Verdien? Hvor jeg
trcesser mine Fjender, slasar jeg dem ihjel paa Stedet,
hvig jeg kan, for min egen Form-jele og gør dem hvad
ondt jeg formaar af et oprigtigt Hj-erte. Det er natur
ligt, ved jeg: det gar de uslyldige Dyr, fom jeg; det tykkes
mig meget ædlere og bedre end at myrbe Foll for Penge
og efter Kunst og Realer eller leje fremmede Slyngler der
til, for at vinde Kroner og Herskabsret og siden pine Fol
lene til Døde med Statter og Afgifter. Er deit Uret, at
flaa en Snes lumpne Karle ihiel i en Kko og svie et Hus
af, for at redde Liver, saa er det vel starre Uret at flaa en
Sneå Tusinde brave Folk ihjel paa en Valplads og brænbe
hel: Bner af for ingen Ting; mien bet kalder man stort og
fyrfieligt, og del stammer ingen kristelig Ridder sig ved at
Lage Tel i. Noan Nytte var der bog til, jeg gjorde lny i
Kroen!« —- tilføjede han —- »haobe jeg ikle givet dem an
der at tcenke paa, havde vi nu begge vætet hcengte, og hvem
stulte saa tage sig af Junkeren i Rendsborg? En gainmel
ngning sit jseg da ogsaa betalt med det famme!«
»Er dette Vejen til Rendsborg?« — spurgte Svend
Trost hastig — »vis mig paa den Vej, og forlad mig faa!
Vi to pasfer ikle langer sammen!«
»Mod hvilket Verdenå Hjøme vi ridet, kan jeg sprst
sige fer, naar Stiernerne kommer frem« — svarede Volle
og saa sig om. — ,,J maa itle vare vred paa mig, lære
Herre!« — vedblev han i en bsnlig, godrnodig Tone. —
»Jaget J- mig fra jer, rider jeg tilbage til Brandstedet og
ladet dem fpidde mig eller kafte mig i Flammen. Jeg
hat nu en Gang faaet Godhed for jer, baade fra Bistnsp
holm og fra den Tib, vi delte ondt samtnen paa Segel-erg.
J har to Gange reddet mig Liv og Lemmer, som en brav
Karl, og jkg hat bestuttet at tjene jer tro til min Dsdsdag,
om J saa vil sparte rnig fta jer hver Dag, som en siabet
Hund«
»Du er mig set underliat Ultennefte, Volle!« — spa
tede Evend Trost. — »Du hab-er Da elftier lige scett Lm
hvad der Ir godt og ondt dummer du altid paa din egen
Vis, oa mangen Gang fater der ligefotn en chevel i dig.
Sig mia ovtiatig, er du lristendøbt7 paa Bjørngholm Var
der mange, der tvivlede paa det.«
,,Hvem lan huste det faa nøje, unae Herre! i al Fald
her det naeppe bidt paa mig, siden jeg er bleven saa fort.
Om min Peblinaetid Ved jea ej andet, end hdad rnin Bedft«e
modet hat sagt mig, før hun blev brændt, oa hvad jeg hu
fter fra mine Hundedrengsdage paa Segebergx men lad det
aldrig bekymre jet! Mied den Barnetvæt, jeg hat faaet,
Vil jeg nøjes. Den enefte Klett, der hat taget sig af min
Tro, hat jeg taget mig af igen after ringe Lejlighed —
det var Grevenk Kapellan. Hdad J talder Kirle on Kle
resi gør jeg ikte saa overvcettes meget af; det dil jeg gerne
tilftaa jet, for J vil dog ikke angive mig og lade mig brænde
derfor af KriftewKærlighed ellet hvad Kapellanen talder
Omhu for min Sjæl!«
,,Msen hat du da slet ingen Tro ellek noget at holde
dig til, hvad Sjæl og Salighed angaat?« —- spurgte Svend
Trost med et deltagende Blit.
»Ja vift hat jeg det!« —- sagde Volle — »jeg tror
Paa Jorden og Stiernerne, paa Jld og Band og Staal
— paa Guld sog Sølv med og Paa Gønduls store Aandet
—- dem, der styret baade Jld og Luft og Had. Jeg tror
ogsaa paa, hvad min Bedftemoder hat lært mig af Sulla
Suts stcerte Ord; dem er der mer Magt i, end i alt hvad
jeres Bispet og Primere præter om. Derhos tror jeg paa
mig felv og mine gode New-er" —- tilføjede han — »og paa
hvad der ret levende faldet mig ind, naar jeg tænker paa
min Bedstemoders Øjne eller set paa de gamle Stierner.
Men lad diet nu Være godt alt samtnen, kcere Herre! Om
min Dsd stal J aldrig bekymre jet: jeg gør mine Venner
hvad godt jeg lan vg minie Fjender hvad ondt jeg kan; det
er ærligt og naturligt, og del gør J andre i Grunden med,
naar det tommer til Sstytiet. Jeg taget min Føde hvot
jeg sinder den, ligesom Himlens Fugle Hvsad jeg føler
Drift og Trang til, stal ingen bilde mig ind et Synd ellet
Uret; jeg er aldrig frejdigiere til Mode, end naar jeg ret
at Hiertens Lyfi hat«btugi min Frlhed, hvad cntcn man
evil llappe mig eller hænge mig detfot. For min Sjcel og
Saltghed lan J vcere rolig, hvvtledes det saa hænger sam
tnen med hin Tvæt, J spurgte am. Der hat jo levet og er
dick mange tusinde Mennesieflcegter i Verden, spr der var
Vievsand og Dsbefsonter til; Verre end dem, vil det vel
itke gsaa den fort-e S«vend, hvadi enten jeg er vadsket af en
Klerk ellek ej. Jeg hat slaaet mange Slyngler ihjel, som
var triffendtbte vg bat Helgenbilleder og Krucisitser paa
Ort-steh vg jeg mener. jeg stal blive fuldt saa salig baade
sont Gtevens Kapellan og den tullede Greve felv og de fleste
stote Fyrstet og Riddere i vor Tid. Jeg er tilmed nsjsom
og wnt til ringe Kant, unge Herre! jeg forlanger ikke met
san megen Saltghed, sont J fine og fotnemme Falk. Naar
jeg tun hat feist Luft-W min Frished og en Bid cksrt Bttd
i Lassen, bryder jeg mig tun lidt otn alle de Linsens Kro
M, J spidset feres Nase-r paa. Jeg for-langer slige san
M at synge om Kap med jerei Engle, fom at blive tilbedet
» of edets Effekte-nimm blandt jerei togte pg- stegte helgem.«
»Willst grueligt hedenflab let-er din Sjkel dog i,
»am- Bolce!« —- udbttd Spend Trost med hjettelig Bett-m
»tiuc: —- »Din ma, sowildtde Sjæl staat bot vol itke i
Its W at oplyfe es sielsez men nu vil vi dog ille stille
OI for M M! De Musik- du altid mal-er pass, er
W M Mllpckk — Mlev han —- «'oem um«
«IMMMquMMMMTM,M
szfIMWMLbW-Ufhldulwsösl«
Dasean seist « m Im- sa
· I
s:
sn jeg vilde sorlange
htw
fwu ------
H
as ;:i, it J ildrig tnaatte lkde til ederg allerhelligste Jom-!
frts ist-» heitres Familie eller Svogerstali, sont jeg nok ded,
F. rolrrr irarlig paa«
,Ti stille, Hednina! sorljaan itte,
nar inn, ined din vantro Tale!«
»T r s: r Iz, kcere Herre! hvor urini elia J er; jeg tnaa
ej sinnt-« » take hofligt on: de Guder eller Ltlanden J tilbeder,
’ ei! "s Los til at kalt-e mine usnnliae Vcnner Djæ
thei. lad og hver bxholde stn Tro i Fied, unge
hoad du ingen
Ulksels
Es
«- g «
Fak.
Verte! Ex:
»Unsere Exxr i Bei-den«
Its-. .
-szzk:s, Ti«-«eist san fast cknzistplig paa sjll soer Folge-«
srenc, io.«-. i rette Dieblit havde faaet Die paa nogle frem
tindstnre Stier-net og atter inuinlede en as Sulla Guts
dein-religiied:fulde Besværgelser, idet lian snart saa paa
Stiernerne, snart paa alle Træer og Buste ved Bejen.
»Lad lkam farse lwileloå i Gruben « i de onde Vetters
Volk-I« -— muinlede han og spyttede. — »Hu tontnter List
toxjet i Morgen. Herrek« —- udbrød han højt tned hoverende
Glied-u — »Den Stadg blirer vcerd at se! Vi er pan
Veien til Jtebo
»Ja san! Men den sører itle til Rendsborg« — son:
« e Srmd Trost.
»Greoeng Fangetaarn tan vi tidS not finde Vej til,
exzen nsaastse sent not tilbage fra. — Stal vi dog sare avet
Hm i Fjsendens Land og satte vor Hals i Vove paa Ud
riJI r Ævent yr, saa lad oS give rel Agt paa, hoad de unge
lZEVe tuke o: n, hocr den gatnle nu stal tie for evig!«
»Hm! du lan bade Ret!«— svarede Soend Trost
Ha niltere. -— »Det Tog vil jeg se! — det blirer fast et
.«;-«-edelizie.·«se Søraetog for Danmart, end d;t, j:g saa i
—— Man red fort i rast Tran, og den sorte Soend
:.1n.-·J In plattnsk S-torpraler—Vise tned en teminelig over-«
ec- n Esterlianina as de Krigzniændg Faater, bvis Baa
-.t« ca Ftlceder ban bavde fr ataaet dem ined dcrcc Liv.
« ( «
Lock
Ta tet rinaede til Højntegse nieste Daa i Jizpeha var
:. sein ret atdrig stillde ovliøre need stlottetlansien og
tsdtsrerte Tiza fra Feine til Kirte over ltele Holsten
ezr («i1lk.tierne, der lød for den inagtiae tttrev Gert.
: Hier ejen udensor Staden ht- dde Erend Trost og
c:-.: sorte Erend alt holdt i nogle Timer blandt en talria
älnxzzistare fra. Oniegnen, der dentede taa te: Linn, ingtn
-.r alaedede sig over, uden de to sortlcedte Dunste
Zoend Trost var doa helt alvorlig og naiten Iztnodia
siernt. Den Deltagelse, han saa i alleg Vlatnrn og den
Bxsundrina, ban horte Holstenerne ytre for dereg vin be
kennte, satrne Herre, tilbagetraengte bang veltilfredse Fo
l-e!se, sotn danst, orer det Optog ban her med Livsfare
eilt-: bestue. J den sorte Svends ran, hoverende Miner
Var derimod Glied-en over tilsredgstillet Hcevn temmelig syn
Ilig; han trytlede sorstgtig stn holstenste Hjcelnthue dybt ned
Icrser Panden og det sortebrune Anstat, for itte at røbe sig
lblandt de talløse Fjender, der oste udbrød i vilde Trusler
og Zorbandelser mod alle Dunste·
Gennetn en tyt Støvsly paa Rendgborgvejen glimtede
nu en sremryltende Lansestov i Solstinnet, csg snart saa
man den anselige Krigerstare, der med Gerts Spnner i
Spidsen sørte den saldne Greves Lig mod Jtzeha J de
unge Grevers Aasyn var den dybeste Sorg og en srygtelig
Harme synlig. Grev Claus syntes mildest bevæget, og der
toni hyppigt Taarer i hans Øjne· Den stolte Grev Henrit
- var bleg; men der var en isnende Ro over hans mittle, traf
tige Ynglingsaasyn Der var ingen Taarer i hans starpe
iFalteøjnU men hver Gang han saa stg tilbage til Ligtisten
F med Faderens Lig, som sørtes paa en stot, aaben Rustoogn,
omgivet as hanS sprgende Livvagt, for der srygtelige Herrin
lyn sra Grev Henritg mørte Blit, og hans Bleghed asvets
lede nied blussende Rødme. Jnden Toget naaede Jtzeho
.Statsport, mødtes det as en stor Sorgesiare sra Segeberg
»oejen. Blandt mange garnle holstenste Riddere, sont for
Jrnedelst deres Alder itte havde deltaget i Felttoget, saa
Eman her to hpje, sorttloedte Damer til Heft. Den ene var
ten aldrende Ftue ined et statut, spidst Ansigt og et uroligt,
stedse vetslendse Blit, hvoras Sorg og bitter Harme syntes
at udtindre, under en idelig, næsten tratnpagtig Blinken,
medens hun med stolt Mine holdt Hovedet oprejst og isvrigt
iagttog en strgende Dronnings Anstand og Selvbeherslelsr.
Det var den saldne Grev Gerts Gemalinde, Sophia, en
sødt Fyrstinde as Werle og en Datterdattet as den myrdede
Kong Erik Glipping i Danmart, med hvern man havde dil
let finde en betydelig Lighed i hendes Bæsn og Ansigtstræt.
Den anden sorgende Dame var Grev Gerts SIster, den
stolte Fru Elisabeth sra Segeberg, der endnu oste benan
nedes med Dronningenavnet, nten hvis Mod og Stolthed
nu naesten syntes tnceltet as den store, uventede Ulytte med
Broderens Drob. Ligtoget og Heeren holdt stille, inedens
Grev Henrit og Grev Claus steg as der-es beste og modtoge
deres Mode-. -a Faste! med et bestigt Udbrud as Sorg og
bitter Smerte, sont nu endogsaa fremtaldte en Taare t den
jernfaste Grev Henrils Øjne. Saasnart han havde tysset
sin Moders og Fasters Haand ssrte han der-es Heste tat-s
hen til Rustvognen, sont han selv steg op paa. Han lod
Laiaget lsfte as.Ligkisten. »Hm J endnu Kraft og Mod.
min hsjsyrstelige Moder-! — hat J eders soedvanlige
Sjælsstyrlte, min hpje Faster!« — udbrsd han med fast
og krastig Stemme — »saa set her hvotledes en danst Snig
morder bar mishandlet eders Gemal og Broder, min be
rsmmelige here-e Faden den stsrste Krigöhelt og Sejerherre
i Norden! Se, det er hvad Verden hat tilbage as Holstenz
Grev Gerhard den Storc; nien — ved den levende Gudt
og ved den mcegtige himmeldronning, som selv i sit Billede
hat bragt harrt Sejet og udsdelig Wut« — her tog han
det berimte Mariabillede sra Mo med den store Guldkædse
nd as Ligiisten og hanc det htjtideltg om sin hats-— «saa
sandt dette vor Slægts Menotz vort wiqe Pant paa Stor
hsm mig, Edle Freud-r og Barth —- vedblev han med
seitdem W Rest — »We, min brave holsterl J Im
sit-here og feil-name Man-tot hoc-d jeg, Gret- henrtt as
IMM- htt lose- sot Inds Aashn og al Berdent —- tnqen
siedet Saale stal set-e k min Stel, end dehnen- og Gen
Mk Ietsttdise Saat-, til ieg dar sttdt min sme
IWMHIWMMOMVIWM
MJnWwiwleapaadcammzonpg
Uil net oise sig en Gang, lxrem rer lur de bedstr»
l
.
-
i
i
«
l
(
hed og Seit-, tm er vorden min Fadeenearvt den mægtiget»
Wand et like bortsavem den Iever i han« Qlod og Astomp
r
Insmtersfs tnnstr «.!!-mts.r!«« Med risse Erd cui-b hskl FO
kskreng sue-re Slsagsvætd fra Kistelaaget og lagde sit egkk i
Sit:det. »Jeg loret dig et VII-dessen som stal ryge til Him
1-:n. min Faders Aand!'« — udthd han attek med frygte
lig Rost —-— »saa sandt hjcelpe mig Gud og hans helltge Ord!
detpaa Vit jeg tage det højhellige Sa«tra1«1ent.« Han havde
tagt sin venstre Haand paa sin døde Faders Brust, og med
den bvjre vendte han Spidsen as Faderens Svætd mod!
Hinder medens han tyssede paa det torsdarmch Heft-II
og tnælede paa Rustvognen forcm Kisten. Der var i
nenlc Djrblitte dsdsstille blandt de mange tustnde Mien
nester oktclring hat-n Derpaa reiste han sig tavs. Pan
ikans Vink lagdes Laaget paa Kisten igen. Grev Henrit
stcg pga stn Heft. De sprgende Damer havde tilhyllet deres
Uzsyn i ds: lange Sorgeflor og grced. Gtevinde Sophia
m næx csed sen Asmagt, og man maatte understøtte hende
sirgje T"ebiitte; hun havde dog itle set Liget; men Fru
Elisabeth havde set stift og længe paa sin Brod-ers blodige
Lig, der laa sont en halshuggiet Fotbryders i Kisten. Spr
getogset drog nu langsomt og højttdeligt vtdete, og en latinst
Ligsalme istemtes af en talrig Stute Klosterbrødre og Kor
krrrer, sont med alle Holstsens Proz-latet var draget Liget i
Mode fra Jtzeho og nu, nied Votgtcerter i Haand og den
stellin Jomfrus Kirtebanner imellem sig, jtillede sig i
Znidsen sor Sei-gestatten
Den store Almuehob sulgtc Toget med deltagende Ud
btud; mcn Svend Trost blev ene tilbage paa Korsvejen
med sin Ledsager. Han sad stille paa sm Heft i alvorlige
Tanter, medens Salmetonetne og Kldktettangen endnu
ringede i hans Øren, blendet med Foltehobens Klaget og
Numtm »Bort!« -- udthd han og vendte sin Heft. —
.,Det var itte smukt, vi vilde se paa dete- Jammer. Jeg
Jtcrdedis mig fast dertilx men det var en ond Glæde.«
»Er! nu komm-et han dog som en stor Mond i sin
Grav, Ost Beftie!« — mumtede den sorte Svend og takte
Tungen heinntelig ud efter Ligtoget — ,,et helt Folt hylet
ccxr det Aadsel, som deres Asgud. Hadde jeg Magt sont
god Villie i Dag.« —- tilføjede han med et vildt Bltt —
,,jeg stjal dem endnu den stoldede Hund ud as Ligkisten og
slcengte heim i Ratterkuglen his.« Han vedbtev at mumle
:·2-s:d hcevngerrige Miner.
»Fy, Volle! fater dine onde Aander i dig igen?« —
asbrød Svend Trost ham med streng Rost og truede. —
»LJt Vor tapte Fjende fare tned Fred i sin Grav! han
gest ttte slere Ulykker i Werden. Den sorbarmende Gud
rast-c lzam og alle Synder en naadig Dommer!«
«Gsndu!s Aander flide hans Sjæl!« — mumlede den
sorte Srend, dog saa sagte, at Svend Trost itte hørte det.
»s- har Ret, unge Herre!« — vedblev han hsjt —- »der
var dog ingen stor Forupjelse ved den Ligfærd! de høje
Herr-er og Fyrstet maia date saa store Slyngler, de vil —
de tommer dog altid med Hader og Stads i deres Grav.
Saadan en Jotdescetd faar edets brave Morbrodek aldtig
i sine Levedage —— ellet eftet sin Ded, stulde jeg sagt —
og han hat dog mandelig fkelst det Folt og Rige, denne
storartige Vatulv vilde opsluge.«
»Stadsen tsan de dpde undvcerr. Gud give dem det,
der er bedte! Naat feg en Gang ndstifter Sjcelegods, til
Bod og Bøn for de dødes Fad« —- vedblev Svend Trost
alvorlig og taftede endnu et Blit tilbage til det stote Spr
gsstog — »saa vil jeg vel ogsaa tænte paa din SjæL Volle!
men sstst dog paa den stote Niels Ebbesen og setv paa den
henkettede Gtev Gert. De to Nat-ne vil dog aldrig glan
mes, saa længe Danster og Holstet er til.« Med disse Otd
sporede han sin Heft og red fort, uden at vide hoc-them under
den stedse votsende Ligtlottetlang, medens han ikte uden
Uro teentte paa den jernfaste Gtev Hentit med det oplsf
tede Blodhævnersværd paa Ligvognen.
Syvendc Kapitel.
Ogsaa i Rendsborg fottyndte nn Klotterne den al
mindelige Landefokg over den navnlundigfte af alle hol
ktiensle Fyrfmx J det stærlseste Fang-Kaum paa Borgen sad
her Pein-I Otto af Dannmrt i en mørh hvælvet Stenftue
ritd set i Muren fastnaglet Bord, hvorpaa der lun faldt
nogle faa Lygstraaler gennem et lille Gitter i Murfordylk
ningen. Lige over for ham stod en aldrende Heere med
den tysle Orden-J Kurs paa sin forte Kjole og en hdid
Kappe med samme Okdenstegn over Styldrene. Det var
Ordenens Højmefter, Brodek Henrit Thugsener, som var
den førlte fremmede, man i syv Aar havde tilstedet Abgang
til Prinsen. Ved Fiaminen tncelede en gannnel, gtaaslceg
get Tjener og pustede i Gløderne, for at opvatme den fug
tige Taarnstur. Det var gamle Arvid Sn1aalcending, fom
her hat-de opføgt sin Heere og faaet Tilladelfe til at dele
hans Fangenslab for at besorge hans personlige Opvart
rang.
Prinsens Ansigt var blegt, men forunderligt mildt og
roligi. Pan Vorbei lag en tillutt Evangelieboa i fort
Fløjels Bind, mæktet med den tysle Ordens Segl tillige
msed et opslaget Haandskrift, der indeholdt hint gejstlige
Riddetordenås Statut-er og nogle historisie Bereininger om
Okdenens Bedtifter i de hebenfle Lande samt en begcjslret
Udvilling af deng Fortjenester og ophsjede Planet. Prin
sen hvilede Armen paa det opslagne Haandslrift og hsttc
med velivillig Opmætksomhed paa Højmesterens Tale. Det
var en anfelig Heere med en Prcelats gejstlige Verdighed
i Minet og Adfcerd, forenet med Ridderens Attighed og
den sine Hofmands statstloge Fotsigtighed. »Det glceder
mig, hsjbaarne Herre!« —- sagde han med en artig stning
—- ,,at sinde edet faa gunstig stemt for vor hellige Orden
og dens store Formaal, som J nu af dette mit ringe Strift
tilstmltelig lender'« —- —
»Tag Plads, vardige Feder og Vettel« —- afbrsd
Prinsen hom. — »Jeg taaler ilte selv godt at staa. Sav
net af den frisbe Luft begynder ncesten at- borttage mine
Ungdomstreefter.«
»Tillad mig at blive staaende, fom det ismmee sig i
min fyrstelige hetees Næmrelse!« — «vatede htjmesteren
»mei) cethdig Mine. —- ,,th det tun var lylkedes mig
»f-: at faa persvnltg Abgang til ederi Mandel — Med
Jntin Kundstab om ederd kristrltge Sindelag vg den fromme
Inksigmupm jeg mer mes- Tenvemmde. runde jeg muckte
share undetsttttet steifem-s og edm Freuden Bestrebelfet
Ifot eders Fett-ed Ei prangende Otd im den heilige Inder
Istulde mln tinge Jndstydelfe del have udvikset, og det- vitde
næprz zjazsr scrsejet sin Virining M;k J: im UWjeIkghEV f
i rcrdxtigix Sag-er, var ederg incrgtiae Exil-NOT Nil JUW en "
lydiz Son af St. Pederg Stol, soin han rat en hengioen
Tillxzder af vor himmelske Natdens og HIkligkL DMS DAM
Ule Hor! nu ringer Ligilotterne sor hank Sjckl hist
baar te Fierre! bester J Nag til ham cndnu sor bang Hautb
hed niod eder saa vil vist disse Toncr ior Vindlc Ratt i til
fromme Bonner for hang Saiighed itun ined et fu«-WANT
forsonligt Sind oil J hielt extent-: Aanden 1 vort selv for
naeaicnre Samfnnd, der seiv intet forrter af Verdens
".U«.’.iat ca Gods og Herlighed, men tun har Giids Rige og
tdfarnc Isjlcnnestero Salighed for Lie«
»Bo: Herr-e og Dotnmer ver-re nn mildere mod min
dode ijndä, end Giert rar mod Danmart oa smki3« —
sagde Prinsen med et Sui og foidedc smse Hand-et —- «
»H-an5 grueiiac Endeligt har rystet mig« -- Vedblev kiOU
ined iraftigere Rost — ,,men hans bratteDod bar vist mig,
at d;n, der raadJr eoig over Folienes Stæbne, itie behover
Fhrsters og store Heere-z Hjælp for at udfore sine retoise
Domme- Ser J, værdige Fader! denne ojensynlige Gut-Is
dom i hin mægtige Tyrans Fald, medens jcg sad her af
nicegtig i hans Fangetaarn — dette Lynslag hat Iagt VM
storste Væat til en lasnge nceret Tanie i n.5n Sjcel, tIM
eders Meddelelser og fromme Jsver nu ogsaa har bestklkkkt
mig i. Mia trasnger Berden itie til: det bar j:g i:i —
Vii Danmarts Foli, som J siger, nu ræiie min nnng Bro
der Kronen og foler han Kraft og Fiaid til at hare den
med Ære for Gud og Verden — i Gndg Navn! saa vorder
ikg eders.« ·
Ved digse Prinseng Ord reiste Arvid Siiiaatasnring
sia urolig fra Fiaminen ined en smerteiig, bedende Mine,
ik.t hat-. fglkrde te stor: Heender og rnstede Hohedeh dog
aao Prinicn iitx Aat pia ham: men Hojinestscrkn items-risse
rxn an tlcix sare Lidfasrd Da stillede sig inellzm han oa Bring
Otto. ,,1!dsig Loftiti hojdaarne Herr-el« -—— faarr lian
lustig -—- »der liang Ecangeliebogen —- Lad edercs gndelige
Forscet aidria rottegl beiræft det for ederg Fædrelands
Ro, saa bei sosn for kderss egen Sjælefreds Sinn-, ined den
Ed, der vist not, med Hensnn paa mig og min heiliae Orden,
er civerfiodia, hoor indicriig iært det end vil vcrre Vi- en
Gang at innne omsatne en saa aedei Finste, som Tor fri
Orden-.- Broder og oior Medstrider for Gnds oa Sand-he
dens Rige!«
Prinsien reiste sig nu med en pludsclig Jld ca III-es
tighed, der oidnede om Fang-eng angrebne og let itsisaaeliae
Nerverz han odioitedk sii Hooed og det fromme Bitt mod
sit Fængselsloft, mer-eng gatnle Arvid forgaeveg gentog sine
advarende og bztænkelige Miner. »Den alvidende Gnd er
mit Vidne!« —— iaade Otto med Haanden paa sit Brnst
« «hdad jeg i denne Stund bestritten sier iiie i Haab om
nogen timelig Forli-el, ei engang i Haabet om min Frihed
i dznne Werd-en, men for Gudg og den eoige Saliabeds
Styld, til Dantnarig og min iære Broderg Lytta Jeg
tooer og tiisiger eder da, oaerdige Fader og Herre! at jeak
.uden Fordring vaa nogset timeligt Gods og Herredomme,
en Gang vii indtræde i eders heilige Orden, for at saegte
imed eder under Korset for Guds Ære, saafremt jeg siai leoe
og atter indaande Guds fri Luft uden for disse Fængseis
imure Modtag dette mit fri Laste, crrvcerdige Herr-: og
Faderl jeg nedlasgger det i eders Haand og i eders Sjoei
med Haanden vaa dette hojhellige Evangelium Jng er
jeder-Z og Ordenens Tjenet, naar jeg engang ser Danmari
Tbesriet og lyiieiig uden mig.«
»Am-sent saa sandt hjælpe eder Gud og dette hans hel
lige Ord!« — tiifojede Hojmesteren med hojtidelig Nost,
og hans Øjne tindrede af Glæde, idet han lagde sin Haand
fast over Prinsens paa Evangeliebogen. —- »Jeg modtaget
eders ubrodelige Løfte i Gud den almægtigeg og vor heilige
Ordens Naon. —- Se saa! Nu ian jeg forst tage Sæde
hos eder som min tiltommende Bruder og Medtjener under
Korsset og det mig betroede Banner!« —- vedblev han i for
troligere Tone, og begge satte fig. — »qu otl jeg da ogsaa
fortlare eder, hvad J fast har anset for et Under, hvorlcdses
det blev mig muiigt at faa Abgang til eder her, og hvorledes
jeg netopi rette mit ringe Sirift og i mit sanddru Wid
nesbyrd om vor hellige Orden iunde bringe eder det Beflis
ieisens hojere Vini, J syntes at oente paa. Uden Besin
dighed og Kiarhed er al vor Begejstring Svcermeri, Herre
BroderZ selv det helligste og højeste aabendarer sig tun for
os under naturiige Betingelser. Ebers fromme Sind har
lcenge været betendt, og hvad J nu saa cedeit har besiuttet,
hat icenge var-et mit saa vel som Keiserens og eders Fran
ders inderiigste Ønske.«
»Hooriedes?« — spurgte Prinsen og studsede — »e:
J da ej kommen hid as egen Drift, efter hin Aandenis
fromme Jndsiydeise, J med saa megen Salvelse omtalte,
men som en verdslig Afsending fra Reiseren eller seiv fra
min Svoger og Vroder?«
»Orn just itte direite, saa indirekte, min tiliommende
Herre Brod-r oa Vent« — foarede Heimesterem nagst for
»Seid die gudeligste Foretagender« —- vedbleo han og rom
mede sig — »staar altid i set vist Forhold til Berden og er
oer betingede af det ndre Livs Omstændigheder. Det er
ogsaa vor heilige Orden-'s Pligt at forene Verdensilogstab
med Fromheden og iike overse hoad der tjener til Foiienes
og Rigernes timelige Vei, idet vi dog fornemmelig hat deres
evige Freise for Ofe. Misforstaa mig derfot iite, Edle
Herre! jeg vil oprigtig tiistaa, at toerdslige Bihenshn findet
Sted ved dette mit Bessgx men det gælder eders egen som
andres timeiige Lhiir. Paa eders hsjmodige Tentemaade
har ederö Freuder og Venner bestandig bygget, hver Gang
derraadsloges om eders leere Fedrelands Frelse og eders
egen Befrielse af dette Fængsei. Dei blev mig derfor paa
en Maade werd-rasch at ovetthde mig seid tillige med ederi
»Mutter og Fjender om eders seivfornægtende Sindelag,
smed Densyn paa den probiematiste SukcessionssRet hoit
Afsigelse fra ederi Side er biet-en Betingelfen for Indi
undethandlingetne i de htje hemrs Raad. Uden et
saadant ftatstiogt Dies-nd stulde den strenge Grev Gerhard
aldrig have billiget min gudelige heustgt med at des-ge edet
her; dog den optsrtie Sindisiemning hani uvcrdige Fald
rat ou kam-am ho- hqu Samen on i dem Dies-In gm
i
i
Frugtetne af alle sorgsam-de Underhandiinger lesomme
og seid mast- forsde Mtsitghtden t oder- Stilltng, hvts
ieg tue oed Mddeleisen of edets fromme Lsfte tan dem
saa lhkdeits at afvende Jan-M
GortsætteM
legen og shntes at frhate for at have sagt for meaet. — «
