Prins c’tto cif Dainnark
ou l) aus g- a mtid.
.insidr1sk Roman
.n
Bernhard Sciwrin Jngcmanm
iForiiaH
»Was ezien Hering, sedch Oerre Brot-er siolt tJnnler!«
---— innrer-: Lolliien « »Da d:t niaa di til it-ii: lsan tnnde
inaen flinker-I Høoding have givct Di, lwor ang han er;
han er, inin Tro, aldrig raadvild dg er liae saa lidt bange
for at sl«ias, soin for at siae sin Mening.«
»Tai er da en Svend Trost baade nied Nerli og
ttloer!« --— sagte Prinsen nied et ironist Sinil — ,,men
den Trost, J træiige til lijeninic, niaa have Hoded til Nutzb
bet og andet i Ftløerne, end et stallet Sdcerd.«
· »Vor rette Trost da Haab er itte andedløLy Herre
Jiinker!« -—-- sdarede Lolliten ——— »og dil, med Gnds Hjaelp,
heller itke savne det rette Banden da Varge: for ncrst vor
Herr-c og Heilig Knud er ederg Herr-s Broder nit alle dan
stecs Hand og Trost.«
»Du er en slint Karl. Hvad er dit Naan«
»Am-d Laale, hnibaarnr Herre! on jeg haaber til min
gode Navnehelgen, at han hverken vil slaa Haanden as
niig eller as Land og Folt der hierinne, al den Stand han
dog staar ncermest ved Styret hoS dor Herre, hvad den
Sag angaar.«
»Du er stcert i Troen, Landsmandl det got du ret
i!« ·— sagde Prinsen ined samme ironiste Smil. — »Er
J alle as den Tro, dar dset ingen Nod ined Land og Rige.
Med Heilig Knud ved sin højre Haand vil min Broder
snart saa Bugt med den tullede Greve, soin J- jo kalde
hain.«
»Gid det maa vcere Heilig Knuds og vor Herres Al
vor, unge Herre!« —- sdarede Lolliten — ,,saa sit det incend
vcere det samtne, oin det ogsaa dar jeres.«
»Nei, se« ——— udbrod Prinsen aldorlia og betragtede
Knikd Laale med Oprnaertsonihed — ,.dil du sorstaa dig
Paa hvad der er mit Alvor eller ej? mener du, jeg spøger
nied St. Kund? holder dir niig sor en Kcetter?«
»Vor Herre bedarfst-, unge Herre! men paa Hellig
Knud tror J næprse snldt saa fast, soni jeg; ellers tcentte
J del itle nu paa at rejse til Kessereng Gaard, i Stedetl
sor at komme hjem og hjcelpe jer Erlige Broder til Regi
mentet ined og andre."
»Men hdad siger du, Landsinandl naar jeg netop as
Heilig Finud haode saaet en andcn Bestilling, end hvad dn
oa den nassdise Evend Trøft sorlanger as iniak Kan du
vide, oni Landeth store «-tyt5helacn itte dar noget i Sinde
nied mig, som liderken du eller de andre Gastte drøininer
oni? Se paa niigi« --- tilsøjede Prinsen nied et stdlt
Blit — »tan du itte se Heilig sinndg Seal og Lonbrew
Masrte raa niin Bande-? de Hiiiicnelbrede, der strives nu
om Tibe, sendesz den Ves, ser du.« Termed opmuntrede
han sin Heft og red fort, uden langer at indlade sig ined
de lollandste Sdende.
Nasste Morgen tidlig sorlode Junker Oitog Affen
dinaer det brandenborgste Hof i Prcnizloto svr sra narr
nieste Haon at lade sia indstibe til Zatgtøding De lal
landste Ebenda dort-: nied Teltagelie paa Evend Trost,
soin nu gav sin Harnie Lust, iscer Oder Bring Vaidkniarg
hatvt truende Ytring oin Jagtpislen. »Hm! Tyrannen
stiller doa i dem alle!« -- inninlede l)an. s— ,,Storaxitia
heben bringet slige Herrcr altid ined sig til Werd-In i en
indbildt Seitrisstiorte tin rigtig liojbaaren Jnnter tnip
ser stratsJ Jordenioderen paa Massen da graniser ester Sol
og Manne i Rang-ein«
»Wind er der nu i Vesan Landgniand!« spiirate
den Rilke stannit - »h;ir inan itte gsort hilf-re not ad dig
paa Zlottet?«
»Im taler itte oni mia seld, inen oin vor lattcrniilde
storagtiae Junker beende« --- svarede Vorbneren — »von
jeg hat Uret: feg dar en Nar, at jeg vilde indlade inig
ined dam. Hvad var der anret at deutet Trceet, der
bar os den Fragt, bleo til en Eltetterparl for danst Frikyed
da ittfre.« !
,,Har Prinsen itte sisaret til dine Forventningchi
Sons« spurgte Provst Gerlact i spottende Tone —f
»det er betlageligt sor hain, nien en Lytte sor hanc-) finste-l
lige Heere Vroderx inaaste dn nn doa itte vil slaa Haaik
den as vor eeldsle Rongeson oin ban end voder at have
en anden Mening end du« i Statssager.«
»Jeg har til visse sortjent ederg Spot, ærvarrdige
Herre!« ----- svarede Svend Trost med ncesten misrnodig
Bitterlsed. — »F maa sagten-H finde det latterligt, at jea
i mit tyvende Aar betyinrer mig oin andet, end Heste og
hunde, og —- inden seg hat saaet graa Haar i vor Elen
dighed, vover at tænte og tale om Ting, som itte de der
verdigste Graahoveder i Landet ved Raad sor; men J
inaa bettente, Heere Provst, Ebbe Galt as Narreris var
min Morsader, og hans gceve Son, Ridder Niels as
Brattingsborg, er inin Morbroder. Jeg dar itte anrt
tale om andet, end Landets Ulytte og Haut-, sra jeg var
meinstin Jeg hat set starrte Mester Jakob as Nibe og
Bisiop Svend as Aarhus i Panser og Plade blandt Niv
derne paa Huld, og jeg dar dog selv været med en Gang
ved Dannevirte, hvor det gjaldt blodige Pander sor Dan
matts Frihed og Ære« — —
«Om den Bedrist stulde du aldrig tale, Son!« —
asbrsd Provsten ham — »die sidste helte sra Dannevirte
staa itte ined Paliner i handerne i vote Aarbsger.«
»Saa maa de, der strive vore Aatbsger, not hente
deres Visdom og Retsærdighed sra Arnetrogen« nien al
drig selv have set, hvorledes det gaar til!" —- soarede
- Spend Trost heftig. -— »Raader det lyttelige Udsald alene
, sor Æeen og Estermclet, saa hat J Ret, larde herre!
men tan en brav Karl salde med Ære, saa stal J itte lade
. haant am dem, der sidst saldt ved Dannevirtel«
) »Am var du so iue iblandt« — sagt-e Provsten —
»det et ikte dem, der saldt, men dem, der lob, jeg taler
om.«
»Es-acad min Gud pg herre, met« —- svarede Bab
, ydekst sorbitvet, da slog uviltaarlig paa sit Svcrd
»Ist-n its suMe min Mumesiw da han btd det. og
ziemt m at sm. De, der ltb da sonaadtc ps,
Taf-Han an atm met satte paa m
Lejehckr her ovre fra lnn ni Ucl fnart fan Slam og Spot
igen for vor egen Dann ei og de fremmede Slynglse rs
Ttoløshed.«
Provften nd og bcd Laterne samtnen.
»Tal itle i san hidsin Da Dvennodig en Tone, min
nnac Landsnmtd!« s— s1;- irr k-: n Nidc Flannil —— »m;
qlc m aldrig hdem du talcr til! Min cervcerdige Herre
Brote r rg Prrkpositng stntdcr ja ilte dig Rennflab for
hvad han i fin hij HerresJ Naka tun have foretaget sig
Elle-r ill:. Vier ej heller nbillig nmd vor-c tnpre, tyfle Ven
nerl deres Mod og Manddom er hemmt oder al Ver
ren; del var jo dem, der fotdum bewaan de ftolte, ro
Incsrfke Legioner on befriedc baade Germanien og Schn
dinntvien for det romerske Jernfpir.«
,,Tyfterneg Tapperhed har jea al ngtelfe for, naar
de er hierinne; men med deres kobte Slxjgterbandek fkal
innen tcknle pna at frelfe DanmarU d:t er tun at løbe os:
Stank-set og Urykte for Foxtets Mark- og Brod, helft-E
nanr Øer og Lande fkal pantfcetteg derfor eller tro Und-er
saatter feelges fom Fæ.« !
»Hvem hat nødl vore Fytfter til at sog-: fretnmedJ
Hjcklp, uden vort felvraadige Ridderflab, der baade vill
dæte Kongens og Folkets Herrer?« —- udbrød Provsten
ivkig. —- ,,.har Ridderne paa Huld og Bjørnsholm leert
Fig flig Tale, dumdriftige Mennesle; faa bed dem nu vogte
sig! og vogt dig felvl thi det lovet jeg dig: hvert Ord,
du siger mig herefter i den Tone, flal jeg forebringe vor
tillommende Land:kerr:. at hnn lan vide, hvad det er for
et Mennefte, han hat stænlet sin Tillid og Naade.«
f ,,Meld ham ilte blot, hvad jeg ftger hereftet, men
hvert Ord, jeg alt hat fagtl«— fvarede Væbneren fiolt
—»jeg flal gerne gentage det i hans aabne Øjne, og
vover han at lrumme et Haar paa mig derfor, opsiget jeg
hacn Huldflab og Trostab og erklceret ham for en ussel,
lavhjektet Sjcel, der ille lan taaleat høre Sandhed.«
»Men den Erllceting lan koste din Hals, fom Mexic
stcetsfotbrydelfe, unge Bodehalsl ved du det?« —- ivrede
Provftm
»Jlke endnu!« — svaeede Vcebneten trodsig. -——
»Den, der flal dpmme mig for Majeftcetsforbrydselfe, maa
førft voete Majeftæt, og seld da gælder der Lov for os
begge. Edets Junker hat ille endnu et Ord at sige i
Danmarl med Rette; vilde han, uden Lov og Ret, true
mig med Dsdsdom, var han en lovlss Voldsmand, fom
jeg hat Vaaben og Berge imod, fom mod enhver anden.
Se! det maa J ogfaa gerne fottælle Junkeren, om J
lyfter.«
Provften blegnede og tan.
«Ty«g, sys! unge Landsmandl du lebet dig en Sta
ver i Livet!« —- hviflede Kannilen — «Jeg raader dig:
folg os nu file-til Snlgløbingl det giaak aldrig godt.«
»Von J tun rolig!« —- fvarede Svend Trost bald
fagte. «ch trot, jeg lender Junkeren bedke. Jeg har
ille sagt andet, end hvad jeg vil svake for efter Kong
Valdemars Lov eller — okn man hellere vil del — med
Lanfe og Sværd mod enhver Ridder ellek Bahnen man
vil fende mig.«
Efter denne nlvorlige Tvift talte Provften intet Ord
mer til Svend Trøft paa den hele Reife; men man faa
part hans farbittede Miner, at han vilde holde Ord og
intet fokdolgc for Prinfen af hvad der lunde faette den
driflige Væbner i Slygge·
Nicndc Kapitel.
J .E-»it5tclsiiik«« san Der nn ltelt triqerst nd. Jnnler
Tttn kitsboldt siq i Heilig Acmdg Brødrenesz stor-: Hilde
lum, Its-r tmii Det tsræqtiqfte var indrettet til lmni Hofholn
Tkri lill:, fredsligg Stab stintesJ fortznndlet til en Fnist
.«.inzx, m liele Linkgncn til en Leit. tsnlnser lstodcscjer ca
fri Bunde i Lolland, der ei tiilde anfegs for en Form-Tier
en Tcltxigier i liint natlizie Ovcrfald pack Den nfbøbe Motten-,
Mist-sc instit jin on fine Zoll, for at dann-: en Liuoagt oin
den nnqe Pein-»F der atter hande betroet siq til Lnlliternisss
Trostaln Prinsens Tillio til dein, selv efter bint flam
inelige Leserfnlty lzicivde vatt en tninindelig Begcjftrinq hng
Thurme, og de lappetieisi oni at mag-: over lmns Lin og
Silterlted meD den ftørstc Miste-zugute Juden faa Tage
lmvde han set sig oinrinqct nf en liden strigcslmsr, lmiss
Ztnrie bin-glitt komm-des, on sont bestod nf littter frivillige,
der sclv sorge-de for dcrcg Foritobenheder og hele Udrnst
ning baade med Vaaben og Heite. De havde aflagt Prin
sen lisd, sum hang tro Mcend, og blseve baglig af Marften
ellek af Prinsen selv øvede i al Baabentunst og al stkiggs
set-thinle De tyfle Veswtninger paa Anlholin og be an
dr-: Herkelwth Gtev Johan havde inde, befæitede sin
oinhnqgelig nin be urolige Øboer og vovebe sig ille nden
for de faste Vorge.
Det Var en Efterntiddag, hen ved Solens NebganxL
da Svend Trost med sit Reiseselstab fteg i Land ved Ot
reby og ted gennem den ftote Lejr, uden for Bom, til
kSaksløbing. Provsten niltede med en triumfekende Minc,
ida han saa de mange Vaaben blinte i Aftensolen.
« »Fol·q mit Raad, Landsmanb!« —- hvislede Kannili
Gotfred Svend Trost i Øret — »vend om het! ty til dinI
Morbtoder eller Ridder Bugge paa Halb! her gaar bist
dig aldrig godt, nted mindre du falder til ije stratg oq
beder otn godt Vejr i Tit-ri«
,,Saa maatte jeg være en fejg Æsel!« — svatede
Væbneren.
»Du vil fortryde det i Morgenl« —- hvistede Kan
niken —- «jeg sendet min hoffte-rede Foresattel han for
tnaar meget hos vort naadige Herstab.«
»Er Junker-en itie en andekledeö Karl og ved felv at
sieer Net fta Uret, saa er det gebt, man faar det at
dive, tnden det er bagefter. Hvad vtl man gste mig?
Jeg er fri og mtn egen Herre.« «
»Det vil du faa at fe, unge, fkisindede Menneste?«
—- hvisiede Kanniien med belymret Mine. —- »Det gør
mtg ondt for dlg, basade paa Landsmandstabetö Begne og
for din brave Motbroders Skylv og sotdi du hjalp os
flinkt bcade til Lands og Band-; men du ftyver, Gud
hiclpe mtg ivm en Flue i Lytetl As ta, ungva og Vis
dom clde bog aldrig paa en Saddel.«
Man ted alt tnd i Stabe-I vH hohe hatt i Gaarden
sit-ed ret store GildeSh11s-, hvor de gejstlige Herrer straks
biet-c indladie til sen heniinelig St stale med Prinscn.
Zocnd Trost sad om Afteitxn ved Drittebordet i
Vasbnernes Stue og forte højrostet Ordet blandt de unne
striagmænd om, hvnd han troede Jnnteren havde i Sinde,
on hdor galt det var at soge Hjcelp hog de freminede. J
det sannne traadte der en Ftntnniersvend ind on bod ham, i
Jnntcrensz Navn, nopholdelig at folge ham.
,,Hdorhen?« — spurgte Sie-end Trost —- »det vil jeg
dog sorst vide!«
»Ti! Junieren og hanci Rand her i Gildehallen.« »
,,Ja saa! bar han et Rand? det vil jeg nok se hvad
duer til!« — mnmlede Svend Trost og fulgte stammer
sdenden. Jtte uden en hennnelig Uro betraadte han Tcer
sielen til den hoje Gildesal; her saa han Prinsen staa,
omrinaet af cn hel Del Riddere on Herren hvoriblandt
han tendte Marsten og Ridder Jngvar Hjorth, saa vel som
beane de gejstlige Herren Provst Gerlacts trinmserende
Mine spaaede intet godi. Saa vel Kannik Gotfred som
den gamle Marsi Vendelbo syntes at betrngte den unge
Fusentast med deltagende Bekhmring. Der-es tvivlsomme
Blit til Prinsen tillendegave, at her maatte ocere son
faldet noget, hvortf de intet glcedeligt Udfald ventede. J
Prinsens alvorlige Aasyn var en dcempet Lidenskabelighed
syiilig. Da Vcebneren trlrsdte over Tærslelen, vendte den
unge Fyrste sig om mod ham med et starpt, provende
Blit, men tav nogle Øjeblitte; derdaa sagde han rsolig og
bestemt: »Jeg har kaldet dig hid, min frivillige Beleb
nerl for i mine tro Mænds Paasyn at tatke dig for den
Rasthed og vaer, hvormed du for nogle Uger siden har
rseddet mig sra at indebrcendes og nu har ledsaget mine
Udsendinge paa en lige saa farlig som vigtig Rejse. Jeg
sorbeholder mig en Gang at vise dig min fulde Erkendt
lighed. Modtag nu, til Pant derpaa, dette Hæderssvcerd,
som jeg selv hidtil har baaret! en Herrens Tjener har en
Gang indviet det til Fcedrelandets Frelse og det reimt-es
sigc stongehuses Forsvar.« Dekmed overrattse han den
forbavsede Væbner sit eget prcegtige Siagsvcerd med det
gyldnsc Heeste. Svend Trost shntes, heftig bevasget, at
ville udbryde i en Varm Hengioenhedsytring. »Men« —
afbrød Prinsen ham alnorlig og næsten mork —- «sra
denne Tini-e Inaa di siilles ad; inden Midnat sorlader du
Satgtøbing og min Leit! Jeg onster ingen Sjcel i min;
Tjeneste selv ej den bedste, som har robet Mistillid til min
Retsindighed og gode Villie, og som har vist sig hadeg
i
i
findet inod min ulyklelige Fader.« Derpaa vendie han sig
bort og forlod Salen·
Svend Trost stod et Øjeblit som slagen med Lamhed,
nied Prinsens Hædersgave i Haanden og Klang-en af hans
inundige Afstedsord i Sjcel og Dre. Han var bleven rød
og blea næsten i samme Øjeblit.., De forslellige Følelser
syntes at tcempe i hans Sjcelx han tabte Svcerdet af
Haanden sog gjorde en Bevægelse, som han vilde bortstøde
det med Faden; inen da saa han den gamle Marst Ven
delbo, der stod med Taarser i Øjnene og betragtede ham
ined et halvt velvilligt, halvt bebrejdende Blit, og han rev
Svcerdet hastigt op sra Gulvet, tryltede det gyldne Hæste
til sm: Lied-er og for ud as Der-en, idet en Taarestrøm
ndstyrtede sen-er hans braendende Kinder. Uden at se til
hojrc ellcr venitre, git han, som en drommende, til Stal
den, hvor lian alt fandt sin Hest opsadlset; den bar en
aanste ny Saddsel nnd glinsende Solvbeflag. Staldlar
len, der braate hain den, var gamle Arvid Smaalændings
»Du her?« -- ndbrød Svend Trøst sorundret ogi
fattedc fin -— »Dir hvad stal dette betndeZ tkvor er minl
» i
eaen cadiirlt !
»Im-. nannte hastig-er der paa Finanen« —— svarede
’2erid »in-en vor naadikic Herre har besalet inig at nied
,Ii:t-e eder denn-.- tillige its-ed Eiindvunaem der hænger nied
scszrs diiijsepenzie. J er alt i stor Gunst hos eders unge
Finste, Inærler jeg not, on dct glæder min.«
»Ja, det maa dn rel siqe gatnle.« svarcde »So-end
Trost on tastede Stindmmaen, der hang ved Saddellnap
«n hscn Paa Staldgnloet. ---- ,,Hang Gunst har jeg ikke
beilet til! men den har riigtianot overrastet mig on ncestcn
niort mig til Nar. Jeg var nasr ved at ride flasbende her
srn med Prinseng Hcrdcrszsdtcrd og suld Tjenersold der
hoc-. Nu ja, det Sdærd stal don solac inia til niin Grad;
nien Sold oa Penge niodtaaer jeg itle!« Dekpaa trat han
selv Hesten ud af Stalden. »Juki«-eh gamle Arvid!« —
vedblev han atter noget bevasgeh og rnite den gamle sin
Her-and, idet han svang sig i Stinbojlen ——-— »Din Frue
er sagtens gaaet i Kloster, siden jeg ser dig her. Men
bringet dn lnn Død og Illhlter med din, saa jeg dig dog
liellere i den tulledse Greves Forgaard, end hos Junker
Qtto.«
»Det var Fordom og Overtro i min g-ainle, enfoldige
Hierne, hat min Striftesader sagt mig« — svarede den
garnle —- »og jeg vil tro ham; min stille Magnus Bir
gersons Lignelse nma jeg nu folge til niin Død, ser J,
og lan jeg itte holde Sorg og Ulytte sra hans Tal-steh
foin vel tan verke, saa stal dog dersor ilke gammeldags
Trosiab og Kæriighed luttes ude. Men hvor vil J hen2
unge Herre! hvi foragter J vort ædle Hersiabs Naade og
den fhrstielige Gove?«
»A! Herstabsnaade er mig forh-adt!« — svarede Verb
neren. —- »Lad Junkeren slabe os Frihed og Ret her i
Landet, om han lan! Naade lan han selv behove; men
den lan enhver sribaaren Herre tun modtage as vor Herre.
Klingende Betaling sor tnin ringe Fortjeneste svil jeg itte
tynge min Heft med. Du har just ikke nødig at sige ham
det med de Ord; han har mient det godt; jeg vil itte
lrænle ham. Sig, jeg var forsynet — eller hvad du vil,
og med ssmmelig Tat! Du bliver altsaa hos ham —
godtt Vaag lun saa trolig og toerlig over hans Liv, som
han var din stille, halshuggede Kongesonl — Hvo tan
vide, om han slipper bedre sra det? Mig har han gjort
Aste ad og — jaget paa Porten, ser du! jeg maa nu ille
Josre Ltv og Blod for ham eller fægte for Kronen og Lan
zdets Ære under hans stille, valre Øjne —- det havde jeg
idog lovet den heilige Jomsru i mit Hiertr. Farvelt Gud
viere med os allei« Svend Trost sporede sin Heft- og for
ud as Gildeöporten i Salstsbing og gennem Byens ost
lige Port hen ad Vejen til Guldborg Sand.
III-dar den fra Salskøbing-Hoffet fordifte Bæbnet kom
frem, harte han tun Tale om Junker Otto og hvad man
troxde Land da Falk kunde deute sia af ham og hans Ub
rusminasrr i Lolland J chelland oilde man allerede vide
for dist, at Prinsen hadde sluttet et hemmeligt Forbund
zaed iin Sol-am Markareden af Brandendorg, og den
raste steifer, hdaroed han nden Standernes Vidende og
Eamtntle on følgelig aldeles lovløst og ugyldigt, skulde
ljade afstaaet litonens Herredønnne over Estland til sin
Sdoger, tildels som Erstatning for Søsterens tilbage
staaende Brudestat mod Løfte om Vaabenhjeelp sra TM
land mod Gred Gerhard Nogle oilde dog Paastaa, at han
hadde gidet sin Sdoger et fjernt Haab om, at den danste
strone cn Gang, efter hans og Broderens Dad, kunde gaa
oder til det martgredelige Hug; dog dette klang altfor
uriineliat til at nogen vilde tro det. J Jylland paastod
man rerimod, at Junkeren stod i Underhandling baade
Ined Gred Gerhard og Grev Johan og not havde i Sinde
at dele Rinet med dem begge. Hvor digse Rogter hortes
da troede5, forsdandt det Haab, man hadde gjort sig om
Junker Otto. Af hans yngrie Brod-er dentede man endnu
mindre: han-S Letsindighed og Ligegyldighed var belendt!
hint lodløse Forbund dar ogsaa stset med hans Samtylke,
hed det, og man hørte ofte den Paastsand, at man nu hellere
maatte drerc uden Konge, end vælge sig en ny Christopher
blandt han«-, Sonn-er, der allerede forud solgte Kronens
iRettighseden for at oinde den med sremmed Overmagt.
Hvor Rygterne lom fra om hint hemmelige Forbund,
tunde Svend Trost itke fortlare sig, og han havde dog selv
oderalt bidraget til deres Udbredelse ved aabenmundet at
ytre sine Formodninger om de Planet og Foretagender,
han havde faaet Nys om. Selo havde han dog itke saa
ringie Tsanter om Junker Otto, og han tog nu og ofte hans
Forsvar mod ubillig Dudel. De Trcel af Højhed, Ædel
modighed og smult Sind hos den unge Prins, som han
selv havde vceret Vidne til, kunde han hvserken miskende
eller glemme, og Kongesønnen, hdis Svcerd han bar, blev
dog endnu bestandig Helten i hans ungdommelige Desw
me om en lytkeligere Fremtid for Danmark.
J de sidste to Maaneder var den unge, daadbegcerlige
Vcebner ligesom bleden borthvirvlet af Begivenhedernes
Strøm og ført ind i et Liv og en Verden, der tildels haode
vceret ham fremmed. Den Delagtighed i det offentlige
Lid og i Verdens stare Begioenheder han ofte i sin Bam
dom havde drømt om i sin Morbroders Has, naar Talen
var om den dansle Kranike og de gamle Dages store Be
drifter —- denne Udgydelse as et enkelt Mennestes Lins
strøm i et stort bedæget Foltelivs Ocean —- denne Uddi
delse af den stille, indskraenkede Kammerat-Kteds til en
stor Tumleplads for et Falls sorenede eller stridende
Krcefter — om alt dette hadde han del sor Aar siden saaet
en lebende Forestilling dtd at bivaane et Felttog og et
Sla·a, som, feld med sit ulyltelige Udfald, dar ham den
største og tnceekeligfte Begivenhed, han kendte; men nu
hadde han set Folkets Rød og Trængsel; han havde staaet
oed den elendigste Fisonaes Dødsseng og Grad, og han
havde faaet en Forestilling om Livets Alvor, som paa
hans enlige Reise mer og mer traengte ind i hans Sind
da beant: bam til at prøve og mønstre sit eget Liv og
Forhold »Gabflab! Fusentast!« —- udbrod han nogle
Gange højt — ,,rigtig!« — Det dar som disse Ord i Sti
Anderseng tdetndige Lønbrev bestandig llang ham iØret,
dog itte med Sti Anderseng, men med hin Raevejægers
stutrende og haanende Røst. Han hadde faaet et lidenska
beliat Had til dette Menneske, der almindelig ansaas sot
Hodedmanden for Mytteriet i Satskøbing, og Blodet for
Edend Trost, som en una Tyr til bodedei. hver Gang
han saa en rød thorteL —- »Han har Ret! han skal hom
aecs!« — dedbled han —— »en Gabflab, en Fusentast et jeg
en utaalelia Nar, som innen lan fordraae: —- jeg dom
mer og snakler med om alt — og forstaar endnu intet.
Lindsrlcdss maa det dlide her i Land-et —- det er dist og
sandt! men di maa seld blide anderledegs —- jea med! Hdad
nntter det, di striaer oZ l)cese paa vor-e Borae mod Zlonger
oa Finster, naar di sselv er Hallunlsert Var Junkerne
oasaa (i-11ale, lnsad hjalp det, naar hder Haand og Finger
i Landet nn dil eaade sia seld og være Hoded?« —— Under
denne Hiertendaddelse red han en smnk September Aften
lanqsomt oder en Hede, ej langt fra Limfjorden, da nack
sikkede sia Sti Andersens faste Borg, Bjørnsholin Der
liadde han tildraat fnd Aar as sin sorglose Ungdoni, og
did droa hang Hierte ham nu mægtiat tilbaae. Han dilde
iike lirnaer tjene Sti Andersem det dar afgjort. Men
han vilde doa sige ham det selv — og se hain og Inaasle
han-Z stonn-e, halddokgne Dotter endnu en Gang. At Be
søget mere ajaldt Datteren, end Fadseren, som undertiderr
tog hende hiem fra Filosterlirlem dar han sig dog not lim
lig bevidst: thi han tog ofte sin Hue af underdejg og be
tragtede den sonderrevne Turteldue, der tun slet dar sam
mensyet, og som syntes ham et uheldiat Forvarsel Jo
nasrmere han lom Bjørnsholm, jo langsamen-see red han
og jo betcenleligere bleo han til Mode. Det dar ham sam:
den ædle Prnis Ottos Sværd ved hans Sidk klang soe
staaeligt og bebrejdede ham, at han nu dog vendte tilbage
til Fædrelandsforræderen, til Grev Gerhards Matsl og
Ben, ligesiom for at bringe Hiler og Gensdar fra Mord
brcenderne, han havde bragt Lønbrev til. Som han sad
i disse Tankser og atter havde taget sin Hue i Haanden", for
at lade Turtelduernze og de lærlige Barndomsmindek
overvinde hans Betænteligheder, saa han to Ryttere komme
ham i Mode paa Hedevejen fta Bjørnsholn1. Solen da
lede ildkød bag ved dem over Limsjorden og den brnne
Hede; deres Ansigter oare i Slygge; men den ene, satt
han, dar en lang Mand i en rødbtun KjotteL »Nam
jægeren!« —- udbrød Svend Trost og holdt Haanden over
Øjnene mod Solglansen. —- »Rigtig! den lange Kotert
— vg fra Bjørnsholmi —- har han nu der heutet Tal og
Lan for Sturlestregen?« Uden noget Øjeblils Bett-ni
ning drog han første Gang for Alvor Prlnö Ottos Sværd
og glaedede sig til at ind-di det med den Niddtngö Blod,
det syntes at totste efter. »Jen! fra Lederetk Henneke
Bryde!« — raabte han hjjt —- ,,forsvar dtt Liv, elendtge
Mordbraenderl Det et Junker Ottos Speck-d, der tm vI
dritte dtt lumpne Gerichtet-X
GWIMC