Ptius Otto as Dantnark
og l) ans ginmtid.
Htstottsk Roman
di
Bernhard cherin Jngetttatttt.
tzortjnJ
Lttset faldt ntt paa hendes Anstat, der ttngtet
Blexttteten og det tttnistendeiige Stier as en dybt lræntet
Ltoltheiy Les-ad en dis ttngdomntelig Sinnlted og et Ub
ttnt as ijhed og rolig straft, sont stnttesz tnere tnandig
end ldindelia,. Essen tcet santstnttllemte Mund on den ttoqet
uptrttlne Hnge tillendegnv en Foragt, der sttntes at gælde
det hele Folt, hvig ulyttelige Fwdreland hnn i Afbildttin
gen betragtede Ntt rttllede lntn Aftidset samtnen og tog
det i stn Oaand, som en Feltltcrreftam ,,Rttl det samtnen,
sont et Hunde-, store Gerh.trd!« —-— ttdbrod hun. s- »Den,
der sanledeg santtnenruller Himlene, gav dette Foll da Land
i din Haattd! —-— Tving det tned Jernspiri Udflet den fal
sles Slcegt af Jordent —— saa hat jeg No —- san er jeg
hcevnet!«
Jdet Fett Elisabeth halvhøjt gad digse stolte og vilde
Tattter Rost, lød der fra Riddersalen, hvor httn nylig
hadde hart den nlyttelige Ridder Hartvigs Fodtrin, nogle
dyde, tlagende Ktutnhorntonet. Dei var den gntnle Son
netnorder, der i disse Toner gav sin grcenseløse Smerte
Luft. Han vidfte mesterligt at behandle det fimple Jam
ltorn. Naar tnan ont Ratten tont forbi Kalldjækget tned
txt fttnnle Slot eller sejlede ned ad Travens Strom under
Botgeng hetje Mute, hvor alt Liv og al Gliede var uddød,
heute man ofte hine dybe Klagetoner fta de øde Sale.
Det var sont Slottet beboedeg af en usalig, fotdømt Aand,
der var nedstødt fra de saliges Verden, men dog havde
medbragt kerfra et Zonen-n hvorigennetn felv Haabløs
hedens og Fortvivlelsens tnest slcerende Jammertoner tun
de oplose stg harmonist i den smeltende Vetnod og i en
Længfel eftet Fred og Foesoning, der maatte finde den dy
beste sit-entlang i hver syndig sg angethid Mentteslesjcel.
Dog et saadant Jndtryt gjorde disse Toner itte Paa den
ftolte Grev GertH Søfter. ,,Evige Jamrer og Sorgbebus
det!« —- ndbrød httn haemsuld med ltøj Rost og rejfte stg
—- ,,l)vor lange stal jeg plageg med din vanvittige Attgeri
— Det er en ussel Mand, der et halvt Liv var en Trcel af
ftn egen fejqe Smnvittighed!«
Fett Elisabeths Frnetsal dar i Højelostsbygningen
og ftsdte toet til Slottetg ftote Riddeesal, hdotfta den var
adstildt ved en btaedebetlaedt Mur. Da hun i sitt Harme
nu stætlt og lndeligt udtalte disse Ord, faa httn med For
bavselse, at Musen bevergede scg, en hidtil ubelendt Lon
dør aabnede stg i Panelet, og ett dødbleg udtæret Stit-;
telse stod for hende i Pilgeintsdtagt, tned blottede Fedder,;
et langt, graat Stag, og med et Jagthorn i Haanden.
Det var den nlytlelige Riddet Hartvig, sotn elleks aldrig
lod stg se, men hver Dag uddelte sine Befalinger, som
Slottetg Besalingsmand, gennem lntte Dere, ligesont hans
i sit feivillige Fangenslab modtog sine Fotnødenheder ogf
alle ham vedlomntende Saget i et Værelfe, ingen uden
Hdns gamle Botgfoged havde Abgang til. Fett Elisabeth
havde været tre Aar paa Slottet og saa hatn nu for farste
Gang. Dei var en høj, ntcegtig Slittelse med et statpi
ftolt Ansigt og en sorundeklig Jld i de dybt liggende Falle
sjne; men han saa ud som et Heltegenfætd: der var nogetz
fkygteligt spsgelfeagtigt i hans hele Feemtrcedem som af-»
tvang den behjektede Dame en lønlig Gysen. Uagtet den
fromme Pilgrimsdragt, var der dog et Udttyt af ubøjelig
Haatdhed og Strenghed i hans stnertelig forstenede Miner,
sotn indjog Steckt. Han stod hsi og stille i Land-ren,
uden at sige et Ord, og betragtede den sorbavsede Dante
med et mprtt, gnisttende Blit.
»Min Gud! hvad vil J her?« —- udbrsd Fett Eli
fabeth med usiller Stemme. — »Er J Ridder Hartvig?
ellet« — hun holdt inde og traadte forfætdet tilbage fot
det ftygtelig vilde Blit.
»Eller hans usalige Stygge? vilde J del sagt, Ftu
Elisabeth!« —- tog nu Pilegrimtnen Ordet med dyb, klang
lss Stentnte — «rigtig! det er jeg, om jeg end aander og
levet —- sont de kalde det; den rette Ridder Hartvig be
geov de for nitten Aar stden med hans unge, vatre Sen
hist bog Borgtapellet.« — Han holdt inde dg syntes smerte
lig beveeget. ,,'«’forftaa mig ret, høje Feue!« —- tilføjede
han i ventodig Tone —- »Dtengen tog min Sjcel med stg
i Graden og min Fred derhos; men Æten gav jeg ham
med, og Æren et so met-e verd, end Livet —- det folget
af stg selv!« —— lHan oplsftede med disse Otd stt Hoved
og tnejsede stolt og last »J maa itle tro, jeg er dan
vittig ellek en sejg Usling!« —- vedblev han dg hævede
sin Stemme, idet han traadte helt over Tætfselen i en
ndsten truende Stilling. — »Jeg var ingens chel uden
Ærens — til ingen anden Afgttd hat jeg ottet —- men
til den hat jeg osret Spnneblod·« —— —- Ved det sidste
Otd holdt hatt Haattden for den gennentsueede Bande og
gav en stygtelig Lyd fra stg, næsten som et vildt Dyr;
men i det samtne satte han Jagthsornet for Munden og
udaandede stn Kval derigennem i de foruttderligste Toner,
der sra det vildeste Raseki gil over til den dybeste Vetnod
og odioste ftg i en Vigiliekoral, medens et Par stoee Taa
ter rullede ned gennetn Furerne paa hans hule Kinde-.
»kaslaan mig for edeks Nærvcerelse og sære Natte
musit!« — sagde nu Fku Elisabeth og tkaadte hatn med
stolt Holdning et Stridt ncetmeke. —- ,,J stal snart vcere
aflsst her! det· et paa the Tib, mcertet jeg. Hvor Gret
Gerhatds Stifter er til Siede, behøves ingen afstndig
Mand til at vogte Borg og Feste!«
»Vil nu Tigetett, jeg opfosteede, raade ene for Mod
godset?« — mumlede den msele Pilgrim.
»Forsæt lun edees Pilgrimsgang, Ridder Hartvig!«
—- vedblev Fett Elisabeth med rolig Kulde —- »g-r tun
Vodzrejser, om J -vil, i edets egen Stue! men lad mig
have Fried sor eders sygelige Dtsntme!"
«Det er ingen Dtemmq Fett Elisabetht" — hvislede
Pilgeimtnen og teaadte tilbage, idet hatt vintede med et
forvildet Blit. —- ,,Kom! saa stal J selv se det! — Hist
i Sovetatnret er Gulvet fort; men det er godtt —- det
et fes stolt af! —- der flsd Dtagens sorte Blod — hatt
spm sotgistede min hvide Due og gav mtg Broderblodet
paa Jungen —- lsut der var Jld i -·- dersor slvg jeg hant
anstcendige Behandling staat J mig inde! —- Jeg hader
nogen i Lejet. — Men her inde i Riddersalen, der set det
vcerre ud: — der er Pletten red; der faldt min nstyl
dige Dreng for stn Ære. — Ser J denne Haand7 —- den
et lidt mindre, endv den anden -— den visner, ttor jeg.
——- Hm, jeg har dog gjort tte Jerusaletngrejser ined
nøgne Fødder over den Blodplet s— men Pletten staat der
liae rod endnu.« Han drog et dt)bt, srnerteligt Snt og
git tilbaae. Londøten lnkte stg eftet l)am.
Firn Elisabeth ringede on besalede stratz sine Tjencre
at tilspcerre den nbelejlige London som innen for havdr
tendt. Selv forlnd hun den store, stnknle Frnersal og
beaav sia til sit Sovetatmner. Her sad hun lcrnge tavg i
aldorliae Tanter. Paa Væxitereng Raub sra Slotgtaatnet
horte hun endelia at del var Midtiat. Hun rejste sin, sot at
beaioe sig til Hdilez nren nu stødtes der, niod Scedvane,
i en Lut uden sor Slotdpottem den aabnede5, oa en Hob
Ryttere tned Futter red ind i Slotggaarden Fru Eli
sabeth git til Vinduet og saa i Faktellyset, at en blen, saa
ret Yngling løstsedeg as en Filøvsadel og fort-es bundert til
FangetaarneL «Juntet Otto!« — udbrød hun med et
Glædesraah -— ,,Trimnf! du hat sejret, stcette Broderl
du sendet inig det bedste Vidne om vor Hæbn og din Lyt
te!« Stratg ester traadte hendes Tetne ind og spurgte, om
det rat den naadige Frue belejligt at inodtage Budstab
sra hendeg Heere Broder. Greveng stammersvend bragtes
Viatiae Tidender za en hojforneni Kriggsange s
»Je«a ved det:« ——-— svarede Fru Elisabeth stolt ogj
tolig. ,,Lad Kammersvenden indttæde i Ftnersalenti
Guardsfogden stal sanile Hugtarlene i Botgstnenl Hvo
der sra denne Time raader paa Segeberg, stal jeg nu vise
jer alle!« Med disse Ord aabnede hun et Stab i Verg
gen og fremtog et aabent Btevstab, hvorved der hang et
Votssegl i røde Baand. Saasnart den studsende Terne
havde udsott sin Hersterindeg Besalina, begab Fru Elisa
beth sig med hint Brevstab i Haanden tilbaae til Inter
salen. Her stod en Herre i en kostbar, zobelbrcemmet Kan
be oa med en garderigst Fjerhat i Haanden; det bat Grev
Gerhatd as Rendsborgs fortroligste Kammersvend, Hans
Wittinghos. Hans Hilsen og slebne Væsen bet-egnede strats
den artige Verdensmand, der var betendt tned Hofstit og
sine Sasder; men Matheden i hans glansagtige Øjne og de
slappe Ansigtgtraet robede tillige en oildt sorødet Ungdom
on Ovetmcettelse as sanselige Nydelser. Hang srætt spei
dende Blit og et ncesten bestandigt staaende SIniltrcet gjor
de hang høflige Tilncermelse ubehagelig, især sot unge, blu
sætdiae Damen Han gjaldt for en snu og tlogtig Hof
inand. Gtev Gerhard brugte ham oste til Assending ved
srernmede Hosser og til at udsorsle baade Venner og Fjen
der. Som den mcegtige Greves Yndling havde han Ud
sigt til at blive Hetre as betydelige Godser i Nøtrejylland
og den rige Sti Andersens Svigersom naar den endnu alt
sor unge Jomfru Agnete om nogle Aar sorlod Kloster
stoben. «
Uagtet Hin Wittinghosg Personlighed heller itte synteg
at vcere Fku Elisabeth behagelig, modtog hun hatn dog»
med udmcerlet Artig—hed, men tillige med en overlegen
Hersterindemine og er. umistendelig Bestrcebelse ester at
synes langt mere indviet i stn mcegtige Brodets Planet
og statstloge Fotetagender, end nogen anden.
»Jeg ved det!« — asbtød hun Kammetsvendens Be
tetning om Staget paa Tap-Hede, saasnatt hun havde hørt
det vigtigste. — »Min Broder har, som scedvanlig, med
Kraft udsørt sin vel udtæntte Plan, og den tender jeg.
Prinsen er i vor Magt og Felttoget endt. Hvem der nu
stal hedde Konge as Dancnatt, betor paa Sejerhetren
Navnet got itte stort til Sagen. Magten har han; det
et ham not. Stegvigs Forening med Grevstabet er ham;
bigtig! sot den Yndlingsplan oposret han maaste for meget
—— dog detom vil vi itte dømrnel Hat J nogen scerdeles
Andragende til mig angaaende Prinsen?«
»Saa vigtig en Statssiange ved min Heere ingen
steds sittere bevogtet, end hvor hans modige og statstloge
Fru Sostet et til Stede« —- svarede Hr. Wittinghos i
smigrende Tone og buttede. — »Paa den sindssvage Ridder
Hattvig stoler han itte, men beder edets Naade overtage
den eder betroede Myndighed her Paa Slottet, dog med
mutigst Staansel mod den syge Besalingsmand sot hans
lgamle Tjenestets Stle og Folts Omdomme Det er
blevet min behagelige Pligt« — tilføjede han med et dybt
lBut —- «som Underbesalingsmand her at adlyde min
naadigste Dronnings Befalinger« — —
«Det er alt ester Astale, som J her set!« — der
rned viste hun ham det medtagne Dotument, der sor en
Manned siden var beseglet as Grev Gethard. — ,,Det stal
i denne Time træde i Kraft! Jeg beder eder strats, saa
hofligt som muligt, gøre Riddet Hattvig betendt med
denne min Broders Bestetnmelsel Jeg onster itte at se
den garnle. sæte Herte oftere. Jeg ser helst, han sorladet
Slottet inden Sol staat -op — sorstaar fig. itte soin sor
vist eller i Ugunst afstediget, men som en Ven, man ilte
lcenget behøver at volde Ulejlighed.«
»Jeg sorstaar eder, naadige Frue!« — svatede Or
Wittinghos med et listigt Smil og modtog Dotumentet.
—- »Men Vilde det itte vcere staansomst at opsoette Med
delelsen as edets behagelige Villie til det blev Dag! Den
syge Herre tan tnaaste trcenge til Ro. Han har i sin
Sindssokvirtelse besalet os at behandle Prinsen som en
syrstelig Gest; men jeg hat ladet Krigssfangen bringe til
det almindelige Fangetaarn, som det sitreste.«
«Derom stnlde J forst have spurgt mig, Or. Witting
hof! Dog eders Foriigtighed billiger jeg. J staat mig
tned eders egen Frihed inde for, at enhver Tante om Flugt
bliver umulig. Ridder Hartvig tan J strats undertette orn
altl han sover dog aldrig om Natten for sine Bodsovelset
og urolige Svcermetien Jeg Instet selv at se og tale med
den vigtige Junge Lad Prinsen bringe hid under Be
vogtning!«
Kammetssvenden buttede og bottsjernede sig. Ftu
Elisabeth ringede og lod Ftuetsalen stcertt oplyse. Det
paa git hun med triumserende Mitte srem og tilbage i
Ssalen med store Sttidt, medens hun as og til saa til
Boten, hvotfta hun ventede den ydmygede Kongesom
Endelig aabnedes Deren, og den saarede Junker Otto
stod bleg og udmattet for hende, med en svær Jetnloente
om haand og Fed. Gaatdsfogden tillige med Fangesog
den og to Taatngemmere ledsagede dam. Men Deren var
itte luttet ester dem, sorend den gamle Ridder hattvig
ogsaa traadte ind, ledsaget af He. Wittinghof der forgce
des bestrabte fig tor at holde ham tilbage Den gamle
Herre Var endnu i Pilgrimsdragt; han holdt sit Jagthorn
i den ene Haand og en lang Vandringgstav i den andeu.
,,Ulyttelige Bringt« —— udbrød hsan med høj Røft — ,,J
cr slrebt til en Morderhule —- koin! jeg skal vise jer Blodet
; baiade dset sorte og det rødel — og se her! over dette
Odved er det tonunet —- det har gjort mit Haar hvidt som
»Zealt!« —- her rev han sin Pilgrims-hat af, og det sue
hvide Haar flagrede vildt om hanc-« Hoved.
»Mit Ooved har Blodset dog tun bleget« — vedbleo
Riddser Hartvig — ,,men af et mcegtiaere Hoved hiar det
fvedet l)v-:rt Haar. Jeg gaar nu til Rom og den hellipze
Grav. --- Jeg vil gøre Bod for Inine Synder· — J
maatte dog hsellere vcere falden i disse Morderheender«.
Prins Otto, end i hin tapre Rvindeg Vold: hun har onn
dset Sejr over den fejge Samvittighed« — —
Fru Elisabeth gentog heftig sin Befaling, at bringe
den afsindige Msand ud; men ingen adlød, og Hr. Wit
tinghof trat paa Stuldrene.
»Jeg er uduelig og vanvittig, fige de nu« —- vedbleo
Ridder Hartvig —- »hn1! jeg hjalp de stormcegtige til Heli
hed og Magi. Mig behøver man nu ikte længer til at
myrde paa Segeberg —-— det tan de selv — derfor ftal jeg
tastes paa Porten i Nat og Mulm. Men det behøves itte.
Lut tun Port-en op, Ganrdgfogedl Der er altid bedtex
uden for digse Mure, end herinde. Kun et Ord endnu!'
—-— tilføjede han og vendte sig til Prinsen. — ,,Vogt jer,t
Herre Junierl gaa aldrig paa Jagt med den artige Kam
merfvendl der tunde let tilstøde jer en Ulytte. Spis og
drit int-2t, uden de førft har iredenset jer det! Segeberg
er en Morderhule — det ved ingen bedre, end jeg.« Med
disse Ord bøjede han sit graa Hoved for Prinfen og for
lod Salen.
»Følg efter ham! lut ham ftratg ud af Slottet!« —
bød Fru Elifabeth ,,J se alle, han er afsindig. Hans
Myndighed er her forbi. J hat fra denne Time tun
m i ne Befalinger at adlyde!«
Den gamle Gaardsfoged bøjede sig med en smerteliii
Mine. ,,F-arvel, Fru Elisabeth!« —- sagde han med bee
vende Rest. —- ,,J-eg følger min ulyttelige Huslwnd til
den hellige Grad — eller til vor egen, om Gud vil! Paa
Segeberg ser J mig aldrig mer!«
Han git, og Fru Elifabeth saa med en forbitret,
dog ncesten forlegen, Mine efter hain. Derpaa vendte hun
sig rolig fattet, mod Prinsen, paa hvem Ridder Hartvigs
Ord og Adfcerd fynteg at have gjort et besynderligt Jud-—
tryt. ,,Junter Otto af Danmart!« — sagde Grev Ger
hards Søfter —- «J er itte i nogen Mordergruhe, fom
den afsindige Drommer vilde inddilde jet, men i ei retfoer
digt og sømnieligt Fangenstab. AfløJ hang Lantert« —
bød hun Fangefogden —- ,,slig unødoendig Strc Snghed
hiar jeg itte befalet. Saa længe min forrige He Simger
itte gsør Mine til Flugt, stal han behandles furtteligt!«'
— fagde hun i myndig Tone til Hans Wittinghof, der
buttede med et artigt Smil og tav.
Man tog Lcenterne af Prinsen. Han ftastede et intel
somt Blit til Borg-ens- høje Hersterinde, sont han oste for
havde underholdt sig venligt med, medens hun var bans
Broders Gemalinde. Han syntes nu med vemodig Del
tagelse at bemcerte hendes afblegede Stønhed og det ·n nie
Nag i hendes tilforn smutte Ansigt. ,,Jeg tsattcr eder for
denne Mildhed, hvis den tom fra eders Hierte, min
Brod-ers ulytlelige Dronning!« — sagde Prinfen— ,,dog
hadede J mig ogsaa for Broder Erits Styld, jeg vilde til
give eder det; thi, visfeligi J blev haardt forurettet« —
,,Ulyttelig?i« — gentog Fru Elisabeth told og stolt
— »Nej, Junker Otto! —- en forncermet Dronning lan
J talde mig, himmelraabende fornærmet, men den L y t t e«
jeg stulde delt med en foragtelig, hat Grev Gerhardcz Sis
ster længe foragtet. Kald eder selv elendig, Prinst inen
forftaan mig for en afmægtig Fanges Medynt!«
»Ved den fsorbarmende Gud!« —- udbrød Otto —-»
»J er ulytteligere, end jeg: den Uret, J har lidt, har for
bitret eders Sjeel og forvandlet eder. Men blev J da
litte strættelig hævnet?«
i »Saa ser J dog nu selv den retfcerdige Gengældelse,
der rammer eders troløse Slæth Junker Otto!« —
spurgte hun i en triumferende Tone.
»Den store, himmelste Retfærd«ighed, der er over os
alle, tan jeg end itte i denne Stund tvivle paa« — svarede
Prinsen — ,,men vel paa Retfærdigheden i den sicerteres
Ret paa Jorden. Dog —- den varer jo tun for en Tid. "
»Ser J nu itte Guds Dom i den ftcerteres Ret, Kong
Christophers Son! og i den Stæbne, der tnuser de tro
løse?« — spurgte Elisabeth —- ,,J har fulgt deres Spor,
Junker Otto! J vel dele deres Stcebne! Dei er næppe to
Maaneder siden, J siuttede Sone med min Broder, og nu
vilde J spre Heerstjolds imod han1. Eder taldte de Danste
dog Kong Christophers cedle Sein J maa tilgive os, om
vi itte tan talde eder saaledes!«
»Jeg forlanger aldrig at taldes bedre, end jeg er!«
—— soarede Priner rolig —- ,,dog den Pagt, jeg brød,
oar itte af dem, der fluttes i Hiertet og befegles i Himlen.
Jngen fiussedes derved: Eders tloge Broder vidfte det,
fom jeg; det var tun en Vaabenhvile, Hcl vi begge tundc
meidet-« med hvæsfet Svoerd i Haand «Hans Sværd var
flarpest og lytteligst, det føler jeg fuldt vel! men derfor
blev hans Ret til at viere Danmaris Odelaegger itte større.«
»De Slaver, eders Fader hat pantfat og folgt os,
stal nu trcelle for Sejerherren med Rette!« — svarede Fru
Elisabeth haardt — ,,dog det var ej for at tvistes om,
hvad Svcerdet har afgjort, at jeg taldte jer hid. Jeg
vilde tun sige jer, Junker Otto! at eders Behandling her
vil bero paa eder selv. Ethvert Forsøg her gøres paa at
befri eder fra dette Fangenftab, vil i høj Grad for-ge dets
Strenghed. De Lænter, jeg nu, af Agtelse for eders
Byrd sog Stand, har fritaget eder for, tsan tun.«J felv eller
eders Venner nsde mig til at paalcegge eder.«
»Min Stæbne er den famme Huand, som eders
og eders feierrige Broders Lytte!« —- ssvarede Priner
med Højhed og Ro. —- »Hvad der paalægges mig stal
J se mig beere, fom det spmmser sig en Kongespm om det
endog er uvcerdige Lcenter.«
,,Kolde, livløse Danstet« —- udbrød Fru Elisabeth
forbitret og trampede — »Bring ham til Ridderfcengflet
Witttnghoft Seet Vagt for Deren! for hanö Pleje og
eder, Junker Otto! med eders hele Slægt«— tilfsjeve
hun litsensiabelig og vendte ftg atter mod- Prinsen, der
var nccr ved of fynke om af Udmattelse og det bctydelig-:
Blodtab — »men jeg er af fyrftelig Byrd, som J. Jeg
foragtcr enlwer lav Hævn, selv over mine Dødsfjender.«
Dchaa forlnd hun Salen, og Hr. Wittinghof bortførte
den fangne Prinz, der maatte understøttes af Taum
gek1nnernc, for ikte at segne til Jorden.
Trettende Kapitel
Tre Astener efter Prins'OttoH Feengsling listede
Soend Trost og den sorte Svend sig til Fods gennem Fru
erlunden ved Segeberg Sø. De vare begge sortlcedte som
holstenste Bønder og noesten ukendelige. At den fangne
Prins var paa Slottet vare de underrettede om. De hsavde
endogsna faaet udspurgt, at han ikke befandt sig i det
almindelige Fangetaarm men i det saakaldte Ridderkarcer,
der vel anfaas for hcederligere og belvemmere, end det
stumle Fangetaarm men hvis Beliggenhed i en grund
muret Udbygning, der hang ud over Kaltfjceldet mod Tra
cen og var omgivet af staerke Forstansninger, syntes at
gøre enhver Abgang umulig. Dette hcederlige Fængsel
Var saerdeles stilket til at indeslutte sornemme og vigtige
Statgfanger, og Fru Elisabeths Staansomhed mod den
sangne Prins syntses lige saa klog og sorsigtig, som den
havde Udseendet af sømmeligt Hensyn paa Jungens An
seelse og høje Bhrd.
Den sorte Ssvend var vel bekendt med Egnen og Slot
ts:t. Hian havde tjent paa Segeberg i stn Barndom og
reigtet Grev Adolphs Jagthunde. Han havde vceret paa
Slottet hin Nat, Greoen blev myrdet, og hsavde meget at
sortcelle om denne Begivenhed Skønt han tun havde
veeret en soragtet Hundedreng hos den strenge Grev Adolph
og ofte var behandlet haardt as harn, havde Grevens Mord
dog gjort et uudsletteligt Jndtrhk paa dette raa Menneske.
Han var bleven forjaget fra Slottet med det øvrige Tje
nerstab. Saa vel han selv som hans Omløberslaegt havde
siden vceret strengelig forsulgt baade i Holsten og i Jylland,
og han bar et uudslukkeligt Had saavel til Ridder Hartvig,
som til Grev Gerhard, der havde ladet hans berhgtede
Beditemodet henrette, ssom Mordbrænderske og Heis.
Svend Trøst og hans Vejtyndige Ledsager havde alle
rede et Par Ncetter udspejdet Slottets Befcestning fra alle
Sider og fundet Borgen saa fast og vel bevogtet, at enhver
Tnnte om Overrumpling, felv med en betydelig Vaabews
sthrte, vilde vaere Daarskab. De kom nu, halv modfaldne,
fra en Fisterhytte ved Søen, hvor den forte Ssvend havde
et ganunelt Betendtslab fra hans Hundedrsengedage, og
hvor de havde fundet et Tilflugtssted. Her sijulte de sig
om Dagen, medeng de om Natten fortsatte deres Befirae
bselser for at sinde en Abgang til Slottset og, om muligt,
ved List faa Lejlighed til at befri den vigtige Fange.
,,Det er sorgæves, unge Herre! Løngangen maa være
tilmuret —- eller mine Øjne forheksede!« —- sagde den
sorte Svend. — ,,Jeg var en Gæk, at jeg indlod mig paa
dette Æventyri Faa de os sat, blive vi hcengte eller ka
stede i Hundietaarnet hist. Der er det ikke stort fornøjelis
gere end i Rakkerkulen. Jeg kender det Hall«
»Frist Mod, Volle! Vi finde vel paa Raad!« sagde
Svend Trost. — »Im-end Junkerens Saar er lægt, tan
han jo alligevel ikle følge os. J det Sthtle stal de dog
Vcere ganske skikkelige mod ham deroppe.«
,,Slikkelig·e?« — mumlede den sorte Skhtte og sløjte
de. — ,,Naar jeg herer de store Jcegere lapsalve paa Grcevs
lingen, de har fanget i Salsen, ved jeg, det er aldrig for
andet, end for stden at jage Livet af ham for Morstab.«
»Fy, Volle! tcenk ikle saa lumpent om alle Menne
ster! for at tage Livet af ham, vil de vel vogte fig, hvor
slette de saa kan vcere, al den Stand han er i Svogerstab
baade med Martgreven og med Kejferen.«
,,Død Frænde krcever ingen Arv!« —- mumlede Volle.
— »Ha: man saaet Bugt med Vildbassen, fpørger man
tun lidt om hans Svogerskab i Skoven.«
Greven er for klog til at købe Kronen med sit Liv,
Volle! og for sin Mnndling yover han nceppe mer, end
! Slesvig er ham værd.«
»Vi kan styde Fugle i Lasten, unge Herre! men de
store Herr-ers Tanker flyve os for højt, om de end ere Sache
bobler for Gønduls Aander til Hohe. Den kullede Greve
ved not hvad han vil stjule sin nøgne Skal med. Hans
Søster deroppe er as sanune Surdejg. Vi maatte hellere
have med ti Mcend at gøre! Nu har hun jo saaet den visne
Kammersvend til Haandlanger. Den Hanrcev er fast
lige saa hul som hans Herre.«
»Ha! tunde jeg faa fat paa den Usling!« — udbrød
Vaebneren heftig — »med Hans Wittinghof har jeg en lille
Regning at afgøre i mine egne Sager.«
,,Aha!« — smistede Volle — ,,'J vilde not gerne skasse
Sti Anderfen en valrere Svigersøn?«
»Før den raadne Rcev stal komme Agnete saa nær,
at hans forpestede Aande kan røre hende, stal jeg rende ham
mit Svcerd gennem Livet — var det felv for Herrens- Alter!
—- det har jeg lovet og svoret.«
»Ret saa! det lan jeg lide! — J er af mine Folll«
— sagde Volle lhstig — »bliver J nu itke hængt her for
Junkerens Skhld, hat J gode Udsigter til det i Fremtidem
Men hvad gør det til Sagen? Hat jeg vovet Livet hun
drede Gange for et Stykke Bildt, kan J sagten-Z vove det
en Gang for en dejlig Jomfrul men dermed har det vel
ingen Hast; hun er jo en raa Unge endnu, og J t.!n, saa
vist, gerne lade jiert sine Skceg vokse en halv Snes Aar
endnu, inden J faar stødt Hornene af jer og er spag nok
til at komme under Fruertøflen« —
»Af Vejen, Galning, der tommer nogen!« —- afbrøts
Svend Trost ham, og de sprang til Side mellem Buslene
ved Seen. En gejstlig Herve nærmede sig lsangsotnt paa
en Pasgcenger. Han holdt et Paternosterbaand i Haanden
og mumlede. medens Mannen oplhfte hans magre Stic
kelse. ’
(Fotiscette5).