Da Julcklokkerne ringede.
Er As Hans.
Ost-e paa Fevisten i Vaglnisrt i en af de nsleste Ga
der i ttølsenltaom liaesom aemt sor tzele Verden, sad en
fania Ente-. Urensor Var der bitterlig toldt. Sneen føg
sank Trxnc raa rein, der fasrdedos paa Gaben, oa der dar
Inaiisrx tlii dct var Tagen til Juleasten. Vindnerne der
urr rate alle Veane tilfrosne nndtaaen hor« de starre
lia!:dlcnde, hvor man teede dem op ved Hjælp af Gassen
eller en Lampe i Vindnet.
Dass Enten oppe paa Kvisikn tunde hverten Gassen
-:li:is Lamren tr- Rudernc, oa stattslooncn Ur easaa af
sturxxtia bertil af den Grund-, at ktr ntanalcre Jud-hold ai
. Brand-set til Ten. »
. »Ja-F tan dirtelia ittz indladI nein paa at ailjse Tenil
mere Kredit TereiJ Reguan er alle-rede altfor bot-« havde
Lutnandleren sagt, da Enten dar ncde til lille Juleasten
for at bete om at saa endnu en hatv Stceppe Kul.
Ten sattiae Ente vendtse sig om og gik, men det var,
som om en Klunip satte sia sast i Halsen Paa ljende.
Tot var rnntrent sire Aar, siden heades Mand dode;
meran ban lerkde, havde de del vel just ikke slot, men
doa ljavde Herren stadin børt den Bon. der blev bedet,
hvcr Gang de satte sig til Bord5: »Gud, aiv os daaliat
Brod soruden Stam oa Nod oa saa en salia Dieb-" Ja,
den sidste Del as Bonn-en turds bun oasaa tro, at Herren
havde dort, det var hendes store Trøst midt i Sorgen.
Men nu, ja det havde endda aaaet ganske godt indtil for
et halvt Aar siden, da hun selv blev syg og itte tunde ar
beite, og der Var sire Munde at mætte fornden ljende selv,
ea til Fattiavaksenet vilde hun dog saa nødig ty. Nn var
H lnm r:l saa noaenlunde tommet sig, men Ziræsterne
dilde itle riatia til at tomme iaenx blot hnn stulde aaa
ov ad Trappen, rnstede Flnceerne under hende, oa hnn
maatte hvile sia for tin-er Staat-, hnn tom op. »Der er nu
itte mere sor mig at gote,« havde Lægen sagt, »blot nu
noacn trastig Fede, saa komme not Flrcrsterne.« Men
hvor stulde den trastige Føde tonnne sra? Hidtil havde
hnn doa tunnset holde Modet oppe oa bedet i Troem Gad,
aiv oes daaliat Brod soruden Stank og Nod. Mcn i Dag
syntez hun ncrsten itte, hnn tunde bede merse. Nej, Gnd
maatte hare alenit hende, eller var det Gnd, der straf
ssede hende paa denn-e MaadeZ Haodc hun alliaevel baaret
sia urigtiat ad, da but-. iInod hele Familiean Lnste aistede
sig nied hani, den sattiae Tjencstetarls
Som hnn sad deroppe paa Fivisten i digse mørte
Tanler, medeng Bornene trøb samtnen oni hende og kla
gede baade over Salt og Hulde, beayndte silotterne at
ringe Julen ind. »Hm-, Moder,« saade den lille femarrige
Hang-, »nu rinae Filotterne, saa er del Jul, starr Søster."
,,Aa, Moder," saade den lidt celdre Marie, »sortcel os on-.
Jesusbarnet oa de hellige Engl-e. Hvorfor er du saa be
drovet, tcere Moder? Du hat jo altid sagt, at i Julen stulle
di iscer orrre glade.«
»Ja, tcere Botm« sagde Enten, idet hun tørrede Taa
rerne dort as sine Zjne, »det Var heller itte rigtigt as mig
at verre saa bedrovet.«
Saa tog hun sig da samtnen, Vg medens Klotterne
ringede, sortalte hun den gamle og dog altid nye Historie
om l)ain, som lod sia søde i Fattigdom og Usselhed, sor at
oi Ved hans Fattiadom tunde blive rige. Alt som Ente-n
sortalte den aamle Historie, flyntede Sorgen dort, og de
istentte alle en Julesalme, selv Lille Hans sang med.
Ligesom Sange-n var endt, git Deren op. og en hoj,
midaldrende Dame viste sig i den.
Der var Fabrikant Henritseng Feue, hok hoem En
ten tidliaere havde vastet. Hnn lom just sor at bringe
hende en lille Jnleaave, da hnn havde hørt om hendcs Eng
dom. ,,.f·1vordan har De det, Madam Jensen?" beayndte
hun, iret lnm traadte frem i Stnen og ratte Haanden til
Eulen oa Bornene. »Men her er jo forfærdelig toldt,"
sortsatte hun; ,,T-e bar dog vel noget at Iwane i lFlattelovi
nen? Jtte det! Men hoorfor er De dog itle kommen til
mig? Det er dog virtelia for galt at sidde her oa fryse
med Borsten-c Ha del endda paa Juleasten! Det var da
gott, jea sit i Sind-e at gaa herhen. Her er nu lidt Mal
til Dem oa Bornene, orn lidt stal der komme Kul og
Brande." Eulen tattede med Taarer i Wurm-.
Da Frn Henrilsen var gaaet, slulde de jo til at se
Sagerne efter; der var Smør, Fürst, Polse og Æg, et
dejligt, stort Stytte Julelage og andre gode Sager oa saa
en blank Totrone. »Na ville vi forsl tatte Herren,« sagde
Enten til Warnen-: Saa bøjede de alle since, oaen in
dkrlia Tal blsev opsendt til alle gode Gavers Giver.
Nu tiinetsr Klotternw det var, som sang de ind i
Enteng Hierin »Man du se, du er itte glemt af Gudl«
Lidt ester tom en Karl med en Tand-e stul og en
Sirt Brande. Nu blev der gjort Jld i Kaltelovnen, Bor
det blev dcettet og Moden spist nied en Gliede som maaslc
tun faa Steh-r den Astem
pi« is- t- «
Jnde i Sovetamret i den prasgtige nye Bondeaaard
i Landsbyen H. sad den rige Gaardmand Hans Olsen ved
Sengen, hvori hanjs Zone laa aloorlig syg. Lagen havde
just været der i Dag, han havde itte givet meget Haab,
Lunas-me var-e steertt entstean havdse han sagt. Derei
eneste Barn, en sød lille Pige, stat Hovedet ind ad Deren.
»He-re Fader,« hvislede hun, »stulle vi itte glæde nogle
sattige i JulenZ Der blev talt om det ved Bornegudstje
nesten i Sondags, at det vilde vor Heere saa gerne se, at
vi tæntite paa at glæde de sattige i Julen. Man jeg itte
bede Stine om at lave en Kurv til, som jeg tan bringe hen
til den sattige Tritte? hun vil vist blive saa glad,« til
sojede Marie.
Ved enhver anden Lejlighed vilde Hans Olsen vistnot
have bedi, Maria om at holde sin Mund med den Snat
sra Bornegudstjenestenx men i Dag var det «anderledez.
Dsdens Alvor var kommen tilhuse. »Ja, gaa du tun,«
hvistede Hans Olsen.
Den syge laa t Feder, tnvellem talte hun vildt, as og
til slumrede hun.
hoer var deti Korn der nogen tsrende i Kant?
Mi, det var jo Klotternsr. der sra den nærliggende Kirle
ringede Julen ind. Der var saa stille, san-I Olsen horte
Klotterne saa tydeligt, altsot tydellgt, synteö han, sot der
ske
th, I : - , -
var flet like saa hyggeligt at hsre paa dem, det var. lige
som de talte til hom, men riet var siet ikte glædeligt, hvab
de talte. Hans Olsen Mutes-, de fagde: »Hm nu efter
os, du store, rige Mand! Nu ringe vi Julen ind for alle
de andre; men du stal ingen Juleglcede have i Aar. Om
en lille Tid stulle vi ringe over bin Hustru; det er vor Be
ftilltng. Sau hat du ingen Husiru at dele bin Rigdom og
Dine Glase-er med; Og san, ja faa kommer Turen ogsaa
til dig, san skal du forlaoe det bele.«
Hvorfor der flal taki-es san haardt paa dig, spørget
du. Hur du tu aldtig tagei lmardt paa ungen? Husl
dig omt Hoorfot smed du sit-ais ist-en Dei Bren, sont du
i Gnar sit fat i, da du lebte ester Receptan Det var jo
Dei Brev, du fit i Sommer fra din stattels fattige Søster
kerinos i Sieb-Inhaka, hoori but-. Lad. dig scm limilig om
Tikgirelse, hoig hun havke trccnket Dio, og hab dig om
lidt Hjælp i heut-»Es F--.1ttigdoisi, da hun og Verm-ne var-:
red at like Noth fordi hun havde været sog. Ratt du ikkc;
i;-:.(ste, du tagte bit til Side og svaredc iile paa det? Dui
lukkede dit Hierte for heute-J Nod, var riet ikke haatdt?
Og hvormed hat hun egentlig fornærmet digZ Hun tog
Den Mand, som hun elstede, flønt hau var fattig; men var
lzzn ikke i alle Maader en hæderlig Mand? Og hvis hun
gjorde Urset i at tagse hom, har hun faa ilke ltdt not?
Den syge vaagnede pludselig op; hun saa sig vildt
omkring. »An, giv dog die stalielg Born nogsen Mad,«
raubte hun; »j:g Lin ikte holde ud at høte deres Skrig.
Hat du itie fvsarei poa Brevetk Er dset versor, de ere
iomne?« Hun lutkede atter Øjnene men blev ved at tale
noget uforstaaeligt Tøjeri. hvoraf tun enkelte Ord kunde
siehes
Hans leen rat faa angst, han turde ncesten ikke
være ene
Efter et Par Tages Foklob blev den syge mere rolig.
Præsten lom og talte med heute, hun oplod sit Hjerte for
Orbet Som en fattih Synderinde greb hun Naaden fra
Gub.
Det var Dagen før Nytaarsaftem Hun laa ganste
stille med Guds Fred i sit Hier-te og et Geninn af denne
Fred udbredt over sit Ansigt. Psasa en Gang kaldte hun
paa sm Mand. »Hans,« hviftede hun, »nu stal jeg snart
fort-are dig, men J stulle tite sørge over mig, for jeg gaar
hjem til Jesus. Men vil du love mig at opfylde min
sidste Bøn til dig?« »Ja, saavidt jeg kan, kcere Jnger,«
svarete han. Saia hvisiede hun ham ind i sØretx »Mein
ille bin fattige Seiten naar jeg nu er bortez jeg hat haft
saa ondt af hende under Inin Sygdom. Vil du love mig
at tænke paa hendse? —- Tok!«
sk sie s
Et Aar er g-aaet; det er atter Juleaften. Hans Ol
fens Huftru hat inart hvilet et Aar deroppe paa Kitte
gaardem Der blev faa stille i Hufet efter hendes Dødk
Dog, Still-eben er forlængst bleven afbrudt. Hugstaw
ten er bleven for-get. Jngsers Pladg er bleven into-tagen
af en Kvinde, hvig Ansiatstrcrt have en paafaldende Eig
hzd med Hans OlfenS, og det ene Born er bleven til fem»
Hans Olsen er ved at tlcede sig paa til Hieb-, han er justf
i Færd med at trætke i de laadne Støvlet. Der kommer
en lille lyghaaret Gut i fuldt Puds med geht« varmt Vin
tertøj Paa. «Motl)roder,« siger han, »Im et der spændt
for Streben; maa jeg sidve hos dig paa det forreste Sæde?«
»Ja, Hang, du flal tigtignot hjælpe mig at køre Hesime;
jseg tæntet, at du og din Moder og jeg kunne sidde paa det
forrefte Sake; begae Pia-erste siulle jo ogsaa køre med» saa
bliver tre paa hver af de tre Siedet-«
Ei Qjeblit efter rutfchede Slæden af Sieb ad Birken
tit. Klotkerne ringsede Julen ind. Hans Oler Xynteiz
r: fagde: »Der nu, Hans Olsem i Aar ringe vi ogsaa
Julcglcrken ind hos dig, din trete Huftru holder nu Jul
bog- Herren og alter-er sig oder, at Du hat holdt dit Løfte.«
Kirten var propfuld as Mennesker. En Juker
dilen fit de saa stpn, at Hans Oler fyntes, hcm aldtig
Dator-e hart saa herlig en Præditen spr· Dei var, fom
Julen var bleven til alene for kraus Styls-.
Da Juletraeei om Ast-neu var bleven tcendt, kom«allc
Bøtnenc bærende paa en stor, flad Volke. »Bei-r saa and,
tasre Max-boran fagde de, »det et diin Julegam.« Hvad
kunbe det bog verre? Et Billet-e i Legemsstørrelse af hang
takre afdsde Konk- Dei blev hcengt op paa Væxtgem Hans
Olsikn stod og betragtede det med Taarer i Øjnene, og bog
Var han flet ikte bewoer Paa en lille Schwi, som var
ftuttet ind ved de! ene Hist-ne ftodz »Til vor Leere Faden
Bruder og Morbroder, fra disk Dattet, din tatnemmeiige
Søftcr og heut-es Vorw« Men i Jugerg istne syntes
Hang Olsiem der stob: »Tai, læke Haus« sorzpi du holdt
Tit Lsfte.«
Fald og (I)Prchning.
Uf Hans.
Ort-m san pax p « -«.s lus- uik
»t« m.-r o- Hut I tut ktkk
THI. .’1,s·l »’.
Otntrent en Fjerdinqvej fca Landgvyem jet lille,
sammelt HUH boede en fattig Ente med sin lille Sen, en
Dteng pna okntrcnt tolv Aar. Hatt var den yngfte as sent
Säfte-ide, lyvoraf de celdre nu vare tonfirmerede on tomne
ud at ’tjene, tun Kriftian var endnu tilbagc. Hiennnct
var baade lille og fattigt. Enten havde alt i mange Aar
mer-et egc om at bjerge Føden til sig og Bornencn Hufet
bestod tun af to smaa Stuer og et lille bitte Ketten kned
Stengulv; den ene Stuc tjente til Dagligstue, den and-en
til Sovetammer.
Der fandteg itke Inange Herlighedet i Huset as dem,
fom hpre denne Vekden tit, tun de sallek nødvendigfte Malt
ler. Dog var der een Prydelse, som i ethvert Fald stri
stian satte umaadelig høj Pris paa. Det var et stokt BilsU
bade af vor Ftelser, som hsang lige over Keim-oben Dette
Billedse hwvde nemlig den Egenskab, som jo tlle er helt unl
mindielig for Billeder, at hvor man end opholder sig i
Stuen, saa syntes riet-, som om Øjnene fra Btlliedet faa
lige ned paa en. Og ikte det alene, men de kunde ogsua se
helst forsielligt paa en, femme Tiber kund-e de se fsaa mildt
og venligt paa Kriftian, naar han stod og betragtede Bil
ledet, og til andre Tier tunde de se saa alvorltgt, ja helt
bedrsvet paa hom, saa det næsten synteö, fom om der var
f , - —"«
Taarer i Øjnene paa Billet-et Og dette rettede sig altid
ester hans Opførsel: havde han været flink i Stolen, lydig
og god mod sm Moder, saa var det en hel Fryd for ham
iat staa og betragte Billedet. Havde han derimod,.som jo
ogsssaa tunde ste, Været ulydig og doven eller paa anden
Maade bedrøvet sm Moder, saa tue-de han næsten itte se
paa Billedet; for da tunde det se saa bsedrøvet og bebreji
dende pna hani, at Kristian blev helt uhyggelig tilmode
derded.
Stønt Krislians Moder maatte slide haardt hver Dag
for at bjerge Føden, sorsømte hun dog aldrig nogen Dag
at lage den gatnle Bibeng ned fra Zeomoden og læse et
lille Stntte i den, sont hun da sorsogte at sortlarse for
Vornene saa godt som hnn tunde, hoorsefter hun anbefa
lzde dem all-— til hann som er Enterneg Forsørger og de
saderleseg Faden Hoad hun især tidlig og silde lagde
Borncnz lau Sinde var dette at holde sig til Sandheden
i alle Ting. « Hun havde da ogsaa den store Gliede, nt lzenU
des Bonn-er og Formaninger virlselig bar Fragt hos
Dornen-e
Men en Dag glemte Kristian alligevsel sin Moders
Formaning. Da han tom hjem fra Stole, forsømte han
at leere sin Lektie til naeste Dag, som hsan plejede, sør han
gik ud at lege, og da han først tom i Gang med Legen, gik
denne saa·godt og fornøjeligt, iat han helt glemte, at der
var noaet, der hed Stole og Lettie. Folg-en heras oled
den, at han nceste Dag itte tunde sin Lsettie og masatte sidde
ester. Dette var jo sallerede slemt not, og han vidste not,
at hatt-I Moder svilde blive bedrøvet derover, dsersor tunde
han heller itte lade være at grade, da de andre Børn git
hierin og hian slulde blive.
Desvaerre var han itte ene om at sidde ester, fireg
sein andre Drengse stulde dele Stæbne need dam, men
die-se tog sig ilte Sagen saa ncrr, die oare saa oante til
den Tur. Da de dersor saa strislian sidde og grade, est-er
at Leereren oar gasaet ind, begl)ndt-e de straks at spørge
l;a1n, lnxsad han sad og flcekede sor. seristinn beklagede sig
jo saa over sin Strebne og over, at hans Moder Vilde blioe
saa bedenke-L sordi hsan itte havde knnnet skn L-ettie.
,,Dit Totzsehovsed!« sagde en as Drengene. »Du er
da itte saa dum at sortælle din Moder, at du har siddet
ester; vi sige, at Lærieren har bedt os om at hjcelpe sig at
ordne noaet i Stolen efter Stoletiden, og dermed er den
Historie sorbi.«
»Ja, men,« indoendte Kristian, »det er jo ikte sandt.«
,,the sandt!« gentog den dygtigste as dem. »Du er
da vel itte noget Pattebarn? Du er da del itte bange for
at sige saadian sen lille Løgn?«
Jo, det var han rigtignot bange sor, men paa den
anden Side, hvis det kund-e lade sig gøre, var det jo allj
gerel rart at slippe sor at fortcelle Moder, hvordan det
var gaaet. Længe tæmpede han med sig selv; flere Gange
havde lsan bestrittet at følge Sandheden og stge det hele
til sen Moder-, men stadig lød der igen en Stemme i hans
Hierin som sagde: »Du tan godt gøre del din Moder
sasar det dog itte at vide, saa gør det jo itte noget,« og
denne Stemme bleo stsadig understøttet as de andre Dren
ges- onde Rand.
Resultatet blev da, at han fulgte deres Raad ogl
søgte at døve den Stemme i sit Hjerie, som opfordredc
ham til at sølge Sandheden.
Efter en Times Fort-b tom Lærersen ind og harte
dem i Lsettien, og saa fit de Lob til at gaa hjem.
Kristian lot-, alt hvad han tunde. Da han tom
hiern, stod hans Moder just i Deren. ,,M-en Kristian,«'
sagde hun, ,,hvor bliver du dog as?« »Jo, Moden« stams
mede han, »Ein-deren bad mig og nogle andre Drenge om
at hjælpe sig rned at ordne noget i Stolen efier Stoletid,
og det gjorde vi s-aa.«
Hang Moder lagde not Mcerte til, ai han stammede
noget i det, men troede, det var, sordi han haode løbet saa
startt; derfor sattede hnn ingen Mistante til ham men
jforrnanede hakn blot til itke at lvbe saa stcertt en and-en
«Gang.
Da nan kom ind i Stuen» saldt hans Øjne strats
paa Bill-even men hvor blev han dog ilde og uhyggelig
tilmode, det var, som Øjnene deroppe srsa Billedetsaa
dam lige ind i Hiertet saa alvorlige, bedrøoede; det var,
som om de sagde til dam: »Kristian, Kristianl hvad hat
du dog gjort? Du har jo løjet for din Moder.« Han
stmlede sig hell hen i en Krog af Stum; men det hjalp
itke, Wuene saa alligeoel lige ned paa herni.
Han tog sat paa at lcese sin Lektie til næste Dag, men
det vilde slet itte goa; hvor nødigl han end bilde, maatte
’an dog stadig se op paa Billedet, og hver Gang mødte
han det samme bedrøvede Blit. Han var heli ulyktelig.
»He-nd stal jeg dog gere?« spnrgte han sig selv. »Be
tend det hele for din Moder« saade en Stets-me i hans
Hierin »Bei er itke npdvendigt,« hoistede en anden Stem
n:e, ,,i Morgen vil det hele vier-: alrmt.«
Hans Moder havde traolt ude i Ketten-et, men slønt
det begyndtc at blive merkt, toin Rristinn itte. som han
hliejedh og bad sin Moder som at tænde Lys, heller itte
bnvde han, som han plsjede en hel Dcl at sortælle sm
Moder, da hun tom ind, orn alle Dagens Begivenheder.
»Er du syg, lille Krisiian?« spnrgte hans Moder hat-n.
»du set saa sortnyt ud.«
«Jeg har saa ondt i mit Hoved,« sik kan svaret; men
dersom hans Moder havde set paa ham, idet han sagde
dette, hnvde hun vist sasaet en Mislanke om, at det itke
lhang rigtig samtnen med den Hovedpinex thi hendes Dreng
blev blussende rød helt op over begge Øren.
(Sluttes.)·
O
—.—-——-·.»-- — -.—,
En advarcnde Dröm
Uf J. ZII.1«7«1nscn.
En kær Ptæstebrodet, som i sin Tid var Lcegprædi
Laut i »Den indre Mission« i Danmark i mange Aar, hat
;fortalt mig folgende fra sit seget Liv. Han holdt mange
sMødet i iadstillige Aar, især i Jylland, og Herren vilsig
nede hans Vidnesbyrd, de hellige vare glade ved Lægmsan
diens Forkyndelfse. Men ved at lcese Luthers Forklaring
til Galat«erbrer-:t tom han i Tvivl om sin Kaldelse til at
chere Lægprædikant. Han blev anfægtet og gennemkæm:
pede mange sasandetige Ksampe og iholdt » til fsidstfheill dp
- med at holde Forsmnlinger.
Dem voldte Guds Born Sorg; en Eldre etfaren
troende sevinde talte oste med den sorhenværende Lieg
praeditant og tilstnndede ham til at begynde med at holde
Forsamlinger igem l)un holdt sig overbevist om, at hatt
ton seit, naar lsan diente-, at han burde tie. Men han
oittJ intct liørc begangaaende og tilsidst afviste han hcnde
tilde-leis nnd bis-se Ord: ,,Jeg er glsad ved dig som en
Eoster i Herren, oa som saadan skal du være velionmien
noc- Inin Onstrn oq miki i dort Hiern; men jeg hderken kan
eller vil tale Ined dia mer-e om den anden Sag; jeg kan
ikic male det.« Otm sparede, at hun da ogsaa dilde holde
siq tun-s, i hoert Feld foreløbig; men saa vilde hun bede
for Zukan thi nun didste, at Herren vilde høre hende, selv
am Lcmprwdilantcn itte bilde.
Sidindsn dad, ro him bad dist ofte og indetligt i detic
Fordoliq thi Ejieleg Frelse lau hende ømi paa Hierte.
Ilion-en Tid frandt l)en. En Nat havde hun følgende
Drom: hun saa fra sit Hug, der laa paa en Bakkekam,
nd- ooer et sumpigt Eiigstrøg, over hoillet en smal stenlagt
VII snoede sin. Ved begae Sider af den smsalle Sti var
der bundlost Heengsedynd hoorpaa hun sag mange Meutre
st-:r at danse oq springe omkring; der var Mcend og Kvin
der, rigic og fattige, store og smaa, unge og g-amle, Adels
ntrend dg Soldaten Borgere og Bønder; de legte, grinede,
fjasede og støjede; men hvad mere? Med korte Mellem
rum sank snart en, snart en anden af disse gøglende, dan
Hsende og grinende AJienncster gennem Grønsvceret og for
soandt sporløst.
J- Drømme saa hun fremdeles Lægprædikanten at
gaa med fromme Lader Inen aldeles uvirkfom. Hian sasa,
hoorledeg de bottedglede Lioet paa Gungen, og hvorledes
de omkom; men han rørte hoerken Haand eller Fod for at
redte dem. Dette harmede Fioindem Da kom en klar
Sit) til Zum, og fra Sitzen lød en Rost: ,,Lægprædikan-s
ten llidinden harte bang Navn navnetj sial kastes hen
11d, fordi han itke vil vidne!« Rædselsslagsen gav den
gamle Roinde sig til atslødse ned mod Lægprædikanten;
nun greb ham, bar hani i sine Arme op paa Balken, knie
lede ned oa bad til Herren i Himlene.
Dernæst endte Drommem
Dagen efter begab Koindsen sig til Lægprædilantens
Hiern; hun fortalte hiam Drømmen og den aldorlige Rost,
der haode lydt om hans Bortkasielse, og sagdse, at sasadan,
som hun havde drømt, var den Stilling, han indtog til
den letsindige Menneskeslægt, naar han ikle vilde forkyndc
Grle Ord for den; han nøjedes med selv at være paa den
smalle Vej, der fører til Livet; men han lod sine Medmens
nesler omkornme uadvarsede i detes Synder.
Denne Drøm og Kvindens aloorlige Henstilling satte
ham til at tcenke indgaaende over Sagen; han søgte Vef
ledning hos en troende Prcesth begyndte efter hans Til
skyndelse atter at holde Forsamlinger, blev senere optagen
i »Den indre Mission«, hvor han sarbejdede i mange Aar;
senere blev han Prcest i Amerika.
Denne Drøm kan ogsaa blive andre til Lcerdom.
Gud hat anlagt Frelsens smalle Vef, saa man ksan synge:
Veicn ser jeg trang, dog jædnct
Vco min Isrelsersz licrrligl)ed,
Ham, soin Seit-en oandt paa Etlrvnet,
Ter paa Nolgatha faudt Sied.
Esajas siger om den: ,,Og en banet Sti og Vej skal
dcere der, en Ves, som stal kaldes Helligdommen« (35, 8 fl.).
Ad denn-e viandrer de trosende døbte, de heilige, der lyder
Sang; thi de vandre ,,til Zion, yndigste skønneste Zion«;
»de gaa frem sra Kraft, de ses af Gud paa Zion« (Gal.
84, 8).
Hoor diejligt at væve paa denne Vej! Er du ikke
med blandt den Stare, som vandrer mod Jerusalem!
Korn Ven! Herren kalder ad dig, ligesom han kaldte ad
Zaiceusch Gaa tned til det Land, hvor de hellige hvile;«
tro paa Jesus og følg ham; da er du paa Besen; thi hanc
er Besen.
Men vi stnllc ikke dandre paa denne Bej med til
bundne Øjn«e. Se dig om til hdjre og oensire, og du ser
denne Verdens ,,Gyngeis, Dynd og Fortræd, Forfcenge
lighed«; du ser, hoorledes Folk af alle Aldere, Stcender
og Stillinger grine, irge, fjase, støjc og danse deres kostbare
Nandetid dort, og med lorte Mellemrum synker nogen
gemiem .spccngedyndet, Lithraaden brister, Døden hienter
sit Watte-· nedad ganr dei, ned-ad i Fortabelsen, ned i Hel
nezse »Hoo, som ikte trot, skal blioe fordøint« (Mark.
Ie, 16).
Frelste Mennestet Broder og Sosier! gaar du hen
du«- Freiiskns Eiej med korslagte Arme, foldede Hcender og
Jlnikede Lin-e og ladet dine Medmennester synke ned i For
Tadels-Ins Dynd nden at gøre noget for at rsedde dem, udens
sen adoaxe dem, nden at raabe til dem: flyr fra den til-«
toaunentie Bredet Forfasrdeligtt J slulle være tnine
Brauen vet er Herrens- Ord og Kalb til alle hans hellige
Sei Bnkunen for din Mund og advar de letsindige Ver-—
der-Mem sog bog at føre nogle ind paa Frselsens Ves.
Er du med i Menighedsarbejdet, saa du sammen
mei- Menjgheden søger at oinde Sjæle for Jesus? Er du
med i Samfundsarbejdet, saa du gennetn deite er meh til
ai stelse nor-e egne oantro Landsmcch Er du med i
Hedningemigsionens Gernina. msd til at føre Hedninqerne
til KrisiUSZ Er du med til at føre dine Mediiiennesten bort
sra Asgrundens .Ha-ngedt)nd, med den Vpr Vidnegbyrd»
Offer og et helligt Liv? Herren besjælc os med det Sind,
der tan ynies over de vantro og i hellig Nidkærlyed virle for
Synderes Ftrlse. Det hiedder om Guds Foll: ,,Naar de
gaa gcnnem Morbærdalen (Taaredalen), gøre de den til
KildevæW (Sal. 84, 7). Lad os ooere med til at for
vandle denne Verden med dens Sorg, Letsindighed, Synd
og Død til et saadant Sied, at Syndere blive »bedækkede
med en Regn af Velsignelse«, med Frelse og Salighed for
Jesu Slyld.
Fredløfe Hin-ic, sont Verden bedrager,
Medens Betymring og Ulro dig neiget-,
Jesus, din Falsch saa kætligt mt spstger diss
Kommcr du ej snartt
W
st) Dei var oift nok Pastor Adam Büloto iBocdlag, dam, oII
l;vem Pastor Wilh· Beet sagde, at det tat den eneste gam le
A d am, hin tunde lide. J.M. h
