Puns Otto af Danmark I
og han«-s Hamtid.
Hiswusk thoman l
Bernhard Sevgin Ingemann.
Auch Del.
(Fortiat.)
Ebbesen studsede, yderst forbavset, men sulgte sin So
stersons Vink. Han feeldede endnu en anselig, sjendtlig
Risder sog trat sig kolig tilbage over Broen med storste
Delen as sit Mandsiab. Den sorte Svend kom bag ester;
han tæmpede sig srem som et vildt Dyr gennem Fjendens
Klynge og udbredte Forscerdelse blandt den overtroiste
Mangde, der ansiaa ham for en losladt Djævelz han sinn
gede et blodigt Hoved med en sort Klerle-Kallot paa Odden
as sit Spyd ind blandt Fjenderne og standsede ved Ssvend
Trost, ligesom Væbneren lob sit Svcerd gennem Livet paa
den sjendtlige Hovding. Dei osar Greise-is Katnmersvend,
Hans Wittinghos. Svend Trost tendte ham sorsi, da han
saa ham i sit Blod. »Til Broen, Volle!« —- raabte han nu
med stcert Rost-, medens Fjendens overlegne Starer rykkede
srem sor at storme over Aan —- »lyjaelp mig med Plan
kerne, Volle! de er lose!« J saa Spring stsod de paa Brom.
J et Øjeblik var alle Broplanterne askastede i Strommen
—- og Niels Ebbesen med bans lille, sorvovne Skare var
svelst.
De stussede Fjender udstodte et rasende Harmstrig, da
de nu med en Styrte as over tre tusinde Mand pludselig
siaa sig asskaarnse fra den ubetydelige Krigerstare, de sor
sulgte, og som de med deres Meengde tunde have knusi.
Niels Ebbesen og hans tro Svende naaede snart Zwer
lunden ved Hornbcet og steg paa deres Hestr. Jnden So
len stod op ovq Randers By og det brændende Slot, hvor
Grev Gert laa siagen, holdt Niels Ebbesen stille paa en
Hoj og saa tilbage over Aaen paa Fjendens raadvilde Be
vægelser. Her indhentedes ban as den sorte Skytte og
Svend Trost, som nu blev modtaget as de Brattingsborg
Svende med et jublende Hurraraab.
Da Ridder Niels saa sin Sosterson igen, sprang han
as Hesien og slutteve ham i sine stcerte Arme. ,,Jeg hat
gjort dig svar Uret, Brushoved!« — sagde han, hjsertelig
bevceget —- »men, ved den hojeste Gud! jeg vil gore det
godt igen i denne Time. Hvad m in Lon vil blive i Dan
mart, ved jeg ikket men du hat visselig fortjent Ridder
slaget af Niels Ebbesens Haand og paa denne Plet. Uden
dig stulde vi nu ikke set den Sol staa ov, som med Guds
Hjcelp bebuder Danmarts Frihed.«
J dette Øjeblil stod Solen op over Rand-ers Fjord
og kastede sine Straalser Paa Byen og den store Rogstotte
fra Slottet. Svend Trost havde styrtet sig as Hesten i sin
kcere Morbroders Arme. Han bojede nu sit Knæ paa
Hojen, med det prægtige Syn for Øje, og modtog med
overvarttes Glæde Ridderslaget as den Haand, han altid
havde agtet og ceret hojest.
»Er-er tilionuner Æren, næst Gud og Hellig Anat-,
Msorbroder Niels!« — sagde den nyslagne Ridder og rejste
Tig. — »Tilgiv mig mit dristige Ord i Nat mod eders store
Bedristl nu ser jeg, den er en as de siorste, danste Mænd
har udovet i Verdien; men det gsit forst op sor mig i den
Stunts jeg horte Allarmtrommen og vidste, det var jer
selv, der lod den rore, som en ærlig Fjende. Sig mig.
kun« — tilsojede han med dcempet Rost, idet han atter«
svang sig i Sadlen ved Ebbesens Side —- ,,saldt Grev
Gert med Sværd i Haiandt Gav J ham Frist til ridder·
Iigt Forsvar i hans Ulytte?«
«Nej, han faldt som Forbryderen paa Retterstedet«
— svarede Niels Ebbesen mork — ,,men det vil jeg for
svare paa den yderste Domsdag. — Den, der har folgt
Danmarts Rige og truet alle danske Riddere med Galgen,
fortjener ingen bedre Dod.«
Svend Trost tav og syntes et iZjeblit helt ilde til
Mode. »Det var vel ikte som jeg helft gad hast det, kære
Morbroder!« —- sagde han lavrostet — ,,men J maa bedre
sorstaa den Ting. Hvorledes Tyrannen saa saldt, J hat
magelost fuldsort en sinds-Dom i vor Herres og Foltets
Nat-n Eder siylder Danmark en Haderskrans" —
»Als Sted!« — asbrod Ebbesen ham og kastede endnu
et Blik tilbage mod det stvrtende Randelsborg, hvorfra en
Hob Fjeuidek under vilde Havnstkig udbak Guts Lig.t
»Bei forste Slag er tun gjort, men det maa vaette hele Fol
kets For Fjenden er ude as Landet, stal ingen dromme om
Sejerskranse i Danmark!«
Derpaa red man i stærkt Trav hen ad Vejen til Brat-;
tingiöborg. Alle Vegne, hvor Rvgtet hortes om Grevens
Fald, dar der stor Forbavselse og Glcede, og hvor Niels
Ebbesen kom stern, vidste den sattige Bande ille hvad Ære
han vilde gore ad hom. Jnden de naaede Brattingsborg
blev baade Ridder Nielö og hans Svende hungrige, og
pas denne Vej var det, han modtog hint rorende Bevis
pag den-ringeste Almues Glcede og Tatnemlighed, ved
hast-II Besog hos den sattige Kone. Derom hed det siden
sag sinnst og simpelt i Foltesangem
»Niels Ebbesen gested sig en Karlingz
. Hun havde ikkun to Leve (d. e. Smaabrod);
f'"c Det ene gav hun Nielö Ebbesem
" - han slog den kullede Grm.«
Femte Kapitel.
Pan Tilbagevejen til Brattingsborg var den sotte
Spend helt lystig. ,,Saa J nu, min splinterny Or. Niv
der!« — sagde han til Spend Trost —- »jeg var ingen dum
hund, da jeg lob dem slcebe mig til Randelsbsorg, sot at
bange mig, naiar Sloven blev grønl Endnu er Sloven ilte
grsty og nu ligger alt den kullede Greve hist med Næsen«
i Vejrset, med samt Hr. Ove Hals og den sorte Kapellam
Vom tog jeg da selv paa min Samvittighed, for min Bei-ste
moders Slyld, hvvrvel han hvetken havde Baaben ellet
Verge. Jeg maatte slagte ham ligesom et andet Stykke
M; men bedre Dsd var han ille verd, den Stabhalsl
In den Bedrist faar jeg jagtens intet Risdderslag. Stett
bedu- haandtevede pl ellets ilte med Grev Staldepande selvz
M hvad eutsen J vil balde bet riddetllgt, han stl den
—-——’s Wiss-—
Ende nein Bedsieswdee havde spaaet hnm ffk san bxevs
brændt, og nwd hvad der staat i Stæbnens Bog kan als
Verdens Ridderskab intet Mut have at sige.«
Svend Trost tvistedes med ham om den Vildhed og
Grumhed, hvotmed han havde taget Heevn over sine egne
Uvenner, mere sor sin egen og stn Bedstemodetz Styld, end
for Fcedrelandets Frihed og erlse.
»J stulde tun tie stille med den stokagtige Tale, unge
Herre!«—— svarede den sotte Svend —- »slog J ikte ser
shans Wittinghos for Panden med god Billie og havde
sdetved ncer sorssmt at kaste Broen af? det gjorde J næppe
sor jet, vor Heu-es eller Fadrelandets Styld, men sor den
smukte Agnetes Styld ska Bjøtnsholmf
»Jeg kan vidne ved den højeste Gud, jeg tendte ham
ikte sør han var falden!« —- sagde Svend Trøst ivrig —
»dog, jieg havde endnu mindre staanet hom, havde jeg tendt
ham; det tan meget gerne vere, jeg havde glemt baade
tBroen og jer alle, for at lese mit sidste Otd til Hans Wit
tingho « — —
»Ho, ho. ser J det!« — asbrød dn sokte Svend ham
og le »i det Sty» c er vi not alle lige teue. Mener J,
jer sornuftige Morbroder havde sat sit Liv paa Spil ved
saa sortvivlet et Vovestykte, hvis itte den kullede Gteve
havde givet Sti Andersen Ret hin Dag paa Viborg Ting?
J den Time besluttede han Grevens Dødz det saa jeg pack
det hvide i hans Øjne. J msaa sætte saa spd en Dyppelse
derpaa, som J vil, det var dog Meningen i Grunden.«
»Nei, ved den levende Gad, nej! Du gøt hatn Uret!«
— udbrød Svend Trost ivrig. — »Du hat jo selv sagt
mig, hvorledes han harmede sig syg over den Tanke, at
man vilde dømme saa lumpent om ham.«
»Snak med Lumpenheden! den Synd vil jeg cede op
i et Siykke Sul. Ieg saa not, hvor glad han blev, da jeg
tom til ham sorgangen Nat paa Brattingsborg og iovede
ham Hjcklp og sitter Hævn over Greven.«
Svend Trosts Jndvendinger hjalp ikke. Den sorte
Svend blev ved sin Mening og vilde itte tiltro noget Men
neste større Højmodighed og Selvsokncegtelse, end han selv
besud. As disse sorstellige Meninger om den sande Grund
til Niels Ebbesens Bedrist hørte han selv nu intet. Han
red stille og alvorlig i Spidsen for sin Rytterhob og tcentte
paa, hvad der skemdeles maatte ske for at tedde Fædrelan
det. Da de naaede Brattingsbotg, sorgede han omhygge
lig sot Borgens Bevogtning og luttede stg inde i sit Len
kammer med sin Husttu.
Om Aftenen Var der lystigt i Borgestuen paa Brat
tingsborg. Her sad nu den sorte Svend for Enden af
Drittebordet og fette -Ordet. Her var ogsaa Svend Trost
til Siede, for at høre hvorledes alt var gaaet til. Hvad
sden sorte Svend selv havde set og hast Del i ved Oder
Hrumplingen as Randelsborg og Grev Gerts Fald, det blev
«uu ser i haus Mund hek ved Dritiehokdet til et Stykke as
hin Foltesang, der siden med andre Øjenvidners Tillæg
og Forandringer klang over Lande-t. Om sig selv fortalte
han, hvad der heller itte er alemt i Foltesangen, ved For
tcesingen am Ebbesens Ordsliste med Gert, der i sin Nød
vilde tinge om Livet og give sig til Fange:
,,Og det da meldte den sorte S de n d,
- Fordi han itte var hvid:
Vi lægge nu den lange Tale;
Vi lade Sværdene bide!«
»Den, der gjorde os bedst Tjeneste, var dog jet, unge He.
RidderL" — sagde den sorte Svend tilskdst og dendte sig
til Svend Trost, der stod som slagen as Forbavselse og Gku
over den raa Karls Bereining om Gredens Fald og for
melig Halshuggelfe over Sengestotten. — »Havde J itte
været snildere, end di alle til Hob-e, havde nu ingen as ds
siddet her.«
»Jeg gjorde et Spotvers over jer i Gaar, unge
Herre!« —- sagde en af Niels Ebbesens Stridsmaend —- det
hvistedie vi saa smaat om paa Bejen til Randers, medens
J red bag efter. Det Ord, Husbond havde sagt os, tytte
os vel værd at sjunge, set J, og saa faldt det saaledes i
Led for os, at J sit et Hib med det samme, for vi troede den
Gang alle, J var en Sterlin, unge Herre! Gud forlade os
den Synd, nu fortryder det mig.«
»Syng mig tun jeres Spotvers!« — sagde Svend
Trost — »i Dag hat jeg saaet Ære not for lidt og tan
sagtens taale at here hvad galt J tæntte om mig i Gaar.«
»Ja, naar J itte vil blive vred, unge He. Ridderi
det faldt os saadan i Lag, ser J, ester hvad vi hadde hstt
og set:
»Jtte tommer Dagen for end Solen stin,
Saa faa vi Tidende ny —
Hvilten Svend sin herre er fast og tro,
Han maa itte sra hannem fly.
Op da stode vi Svende hel trøst
Og svor ham Tjeneste paany
Foruden Niels Ebbesens Systetsøn —
Han vilde da fta hannem fly.«
,,For Fanden! det var jo itte min Mening, J Staa
ber!« — udbrsd Svend Trost cergerlig. — »J stulde aldrig
snnge Viser »Im nagen Gerning, for den er halv endt. Det
hib dar der da heller itte start Bid i, tan jeg tro.«
»Tæntte jeg- det itte not, J blev vred, take herre!«
i—-— sagt-e den trohjertede Baabensvend —- «d-et stulde ja
Hilte were andet, end den rene Sandhed; men Gud ste Tat,
Hdet blev Lsgrri Jeg slaar mig nu Hjertens gerne paa min
iMund vg sluger det dumme Ord i mig igen, hvad enten det
Evar raat eller ssdent.«
T «Lad tun Bisen blisve sorn vi hat neknmet hende wen
hpr hvad jeg hat sat til i Dag!« — sagde den sorte Svend
s— ,,det er endnu det bedste Stytte Bise, jeg hat gjort, og
det stal alle danste Piger synge efter mig! —- Giv Agi,
»Warte! at J tsan leere det med, vg fyld Krusenet Riddes
.ren af Randers Bro stal leve!«
Snart genltd nu Borgestuen af Hurraraab for Spend
Ttsst, niedens man itte blov ted af at gentage hvad den
forte Spend sang til hanö Pre
»Rielz Ebbesen dem til Randers Boo;
Der United saa got-e hugx
Dufqu handahtnlideu SvendTrsst,
Sein sum Oclov sog.
Mel-Z Ebdesen gaar over Reindees Bro;
Die Holster efter hannein haft-ed;
Eff» ganr hin liden S ven d T r o f t.
Og Broen han efter hannem kasted.
Tal have Niels Ebdesens Softerson!
Han var sin Morbroder tro:
Han tasted i Aan de Fjaelle saa brat —
De Holster fandt ingen Bro.«-«)
,,Lad det være Maade ined min Beroxninelse, Godt
folt!« —— sagde Svend Trost noget undselig —- ,,hoad jeg
frelste i Dag, var dog tun en Myretue mod hvad J og
JJiorbroder Niels maaste har bjcerget, saa sandt selv den
bedfte Ridder i Dantnart og hans Svende tun er en tinge
Del as Folt og Rige. Hat tilsidst bryder enhver dansl
Mund sig nu Inere om sin egien Frelfe, end oin det hele,
log det er Landets Pest og Ulytte!« —— tilfojede han ivrig,
jdn de halv derusede Krigsincend vedblev at raabe Hurra
Tfor lmm oq gentage Visen om Broen. — »Gor J ng Mel
Versen oder den lumpne Bro, var jeg tilsreds, J aldrig var
Honine levende over den. Her er nndet at tænte paa, end
Hat hytte vort eget og vore gode Venners Stind!« Med disfe
lOrd forlod han Borgestuen, og den overdrevne Begejstring
ffor hans Bedrift havde Ende
f Svend Trost havde forladt den tvalme Borgestue i en
fbefnnderlig Stemning og var gaaet ud paa Hojeloftgsvalen
under den stiernetlare Nathinnnel Det var Aftenen efter
Sondag ,,Judica« den forste April, der, som Grev Gerts
Dodsdag var bleven saa mærtelig en Dag l Danmarts
Aarboger. Jngen af de Braitingsborgs Krigsmænd hasvde
tcrnlt paa Ave eller Messe den hele Dag, og Grev Gerts
Banemænd havde endnu itle tvættet Blodet as deres Baa
ben og Klæder. Niess Ebbesens forbavsende Daad og den
mcegtige Gerte Fald havde gjort et stort Jndtryl paa den
unge Ridders Sind; men han havde faaet en Forestilling
om hint Tyrandrab, der midt i hans stolte Glaede forfternte
hom. Hvor vigtig end denne Bedrift msaatte vcere for Dan!
marts Frihed og« Lytie, foretorn den ham dog nu, i den
sorte Svends ran, hcevngale Beretning, hverten saa ædel
eller ridderlig, som hans gamle Beundring for hans Mor
broders stormodige Sind fordrede det. Billedet af den
maegtige Gerts Endeligt, som en lao Forbryders Henret
telse, var ham modbydeligt. Dei Had, han for havde næret
mod Danmarts Undertryltere, syntes næften forsvunden
for Tanten om den faldne Fjendes Navnlundighed, som
Helt og Feltherre· Nu er der da en meertelig Mand mindre
i Verden!« — sagde han ved sig selv — ,,rnen er Danmart
dermed reddet? Han loftede sit Blil mod de tindrende
Stierner. —- »Hvi forstaar jeg itle hvad hist staar strevet
med Guds Finger2« —- vedblev han. — ,,Hvad vil Enden
bliveZ hoor vil det gaa Gert den Stores Banemand? Hm!
Inin Lytteg lille Fjende er ogsaa falden!« — vedblev han
fast mismodig og bitter. — ,,Tyrannens Haandlanger stal
nu aldrig holde Bryllup med Agnete — men — Svend
Troft tender hun dog itte mer, er jeg nu end Ridderen af
Randers Bro og har faaet Lov for lidt af den sidfte Nats
Helle-« Riddernavnet var en Herden Svend Trost i mange
Aar havde higet efter. Nu, da denne Lylte var opnaaet,
foretoin den ham næsten barnagtig, forfcengelig og slet for
tjent. Det overdrevne Bisaldsraab i Borgestuen klang harn
næsten soin Spot, siden han dog lun havde taget mindft Del
i den natlige Heltefcerd
Nu horte han, at Doren aabnedes til Hojeloftssalen
fra Burgherren-Z Lonlarnmer; han traadte ind fra Svalen
og modte Ridder Niels, forn nied et Lys i Haanden vilde
begive sig til sit Sovelammer.
«Tcenter J paa at for-e i denne Nat? lære Mordroi
der!« — fpurgte Svend Trost og betragtede med Forum
dring Ebbesens rolige og tillidsfulde Aasyn, der dog bar
Præget af en mcegtig, men oplost Sjcelsspcending.
l «Hvorfor itteZ tnin Sostersonl —- svarede Ridder
Miels og ftandfede — »jeg tænler nu forste Gang i sets
Plar at sove rolig. Fra denne Dag maa et nyt, sundt Liv
fbegynde i Danmart; dertil horer Hvile saa vel som Daad.«'
sHan satte Lyset paa Bordet og tog Plads i den store Arm
Istol. »Har du endnu Strupler over min Gerning? Svend
;Trost!«— tilfojede han. -—— »Jeg mente dog, du havde
sfaaet bedre Tanter oin mig og min Ferrd, da du horte
Trommen og Stormiloiten i Randers. «
»J har givet mig Ridderslaget i Dag, Morbrvder
»Niels!« — sagde Svend Ttoft og greb hans Haand —
f«slænt mig nu sogfaa den Tillid og Fortsolighed J hidtil
lhar ncegtet mig! Sig- mig tun et! og ieg e« eders Æres
lRidder og jer fuldtro Mund til min Dodsstund: var det
sfor Danrnarks Friheds Styld a le ne, at J flog den stolte
sGrev Gert?«
I »Det vil jeg haabe, Son!« — soarede Ebbesen og for
med Haanden til den store Pande —- »havde jeg tvivlet
derpaa forgangen Nat, havde den storste Thran i Verden
endnu levet. Dog —- hvo tender hver hemmelig Tanie i
sin Sjasl2 — hvo fer hvert Gran paa Bunden af Tonle
dybetö Afgrunds —- hvo tor sige om sin bedfie Gerning,
den var ten for Guds Aafyn?«
»Gud velsigne eder, ædle Morbroder!« tog Svend
Trost heftig Ordet og tryttede hans haand til sine Leber.
— »Jeg stal ære og hojagte eder faalcenge jeg lever og
aldrig mere fporge Im eders Tanter: nu jeg ved, de er saa
tetfcerdige, fom nogen Engel lan fordre det af et fyndigt
Mennefle. Men sig mig nu ogsaa, hvad agter J fra denne
Stand at foretage til Fedrelandetg og ederg egen Fulse·i«
»Forft Fjenden ude af Landet og en retmcessig Konge
paa Danmartz Trone!« — sagde Nielö Ebbesen med
frejdigt Blit og ftod op —- »faa lan vi maasle tænle paa
den Fred, der tan blive tilovers for Landets Befriete og
Venner i Noden. Nu main hver ærlig Mund holde sam
tnen og hele Follet ftaa os bi med Lyst og Mod! Rygtet
Iom Grevens Fald stal flhve foran los med Steckt —- og
den dode Tyrans hakt adfplittseö, sont en Bismrm uden
Dronning-paa heben!«
»Godt, leere Morbvoderl men hvo ftyrer saa Foll og
Rige? Er der tænlt paa et Konng2«
,,Jeg vil betre- dig, hvad endnu er en Londom: Bi
stop Soend er rejft til Brandenborg med Hyldingsbrev til
Junser Valdemar. Lansdets vigtigste Mond hat under
stnevet det; mit Naon staat first derundet5 men Ridder
Bugge on han- Benner hat andre Denken«
»Og HAV- — den edle Junker Otto —- stal han sidde
0) It Zoll-imm.
Trost med smettelig Jvet. —- ,,Hvot tunde J fietnstynde «
det Valg, YJtotbtodet!«
»Det hat smettet mig dybt, sont nu dig; men det- et
Nsdvendighed —- den eneste Udvej: Ptine Ottos IMP
stab hat gjott hans Vala umuligt: seld oni vi nu tu de
besti ham med Vaabenmagt — ha - hat tabt Foltets Til
lid. Brodeten hat de vigtigste Stemmet; til ham staat
alles Haab. Otto maa opgive sine Fotdtinget og vente
sin Ftihed as Brodeten med hele Landet. Det et ingen For
bigaaetse. Foltets Billie et her Lov. Danmatt et endnu
et ftit Valgtige.«
Srend Trost stod ved denne Meddelelse fast nedslagen
og betragtede med en indetlig, vemodig Følelse Ptins Ot
too anldne Svcttd, som han holdt i Haanden. »So-a vat
oasaa det tun en sinnt, bedtagetist Drom, som alt andet
stønt og herliat!« —- sagde han med et dhbt Sitt. — »Jeg
saa ham ved den stote Absalons Grav, den Ast-en, de begtov
bang Fadet i Soet, jeg·v-at i den Time dog saa vis paa,
det maatte blive hain, der enGang stulde bringe Lytte og
Velsignelsse tilbage over Danmart.«
»Bei vat mit med hele Danniatts Haab sot setz Aar
siden« —- svatede Ebbesen vemodig — »Blodsttømmen paa
Tau-Diebe hat udslutt det. Ulytten et med ham. —- Stats
mand et han jo itte! det stal Brodeten vaete. Hans Stats
tlosgt blivet maaste min Ulhtte« — tilfojede Ebbesen og
»tog sit Lys fta Botdet — ,,do«q — Danniatts Lytte vil
lyoi nu tun tcente paa· J Guds Navn! lad Naldemat tand
slasa med Bispen og Fytstetne som han vil og maa! —- jeg
hat thddet hain Vejen til Tronen; gaat den ogsaa over
Brattingsbotgs Gtus og det, det er bedte —- jeg maa
dog ønste ham Lytte paa Vejen, fot gamle Danmatts
Styld.«
Riddet Niels ttyttede sin Søstetsons Haand og git
med faste, tolige Sttidt til sit Sovetammet.
Svend Trost saa længe estet ham, og det ttctngte I
Taatet i hans Øjne. »Don og Otto« — sagde han —
»de to bedfte Sjæle, jeg tendte blandt danste Mcend —- stal
de nu tsegge gaa til Grunde for den tolte Statstløth —
og han, den ovetmodige, unge Herre, det ttuede mig med
Jagtpisten —- han vot Kongel han den stote Statsmand,
man hat Bud estet! Gud bedte det! de et blinde, Hvad
stal Danmatt med Hovedet uden Hjette? Mod hat han
ej engang, det tøt jeg do paa.« Han gav nu tet sin Hatnie
Lust og talte saa højt med sig selv, at det tungede i Salen:
»Ha! lad os nu da udsiette Lovetne sog Hjettetne as Dan
matts Stjold —- og scette luttet smaa Stangehovedet i
Stedet! saa tan det blive som hint Hedningestjold, der sor
stenede Hjettet og Sjæle; men oplive vil det aldtig i Evig
hed — aldtig!« —- —
Som Svend Ttøst i sin Jvet udtaabte disse Ord, stod
den sotte Svend sot ham i den dunkle HojelostssaL Han
havde endnu itte asvadstet sit smudsige Ansigt ellet tæmmet
sit uhhte Steg, og hang chkdet vat endnu blodige fta den
sidste mordetiste Nat. »Ei, ej! unae Ht. Riddet!« —- nd
btod den vilde Karl med en lnstia Lattet —- »gsaat J mig
og min salig Bedstemodet ind i Haandtetingen og givet jet
as med at vctte Spaamand? Nei, lad mig ont det! den
Kunst sotstaat jea bedro. Jan Vist sorn jeg spaaede Gtev
Staldepande og hang Hatndkangrte den vigse Dad. saa vist
lIn sog los-se jet for, vi nu stal saa bedte Tidet her i Lan
det, i hvot det saa vil gaa jet og jet Motbtodet. Saa me
aet tan jeg dog læse i de Stjetnet, det staat højest i disse
Ncettet, at det et god Tid at beghnde noget stott Paa, naatÅ
Gonduls stotste Aand«·) tidet mellem Vctddet og Dht. «
Dei ved jeg, vi hat itte lobet med Limstangen i dette Døgm
hvotvel vi hat alle Nattes Dag i Dag.«
»Dine Spaadoinme givet jeg itte stott sor, gale
Volle!« — sagde Svend Trost, det nied fast Gtu vat ttaadt
tilbage sot denne saele Stittelse — «det et en nein Sag at
spaa de Folt Doden, man selv et med at slaa ihjel. Men
hvotledes set du dog ud! gat hen og vadst Blodet as dig, og
stab dig itte tænget som et Utnennestel Nu hat du saaet
Hcevn suldt op baade sot din giatnle Hette og din Bedstemo
det. Hvot lcenge vil du gaa som et Sttcemsel het? du set
jo ud sotn den lioagtige Satan·« «
»Er J tced sot Blod og hvad andet Stam, det hern
get ved sos i denne Vetdens Setz unge Ht. Riddet! saa
duet J, Stam, lige saa lidt til den Tit-, det tommet, sont
til den. vi yat Hast paa. Saa ten og slittet, som J vil
have hvet Riddet og Svend, og det baade paa Sjæl og
Krop, saa pcen slippet ingen til sin Lytte i denne Vildbaöses
tid. Kan jeg soje jet deti, stal J dog se mig tvættet i Mot
gen!« — vedbleo han med et Nit —- »men den sotte Svend
blivet jeg dog til min Dsdsdag. Ved J elletö nht fta
Halb? den sangne Jomstu, J ved not, vot lille Agnete fta
Bjstnsholnt, hun et fis-sen med Vildgcessene i Gaat.«
,,Hvad! flygtett — du min Gud! hvothen?« — nd
btod Svend Trost heftig.
»Ja hvothen, hat hun tigtignot gletnt at lade os
vide. Men jeg stal not saa hende opsnuset!« — tilssjede
Volle med et taat Smil. —- »Hat J nu to Gange teddet
mig Liv og Lemmet, et det itte met end billigt, at jeg hiel
pet jet til lidt Liv og thtighed igen ved Lejlighed, og hvatz
jeg tan cetgte Sti Andetsen med, got jeg med Hintens
Glcede."
»Spat din Tjenstagtighed, Volle!« — asbtpd den
unge Riddet ham vg· vendte sig sta hom. —- »L-ad hende
sly hvot hun vilt svov du aldtig at tomme hende sot Oer
med dit Bildtnandssjæst«
»Nu, nu! det dot hun vel itte as at se paa, naat jeg
fstet hende i Riddetens Favn, hendes Hu staat til.«
»Hvad! et du gal? Volle! hvilten Riddet?«
»Ih, Fusentastw der blev besat ved at se hendet ham
stal hun jo have et godt Øje til. Maaste Fuglen tun et
flsjen fta hald sot at lade sig fange as den nybagte Niv
det med Randets Bto i sit Stjold, og han sthldet hende jo
tät Brudgotn Tot den, han slog t Sthttet sot hende sidste
at.«
»Gott din Vef, Volle!« — svatede Svend Trost med
et dybt Sat. — »Btoet tan jeg taste as, og Slhnglet tan
jeg slaa sot Pandent men den Zugl, sdu talet om, fanget
jeg aldtig. Det vat en Dtsm med den ltlle Agnete fta
Bittnsholm. Jeg et itte meve til t hendei Stal, vg- i
mtn et det nu tun et sdejttqt Billet-e ttlbagr. nven uden
Sandhed og Karitas-ein« Gottscttey
Geltu.