Prins Otto af Danmark
og ljuug ginmtid.
Histouit Jllunmn
Zl
s Beman rein-tin Jngcnumk
Amt 2:l.)
IT - ,
,-; »Bei haaber jeztx Armut er Leg JLJD In fix-Et- Edle
Decke Junker!« s-- spart-de Eisend Irr-It - »Den derom
Tom jseg itke hid sur c: ersiiskrc ist-r. J Inn-: ist-c tro. jeq
hat fulgt jer i Strich sorn en ptutnrngende Firnvknmnd
for ai faa den Griakld bemit, J tnlck Din. Zeig imdde redet
jtt ud af Jlden, oni J tiavde Meet Inin Todöfjende og
den ringeste Ein-nd « ietv siongen tilde jeg itte ladet
beende« —
xxii »Ja san! det one den mer, end man tunde Ventet
cf din Godhed for lnmk« A ndbrksd Prinlen lmm med
Udtryk af vemodig Bitterbz d- i det finis, sværnieriste Ansigt;
— »tit at betend-es leisende vilde du dog itte have ham
fotdømU Hat du selv brngt Bred og Budssab til Zor
tæderne fta hans Dødgsjenden san lIIr du vel bragt Gni
Wen til den Brand, du rev mig ud as, nten sont var Stle
i min ulytlelige Fadets Endeligt« —
Jeg formoder det lelv, Heere Junker! eg det sortrydet
mig nu næsten: dog kniest for edel-S Styld og for det
Nag, J nu bitter til niig i ederg Hiertex men jeg var et
blindt Redftnb i andres- Hemden the-nd ondt, jeg maalte
« bat Stle i, Vil jeg ane ktodt igenI fe, derfok lom jeg hid
Jeg vil gøre eder et Tildud, Herre Junlek! Byd over min
Arm og xnin Heft, til J hat vundet Danmarts Krone! —
swa tcm J døinme mig frei Livet, orn J vil, for de Ord,
jeg hat sagt mod eders Fader, og for det Bud, jeg red
for hins- Fjendet!«
Prinsen sindsede og betragtede Vcebnerens aabne An
sigt med Forundking. »Du sna mig altsaa gerne paa
Danmarls Trone?« —- spurgte ban. — »Na del! dertil er
jeg ssdt og bunten. Jngen Arm og Heft vil jeg forsmaa,
til min og Follets Ret er ertendt as vore Undettrvltere.
Du er min Bæbner, Svend Trost! men —- du see mig her
efter kun, naar jeg lader dig lalde!«
,«Jeg vil ille tjene jer for Sold og Brod, Heu-e
Junker! men sor Æren og as en god Villie!« —- svatede
Ynglingen stolt Og kat. —- Behager mit Ansigt eder itte,
faar jeg finde mig deri; men har J nogen Getning til
Mig, saa sig til! helst om der er lidt at vove ved, og det
lau vcere Land-et og jer ielv til Gavn!«
»Viel! —- Vil du tjene mig for Ærem sial jeg dog
bedale dig noget of den Sold forud!« — sagde Prinan
med et rast, bestemt Blit. — »Unser du Hering Ottos
Tillid for en Æve, saa lud stralg din Hest sadle! med
twgle Svende as mine Lolliler ledsager du mine fortrolige
Sendebud til min Broder og min Svogee, Mattgreven af
Brand-endong Provst Gerlack og Kannit Gotfred ftaa i
Refettoriset og venter paa mit Bud. Pan dens- heldige
Reise bei-or mit og Danmnkls Haab; det betror jeg dig
un at bevogte tillige med de to cervcekdige Herren Beet
snild og sotsigtig; J faa Lejdebrev sta Grev Johan; men
faldet J Grev Gethard i Händ-erne, lan det koste jer Livet
—- og mig alt Herab om HjoelpR
»Bei gcelder mer, end bnade jer og os, Heere Junker.
—- svarede Send Trost— ,,d-:t gælder Danmaet, som jeg
mer-riet J slal se, jeg stønner paa den Tillid og Æke,
J viser mig! Hat J mer at befale?«
»Nej!« —- svarede Prinssen og rynkede Panden, idei
qttet Sjcelemessen fra Kirten lød ftærtt gennem Kloster
hqllew — »Seit til Marsienl han giver dig de nærniere
Fotholdskegler. —- »Rejs med Gud!« —- tilspjede han
mildere —- »koni med Lykle og godt Budstab tilbage!« Med
disse Ord gav Prinsen ham Vink til at gan. Svend
Tksst nærmede sig dog sstst med ftirnodig Deltagelse, lige
sont for at sige den unge Fytfte et Par Hengivenheds-Otd
til Assted og maaste modtage et venligere Farvel, men
Prinsen traadte alvorlig tilbage for den vel forttoligc
Tilnærmelse og gentog Vintet tavs, dog ret mildt og
wligt.
Syend Trost tsvede nu itte længerz han saa atter hin
Verding og Majestcet i Prinsens Aasyn, som den Mot
gen i Peder Hvidifeldts Hat-e, da han havde talt die dri
ßige Ord til ham om hans Faden »Bei Qrd glemmet
Jan mig dog aldrig!« — tænlte han ved sig selv og gil
med en cerbndig hilsew Jnden Sjcelemessen over den
bsde Lange var sangen til Ende i Sor- Klostertirte, sad
Spend Trsst til Hest i Klostergaarden blandt selö raste,
lollandste Svende i Pariser og Plade og med to gejstlige
Herrn- imellem dem. De rede rast ud af Klosterpotten og
O Als-de Prinsen, der stod med Abbeden i det aalme Vin
dse es tilvinlede dem ei alwtligt Fawei.
V«
- Dei hovde vceet en limmer Dag. Om Ratten rejste
Leg en heftig Stokm med Juden og Lynild. Mellem
Muts es sein-ern dreo et Stils tnd mod den holstenste
M Freud Trtst og de to gejftltge herrer stode paa
M Dis man itte vilde sotgaa i rum St, maatte
III fis- Land het, trods det strenge Forbud as Marflem
bei blev Motsett sttandede Stil-et ved Knlbetget
- M Med stot Anstrengelse bleve dog Mennefter og Heste
"- Usefvet var fpibi. Solen stod op over Kol
Ist-I hebe. Stibet var alt sunletz men Spend Trpst
I M Mkle finde i Behold paa beden.
M ringt og betentelige AuspieierM ærværdige
c prppsitusl«") — sagde den Ribe Kannit og steg
- til Dest- ,,Gid Enden ej bliver Begyndelsen
W M wv en helt betæntelig Mitte og lod
« If M sin Neigt-sagen medens Mut-et dtev
M »Mitsthmett«—sagde
— « Fwweshsomtnvilwsp
Mwnwwogtaltzatb
Ins-»Um wein-schwingen
« «"-II·MWMMW
» wiss-MERMwa
UND-ME
""—sss.muesiifcvtssp
alvorlig Verrdiahsed —— »det er itke Tina. man ital flspge
med. Jtcest Gud og den hellige Jotnfrn, tatler sen imiks
tertid din lekiindiae Rasthed for vor Redtiina, nnzsie Gal
ninak bat-de du itke sat Ærbødigheden til Eis-: on truklst
mig i Land ved de san Haar-, jeg ilte dar oposret min
hellige Stand, vilde jeg nu itte have tunnet isonnane dig
til en starre Ilsrbediglxed for stirtenc Iicnere on deres
Foresatte frir Fremtiden.«
»Vilz«i: J bitt, jeg stulde ladet irr driitne af HEX
bisdighed fgsr jcrt nnldne Nattehsaark fxsokkae Heere-I« —
fpnrqte Even-D Trest med et tilbaaetrasnxt Ernil
»Tet rel itte, Sen! men inden du Vorn-de det von-:
heilige Grelu du taler otn, durde du bade bedet min bellige
Ettitszpatron tilgive det nspmmelige deri.«
»Under den Von var J drntnet sein en Sirt Mel,
artsærdigek Det maa vare en sar Stntispatrom J har,
stulde han haft neiget imod, at jeg hjalp bain med jet,
belst ban selv innen Ulejliahed vilde note fig.«
»Als det ser vnteligt ud med Fromlkeden nu am Tide
hos vor farvildede 11nadom, Broder Kannnilis!« —- sitt
tede Provsten pa-: Latin til sin lcerde Kollegin —- »Kan
J redde det unge Mennestes Eitel, stal det Viere mia tasrt;
jeg har nu andet at tcenle Paa: faar jeg tun itte en Milde-«
sot paa Hallen efter dette Morgenbad!« «
Man red fort over Heden, saa hastigt sokn muligt,
for at naa den metlenborasle Grcense uden at standses as
Holstenerne. Te stibbrudne Søfolk sra Korssr sagte Bei
til nckrmeite Fisserleje og mumlede betæntelig am, at det«
dag aldrig var godt at have Praster oni Bord i Uvejizs
naar de itte var saa fromme, at de tunde tcemnie Vejret.
De reisende date itte langt sra det lybætsle Distrilts.
Granse, da de om Astenen saa en stor Flot holstenste
Ryttere sare frein mod Gransen ad Vejen til Seaeberg.
»Sel« —- udbrsd Svend Trost —— »det er viit Ridder
Hartvias Folt.«
»Gerl)ardi blodige Haandlanaer!« —— udbrød Hanni
ten sorftrcettet.
,,Senne:no:deren!« — mnrnlede Provsten og torsede
fig ——- »hanS Fall staune vist hoerten Guds eller Junke
rens Tjenere.«
,,De hat alt afsiaaret os Besen til Gransen!« —
demærtede Srend Trost. Man standsede sorbavset og
holdt Rand onnhvad her var at gere. »Jeg vil med sire
raste Svende bringe dem paa Vildspor, medens J andre
sage gennest Vej over Gransen!« —- sagde Svcnd Trost.
Der var itte lang Tid til Betanlning. Man lod ham
ride forud rned de sire Svende. De to evrige bleve tilbage
has Provsten; men den Ribe Kannil red paa Udtig.
Han lorn strats ester fast aandelts tilbage. »Na as Sied,
Herr-e Provst!« — raabte han — »Vejen er ryddelig; men
den unge Vovehalg — ham se vi vist aldrig mer —- vor
Heere lsnne harn sor det Galstabl Stade vi ej sit beredt
hatn bedre til Dsden! Han par-set vie-selig bedre til denne
aale Werden end til nagen anden.«
Provsten fulgte nu den Ribe Kannit og tom snart
del over Gransen De sortsatte Reisen ud paa Natten
gennem det Ludwile De standsede oste og saa sig tilbage;
men Svend Ttsst og hans sire Svende saa man intet til
J den stille Midnat begyndte begge de gejstlige herrer at
synge en from, latinst Balsarts-Sang med Binner sor
dem, der omtomtne paa Besen og bortryttes i deres Spu
kers Flor red en brat oa voldsom Dad; men inden denne
Sjæletnesse sor Svend Trost og hans Ledsagere var sun
gen til Ende, bartes der Hestetrampen og munter, verdslig
Sang bag ved dem. De saa sig med glad Qverrastelse
indhentet as Ssvend Trtst og alle sire Lolliter, sotn man
tunde here, hverten savnede Liv eller lystigt Mod. Lol
literne fortalte strats i Monden paa hverandre, hvorledeg
de havde tumlet orn med Holstenerne ncesten lige til Sege
berg St og snart sagten snart redet oni Kap med dem,
indtil Rytterne paa de sede Marsllandsheste vare blevne
tede af Legen. Svend Trpsts Babnertrøje var sorreven
as en Stridstolbe, og den ene baldyrede Turteldue paa
hans stadselige Hue hang i en Las vm hans Kind. »Den,
der gjorde mig det Stylte Arbejde, sit det vgsaa betalt«
—- sagde dan —- ,,den Stabhals lutter neeppe mer sine
Øjne op i denne Verden; eaadte jeg videre sor ham, slap
han ej as Stærsilden ssr huen er hel igen.«
»Det er en Lylte, du aldrig bliver Bisp eller Pave,
Landsmand!« —- sagde den Ribe Kannit — »du vilde
blive for streng en Heere baade sor levende vg dsde. Var
det ret, at siaa et Menneste ihjel og Inste hanö Sjalxtifred
derhos for en laset hue2« —
»Lad ham have Fred dal« — svarede VadnerenL —
»Men J ved tun lidt hvad den Hue et Verd, frojnrne
Heere! J vilde vist ingen Sjcelemesse synge sor den«-Hien
de, der havde revet jer Kirkesane sendet med den heilige
Jomsruö Billede og Maria«
»Da ved jeg dag, du ltle vil sammenligne et ringe,
verdsligt Kladningsstytte med et helligt Palladium, unge
Menneste!« — tog Pravsten Ordet. — »Du er sagtenö
en ung, sorelstet Gæt og dedrivet Asgudert i dit hjette
med prosaiIe, selvgjvrte Relitvier fra den ledeltge Bett-ein«
»Det Asguderi tilgtver vor herre mig not! Jeg kont
tee itle den hue bort sor de 11000 Jomsruers helltge Es
terladenstaber til HobeP — vedblev Svend Trist lvtig.
—- ,,Den Jamer der baldyeede den, bliver maash ogsaa
en Delgeninde en Gang — det dog Gnd spebydei hade
jegnaer sagt. Ftt jeg see hende igen, maa der see Mir-at-;
let i Dank-takt« —- tilstjede han halv sagte —- «dog, hat-del
vi itte alle det dank-, saa det galt ud.« l
Orn Reisens hensigt vidste den nnge Vabner ities
andet, end hsnd han as Prtnsens alvorltge Ytrtngee timdel
stutte skg til. De to gejsilig better iagttoge om alle träg-»
ttge Ttng est hemmeltghedifuld Tavöhelz og naat de talte
sann-lier var det oste paa Latin; Provst Gerlat var t;
Getdeleshed otdknap vg· ttlbageholdem hancf ,·fnyndige«
Mine tillendegav en selvbehageltg Bevtdsthed ein hans
Mike Sendelse as bin-han- Dneltghed til et Latsllogt
(
Inetagendex hatt shntel undertiden at betraqte den unges
sW wh-».eti-MI-Mslstilltdx Dei Stil-e »Kanntl,;
W bar en has-e Bands sind et1 inmile og aabents
Ansatz has kalte gerne need sin singe Land-wand om dergl
«"t«-e-»chnäeeland« es W tun W den AMI
W Mes- MMW se tot-W Edle-v
1
L-—-.«-.c »s—---—P-———
»Siden J er saa stærl i Latinen, vil J da ille hjælpe
mig ai udlcrgge et Var latinste og dektil bagvendie Okd
ærdærdiae Heut-P —- sagde Svend Tkøsl med en halv
siållagtia, halb alvorlig Mine — »hvad bemder ,,Dei
gratia?««
»Af Guds Naade« « svarede Provflen »saa meget
Lalin forslaar jo den enfoldigsie Lægmand.« «
»Og »Domicel Don-« — svarede Bei-bucken didere
»di: er sagten-; Doktotlatim som der inaen Ende er
»Na -— belud-et det: Danmarlg Herre? eller den« der lun
»Unter- at blive det?«
! «Junler Ottos Selret!" -—- udbrpd Provsten for
lfltælkeh ng for med Haanden til sin klomm-»I -- »hvad i al
YVeth er deiiel hvot hat du lcest dets Jndsltifts unge
Menneslel og hvok et Selkeiei selv? — Jeg hat dei ille
—-— Gud hjcelpe os! Uden det er vor hele Reise fotgceves«
»Havde J saa vigtigt et Rlenod at fake med, min
sialslloge Herre« — sparede Væbneken —- ,.slulde J ille
tyflet det ud med Spvandet paa Kolbetger Heda Bil J
asrlia sige mig hvad Latinen deiydet og hvad Seglet flal
tjene lil, faa tænlet jeg nol, vi sial sinde den Stal. « !
»Ha: du Prinsens Seh-eh saa lrm med dei, for
Himleng Slyld, unge Mennesie!« sagde Ptovsten og holdt
stille med udsitalt Haand — »Giv hidk og dine daarlige
Spsrgsmaal sial vcere dig iilgivnr. — Du fokstaar dig!
ige saa iidi paa Statsllsgtem lom paa Latinen, Ssne
Havde Junleten alt laldet sig Danmarls Heere eller
Range af Guds Naade, vilde Ieg have fotsvaket det; men
»Domicellus« belade-: lun Junker ellet Prins, fom han jo
virlelig er. Hvad han endnu ille et bleven i den ydte,
kotanderlige Werden, det er han for Resien alt i Sandhedl
ved Guds Naade, i Fplge sin hsje Byrd og Stamm-, og
saaledes bukde han maasie llogete ncevne fig, hvot det«
gældet hans og Rigels Velfætd. Hdsok hat du Selretet?«
»Her, hpjlckrde Vettel« — fvarede Svend Trost og
ovettalie Provsten et tundt MetalsegL — »Jeg vilde us
dig, del stulde betyde Herre, set J, fot havde han, uden
lovligt Valg og ret Hylding, allerede nasvnet sig Hette i
Landet, vilde jeg fast iro, han var en Gæl og Stotptaler,
og siatnmet mig over de store Tanlet, jeg hat via hom.
Sig mig nu ogsaa hvad Seglet flal bruges til! han vil
dog aldtig lade jer besegle andet«i sit Ravn, end« — —
»Lad du ham og as om del, unge Menneste!« —- af
thd Provsten ham med en stolt Mine og fotvakede Seglet
omhyggeligt — »de fotstaar den uerfakne Ungdom fig
paa Statssager? Paa de jyste hetredorge latet man
not tidlig at lernte paa Haandfæstninger og paa at væke
Kongets og Fyrslets Formyndete.« Man tav nu med
misfoknsjede Miner paa begge Sider og sogle et Natte
hekberg, for næste Dag al fortscette den viglige Reife.
Ottende Kapitel.
Ved Flor-en oa Seen llcter, nat-r ved den branden
borgstr Granse, laa Staden Prentzloto rrt smutt tned de
man-ask aronne Abildaaarde og det martgrevelige Slot, der
fpejlede sig med sme Taarne i Spen. En as de sidste Dage
i August drog der gennrm Frucrlunden ved Prentzlow Her
reborg et stott, snrsteligt Jagttoa, hvori Prins Ottos Soo
aer, Martgrev Uman selv deltog tillige med sm Gest,
den tnsle Lebens Højmester, og en Del Herr-er og Riddere
sra Ftejserens Hos. Melletn Martgreven oa den tyste Haj
Inester red den unge dansle Prins Valdemar og tumlede
stn Jagthest med Latter og lystig Stamm Svend Trost
var med blandt de snrstelige Verbnerr. Han havde allerede
opholdt sm noale Uger paa Slottet uden endnu at have set
Prinsen ncer Ved eller bemærtes as ham. Det var dog itte
forste Gang, han saa denne Junker Ottos yngre Broder.
Han havde sor to Aar siden set harn flygte sra Lo-Hede
Staget ved Dannevtrle rned sm saarede Fader, medens
hans ene Broder var sangen og den anden laa dpdelig sau
ret. Prinsen var den Gang en halovotsen Dreng og slyg
tede naesten med samme letstndige Mine, som han nu red
paa Jagt i sin nye, stadselige SItgedragL J de sidste to
Aar havde han betydelig udvttlet sig. men syntes nu her
ved sm Svogers Hof i den mest sorglsse Munterhed at
hortspsge sin Ungdotn uden nogen alvorlig Taute. Den
unge Prins lod tun til at have Saus sor enhver Dags
Forlysielser, uden at hekymre sig om den Dag i Morgen
eller hoad der itte laa ham ltge sor Øjnene. At han itte
tog stg Faderens Dsd nærmere og saa lidet shntes at teenle
paa den soroirrede og strgelige Tilstand i Danmatch
havde givet Svend Ttsst en saa asgjort Ringeagt for denne
unge, danste Prins, at han ej engang havde ssgt at blive
bewertet as ham eller saa Lejlighed til at sige harn et Ord
onr hans Bruders alvorlige og heltemodige Tanter. Paa
dette Jagttog kom han nu ofte Prinsen neer og havde ret
Lejltghed til at-· betragte hans Besen og Adscerd. »Nei,
se! hoor artig og heleven!« —- hvistede Svend Trost til en
as de lollandste Spende, som han-pac- Reisen var hleven
sortroltg med. —- «han tornmer til at ligne Faderen hand
sat unt-tagen i Surmuleriet; se, orn han ttke allerede har
den samme listige Pliren med det venstre Ofenlaag. Nei,
da holder jeg paa Junker Otto; i hanc aahne, stille Øjne
tan man strals se hoad han mener, hvad enten han er vred
eller mild. Du tan tro, han hat dennes Vierte ti Gange,
·om denne Junker ogsaa har lidt mere Sned i Panden.«
»Bo: egen unge Hertug er baade from og sorstandig«
— syarede Lolliten —- »og Hjeetet sidder harn paa det
rette Sted, det tsr jeg seette mln hals paa. han stal mest
ligne saltg Dronningen, der jo var saa dejlig; men hvem
han saa sleegter paa, vil vi Lolliter nu vove Lio og Blod
for heim til det sidste. Saa laenge vor hetre under Junker
Otto Livet, vil vt tngen anden have til Konge i Landet.«
,,Det stger jeg med!« —- sagde Svend TrssL —- »Men
hvad Hjælp tan han taenle at saa her? hdad mon diöse
better sea Kejseren vilIs og den fromme stjmester — han
list-ists her om, som en Kat, og hötfter alle de hste herrer
saa forteoligt t Steue. Orn det saa er vor unge Prinz,
hat han nteget at betro ham. Bote Junteee stulde tage sig
t Ast for deret Ftntee herudr. Jeg er bange de tndlade
sis tot nieset baade met- Svogee og steifer-, men stole for
ltdt m Lande« egne teo Mk «
G W Ist-Fass- usw«-wusc- et
» , ,«»»»-—»J
os!« — fvarede den lollnndfle Bot-nd tned troltjettin Ti!
lid. s— »Men jen var til Pferds-. di tut vcl Instit-a on lon
vor unge Hering igen. De ftotagtige, Mk SVMVT spks
ftnar jeg tun halvt; dog fna nieget lin W Mk Mkka
de tro, vi ete lomne hid for at lobe tan MOV Og MON
dont for dnnfte Lande og Folt, linefom th Mk til i ZWE
Chtiftophers Tib. Det hat tet asmrel Mist i Ejcklms TM
J tro.« « »
»Der hat vi det!« —-- Udbrod Even-o Trost iotin «
»du flal dog fe, det blivet Meninkisrrt OIVITD lskl HAVE
detpan inden jeg ted til Seen lmdrse iski THE-II M MVH
Vej og givet alle Juntete og Christodlietspllllsl WANT-« W
Nu lob Jogttaabet, og Svcnd Its-Ist siismts f« TM
Tag sine patriotifte Betnmrinnit for JIRHDFTCW
Da man oni Aftenen ted tilbnne nenne-in FAMILIan
var Junker Valdematg Heft tommen til Stude, on bITl
ted tangfotnt efter Jagtfelflabet for at ftaane del spMkk
Dur. Han tom fauledes til at tide net-r ved Evend Trost.
der tillige med de lollnndfle Soende lom bog cftkt MED
en Del af JagtudbhtteL Priner høtte dem tnle danft oki
blev opmctrlfotn. »Ei, ej! min Hette Broders Gesandt-v
folge!« —- fagde han paa Dunst og vendte fig til Svmd
Trost. — ,,J hat nu faaet travlt der hiemme. Naar san
J min Broder fidft?"
»Im- tre Uget siden i Sozi, Hette Junker!« ---- son
rede Svend Trost — »jeg faa hain for den ftote Biflop
Abfalons Billede og i alvorlige Tantet om Damit-artig
Frelfe. Det vor Degen efter edets Hette For-ers Beam
velfe og sidfte Heelighed.«' —
Ptinfens lyftige Mine fokfvandt pludfelinx han enn
lede Panden og betragtede Væbneten med et flatpt Blit.
»Du lomtnet ilte fta Artighedens Stole eller fta steife
rens Hof, mærier jeg« « fagde han med dasmpet Heftins
hed -—« »vor det ille en Stole, jeg felv agtet at gennenigaa,
lnnde jeg let give dig et jhfl StudeptangeriSvar med den
vidlofe Snert« ——— han fmeldede i det famme nied sagt-·
piflen. —- ,,Om min Fadets sidfte Heilighed fputgte jeg
dig itle; den mætlet du vel, jeg got mig Unmqe for at
glemme. See jeg dig ille futt nol? Lands-wandl« —
oedblev han i munter Tone. s- »Im holder itte of unm
tig Sorg, fer du; flulde jeg tænle paa alle de Ulyller
hjemme, sit jeg graa Haar for jeg sit Stag. Hvad et dit
Navn? Jeg hat fet dig spr; hvor vat det nn?«
,,Jeg ved ilte, om J vil anfe det for tnete artigt, otn
jeg erindfer eder detotn, Hei-re Junter!« — fvarede Svend
Trost med et bittett Smii. —— »St. Andrece Dag bliver
det to Aar fiden, jeg havde den Æte« —- —
»Rigtig, at fe min Barne-Rhg, menet du, og paa et
andet Stegs Jagt, end denne« — afbrod Prinfen ham i
let Spogetonr. —- »D-et var min fotfte ftore Batneftreg·,
det et sandt: noat Dtenge vil lege Helte, lodet det galt
af. Du fortanget vel itle, jeg flulde flamme mig over,
at jeg ej lod mig fange eller flaa ihjel den Dag med mine
celdte Bis-dre? det Kunftftylte lan jeg tidsnot gote dem
eftet. Du var den flinle Vcebner, der fulgte Sti Ander
fens Bannet" — oedblev han —— »jeg huslet dig nol. Hils
din Herre! den Dag flal jeg maafte en Gang sige hom
Tal fot.«
»Niddet Sti of Bjotnsholm et itle min Hette lern
ger, hojbaarne Junlet; flden han hat fliftet Farbe og et
bleven Matft hos den Rendsbotget Gteve, hat jeg tun
redet et Ætende fot ham —- og dei vat det fidfte« —
»Bei et fandt, hon hat fliftet Parti; det nma han
fe til hvot han fotfvarer!« — fagde Prinsen og nillede
—- »det lan blive ham en fleni Sag nol, hvig Bladet ven
det sig. Men J got ham Uret der hjemme: en fnild Mand»
fom Sti Andersen, ved altid hvad han got. Han vil vide
at fvare for fig, naat Tid et.«
»Bei er vift Pan den hsje Tid, enhvet danfl nu vifer
hvem han er og fvaret til sit Navn!« — udthd Svend
Trsft ivtig· —— ,,«’folger J nu ilte tilbage med os. Hette
Junter! og hjalpet edets tætte Brodet at redde Land
og Rige?«
»Hm-d anfer du mig for?« —- fpntgte Prinfen og
lo. —- »Et jeg en Æventhrlcempe med en halv Million
Arme? Nei, vil min Broder gsre Mitatler, faa lad ham
ptsve sin Lytle og veete ene om Ætenl han et jo celdft og
fotftandigft; og ham vil J jo have til Konge der hjetnmr.
Jeg flal istft fe mig lidt otn i Vetden og læte noget.
Ktig og Statslunft er jo ogfoa Ting, fom flal læresz men
der stal Tid til al Ting, og der et oltid en Dag i Morgen.
Jeg tan tidsnok gste tnig til Nat og maale mig med den
ftote Gtev Gerhard« —- —
».(taldet J ham ogfaa oen ftoee? Den-e Junler!. det
troede "jeg han tun var i Tyflens Mund.«
»Er han det ille i dine Jhders Mund, vil han not
fnaitt vife jet det baade i Næfe og Mund« —- fvarede
Ptinfen og lo. — «Men hvad var dit bettmmelige Navnt
jeg sit det jo ille at vide.«
»Hvad Bersmmelfen angetan faar jeg være af eders
Mening otn Dauben — og give Tit-, Den-e Junletl Mit
Navn er Svend TrIfU
»Ei, ej! det Navn llinget godt not; men det er sag
tens et Øgenavm man hat givet dig for Spot, eftet jet
artige Sltl der hjetnmef
«Saaledes lod mtn Fader mig dobe med godt Dank-«
—- fvarede Vabneren og blnofede —- »dog vor Heere ved,
jeg hat tun liden Trost at fare med endnu. Rnat jeg
foetællee mtne Land-wand hope let J tasee iee Landen
ftote Nod og Jammer-, vil det vtst heller llte vente sig ftot
Trost of jet, hjjbaatne Junker l«
»Am-c iydtl Ansehen-« — spat-de Pkiusm ma- et
ftolt Smil. —- ,,Du lunde vel have Motflab af at fe mig
glemme hvem jeg et, for at bode paa dtn Opdtagelse. Du
hat godt leert at ride, ttot jeg; vis mig nu dtn Kunst! Rid
i Fiespting fta mit Jagtfphd —- og tilbage, hvor du tom
fra, i Motgent faa vidt teg ded, et J fætdige het. Raat
vi fee tgen en Gang, vil vt se, hvem af os to der fvaeet
bebst-til sit Ravnt« Dernied gav Petnfen ham et sanfte
mtlvt Afftedsntb Soend Trost hiler ham med lsnltg
hat-me, sog for heim fort-i, fotn et pludfetigt Lhm gtnnem
Fee-erlauben ·
»denn hat givet jee den iydfte Threlalv til Ost-dingt«
— fpnegte Peiner og sent-te fis til den lollandtle Spend,
der ver-hanc Wit, den feinen-, fom Sand Trost
INCLUDING-Us- szsz
»Ist