Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Jan. 8, 1902)
Da Julcklokkerne ringede. Er As Hans. Ost-e paa Fevisten i Vaglnisrt i en af de nsleste Ga der i ttølsenltaom liaesom aemt sor tzele Verden, sad en fania Ente-. Urensor Var der bitterlig toldt. Sneen føg sank Trxnc raa rein, der fasrdedos paa Gaben, oa der dar Inaiisrx tlii dct var Tagen til Juleasten. Vindnerne der urr rate alle Veane tilfrosne nndtaaen hor« de starre lia!:dlcnde, hvor man teede dem op ved Hjælp af Gassen eller en Lampe i Vindnet. Dass Enten oppe paa Kvisikn tunde hverten Gassen -:li:is Lamren tr- Rudernc, oa stattslooncn Ur easaa af sturxxtia bertil af den Grund-, at ktr ntanalcre Jud-hold ai . Brand-set til Ten. » . »Ja-F tan dirtelia ittz indladI nein paa at ailjse Tenil mere Kredit TereiJ Reguan er alle-rede altfor bot-« havde Lutnandleren sagt, da Enten dar ncde til lille Juleasten for at bete om at saa endnu en hatv Stceppe Kul. Ten sattiae Ente vendtse sig om og gik, men det var, som om en Klunip satte sia sast i Halsen Paa ljende. Tot var rnntrent sire Aar, siden heades Mand dode; meran ban lerkde, havde de del vel just ikke slot, men doa ljavde Herren stadin børt den Bon. der blev bedet, hvcr Gang de satte sig til Bord5: »Gud, aiv os daaliat Brod soruden Stam oa Nod oa saa en salia Dieb-" Ja, den sidste Del as Bonn-en turds bun oasaa tro, at Herren havde dort, det var hendes store Trøst midt i Sorgen. Men nu, ja det havde endda aaaet ganske godt indtil for et halvt Aar siden, da hun selv blev syg og itte tunde ar beite, og der Var sire Munde at mætte fornden ljende selv, ea til Fattiavaksenet vilde hun dog saa nødig ty. Nn var H lnm r:l saa noaenlunde tommet sig, men Ziræsterne dilde itle riatia til at tomme iaenx blot hnn stulde aaa ov ad Trappen, rnstede Flnceerne under hende, oa hnn maatte hvile sia for tin-er Staat-, hnn tom op. »Der er nu itte mere sor mig at gote,« havde Lægen sagt, »blot nu noacn trastig Fede, saa komme not Flrcrsterne.« Men hvor stulde den trastige Føde tonnne sra? Hidtil havde hnn doa tunnset holde Modet oppe oa bedet i Troem Gad, aiv oes daaliat Brod soruden Stank og Nod. Mcn i Dag syntez hun ncrsten itte, hnn tunde bede merse. Nej, Gnd maatte hare alenit hende, eller var det Gnd, der straf ssede hende paa denn-e MaadeZ Haodc hun alliaevel baaret sia urigtiat ad, da but-. iInod hele Familiean Lnste aistede sig nied hani, den sattiae Tjencstetarls Som hnn sad deroppe paa Fivisten i digse mørte Tanler, medeng Bornene trøb samtnen oni hende og kla gede baade over Salt og Hulde, beayndte silotterne at ringe Julen ind. »Hm-, Moder,« saade den lille femarrige Hang-, »nu rinae Filotterne, saa er del Jul, starr Søster." ,,Aa, Moder," saade den lidt celdre Marie, »sortcel os on-. Jesusbarnet oa de hellige Engl-e. Hvorfor er du saa be drovet, tcere Moder? Du hat jo altid sagt, at i Julen stulle di iscer orrre glade.« »Ja, tcere Botm« sagde Enten, idet hun tørrede Taa rerne dort as sine Zjne, »det Var heller itte rigtigt as mig at verre saa bedrovet.« Saa tog hun sig da samtnen, Vg medens Klotterne ringede, sortalte hun den gamle og dog altid nye Historie om l)ain, som lod sia søde i Fattigdom og Usselhed, sor at oi Ved hans Fattiadom tunde blive rige. Alt som Ente-n sortalte den aamle Historie, flyntede Sorgen dort, og de istentte alle en Julesalme, selv Lille Hans sang med. Ligesom Sange-n var endt, git Deren op. og en hoj, midaldrende Dame viste sig i den. Der var Fabrikant Henritseng Feue, hok hoem En ten tidliaere havde vastet. Hnn lom just sor at bringe hende en lille Jnleaave, da hnn havde hørt om hendcs Eng dom. ,,.f·1vordan har De det, Madam Jensen?" beayndte hun, iret lnm traadte frem i Stnen og ratte Haanden til Eulen oa Bornene. »Men her er jo forfærdelig toldt," sortsatte hun; ,,T-e bar dog vel noget at Iwane i lFlattelovi nen? Jtte det! Men hoorfor er De dog itle kommen til mig? Det er dog virtelia for galt at sidde her oa fryse med Borsten-c Ha del endda paa Juleasten! Det var da gott, jea sit i Sind-e at gaa herhen. Her er nu lidt Mal til Dem oa Bornene, orn lidt stal der komme Kul og Brande." Eulen tattede med Taarer i Wurm-. Da Frn Henrilsen var gaaet, slulde de jo til at se Sagerne efter; der var Smør, Fürst, Polse og Æg, et dejligt, stort Stytte Julelage og andre gode Sager oa saa en blank Totrone. »Na ville vi forsl tatte Herren,« sagde Enten til Warnen-: Saa bøjede de alle since, oaen in dkrlia Tal blsev opsendt til alle gode Gavers Giver. Nu tiinetsr Klotternw det var, som sang de ind i Enteng Hierin »Man du se, du er itte glemt af Gudl« Lidt ester tom en Karl med en Tand-e stul og en Sirt Brande. Nu blev der gjort Jld i Kaltelovnen, Bor det blev dcettet og Moden spist nied en Gliede som maaslc tun faa Steh-r den Astem pi« is- t- « Jnde i Sovetamret i den prasgtige nye Bondeaaard i Landsbyen H. sad den rige Gaardmand Hans Olsen ved Sengen, hvori hanjs Zone laa aloorlig syg. Lagen havde just været der i Dag, han havde itte givet meget Haab, Lunas-me var-e steertt entstean havdse han sagt. Derei eneste Barn, en sød lille Pige, stat Hovedet ind ad Deren. »He-re Fader,« hvislede hun, »stulle vi itte glæde nogle sattige i JulenZ Der blev talt om det ved Bornegudstje nesten i Sondags, at det vilde vor Heere saa gerne se, at vi tæntite paa at glæde de sattige i Julen. Man jeg itte bede Stine om at lave en Kurv til, som jeg tan bringe hen til den sattige Tritte? hun vil vist blive saa glad,« til sojede Marie. Ved enhver anden Lejlighed vilde Hans Olsen vistnot have bedi, Maria om at holde sin Mund med den Snat sra Bornegudstjenestenx men i Dag var det «anderledez. Dsdens Alvor var kommen tilhuse. »Ja, gaa du tun,« hvistede Hans Olsen. Den syge laa t Feder, tnvellem talte hun vildt, as og til slumrede hun. hoer var deti Korn der nogen tsrende i Kant? Mi, det var jo Klotternsr. der sra den nærliggende Kirle ringede Julen ind. Der var saa stille, san-I Olsen horte Klotterne saa tydeligt, altsot tydellgt, synteö han, sot der ske th, I : - , - var flet like saa hyggeligt at hsre paa dem, det var. lige som de talte til hom, men riet var siet ikte glædeligt, hvab de talte. Hans Olsen Mutes-, de fagde: »Hm nu efter os, du store, rige Mand! Nu ringe vi Julen ind for alle de andre; men du stal ingen Juleglcede have i Aar. Om en lille Tid stulle vi ringe over bin Hustru; det er vor Be ftilltng. Sau hat du ingen Husiru at dele bin Rigdom og Dine Glase-er med; Og san, ja faa kommer Turen ogsaa til dig, san skal du forlaoe det bele.« Hvorfor der flal taki-es san haardt paa dig, spørget du. Hur du tu aldtig tagei lmardt paa ungen? Husl dig omt Hoorfot smed du sit-ais ist-en Dei Bren, sont du i Gnar sit fat i, da du lebte ester Receptan Det var jo Dei Brev, du fit i Sommer fra din stattels fattige Søster kerinos i Sieb-Inhaka, hoori but-. Lad. dig scm limilig om Tikgirelse, hoig hun havke trccnket Dio, og hab dig om lidt Hjælp i heut-»Es F--.1ttigdoisi, da hun og Verm-ne var-: red at like Noth fordi hun havde været sog. Ratt du ikkc; i;-:.(ste, du tagte bit til Side og svaredc iile paa det? Dui lukkede dit Hierte for heute-J Nod, var riet ikke haatdt? Og hvormed hat hun egentlig fornærmet digZ Hun tog Den Mand, som hun elstede, flønt hau var fattig; men var lzzn ikke i alle Maader en hæderlig Mand? Og hvis hun gjorde Urset i at tagse hom, har hun faa ilke ltdt not? Den syge vaagnede pludselig op; hun saa sig vildt omkring. »An, giv dog die stalielg Born nogsen Mad,« raubte hun; »j:g Lin ikte holde ud at høte deres Skrig. Hat du itie fvsarei poa Brevetk Er dset versor, de ere iomne?« Hun lutkede atter Øjnene men blev ved at tale noget uforstaaeligt Tøjeri. hvoraf tun enkelte Ord kunde siehes Hans leen rat faa angst, han turde ncesten ikke være ene Efter et Par Tages Foklob blev den syge mere rolig. Præsten lom og talte med heute, hun oplod sit Hjerte for Orbet Som en fattih Synderinde greb hun Naaden fra Gub. Det var Dagen før Nytaarsaftem Hun laa ganste stille med Guds Fred i sit Hier-te og et Geninn af denne Fred udbredt over sit Ansigt. Psasa en Gang kaldte hun paa sm Mand. »Hans,« hviftede hun, »nu stal jeg snart fort-are dig, men J stulle tite sørge over mig, for jeg gaar hjem til Jesus. Men vil du love mig at opfylde min sidste Bøn til dig?« »Ja, saavidt jeg kan, kcere Jnger,« svarete han. Saia hvisiede hun ham ind i sØretx »Mein ille bin fattige Seiten naar jeg nu er bortez jeg hat haft saa ondt af hende under Inin Sygdom. Vil du love mig at tænke paa hendse? —- Tok!« sk sie s Et Aar er g-aaet; det er atter Juleaften. Hans Ol fens Huftru hat inart hvilet et Aar deroppe paa Kitte gaardem Der blev faa stille i Hufet efter hendes Dødk Dog, Still-eben er forlængst bleven afbrudt. Hugstaw ten er bleven for-get. Jngsers Pladg er bleven into-tagen af en Kvinde, hvig Ansiatstrcrt have en paafaldende Eig hzd med Hans OlfenS, og det ene Born er bleven til fem» Hans Olsen er ved at tlcede sig paa til Hieb-, han er justf i Færd med at trætke i de laadne Støvlet. Der kommer en lille lyghaaret Gut i fuldt Puds med geht« varmt Vin tertøj Paa. «Motl)roder,« siger han, »Im et der spændt for Streben; maa jeg sidve hos dig paa det forreste Sæde?« »Ja, Hang, du flal tigtignot hjælpe mig at køre Hesime; jseg tæntet, at du og din Moder og jeg kunne sidde paa det forrefte Sake; begae Pia-erste siulle jo ogsaa køre med» saa bliver tre paa hver af de tre Siedet-« Ei Qjeblit efter rutfchede Slæden af Sieb ad Birken tit. Klotkerne ringsede Julen ind. Hans Oler Xynteiz r: fagde: »Der nu, Hans Olsem i Aar ringe vi ogsaa Julcglcrken ind hos dig, din trete Huftru holder nu Jul bog- Herren og alter-er sig oder, at Du hat holdt dit Løfte.« Kirten var propfuld as Mennesker. En Juker dilen fit de saa stpn, at Hans Oler fyntes, hcm aldtig Dator-e hart saa herlig en Præditen spr· Dei var, fom Julen var bleven til alene for kraus Styls-. Da Juletraeei om Ast-neu var bleven tcendt, kom«allc Bøtnenc bærende paa en stor, flad Volke. »Bei-r saa and, tasre Max-boran fagde de, »det et diin Julegam.« Hvad kunbe det bog verre? Et Billet-e i Legemsstørrelse af hang takre afdsde Konk- Dei blev hcengt op paa Væxtgem Hans Olsikn stod og betragtede det med Taarer i Øjnene, og bog Var han flet ikte bewoer Paa en lille Schwi, som var ftuttet ind ved de! ene Hist-ne ftodz »Til vor Leere Faden Bruder og Morbroder, fra disk Dattet, din tatnemmeiige Søftcr og heut-es Vorw« Men i Jugerg istne syntes Hang Olsiem der stob: »Tai, læke Haus« sorzpi du holdt Tit Lsfte.« Fald og (I)Prchning. Uf Hans. Ort-m san pax p « -«.s lus- uik »t« m.-r o- Hut I tut ktkk THI. .’1,s·l »’. Otntrent en Fjerdinqvej fca Landgvyem jet lille, sammelt HUH boede en fattig Ente med sin lille Sen, en Dteng pna okntrcnt tolv Aar. Hatt var den yngfte as sent Säfte-ide, lyvoraf de celdre nu vare tonfirmerede on tomne ud at ’tjene, tun Kriftian var endnu tilbagc. Hiennnct var baade lille og fattigt. Enten havde alt i mange Aar mer-et egc om at bjerge Føden til sig og Bornencn Hufet bestod tun af to smaa Stuer og et lille bitte Ketten kned Stengulv; den ene Stuc tjente til Dagligstue, den and-en til Sovetammer. Der fandteg itke Inange Herlighedet i Huset as dem, fom hpre denne Vekden tit, tun de sallek nødvendigfte Malt ler. Dog var der een Prydelse, som i ethvert Fald stri stian satte umaadelig høj Pris paa. Det var et stokt BilsU bade af vor Ftelser, som hsang lige over Keim-oben Dette Billedse hwvde nemlig den Egenskab, som jo tlle er helt unl mindielig for Billeder, at hvor man end opholder sig i Stuen, saa syntes riet-, som om Øjnene fra Btlliedet faa lige ned paa en. Og ikte det alene, men de kunde ogsua se helst forsielligt paa en, femme Tiber kund-e de se fsaa mildt og venligt paa Kriftian, naar han stod og betragtede Bil ledet, og til andre Tier tunde de se saa alvorltgt, ja helt bedrsvet paa hom, saa det næsten synteö, fom om der var f , - —"« Taarer i Øjnene paa Billet-et Og dette rettede sig altid ester hans Opførsel: havde han været flink i Stolen, lydig og god mod sm Moder, saa var det en hel Fryd for ham iat staa og betragte Billedet. Havde han derimod,.som jo ogsssaa tunde ste, Været ulydig og doven eller paa anden Maade bedrøvet sm Moder, saa tue-de han næsten itte se paa Billedet; for da tunde det se saa bsedrøvet og bebreji dende pna hani, at Kristian blev helt uhyggelig tilmode derded. Stønt Krislians Moder maatte slide haardt hver Dag for at bjerge Føden, sorsømte hun dog aldrig nogen Dag at lage den gatnle Bibeng ned fra Zeomoden og læse et lille Stntte i den, sont hun da sorsogte at sortlarse for Vornene saa godt som hnn tunde, hoorsefter hun anbefa lzde dem all-— til hann som er Enterneg Forsørger og de saderleseg Faden Hoad hun især tidlig og silde lagde Borncnz lau Sinde var dette at holde sig til Sandheden i alle Ting. « Hun havde da ogsaa den store Gliede, nt lzenU des Bonn-er og Formaninger virlselig bar Fragt hos Dornen-e Men en Dag glemte Kristian alligevsel sin Moders Formaning. Da han tom hjem fra Stole, forsømte han at leere sin Lektie til naeste Dag, som hsan plejede, sør han gik ud at lege, og da han først tom i Gang med Legen, gik denne saa·godt og fornøjeligt, iat han helt glemte, at der var noaet, der hed Stole og Lettie. Folg-en heras oled den, at han nceste Dag itte tunde sin Lsettie og masatte sidde ester. Dette var jo sallerede slemt not, og han vidste not, at hatt-I Moder svilde blive bedrøvet derover, dsersor tunde han heller itte lade være at grade, da de andre Børn git hierin og hian slulde blive. Desvaerre var han itte ene om at sidde ester, fireg sein andre Drengse stulde dele Stæbne need dam, men die-se tog sig ilte Sagen saa ncrr, die oare saa oante til den Tur. Da de dersor saa strislian sidde og grade, est-er at Leereren oar gasaet ind, begl)ndt-e de straks at spørge l;a1n, lnxsad han sad og flcekede sor. seristinn beklagede sig jo saa over sin Strebne og over, at hans Moder Vilde blioe saa bedenke-L sordi hsan itte havde knnnet skn L-ettie. ,,Dit Totzsehovsed!« sagde en as Drengene. »Du er da itte saa dum at sortælle din Moder, at du har siddet ester; vi sige, at Lærieren har bedt os om at hjcelpe sig at ordne noaet i Stolen efter Stoletiden, og dermed er den Historie sorbi.« »Ja, men,« indoendte Kristian, »det er jo ikte sandt.« ,,the sandt!« gentog den dygtigste as dem. »Du er da vel itte noget Pattebarn? Du er da del itte bange for at sige saadian sen lille Løgn?« Jo, det var han rigtignot bange sor, men paa den anden Side, hvis det kund-e lade sig gøre, var det jo allj gerel rart at slippe sor at fortcelle Moder, hvordan det var gaaet. Længe tæmpede han med sig selv; flere Gange havde lsan bestrittet at følge Sandheden og stge det hele til sen Moder-, men stadig lød der igen en Stemme i hans Hierin som sagde: »Du tan godt gøre del din Moder sasar det dog itte at vide, saa gør det jo itte noget,« og denne Stemme bleo stsadig understøttet as de andre Dren ges- onde Rand. Resultatet blev da, at han fulgte deres Raad ogl søgte at døve den Stemme i sit Hjerie, som opfordredc ham til at sølge Sandheden. Efter en Times Fort-b tom Lærersen ind og harte dem i Lsettien, og saa fit de Lob til at gaa hjem. Kristian lot-, alt hvad han tunde. Da han tom hiern, stod hans Moder just i Deren. ,,M-en Kristian,«' sagde hun, ,,hvor bliver du dog as?« »Jo, Moden« stams mede han, »Ein-deren bad mig og nogle andre Drenge om at hjælpe sig rned at ordne noget i Stolen efier Stoletid, og det gjorde vi s-aa.« Hang Moder lagde not Mcerte til, ai han stammede noget i det, men troede, det var, sordi han haode løbet saa startt; derfor sattede hnn ingen Mistante til ham men jforrnanede hakn blot til itke at lvbe saa stcertt en and-en «Gang. Da nan kom ind i Stuen» saldt hans Øjne strats paa Bill-even men hvor blev han dog ilde og uhyggelig tilmode, det var, som Øjnene deroppe srsa Billedetsaa dam lige ind i Hiertet saa alvorlige, bedrøoede; det var, som om de sagde til dam: »Kristian, Kristianl hvad hat du dog gjort? Du har jo løjet for din Moder.« Han stmlede sig hell hen i en Krog af Stum; men det hjalp itke, Wuene saa alligeoel lige ned paa herni. Han tog sat paa at lcese sin Lektie til næste Dag, men det vilde slet itte goa; hvor nødigl han end bilde, maatte ’an dog stadig se op paa Billedet, og hver Gang mødte han det samme bedrøvede Blit. Han var heli ulyktelig. »He-nd stal jeg dog gere?« spnrgte han sig selv. »Be tend det hele for din Moder« saade en Stets-me i hans Hierin »Bei er itke npdvendigt,« hoistede en anden Stem n:e, ,,i Morgen vil det hele vier-: alrmt.« Hans Moder havde traolt ude i Ketten-et, men slønt det begyndtc at blive merkt, toin Rristinn itte. som han hliejedh og bad sin Moder som at tænde Lys, heller itte bnvde han, som han plsjede en hel Dcl at sortælle sm Moder, da hun tom ind, orn alle Dagens Begivenheder. »Er du syg, lille Krisiian?« spnrgte hans Moder hat-n. »du set saa sortnyt ud.« «Jeg har saa ondt i mit Hoved,« sik kan svaret; men dersom hans Moder havde set paa ham, idet han sagde dette, hnvde hun vist sasaet en Mislanke om, at det itke lhang rigtig samtnen med den Hovedpinex thi hendes Dreng blev blussende rød helt op over begge Øren. (Sluttes.)· O —.—-——-·.»-- — -.—, En advarcnde Dröm Uf J. ZII.1«7«1nscn. En kær Ptæstebrodet, som i sin Tid var Lcegprædi Laut i »Den indre Mission« i Danmark i mange Aar, hat ;fortalt mig folgende fra sit seget Liv. Han holdt mange sMødet i iadstillige Aar, især i Jylland, og Herren vilsig nede hans Vidnesbyrd, de hellige vare glade ved Lægmsan diens Forkyndelfse. Men ved at lcese Luthers Forklaring til Galat«erbrer-:t tom han i Tvivl om sin Kaldelse til at chere Lægprædikant. Han blev anfægtet og gennemkæm: pede mange sasandetige Ksampe og iholdt » til fsidstfheill dp - med at holde Forsmnlinger. Dem voldte Guds Born Sorg; en Eldre etfaren troende sevinde talte oste med den sorhenværende Lieg praeditant og tilstnndede ham til at begynde med at holde Forsamlinger igem l)un holdt sig overbevist om, at hatt ton seit, naar lsan diente-, at han burde tie. Men han oittJ intct liørc begangaaende og tilsidst afviste han hcnde tilde-leis nnd bis-se Ord: ,,Jeg er glsad ved dig som en Eoster i Herren, oa som saadan skal du være velionmien noc- Inin Onstrn oq miki i dort Hiern; men jeg hderken kan eller vil tale Ined dia mer-e om den anden Sag; jeg kan ikic male det.« Otm sparede, at hun da ogsaa dilde holde siq tun-s, i hoert Feld foreløbig; men saa vilde hun bede for Zukan thi nun didste, at Herren vilde høre hende, selv am Lcmprwdilantcn itte bilde. Sidindsn dad, ro him bad dist ofte og indetligt i detic Fordoliq thi Ejieleg Frelse lau hende ømi paa Hierte. Ilion-en Tid frandt l)en. En Nat havde hun følgende Drom: hun saa fra sit Hug, der laa paa en Bakkekam, nd- ooer et sumpigt Eiigstrøg, over hoillet en smal stenlagt VII snoede sin. Ved begae Sider af den smsalle Sti var der bundlost Heengsedynd hoorpaa hun sag mange Meutre st-:r at danse oq springe omkring; der var Mcend og Kvin der, rigic og fattige, store og smaa, unge og g-amle, Adels ntrend dg Soldaten Borgere og Bønder; de legte, grinede, fjasede og støjede; men hvad mere? Med korte Mellem rum sank snart en, snart en anden af disse gøglende, dan Hsende og grinende AJienncster gennem Grønsvceret og for soandt sporløst. J- Drømme saa hun fremdeles Lægprædikanten at gaa med fromme Lader Inen aldeles uvirkfom. Hian sasa, hoorledeg de bottedglede Lioet paa Gungen, og hvorledes de omkom; men han rørte hoerken Haand eller Fod for at redte dem. Dette harmede Fioindem Da kom en klar Sit) til Zum, og fra Sitzen lød en Rost: ,,Lægprædikan-s ten llidinden harte bang Navn navnetj sial kastes hen 11d, fordi han itke vil vidne!« Rædselsslagsen gav den gamle Roinde sig til atslødse ned mod Lægprædikanten; nun greb ham, bar hani i sine Arme op paa Balken, knie lede ned oa bad til Herren i Himlene. Dernæst endte Drommem Dagen efter begab Koindsen sig til Lægprædilantens Hiern; hun fortalte hiam Drømmen og den aldorlige Rost, der haode lydt om hans Bortkasielse, og sagdse, at sasadan, som hun havde drømt, var den Stilling, han indtog til den letsindige Menneskeslægt, naar han ikle vilde forkyndc Grle Ord for den; han nøjedes med selv at være paa den smalle Vej, der fører til Livet; men han lod sine Medmens nesler omkornme uadvarsede i detes Synder. Denne Drøm og Kvindens aloorlige Henstilling satte ham til at tcenke indgaaende over Sagen; han søgte Vef ledning hos en troende Prcesth begyndte efter hans Til skyndelse atter at holde Forsamlinger, blev senere optagen i »Den indre Mission«, hvor han sarbejdede i mange Aar; senere blev han Prcest i Amerika. Denne Drøm kan ogsaa blive andre til Lcerdom. Gud hat anlagt Frelsens smalle Vef, saa man ksan synge: Veicn ser jeg trang, dog jædnct Vco min Isrelsersz licrrligl)ed, Ham, soin Seit-en oandt paa Etlrvnet, Ter paa Nolgatha faudt Sied. Esajas siger om den: ,,Og en banet Sti og Vej skal dcere der, en Ves, som stal kaldes Helligdommen« (35, 8 fl.). Ad denn-e viandrer de trosende døbte, de heilige, der lyder Sang; thi de vandre ,,til Zion, yndigste skønneste Zion«; »de gaa frem sra Kraft, de ses af Gud paa Zion« (Gal. 84, 8). Hoor diejligt at væve paa denne Vej! Er du ikke med blandt den Stare, som vandrer mod Jerusalem! Korn Ven! Herren kalder ad dig, ligesom han kaldte ad Zaiceusch Gaa tned til det Land, hvor de hellige hvile;« tro paa Jesus og følg ham; da er du paa Besen; thi hanc er Besen. Men vi stnllc ikke dandre paa denne Bej med til bundne Øjn«e. Se dig om til hdjre og oensire, og du ser denne Verdens ,,Gyngeis, Dynd og Fortræd, Forfcenge lighed«; du ser, hoorledes Folk af alle Aldere, Stcender og Stillinger grine, irge, fjase, støjc og danse deres kostbare Nandetid dort, og med lorte Mellemrum synker nogen gemiem .spccngedyndet, Lithraaden brister, Døden hienter sit Watte-· nedad ganr dei, ned-ad i Fortabelsen, ned i Hel nezse »Hoo, som ikte trot, skal blioe fordøint« (Mark. Ie, 16). Frelste Mennestet Broder og Sosier! gaar du hen du«- Freiiskns Eiej med korslagte Arme, foldede Hcender og Jlnikede Lin-e og ladet dine Medmennester synke ned i For Tadels-Ins Dynd nden at gøre noget for at rsedde dem, udens sen adoaxe dem, nden at raabe til dem: flyr fra den til-« toaunentie Bredet Forfasrdeligtt J slulle være tnine Brauen vet er Herrens- Ord og Kalb til alle hans hellige Sei Bnkunen for din Mund og advar de letsindige Ver-— der-Mem sog bog at føre nogle ind paa Frselsens Ves. Er du med i Menighedsarbejdet, saa du sammen mei- Menjgheden søger at oinde Sjæle for Jesus? Er du med i Samfundsarbejdet, saa du gennetn deite er meh til ai stelse nor-e egne oantro Landsmcch Er du med i Hedningemigsionens Gernina. msd til at føre Hedninqerne til KrisiUSZ Er du med til at føre dine Mediiiennesten bort sra Asgrundens .Ha-ngedt)nd, med den Vpr Vidnegbyrd» Offer og et helligt Liv? Herren besjælc os med det Sind, der tan ynies over de vantro og i hellig Nidkærlyed virle for Synderes Ftrlse. Det hiedder om Guds Foll: ,,Naar de gaa gcnnem Morbærdalen (Taaredalen), gøre de den til KildevæW (Sal. 84, 7). Lad os ooere med til at for vandle denne Verden med dens Sorg, Letsindighed, Synd og Død til et saadant Sied, at Syndere blive »bedækkede med en Regn af Velsignelse«, med Frelse og Salighed for Jesu Slyld. Fredløfe Hin-ic, sont Verden bedrager, Medens Betymring og Ulro dig neiget-, Jesus, din Falsch saa kætligt mt spstger diss Kommcr du ej snartt W st) Dei var oift nok Pastor Adam Büloto iBocdlag, dam, oII l;vem Pastor Wilh· Beet sagde, at det tat den eneste gam le A d am, hin tunde lide. J.M. h