Prins Otto af Danmark
og hang- ginmtid.
Histotisk Roman
ui
Bernhard chcrin Jngcniann.
Auch Del.
(Forisat.)
»Derfor slal de tugtes med Skorpionsvøber!« — nd
bred Nrcren med et frygteligt Blit. —- »Bil du leere mig
at tende rette Foltz Jseg hat tendt det fer dn blev født;
den Mani, de hande, kan de lun tvinaeg til at hylde. Dei
er innen Flot Faar, som tan styresJ med Hyrdestav. Dei
er lllekn « de maa tcemmeg med Staal. Jaar jeg har brudt
Tarnieme nd paa dem, tan du il appe dem!«
»F vil sare strengelig frem, Hi MorbroderE men
bar J lietæntt« —- —
»Jeg har betænkt, hvad Danmartg Konger stulde be
tcentt for et Aarhundrsede siden. De stire Halse i Dan
niart stal tncette5! Den hele fordcervede Adel skal udryds
des; deres Reverborge stal siejfesl Den sidfte Dem-ts
høvdina i Jnlland vil jeg se i Galgen, spr jeg satter Fod
igen over Eiderem hvad enten han er Ridder eller Bisp!
Det har jea lovet oa fvoret. Sier du bine KarrerZ de
bringe Lantcr Ia Bojer til Strudel. De rede Koresvende
ere Retfckrdigbedens Tjenerel de bringet Diser og Stril
ter til de hole Halse.« Jdet han sagde disse Ord, for der
som Lnn fra daan mørte —Øjne; men der foregit ingen
Forandrina i hans sorunderlige jernkolde Ansigt. Han lief
tede tun den lange Haae med et bittert Udtryt af Stolthed
og Foraat, medens han tav med fast sammenpregsede La
b«:r, Da tnnttede den jernpansrede Haand om sit Svcerdbafte.
Hering Valdemar betragtede ham med et fiy og um
ligt Blit. De rede begge tadse frem og standsede ved den
faataldte Polesiov, hvor Feltherren vilde ordne sit Hart-Ia
J Krattet tcet Ved Vejen, ved det store Morads, hvori
Kong Abels Lig, for dets fortnentlige Spøaeris Styld
var nedscentet, og hvor en stor, sort Pal endnu betegnede
bang berygtede Gravsted, sad et Par iilfyneladende Jagere
paa en Stub, med der-es Armbøsser i Haanden, og be-—
tragtede den fremryttende Krigshær nied spændt Opmceri—
somhsed Det var Svend Trost og den sorte Svend. Te
vare begge temmelig lange i Ansigterne og saa nd til at
have lidi megsen lsegemlig Nod. De havde feist for to
Maaneder siden med uhyre Anstrenaelfer aravet sig nd
gennem Kaltfjceldet under Segebera Fangetaarnz men de
havde hver Nat i sels Aar lønligt arbejdet paa dette Vært
og bedet haardt for deres dristige Forsng paa at befri
den fangne Prins Otto. De vare neeppe rendte tilbage
til Nørrejylland Vg tonine til Ftræfter igen, sprend de med
den heftigste Jver havde taaet Tel i Opstanden. Nu bavde
de vovet sig paa et farligt Udrider-Tog ncesten lige til
Slesvigs Parte. Svend Trost havde lagt sig et stott,
trigersi Mundstceg til og havde faaet en Mandighed i det
livlige Fusentaftansigt, som tlcedtse ham godt. Hans Ljne
spillede endnu som før af lidt overmodig Kathed og Lyst
til at trampe mod Branden; men ban syntes bog at have
vundet et større Herredømme over sig selv, oin han end»
sont sædvanlig, mere fulgte sme eventyrliae Luner Da Til
fceldets Tilstyndelscr, end nagen fast og bestexnt Liveplan.!
, Den sorte Svend var i sit grusomme oa langdariae Fan
genstab bleven endnu mere vild og hædngerrig, end tilforn.
Han havde undertiden Anfald af en Slagss Sindsforvir
relse, hvori han selv troede, han var en Troldmand og
havde lcert den magiste Kunst af sin henrettede Bedftemo
der, der atter havde hentet sin Visdom hos den hemmte
norsie Seerinde Sulla Sat. Han havde ladet sit sorte
Haar og Stceg voise i al den Tib, han sad i Fangslet,
og svoret, iite at rage sig eller tvætte sit Ansigt, før han
havde hævnet sin gamle Herre, scg selv og sin Bedstemoder.
J sin lurvede Jægerdragi, med det forte, smudsige An
sigt og uredte Stag, saa han frygtelig ud, oa dan mente
selv med Stolthed, at han under visse Omstændigheder
skun behsvede at vise sig, for at fireemme Livet as sine Fjen
"der. Han sad nu med Armbpssen i Haanden og stirrede
med et glubst Blik paa den store Krigsheer, der nærmede
fig, medens han sagte mumlede en af Sulla Snts og sin
fBedstenniders Hekseformler. »Jeg udsender sra mig Gen
Iduls Aander!« —- hvislede han og blaste — »En bide jer
i Ryggenl den anden i Btystetl den iredie ramnie jet med
alles Brede og Had!« — derpaa spyttede han mod Heeren
tre Gange. »Se! der tommer Grev Staldepande med
- ’Pogetongen, han vil paanøde os!« — raabte han nu højt
sog sprang op. —- ,,Kunde vi se vott Snii og styde harn en
Bolt gennem Stollen, kunde det spare mangen brav Jyde
Gods og Livi«
,,Fy, Volle! intet Snigmord!« — sagde Svend Trsst
med streng Rost og truede — »dertil hat hverten vor
Heere ellet Morbroder Riels givet dig Ret.«
,,Men Staldepanden spurgte hverten vor Herre eller
Morbto’et om Forlov, da han hjalp Ridder Hartvig paa
Segel-ers —- og hvem hat nu givet ham Ret til at rsve
og flaa ihjel i Jylland?« —- mnmlede den sorte Svend. —
«,J et dog nogle Gække med jer Ret og Uret, J fine Foltl
Hvad mener J, tære unge Herre, jeg vilde gravet med jer
sont en Muldvarp for al den Tib, hvis jeg itke vilde have
rein Frihed og slaa mine Fjender ihjel efter Hiertenö
LIM, naar jeg slap nd? Se, der hrZLder Ridder Hattvig!«
—- Vedblev han og pegede nd paa Vejen —- »ham har jeg
haft ondt af — hans Liv hænger i et Haar! dei tan man
jagtens bortpufte. san hat Øglen i Hjertet; den gnaver
alt paa detz sidste Rod, irods hans lange Bodsrejsr. Men
den Imasie Hund ved Hans Side —- harn maa jeg se blaa
og blobkg fst jeg blivet gliad.«
»Halte dine Fingre fra Besten, Volle! og brug dine
z Gluggerl« —- afbrtd Babneren hanc og lagde fm Haand
» ·- paa hanö Aruns-Oh —- ».Vvor mandstarie tror du de
Lan verei«
»Bei er jo en mylrende Hat-state som naar Inmi
Ieuih Vorgpprie aalmeö« —- brummede Rolle —- »dei
km als-riß Ende. Der er vist over de tredive tusinde
M nnd Destfolt og Sinkt-m men jeg er tilfreds der
In n de hundred tust-Id, der flal iiie komme hielt-tm af
M let-end- iilbagei bei vll jes fette min halt paal
Mission-iqu Jsdfald ims- heteelogdetudieg
VMMMDUI—WMiW-ppuveim
gez-W
og slælde den tullede Greve Haken falls-, i mit eget og alle
brave Jyders Navn!«
» o, det Var rigtignot et godt Jndfald!« —- shared-.
Virbneren og·lo —- »saa kan du saa den Fornøjelse at:
blive bangt her paa Siedet, menan han Inønstrer sm»
Har. Han holder stallet Retteerang, Ved du, og Bødler.
bar han jo med sig i Stiesetal.«
»Hm! hænges stal jeg itte i kenne Verdem det har
min Bedstemoder lcest i min Name-. Bad dem binde mia
og taste mig i et Hundehul iaen, om dem lnster! jeg smøjer
deres Lænter og Bojee af mia som Uldvanier, og her er
intet Fialtebjerg at gennemrode Jea hat brudt ud af slere
Taarne, end Gteven bar Borge i nele Jnlland og Fon.«
,,Men hvad tan det hjaslpe Tttidder Niels og vore
Landsmcend at du skcelder Greden nd da lommser i bans
Vold igen?« l
»Maasle lidt mer, end J trot, unae Herre! Satte;
de mig ber paa Gottorp i Tag, saa loher jeg ud iaen il
Morgen, og det gør hverlen fra eller til: men slceber Raben
mig med fig, for at se, om jea spaar sandt, vg lader niigj
hange, hdis jeg lyver — saa lan jeg drnde ud, naar Tidi
er, og hjælpe gode Benner. En snu Fiammerat i Fjendensl
Lejr er tit bedre, end hundrede Vovebalse i vor egen.« l
,,NU ja, der var dog nogen EUiening i. Men bliver
du stejlet for det Jndfald, vil du fortrnde det, gale Polle!«
,,Lad mig om det, unge Herre! Nu flal J se, hvor
seg stal gøre dem distre og nøde dem til at give mig sri
Befordring. Giv tun Agt!« Med digse Ord sprang denl
lange Karl Ud as Kratiet ved Polestoven csg stod med faul
Spring midi paa Landevejen, hvor han stillede sig med’
torslaaie Arme lige for Grevens og Heringens Heste.
»He-ad vil den grimme Karl?« —— spurgte Heringen
og studsede. ;
»Jeg vil tun vise dig din berammelige Stamfaders
Gravmcrle, bitte Hertugl« —- raadte den sorte Svend —T
»se! der staat det i Starnet. For flal han faa Fred i;
sin Pol, sør Jnden flal lnstre en Konge af Kong Abele
Slcrgt!«
Hertng Valdernae dlev døddleg ded disse Ord og greb
til sit Sværd Nu beinartede forsi Greven den smudsige
Karl, der stod tæmpehøj Paa Vejen og snnteg afsindig at
ville spærre den for ham og hele hang Herr.
»Fra hvillen Daaretistr er den Karl brudt ud?« —
sagde Greven ligegyldig og gav sin Kammersvend et Vinl
til at lade ham binde; selv agtede han ham ingen videre
Orsmærtsomhed værd, men var snsselsat med at tcelle sine
Bannere og uddele Besalinger til Hovdinaernr.
»Bei er Spøgelset fra Seziebera Herr-r Greve!« —
sagte Kammersrenden ivrig —- ,,ham, der vilde hjaelve
Junkeren ud og stræmme Livet If eders modige Fru Se
ster.«
»Hiej, du store Slagter!« — raabte nu den sorte
Sdend, idet han uden Modstand lod sig gribe —- »tæller
du dit Knieg, sør det føres til Slagterbcenlen? det vil
blive nemmere at teelle, naar det loher derfra.«
»Stop hans uforstammede Mund!« — bød Kain
rnersvenden. — Men Fangen ltlev endnu mere højrøstrt
med dristige Ytringer om Sniamordet paa Grev Adolph
as Segebera og Grev Gerbardg Delagtighed i hin Nid:
dinggdaad
»an KnevL en Knevl i Munde-n paa den Karl!« —
afbrsd Kammersvenden ham; men der var ingen Knevl
ved Haanden, og han toin snart til Orde igen. »Se, se!"
»-—— raabte han og pegede paa Ridder Hartvig —-— »med
:Staldiepandens gamle Haandlanaer er det ude; hans
Haand er dissen; den slar selv sin Livsaare senden« Rid
der Hartvig sanl i deite Øjeblit bevidstløs af sin Sadel
og blev hastig af sme Væbnere baaren ind i et Bondsehus,
hvor man anvendte de sædvanlige Midler for at bringe
ham til Lide iaen. Man vidste, han var sngelig og ofte
plaget med Ligsald; bei vatte derfor ingen synderlig Op
tnærtsomhedx men alle, som havde hørt Fangens Ord,
studsede over hans mageløse Dtistighed Greven selv lod
som han intet hsrte og lod sig itte forstyrre i sine Felt
herresysler.
Den sorte Svend Var allerede sluttet i Lauter; men
han syntes aldeles ligegyldig derved og lo høji. ,,·Se til,
J holder sasi pan mig!« — mumlede han- —- — ,,ellers
tender jeg til Ridderne paa Halb og fortæller dem hope
mange Knjoner der er iblandt jer.«
»Har- er Spejder for Oprskerne, Herre Grere!« —
meldte Hans Wittinghof — »vi behsve vel itte at flehe
harn langer med? han tilstaar det felv« —
»Saa hæng haml'« — svarede Greven liaegyldig.
uden at vende Øjuene fra sin Hær eller sorsiyeres i sin Be
regning.
,,Jeg lender den gale Landstryger!« —- sagde Riddet
Ove Hals og holdt sin grpnne Kappe sur Sollyset. —
»Han er hvertea eegtesødt eller stiftend-ZU
»Ftlgelig har jeg intet at gsre rned hans Sjæls
Frelse" — sagde Grevens sterbe Kapellan, den sorte Heere
paa Paggængerem —- »J lan hange harn uden al Cen
moni!«
Pera Kammersvendens Bitt var strals to as de rsde
Koresvende sprrsngne af en Kam. Med stor Behandighed
havde disse Feltbsdler allerede fastgkort en Stritte ved et
Trce paa Landevejen, der fyntes dem scerdeles stittet til at
gsre Tjenesie som Galge. Paa Kapellanens gentagne
Forsilring, at denne Synder, der selv en Gang havde for
grebet sig paa hans hellige Person« ille hsete til det Slagd
Fordrydere, one hvis Sjaelz Frelse man behuvede at be
lymre sig, sprang Bsdlerne stralö til og greb fat paa dereb
Bytte. Men den sorte Svend lo haanligt, idet han nis
lede til Kapellanen og Kammersvenden med et betydende
Blil til Ridder Ove Hals. »Ja-at J tun paa eders egne
sslle Sjkele, hvis J har nogen, J tre hsjbaarne Slagteri
spendet« —- rasabte han med hsj RIst. — »Saa meget hat
jeg dog leert af min Bedstemoder, at jeg lan sige jer, hvor
lange J stal cde Luft. See jeg ret paa ederö lange Fias,
steil ingen af jee tre se Skoven grtn i Aar. Naae det
Tra same-, J vil gsre til min Galge, stal jeres vtsne
Etappe rgadne under den brune Lyng.«
f Beddisse ildespaaende Ord blev Geev Gerhard plus
»leltg apart-elfen han ved tat hen til Zangen, som man
»allqu last-de Strilllen otn halfen paa. »Ist- ltdtl« —
Efagde han til Bide vg betragtede den sorie Svend med
let statt-i Mik. ·- »Dan slal tlle hean ftt Sloveu et
ist-til metrdei Je- der —-"- flal aldrig grinnesl Hug det
sen-, teaelel« .
—
Saasnart den fotte Svetid faa sig befriet fra Strä
ten og horte Øtsehnggene vaa Tkæet, hvori han fluldc
viere-i hange, to han med en trinmferende Mine og mum
lede: ,,ho ho! det stal dog slyde Blade i Grøftem naar de
jyksie anne holder Nadver med deres Aadsler!«
Gr-: ren lxørtc itte disfe Oid knien san en ængftelig
Mine i Kapellanens og Kammerfvendens blege Ansigter.
»Hu dn fpsaaet mine tro Mænd faa brat en Død, faa
lovet dn vel iile mig ftort bedie?« — fpnrgie han, fom
dei fyntes, nied ligegyldig Spot, tnedeng hcm dog betrag
tede den forte Svend med Opmckrkfomhed
»Hufl paa Klottetne, J ved not og hvad min Bedfte
moder lovede jer paa Baalet!« — raubte den trodsige Karls
ined et hævngnifteende Blit. —- »Jeg lover jer fuldt faci;
mange Dage at myrde i, som Ridder Hartvig hat Vierte-.
fnl iilbage, og fom J felv hat Haar paa eders høje Jsfe
velbaarne Herre! J lan jo altid Vcere siller paa, ai eders»
Hovedhaar ere ialte «
Denne forflidte Spot over Grevens betendte Haar
mangel bragte vel en og anden til lonlig at ircelle paa
Smilebaandet, men Paadrog den forte Svend et vceldigt
Klingeflag orer Ryggen af den ftærte He. Ove Hals, me-!
dens Kammerfvenden og Kavellanen betragtede deres
Heere ined betænlelige Miner. Gteven selv lo hnli og
haanligt. »Fort! i Orden!« — bsd han. —- ,,Bind den
dumme Landstryger til en Bsddeltatrei Se til .is;ociitvig,l
Kapellanl J tender hans Svaghed.« «
»Hør! nu talder han paa sin Søn og dtager sit sidfte
Sult« —- raabte den forte Soend, idet man flcebte ham
til Karten. Jnden man endnn var i Orden til at rytte
frem, ftyktede en af Ridder Harivigs Væbnere nd af Von-«
dehytten og bekettede Greven, at den fyge Heere havde op
givet Aanden. Grev Gerhard for med Haanden over An
sigtet, fom for at ftjule en nfcedvanlig Bevcegelfe. »- rem!«'
— taabte han med stcerl Rost og flog hastig sit Hjælmgii-»
ter ned. —- »Lad do, hvo ej har Kraft til at folge mig!«
Jnden Herren naaede Gottorp Slot, for en rast Rin-l
tek, med en ledig Heft efter sig, nd fra Krattet ved Kong
Abels Grad og forfvandt i sinvende Firfpring paa en?
Sidevej. T
,,Attet en dumdriftig Spejder, Heere Greve!« —
raabte Kammer-spenden —- »Stal der fæties efter hom?«i
Greven gav ilte Agt derpan. Han faa tcinlefuldl
tilbage til Bondehytien, hvorfra man bar Ridder Hartvigs
Lig ud, og til Bøddeliarren, hvorpaa den forie Svend
lo hoverende i sine Lcenier. »Bei førfte grsnne Blad i
Stoven er hans Dødsdom!« — mumlede den mørle Feli
herre. — ,,Blcefte han Livet af hin Drommer med et
Ord? Min Gang flal ingen rotte! Hine Klollek vil jeg
hsee — trods Gøgleefnatten!«
Kammerfvenden gentog sit Spørgsmaal om Flygt
ningen flulde forfølges og pegede paa Støvsiyem der sljulte
ham langt dorte.
,,Nej!« —- fvarede Greven. — »Han flal viere Døds
englen, der bebnder mit Komme! Den Sltcel, der gav
ham Vinger, ftal folge ham i Helene!«
Jdei Greven og den flesvigfle Hering nu ncermede
ssig Gotioep Slot, faa de gennem den aabne Sloisport
en Mangde prcegtig opfcidlede Heste nied fremmede Be
tjente og Vaabenincerter.
»Bei er dem!« —- udbwd den unge Hering, heftig
glad. — ,,Min Sonnen Heringen, er alt kommen med sin
Søfter. Jeg lan itle ledsage eder langer-, Grev Gerhard!
Vil J itle felv hilse paa dem?«
»For flig ridderlig Attighed standfer jeg itte nied en
Krigåhær!« —- fvarede Greven lold. —- «Undftnld mig,
Hering! Medens du holder Bryllup, Valdemar! ryddet
jeg Vejen til din Trone!« —- tilføjede han med dæmpet
Rost. —- »Glem ilte Rytterne og vor Aftalel Om en
Maaned møder du til Hylding i ViborgL Her flal fniart
hsres Tidender om mig.«
»Lytte og Sejet!« —- sagde Heringen højt, med til
tvungen Oderherre-Mine, og svingede sin Hat. — »Jeg
hat lagi min Ret i eders tapre Haand, Gtevel J er min
Marfl og Feltherre, hvor man erlender min Kongeret!««
Med disfe Ord tumle han rafl sin Heft, sog idet han endnn
en Gang hilfede Greven og hang Riddere, red han med
sit Fslge ind ad Gottotp Slotspori, nden at bemerkte
de Ytringer og Mishag, fom hift og lyer lode sig hsre
blandt den holftenfle Greves Krigsmiknd
Undet Kapitel.
Medens Grev Gethardg ftote Her drog forbi Got
totp SM, ilede den unge Hering, helt let om Hiertet, ind
pcm sin Borg og følte sig nu føtst en fri Fytste og sin
egsen Herre, idet han forlod sin frygtelige Morbroder, fra
hvis aandelige Formynderskab han forgceves ved Miner og
Adfætd i Folketg Zqu vilde losrive sig. J Slottets For
fal hilsedes han ærbsdig of en Del fremmede Herrer og
sine egne Kammersvmde, der aabnede Døren for ham til
Hsjeloftssalen, hvor hans Søster, Prinsesse Helveg, og
hans Svoger, den unge, livlige Hertug Etik af Sachsen
Lauenbotg traadte ham i Møde med hans Brud, der alle
kede inden hun forlod Hje1nmet, »pek procurationen1«'««·)
var formt-let med ham ved hans Vitatius og BrudespreL
De var komne Dagen for de ventedes, og at denne Oder
rastelse havde et vigtigt og statsklogt -Øjemed, syntes den
fachsisie Hiertug straks at antyde, idet han bemæktede, at
han havde ilet for at bringe sin leere Hr. Svoger en boh
belt Opfordring til et lylleligt og freveligt Liv, medens
den urolige og bevckgede Tid endnu tillod det.
Prinsesfe Regitze af Sachsen-Lauenborg, der nu meb
ridderlig Artighed og ufordulgt Tilbøjelighed modtoges
af Hering Valdemar, sotn hans Gemalinde og Hettuginde
af Slesvig, var en lyshaatet Dame af udmæriet Sksnhed
og med et færdeles mildt og fordringsløst Besen. Saa-v
fnart de festlige Ceremonier var endt med Formælingens
Stadfceftelse og Kundgørelse, havde Hering Erit en hem
melig Samtale med sin Svoger, medens hans Syster be
saa Slottet med Prinsesfen og med artig Ligefremhed
bortfjernede sit Folge.
Prinsesse Helvegs noget ftive Besen og stolte Ad
fcetd var paafaldende forstellig fra den unge hertugindeö.
helvig havde en kendelig Slægtlighed i Ansigtöformen med
Brodesenz men der spillede et Liv og en Jld i hendes dybts
liggende merkeblaa Øjne, og der var en Besiemthed og
lI-) ved Bei-gelie.
Kraft i hkndss noget vel starpe Bliks spm VWVTM 7
aldeles manglede. Hun gjaldt itte for ursaen Stan- o,
men behetftede og henrev hvem nun und-) demle Mo Ft
uimodstaaeligt Udttyt as Følelse, sont nun dog plxldsilsg
ved en deshnderlig ftastodende Kulde tunde ooctflskkj Um
næsten ubetydelige Stiftelse Vidste hun at derbe ch »An
tanteste Holdning Bed Atmbaand Da Mkka Ringe
droges ofte Opinærksomheden hen paa hcndcs siIIk HUVPS
de veldannede Hemden Oder hendess lange HMrfIkMM
get, hvis glinsende brune Fatve tøbete omunggelig Pleie
og hyppig Btug as forstønnende Solvet, bat htm sOM Of
test et tostbatt Hovedsmytte. Saa del i hendcg noget stive
Drugt, som i Aashn og Adscrrd, var den santme Hist-In
efter Hajhed og Glans nntistendelig sont han delte Wd
den hele Abelste ersieslctgt. J hendes ptcknkigk kaaks
hdot Hertitginde Regitze nu beundrede hendes Kostbar
hedet og Klenodiet, laa blandt andre Smytter et Wd
Ædelstene rigeligt besat Dronningdiadetn, sont hnn dog
hastig tastede et Slør over og syntes at ville unddrage sin
ligesremme Svigerindes Opmcrrtsomheds
»Jeg er kommen hid i en ntolig Tib, ckdle Prin
sesse!« —— sagde Regitze —- ,,edets:« Morbtoder er en stor
Mand, inen vist alt for streng; han vil ncepue fass Empe
lig ftem i Datmtart. Oprigtig sagt, im « AND Veds CI
eders Or. Broder itte længer staat under han-Z Formyn
derstab og itte mer har saa sarligt og oprøtst et FOU Ck
tegete, sont disse Nord-Muste«
»Hvorledes!« —- udbrød Helvig fotbavset og heimg
tede stn Svigerinde med et statpt Blit ———- »anstet J- nu da
itte, ved ntin Morbtodets Vaabenmagt on IUM VWVTTZ
Ophøjelse at blive Dtonning i DanmartZ« »
»Nej, det ved Gud og den hellige Jomf1113« — ch'--«:«
rede Regitzr. —- ,,Hvad Lytte og Glcede er der ved en sta-«
dan tiltvungen Zwitter-? Den sottige Lange-s Sonne-.
har jo desnden billige Fordringet, og Foltet fslv TM IV
Valgtet« —
».Kun Vedtægt — ingen Ret, min cedle Ftænte!« —
tog Helvig atter Ordet. — »Med Ferttet Ottog Fotdrin
get er det ude, og Broderen er vist for tlog til at ville
det umulige; han tæntet jo ogsaa tun Paa Jagt og lnstige
Æventyr ved Kejfethosset.«
»Jtte altid, PrinsesseS han hat jo allerede taget Del
i et Felttog« —- —
»Ja, for at lade sig fange og Udløse!« » asbrød
Helvig hende med et spodst Smil. — ,,Fcettet Vatdemar
hat sin Fadets og Brod-ers Krigslhkte, men sorstaar lidt
bedte at hjælpe stg tned Hoved og Pen.«
»Dermed tan dog ntangen Gang udtettes nier, end
tned Krigshcere og rned alle disse plumpe, legeinlige Mid
let, der dog et til Standsel for den fornustige Kristen
heb« — svatede Hertuginden. —- ,,Man hat sagt, Ptins
Valdemar stod sig itte ilde hos edet« ——-— tilføjede hun med
et frittende Blit — ,,og man hat bygget Planet derpaa,
sont J del tender. Sotn jeg mærtet, hat han sorspildt
edets Yndest Han striver sig Atving til Danmatt, ved
J, og staat i stor Gunst hos Kejseten. Min Broder er
hans vatmeste Ven. Jeg hat selv set dann Hans muntre
Rathed et sætdeles indtaaende, og han got stor Lytte hos
alle svtstelige Datnet ved Keiserhofset.« «
»Ja sank« —— sagde Helvig og studsede »man vil
da vcl snart here om en statt-flog Fotmcrling Hans Stas ' «
dighed og 9t5r'ighed berømines just itte. Men J hat R
« jeg hat en Gang haft bedre Tantet otn hant. Hatt hat
altid vist sig artig og sotetomntende. Han send-e ntig i
Fjot denne Stangering, sont et Atvegods fta Dronning
Berengaria.«
»Ej, ej!« —- sagde den unge Hettuginde med et flatt
agtigt Smil — »den Gave har J dog smntt holdt i Ære,
PrinsessU J bcerer den jo endog paa den allerhelligste
Finger, hvor jeg nu forst tør baere min Brudering.«
En flygtig Rødme fløj over Helvigs Kinder, idet hun
uviltaatlig for samtnen. Hun slyttede Ringen over paa
en anden Finger og hilsede med indtagende Mildhed og
set nassten brændende Blit fra Vinduet til sin Kammer
lfvend, den unge, sntutte Riddet Folqvard, der tuntlede sm
Jagthest i Slotsgaatden. »Jeg plejet sscelden at bcere
den Ring« —— sagde hun i ligegyldig Tone —- ,,den er
plump og smaglø5, sotn alle slige gammeldags Ptydelserz
dens satale Stangestittelse behager rnig heller itte. Som
en Etindring om min store Stantsadet, Rong Valdemar
Sein-, og hans stolte, mistendte Dronning, hat den dog
altid et vist Bærd sor mig.«
Samtalen blev nu afbtudt, idet de unge Damer høtte
deres Btødtes Stemmer uden for Deren.
»Min Brodet tan vist ikte langer asse ftn stønne
Brud!« — sagde Helvig. — ,,Han gennemsøger not hele
Slottet for at finde os.« Hirn aabnede i det samtne DI
ren og bad Hertugerne ttæde ind. Regitzes Broder var
saerdetes tilsteds; men over Hettug Baldetnars Pande laa
en ængstelig Sty, som han søgte at stjule. Efter den hem
melige Sarntale med den sachsiste Svoger havde han nn
lig udstedt et Herrebud, sont højlig sorundrede alle hand
sædvanlige Raadgivere. Hans Matst, der stod rede til at
folge Gtev Gerhard med de stesvigste Ryttete, hande, uden
Angivelse as nogen Grund, pludfelig faaet Besaling til
at blive og lade Ratterne drage hjem.
Medens Hertug Erit med stn Søster betragtede den
smutte Udsigt fta Gott-ort- Slot, gteb Hertug Baldemar
heftig sin Søster Helvigs Haand, og sagde tned dæmpet
Rest: »Jeg hat gjort et vigtigt Sktidt, Søsteri Mot
broder et en Fortcedet — han vil være Despot baade i
Danmart og her. Jeg taget ingen Dei i hans dedeli
tog! For hvad der sial ste, maa Tid og Lytce raade! Jeg
opgiver maaste Kronen; tnen en glimrende Lytte tan blive
dig til Del. Alt er en hemmelighed Mer derom i Lon
tatnrett Nu stal her tun være Bryllupsfest og Lystighed!«
Prinsesse Helvig havde stiftet Farbe. Det var som
en stott, hemmelig Gliede udtindtede as hendes marte, ild
fulde Øjne, medens hun dog syntes stagen as Sttæt og
med et cengsteligt Blit betragtede Dronning Bengjerds
gyldne Slangertng paa sin Finger.
Medeas Grev Gethard med sin mægttge Heer ums
mede stg Nsrrejyllands Gransen syntes nu Heringen as
Slesvtg, i hvis Navn Dantnart truedes med Und-erinn
telse og Treeldom, ser at have forglemt alle Statöanlig
gender og alle crgerrige Planet-, for paa Gottorp Slot paq
den mest gltmrende Maade at feste sit Btyllup md
stsnne fachsewlauenborgsie Petnseisr. dv
Gortscttes).