Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Feb. 1, 1902)
Prcns Otto af Danmark og yans Hamtid. Hiswusk Roman as Bernhard Seyerin Jngemann. Auch Del. (Fortiat.) ,,Ej hvad, lidt Løgn et der i al Elstov, det ved vi jo not, og hoer hun af jet, er det snarerc for megeL end for lidt« ---— mnmledie den sorte Svend. Den unge Ridder neub te ham Ryggen oggiL mcd et thglimt i sit uroligse Blit, til sit Sovetammer i Ridderloftet.. Næfte Morgen fulgte Svend Trost fin Morbroder til Hald med ftørfte Delen af Borgens Mandslab. Han var adfprsedt og fvarede bagvendt til alt. Den sorte Svend var bleven vadftet og pndfet; han fulgte Toget med lyftig Sang. »Hvad tcenter du paa? min kcere, tro Søfterføn!« — fpurgte Niels Ebbefen med venlig Rest og lagde sin Haand vaa den unge Ridders Slulder s— »er det Dan marls Fremtid eller min og Junker Otto-H Stæbne, du grunder faa dybsindig paa?« Svend Trøft blev rød over hele Ansigtet, men den forte Svend lo hemmelig og trat paa Sluldrene. »Gud bevare Danmark! —- og eder med, kærefte Morbroder!« —- udbrød den forlegne Drommer og rev sig nd af de Foreftillinger, der fyntes at ferngsle ham — ,z0.enlte jeg end hverten paa at tjene Fædrelandet eller eder og den brave Junker Otto i denne Stund, faa var det fandelig ej fordi jeg hat nogen bedre Jdrast i Verden at bruge Liv og Tanle til. Tyften har J jo alt givet Ben at gaa paa, faa vidt jeg hører.« Hvor man kom, horte man virlelig, at Fjenden alle rede var Paa Tilbagetoget ud af Landet, og at Rygtet om Grevens Fald havde opløft -og adfplittet hele hans ftore Hoer af tyste Soldtropper. Paa Hald var der Jubel og Glcrde. Ridder Bugge og hans tre hundrede Krigsmænd holdt i Panfer og Plade i Gaarden, for ftrats at bryde op og forfølge den flygtende Fjende. Niels Ebbefen for enede nu sin Stare mied He. Bugges og bleo modtagen af ham og alle Ridderne paa Hals fom en Hædersmand »Na ftal ingen sige jer paa, J har siddet ortesløs, me dens vi andre sloges, brave Ben og Nabo!« —- raabte den højrøftede Ridder Bugge og ryftede Ebbefens Haand — »for den ene Bedrift vilde jeg give alle mine Sejre til Hohe og Hælvten af dem, jeg endnu agter at vinde. Vil J fore Befalinaen over vore Krigsmcend, tretder jeg felv tilbage. J hat vift os, at J er den siffigfte og derhos den driftigfte Riddersmand i Landet.« »Tai for eders bedre Tanter om mig, Ridder Bugge! hvorvel jeg hellere vil hedde ærlig end fiffig!« —- fvarede. Ebbefen. — »Ist J- lun Befalingen, fom det fømmer sig, hvor J felv fast lenner alt KrigsfolleU Und mig tun et Ord med i eders Raad paa dette Togl Nu mener jeg, vi lade ringe med Stormtlotterne over hele Landet mellem idette og Nive, og Foltet kan komme paa Beneve, og hver ' Inde, der har en fund Arm, vil hjcelpe os at følge Tyften til Der-IX »Som- J vil! denne Gang sial Niels Ebbefen raade!« — fvarede Hr. Bugge —- ,,hvorvel jeg mer stoler paa os Riddete og vore trigsvante Mand, end paa alt det Strah, J vil ringe samtnen med Kirlellotten.« Paa Hi. Bugges Bud for der ftrats en Snes Svende forud, for at lalde Foltet til Landftorm mellem Viborg og det Slesvigflr. Ridder Bugge og Niels Ebbefen droge felv i famme Time ud fra Hald med en ftedfe votsende Heer. Fra Landsby til Landsby ringede Kirtetlotterne foran dem, o« Kollet ftrominede med ftor Jubel fammen, for ast flutte fig til den lille, udvalgte Ryttetftare, i hvis Spidfe de saa Landets Bestjen »Se! der rider han!« — lsd det fra Mund til Mund —- ,,med Niels Ebdefen alle Mand! det var ham, der flog den lullede Greve.« Med Ebbefens Navn tik Løfen fulgte Bønderne Toget i ftore Stam, til Heft og til Fods, med sØtser og Leer. Ridder Bugge tav, men ryniede Panden over dette Optog og faa med Ringeagt paa den uordentlige og flet bevæbnede Almuehob. Paa Nibevejen ftsdte en anfelig og vel bevcebnet Ryt tertrop til dem, med en som, gejftlig Herre i Spidfen. Det var den irigerfle Bifp fra Ribe, Magister Jakob Split eller fteerie Meftet Jakob, fom han i Almindelighed laldtes af Almuen. Han havde vel itte Bistop Svends gejftlige Beerdighed i Aafyn og Adfærd, men langt mere lrigerfi Anfeelse. Han sad paa en hei, fort Stridshingft med et Bryftharnift over den fotte Prcelattjortel og med en Feltherres Myndighed i det store, fyldige Ansigt. Han Flvar af højadelig Byrd, men var fri for det gængfe arifto tratifte Hovrnod og vifte sig jcevn og ligefrem foni en Bonde. Han vat, ltgefom Bistop Svend, hsjt agtet for sin Lærdom, fom han tillige med Magistervekrdigheden havde erhvervet fig paa ndenlandsl Højfkoler. Som Bisiop besiyttede han med Kraft og Myndighed fine underordnede gejftlige msod de verdsligesMagthaveres Gaefteri og Undertryktelfe, og naar Bandftraalen iiie vilde virie, greb han uden Be tcenining Svækdei. Han havde svakret Hovedmand for hint Forbud mod de holftenfte Grever«, hvori Bistop Svend ogfaa havde deltaget i Kong Chriftophets Tid. Med en Magt af nogle tusind Mand havde han, iforr i Fægtningen ved Haderslev, indlagt fig ftor Betømmelfe. Da Ridder Bugge og Niels«Ebbefen faa denne Mand i Spidfen for den betydelige Rytterftare, der tom dem til Hjcelp, hilfede de hanc med fior Ærbødighed og Velvillie. Ved Bifpens Side rede site fveere Krigsmcend, der gave Agt paa ethverts af hans Vini —- det var hans Venner og neermefte Frem der, der altid fulgste ham fom Væbnere —- den ene lignede ham temmelig i Heide og Styrte7 det var hans lcempenueii fige Bieder, Hans Split. »Tai og Æte for Boveftytlet i Ianderh djcerve Rid-I der Niels af Brattingborg!« « fis Bifpen og kalte Nielkf Ebbefen Haand. —- »J hat gjoex et- dygttgt Domme dagöflag i Danmarts og vor Herr-es Navn, hvorvel jeg itle tsr ·sige. det var ganftexefter min Ethica«), som vi» » »Ist-te den pasa de hsje Stole-ej men den Gerning man nu END. II Pltstlnrr. II txt-i . .-.. sorsvare sig selvl Hvad Tat J end saiar derssor as de store og mægtige paa Jotden, jeg taenter dog not, vi skal und skylde det sor St. Knud vg den tætie Herte Gud, der bedst tendte vor Nod og jer Billie.« ; »Det er ogsaa min Fortrostning, Hette Bisp!« — svatede Ebbesen —- ,,endog eders fromme Kollega, Bistop Svend, strengelig sordomte nisit Forscet og trusede mig svart, hvis iea satte dette i Værk.« ,,Det hat han gjott sont en from og nidkær Guds Mandi« —- svarede Bispen — ,,det vilde jeg gjort med i hans Sted. Nu, Getningen er stet, er det en anden Sag. Nu siger jeg: Gud sie Tat sor hvad han tillod til vor Frelse! og nu vil jeg hjcelpe jer frit og aabenbart ved hoj lys Dag med hsvad J har begyndt i Mulm og Nat paa eders egsen Fute. J- hade ogsaa Tak, Ridder Bugge!« —- tilfojede han og vendte sig til den stoltc Ridder sra Halb, der syntes sotst at have deutet Bispeng Hilsen og Til tal«e. — ,,J hat sorst undsagt Tyranen og begyndt aaben Fejde mod -ham. Er det slet med et gudeligt Sind, i Foltets og Kronens Navn, og ej as vor sribaarne Stand-Z Egenraadighed, sont jeg vil haabe, saa sortjener J visselig ogsaa alle brave Dannemcends Tat. Her er Landet alt ryddeligt!« —- vedblev han uden at vente paa Ridderens Svat — ,,jeg hat ogsaa hjulpet Fjenden til Dots paa egsen Ha·and, ester ringe Evne og sendt en anden og lidt hoved kulds ind i Skætsildem men det er en cetlig og sorsvarlig Sag i denne lovlosse og kongelose Tid· Vil J nu som jeg, driage di ad Vejle og Kolding til og vise Fjenden Vin tervejen, hvot han findes!« Man antogs Bispens gode Raad og sorfulgte Fjenden i den Retning, han angav. Paa en Landsbylitlegaard, en halv Dagsrejse sra Kolding, havde en Flol holstenste Ryttere sorstanset sig, for ille at ovetumples om Ratten, tnedens de hvilede sig i den opbrudte Ritte. Det var Morgengty, da man op dagede denne Forstansning og stormede den. Tit sin For undting saa man nogle dansle Krigsmcend, sotlade Stan sen —og lobe over til detes jydste Landsmænd, sur at over give sig paa Naade og Unaade. Men Foibitrelsen inod die-se Ovetlobete var sast stotte, end mod Fjenden selv. »Landsmænd! Forrædere!« — udbrod Ridder Bugge og Niels Ebbesen paa en Gang og studsede. Paa Hi. Bugges Besaling bleve sOvetlobetne straks bundne, og han ttuede hojtostet med at lade dem hcenge, saasnart Stansen var ta gen. »Vi( J hange jeres egne Landsmænd, saa hold jer sorst til vor Husbond! han hat bundet ok; med Edi« — sagde en as de sangne «Overlobere, og Svend Trost troede at tende en as Sti Andersens Styttet sra Bjornsholtn Han meddelte strats fm Morbrodet denne Opdagelse, og Niels Ebbesen slistede Farbe. Daggryet oplyste det heftige Kampoptrin, som nu ved Ebbesens Jver blev asgorende. Den lille, holstensie Trov sotsvatede sig sortvivlet; men hele Kirtegiaarden var omring-et, og snart stod Ebbcsen med Ridder Bugge og den ltigerske Bisp indensor den stormede Kitlegaardsmur tillige med Svend Trost og et Par hun drede Sttidsmcend. Vaabnene saldt de ovekvundne Fjen der as Hcendetne, og Jyderne ventede paa det sædvanlige strenge Bud sta Ridder Bugge: »Hug dem ned!« Men nu traadte der en hoj Mand ud as Kitlens Vsasabenhus, og man lendte Sti Andersen as Bjotnsholm »Holt) inde, Landsmænd!« —- taabte shan med stærk Rost — »mener J det cerligt med Danmart, saa ladet J mig drage sri her sra med mine Folt. Jeg har itte baaret Vaaben mod Fædrelandet, men soppebiet Kampens Udsald her, sot i et hvert Tilscelde at gavne baade Jyder og Hvlstener. Hasvde den stote Grev Gert sejtet, stulde min Forbon have sor mildet Foltets Sie-ebne Nu et det min Agt at vcere Fredsmcegler mellern den saldnse Greves Sonner oa vor sotstudte Kongeslcegt. Jeg ser min Uven, Niels Ebbesen, i eders Spidse« —- vedblev han —- ,,har han Fcedrelandet tcetere, end sin egen Hcevn, vil han selv viere den fotste, som stilender mig.« »Nej, Sti Andersen!« —- svatede Ebbesen med derm pet Hat-me — »srikende jer vil jeg saldrig; J er og bliver en Magtha-der-Ben, som ingen skal stole paa; men gaeldet miit Ord noget her, stal J dtage sti her srsa og sotsvare jer ssor Danmarts Folt sog den dansle Krone, naat Tid et. Opsyld denne min Bon, Ridder Bugge! Var Sti Ander sen min Ven ellet Bruder, som han er min assagte Fjende, vilde jeg todme ved at bede for hans Liv·« »Warst denne Monds Forbon tan J dtage stit her sta, Ridder Andersen!" —- taabte Hr. Bugge med stolt Oder herremine — ,,paa dette Tag ladet jeg Ebbesen raade, sordi han slog eders Herre, Despoten; men vogt eder, hvot vi modes igen, Ridder Sti! — saar J end sal Vetdens Ihr ster til Benner med jetes Rævelunster, mig har J til Uven til min Dodsdag, saa sandt jeg hader alle Tyrannset og Ty tantjenere!« Uden at svare et Ord steg Sti Andersen paa sin Hest og ted med en stolt og listig Mine, i Spidsen sor sme Kris gete, ud. as sin bestotmede Stanse. Paa Hovdingernes Bud ajotde Jyderne ham Plads; men der mumledes hojt og missornojet om Ridderens Staansel Inod en Form-der as deres egen Stand, og den gamle Bemærtning hortes gentaget, at de stote Stælmer lod man dog altid lobe, men de sama hcengte man op. Dog den Staiansel, man havde vist Sti Andersen, blev heller ikle naegtet hans jyste Svende. Paa Ebbesens Ord blcv Fangetnes Paand strals loste, og man lod dem gaa hvothen de-·vilde. Medens Sti Andetsen og.«hans Folge sorsvandt paa Veer til det slesvigske, sortsattes de adspredte Sold-trap pers Forsolgelse lige til Kolding. Man indhentede og nedsablede mange Hohe, der havde givet sig sor lang Tid til at plyndte paa Tilbagetogetx men man naaede itte den Del as Grevenö hurtige Heer, der, med begge Gerts Son ner i Spidsen, sorte den saldne Greves Lig ud as Landet Sjette Kapitel. » Jntet var i disse Dage almindeligere i Slesvig og THolftem end Synei af flygtende »Ghunzhower« eller hine let bevcebnede vestphailste og rhinlandste Soldryttere, der havde staaet i Grev Gerts Tjeneste, og som nu i større eller mindre Baader gennemsfor disse Egne og belræftede Rygtet som Grevens Fald dg hans hærs Opløsning J et Herbetg paa den holstenste Side as Ejderen, hvor Vesene stødte samtnen sra Rendsbotg, Jtzeho og Sege berg, sad en Asten i hin første mcetkelige Uge af April en Fle as seisten sljge Soldryttete ved det lange Dritkebotd Paa Dilen eller Tillien, det haade vsat Køkkem Stald og Foltestue. Deres Heste sit Fodiet i samme store Staldstue mellem cheget, og Arnerøgen ttængte ud gennem det aabne Lost og Tag. Jlden sta Atnestedet og en Tran lampe over Bordet soplhste det store Selstab as Mennestet og Dyr. De mange blanke Kobbetkat vidnede onI Kro mandseng Rigdom, og over Kreaturetne bugnede Hostaenget af Foder. Den tykke, holstenste Krovætt skænkede flittigi for de stsemmede og hørte med nhsgerrig Deltagelse paa der-es Samtale. De havde spcendt de spydlange Svætd as og lagt deres Stridskolbet Paa Drikkebsordest mellems Ølttusene, medens de strakte sig paa Bænkene og hvilede sig mageligt Paa stsore Byltet saf Ransgods fra de jyste Herregaarde og til Dels sta Kirker og K«lostre. En af dem havde sremtaget sen sotgyldt Alterkalt, hvnraf han med Ftækhed og overmodig Sejethetremine drak sit Øl, medens han højtøstet føtte Otdet blandit sine Kammeratet. Det var en vestphalsk Vetetan med et uhyre langt Mundskæg, der hana ham i thtke Fletninger ned paa Btystharnistet; han fyntes at kunne vaete Fader til hele Flokken, og hans vilde Omløbet-Ansigt var saa gennemflænget paa Kthds og chet as Skrammer, at der ikke var Plads til flet. »Nu hat vi da sat Skræk i det Folkeslag medi« — brummede Bestphaleten med en haes Ravnestemme og satte den tømte Alterkalt paa Bordpladen, ssaa det klingtede. —- ,,Det er dog et lumpenst, fattigt Folk, disse Dunste, og glubske dertil som Ulve. Det et sidste Gang, jeg- ladet mig hnte mod de Bulbidete. Hand-e vi ikke hørt en Messe iblandt og taget vort Sold, sont en Guds Gabe, hos de fromme Klette, var vi, Herren hjælpe mig, komne ud af Landet som Kæltringer. Det fede Bytte, Gteven lovede og i Matsten, det kan di nu styde en hvid Pind eftet.« »Havde svi kun ilte taget os Orlov paa egen Haand, lunde her masaste vcere noget at fiske!« — bemcertede en lang, steløjet Karl, as hvis Vaabentmje der stemstak et Sølvtrucifiks. — »Man stget jo, de unge Gtevesønner fluks vil hyre en ny Hatt mod- Danslen.« »Lappeti med de Hanekyllinget!« — brummede Ve teranen — »hvor slal de tage Lønningen fra? — tunde den gamle Stridshane ej engang skrabe vor Sold sammen paa de dansle Møddinger, men maa gaa som oot Skhldner i sin Grav, hvad vil Sønnerne saa tcenke paa? En Nat, hvso der tjener sot Sladdet og tomme Løftet herestet? Nej, Solden forud, Kammetateri i Lornmsen ellet i Hals-en! og saa sinas for den, som brave Katlet det er der Mening i —-— hvad har man ellets sor sit Liv, naat det tyger ad Helvede til i Hertetjenestel De stormcegtige Herter lovet alstid Guld og grønne Skove, naar de ttcenge til os; men føt de faat Stridskolberne betalt, der skal svinde dem Riger og Lande, kan det væte ude som et Lys med al deres Magt og Storhed, og hvad hat vi frie, løse Krigsmænds s-a-a an det, end Sitammet og lange Noeser? Den stsote Greve var en aller Helvedes Karl, det er sandt; men han var al dtig god at plukte Haar as, og hvor højt han bat sit Ha ved,ssad dest dog for løst i Randets.« »Det tan aldrig vcete gaaet rigtig til, Kammetater!« — bemerkede en rhinlandsk Soldryttet, sdet havde smykket sin Vaabenhue, som en Tutban, med et Stytke as et tødt Fløjels Alsterllcede. — »Na-at hat man hart, ast saa mceg tig en Feltherre et bleven flagen midt i stn Lejt mellem saa mange tusinde Sttidsmcend, og det as en eneste Ridder med en Haandsuld VovehalseZ Det var Ttolddotn med i Spillet; det tøt jeg sætte min Hals paa. Huslet J den lange, sotte Karl, der spaaede os alle Død og Ulykke ved Pslesloven2 ham, Gteven vilde hcengt, naat Stoden blev gtøn, — han hat jo hetset Fienden baade ud og ind paa Randets Scot, vil man sige. Men det maa du vel bedst vide, Joachim Vestphalet! du havde jo Rsattieviagt ved Gre vens Sovekammet.« »Ja visi, Kammeratl detom sved jeg Bested-!« — sva rede Vetetanien og brystede sig. — ,,Med Ttolddommen havde det sin Rigtighed; inen hvad bryder jeg mig om en Flok Tr-oldtatle? Den sorte Heksemester hat jeg selv taget mig as med en halv Snes Lømler as samme Sucdejg. — Hjalp han Fjenden ind med sme chevelskunster, ud hat han, den sotte annamme mig, hvetken hjulpest nogen anden ellet scg selv; for jeg slcekkede hans Pande i tre Stykket, og jog mit Svoerd tvaets igennem hans Lin med det satnmse.« ,,Det var Fanden til Hug, Jokum Vestphalet!« — bemcetkede Rhinlænderen. — »Du taget altid Munden del suld. Men hvot blev han as, den rast-e Bovehals, der blev sidst tilbage og kastede Btoen as sot jet Næse?« »Hvor han blev af?« — brummede Vestphaleren — »ja, det maa du spørgse de Randers Laks som: for jeg drev hmnmit Kastespyd gennem Bugen, saa det tom helit ud igen as hans Ryg i det selv samme Øjeblil, han vilde springe detsra — og saa sthrtede han selv ud i det vilde Hab med den sidste Planke.« »Bei dar som Pokket, Kaminetat!« —- udbtød Rhin lænderen —- »kunde du se Sphdet komme ud as hans Ryg og det »ved NattetideZ du fit det dog igen, set jeg — men dar det i Havet, han faldt? jeg mente, det var tun en lille Flod, den Bro var ovet.« »Wind-en heller! de Dansle hat jo ingen Flodet, som andre kristne Folkescerd; men Hav sog Sø hat de not as,’ de Hunde! Du sved kun lidt as det, du kom jo itke langts over Rendestenen ved Grausen« Medens de endnu taltse hetiom, var der ttaadt et Par nye Geestser ind paa Dilen med detes Heste. De hat klædte sont holstenste Nyttere; men det var Svend Ttøst og den sorte Svend. De maetkede først hvad Selstab her var, da de alletede dar helt inde paa Dilen, og de kund-e nu ikte gaa tilbage uden sat- røte sig. De satte stg tavse ved et andet Bord, med en Kande Øl for sig, uden at indlade fig med Soldrytterne »er mon vore Gtever vil hen med vore store Her res Ligs — spurgte nu Kromandem — »Hm J ikte set ’T·ogets under Beis? G-odtsolt!« ’ ’ »Vi slap dein sotbi mellem Flensborg ogs Slesvig« —- svarede Rhiniloenderen. —- ,,De vil not til Jtzeho med ham; inen nu give de stg vel Stundet, siden de hat saaet ham lhtkelig ud as N«-trejhlland.« »Kaldet J det, at faa ham lytkelig ud?« —- mumlede Kromianden med et- morkt Blit. — ,,J ved tun lidt hows det et, at miste ssaadan en Herre; men det vil Dansten sue betalt, kender jeg -vor store Greves Sonnen Nu siippet den danske Prins aldrig lebende sva Rendsborg.« Svend Trost udbrod i et uvilkaarligt Sut og for halvt op af Bænten; men den sorte Soend kneb hccm i Armen, og han satte sig tavs igen paa fm Plads. »TV af de Karl-e var med at slagte min garnle Heere paa Sege berg« — hvistede Bolle — ,,L-ad mig tun raode her!« »Ej, ej! et Par ny Krigskammerater!" —- sagde den stortalende Vestphaler og blev nu forsi' de to fremmedc Var· ---- ,,Ser jeg ret, var de med at nartes April i Ran ders. Hei, KarleI saa J itte, hoorledes jeg tlovede Panden paa den sorte Troldkarl, og hvorlsedies jeg stiak den fordomte Hund ned, ham, der hadde aftastet Broe11?« »Til visse!« —- rsaabte den sorte S-vend paa galt Tysk med et sorfærdeiligt grovst Male. — ,,Det er vist og sandt i alle Maadser; dset kan jeg( og min Kammerat be vidne. Men horte J, hvad den sorte Heksemester lovede jet, medens han siaite sit Hovsed samtnen igen, sorn en Daase? han vilde flyve efter jer med Gonduls Aiander og stoppe Munden paa salle Storpralere iog Hasesmorere iblandt jer.« Soldrytterne gjorde store -Øjne, og nogle torsede sig. «Hvor er du fra, Kammerat!« — spurgte Vsestphaleren og greb til sin Stridstolbe. »Ja gæt en Gang, Fa’rlil!« —- soarede den sorte Ssvend og vendte det hvide ud af sine Øjne imod hom. — »At jeg har ocrret med i Randers, kan J jo hore, siden jeg ved saa god Bested med jeres Bebt-isten Den Unger-« svend, J stak ned nf Brosen, forstod ogsaa den sortse Kunst; han red i Land paa Ryggen as en Laks, men trak forst jert Kastespyd ud as sit Liv, da han havde aedt Davre samme Morgen iog vilde stange sine Tænder.« ,,Nu forraader du os jo selv med din gale Speis» Volle!« — hvistede Svend Trost. Soldrytterne saa forundrede paa hverandre og til den dristige Spasfugl, shvis morke Ansigt dar halvt skjult af Hjælmhuen. Medens en urolig Mumlen opstod blsandt de seist-en Krigsmænd ived Drittebordet, stillede den holstensle Kromand sig imellem dem og de to nye Gcester, som han betragtedse noje. Den fort-e Svsend blinkede hemmeligheds fuldt til ham med et fortroligt Nik: »Det er ganske rigtig dem, Landsmand!« — hvisksede han paa godt Plattysk — ,,l«ader J de Karle slippe lebende her fra, er J en daarlig Holsteri de iviar alle seksten med at forraade vor Greve i Rsanders.« Den svære Holstener nitkede og gav de to form-enstlige Lsandsmcend et betydningsfuldt Vink. J et Øjeblik var de alle tre ude af Dilen, og der begyndte nu en ivrig Trætte mellem Rytterne ved Dritkebordet· Nogle paastod-, den sremmede dar en Norrejyde og ingen anden, end hin sorte Troldkarl selv; mien nogle bandede paa, det maastte vcere den livagtige Satan, som nu ivilde annsamme dem-, der haode betynget sig med Kirteran og sorrsasadt den store Grieve til hans Fjender. Jokum Vestphailer holdt ikke as den Snat; han stak hastig Kirtekialten i Lommen og drak sig en droj Hjertestyrkning as Tintanden. Karten med Solvkrucisitset og han med Altertlædet om Huen syntes helt ilde til Mode og rejste sig urolige. »Im J, her er Ugler i Mosen, Kammer-ater! saa lad os strsaks bryde op!« — tog Vestphaleren ternmelig sagtmcelet Ordet — »den tykke Værst er itke til at lide paa. Disse Holster ser siæsvt til os, fordi di ikke bedre har hyttet deres Afgud. Er her nsogei i Vejen, masa vi cerlig holde sammen! Det var rigtignok Long, hsdad jeg ssagde for om den sorte; saa jeg ret, dar det ham selv, her sad; har jeg ikte flcektet Panden paa ham for, tan det ste endnu; men. lad os se os for med den Karl! Alle Mand til Heft!« Rytterne rsaoede fra Drikkebordet og opsogte deres Heste. Enhver havde grsebet sme Bylter og Vasaben, og de ncermede sig den lutte Dileportz men den ene saa urolig til den ianden, og ingen hande Lyst til at trække stn Hest forst ud. Endelig tsraadte Vestphaleren frem og spiarkede Porten op, han vilde selv holde sig tilbage, men bled stodt ud gennem Piorten saf de ut-a-almodige Komm-stated Det var bælgmorkt Paa Vejen uden for. Der hortes et dcempet Strig«, og ingen vovede at folge efter. Men nu styrtede Kroværten og den sorte Svend med en hel Del holstenske Huskarle ind til dem med Øtser og querd, og der be gyndte en frygtelig Myrden paa Dilen. »Kom, Volle!« —- raabte Svend Trost paa Dansk og trat sin Heft ud af Hufet. —- »Med den Handel vil jeg ikte smitte mit Sværd! —- Du er en vild, blodgerrig Satan!« ,,Lad mig og Gonduls Aander om det! unge Herre!« —- svarede den sorte Svend og vedblsev at klove Pander paa de forfcerdede Soldryittere, der syntes at se en vikkelig Djaevel i ham. Llrnieilden og den mutte Trsanlampe op lyste det vilde, blodige Optrin. Krovcerten og hans Has kiarle sloge drabeligt ned blandt de fortvivlede Krigsmænd, sont i deres halve Rus og overtroiste Skrcek forsdarede sig slet. Hsan med Alterklaedet otn Hjcelmen laa allerede med knust Hoved pasa Gulvet blandt flere sann-de on dode. De lose Hseste sprang ud over Ligene. Det forskrækkede cheg rev sig los-, iog Hufcts Jndre genlod af Kvinders og Borns Strig. Den lange Ssoldrytter, med det ranede Solvkrueisiks, havde taget sin Tilflugt til dette Klenod i sm Nod; han viar kroben under Drittebordet, hvor han laa tncelende, med Krucisitsei til sme Leber, medens hans stelende Vlik for vildt omkring til alle Sider; msen den sorte Sdend triak ham frem ved Hasaret og halshuggede ham formelig over Kolkenblotken med en svild Latter. Medens Værten og bang Huskarle forfulgte de andre uden for Dilen, sprang den sorte Ssvend efter sin Heft og trak den ud. Da han git forbi Arnen, greb han en Brand og kylede den op Paa Hostænget. ,,Pust til, Bedstemiodert pust til, Gonduls vævre Aander!« — mumlede han og red Ud af Dilen ester Svend Trost, som han snart indhentede paa »den morte Vej, medens man endnu kunde hore Sttigensc I og Mytderiet ved Kroen. · ,,Se siaa, den Gang hjalp de stcerte gamle!« — sagde den sorte Svend munter ogstsortede Blodet as sit Sport-, medens han med et veltilfreds Nik saa sig tilbage, hvor sallerede Huset stod i Flammen —- »Saadan stial de hat-e det alle tilsammen!« CFottstettesy