Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Jan. 29, 1902)
. --» - Mosesmedens Karcn As Hans. (S1uttet.) Konsirtnationen er forbi. Endnu en Gang trceder Prcesten frem i Kordøren og taler et Asstedsord til de Born, han har saaet saa trete. Han vidner for dem med Karlighedens Alvor om de Faret, som ville mode dem, naar de nu trcede ud i Livet og stulle lcere at staa paa egne Ben, men ogsaa om den gode Hytde, som vil folge dem paa alle deres Veje, om de blot ville holde sig til ham. Der er stor Bevagelse i Hirten, mange Øjne ere vaade, selv de, som dog ere Præstens Fjender, sordi han alvorlig drager til Felts mod Vantroens gamle Festninger, selv disse maat alligevel i deres Hjerter indrømme, at Præsten i Odevangl er ingen Levebrødsmand, men en Mand, der har sat sit Liv ind paa den Gserning, han har ladet sig vie til. Man ge Hierter have ogssaa beghndt at bøje sig for Herren, iscer blandt de unge, Vinteren er omme, og Sangens Tid er kommen i Odevang « Efter at have veislet trofaste Haandtryl med Prez sten og hoerandre, begav man sig hjem. Om Aftenen er der et lille Selslab forfamlet has Mosesmedens. Der er Læreren og hans Kone og deres to smaa Bern, Carl og Ellen, som vare Karens Ynd linge. Laereren hat faaet slere Jndbydelser til Konsirma tion hos Gaardnnendene, men han hat afslaaet dem alle rxässdbudt sig selv til Mosesinedeng. Disse have nemlig ille selv turdet tænle paa at indbhde Lærerens til deres sattiae Hjem. Lakeien-z Kone har bedet am at maatte fore staa Anretningen paa denn-e Dag. Foruden Lcererens er der saa tun et Par Stolepiger af Karens bedste Veninder. Dette er hele Selslabet, men det er et Selstab af glade og lyltelige Mennesler. Karens Von er hort. Mosesmeden og hans Kone have leert at tende den gode Hyrde, de for Inaa net itle at tale mange Ord derom, men deres gamle, lhltelige Ansigter tale desto tydeligere. Prcesten og den nye Lcerer have hjulpet Karen med dette Arbejde. Oste have de to siddet derude i den fattige Hytte og talt Lioets Ord til disse to enfoldige, men ester " Naade hungrende Sjæle. Hyrden hat sogt efter de vild sarne Faar og sundet dem. Estermiddagstimetne svandt hurtigt, altfor hurtigt, syntes Karem Det var dog en magelos Glcede at have den nye Lcerer deroppe og hans Kone, som hun holdt næsten ligie saa meget as, for de to, Læreren og hans Kone, de vcere naesten som eet, syntes hun· Glæden lyste Karen ud as Øjnene, og alligevel havde Læreren med sit starpe Blit -opdaget, at as og til gil der ligesom en Sly hen over hendes Anstgt. Dei varede vel tun et ØjelJlit og hun sagte at slju le det, men med den Finhed til at opdage sligt, som Kar ligheden giver, havde han alligevel opdaget det. Dei var heller ilte forste Gang, han havde set denne Sth paa hendes Bande, i den senere Tid havde han oste lagt Mærle til den, men han havde oentet paa, at hun selv stulde komme og sartælle ham, hvad der var i Vejen, saaledes som hun alt .»,.-ige havde vceret vant til at tomine og betro ham baade sme Sorger og Glieder, men denne Gang var hun iile kom rnet. Saa besiuttede han sig da til at sporge hende derom, men det stulde vere, til de en Gang vare alene. Nceste Dag slulde Karen bringe de Genstande as Dus geraad op, som Lærerens Kone havde hast med derud; hun tom just, da Stoletiden var forbi. ,.Hør, lille Karen,« sagde Leereren, da Rassen var druttet, »tan du itte sige mig, hvad det er, der trytter «dig?« Hun blev helt forundret og forlegen. Haode han virtelig opdaget det? Hun vidste ncesten itte, hvdrledeg hun stulde faa det sagt, Taaresrne kom srem i hendes Øjne, endelig tom det dog: »Tror De, at den gode Hyrde ogsaa vil spge min rigtige Fader ov, hvis han endnu er i Live?« Ja, det troede han, men ocr var endnn et SpørgsmaaL »Tror De, at jeg ogsaa tør bede om at faa ham at sc? « Jeg vilde saa gerne,« tilfojede hun· Han betcentte sig et Øjeblil, medens hun saa forventningssuld paa ham, saa soarede han: »Ja, tcere Haken, sor Herren er jo ingen Ting umuligt, men saa maa svi ilte blot bede, men ogsaä ove os i at bie paa Herrens Time, det tan maasie vare lange, saa gcelder det at holde ud.« Hun saa Paa ham, og han sorstod hende. »Ja, Rai-ein« sagde han, »jeg vil hjcelpe dig at bede.« —- Saa var hun glad igen, Styen var sorsounden, thi hun var bleven oant til atstole fast paa herren. Det var alt sor laenge siden bestemt, at Karen,-naar hun var lonsirmeret, stulde op at tjene hos Stolelæreren sont Barnepige sor deres to Bern, as hville den celdste, Ca l, var noget over to Aar, og den mindste, Ellen, am trExt et Aar. Den sprfte Maj drog Karen ud sra Mose smedens, det Hieni, hvori hun dog havde oplevet saa mange lhttelige Tini-er. Jniet linder, at Stils-missen derfor vari sveer baade for de gamle og sor hende. En Trost var dets dag, at Afstauden ille blev faa lang imellem dem. Dett blev da ogsaa i Sommerens Leb den Vej, hun ostests valgte, naar hun torte ud med Ellen i Vognen og Carl; ved Haandem Bsrnene havde, allerede sor hun lom der atj tiefre-, stcenlet hende hele deres Karlighed, og ssor hver Dag,I der git, volsede de sig sastere og inderligere sammen. Daten elstede de to Born saa inderligt, at Lasterens dunste ligt stulde lunne sinde bedre Hander at betro dem i. « Saaledeö git nu Aarene som en slon Foraars- og Sommertid sor Karen hos Leererens. Livet i Gud votsede stn stille Betst hos hende, naeret ved Guds Ord og Bønnen «og ved Nadverbordet, og udsoldede sig til Guds Ære. henad Sommeren tom der nsot en lille Pige hog « Stolelærerem og i Daaben sit hun Nat-net Margrethe. - Moder-en holdt selv den lille Pige over Daaben, og Karen sivd hoz, medens Mosesmeden ogs Leererens Svigersadet «. date Hat-dem "-· Neste Sommer drog saa Karen ud paa Mosen med den lille Margrethe i Vognen, og Carl og Ellen trippende oed Stden med hinanden i Haanden. . Saaledes date nu tre Aar gaaede hen sor Karen hos Damens Hun syntes selv, at det lun var siom nogle »M«Waaneder, hun havde veret der. hun var nu syldt Ist-i fWar og var neesten en suldvotöen Ptge. Ogsaa t M liq henseende var hun waltet, men eet ootoede hun T« z sta, detie at viere Born isroein « d . , ,.. . -« . CJ »Bt maa bie pasa Herren,« hcwde Leereren sagt, og hun IVede sig i at bie. Daglig bad hun den trofafte Hm de om at heute hendes Feder hieni, og hver Gang føjede hun til: »og orn det er din Billie, tære Gut-, at jeg da ogsasa maa faa min Fader iat se.« Skønt Tiden gil, uden Tat hun saa nogen Opfyldelfse saf denne Ben, syntes hun dog, det var, svm om en Sternme hvifiede til hende i Bønnem »Don tommer not,« og hun troede bestandig fastere paa, at han vilde komme. En Dsag koni Prcesten, da Stolen var endt, for at tale med Loskeren i Enrum; de gil da begge ind i Leere rens egsen Stue. »Jeg tror, at Karens Bøn er hørt,« begyndte Pecc ften, fom var indviet i Hemmeligheden. Saa tog han et Brev frem, som han havde modtaget med Posten famme Dags Morgen. Dei var fra en Studeretarnmerat, som nu var Præst i en af de jydste Købftæden Han strev sotn folger: ,,Min lære Ungdomsvent Det et mig en sior Gliede at jeg i Dag har faaet en Anledning, ssotn tvinger mig til at strive til dig og derved opfrisie leere gsamle Minder. For en Maunedstid siden blev der indlagt en Mant paa Sygehuset her i Byen, en ftallels Fyr, som kom syg og hjcelpeløs hertil. Da jeg nogen Tid efter Leføgte de syge, fortalte Sygeplejersten mig, at denne Mund havde begæret at tale med mig, samt at det lod, fom om en tung Byrde hvilede paa ham. Jeg gik da ind til ham og fandt hatn syg og elendig, og det et tydeligt, at han ilte hak lang Tid tilbage. Han var meget modtagelig for Guds Ord og bøjet under Vægten af sin Synd. Han fortalte mig da, at han en Gang havde vceret gift, at hans Kone hadde født en lille Pige i Fattighuset i X., og at hun var død ftrals efter Barnets Fødsel. Da han ilte sasa fig i Stand til at erncere det lille Vcesen, var han hemmelig flygiet bort der fra Egnen og havde siden fort et elendigt omflatkende Liv, indtil han tom hertil og formedelft Sygs dom ilte tunde komme lcengere. Da han nu mcertedse, at Døden ncermede sig, var det lotnmet til at hvile som en tung ByrdO paa hom, at han havdie handlet sauledes imod det Barn, som Herren havde betroet harn, og han syntes nu, at han itle tunde do, før han fil sit Bsarns Tilgivelse, hvis hun endnu var i Live. Jeg flrev strals til Prceften i X. og bad ham siaffe mig de -Oplysninger, han sasa sig i Stand til. Fra ham sit jeg da meddelt, at det omtalie Bakn var fat i Pleje hos en Smed ved Navn Jens- Larsen, som den Gang boede der i Byen, men, efter hvad han vidste, siden var flyttet til Ødevang paa Sjcelland. Nu, tcere Ven, vil jeg altfaia bede dig indhente og sende mig de Oplysninger angaaende dette Barn, sont du ser dig i Stand til, men endelig saa hurtig som muligt, da Stallelens Timer vist fnart ere talte, vg han benier med Lcengsel paa sit Barns Tilgivelse. Med Hilsen i Herren fiorbliver jeg din hengivne Ungdomsven Johannes Efter en lort Raadflagning mellem Præften og Lucre ren blev Karen kaldt ind, der lunde jo ikte være Tvivl om, at det efterspurgte Barn maatte vcere hende. »Nu, Karen,« sagde Læreren, da denne lom ind, »du maa for berede dig paa en lang Rest Herren har dist hørt vore Bonner.« Rarens Hjerte bantede, som stulde det spren ge hendes Brysi, og Taarerne trillede ned ad hendes Kin der, da Prcesten lceste Brevet for hende. Dei blev nu beftemt, at hun stulde rejse naeste Morgen med førfte Tog, saa lunde hun naa til N. Købstad henad Eftermiddagen; et Brev sit hun tned fra Præften til Prceften i N. Hun ilede op paa sit Vcerelse for at ordne sig til Reisen, og da hun lom derop, sank hun pasa Knce oa udøste hele sit Hjerte for Herren i en inderlig, brændende Bøn. Hun tatkrde Herren, fordi han havde hort hendes Ben, og bad ham saa inderligt onr, at hun dog maattie naa at komme tids not til at se sin Fader, inden han døde, men fremfor alt dog, at han maatte naa at finde Fred for sin Sjæl i Trer paa Guds Naade, for han slulde forlsade denne Jord. Da Carl og Ellen horte, at deres laere Karen stulde reise, bleve de helt utroftelige. De vare bange for, at deres egen Karen aldrig kom igen merk, selv den lille Mar grethe sagde: »Kann ille rejse fra mig«. Forst da h. n havde forsitret dem mange Gange om, at hun nok siulde komme igen, gik de endelig ind paa, at hun maatte reife. Forst maatte hun dog love dem at bringe sin Fader med, naar han blev saa rast, at han lunde taale at reife. Da Karen havde ordnet sine Sager til Reisen, iledc hun ud paa Mosen for at fortælle sine Plejeforældre Ny heben. Næste Morgen tidlig fulgte Lærerens Kone og Bor nene Kur-en til Stationen, som tun laa tyve Minutkers Gang fra Stolen. Bornene lunde ille holde Taarerne tilbage, de oedbleoe at vifte med Lommetørllæderne, fact længe de tunde se Togei. Karen havde lovet at strive hjem og fortcrlle, hont ledes det gil. Det oar en Lordag Morgen, hun reiste Torsdagen derefter toni Brevet, det var strevet Onsdag Morgen og lød som folger: N. Sygehus den . . . 18 .. »Mine tate, trofaste Vennert Mit Hierte er fuldt af Tal. Tat-til Herren førft og fremrnest, men ogsaa Tal til Dem, som saa trofast har bedet med mig. Ja, Herren har hort vore Bonn-ers J Aftes Kl. 9 sov min Fader stille og roligt hen, efter at vi i Forening havde nydt den helligesN-advere; det var en velsignet Stund for os beggie. Finder var ved Bevidsthed lige til det sidste, og Gud være lsovetl jeg tør tro, at han er lgaaet hjem til Gad. Den leere Præst her har besogst Fader Lhoer enestk Dag og talt og bedet med hom. Lcenge var det fvært for Fader at tro Guds Naade, men endelig sei rede Herren dog, og de sidste Dage, han leoede, var han glad i Trer som et Barn. Fader sial begraves paa Kir lsegaarden her paa Sondag. De leere, troende Venner her paa Egnen have bedet om at maatte beloste Begravelsen Jeg bliver her efter Deres leerlige Tilladelse·t Begraveb sen er overstaaet. Præsten har været saa venig at ind byde mig til at bo i Præstegaarden, indtil Fader er be graoet, og i Eftermiddag flytter jeg derop. Med mange tærltge Hilsener til dem Alle derhjemrne og med Tat for al Deres trofaste Kærlighed imod migl forblivek jeg Deres altid tiaknemmelig hengivne Kann Efterskrift. Vil Gud, haaber jeg at tunne rejse her fra Mandag Morgen og vil altsaa tunne være hjemme Mandag Aftsen. Jeg længes meget efter Børnene. D. s.« Mandag Aften ftod Læreren, hans Kone og alle Børs nene paa Stationen, en halv Time før Toget siulde komme. Born-me havde itle været til at styre hjemme. Nu kom endelig Toget. Der stods Karen i det aabne Kupe« vindsu. Hun saa glad ud, men det var en stille Glcede, der fyldte hendes Hierte og- afspsejlede sig i hendes Ansigt, det var, som om hun var blevsen flere Aar celdre i de faa Dage, hun havde vceret borte. Lærerens Konse omfavnedc hende, og han bød hende hjertelig veltommen hjem igen. Borneneg Glæde kendte nceften ingen Grænser over atter at have faaet deres egen leere Karen igen, og de vsare nær ved sat spife hende af Glæde. Saia fpurgte de i det uen delige i Munden paa hverandre om hendes Fiader, om Præsten, om Begravelsen, og om hun havde faaet den Kraus, som de havde sendt. Førft da deres Fader bød dem vcere stille og ikke plage Karen, msaatte de endelig finde sig i at tie stille. Da de kom hjem, fik de hver en lille Gave iaf Kann, fom hun havde tøbt til dem i Købstaden. Mosefmeden og hans Kone vare indbudne til at til bringe Aftenen sammen med deres kcere Plejedatter hos Lærete115. De vare allerede mødte, da de andre kom hjem fra Stationen, og stode nu og tsoge imod dem. Da Aftens maden var spift, maatte Karen til at fiortcelle det hele. Historien var iøvrigt snart fortalt. Hendes ftatlels Fader havde flattet omtring og lidt meget, men Herren, den gode Hyrde, havde været god og fort ham i Havn til-« sidft, og derfor tunde Karen smile gsennem Taarerne. Saa maatte hun ogfasa fortcelle om al den Kærlighed, hun hav de mødt fra den leere Præst og hans Familie og fra ssaa mange leere troende Venner derovre, fom hun havde maat tet love at besøge igen sved Lejlighed. Ti Aar ere gaaede. En lang Tid, naar man ser fremad, et Øjeblit, naar man set tilbage. Du finder ikke mere Karen hos Stolelcerensz hun hat nu felv faaet sig et fmutt lille Hjetn ligc ved Stationen. Hat du Lyst til at se indenfor? Du slal not blive viel modtaget. Du stal itke bryde dig om, at der lugter lidt ftcertt saf Fyrretræ, det er en god, frist Lugt. Karens Mand er nemlig Snedket, en flittig og arbejdsom Mand, og, hvad der er det aller vidste, han er en alvorlig troende Mand. Mosefmeden er ogsasa flyttet, det Vil sige, han hsar faaet Hjemlov. Den gamle Hytte, Sjælens Rejsetelt, er siedet til Hvile deroppe paa Kirlegaarden. Hytten paa Moer er revet ned, Enken er draget ind hos Karen for at hjcelpe hende med at passe deres lille Ellen, som Lcereren og hans Kone havde stsaaet Faddere til. Hver Sondag Eftermiddag samles en glad Bornestare i dette Hjem til Bøtneaudstjenefte, ssom Ksaren og hendes Mund i Fore ning lede, og du kan tro, tære Læser, at Karen har rigtigt Greb paa at tale med Bsørnene som den gode Hyrde. Son dag Aften er Hufet ogfaa som ofteft fuldt af Mennester, thi Karen og hendes Miand have vundet sigs mange Venner« ifcer blandt de unge, og deres Hjemv er ogfaa et Hjem for Herrens Venner, hvor man føler, at ,,her er godt at vcere«. Hermed tage vi sasa indtil videre Afsted med Mose smedens Karen, men hvis Læseren kunde have Lyst til at here lidt mere om, hvorledes Lioet udvitler sig i Ode oang, da tunde jeg godt have Lyst til at fortcelle lidt derom, men foreløbig beder jeg som megen Overbcerenhed overfo: alle Mangler i det, jeg har fortalt. Præditeftol Stlppegkydcs Af J. M. Hausen. »Jeg vil hellere have en god Suppe med Kødbsoller psan end gaa i Kirkex thi førend Præsten kommer til det sidste i Prcediten, lzak Fanden taget det første.« Disse gyselige, frætle Ord- ere talte af en doan Kvinde her i Amerika; men hvor ofskyelig Udtalelsen end er, hoor lode lig og spottende, det er dog vist itke dærd at overhørse den, men underkafte den et nærmere Eftersyn. »Lad der kom me Mod fra Æderen og Sødme fra den stcerke«. Det er ikle altid viist at lukte Øjnene og Øren for det, der kom mer til oS frn den Side; hellere gøre som en Provst i Dan mark, da man fortalte hatn, iat en Kirlegænger havde sosvet under Gudstjeneftem »Jeg- man være en meget daarlig Prccditant, nsaiar min Prædiken ille lan holde Fsolt demg ne.« Stønt tun Este-Feste erefrætte not tith sige noget san fale som Ordene af nævnte Rvinde, san er det gaben hart, at Tusinder og atter Tufinder praktifere dem, hvil tet dog vel er om muligt vcerre. For mangfoldige Msennesler er Suppegryden bedre end Rittenz Kødbollerne foretrcektes for Prædilen; Verden elflesz højere end Gud og hans Rige, de holde sig borte fre Herrens Hus ogs blive ved deres Arbejdse, Udflugter og Morstaber. Sandeligl deres Tial er sprgelig stsort, der aldrig fætte deres Fod i noget Kirkehus eller nogen For fnmlinggsaL og komme de der en enkelt Gang, da er deres Tnnter ved deres ,,Suppegryde« og itke Ved »det ene for nødne«; Agtpaagivenheden mangler, og ved Adspredthed og oerdslige Tsanler tagser Djævelen Ordet bort fra deres Hiertm fsaa de ikle komme til at tro ogs ikke blioe salige. Hoad stulle svi Ordets Forkyndere sige til det, naar vi høte en saudan Afsløring, at chevelen lag-er Præditens forste Del, føkend vi komme til Enden med den? Skulle vi korse os over Werden-s Ugudelighed sog vcelte hele Skylden bort fra os? Nei, derved bliver intet bedre, men snarete )ccrre. Derimsod er det en Prøve værd, om vi ilke kunne xøre noget ved Prædsikens Anlceg, ved Ordets Forkyndelse» ·om lunde afvcerge Tyven fra Helvede fra at gisre et an ·tort Bytte. Dersom vi have mere af Aandens Myndsighed yg Jer Kristi tnderlige Kærlighed i sovrse Hinter, mon do s.rdet ille svilde sliaa bedre an i Forkyndelsenö helltgt . Time, saa Ttlhorernes Junker lettere bleibe fcengslede at Ordets Jndhold og ilke saa let flsj bvkt til «SUPchW-I den«. Om en vis afdød dsanst Præstsemand er der sagt. at naar han talte, lød Ordet som et T-ordenslag, Ordet som et Fadnetag, Ordet som et Harpeslag, Ordet som et V«aaben«brag, Ordet som en Bølgegsang, Ordet som en Glcedesssang. Derfom digse forstellige hellige Kræfter rørte fig- me re i os, naar vi prædikede; derforn Naadens og Sand hedens høje og dybe, stcekke og mild-e Miagter bevægiede as mere, da vilde Forlyndelsen not gribe Tilhørerne bedre, end det nu saa ofte er Tilfældet. Der holdes mange kedelige og indholdsløse Brei-dile ner. Er det fordi Prcediksanten ikle er troende? Jkle altid! Er det fordi han ikte bryder sig om at paavirke Tilhørerne, at de miaa weites-, omvendes og- helligg-øres? Jkte altid! J mange Tilfcelde er det maasle en grundig Forberedelfe til Prædiken under Bøn og Arbejde, der mangler. Prædilen bliver kedelig, tør og liangtrullem ja maaske endog forvrøvlet, fordi Prcedikanten ikke har forbe redt sig ordentligt til sin Prædiken. Har Prædiksanten ilke selv sine Tanker nogenlunde klare og sit Stof for Præditen lagt til Rette for sig selv, da er det intet Under, at hans Fortyndelse ikke kan rørie Sjaelehavet hos Tillus -rerne. ? Nogle Prædikanter have en ulykkelig Færdighed i at lade Munden løbe, og de kunne prædike uden grundig For »beredelse; men hvilke Prædikeneri Det er Snak, Bind, Staahej, Underholdning, og det sfal sandelig ikke fcengsle en urolig Menneskeaand Andre Prcedikanter have færre Ord til dereg Raad-ighed, og naar de saa ogsaa prcedile uden nagen grundig Forberedelfe, da staa de selvfølgeligt og vceve Vadrnel og snatle saa smaat frem og tilbage, op og ned til Tiden er borte og al god Virknings iaf Prcediken ogsaa er horte. O, lad det vcere hver Prcediksant en Hjer tesag at forberiede sig saa grundigt til sin Prædilen, at hans Forsømmelse deraf ikie stal vcere A-ars-agen til at Ordet ikke griber Tilhørerne under Forkyndelfen. Prædilanten kian ogsaa ved sære og upassendse Fug ter paa Prcedikestolsen hindre Ordets Virkning Naar han t. Eis-. spraeller med Arme og Ben som en Sprcellemand, eller klaster med de flade Hcender i Pulpituret eller tærster med Bibelen, som om den var en Slagvold, mon det stal fængssle Tilhørernes Opmcerksomhed ved selve OrdeM Nceppe! Eller har knytter Næverne og truer med dem, fom om han vilde sla-a, medens han taler om Krifti Kart lighed. Eil gammel Professor, under hvis Vejledning jeg studerede Piaftoralteologi. siagde til sos: »Seldom, J would not say never double you fift« (Sjaelden, jeg vil ikle sige aldrig, lnyt din Nceve) Der er mange Prcedikanter, der kunde have godt af at tcenke lidt over dette Professorord Jeg hørte en Gang en Præst paa Prædilestolen sige no get som det: kom, kcere Sjcel, til Jesus! han vinler ad digs! og imedens stod Prcesten med freinrakte Arme og inhi tede Naiv-er, som om han skulde til at prygle løs paa wogen, og man fil uvilksasarlig det Jndtryl iaf de knyttede Nerven mon han mener noget med den Jndbhdelsel Bag efter Espurgte jeg Prcesten, om han satte sin Niabo en knyttet Nceve mellem Øjnene, naar han indbød ham til Gæstebud, hvortil han sagde Nej; og jeg sagde faa til ham, at jeg syn tes ille at knyttede Noever passede samtnen med en Jud bydelse, gennem hvilten Frelseren skulde vinke ad Syndere Vi vinke da ikle med lnyttsede Nceverl Gud hjcelpe os, som ere Sendebud i Kristi Sied, at vt hverlen ved Fagter, Forsømmelse eller noget andet stulde svcekke Fortyndelfens Kraft og lede Tilhørsernes Opmærks fiomhed bort fra det, det gcelder om: deres Sjcels Frelse. Pastor R. Frimodt anfører i en Prædiken Samfous Gandetale saaledes: ,,Fra den spisende, Spife kom« (»Der udgsik Mad fra Æderen, der udgik Sødme fra den stcerke«. Dom. 14, 14). Og der ud fra siger han: »Kun den Tie ner, som felv næres af Guds Ord, tun han lan nære andre dermed; tun den Tjener, som lever i og af dette Ord, kun han tan give andre; og jo mere hans Hu her i Verden staat til dette Ord frem for andre Ord, desto mere kan han være sorvissset am, at den Sced, han strør ud, er et Guddom5 ord, fom det bør vcere; thi der ftaiar strevet: »Sceden er Guds Ord.« Er det ikke en leererig Udtalelse? Lad os, som stulle fortynde Evangeliet, leve mere af Evangeliet, nyde dets Sødme, tilegne os dets Kraft, da »vil vor Forkyndelse bedre vg- bedre slaa an hog Tilhørerne, ssaa Tankerne ikle sasa let fare fra dem om til de forskellige Sider, og de ville faa en siaadan Smsag for Ordet, at naar Stemmen sial kaltes for Prceditestolen eller Suppegryden, da kastes den lettere og villigere for hin end for denne. L —— www-— Smaafmkkct opfamlcdr langs chcn. »En katotsk Købmand i Australien iestcunenterede til Kirken 7000 Dolliars paa den Bsetingelse at dev straks ef ter han«- Døds skulde løse hans Sjæl ud af Skærsilden. Administratoren iaf hans Dødsbo nægtede at udbetale nævnte Beløb, indtil det bevistses, at hsans Sjcel virkel var udløst. Naar stial Katolikerne fiaa disfe Benge?« ,,Aug. Luth. Kri.« Ik sk Il »En stakkels Evas Dotter, som var førgelig bedrø-vet, kom en Gang til fin Pastor og sagde: Ærværdige Hr. Pastor, bed fsor min Mand, at — — at hsan — — — at hsan msaia dø, thi jeg kan ikke leve sammen med ham lern ger. Det ser intet andet end Trætte hele Dagen, ser De!" »Ja, kære Kone,« sagde Præsten, ,,j-eg stal bede, og det med msegen Virkning ogs«asa. En iaf ever maia dø sprst, det et bist. Scet det bliver den, fom hiar størst Stle i Trcetten.« Kvinden betcenkte sig nogle -Øj-eblikke; derpaa sank-de hun sit Hoveds og siagde: ,,Bed ikke da, Hr. Pastsor, bed ikkez thi maaske jeg kommer til at dø.« ,,En forstandig Kvinde kommer fra Herren,« Ordsp. 19, 5. »Det er bedre at bo «i et Hjørne paa Taget, end hos en trættekær Kvinde i et Hus fuldt af Selfkab." Ordsp. 21, 9. — Fra« engelst. - T sd