Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, December 18, 1901, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    T J« Stillij
Llf N. Fries.
iFsor satJ
J del ytte var hast en sinnl, ist-trotzen Dreng at se
paa. At bang Fader var 1nttetin, naar han i tiaaks Al
dsseien tunde aribe in Tyr ved Horn-me eller rette ei død
heilig-Sude Stil mod en Geis, tnn man itte nndte sig over,
men al den famme Inder to og holt-l med ham i hans mal
tige Dkillekier og Mishandlinaer af Proben-m var en
Stam for hom. Naat man betcentey at Johan aldeig
hntte et venligt Ord eller opfangisde et leerligt Blit fra sin
Faden at han hvek Dag maatte se paa, hvorledes alt var
Frederit tilladt, medens han derimod aldeig vovede at
sige et eneste Ord i sin Fadeks Nærvakrelse, naak denne og
Broderen aldtig laldte ham ved hans rette Navn, men;
derimod atiid »Strædder«, naak han om Middsagen maattei
sidde allernederfi mellem Leeredrengene, inedens Fredetitj
sad ved Siden af Faderen, naak man belænter alt det,
var del i Sandhed ingen let Tilværelfe, cg den tunde tuni
btivk in Veisigueise for Johan ved Stikhedm og Livetl
sammen med Gad, fom han leerte i Bedstemodetens Stue.
Den gamle havde adflillige Gange alvotligt irettefai
sin Svigerspn og visi- ham dei utigtige i hans Haut-le
maade mod Bsrnene, hun bad« ham beicknte, at Fredetit
havde langt mere Stade deraf end Johan, men alt var
iorgæves. Han spurgte heade, om han itte gav Johan,
hvad der tiltom ham, om han itte hver Dag sit saa megeni
Mad, han tunde fpife, og oni han itle fendle ham i Stole
lige saa godt som Fiedetiti Dei laa i Drengenes For
st-elligl;ed, at hans Forhold var anderledes mod den ene;
end mod den anden, og det var der ingen, der tunde for
tcente ham i, han vilde itte høke mere demen, han var
Heere i sit egei Hus og lod fig intet foresttive af nagen.
Den gamle maaite da tie og anstille sine Tantet og
Betraglninger has sig selv, men tcentte Ved sig seit-: »Vel
et det en haard Stole, Batnet maa genneingaa, men det
for tan det alligevel blive iil Ftelse og Velsignelse. Nu
tommet del da tun an paa, at han niærter Kcerlighedens
Magi, og den vil jeg med Guds Hjcelp vise harrt, her i mit
lille Rige, her i Stithed ftal han tun sinde Reisigka og
jeg vil vise hanc Bejen til hans himmelfle Fadets Hjette,
han, der ejer den evige Kærtighied Mistundhed og Barm
hjertighed ital folge ham, og han ital blirc i Herrens Hus
evindetig.«
l
""’««-«" i
Wy
lll.
tin Hinweier
Etl: der inst- deile thcmn eilen-Je Beditxmndcrenö Eine,
er txt at s.:ii«sm.1, inen livniledesjs det xsiit til. at der ginnem
drang Hininiclpcrt stromincdc Lus- uki tlmst sra del has-:
til Zolkjnes Dirne-, sei-.- i det folgende-.
Ast-ein lxxiiter endnu illi-, Witten selig Fsiilelse as Fri
, lifd, rei- griiiisinbckneoe cri, mir ElnlctiLcn Lørdag Estirs
E Initsriki m ioidi, on nmn lmdie l,-«lc Zondugen for siii
Ebers Fik» Jrii H Jelsnn ils-VI kilade lijentar oin Lordaqscih
c«.·-l fnlkitcsz De itte nd, Irrt-Exil lob i Fordejen nieo de store
g: xskz isilkks Trinkge, Jolfan luin dageftct
Fiedel-itz- Oensisgi Nr srxi stikisst Utntrina Poa Laut-et
ils-It- Zrcxisssii irr ist isrzotU »Im-zi, inckckij Jcsissjiii tckiille
: 11 712 a Billxjsirr :’-,: .f«i«:jri:i:iks. :--:1" Irre imdslills
:'- s- iri «."-«:«s:d::-s::.» Zuc
·7«.l List-is zsit Pest t- : it.·- sici Jrn .«.så!·X Bei-ein
:"-«ls.«, tlvi Zeiss-lieu stntcsr Ell-: »gut«-i Dritten in tun nimttis
Drin-Pf sit nie-Je fski i lud-ei- «.l«l«.«s-.s1")«; lif2n disk-: ifsisi
tsiicq i ;-3-x7»ii.-l-us«.si, i Erster-: czk lL;-.:i;sxn, j.; cncssxa lscli
ls.!! zur-J Iciixt irr nt se, ictn k-: ill-: irrr Hof-»in, stn titrisc
leis-) its-ed
T- foni sxrlsnn m Tier Hin-Inn i Hasan nenne-in
Textes-. Tel Dir en licl Werts-.- Uki Zuilthsed sor Jener-. ut
flleix sisilks VITIUtiIrensI jltrille; ihi den lillc Pine liinde itle
Dunst-ice sin Jsznqt for den store Slnqterhund Wer-din
saxir Fredcrit Øse paa dein, før han loher ind i Slagterhu
set on mal-er til Evenrem »Ni! dille vi holde Bryllup,
Zirkels-Kerl bar samt en Rom-Z«
Berlin-i sinrtede l;an l;--.-n niod Born-Ine. der as Sinkt
scad ganle stille, fette dein midt nd i lstaarden og begnndte
nt danse omlring dem. Gedwullein sum Frederit havde
spccndt for en Womi, tom okisna til den stillsede sig paa
Banden-me for ogsaa at yde noget.
Tixk sit Frederit en Tante, ,,Slrckdercn slal ride paa
Vutten«, udbrød han, tog sat i sin Bruder og vilde ined
Magt soette ham op paa Dyret. Johan strkd imod ined
Haknder og Fødderx nien hvcid kunde han udrette niod
Vroderen, der var ham overlegen saavel i Størrelse soin
i streckten Uden mange Omstcrndigheder satte Frederik
haixi op pcm Butten, som i stærlt Trav lob Gaarden rundt.
Vel saldt Johan snart af, men han havdr dog til Broderens
udelte Glæde været paa Butten.
Men selv en Orm krummer fig, naar der bliver traadt
paa den« Johan reiste sig op, han er ganste bleg, men
hans Blik er rasende. Hart hat en Kniv i Haanden, det
er Fredetits Knirp, soin han har saaet as sin Feder-, og som
han altid bærer ved Siden. Johan bar under Lampen
taget den sra Broderen; han herber den og slynger den mod
denne. Hans Kost er ganste vist ikke sillert, nien i Faldet
trcesset den dog, og Spidsen sidder fast i Frederils Støvle,
«saa at han striger hsji.
Just i dette Øjeblit træder Faderen frem paa Slueplad
sen; med et eneste Blik er hcm klar over Situationen, hont
sor han næsten bliver stum af Raseri, han styrter ind paa
den blege, stælvende Johan, griber hain med sin stcerke
Mand, laster ham op og ned, lader heim derpaa salde mod
Jorden og giver den ulyklelige Dreng haarde Slag i
Ryggen. Frederik striger tmidlertid op, han hat truttet
Kniven ud as Stsvlem hvorsra der pibler en Smule Blod,
og han hinter-lud i Huset
»Vent kun, du gistige Kryb, jeg stal vise dig, hvad en
starp Kniv er, saa at du gleinmer at kaste oin dig med
Knive!« Med disse Ord stsder Faderen Drengen ind i
Butikten, hvor han stiller ham under en as stlrogene og
binder sin stacpeste Kniv dertll, saa at Spidsen naiar hans
« æse. »Na san du staa her en Tit-, del vil du have godt
« s,« sagde Faderen.
Da lød det sidste BedeflaxL on Pigen beugte Ll)sesta:
Hier-ne ind i Biedskemodeixnis Eine-, hnn hnvde ilte hørt
jin-net nf Zinsen, thi hindeiz Verrelse rendte itle nd til
seen Getan lwor Illnllen nit for sin, tilmed dar lnm ble
szkzzz tunghkir i den sidstsk Itz-.
i Ich-In stod imidlertid sinnig i Butitlen, den sknrpey
blinkend-c Ziniv svæliedc for haniz Eine, sont han man
«lutk2-; jncn det hjnelper itte, tun tnn snle tinivtlingen og
lnn tssr ittse røte fig, dertil immer de TZlag og Sind, hnn
lmc findet, lmni sna voldsosnt, at lmnH since dalie, ng
endnn Ineke smerter hnng enen Adsærd heim. Han ud:
sind-te ille en Lyd, da lJIng Inder ntiglyandlede hmnz nien
i tun-H Sjæl lød det: »Du hat handlet som Finin mod din
Brod-Ies« — og Tantieme rullede ned ad hans blege Kinder.
Da anbnes Døren, og Bedstemoderen viser fig, Pigen
bar fortalt hende, hvad der et foresaldet, og at Johan
stnar i Butillen. Hurtig, uden at tøve river hun Drengen
til sig, sont med lrampagtig Hullen klamrer sig til hende,
—— da falder han mai tilbage og lutler Øjnene.
,,Eberhard, det gaar itke lcengeee, du ødelceggser jo
Drengen, hvad er her dog siet2« —— Og uden at afvente
Svae better hnn den bevidstløse Jolsan ind i sit Værelse,
i Stilhed.
Mester Eberhard Var dog lidt sotsiroetlet, da han
san Drengen ligge dødbleg paa Bedstemodevens Arm; men
han tystede det snart af sig og tcenlte: Johan er llog
not, det er tun Forstillselse! Han git da ud for at se efter
Fiederik, Saareh han hnvde faaet, var ille sarligt, Stem
len havde taget af, scia at Knivspidsen tun havde reden
en lille Flænge.
J Besdstemoderens Lænestol laa Johan, han var rig
tignot meget bleg; men han var dog atter ved Bevidfthed.
»Hvor det er sleint, Bedstemoder,« sagde han og holdt sine
magre Hænder paa Banden, ,,siulle vi itle lcese Sondagen
ind« lsaaledes laldte den gsamle denne lille Højtidelighed
Løtdag Alten) ,,for at jeg atter sra Helvede lan komme i
Himlen.«
Vedstemodeeen niltede — Bibelen og Brillerne laa
jo pna Bordet, Lnsene i Stagerne vare tændte og instin
nede Jndslriftem »Memento niori«. Hun siog Biblen op
og leeste Evangeliet til 4. Sondag efter Trinitatis, der be
gynder ined disse Ord: »Derfor vcerer barmhjertige, lige
som edets Fader i Himlen er barmhjertig«, og da hun læstei
die-se Ord, oabnedeg Himmelporten for Johan, han foltel
sig atter i Himlsen, og i den Time blev Beslutningen oin at
Leve sit Liv som i Himlen tagen.
Hvad var der bleven as den lille Dorn under UlyllenZ
Hnn haode da set Johans Ridt paa Butten, og han hafte
de senkre, at hnn ogsna hnvde let deraf, derefter var hnnl
forsvundem nien Johan tilgav hende dog hjertelig gerne!
denne Latier.
Ester denne Begivenhed var det fotbi med Fredekils
Drillerier, men i Siedet for hadede han sin Bruder af in-(
derste Hierte, han talte noesten itte inere til hain og var be
standin, især i Feder-eng Ncervcerelse, imod l)a1n.
Johan havde iniidlertid merk og mere givet den
Tant: Rum at ville være Stolelceker; Bedsienioderen havdei
givet det forste Stød dertil ved sine Fortællinger om sini
;gen Fortin Den nsdøde Valentin Alingsoht havde nein
liq itle nltid været Degn on Organist vsed St. Maria
seit-leih nien·hande Trin for Trin arbejdet sig op til dette
sit Livs højeste Maul. Begnadelsen var meget beskeden sont
Lniidgbylasrer med gnnsle ringe Jndtakgter. Den Gang
lxixcde han, stønt Lønnen næppe var tilstrasklelig for een,
dnn lieslnttet sin til ikte at vandre nlene, thi sagte l)nn,
,,det er iite sie-It, at Menneslet er n!s-:ne!« Og hnns Tro
d,:r, ist den Herre, der havde sagt det, onan wilde singe for
dxikiiknt Brod til to, on lknn hjemfnrte di sin sorloliede,.
nisn Erläka on ekitdcerdige Jomfrn, Mnndnlene Hauf-segen,
fu«-. sin .anstrn.
Just denn-e sørste Tid of det hnsrslige on nigteslnbeline Lin
stvd sor Bedstemoderen sont en Eben-s- Have, bestinnet If
resensnrrxt Morgenan Hun lunde itle blitzt trakt nf at
soitcrlle o.:::, lyvor stille on fmult der Var i Landsbyem l)·oor
lmgneligt on fredeligt de havde det i Lasterboligen nied de
to smaa VærelsekJ hvor solbeslinnei og Velpaöset Haben
var. Aldrig hnvde hun drnlket san sed on snd Phle som
deres Fto gov, aldrin spist san godt Smar, det smagte sont
Nøddelærner, og hun hnvde aldrig ncennet at komme Salt
i det, for den sine Smag ils-e sittlde tabe sig. Og saadani
ne Æblek som de stoke Grade-Mienen hnvde hun aldrig
smngt, hun vilde gerne vide, om cheet endnu stod der, thi
i saa Tilsælde vilde hun ikle hvile, sør hun sit et- Æble
dems.
Lige saa lyilelig og glad havde hendes Mand verrei.
Baruenntallet var lun singe og snart talt; men Bernene
vare artige —- han behøvede aldrig at beuge Stollen, og
hans soresatte vare altid tilstedse med hans Undervigning;
»og vi havde hinanden saa keer,« føjede hun altid til.
»Mine Tanler og Bonner sulgte ham altid lil bans Ger:
ning, og naar jeg tog fat paa mine huslige Arbejder og
sm Stolestuen hist-te Morgensangen, baaren til Himlen af
klare, stisie Barnestemmer, da var det, som om min
Mond derigznnem udsste sit Hjette for mig.«
stlamiiiet ved saadanne Sich-tagen blev det snart
llart sor Johan, at han vilde opnaa III-me Lytle, at han
vilde være Stoleleerer, og da han iklædte dette Ønsie Ord,
da var det gansle som talt ud as Bedstfmoderens Vierte,
at hun gav sit udelte Bisald til Kendr.
»Man hsrek tigtignok mange Klaget over de daarligc
Embedet,« sagde hun, »dei er maasle ogsaa sandt; thi alt
er io bleven dytere siden. J min Ungdom kunde jeg ille
sotstaa, at de smaa Jndteegtet kunde rcetle saa langt, sont
de gjotde; men min asdsde Mund plejede at sige, at Guds
Belsignelse hvilede over, hvad man modtog med Taknem
lighed. hvor var det dog sinnt!« suktede den gamle; menl
Johan tæntteved sig selv: »me der dog kunde naa saai
didt!«
Dermed havde det dog sin Vanslelighed. Bedstemo
deren havde ten belejlig Tid sorebragt sin Svigerssn Stin
nens Anste; men han asviste «ende. Stolelcererne havde
saa uifel Lon, saa at han stadig maatte tage i sin Lamme
for at gjre Tilstud5 Drengen var fsdt til Streben og det
var et crligthaandvæth hvoras hatt tnnde erneere sig, vg
derved blev det. Han maatte andre sig over, at hans Sizi
getmoder vilde lade sig overtale as Bangen i Stedet for
at lade Drengen tale for sig selb.
erdseril gjorde sit til at oiihidse Faderen, Johan
ftiilde vcere Sitte-den det lintide liciii nii en Gang sat sig
is sipvkden tlii en Skrasder tm- iioxiet iis det foreigteligste,
Essii iunde ttenle sin. Linn idikssst eiis.,iii at Dorn, der iniid
«.«i«tid var bleveii større rii ic..i ..... til at lilive ineqet siiiiit
scrmtede dset HaandvirrL oki r:i tm- jiist Frederit tilpax3.
Its-i denne, soin nu var bieten H isI Aar qaininel og im
Yfiilostændig iidvoksen, sandt Itielixxi i Dorn, og sor at vinde
Lende-S Yndest sorærede liiiii heim-.I iiiankie sinukke Tinsi osi
Elikkerier, soin Dorn satte stor Brig paa, samtidig iiied at
l,-)n iijorde sin Bruder lnttiitiq on nedsatte ham paci en
lixser Monde. Dom tog iiiod Frederitg Gan-er og lo afl
listig Spot over Johan, sotii trong dette dog var liende
iiiexisxt lyengiven.
Vegge Drengene git til Zionfirniationsunderiiigning
ozi skiildse tonsirmeres Palinesøndcig. Bedsteinoderen havde
straiitet hele Vinteren og havde flere Dage maattet holde
Zeitgen, livad der aldrig var licendet hende, og hvad der
liaride kostet hende inegen Odervindelse.
Estser Fastelavn blev det værre, og hun mærkede, cit
liendes Tid snart var sotbi, o, hun var beredt til at sor
lade denne Jord, tun et tyngede pua hende: Bekymringen
for Johan; sra hans setste Aandedrcig havde han vceret et
Smertens Barn, og just dersor var hendes Hierte vokset
fast til ham.
Naar hun døde, da var hun jo ganske alene, kunde hun
i det mindste joevne Bejen for hom, saa at han ikke skulde
tvinges ind i et forhsadt Livskaldl Mangen en ensom Time
havde den gamle siaavel Deig som Nat grublet derover, sak
lset og bedet derom, tilsidst naciede hun til at viere stille, thi
det var, som oin en Stemme hvistede til hende: »Bei-r ikke
betymret, Herren vil selv sørge dersor.«
Hendes Hoste tog imidlertid til Dag for Dag — og
hendes Krcester tog øjensynlig af. Mester Eberhard as
lagdoxaf og til et kort Besøg hos sin Svigermoder, skønt
det tostede heim stor Overvindelse; han undgik at se hende
ind i Øjnene, medens hiin paa sin Side saci saa ejendom
ineligt paa ham med sine milde, stille -Øjn-e, soin hat-de hun
et vigtigt Spørgsinaal eller en Betyinring paa Hierte.
Dset var innen stor Sorg for Svigersønnen at tænke
Poe-, at hun sncirt stulde dø; thi hun havde jo levet lcenge
nol, iiien iihyggeligt Var det dog for heim, at Døden skulde
danke paci hos hain, at han slulde have en Kiste i Huset og
en Ligvogn for Deren. Naar blot dset altsamnien var
overstaaet. Frem sor alt vilde han itke vcere til Siede,
naiir den« gamle stulde til at dø — mcerkelig nol, denne
Mand, hvis Gerning det var cit droebe og singte —- var
en selendig Kryster, naar det gjaldt om at se et Menneske dø.
Dersor havde han allerede givet Besaling til, Tit man
ilte stitlde taldse paa hain, naar Svigerinoderen laa for
Døden.
En Sygeplejerske, en Uiigdoinsbekendt, sad ved den
a Biedseinoders Leje, Lampen brændte med saa rødt
irr, at Mannen, hvis Straaler stinnede nennem Gardi
n- et, var laiigt klarere Begge de gamle Kvinder havde
tilt saiiinien, nii Var der ganste stille i Vcerelset. —- Da
rund-te den stige liingsonit Hovedet oni og kalte Haanden
iidx »der ster en Forandring,« sagde hun, »jeg kan meerle i
iiiit Briist, at Enden er ncer, knld Johan til mig, jeg maa
tielsiiine hain.«
Ziizieplkjsersken gik og kin s1i1rt ester tilbage ined
Dienst-in Linn stod nied sit alvorlige, stille Blik ved den
kcrsre Bedstcsiiioderg Lese; lxaii var ganle :olig, tkii hiin
liavde oer fortlaret hnin det Meiiientn iiii.iri, der stod Pan
tkiisesiaiierite, san at linn oidste, at liiiii ziii l; jem. Hiin
lxikide sit Hooie d Ved Siden cis heitres Ha Pudeii on tog
besass-I l,-ns Liaiider i sine. Da gik Døreii op, oq illtestir
tJ-lieiliiiid tiiiti sii pan Dortcerslelenx l).in var Pliidselig
ist«-iiziiisxt, liuii lsliijdi lioit neigen riiiilie tre l.t,1"s.in-.ie, Unsinn
liiinx tlii liaii liniide liziiiet lceneie vaaiien oii liøkt piia den
underline Støi i Hiiset »chid gaar her egentlizk for
sia?« stiiiiqte liiin derpnii iiied et Blit pnii Johan, der stod
vcd Siden of Zinsen eii iiiikd sine stoie Øjiie udeii Jst-nat
seit-rede rsa liniii
Da reist den niiiile siq ined overnienneskelig straft
Og scigde giiisle tydelig oxi liøjtJ »Hei gaar for fixi, at jeg
dør, min Søn Eberhardz du toininer i rette Tid til at hørc
inin sidste Villie, giv mig diii Haand.« «
Han kalte heiide deii tøvende.
Den stige tog den oci holdt den sast i sin; den anden
lagde hiin velsignende paa Drengens Hoden
»Du liar syndet mod liicim —-— ja, syndet meget. —
Giid være dig Synder naadig — gør godt, hvad der endnu
er tilbage at gøre godtl Tving ham iite —- ladv ham fasa
sin Villie i dette en e Stytle. Du stal love mig det —- nu
for at jeg tan dø rolig — ellers anklager jeg dig for den
levende Gud«, lød det asbrudt, medens hun fæstede et gen
nenitrcengende Blik paa heim.
Den stcerle Mester Eberhard gos, hans Knie vaklede,
hnn vilde til-e se ind i disse mild-e Øjiie, men han maatte;
hatt vilde tage sin Haaiid iid as den tolde, sugtige Haand,
men han tunde itke.
»Vil du love mig det?« spurgte den døende atter —
han nittede, han vilde ikte gøre det, men hun maatte; dette
Nil var dog ilte not for den gamle.
,,Jeg maa have dit ,,ja«, Eberhard, jeg vil tage dit
»ja« med mig i Evigheden —- sig ja —- men hurtig, set
det er sor sent.«
Da hørtes et »ja«! — Blæsten tudede og hylede st«cerlt,
men det hiertes dag, den diiende havde ogsaa hørt det, saa
snart det var udtalt, sank hendes Hoved dedsmat tilbage
paa Puden, hun slap hans Haand og soldede sine Hænder
over Brystet, og hendes Øjenlaag saldt langsomt i.
Hun aandede uvegelmcessigt, Stimet i hendes Bryst
rallede underligt, saa hsrte denn-e Lyd op, og Aande
drættet blev langsomt og regelmcessigt.
Dvorsor gaar du ikte, Mester Eberhatd, du vil jo
ikke se nagen ds, og nu er der ingen, der holder dig tilbaget
Døden hat en ejendommelig, majestættst Magi, den et ikke
til at sppge med, og man tsan ilke ester Behog unddrage sig
denö Magt eller fly dens udstrsatte Arm, det fornam Mester
Eberhard ogsaat —
Endelig aabnedes Himmelporten, og Magdalsene
Klingsohr var hjemine hos sin Gud og Ftelser, og for de
esterlevende lom den store Stilhed. De aandede neeppe
— tun Stormen peb vg- tudede udensor, derved ins-erlebe
man først rigtig, hvor stille der var bleven Sygeplejer
t·.t1
r:
.
«iten tryklede de btnstne Øienlaag til og iørrede en Taste
»in sit Øje.
i Men Mestee Eberhard gjorde, livad han endnu aldrig
liadde qjort, lyaxe tog Johan vsed Haanken og førte ham
titlZJFkH til hanss Leie.
Kinn aik Das-an selv til Sienas oni han sov, vide vi ikke,
its-i me i iideit Fuld bleven stille, althr stille.
(Fortseeites.)
TivSkraft
As J. M. Hausen.
Som en Sjaeldenhed sortaltes for en Tid siden i dan
ske Plain-, at i Smedien i Baarina Oderballe paa Fyn staat
Ambolten paa en omtrent tre Fidarter høj Egeblok, som
hdert Aar styder seiste Skud i Foraarstiden, skønt den hat
Voeret beugt som Amboltblok i seks Aar, hsar vcerei flytlet
wdskilliepk Gang-e og selvsølgselig ikke saaet nogen blid
Behandling. Men er denne Egseblok ilke et skønt Billsede
paa Lidskraft? Trods Slag og Skrammer, Rød og Jld,
Plovjern og Hestesko beholder den Levesaften i sig og grim
nses til en bis Grad Aar for Aar. Men der er nogle
Mennestser, som have faaet en endnu langt stsrre Livskraft
i sia end Egsensx det er de helligie, Guds sande Bern. De
ere ved en levende Tro komne i Livssorbindelse med Lins
fyrsten Jesus-, der sigerx »Jeg giver dem et evigi Liv;«
»jeg er kommen, at de stulle have Liv og have det over
slødigt« (Joh. 10, 10). Ligesom Ordet »Gud er Kret
lighed« er uransageligt, saaledes er Ordet: »Hos dig er
Liveis Kilde« (Sal. 86, 10) oqsaa. Og de hellige have
deres Liv fra denne Kilde. De leve, fordi de ere i Livö
sainfund med den lsevende Gud.
Men hvilke Kaar have de hellige i denne VetdenZ De
res Kaar ligne Egeblokkens. Alle, som ville leve gudeligt
i Kristus skulle forsølges. Verden hadede Jesus og for
sulate ham; og ,,have de forfulgt mig, skulle de ogsaa
sorsølae eder,« sigee han. Verden kender ikke de hellige,
sordi den kender ilke ham; de heilig-e regnes for Slagte
saar hele Dagen, for Udskud og Fejeskarn; de fasa Slag
snari paa en, snart paa en sanden Side, og Mislendelsens
Røg og Fjendskabets Jld hvirvle sig om de hellige ligesom
Gnistser og Damp i en Smedie. Men kan det ikke hindre
Livskraften i de hellige at skyde ny Skud fra Aar til Aar?
Jngenlnndel Snarere grønnes de mere under Forfølgel
sen end mindre. Tænk paa Døbseren Johannes! Han sik
Slag paa Stag; de sagde om hom, at han havde Djaevelen
(Luk. 7, 83), var besat af Satan, og tilstdst saldt hans
Hoved for Bodeløksem men hdilken Livskraft var der
ikke i dette Guds Barnl
Hans Liv stød det ense frisle, grønne Sind efter det
andet. Al det udsøgte Fjendskab kunde ikke afvcerge, at
Johannes- levede som en retscerdig og hellig Mand og
var et breendende og stinnende Leis, og Ondskaben kunde
itte forhindre, at denne Elias’s Vidnesbyrd affødte en
Virttelse, sosn Israel nceppe havde set Magse til, i hvert
Fald itke siden Profeten Samuel-Z Dage. Og da Johan
nes døde —- ja, man kunde del stille hans Hoved fra Krop
pen, men inaenlunde taae den Sandhed as Dage, han
havde sorkt)ndt; den levede ester Gnds Mandens Død, som
det sie-s af Inn 10, 4l, 42 o. a. S. Oa er Døberens Liv
Da kItidnestnrd afmaeatiat den Daa i Dag? Nej, det er det
illex liin lzar traadt uudsletteliae Spor; banss Fnrtaarns
flitkelse vil slinne til Daaenes Ende.
Teenk naa Apostelen Paulus-. Bled han ikke behand
let sont lfsaeltlotlen i Baarina Sitiedie7 Las-:- hans Histo
ri: i det nn Testament-e, oa du Vil se det. J 1 Kor. 4,
11---1t? hedder det: ,,andtil denne Time lide vi baade
Hunger og Tørst oa ere nnane Da saa Mundslag og have
intet vist Sied, oa arbejde niøjsommeliat med Vore egne
Oeenden Orerskceldte velsiane vi, forfnlate iaale vi, be
spottedc sormane vi, vi sere blevne som Udskud i Verden,
alles Eletiist indtil nu«; da tilsidsi maatte han lide Mar
tyrdødenx men slød Paulus ikke trods alle disse Beeng
flet friske Stud? Ja! kun sen Taube lan næate det. Hos
ham dar Trosen en Seit, der odervandt Berden: han ar
bejdede mere end alle de andre; hans Gerning blev en dle
Skrift i Menneskeslægtens Historie; til hvilken overvceties
Velsignelse var Paulus iktse for sme Medmennesler, er
freindeles i vore Dage oa vil blivse det til Dagenes Ende for
store og smaa i Guds Rige.
Men behøver man at gaa blot til Historiens items-a
azende Skikkelser for at faa den sremsatte Sandhed sind
sæstset? Nejl Der er mange utendte Guds Børn, i en
tilbaaetrwngt Stilling i Livet, med ringe Evner og liden
Udvitling, som slyde sriste Skud i Ydmyghed, Taalmodig
l)ed, Tro, Tjenstvillighed, Kcerlighed, skønt de tit saa Ver
dens Ondsiab og Fjendskab at føle. Herren ladet sm Kraft
fnldkommes i Strebelighed og han er stor og underfuld,.
enten hian forherliger sit Navn gennem store eller smaa,
tige eller fattige Guds Born. —- Men styde vi friste Sind,
leere Loeser? Lad os prøve os selv alvorlig, om di ere k
Troenl
Men Egeblokken maa dog tilsidst miste Livskrcesterne,
siqer du. Dei maa den. Men de hellige maa aldrig tabe
Livsssasten og Livskraftem De erse som Treket, Plantet ved
Vandbækken· Og dersom Livskraften sygner hen i et
Guds Barn, da ster det, fordi det ilke plejer sit Livssamfund
med Jesus tilbørligt. Vi maa daglig og stadig øse af
Livstilden fra Golgatha, som strømmer til os ved Deta
ben, i Nadveren, i Ordet og Bønnenz vi maa suge Kraf
ter sra Herren i daglig Forsagelse og Tro, leve i de heili
ges Samsund og vandre som fremmede vg Udlcendinge
i denne Verden, da stulle vi »vokse i Ktæfter« ogs siyde ny
Stud, beere Fragt for Herren fra Dag til Dag
Daglig ren ved Jesu Mod,
Daglig ned for Jesu Fad,
Daglig ind l Naadens Ord,
Daglig frem i Jesn Spor,
Da blt’r du et Salt paa Jord.
Daglig Trost fra Duell-tut Bad,
Daglig i din Jesus glad,
Dagliq ind i Felder vor,
Ofte til din Frelsars Bord,
Da bli’k du et Lys pag Jord.