Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Jan. 1, 1902)
Phi « J skikhkt As N. F r i e s. tFortsat.) Johan vandtede lsastiat biemadx i Tanterne satte han en Stieg nrellem det Afsnit as bang Liv, Der var tilbage laat, oa dist, der laa i Fremtiden. Han tankte paa d2n Tit-, da lsan toa lille Dorn ded Hsaanden og gil med hende til Bedstcmodcrens Stue, da de havde siddet paa Kerer traps·sen, og han fortalte Histori-er. Den Gang tasntie han, at Dom lwrtc ham til, oa de vilde altid lscslde as hinanden, og sIncre navde han illse knnnet friaøre sia sor digse Tan ter. Men da han saa. at Dora var bleven en pyntet Ver densdaine, der tun tantte paa Forsængelighed og at be hage, maatte han indrømtne, at hans Tanker vare tau belige. St vemodiat Smil gik hen over hans Anstat, idet han tænktez »Ja-g ital inaaste vandre min Livsdej alene, man hvorfor ittc? ::aar det nu saaledes er Herrens Billiel Venner lear jeg so not as i de stote og smaa, Gnd hat be tkoet mig i Stolen!« Da lettede Taaaen, og Solen bkød stem; sra en lille Hei lunde Stoleleeteren se ned paa sin Lands-by, der med Straatagene oa de smaa Hase saa saa tillotlcnde oa hiern lig ud i Solslinnet. Johan var sor lernae siden tommet nd over Assondret heden i Landsbyenx thi han hasvde saaet en anden Bolig. Han stod sig godt med Foltene og Bot-neues Hjerter hana ved ham, hvorsor manae aav ham store Oste, saa at den snsonnne Mand endog bavde noaet tilovers for de txt-In gende. Fcedtene da Mødrene tnnde Vcere glade oder, at deres Born vare i saa gode og trosaste Hand-en Vel var Læreten itle i Besiddelse as stor Lærdont; men de almindelige Stole saa tnnde han og sorstod at bibrinae Bøknense dem, og hvad der dar Ineaet mete dasrd, han sorstod netnlia noget, som mange itte kunde, han sorstod at rykte Ulrudtet op i Bak nehj-erterne. Naak da Utrndtet dar luget op, volgsede den gode Sced ca bar Fragt; det fom sittert dems, at den bestedne Stolelærer i sin Ungdom havde vætet under Guds Ords Tuat, sotdi han havde sundet Himmelporten og i al Stilhed lnttet til den Sternum der talder paa enhver, men som itte enhvek hom, og sor Johans Vedtommende havde Svaret lydt som tidligete Samuels: »Tal, Herre, din Tjener herein« - » Det dar en Glasde at se, hvorledes Stolen under den stille, bestedne Monds Arbejde blev som en veldnrtet Hade, alt ait saa toligt og stot, Tugtens og Ordenens Aands milde Lustning blæste gennem det hele, -og saa snart denl mindste Ulydighed viste fig, blev den tned estektkytleligi Alvor vist tilbage. En barnlig Tto paa Guds store Geer-I ninger var den Grund, hvorpaa det hele hvilede, og en hier« telig Karlighed til de betroede Barnesjoele vatte Genie-eilig hed, Lydighed og Hengivenhed. , Denne Børnenes Hengivenhed banede Vej til Hiern mene, Dokene til disse stod altid aabne for Læreren, man lyttede til hans Rand« va hans Okd havde Bergt. Til de sattige, snge og gamle btagte han det velsignede Livsens Ord; der var vel not blandt disse dem, der tun forlangte timelig Hsælp og Gaver vg aldtig date tilftedsr. Men hos de sleste blev han modtagen med Tatnemlighed og Gliede; thi han bragte Trost og Frelse med sor dem, der vilde tage mod Rot-setz Evangelium. Besen til Kirten dar lang og besvcerlig, og mange as de ældke suttede over, at de itte saa oste lunde komme i Herrens Husx da maatte Stolelæreken bringe med hjem, hvad han havde saaet i Guds Has, ja, det handte ofte, at han blev kaldet til Dsdslejetne, hvor han sit Naade til at; leere de sttve Hander at solde sig i Bøn til ham, hos hvetn Frieden er at finde, og som tan borttage Dødens Bitterhed. Dette var sot ham den alletstørste Belsignelse, naak han blidt lagde sm Haand paa de brustne ØjeIaag, naar Fre den havde holdt sit Jndtog i det sør saa larmende Hierte, da tunde han vende hjem til sin ensomme, lille Bolig, suld as Tat og Glæde, sordi hans Lod var salden paa de liflige Steder. Vl. status-lieben horcr aldriq ov. Efter ji Aars Fort-b havbe knegri forandret sig i det gamle Hus med Retfætdighedens Gudindez det saa ud til, at det stulde vise sig, at Retscerdigheden ikte sorgte ves better Svcetd og Bægt. Nogle Aar efter Frevel-its Btyllup og eftek at han havde tiltevet sig Regimentet, henrandt i Glcede og Her lighedx Fortetningen tog et stort Opsping og sit set mere stotartet Pkæg, der blev bygget et nyt Singterhus, og Jud tsbet as Avæg dreves langt ftørre end fsk. J selve Hufet var ogfaa meget forandret, i Butiken lagdes et Gulv af fette og hvide Matmotfliser, og Dissen forfynedes med hvide Marmorplader. Verretserne var-e gjorie støm ved at nebtive Mellemvæggene og uhftyrede med en faadan Lutsus as Mpbler og Tæpper, at det langt overg«t, hvad der pas sede sig for en Haandvcerker; men ve ogs a den, der vovede at tcelle Fredersi med blandt Haandvcerketne, han regnede sig for langt hcevet over denne Stand, og hans Huftru itke mindre; thi for hende var det det forfærdeligste at blive taldt for Stagtertone Hun havde ogsaa i lang Tid søgt at bevæge ftn Mond til at opgive Handelen en detail, for at de tunde blive ligestillede med Byens forste Købmandgfami lieu hidindtil var det itte lyttedes hende, thi denne for-ag tede handel indbragte en temmelig stor Sum Penge, som dann-ehe Grundlag for starre Spekulationer. At Frederit og Dota efter bedfte Evne nøb Livet, er let sorftaaeligt; om Vinteren deltsog de i Masseradcr, Ballet, Konkettet og Teaterbespg og om Sommeren i Udflugter til Lands og Bands. Dei-til var Dora meget forfoengelig og pyntesyg; den ene Siltetiole maattc ansiasses efter den and-n, Hatte, Smytter, Blomster og and-en Pynt, ja hun var naaet«iaa vidt, at hun kunde prcefentere sig i III-jew pelö om Vinteren. , « Hufets Herte tillod sig endnu kostbarere Fotnøjelsek, sie blot at han ved enhver Lejlighed spillede den fine Herre, men han sad ncesten hver Aften ved Spillebotdet; der var bleoen sagt, at han spillede godt, deite æggede ham, og han spillede høji. De havde tte Beme, en Pizze on to Dtenge, men For tsetdtene brød sig iklc »Im-El Um dort-J Opdragelse,« de vate fes det nieste nvsetladte til Tjenestesoltene og Bedstefaderen. Ja, Bedstefadet! Hvetn der iltc lange havde set den aainlc Mester Eberhatd tnnde nasppe genlende ham; i saa Aar var hans Kraft brudt, hans Haar blev-en hvidt og hansJ Holding sotoverbøjet. J Beanndelsen havde han endnu vovet at have sin egen Mening Og tale med, naat dct aiaii større Fort-emin net; men Ftedetit behandledie sin Jud-et snldstaendig som et Nat, i hvett Ord, han sagde, i hder Handlina han sore taa sta, laa en dhb Foraat og Rinaeaat for Fodeten, den uoidende Botget, i Modsætning til den vidtltetejste, ver-» dengersatne Sønx tilsidst opgav den gamle at blande sig it noget, nien lod alt gaa, sont det kund-e, ja han besluttsede stg endogsaa til at tteetle sig tilbage til Bedstemodetens Stur, hvot han, soin hanS Svigetdattet spottend-e foteslog ham, lunde lade det gamle Ut spille til Tidsfordtiv. Sdigetdatteten stod ogsaa i Behandlinaen as den gamle Finder ttosast ded sin Monds Side; thi med sin inwe lige Paatlcrdnina, plumpe Manetet oa ndannsede Sptog nat han hende stadig en Totn i Øjet, og hnn behandlede ham Paa en uforslaimnet, kcetliahedgløs Maade. Hans adde, botaetliae tskktthst besdatede hun bestandig med teneste hejtnst, naat hnn da itle sandt det mete pagsende gansle at tivethøt:, hvad han saade. Pan Middaggbotdsct havde han lagt et Sthkte Volsdug sotan ham, at han ilke stulde spilde pag ljendesz fine Dug, og hun havde slete Gange stemsat dct Fotslag, om det iite var bedte, at han spiste i sit eaet Vettelsm noget, som den gamle paa sin Side over hotte, oa en stdste Rest as Pietetgfølelse hindrede Sønnen i at vakte enig medsm Hustru, at sotvise Fadetsen sta sit eget Bord. ! Alt dette vinte og nagede den gamle Mestet Ebethatd, softe sad han hele Timet i Bedstemodietens stille Stue og iatnbledex det gamle Ut slog Tinieslaaene og spillede sine Melodiet, inen han hatte det ikte. Den aatvcetdige Degn ag Organist Valentin Filingsohts Billede stittede paa ham, men han lagde itke Meetle dettil. Fortidens Minder dutkede stem og talte alvotligt til den ensotntne Mand. Den gamle Magdalene, hans Shi getmodet, stod fot hans Blit og saa saa alvotligt og be dtøvet Paa ham med sine milde Øjne, oa han hørte, hvot ledes hun sagde til ham: »Na hat du det, sont jeg oste hat sagt dig, at det stulde loinine saa vidt; det et din Søns Tal, du hat selv dtaget hen over dig.« Bestandig gennemlevede han den gamleg Dadsstund, han saa, hvotledes hun lagde sin Haand paa Johans Hoved og fande: ,,Ebethatd, Ebethatdl Du hat syndet meget med hasn —- Gud vaete dig naadig!« Hast solte hvet Dag, at han tun var til Besvcet, men fta Dag til Dag slæbte han Livet igennem, idet han its stede sig med, at det maasle itte vatede saa lange endnu. Flun altsot gerne vilde han endnu en Gang have talt med sin Sen Johan; men han havde itle i slete Aar vcetet i Fadethjetnniet; thi Ftedetit og Dota havde begge altfot thdelig ladet ham fotstaa, at de itle satte Ptis paa hans Besøg. For et Aatstid siden vat Johan bleven sotslyttet og havde detved saaet den Plads, hvot Bedstemodeten havde levet den føtste Tid as sit lyttelige Ægtestab, han var bleven en as Bedstesadetens Estetfølgete. Dnbt bevæaet tiltraadte Johan denne Plads og drog ind i dette Hut-. Dei store Æblettae stod endnu ved Kalten døten, men det tat ved at gaa ud; Johan stivede det as og pleiede det paa det bedste fot at bevate det endnu nogle Aar. J Stalden sandte-H attet en Ko, sont en Daglejetste i Raha laget mallede, da Stolelceteten bestandig var alene, han havde nu en Gang vcennset stg dertil og elslede Stilhed og Ensomhed Han havde hatt meget oin det slotte Liv, Brodeten føtte; han sagde intet dettil, tnen han tæntte saa meget mete. At Livet itte var saa gansle let for den gamle Fadet, var heller ilte fotblcven utendt sot ham, og det havde be redi ham mangen en Smette; naat han dog havde formaaet at cendte noget deri! Dei et attet blev-en Estetaat, en stotmsuld, taiatold Aften i Begyndelsen as November, og da det var Aften, brændte Lysene i Bedstemodetens thestaget i den lille Bolig. » Stolelceteten havde lige lcest om »den ubarmhjettige Tjenet«, og han stal have det Ltkdnesbhtd at han ved de hundred-: Penninge ille et Øjeblit taenlte Paa, hvot meaet Mennestene og det hans alletncermeste vare ham slyldige, men han sotdhbede sig i Tanlen om de ti Tusinde Talentet, sotn Tjeneten styldte Kongen, og i Guds uendelig stote Batmhjettighed, der ndttyttes i Otdene: »Og Kongen havde "Medlidenhed med Tjeneten, lod ham gaa og estetgav ham al l).1ns Slhld.« J Rovembetstotmen tudede otn den lille, hhggelige Stole Zog tuslede i det gamle Æblettee, saa at nogle as dets iGtene saldt til Jotden. i Da bankede dct paa Daten, det haensdte ellets ikke, at det kom nogen saa sent. Stolelaeteten tog en Lygtie for at gaa ud og lutle op; paa Tætstelen stod en gammel, sotovetbsjet Mand, han svat hvidhaaret og stittede maal los hen for sig. Siolelæteten tog den gamle Mand ind i Stuen, hvot han genkendte ham. «Fadet, Fadet!« nd btød han, ,,et det muligt!« Da stjulte den gamle sit Ansigt sog gtæd bittetligt. ltdtoad der videte sotesaldt mellem Fader og Son, ladet sig ille bestrive. Der blev nu Travlhed i Stolen, Jlden i Kaminen flammer atter lystigt, og Stolelceteten tilbetedet et varmt Aftenstnaaltid, det vat, sont om en stot Gliede ivar vedetfaret Hjemmet. Johan hat saa meget at gste, snatt et han i Kollenet, snatt i Dagtigstuen, hans ellets saa blege Ansigt saat Liv og Farve, og Taatetne lobe ned ad hans Kinder, han ved ille ser hvotsot. Da han endelig hat btagt den gamle Fader til Hvile i sin eneste Seng, hvor denne som et ttæt Batn snatt et falden i Søvn, da lastet han sig paa Knie, soldet sine Hemden og en stcetk Halten karger hans Bkyst, intet Otd kom over hans Lieber-, weit i hans Hjette lød det: »Herr-en et tetscerdig i sine Getninger sog hellig i sin Han-dling.« J afbrudte Sætningiet, som tostede det ham Overvin delik, band-e Mester Eberlkard f«1rialt, hvorledes det var kommen san vidt med ham; Ved Lijliddaaslmrdrt blseo han overfnltscl af en stcerk Hoffe, san at Suppen lob hcnn nd saf Wunden, dette btagte Evigerdatteren i et saadant Oper-r, at hun tog Tallerlenen bort frn den gamle og lod den bringe ned i hans Verrelse med den Bemærlning, at naJr man havde en saadan Hoste, var det randeligst at spise elend Tolle Var dog for meget for den gainle, Maulet Var fuldt, fuldt til Rand-m J- Mørlninnen liftede han lig Dort s-— det var lun en Times Gang ud til Johan, men han brnnte laengere Tib, thi lkans Fødder vare tungie som Blo. »Im vidfte jo itte, om du« min Son, oilde tage imod Iniq, jsn lmr ilke fortjent det,« Intkedes det end-eng den gamle Mond at fremføre med brudt Stemme. Johan sov den Nat i Lcenestolen bag Kaki-elovnen, og da han nceste Morgen »tom nd af Køtkendøren, var Æbletrwet blæst oin, Novemberstormen havde kastet det om.» Da Johan saa Trceet væltet, lunde han ikte frigøreI fiq for den Tonle: »Saavel Mennester som Træer maas bøje fig for Stormens Magt.« Senere strev han et Brevt til Frederit, hvori han meddelte ham, at deres Fader frai den Dan hsnvde sit Qphsold hos ham Dora aandede frit on let, da hun fik denne Efterret nin«a, Faderens Fraværelse blev førft opdaget, da der tom Bud om, hvor han var; Aftenen i Forvejen havde ingsen betymret sig om ham. l Men fra den Dan, da Mesler Eberhard maatte forlade sine Fwdres Hug, forstodt af sin eqen Sen — da veg ogsaa Lyklen bort fra Hufen og Ulytten brød med Magt ind over det. Frederik bengav sig mere on mer-e til Spilleraferiet, lznn nøjedes ikle mer-e med FiortfpiL han maatte have stier lcre Midler til int berolige sine Lidenfkaber. Hemmelig sinnledesis han med nogle ligesindede for at spille, hvorved Gevinit og Tab stiftede, snart var han efter en saadan qennemfpillet Nat oprømt, fnart cergerlig og n«edslaaet, i hvsert Tilfælde ophidfet of staerke Dritte. Hnn tog sig itle of Hufet og Forretninqen, det Var onerladt til Folkene. Jntet Under d-erfor, at der ankom fordcrrvede Kødfsendinqer og indtraadte betydelige Tab, at de fast-.- Knnder git bott, fordi de ikke vare tilfredse. Tet git ned ad, bestandig mere ned ad. Der bleo gjort lttceld paa Gesell-: Aagerrenterne stulde betales. Dora førte som tidliaere sit forfcengelige, ødfle Liv, som oni alt var, som det fluldse verre. Og dog behøvede hun tun at se paa sin Mand for at opdage den frygtelige lForandrinpn der var foregaaet med ham, hans Livskraft ivar brudt, hans Lemmer matte, hans Øjne gslansløse. De ftods som paa en udhulet Grund, der holdt en Tid, laa tom Ruinen, ingen Redning var mulig. En Gceld :p«aa Tnsinder af Kroner flog sammen over de ulytkelige »som et brusende Hav og slugte alt —- alt: Hus og Hjem, JEjendom og Gods, Forretning og Erhverv. Nun forfynet med det aller nødvendigste af cheder og Husgeraad maatte nu de, der vare vante til Overflod og Ødselhed, søge sig en Bolig i en afsides, mørt Gelde, i en snavset Baggaatd. Den stolte, smukle Huftru, der tidligere gil om i Fløjelspels, maatte nu nedlade sig til som Vadsterlone at tjcne noaet til sig og sine Born. Frederil havde forsøgt paa forftellig Maade at komme i Vejret igen, men sorgte vesx dels havde ingen mere Tillid til ham, dels var bans tKraft brndt. Hsan sank bestandig dybere og dybere, Brom devinen var hang sidste Tilflugt. Den Jammer og Elen dighed, der nn blev i dette Ægteflab, er uudsigelig, Piaa begge Sider gaveg Bitterheder og Skældsord, Welttei delser og Forbandelser. Ude i Sloven haode Beboerne faaet Underretning om hele Ulylten; paa Anttionen haode Johan lobt samtlige Sngcr fra Bedstemoderens Stue, Uret, Billedet og hvad der ellers fandtes. Han hiavde haft en alvorlig Samtale under site Øjne med sin Broder, han havde intet bebrejdet denn-e, tun indtrængende bedet og formanet ham til at be aynde et nyt Liv, han hsavde foreslaaet ham iat komme ud til Landsbyen, hvor han boede, Arbejde kund-e han not fna der, hoad Meelt, de brugte, og andet stulde de faa hos ham. Men Frederit haode lort afvist hans Forslsag og er tlceret, at han hellere oilde do af Sult med Hustru og Born end leve af andre Folts Naade og Barmhjertighed, og allermindfi vilde han tage saa meget som en Øre af sin Brod-er. Johan kom meget bedrøvet hjem og fvarede tun Fade ren paa denn-es Spørgsmaal med en sørgmodig Hob-even st-:n. Paa Mester Eberhard hiavde Spinnens Ulykke gjort et dybt, uudsletteligt ·Jndtryl; hans Samvittighed var valt og sagde til ham: det er din Styld! Hans Krcefter i t l tog fra den Dag af øjensynlig af, Søvnen flyede fra ham, og spife og dritte lunde han itle. Johan vidste meget godt, hvad der foregik i Faderens Hierte, og befluttede at tage sig af hans Sjcels Frelfe, at oen ikle skulde gaa fortabt, med en cegte, barnlig Rettig hed og sønlig Trofafthed, og han priste sin Gud Dag og Nat, at det blev ham forundt paa den Maade at tjene sin Fader og være til Velsignelse for ham. Mester Eberhard var bleven meget svag, om Dagen sad han i Lcenestolen og kunde tun gaa meget lidt, ftøttet til sin Stol. Naar Johan lceste i Guds Ord for ham, hvnd der var velgørende og trøfterigt for ham, hørte han stille detpaa, men sagde intet; var hsan alene og Joban i Stolen, og Bornenes Sang fra Stolestuen naaede hans Irr, da foldede han sine Hænder ol; r-.ttede sit taarefyldte Die opad mod det l)o1e. En Middag, Johan tom fra Stolen ind i Daalikp stuen, fandt han Faderen lcenet tilbage i Stolen med kamst ne Øjne, et Slagtilfælde havde gjort Ende paa hans Liv. Mester Eberhard blev begravset med ial tilbørlig Ære, og Klollekne ringede over hans Grav; Johan stod alenes ved den, opfyldt af Bøn og Lov og Tak, fotdi han havde faiaet Lov til at være til Glcede og Velsignelfe for Faderen i hans sidste Dage. Ftederit tom ikte til Begravelsen, thi han tunde itte, vi ville haabe, at han ellers ikke var ude bleven. Næste Dag bragte nemlig en Kone den Efterret ning, at der var udbrudt Kopper i Frederils Familie, og at Dom var haardt angreben deraf. Nu hjalp intet niere; med Fare sor, at Broderen stulde dise hsain bott, maatte Johan derind, han kunde tænke sig, hvilkm Elendighed der maatte værez forsynet med en stok Punkt-; tiltraadte han sin Reise. äuien Frederik jagede ham ikke ud. Da han lukkede Darm op og faa paa Broderen, der stod uden for, da brasi den ulnkkeliges Hiertes Stolihed og Hovmod; hakt nur bøjet Hans Hiistru lau, vansivet as den frygielige Sngdatm i Febetfantasmz Børnense vare bragte nd af Hufei, der var nogle barmhjertige Folk, der havde taget sig af dem, Irederik selv satte sig i en Krog og vilde ikke se op. Johans venlige Tiltalie, Hjcelp og Trøst rejste ham atter, ehan følte sig omgiven as den Kærlighed, der aldrig hører op. Dora døde, og efter hiendes Død blev Frederik ogsaa syg. Som di allerede vide det sra Begyndelsen as Histo rien, sit Kopperne ogsaa her dødeligt Udsald. Hvad der var soregaaet i Frsedetiks Sjcel, sør Døden kom, ja hvem kan sige det? J den ellevte Time tog han mod sin Frelsets Naade, og i sin Dødssiund hvilede hans Vlik med et ejen dommeligt Udtryk paa Johan, der stod ved hans Leie, hatt bad ham sikkert som Tilgivelse for den lidte Uret mod hom. Dei vilde sikkert være bleven meget ensomt hos Johan, nu han var vant til at have sin Fader og hygge om og plejse, ester dennes Død, men han vilde ikke vcere alene, hang ulykkelige Broderg tre Børn skulde bringe Liv og »Glæde i dei stille Hus. At Stolelæreren saaledes kunde have sortalt den »d nmssede Pige paa den nylig tilkastede Grad megei sra Fortiden, er sorstaaeligt, men han gjorde det ikke En Time senere vandrede han med sm lille Skare ud Iiil Landsbyen. Da de ester en langsom Gang endelig snaaede derud, var dei næsten bleven mørkt, det mindste af Børnene var bleven træt, hvorfor Johan maatte tagse det Paa Armen og bar-e det. Stiernerne tcendtes efterhaanden psaa den klare, mor keblaa ForaarshimmeL Buske og Træer siode sulde af Fenoppser, nsede i Landsbyen lød Pigernes Sang, og i det sjcrne flog allerede en NattergaL « Skolelæreren lukkede Døren op, og med et fra Hier-« tets Dyb kommende »J Guds Navn« sørte han Børnene ind i Stuen. »Hvor der er stille hos dig, »Onkel«, sagde Magdalene og saa sig sorundret om, da Lyset var tcendt; —,,er der ellers ingen Menn-ester i Skolen2« Johan satte imidlettid den lille Dreng i Lcenestoleu ved Kaminen, han var falden i Søvn pack Onkelens Arme. »Ja, Magdalene«, sagde Onkelen derpaa, ,,hek et kun os stre, knien jeg tcenker ogsaa, det er nok, og den Leere Gud er hos os, naar vi leve i Stilhed.« Spinnen (Af Jtvan Turgenjew.) Jeg vendte tilbage fra Jagten og gik gennem Haveal leen. Min Hund løb foran. Med en Gang standsede den og begyndte saa at snige sig videre, som om den spotede noget Bildt. Jeg saa ned seftier Alleen og fik Øje paa en Spur-ve unge med gulrandet Nceb og dunet Hoved Den var faldm ud af Reden — en heftig Blceft ryftede ordentlig i Trceerne i Bittealleen — og sad nu ubevægelig der, ftrwtlende de næppe fremvoksede Vinger hjcelpeløst ud fta fig. Langsomt nærmsede min Hund sig den, da pludseligs en gammel, fortbrystet Spurv rev sig løs fra et ncerftaaende Træ, som en Stsen styrtede sig lige ned foran Hundens Snude og helt konfus og fotftyrret flere Gange hoppede frem mod det vidtaabnede, med· ftore Tænder besatte Gab under fortvivlede, klsagende Skrig. Den vilde redde sin Unge, den beskeermede den med sit Leg-me —- hele dens spinkle Krop skjalv af Skrcek, dens Steig blev vilde og hasse, den opofrede fig, gav sig hen. — Hvilket vældigt Uhyre maatte ikke Hunden forekomme den at vcerel Og alligevel formaaede den ikke at blive der oppe i sm silre Rede. En Magt, som var stcerkere end dens Villie rev den med fig. « Min ,,Tresor« blev ftaaende —- saa veg den tilbage.. sanbenbart tnaatte ogsaa den erlende hin Magt. Jeg kaldte den forbløffede Hund til mig og gik bort med en Følelfe af Æsefrygt Ja, le ikte, jeg følte virkelig Ækescygt for denne lille - heltemodige Fugl, for dset lidenskabelige Udbtud of dens. Kærlighed Kcerligheden tæntte jeg, er dog stærkere end Døden og Frygten for Døden. Kun ved den, kun ved Kærligheden op holder og bevcegier Livet fig. De helliges Verden er jo den, hvori al Usikkethed og al Ufred forsvinder, hvsori det bedste i os bliver saa mægtigt, at det selv forvandles til Instinkt, til en ufejlbar paradisist Natur; og en Duft af denne parsadisiske Natur svæver end nu i Bauten om den faldne Jord, ligesom den fværede derom i Patriarlernes Dage; der lyser jo ogsaa For-outs glans af de helliges Øjne, kun at den her er indvortes og kommer fra Sjælens Grund. C. Hauch. —o— Tankcsprog. Hvor fornøden end Ærefrygsten er, faa er den bog ingenlunde tilstrcekkelig. Ærefrygten gør Adskillelse, den hold-er os fjcrnt fra det hellige, vg, naar vi i Forhold til dizt hsellige itte kende anden Følelfe end Æreftygt, da blive vi liqefaa langt fjernede fra det hellige, fom dette forblivet friennnsed for os, Men da kan det netop ikke udøve nogen Magt over dort Liv, og dertil maa det alligsevel komme, om vi slulle have noget Gavn af Ordet. l Fr. Held-eg. —o—-— Jllun af Ustyldigheden og Aanden fix-des der hellistz sont frelser og fsorstønner Berden. J. O. Wallin.