ifsiins Otto fas Danniark
og thing ginmtid.
Hiswusk Roman
as
Bernhard Sevcrin Jngcmann
isF onsaU
»Hüte Tod! Gtrcrscnszs Kapie llJn sri RendstbOrJI« —
hvistede d n sorte Evend — ,Jea le nder liirn fra ieg sa ad
der nied min nBedsienioder Te: er en from He r: e, ka n J
tro; hvdr man set dani, er der altid Tod Da illntle daa
Fand-H Han trdr ej en Gang seld :aa sue-J Helge Da
sorte Tiædle, men fik doa min stattelss Bedsietnoder drasndt,
fordi hun Var en Smnle Hetz sdm J kalt-er det, oa Erlig
tilstod det. Mig stulde han beredt til Tode n daa Rends
barg Galgehakte7 men han Morde det saa slet, at jeg
maatte rende versta, for itte at sare liae til bang lnne
Heldede Nu skalJ se, han bar en lonlig Todsdom i
Lomtnen for Jnnteren. Jeg dar lovet at spille ham et
lillie Puds en Gang for inin Bedstemoderg Styld Tød
lidt!« Derpaa tog den sorte Evend en Fasie tadnkleaså
Maske frem; den forestillede et Tieevleansigt nied to Horn;
med den for Ansigtei. sprang han srem i TIJtaanestinnet paa
Besen, oa foer pludseliat nied et asskneliat Brøl mod den
gejstlige Herre. Hesten dlev sti) og sprang til Side. Fia
pellsanen udstødte et ätlnastskrig oa saldt as Sadlen. —
,.Kendser du n:ig?«— braliede den sorte Idend —- ,,Jea
hat laenae ventet dig og din Herre. Jea ladet hver Nat
blugse under den start-e Zoovltedel til jer; inen bdor blive
J af? Hat han flere Griever og Fnrster at lade slagtek
hat du mer Helgenblod at tdætte hatn ren i? Hetsen, du
sendte mig sidst, slap godt; hun sle sont en hvid Dne as
Kjedlen; Inen jeg stal have to satte Radne i StedetZ —
Er diet alt ude med hamZ« — ndbrad Volle sorbavset og
rustede i Kapellaniem der laa stum med lnltede Øjne, sont
han var dad. -—— ».Han inaa dog Være stærfere i sin aali
Tro, end de t lod til, naar has Vræditer under Stejlen.«
,,.Hjæld! Hjcelpt Iltordere!« —- strseg nn Kapellanen
pludselig ...ed stingrsendc Stemnic og slda Tinene od. Der
hortes Hestetrampen i Stoven, og den sorte Svend sandt
diet file raadieligt at tøve loenger paa Besen: han nøjedes
med at knle sin Bedstemoders Fordømmer saa haardt inod
Kaltfjældet ved Besen, at den gejstlige Heere kncetlede et
Par Sidean Dierpaa sprang den sormunnnede Elntte
hastig bort ase nnetn Kratiei og gav Evend Last et Vink
til at folge ham. Han var saa vel betendt med alle Kroa
«veje oa hemmelige Stier omkring Kaltbjcerget og Segeberg
Sp, at hart i et Øjeblit var i Sitkerhed »Mit garnle
Fristed!«—— sagde han oa sdingede lystia sin Hue —- »der
hat ieg holdt dein for Jtar en Gang en hel tlae.« T
stode heage daa Pynten as en kratbedolszet Ftaltstenkbrint
melletn Huler og farlige Dhbder, næsten lige over for Vej:
en, hvor Lapcllancn laa og jamriede sta, dg de kund-e hier
ubemaerkct se hdad der seregit Daa Besen, uden Sandsttsn
lighed for at lide eitersdorede aennesn Te nassen irr-ri
sommse Krint-.llroae, der sørte til dette Fristen Den stri
gendie Kapellan var onirinqet as et Jozaersetslah fide-r
iblandt Kamrneridend Wittinabof befandt sta. Man saa,
at de lob-I den gejstliae Herre bære op ad Ftaltltijazrget Inn-d
Sloiiei, og at en Tsel Iægere adsdredte sig i Krattet rez
Søen i forskellige Retninger. «
»En fordandct dum Strea, Bolle!« —- saak ge Eli-end
Tripst ærgerlig—— »Du dar fordærvet oE det hele med bin
utidige Hckvnlnsi I«t..·,enr.ki-1aer ilt Stets-« IR
hvert Forsøg paa at ekle-Te Junteren blirzr u mul igt For
dsmtI hadde det endda vasrct den Satan-J ch.:nn::ri::nd,
vi hadde saaet Fingre paa!«
»Ja saa! iin dydige, Unae Herre! ctrcqcn l- dk e
bog ikte vceret saa dum, mener J, nur d:t tnn lzrvde
vceret jer egen kære Medbeiler, di hat-de lnulsseL Vi hat
intet at lade hinanden luste, Soend Trank - Tor den gez-e
Junkers Skyld glemmer ingen af LIE- sine egne Ein-Ia
Handeler; det Var Dasaa sor ineaet sorlangt as et Par
sølle Menneskebørn. Vil J nu sølge mit Rand, skal di nok
ogsaa faa Fingre i KammersvendenZ —- Jnnterkn stal
vi maaske ogsaa faa ud·« —
k »Er du sra Forstanden, Volle! hvorledes stulde det
rDecke muligt nu, du har rabet os, sorn en gal Tyr?«
»Lad mig om det, tinge Herre? Vil J tun holde jer
stille her til i Morgen A ten ved denne Tit-, saa slal J
hsre fra mig og kanske sra Junkeren med! Der var to
Newgiange til Slottet i min Hundedtengstid, set J; den
ene et næppe sperrtetx den hat aldrig nagen as Gtev
Adolphs Fjender kendt. Nu, jeg staat paa dette Sied,
standt det mig fsrst i Hu. Er dIn Vsej endnu til, som jeg
Freie-ich stal jeg snart dise jer hvad den sorte Sdend duer
RU«
»Jeg vil med!« —- udbrød Svend Trost og gjorde et
. Gxædesspring.
-·-· , «Men jeg vil itte have jer med!« — svarede Jægeren
og efterabede hans Hop —- »denne Gang vil jeg raade.
Kommer jeg ikke igien, kan J koste et ærligt Hjertesuk paa
W i Stedet for Sjælemesse, og se til, J selv slipper le
W hersta. Held jeg nu stille som en Mus og gnav
pag Ostestorpen, J hat i Lsomment God Taalmodighed,
Gvend Trpstk Dermed sprang hsn ned ad den stele
Mstensbrinh og Smd Trsst saa ham liste sig bott
W Basiene ved Sten og sorsvinde i Skyggen.
· At blive uditksotn paa dette enlige Sted en hel Nat
IF Dag, tun-de den utaalmvdige Bahn-et itke bekvemme sig
« M; eftet nogle Øjeblilles Betæntning sprang han ogsaa
Ovid ad Fjældhtinken og sulgte den lønlige Sti, han havde
set den sorte Spend sorsdtnde paa.
« Det voll-stimme Odetfald t Ftuetlunden paa Grevens
W des lom i et vtgtigt Ætende til Segean for
,, ( »de satt stos- Opmættsomhed paa Statut, og
— Mc Ps- W Wiss-M Opfptdtiugs
" WM at unsers-;- heie Kalt
»Du maa kende den underjordisie Lpngang her pack
Slottet!«« — fagde Fru Elisabeth bestemt og saa nsje paia
den gamle Karl, der stod for hende med des snu, rynkede
Ansigt og et hæsligt flulende Blit.
»Hvilken LøngangZ naadige Frue?« —- spurgte TaarnH
vcrgtseren —- »den, Ridder Hartvig med eders strenge Herre
Broders Krigsmænd krøb igennem hin Nat, salig Greven
blev flogen, den er jo for lcenge siden tillastet.«
»Er her da en anden?« — spurgte Borgfruen med et
starpt Blit. -— »Er lige paa mig Karl! tal Sandhed! eller
det gælder dit Liv. Tcenler du et forraade os, som dit
forrige Her-stob, tager du fejl. Du hat nmfset am en Lem
gang til Ridderkarceretx den stal du vise os straksl den
stal i denne Nat fyldes og tilmures!«
»Naa, er det de n, J mener, naadige Frue!« — spa
» rede Taarnvægteren og fyntes at besindc sig —- »ja, det er
en anden Sag; den har jeg netop ogsaa tænkt paa i disse
; Dage, hvorvel jeg ikke hat set den i mange Herrens Tider.
z Vor Herre maia vide, om den er til endnu eller hvor del
; egenllig var, man havde Jndgangen til den. Men J har
Rel, naadige Fruc! skulde nogen vide Bested dermed, munt
te del vcrre mig, siden jeg er ældst her i Gaarden. Nu
- kunde det sagtsens lønne sig at lede den op; hat vi nu faaet
en dansk Kongesøn ker til Fange, kan der del verre dem,
der vilde give hele Trug Guld og Sølv for at finde ind
og ud her ad slig Muldvarpevej; men jeg er, Slam bange
. for, den sind-es ille, naadige Frue!«
»Das-or er jeg ilke bange!« —- fvarede Frue Elifabeth
og greb i Klokkestrengem der forte til Botgserstuen. —
».Har du itke vift Huskarlene den Løngang inden Midnat,
sial du itke se Sol staa op i Morgen! derpaa knn du dære
lige saa vis, som raa et hell Aars Løn, naar Gangen er
fpcerret.« —
Den m) Gaardsfoged traadte nu ind og modiog Be
faling til straks med nogle Huskarle at følge Kauz Tat-rn
rcegter med Lngten, Haltet og Muter-Redsiaber. Verg
tersen slulede til den høje Borgfrues bestemte Aasyn. »Nu
tror jeg dist, jeg huster Siedet, naadige Frue!« — mum
lede ban. —- »J Inaa for Guds Skyld ilke tro« —- —
«Godt!« —--. afbrød hun ham k- «n1eld mig ftraks
Izmd der opdoges, Guardåfoged!« —- hun gav denne sin
tro Tjener et betydende Vink og tilføjede et Par hemme
lige Ord, hvorpaa han øjeblittelig bortfjernede sig med
den siulende Taarnvcegter.
,,Hvad jeg lovede, stal han faul« —- sagde Fru Eli
Z fabeih ded sig selv og gik ind i sit Lønlammer — »men
! Srns oa Manne ser han aldrig mer;«
«Fj01·tende Kapitel.
Medeas man Pan Segebcrg Slot sagte at gøre enhver
Abgang til den fangne Prins umulig cig med fix-J stor
Vlkirraxigenhskd eftcrsxsorede De ævemnrlisge Bovet)alse, der
Illeriede tkrntte Tini bang Befrietfe, innteszs Prinien sclv
In rosig-sie nf alle Slottstiss Beiwerk. Trr tokn intck Eiit
cfz ins-In MAng txt-er l«.:r".4:- Last-ist i andres Nrnværetscz
rncn Tor var en Hoij cg ertvrfred i hans bit-ge Itiszns
som forbwfeke Osg indissod sekv De rein Krinem Tier be
«: tere Inst- en iiviltsxrlig Afrbedintied. Hm km d:
! Ili et trrc -::I«3, U; nun føjede beim rsfteft das-i. ct
UT i Hoceck:, Emper bin Dir fczqikct Um "L11t"!.««cn, I
- :k3 iurkct here is.cøo::11.-·sc end farliik inrtn xxf Ismg
erdre TZJAr vxre ti! Tot-en, u igte t dkn Zunge Reise ftp-De
i M Grad fort-wirkt isex :.i Gan føne Fa nu innig Dek
chqueT Tuch qHei -e O( Lmi e Han sad alenk i sit fix-Hist
ied .! sinokickre issn o- kcnbe jre Am i et
md Lm ftprtenbe Lckiel Zit stvd fssr inm tm L :.::-et.
er bmnvre to Lisz, ogc tBrcviar laa opslafxet nsscs af
txt cdnc Bibelf eher og sinds lige Sentcnsen Den fromm-ex
Fi«.nonitis.: im Seite-dem Kloster, der var Lege Pera Eint
tc!, bis-one Imiisfz forlzibt hnm og anbefal et bam siiki Dem
Tini-irre Brei-Eint
»Vat- dzt Somit Taa mit store Sport-« Luna Is« —
sagde han grundende on stnredc pni det fix-läge H.1.nd
ftrifi »Den at læse — ,,Det Var knusendek Han hervede
De store, blaa Tjne fra Breviaret til Stjetnelyset, der
qtimtede End til Hain sra det lille Girtervindue imod Trave
dalect og Kastebjetgets bratteste Fjæidftrwntcr. Te! Var
stille i Det enlpge FængseL Han troede at lysre Its-ve
strømmens ensformige Brusen dybt neben sck de wide
Kaltftengpiber oq fmet-e Afgrunde, hvorover hans Fcrtxniel
bang-, som en Evaleredr. Uden for den tillsicisede Ring
feigvør runde Pan høre Lyden af Stildtagtens Striz—t.
,,Gud lønne dem!« — bav han, og folvedse sine Hm
det —- ,,Gud glæde dem i Paradiset, alle be tro Eitelk,
der styrtede sig i Dieben for mig! —- Mit arme Zott!«
— sutkede han —- »til hvem staat nn bit Haut-IV Hans
Øje fandt tilbage paa Breviatet, og han lceste det Sten.
der just taa opslaget for hom. »»Forlad dig tkte paa Frit
ster!««’ —- stvd der —- ,»,d«e etc Mennesiekk de kann-.- jes
its-e hjælpe.«« —- »»mange ksge en Fytsieg Ansigt«« —
»Ak ja!« —- udbrød hart —- ,,her staat det jo« —
»,,men hver Dom tommer fka Herren.«« Han fatd t i
dybe Tanter og sad længe med Øjnene stift heftede pag
Breviaret. Han flog nogle Blade om og lcestet »»Fyrstcr
stulle have fyrftelige Tantet og holde derover.'«' —- »Hm!
er det fyrsteligt at forsage og opgive haabet om Frelse og
vetfcerdig Hævn? hat hvett Fængfel ej en Ubgang og
hver Nat en Ende; men en let deme overfor hans blege
Kinder, idet han after saa ned i den gudfrygtige Læges
Handfirift og lckste de fromme Ord: ,,,,Lad det vnde itke
ovewinde hig, men ovetvind det onde med det gede!««
J det sammt hsrte den fangne Ptins en Stemme
W tat ved hum: »Frist Mod! heitre Junker! vil J·
vom fri— vil J MS —- saa fslg mig!«
Print Otto venvte fotbavfet sit Aasyns mod den Kkog
as sandten hvor hin unentede Rsst kpm fra; han« saa en -
Im i Hutvet oplukdet, og et smubsigt, stated-unt Omlps
-iek-Austst' Nat frem beruf. Det var den fette Spend,
W Wen Belyiaing, der fwldt pas bunt ma, vilve steh
MLUIUMICIUWNMMIIM Frist-:
fund W Uns-det- W set Mc Wehe es:
II
«-:i
,
»
—
8
H
et Kot-s for sig —- «den Ftihsed du lan føke mig til. et deni
evige theldom —- den Hævn du lover mig fta DybeYH
fornnter jeg.«
»Er icg en Jennik ng en chevlennge faa er jeg nol en
If II Osdfke her paa Slottet« —- svnrede den sorte Svend
on to. »Von ingien Print-en Heere Junker! Betænk jek
ille ret længe! Folger J nu itie nted min, tnn J faa
gis-J Haar ler, inden ndgen anden Nat rdver sit Liv for
It frelfc ist«
,,.«.·Fre:n er du?« — spurgte Prinsen csg befinde-de fig.
--- »:’.kir -:t til-: dig, der dingte mig Hilsen i Fjor fra
ZEIT «""l"c « XII « NIL XI uf Bktiiiiiiiisbokce?«
,,.siiz.iti-».i, Heere Junker! Hadde Husbond saa sandt
Vasret tafo for otte Tage siden, bnvde han selv været hoL
jer pas· Tan Hebe. Vil J nu folge mig til ham og Riddet
Bringe paa Halb, sial J snart ltaa i Spidsen for en Flok
Thule som tør binde an med Jenniken i jekt hede Hel
vede felv, og J stal vist faa Hervn over Stnldsepandem
oin ej Inn den ense Monde, san Pan den onden!« Der
toin ved diese Ord et borgt igt Udtryl af Vildhed dg ma
List i Inn-:- Ansigi.
F»Fvnd mener du? «sliennefle!« —— fpmgte Prinfen
itclt ca reiste sig -- »Wer du oin Stimænd og Mordere?
mean du. Pein-J Otto af Danmnrt vil irr-be under Jot
den snm en Reer for at hævde sm Ret og Danmakis DEre
ved NiddingsdnadZ Du lommer ikle fra de brave Mænd,
du ncevnede! Hat Danmarts Foll og cedle Ridderilab
endnu Tillid til mig Dg min Lylke, vil de befri mig cerligt
csg aabenbart ved Underhandling eller Vaabenmagt; men
ingen vil fordre, jeg sent ist-re voget Stridt, st VTMEUI
mig.«
.,Lm Fokladclse, nandige Herre!« -—— svarede den
sdtte Cvend og gjorde store Link, idet han cerbødig og
halv fdrlegen butlete med Hovedet, uden at ftige hojere
op af« Løngangen —- »Hvad jeg sagde otn min Hugbond
og Ridder Bugge var lun san mine egne singe Tonler.
Mig fnntes, det dar en cerlig Sag, om man hjalp jet til
Fribeden og Regimentet, paa hvad Maade det las ikUIke
verre. Gtev Staldepande og Ridder Hartvig gjorde sig
san vift innen Strupler, da de sloge min gamle Heere
her tsaa Segeberg; dm man gjorde dem samme Skel en
Gang, var det tun Løn sin forftyldt. Men J er en
Fiongesøn, lan jeg tro. J man sagteng tænle lidt mete
storagtigt, end vi Smaafoll. Jeg og Svend Trsst hat
not gjort Regning uden Vcert og bat-tret oS ad sont et Par
Instit-etc Vi dwmte aldrig oni, J hellere vilde sidde i
Ferngsel her jer Lidstid end hjælpeg ud ved en lille
Htiandkrceltiing, sont en Linden sittle Fangecs Tag og tset
ille ugunftigt op, høje Herre! di mente jer det, saamænd,
nodt og cerligt; slippe vi lebende derfra, maa vi Prise vor
Lotte.«
»Tai for jer gode Villie og for hvad J hat« vovet
for min Stnld!« —- sagdse Prinfen med deltagende Mild
hed on mrrmede sig l)am. -— »Svend Trost e: attnt med
her! Zin bnm Ogsna Tal! det er anden Gang, hcin Vovet
s«:t Lin for min. Dog — edcris Veje ere itte mitte. Vort
stund digl man tommer Ne d diq selv og det itnge Men
nefte .for min Lyike fknl innen mer dfr e Livet! Vort!
Nnd lebst-ge jerl«
Man mkiede nsed Jetiift.1tijeti uden for Fængselk
Linken In den fort-: Evsnd trat hastig sit Hoded til fixi.
Prinicn flog ield Leminen til efter bkim on gii rolig frem
;i:od Firnnfelgdnren Teu nalsi:ede-:s, og en Fiiigimnnd
trcndte ind, men Vendie stxatiä titbsage med tavtz Hilsen,
lI".«:nsmrt lian havde set, c« Juni-km Var Paallcedt og oven
»Jenae. Til iin Forundrin-,1 nxodtdg Prinsen nu et heit»
ikycmkt Bring of Fru lfiisnbetb seid. Hnn var lediageb
sxf It Pai- Lsedcebnetse Linken »lindi!nld, mn di forstnrrer
(kcr-Isin,31m er L:td!« -— th ten bvie Boraitue Ordct
used iold Heft itlied — »Hei m. »I. ielv se hrad der fore
zu r! Lmzzten har meldt mig, ljier link vcer et nd en liog
etszr on kalt nsed eder.«
»in s.2n!« —-- spare-de Priner lnngsoint cg dein-nie
lig »Hei hat Vagten dpfnldt sin Pligt, ltvig man vit
tetig hat hakt sligt.·
»Her er slet en Voldsgerning!« — vedblev Fru Eli
f.nbetk) s— »Man er Pna cpor efter nogle Omløbere, der
iøger Abgang til eders FangseL «
»Bei er Meddelctsey Frn lEifabeth! som synes niig
mere vedtnmnier eder felv og niine Fængfelgvogtere, end
mig. Kunde ieq niedlade mig til uværdige Fokbindelser,
dilde jeg dog næppe dcete san enfoldig selv at give eder
Oplysning dersm.«
»Men naak jeg assotdrcr eder slig Lplysning, som
Fytfte og Mond af Æte, og beder eder sige mig, om J hat
talt med nogen her i Aften« — —
»Saa tror jeg mig dog itle forpligtet til at svare
eder del-pack Jst-u Elifabeth!«
,,J gletnmek hvem der her hat Magten!«—- fagde
Bokgbtnen med et neesten frygteligt Blil —- »der gives
Midler«’ «s--— —
»At J itte vil afpine mig Belendelser, som en lav
Forbryder, vilde eders Ære og Stolthed svæte mig Bor
gen for-, oin jeg end var lau ulyktelig at maatte stvivle paa
ever-S aneftelighed« — vedblev Prinsen tolig —— ,,ddg,
i ethvett Tilfælde, hvad min Æte gpr mig til Lov agter
jeg intet Bkud at gøre paa, hvad enten det gceldei Sien
dset ellet Vennch
»Jeg ved nol, min ædelmodige Hei-M« —- sagde
Im Elisabeth med et spottende Smil —- »Eders Hemmt
ligheder ligger itle dybt. Behag at anders-ge Gulvet og
Mutene, mine Heere-ei« Med disse Ord gav hun de Her
rek, der fulgte heut-, et Bins, hvorpaa de tog Lysene fra
Bocdet og gjotde Mine til at begynde Underspgelsm
»Holt) inde et Øjeblill« — sagde Priner. — »Jeg
hat et Fotsiag at gsre eder, hsje Fruei min sitt-e Bist-de
vævelfe san bog alene date ever af Vigtighedz vil J lvve
mig at lade al videre Underfsgelsx kate, og at J ille vil
forfslge ellet strasse de ulyttelige,i mig hengivne Meinte
ster,vei bereut-en allen-de hat sagt at nimm sig mtg her ellet
fremde-Des under mit Fangenstab iunde fort-ge derpaa —
vil I eitelng love mig en fanden SIaansel mod dem.
der ubeftndtg vom Ltv og Ftihed for min· Stint-, saa vil
jeg need mit fytstclige Æretord Heft-i ever for as Uro pg
W sp- ukt-k- Zinswesens Sig: ist« —- ins-jede
H- m Judekiskhev —- .»en Wiss-ven- Senkt
H i Je- stka Mkzemeh m- its-·
TætsteL for mit ttofaste Folt, med Vaaben i Oaand, ellet
min Svoget og Kejseren hat udløst mig.«
Fru Elisabeth syntes ovetrastet og betccnktk sig UVSIS
Øjeblitte. »Nej!« —- udbtød hnn heftig sdg bestemt. —
»Seg-eberg Mute og min Aarvangenhed tør viel nmale sig
i Fasthed og Paalidelighed med edets Aftesotd Kong
Clitiswphets San! min falste Kong Erits Broderl Jeg
ttot ingen af edets Slcegt paa sit Æreciotd mer. Begytld
ilnderiøgelsem tnine Her-rett«
En bitter Fttæntelse var synlia i Prinsens blege Aa
syn. Han vaklede og holdt sig ved Stolen; men han sam
lede fin Sttyrie og iilbagehotdt det tldraad Of ZJAUUC Dtl
saaret Stolthed, sont spilledse hat-n paa Labetne og gav
inng stille, klare Blil en lidenstabelig Jld »(·Wd IMIWO
iet det Ord, Elisabeth!« — sagde han tned dermpet Nvst
og vendte sit Blik fta den stolte Botgsrne mod det rolige
Stjcrtieltts, der ligiesotn trostende nedglimtede til hatn gen
nem Fængsetggitteret.
Lemtnen i Gulvet var san tnnstig indrettet og as saa
suldlotntnen Lighed med det øvtige Flisegnlv, at dei itte
oat tnnligt at opdage den, naat den vat lnltetz desnden
vat den tun til at aabne nede fta Løngangen og syntes
optindelig nt have tjent til at bringe Fanget hemmeligt
til Fcengslet, nden at Tilbageganaen var mutig for de
- fangne.
Da Undersøgelsen var inldeleg frnateslos, trennpede
) Ftu Elifabeth heftig i Gulvet. »Velan!« -—- sagde hun
: toldt og fattede sig —- ,.vil J itte Vcete os bebjælpelig,
: Junker Otto! maa J finde jet i at stifte Opholdgfied Q
: stunk-. J tnaa alene tilsttide ederg eget Stivsind, at J
itte saar det saa behageligt for Ftenttiden, sont jeg havde
l Fnsiet Til at tige Stjetnet faat J til-e Lejliglyed lterester.
k —- Ledsag Fangen tned Vagten til det merke Taarn, tnine
! Herret!« »Z«
’ Ved disse Ord Var det sont Junker Otto kaldtee til
. sage fta en støn Drømz han havde sot et Ojeblik ligesom
T glemt sit Fasngsel og stn bitte Sjcelgkrcenlelse i en stot,
E uvidende Fslelse of den edige Ftihed og den uendelige
; Højhety Kaetlighed og Ra, der nedstraalede til hatn fra
E Stiernehitnlen. »Naar jeg et dad, Ftn Eliiabetb!« —
- sang han stille nted mild og blød Stemme —- ,,saa vil J
sorttyde det, hvis J nu betødet inig det lille Jndtig i
T Gnds Himmel. Und tnta dog en Rsidse t Mitten, inmi
« giennetn jeg tan se et Pat Stierner og en SolsttaaleI J
tendet selv Ulyttens Magt og Utettens bitte Jndtryt pag
s Sindet, min Broders foturetiede Dtonning! J et selt
født i Hajhed og Lys —- J vil itte nægte mig et Glitnt as
den høje Himmel i min Nai!«
-. Ved disfe sidste Otd syntes Elisabeth at vatle i sitt
strenge Beslntningz i hendeg marte, stolte Blil var en ve
cnodig Bevagelse snnlig, on de sine Mustler oni hendeis
tnagee Mund batvtede Had og Mednnt snntes at lckmpc
i tjenth SjckL Men nn kastede hun et Blit pijn Ptinsens
Anstat, der havde en fjetn, tnen dog nmicktendeliq Form
liztlted tned baan etldste BrodetL3. Tet var i dei·: Tie
lslit i Stygge, on hun san tnn den fjetne Linn-ed i Grund
fotnten, uden det Edle, milde Udttnt, der liaefom fortl.t- J
rede d:t. »Kann isrits Broder!« ---- nolirad lnu .,;)il
J das-Ja bedanke tnig med rotende Tale-r om Stjetnernf
on den sinntte Himmel? Bring lnttn til Taarnet!« «
Derpaa git lntn lustig, fom l)nn selv undilnede Ennet as
sen Fang-I. Prinss Otto tastede endnu et stnettsclth Bitt
tilbage til Feenglelkaittetet oa snlgte, need et dum, stille
Ent, Riddeten on Vaaten nd as Fiarcetet til det strengere
Fasnnsel
DI. Prinfen fort-IS als-et Slotggcatden mod iset san
kalt-te fort-.- Taatm var der stot Lartn i Nackt-ein stam
mexsveno Wittinahcf Zorn nted en Jslot Jægsste Dzi F.:ttels
tieerexe irtd II ZEISS-Ottern ki- lxakslsc en stunk-In Jtalsxe
its-Eltern i?;. Jenacn nat tlscedt sotn en holst-Inst Ltcsndes
tnø5. Failellnset faldt nat bang Bitt-sind ca Prinfcn
tettdte Erstid Irr-tin Da den fanank Basis-net ftu Printen
tanlste ltan tned lkaj Rost: »Um Herri- lijirlpe jet ot, Tan
tnark, eedle Jnntetl jeg lan itte mer-«
; »Und lnnne din, ulytsaligek« ndlsrød Prinsen —
,,«l«,et lan Liliennzsletnagi ej hjmlpe Des-ji Ten nlxnagtige
lan tedde Dantnart nden oH.«
Prinseng Edle Skittelse sorsvandt stille i det mørte
Taarn. Men Svend Ttøft raadte endnu l)øjt, idet han
slctbte hain ned i den dybe Taarntceldet: »Den Rcevei
stieg stal J fast betnlt, Hans Wittinghof! Vi to tnaa ina
des og det føt jet Vtyllupsdag, om jeg saa stal staa op af
Graden fot det samme!«
Fangens aftncegtige Ttusel besvaredes tned en inton
lig Latier af den sine Kammersvend, som, uden selv at
rate en Haand, lutnstelig havde ladet ham sncete og fange
af Jægerne, og som nu ilede opad Slotsttappen nden at
vætdige sin fotbittede Medbejler et Blit. J
Mellietn en Flol Hastatle, sont tott efter, med Ung
tet, Haltet- og Mutvcetkth, git ind ad Botgstnedøten,
var det en ængstelig Mumlen. —- ,,Vil J nu tro mig
en anden Gan-M — hvislede en gammel Hastarl —
»l)vor der et stet sandanne Ting, som her paa Segebetg,
tan dct aldrig gaa cigtig til. Hdot den onde en Gang hat
faaet Spilletum, et han ilte god at blive tvit.«
,,Sladdet!« —- sagde en anden — »hvad J faa i
Langangen hat vel verriet et Dyr ellet en formumntet Gav
fttit; men hvem det saa vat, faat han nu blive, hvot han
et, til Dommedagt Vi hat mutet godt til for Jndgan-.
sgen; det ved jeg.«
»Men den Karl tan have hundrede Udgange« — spa
tede den gamle has-taki —- ,,Jeg ved not, hvad jeg saa,
og havde jeg itte, Gud sie Tat og Ætel .—— hast en Smnle
bedre Samvittighed, end Kunz Taarnvcegter, var jeg
manste ogsaa falden dsd oni paa Stedet.« «
»Det var paa en Maade hans Lylle, den gamle
Stælm!« —- hvistede en as Fangefogdenö daandlangete
—- ,,var han komm-en levende detfta, stnlde jeg tylet ham i
TudsehulleL Dei bavde vaetei godt not til hamx men vor
Dem hat tnaalte vertet ham naadtgere, end vor Ftue.'«
Gaardsfogden tom nu ogsaa tnd t Botgstuen need
nogle flete hustath der bat den gamle Kunz Taarns
hegten Lis. Gan hat-U set sin sorraadte Bettes Gen-I
fand i LWIISGYI — Wstpd man —- etlet det, der var f
