1
32 Fald og Oprejsning
Uf haus.
(Sluttet).
,,Siaa er del nol bedst, du komm-er i din Sena, min
Dreim, saa gaar det nok over ig-:n,« sagde hans Moder.
,,Lad og saa bede vor Aftenbøn.«
Saa tog hnn Bibelen ned fra Komod-en, og da det
var i Faslctidem plejedse hun at læse noget af Lidelses—
historisen Dct var den Aften et Styls-: af det attende Kas
pilel hos Johannes, der jo blandt andet handler om Pes
terg Forncrgtelst. Hvert Ord traengte sotn en hvas Pil
ind i Kriftians Hierbe; naar han faa op paa Billeer syn
tes lfIn at se det samme Udlmk i Lin-ene- som det, hvormeis
Herren saa paa Peter. Dei Var, sont om Herren sagdie til
hom: ,,.Kristian, bvor flal dielte end-IT Du føjer jo den
ene Løgn til den and-en.« Nei, han lunde ille holde det
ud lcengere; han begyndle bitterlig at grcede.
»Stalkels Kristian!« sagde hans Moder dellagende,
,,er det saa slemt nted dit Hoved?«
»Nei, Moder,« brød del ud af hans betlemle Hinte,
»del var slet ikle sandt, Mode r, jeg hat ill-: Hodedpine, og
jeg har heller ikke hjulpet Lcrreren; jeg ljsar fiddet efter
fordi jeg ikle kunde min Leltie. O, Moder, hvad flal
jeg fing gere?«
»Min statt-es Dreng,« sagde hans Moder, »l)vor
kunde du dog fault-des lade dig forledse til at lyde?«
Han betendte nu aabent og cerligt det hele for sini
Moder. Denne talte nu alvorligt og kærligt med ham
derotn og visi-: hom, hvorledes hun nu knnde fe, hvordan
J gil, naar man sprst gav efter for Frifieren. Saa link
lede ri: bizgae ned, og Enlen bad for sin Dreng, at Herren
dilde tilgive ham denne Synd og hjælpe hom, at han niaat
le faa Kraft til at staa Fristeren imod, naar han atter kom
og vilde forledse hanc iil Sand.
For Kristian gik ind i det lille Sodekammer, maatte
han endnu en Gang se op paa Billedet, og nu var det,
som otn Herren faa hell mildt ned paa han« det Var, lige
fom han vilde sige: »Det var godt, Kristiam nu ere vi al
ler Venner, og jeg slal not hjælpe dig.«
As dtcnch og sprech Mund.
As Honig-.
Jakobs Fader var Verder, riatig en slittig og streb
som Mand, som i Forening tned sin sparsommelige Kone
havde opdraget en tentntelig stor Borneslol, af hvilte de
sleste nu var-e vokgne og ude at tjene for dereS Brod eller
anbragte i Lcere hos sorslellige Haandværtere, hvor d:
alle ajorde deres Forceldre baade Ære oa Werde-.
Jakob, sont var den yngste, maatte da oasaa nd at
tjene. saa snart han var sto; nok dertil. Hans sørste Plads
blev som Vogterdreng hos en Gaardmand, hvis Gaard
saa ude paa Matten, omtrent en halv Fjerdingvej sra
Byen.
Fra Jakob var ganste lille, havde han vceret vant til
at folge med sine Forceldre til Kirie og til gudelige For
samlinger, as lsvilte der i de senere Aar vare holdte mange
der paa Egnen, ja ikte endda saa sjceldent i Jakobs eget
Hiern. Det var isccr Salmesangen, som interesserede
Jakob. Sclv kund-e han godt synar og lærte band-: Tckgt
oa Melodi til de sleste as de Salmer, sont nrest bleoc
brugte ved Forsamlingerne, og jævnlia iunde man here
ham gaa oa snnge om Kap med Fuglene, naar han ait og
vogtede Køernr.
Ester at Jakob var kommen ud at tjene, tunde han
sjældent solgse tned sine Forældre til Kirte og til Moder
om Sondagem men naar han saa en Gang imellem haode
sri en Søndag, var det altid en Fryd for hanr, hvis der
enten slulde ocere Mode derhjemme ellser i Rcerheden, saa
han kund-: komme nred sine Forældre derhen, hvor han
ogsaa tit tras samtnen tned nogle as sine ældre Søskcnde.
En Sondag Estermiddag, da Jakob haode vceret
hjemme, havde der just vceret Forsamling i ksans Hiern,
og de sleste as hans Søslende havde ogsaa vceret hjemme,
saa det havde rigtig vceret en Glcedesdag sor ham.
Mandag Morgen, da han syngende drev sme Kner
ud, toxn Gaardtnand Ole Jensen oppe sra Byen korende
hen ad Bejen sor at løre ud paa stn Mark, just som Ja
kob drev Ftoerne over Vejen. Denne Mand var belendt
sont en as de rnest ugudelige Spottere der t Sognet. Alle
Beque, hvor han knnde komme as Sted med at sortrcediae
de troende Mennester, benyttede hen Lejligheden dertil
rrled en sand djcevelsi Glcede.
Netop som han drev de sidstse sie-er over Bei-rn, var
Ole Jenscn naaet derhen med sit Roten-j- »Se, god
Morgen, Jakob,« raabte han nu til Drengen, som beste
dent gengceldte Hilsenerh idet han tog sin Straahat as.
»Naa, Jakob, var du saa til Helligsorsamling i
Gaar?« spurgte Ole Jensen tned et svedent Grin.
»Ja, jeg var,« svatede Drengen hssligt og bestedent.
- »Naa, hdad bestilte J saa der?«
«Vi sang Salrner og hatte Guds Ord,« gensvarede
Drengm
»Naa, hvad sang J saa?«
Jakob, som troede, at Manden gerne vilde vide, hvil
ke Salmer de haode sunget, begyndte da at frentstge det
ssrste Vers as den Salme, hvornted Forsamlingen var
begyndt. Jævnt og ensoldigt kom Ordene lige inde sra
haug riac Hjekte: «
»dvordan tatte vt vo.s Heere-,
sor han gav tin Sau hernedP
Menge staune lidt, besserte-,
paa saa stor en Karlighed.«
Drengen vilde sortsætte, men blev asbrudt as Ole
Jensem
. ,,.Vvordan var det du sagde, Dteng?« udbrød denne,
,,siq det en Gang til.«
y Jakob gentog de stre ssrste Linier as Salmen. !
«s--·-..,..---.,· .« ...
g
Men hvad gik der bog af Monden? Pludselig vendte
han sine Heste om og kørte ad Hjemmet til Drengen
stod og san efter hant og lunde slet ikle begribe, hvad dei
stillde beiyde.
Da Ole Jensen kom hjem, blev hans Kone ilke min
dre forundret ved at se ham lede omkring i hele Hufet med
en Jver, foin om det kund-e vcrre et af hans allervigtigsie
Dokunienter, han hnvde mistet; at det i hvert Fald var no
get meget vigtigt, han spgte efter, derom var hun ilie i
Tvivl
Det lod imidlertid ikke til, at han flulde sinde dei,
han søgte. Den ene Stuffe blev trutlen ud eftet den
enden, men stadig med samine Resultat.
’ Endelig spurgte Konen hurti, hvad han spgtse san id
rigi efter.
»Hvor er Salmebogen?« kom det nu nd af ham som
Svar paa Sidnens SpørgsmaaL Skønt denne ikke kunde
forftina, hvad Monden vilde med Salmebogen, da det var
en Bog, han ellers ikke plejede at have Brust for, hentede
lnin dog straks Bogen og gav ham den. Hnn begyndte nu
at søge lige saa ivrigt i Sialmebogen, hvori han itke var
ineget bedandreL Endelig fandt hcm dog, hvad hian søgte,
og nu begyndte hnn at læfe meget grundiqt Pan Salmen,
som Jakob havde fotesagt ham de første Liniek af derude
paa Beim
Eiter en Stunds Forli-b reiste ban sig np ng begyndte
at gaa heftig op cg ned ad Gulvet. Pludselig standsede
han foran sin Kone.
,,.Karen!« fagde han,n1edeng Taaretne stode ham i
szncn.. »» Mt er galt fat med os. «
,,Hvad mener du, Ole?« fpurgte hans Kone
»Bei er galt fat med os,« fortsatte han, ,,de hellige
have R: t; vi ete paa en qnl Vej, Karen « Han fortalte
hende nu Tildragelfen derude fra Vejen og hvilket Ind
tryt, Drenqc ng enfoldige Ord havde gjokt paa hom, og
flutt: d: med at sige: »Se, Knren, det maa blive anderle-!
des med os.«
Og th blev anderledes; for Qle Jenseit var en Mand
Ined en fast Karalter; hvsad han var, det var han helt ud.
Han havde vccsret en hel Modstander af de hellige, han
blev oafaa en hel Bekender af Herren; der var noget af en
Paulusnatur i hom. Fra nu af stod hans Hus anbent
for Herrens Venner til enhver Tid. Og længe varede
det ilie, for der holdtes Helligfotsamling i den fordums
Spotters Has.
Men det er værd at lcegge Mcetle til at, til at frem
bringe denne fiore Forandring i et Mennesie s Liv beugte
Herren forst en fattig, enfoldig Vogterdrengs Vidnesbytd.
Dette tunne nu alle Drenge og Piger, som gerne ville vidne
om dekes Frelser. lcegge sig pan Sinde, fna er nogsei af
Hensigten med at sende denne lille Fortælling ud i Berden
naaet.
———— «.»- - ---—
Moscsmcdcns Karcn
Af Hans.
Mosesmedem faaledeH taldtes han« i daglig Tal-,
hans egenilige Navn var not cllers Jens Larsen, inen det
te Navn horte man tun sjceldent. Navnet Mosesmeden
havde han faaet, fordi han boede langi nde i den store
Mose, fom tilhørte Bonden paa Bornpgaarden. Denne
hande, da Smeden for sets a syv Aar fiden tom der til
Eanen for at scelge Brødtnive, Jldstusser, Jldtænger og
andre lignendc Genstande, som han selv havde forfasrdi
get, for et ringe Vederlag folgt ham et lille Stytte Jord
dernde paa Mosen. Her havde da Stneden vpsptt sit
Hug, hvig man da ellerg tan bruge den Bencevnelfe om
den Optik-, hvori han boed-e. Han havde selv bygget det
hele med eane Hemden Væggene vare tlinede op af Ler,
fom han havde faaet Lov at iage Paa Bondens Mart,
Taget bestod vcesentlia af Grcestørv, som ogsaa velvilligt
vare blevnse ham soverladtse af Banden om Foraatet, før
Tørveskeeringtn begyndte. Det enestse, som var mutet op,
Var Storstencn, der var af raa Sten, fom han selv havde
ftrøget den Sommer, han dyggede Huset Tidlig om
Foraaret tom han dertil og forelstede sia da strats i den
storc Mose.
Hele Sonnneren, medens Bnaaeriet fiod paa, boedse
Eine-den i en Slags Sommerlejlighed i et Stur, som var
stillst op nde Paa Musen en Sonnner, da Bonden havde
's:j:t anrsistæringen nd iil ei Pat- Arbejdersamilier, som
da brngte IItte Stnr til at spise deresJ Mad i; siden den
Tid havkc dct faaet Lov at stua der. Da Smedens eget
Jng Ue firrkigt hen i September-, slyttede han derind med
fin stin og texts sille Pige, og de havde nu boet der i sets
Aar.
Hrzm Moscsnvkdcn egsntlig var, og hvor hang Him
stavn lan, ja drt vidste ingen. Han var kommen ovre fra
en af Stiiaaøerne, da han siyttede dertil, men paa hans
Tsisilett tnndc man not him, at han heller itke havde sit
egentlige Hjem der. Da han var meget ordtnap og saa
forøvrw ingen Besvcek voldte nogen, lod man efterhaan
den det Spørasmaal fare, hvem han var. Jngen havde
nogei at tlagc paa horn, hvad han tobte, betalte han altid
iontant. Hans stone var om mutig endnu mere ordtnap
end han selv og lod sig fjaeldent se, undtagen naar hun tom
op paa Bornpgaarden for at hente Masltx de andre Ind
tøb besprgede Smeden i Reglsen selv indtil i de senere Aar,
da Kann, deres Datter, var bleven stor not til at overtage
denne Forretningx men da hun var noget sty sotn Følge
af dset Eneboerliv, hun var votset op i, fit man heller itke
hos hende noget at vide om Mosefmeden.
Den Gang Smeden tom der til Egnen, var Karen
tnn fein Aar gammcl; da hnn to Aar senere begyndte at
gaa i Stole, fit man dog saa meget at vide, at Karen
itte var Mosesmedens eget Bat-L De havde selv en Gang
en lille Pige, som de date uendelig glade for, men hun
døde, da hun tnap var to Aar gammel. Omtrent paa
samme Tid blev der fødi et Bat-n i Fattighuset i den By,
hvor Smeden den Gang boede, inen Barnets Fodfel ko
stede Moderen Livet, og da Faderen, som var kommen til
rejsende der til Egnen, hemmelig forsvandi, og ingen tend
te hans Hjemstavn, maatte Sognet tage sig af Barnet, som
da blev sat i Pleje hos Smeden imod et ringe Bei-erlag
De tte Born rsar Karen J Dauben sit hun Navnet Ka
re n Romer efter Moderens derom udtalte Ønste, lige før
hun døde .
Da sinken begyndte at gaa i Slol e, lendte hun net-p
p-: Bogstaver, ingen hadde tunnet leere hendse denne Kunst,
da hverten Mosesmeden ieller hanZ sione vare synderlig
øvede i Vette. Hos den ganile Degn i Ødedang, hos hvem
hun tom til at gan i Stole-, drev hun det heller itke vidt
i dsette Sti)tte, han horte til dem, der besandt sig bedre i
et aodt Laa ude hos Bønderne end i sin Stole-. Det dar
derfor non-el, der horte til Dagens Orden for Flaren at fid
de efter og faa af Tauipen, som den gainle Dsegn var en
Mester i at haandtere. Saaledeg l)avde del gaaet der i
inange Aar; at det tunde dedblide at gaa saaledes, styldteg
for en Del den Qmstændighed, at Præsten i Ødedang
onitrent dar af samnie Surdejg som Degnen. Npar
Præsteii tom for at holde Etgcnnen i Ødevang Stole, be
gyndtes der altid med en god Frotost hog Degnen, holl
tet baade Præsten og Stoletonnnissioneng Medleinmer
ifattse meaen Prig paa. Derefter begyndte Etsainen, som
iaf dem alle blev betragtet som det niindst betydninggfulde
»Dagens ljllanspuxitt, som de alle lcengtes est-er, var, naar
Degneng Pigse koin og stat Hooedet ind ad Døren i Sto
len for at melde, at Middagsmaden stod paa Bordet.
Sau bled der gjort Ophold et Par Timer, inedeng
Middagsmiaden blesv fortæret med diverse Glas Bin til.
Derefter toaes attek fat paa Overhøringen, men denne
var saa i Reglen hurtig sorbi, og Prcesten strev i Proto
kollenx Stolen befunden at dcere i udmcertet Stand. Da
Ksarsen havde gaaet i Stole i tre Aar, var hun derfor ittc
stort tlogere end den Dag, Llllosesmeden fulgte ltende deer
nagt-et den gamle Degn tnnde forsitre, at han havde gjort
sig al mnlig Uinage nied hende, idet han havde ladet hende
sidde efter ncesten hder eneste Stoledag og heller itte havde
sparet paa at beuge Tainpen. ,,Hun tan ilte lære noget,«
ertlcrrede chnen til den nye Prcesi, som for en Maaneds
tid scden hadde afløst den ganile, der havde maattet spge
sin Affled paa Grund ctf Alder og Svageliahed som der
hed sig. Det dir not ellerg en offenlig Heniinelighed, at
Aarsagen ncerniest var et venstabeligt Raad af Bistoppen.
— Dette dar en stor Sorg for Degnen, som af gode
Grunde itte holdt af denne Forandring. Karen hørtel
Degnen sige dette til den nye Pia-ft, at hun intset kunde
leere, og hun var selv ved at Vcere af samme Mening; hun
var bleven saa vant til at faa Pryal og fidde efter, at hun
mente, det tunde itte vcere anderledes, del gjalt blot om
at finde sig i det.
Men den gamle Degn fit ret at nicerle, at den gode
giamle Tid var sorbi. Den nye Præst nøjedes itte ined
at komme i Stolen det lovbefalede Antal Gange for at
holde Etsaniem snart tom han paa den ene og snart paa
den anden Tid i Underdisningstiden og satte sig for at
høre Paa Undervisningen. Dette var itte til at udholde;
tidligere tnnde Degnen dog, naar han blev bedt ud, lade
den øvetste af Drengene holde Stole, men dette vilde den
nye Prcest slet itte finde sig i. Desuden dar han saa mer
gaiaende med Spørgstnaal okn Religionen, at det var hell
uta--aleligt, itte at tale om de Prceditener, han hder Son
dag var nødt til at høre paa, hvori, det dar da tydeligt not,l
det stadigt var Degnen, han hentydede til. Saa nødig
han dersor end forlod den gamle Rede, maatte han dog
snart folge den gamle Præst Etsernpel og søge sin Afsted
paia Grund af Alder og Svagelighed.
Den nye Lærer, som blev taldet til Ødevang efter
Sogneraadets Jndstilling, var en ung Mand paa 27 Aar.
Han holdt Bryllup tort efter sin Antomst med Datteren
af en troende Væver i den By, hvor han set-v« havde væriet
Hjcelpelærer i site Aar. Det var en smut, livsfrist Mand,
nied et a.abent, cerligt Ansigt og et frejdigt Blit. Den førsle
Dag, lyan begyndte sin Gerning i Ødevang Stole, bleve
alle Bernene meget forundrede og forbavsede over at se et
nyt Stytke Møbel i Stolen, som de dog snart blede tloge
paa maatte vcere en Spilletagse. Forundringen og For
bavselsen steg, da Leerereng Oustrn toni ind i Stolen og
satt-: fig ved Spilletassem og Læreren bad Bernene lede
Saline Nr. 74 op, som saa blev sungen, medens Lærerens
Huftrn spillede psaa Orqlet til. Derefter bad Leererenl
Bernene reer sig op og foldse Hernderne: saa tattede hanj
vor Herre for Ratten og bad om, at han nu vilde lægge sin
Denl
Velsianelse til Gerningen i Odevang Stole.
Nu begyndte Underoisningen med Religion.
nit itte meget liolia, ncesten inaen af Bornene tunde sdare
noget, undtagen hdor det gjaldt om at opramfe Strift
ltieder og Stytler af Bibelhistorien, uden Spor as For-!
ftaaelse as det laesle. Da Stoletiden var endt, tom den nyel
Laster l;en til Flaren og bad hende blive tilbage· Fort
he nde var dette jo itle noget nyt; de andre Børn fnisede:
oa hdistede til hverandre: »Mose- Karen slcil sidde efter.«
At Læreren bad hende blive tilbage, toin af, at Prep
sten havde bedt ham scerlig tagei fia as hiende for at erfare,
oin det virtelig sorholdt sin, som den qanile Degn hadde
sagt, at hun ,,intet tunde leere. « »
Da de andre Born vare gaaede, tom Laereren hen
og satte sig ded Siden af Karem denne stottede i Beginn
delse n noget til ham,n1en da hun saa, at han itte havde
Tanlpen med, blev hun mere tryg. !
»Hm, lille Karen,« sagde Læreren, idet han tog heu-;
des Haand, som hun dog tun modstrcebende lod— ham be
l)olde, ,,slal vi to se at blive rigtig gode V-enner?«
(Fortscettes.)
——-- - --.-—-----—
Salmcfang, mcn iugcn Undsætning.
J. M. Haufen
Vi mindes, hvorledisg Hans Majestæt Kong Akab i
Samaria misundte Nabot bang Vingaard, og da han ikke
kund-e faa den fra han1, gik han i Seng af bare Misundelse
og vildse itie fpise; og først da Dtonning Jesabel lod Kon
gen sigu »Nabot er stenet og død,« stod Akab op og var
vcl til Mode. Dette kan ncestrn synes at være et Forspil
paa, hvad der i denn-e Tid foregaar i Sydafrika, hvor
England er i Færd med at fratage Boerfolket deres Land.
,
Dog det gasar ikke i en Haandevending. Boerne ere tat-ke
udholdende og vaabenøvede, og mangen en Anfører dukker
frem iblandt dem, som ligefrem forbavfer med sit Mod og
sin Snarrnadighed General Christian De Weit synes
at knnne lilioe en ny Napoleon paa Krigskunstens Om
raade, onI saa skuldse oærez han spiller Engelstmanden det
ene Pndsz after det andet. Og dersom man kan stole PM
Rnaterne, sont qit fra Avig til Avis, saa var dienne fo:
England saa føraelige Boerlrig i høj Grad Aarfag til at
fremftnndc den alderstegne Dronning Bietorias Dad.
Ta- Boerkrigen udbrød fagde Prcesident Krügen at
,,l;ele Verden vilde komme til at grue ved at se Slagter
reqningen.« Og mon England ikle begynder at mærle, at
rot mirs-er en stor Reaning at betale! J Slutningen as
Mai Maaned d. A. (1.()()1) beløb Krigsomloftningerne fig
til ca. 755 Millioner Dollatg eller omt. 1,400,000 Doll.
daglia. Englands Gceld er bleven forøget med 575 Mil
lioner Dollar5. Hvein vil nægte, at Slagterregningen
allerede er stor!
Lg saa Blodftrønnnene, sont ere rundne! Hvem ksan
ocerdisastte alle de mange Menneslelin
Jndtil 81. Maj beløb Englændernes Tab sia til 66,
197 Mand, af hvilke 19,648 døde. 869 Officerer og
53810 Mand faldt i Slag, 116 Officerer og 1288 Man
døde af der-es Saat; 241 Officerer og 9426 Mand dødse at
Sygdoni, og 9 Officerer og 714 Mand er fuldstcendig for
svundn;. Resten af det samlede Antal er blevne affkedigede
Ifotn Folge af Saat eller Sygdom.
O, hvem tæller al den Nod, Sorg, Smserte og Elen
dighed, som digse Tal staa for. Hvert af disse Mennesier
havde sin Pladg og Opgave i det menneskelige Samfund,
sin Lykke, sin Fremtid, sin Familie, og nu ligge de henkastede
Dødningeageren, nu sere de gaaede under i Rovkrigens
Blodhav eller lemlceftede og syge for hele deres tilbagevæ
rendse Liv. 40,000 bruftne Øjne5 20,000 blødende, lein
loestede Lin, og de mange forgende Forældre, Huftruer·
Sestende, Bern! Ja, Præsident Krügen Slagterrsegnin
gen er stor!
Dog lad os forlade Krigsstien. Gid det ogfaa over
for denne forgelige Krig, sorn Verdensmagten England,
sotn en ovserlegen Fjende fører mod de tiapre Boere, snart
maa blive sluttet, saa det maa gaa her, fom Daniel siger
om den Herr-e Zebaoth: ,,Han kommer Krigene til at høre
op indtil Jordens Ender, sonderbryder Buen, afhuggic
Spydet, opbrænder Vognene med 'Jld« (Sal. 46, 10).
Lad os blot erindre, at Boerhøvdingen, Prcesident Krü
aer for en Tid siden gjorde en Rejse omkring til forskellige
Fyrstehuse i Europa, for, efter sigende, at føge Hjcelp
til Krigen med England. Han blev modtaget med de
ftyldige Ærsesbevisninger, og i Holland sang man Davids
Salmer for hiain, og de fleste Steder prifte man Boernes
Tapperhed; men ingen vilde hjælpe. Synge, holde Taler
oa Fest for den gamle Regent, vilde man nol; men komme
hans Landsmaend til Undsætning, støtte det lille Boerfolk
i Krigen mod dsets ftaerke Fjende, derfor betiakkede man
fig.
Gaar dset ikke ofte Guds Rige paa samme Maade?
Kongen Jesus drager om ved sin Aand i sine Niaiademidler,
hvorigsennem han ikke alene svil frelse Menneskens Born.
men ogsaa hverve dem til sin hellige Krig; han vil have os
til at være sine sande Efterfølgere og rette Krigsmænd og
Arb-ejdere, som ville bcere og kæmpe for«ham og hjælpe til
msed Guds Riges Gerning. Men det gaar som Johan
Arndt sagde: ,,Kriftus har mange Bekendere, msen tun faa
Efterfølgere«; der er en Del, siom nsol vil fynge Salt-let for
ham og prife ham med Ord, men der er tun faa, der viele
ligt oille ofre noget for ham og opgive noget for hans Sag.
Ja, itoriet knqser over Land vg i eige,
Oq him vi IiIe Jeiu Jndiog folge?
Lg nll.- komme de nicd Palmegreued
Mrn hoo vil rwrc Simon ai Einem-?
O, det er der tun faa, som ville? Der er en, fom yar
sagt, at Krifti Menighed i denne Verden er ikke saa tin
get de hselliges Hvile, fotn det er en Arbejdsplads og Kam -
plads.
Ret forstaaet forholder det sig saaledes, selv oin dei
jo bestandig er sandt, at Jesus giver den iræiie Sjæl
Hvile. Kriftus vil have Kristne, der ikke blot ville synge
Salmer, men villse bære Dagens Byrde og Hede og kcempe
for Guds Sandhed her i denn-: Lngnens Verden. Det er
lærerigt at nicerke fig, at de Mennester, som »nnn-amme5«,
naar Firistug kommer igen, bortrykkes itte hvcrksen frn
Gudgtjeneste, Alt-ergang, Læsning, Salmeiang eller Bon
nemøde, men fra deres daglige Gerning, fka deres Strand
kvcern, der-es Ager og der-es Nattesøvn De ventede Her
ren og vare rede for huns Komme, medens de øvede dereg
Haandvcerk og Biedrift; de vare ,,altid i Herrens Gerning«,
og saadan skal det være; vi stulle ikke blot være i den om
Søndngen og ved andre hsjtideiige Lejligheder.
Pasa den i Amerika-H Historie bekendt·: »Warte Dag«
("dark day) havde Retsforsaknlingen i en af de østlige Sta
ter Mød-e. Dei blev foreslaaei at hceve Modet En af
Msedlieininerne ialte mod Forslaget og sang: »Er det ikke
Dommens Dag, som er ved ai bryde frem, behøver man
jo ingcn Ulejlighed at gøre fig; og er det den store Dag,
som nu oprinder, da ønsier jeg at være pasa min Post,
ncmr min Damm-er aabenbares«. Saaledes sial det verre;
lad os blive tro i Vsor Gerning og vcere med Frselseren i
Kampen for Herrens gode og store Sag; iad os ikke alene
synge Salmer, men ogsaa stride. Og bliver Arbejdss
dagen lang, lud os ikke tabe Modei; vi stulle høste i sin Tid,
fna fremt vi ikke springe At, mange bruge deres Kræfter
i ,,fremmed Lsedinggfærd«, en gruelig Kraftspilde. Pau
lus blev ikke træi i Herrens Krige, selv om han blev gam
mel og havde arbejdet mere end alle de andre. Han tog
iite sin ,,Afsked«, men kæmpede i den gode Kamp til Her
ren fette hain hjem til Hvilen.
Mcd mig som i Brudestqrc
Vi( dn gerne vandre frem,
Men at folge med i Fare
Teriil er du stet bekvem;
Mcd inin i ncin Faders Rige
Du dog gerne sidde dil;
Men derop ved Kurs at ftige
Man dn bcdke ver-ums til.