Ptins Otto af Danntark
» oghanøgiamtitn
Histotilk Roman
II
Bernhard Sevetitt Jngemanti.
(Fotifat.)
»Hm-e dit min Gud! tan han itie gaa3« « sagde
en ganinrel Betlettone —- «ellet er det sot Ærens Styld,
de beeret hani i But-et?«
»Ja, det ian du del begribe, IJio’er!« —- svarede en
ojaliet Stoddet iited Krytter. —— »Meiter dit, en Konge
siiilte gaa tiaa Jotden foitt en as os? nei, da iitaatte han
vcere gal. Var jeg— Kanne, stulde J dasaa faa Loo at
bitte iiiia, og det lige til inin Grav. Hurrak — Nu, hvi
fttigIr dit iite Ottern nied, Mo’et! hat du itte oafaa
faaet til Godt:Øl for det as Greveii? Er det Trostab og
datift Ærliahed?« Nu streg han: Httrtak on Kotigen leve!
til liaii bled faa hces fom en Raim. En hel Del andre
Stoddere oa Krøblinaet stieg-e liaeledes Httrta af suld
Hals, ittedeiis tnan dar Kotigen op paa Siottei, on Gret
Joltan tited fine Hosittcend hilfede haiii cerltodig fra deres
foranldte Sadlet. Kotigen saa nd af deii b.ilvtaal)ne
Bitteiotni tited et Aasmi sont en nforberedet Ijiiiiditder,
der fort-J til Retterftedet, oa i hvem der tun et faa ineget
Liv tilbtg:, at han er fig stn Syndebytde og Dodkanaft
bedide
»Herte Gndl tan en Konae se faaledeg ttd?« —
fitktkde den gamle Tiggeriotte oa torfede fikt. —-— ,,H«.tode
han itt·: Akten, vilde jea itle bittte itted hant.«
»Men Æren, Mo’etlil!« — fosarede Stodrereii —
»reit er onsaa niere dærd, end baadse Mad oa Dritte oet
Kleider oxt Sko. Dei Ved vi Stoddere aldria hvad er.
Paar saadan en forttent Grede og alle hanå Riddere vilde
biiite sor en as os, itied Hatten i Haaitden, oa fast alle vi
Sttititl-Leitiinet raabte Hutra —- Hille Dodl hoor oilde
Ottrtet itte finde ssg op i Lioet pna en stattels Etodderk
jea trot. iea blev gal af Morde oa Zioraatiahed Men
fe, oiii lxan btod fig noaet detoin! han itittede jo ej enaang
«og fiiied itie saa itieaet fotn en thug nd til os. Han er
del faa dank til at got-es Ære ad, at det itte lcenget liidet
den l;ai".«
»Im inaa det del daste, ellet hatt havre andet at
tænle Paa« —— faade den ganile Fione ——— »han satt, niasiid
fiiarere nd, sont en, der taeiitte Paa den fidste Olie, end
paa detine Werden-J Hetliahed ca Akte! Oerre Und! vi
er ten alle Osteniiesker. St tun til! hatt hat itke nttnae
Dsaite tilbaae; det tunde jeg gtaitdaivelig fe oaa det hdice
i baties Pfine: de faa jo nosften ttd foiii de date lr"ititfttie.«
Hrer ait til sit, oa Foltehoben adsptedtes tiaeanldia.
Men paa Slottet bled Kotigen iiiodtaaen nied den storfte
Opiiiairtsoiiihed as Grev Johaii den Mild-:. Dei priratthe
Manitid, tret var detedt, tuitde den inne Fioitae doa itie
reltage i. Hin liefvatede sitt Halvbroders Hofligheder
tott ca tolot ined et iitørtt, titiesteetiteliat Blit og fortangte
strals Lageltjetm Grerens Saatlæge var til Siede; han
findt tioitgetis oprevne Saat mindre fitrliaiy end hans
iner optotte Tilstand, og and sitt Herre deroiii et betet-n
is:iig. Wint. Gteo Johaii ledede seid tiiliae nied Mar
fien den foage tiotiae til et prttgtigt Sodetaintiter, hoor
det daiifte zitonstjold med Loderne og cHjetterne var att
pragt over den store, forayldte Tronfettg.
»Hm! iitin Paradesettg!« niiiinlede Christopher,;
da hatt saa det prcrgtitte Leie. —- »Hm J allerede ioraet
for at viie ntia den sidfte Akte? Heere Vroder!«
»Im dette Leje haitdet jea snart at fe eder reife jer
tatst oa helbtedet paa Legeitt oa Sjctl!« -— ivarede Gre
Joban. --— »Staa de instit Tantet bott, tttin Høi Franc
del og dadr, fom iitiii Gæft het, lige iaa trog on del til
Mut-t, sont« —- —
«Sotn oaa iiiit egen Slot?« —---« afbrod Christo-oder
hatti iiied et bittett Haatisitiil « ,,nii ja, dette Slot er jo
paa en Maade mit eget, soin alt, hdad J oa ederg Fætter
raadet over i niit Land og Rige. Ha, ha! det er doa en
ædel Panieherm der laaner fin forgceldede Bruder en as
' ans eanse Senats til at do i. Jeg flonner oxtfaa paa det,
soin J fet, og taget til Takte.« Med disfe Otd tastede
hatt fta udiiiattet paa Senaen ttied tilcedet og Støvlet.
»Se! nu tati J bestillse niin Liatiste!« oedltleo han eftet
et Odhold. -—— »Und tobe Bot-Hing og fort chede til min
Jotdefcttd! —— Vil J have Pant for Ildlæggett nn del!
J hat sjo min hojlottgselige Person —- ha! rigtigt jeg et
dragen i Jndlager txt paa Not-hing Slot. « Vil J have
det sttiftlig? Ho Broderl »- Hei, tttin Droft! opfatt Pan
tebtevet!«
»J irænter mig med edets bitte Lune, Hette Bro
der!« — fvatede Gtev Johan i mild og siaanende Tone.
— »Vidste J, hvot dybt det smetter tnig" —- —
»Sltiv, Drost!« —- asbrod Kotigen haiti og fordrejede
det blege Ansigt vildt og tratnpagtigt, ined et Blit til Pe
der Benrelbo, der betymret tystede paa Hovedet og fol
de Handertte over fin Hne. —- »Hot efter da! fttiv det
sident strivt Kongeit as Daninatt gøt sit ftdfte Laan hos
sin trete halt-droben Gtev Johan den Milde: — for Hut
taraab af Byens Stoddete ved Jndtoaet — for Husly
i mit eget Slot —- foe Kost og Pleje og en Seng at do i,
med Kroner og Hjettet over hovedet — for Absolution
og fidste Olie —- for Votslys og Vigilier « for alt det
til hohe ligger jeg her i Pant og Jndiaget til ntin fidfte
Time —- jeg fotpligtet mig til ej at ftaa op as denne Seng,
ist alter betalt til Punkt ogi Pritkr. — Sttiv met, Dtostl
—- Naat jeg et disk-, hat min ædle Hette Brot-et niit ton
gelige Lig i Pant, lndtil Dantnatts Folt af Kastlighed
og Tatnemtnelighed indloset det og under det en Grav.
—- Se faa! er J tilsteds nied det Jndlagerbtev! Or. Bro
derl fotlanger J yderligete Pant! vil J have Sjæl og
Salighed medi« — En fondertivende Medytit ined fig
feliv syntes med »diese Ord at oplsse den vilde Bittekhed
g Selvfpot i nagende Smette, og han stiulte Hovedet t
olstrene med en besondetltg Lin-, der bog mer lignede
fortvivlet Latier, end Giraut-.
Den gamle Marft tnielede ved hans Hovedgottde og
md bitterlig.
s «Ulyitelige Brot-et Christophet« — udbtød Grev
« chan, heftig tyftet, og greb Kongens tlamine Haand —
diti Ulyite et ftsrte end dtn Btsde —- du hat tabt mer«
d al Ver-den- Ktoner —- du hat tabt Troen paa Men
IF
It
,- TIT
nefteltghed Se M mig Christopherl findet du da tntet
mennefteligt Treet mer i mit Aasynl vil du gis-re mig til en
Djævel?« , «
»Gid du var det!« —- raabte Kongen og rejste stg
hastig med et gennemborende Blit. — »Mir du selv med
blandt Mredbreenderness Broder Johan! vilde du myrdet
mig i Smug paa dit Rederslots — eller vilde du begravet
mig leben-de i Stilhedtk — havde du tun Villien — men
dar du for feig til at suldsore det? — har du as dum
Blodagtighed fortrudt det, for at spille den højmodige?
vil du hellere aabenbart Innrde mig her rned pinagtig
Stads og Artighed og smuk Broderlighed2 Ha, oidste jeg
tun, du var den elendige Form-der og Onkler, jeg endnu i
denn-: Time holder dig for —- jea vilde vcere salig —
jeg vilde springe og dsanse niig ihjel —-- jcg vilde se dig i
de mild-e Hyller-Øjne og le mig til Diebe — Se stift paa!
mig, Broder Johan! —- hvor var du i Rats her-heili
Christopher er en Helgen mod dig —- du er en Djævel!« —
Grev Johan dar blcven dorsbleg; lxcn raoede og sant
bersidstløs om i en Stol. Marsten ilede lmn forfcerdet til
Hjeelp; men den syge stonge udbrod i en frnqtelig Latier.
»Se: lu, Marst!« —- raabte han —- ,,ser du! jeg var
dog itte den vcerste — min inilde Brodes Johan har gjort
mig til en Helgen ---— Kald nu paa Prakstenl —- Nn har
jea Mod! «- nu vil jeg striste!« —
Paa Marsteno Raab tom Grevcns Ortsfolt deres
Herre til Hielt-, on der bled stor,1lro Paa Slottet over
Westens pludselige Upagselighed, der dog snart igen var
harret. Kotigen-H Sngdom deriinod tiltoa i en frygtelig
Grad. Han bortviste med oilde Blit enhver Hjcelp. Gre
oens tysle Slotstapellarn der strakg var kommen for at
nor-: den syaes StristemnnL bortstræmniedeo med et lik
nende Blit, sont en Form-den Da Junker Otto om Esset-·
middagen antom til Nytøbing Slot, tillige med Soend
Trost og Aroid Smaalirnding, fandt han sm Faders Til
stnnd holst detoztilelig. Flongeng Sind synteiJ nu vel ro
ligere; men det var en thold, forstenende Ro. Han laa
Pan rxn hon, Prceatige Thronseng, sotn en Dødning paa
Zitte-Lejet, tned aabne, stive Øjne og et bittert Udtryt af
Ligegyldighed cg Foragt for al Trost og icerlia Deltagelse.
»Den smmle Marsl Vendelbo og Prin-« Otto stode hele
INatten i tavs Betynrrina oed hans Leie, medensJ Volksw
sene brcendte i de lyoje standelabre Lcegerne git med ty
stende Hoveder fra og til, og Forsalen dar opfyldt af Kon
gens Vcrbnere og Sdende, blandt hoilte Svend Trost og
gamle Arvid Smaalcending endnu befandt sig. Hended
Mergenstnndcn habt-e Lcegerne opaivet alt Herab oin Kon
gens Liv. Den stote Sygestue opfyldteg nu med alle Sta
denis danste Klerle og en Del fremmede Ordensbrødre; de
steer date omvantende Graabrødre eller Tigaermunke af
Francistanerordenien, som forst senere sit et Kloster i Ny
lobing, men nu tun as og til opholdt sig der paa dereg gu
delige Vandringerzde vore, med en gnmmel Graabroder i
Spidsen, dragne i Procession til Plottet med Monstran
sen og den ltellige Salretrutte, for at bringe den døende
Konge Kirtens hellige Naadegaoer og understotte hain i
den sidste Kamp med Bønner oa Vigilier.
Da Kongen saa disse Tilberedelsch Var det som den
forstenende Finlde og Ligegyldigyed forsvandt for en bitter
Dodsgrm »Men» du, jeg tun blioe saliq enan Munil«
—— hvistede han til den gamle Graobrod:r, der nasrmede
sig heim med Monstransen —- ,eller stal jeg nu rede mig
den evige Dod i hvad dn der bringet-? Er det itte not,
man har plaget mig til Dode her? dil J nu ogsaa slaa
Inin Sjæl ihjel med eders fromme Roglerier?«
Pateren tilhvistede den døende Konqe nogle indtræn
gende Ord om Bod og Onwicndelse og oin at sorge for sin
udødelige Sjeel og betro den, ved sine Synders Beken
dclse, i den alene soliggørende Fiirles Haand Kongen
nitted:, og paa Paterens Vinl bortfjernedx alle d: til-—
ftedevrerende sig af Syqestuem
Da man lom tilbage,modtog Kongsen ertratnntet
og den sidste Oli-2. Han syntes nogenlunde beroliget. »Na
er det not as det Smqu —- nfbrød Kotigen den Vigilie,
man atter istemt«). -— »Tai for den sidste Trost i denne
Werden, Munl! oq for lwad du hat looset tnig i den andenl
men holder dn ej Ord, stal det ille gaa dig et Haar dedre
i Slærsildem end mig! —- Nu bort!«
Den gamle Graabroder on bans Ordensbrødre but
ts de med Engstelige Blit og bortfjernede stg.
»Se stral« — mumlede Siongcn on vendte Bliktet
mod den gnmle Max-st, der stod med foldede Hænder oed
hans Hovedgærde. —— »Na har jeg oastet tnine Hemden
som Pilatus-. -—-- Nu er jeg ren og retfocrdiggjort for alt
det sorgsnngne; nu tan ieg jo do lige saa salig, som Kong
Valdemar den store og Valdemar Sejer og alle mine store,
hojsalige Fotfaedre som man hat gjort saa meget Vas
sen af. — Den fromme Tiggermunt har Ret! Alt, hvad
der hører denne Verden til, er dog tontt og forgængeligt,
hoad enten det er ondt eller godt — det rette Lin be
gnnder forst, naar man er dod og dorte. —- Hml Mun
Tten hat vejet mine Synder paa Naadens Vejeslaal -—— de
Evar lettse som Dnsefjer. Er det dog ilte en herlig Jud
Iretning med den Kirlet Ret betæntt«« —— vedblev han af
Ibrudt med mat Stemme —- »jeg var vel heller ej stort
denke end alle de andre. —- En Mand kan dog aldrig
lægge et helt Folt ode, naar det duer noget. Lcrd mig nu
fe, J got det dedre, naac jeg- er dpdl — Tat, du gamle
Gcetl du holdt dog med mig til det sidste. Og du, min
»Son!« —- hrr vendte han sig til Otto, som, med Taarer
ti de still-, blas Øjne stod vev Dsdgsengxn — »se dig
Inn i Spejlet paa din Faderl gør et bedre Balg, hvsis du
tanl Kronen og Riget er dit, slal det gaa til med Rette
—- du er ældst — du er fromm-est af Sind —- du hat ogsaa
mest Mod, tror jeg; men din Broder er fnildest —- meerl
»det vel; han er ingen blødhjertet Gret, fom du: han blev
jilte hos Betlertongen i Nod og Trans, for at folge mig
til Gnaden. — J Verden gælder Kløgt og Snildhed. —
Med Retfeerd og Fromhed lan du gaa i Kloster! Her
trcnger man til en Tigertat. Erd-ad steil en ridderlig
Drsmmee med fromme Dueejne blau-di alle de Ulve og
Reve. — Gpr hoad du vill eller hvad du maal for
med vor Billte er det en Jummerlighedz men se til, du
tan d- en Gang med et mild-m Anstgt, end din Iadersl
— Tat for din Medyntt men png mig itse med nogeh
Ord merl — hat Munten sagt sandt, dsr teg jo faltg«.
—- — Dermed oendte han sig om og talte intet mer.
Sonnen need-de hanc tttolde Haand need hede Taarer
L
og kncelede ved hans Leje med stille Bsnner for hans
Sjæb Der var dsbsstille pasa Nyksbing SM, og da
tet sing-ehe til den hpjeMesse,havdeKongen opgivetAanden.
Da Grev Johan den Milde saa sin Halvbrodsers Lig,
styktebe der en Taarestrøm over hans smukke Ansigt, og
cnhvet, der sag ham ved den ulykke!ige Konges DAMer
kunde ikke nokfom prisc hans milde Deltagelfe for en
Fremde, der dsog sasa libet havde paafkønnet alt, hvad
Ihan hovde gjort for ham fra hans første Tronbeftigselse til
jhans sidstie Time. Ethvert ufordielagtigt Nygte om Gre
Vcns Inulig«e Deltsagelse i Forrcederiet i Sakskøbing og
paa Aalholm forstummede. Hint formsastelige sOsvierf-ald,
sum ncerniesf band-e fremskyndet Kongens Død, tilskrevses
ense de to lollandske Herremæud, Hennseke Bryve og John
Lfllsetitose, der ansaas for Grev Gierhards hemmelige
Haand lawer men bog ikke af Griev Johan drogses til
id cr-: Anspar
Sisvende Kapitel.
Nitten Aar sør sm Død havde Kong Christopher i et
as sine angs:rsulde Sanderknuselses-Øjeblikke, da han atter
for en fort Tid var bleven forligt med sin højtnodige
Bruder, sternket en betydelig Gabe til Sorø Kloster-, sor
der at deqmvesy ag sor at man der en Gang skulde synge
Vigilier Da Messer snr hans Sjæls Fred og Salighed;
drr rat lJJnkZ Hatt-er Aanes bekiraven sor tre Aar siden; did
lzadde lprin sorriae Aar ladet sen celdsisc Spuk» den alt
hnldede Anna Erils Lig hensøre; did blev den ulyklelig-:
Kong Christenher Lig Vgsaa henbr-agt, est-er at Gred
Johan i l;:le atien Døgn havde ladet synge Sjælemesser
Das Da Itzt oder ham daa Nnkøbing Slot.
Dxn and-en August oin Astenen silde nasrmede Jord
seerdgiTeaet sig med Fall-us og højtidselia Sørgepmnp til
Zorn at Nastved Landen-es Foran Ligbaaren sørtes der.
Dest, standen havde reddet i Lo:Hede-Slaget ved Dann-c
virle; den dlcv nn hist og lyer as Altnucn for Spot kaldet
»Helgenl«;esten«; den havde ogsaa været saarct og haltede
nu sin stdste Gang til den døde Herres Ære. Kaisacsnss
tdmme Rustning, dex bar kendeliae Spor as de »Z: J!
slag, der til Dels var Stle i hanc-H Død, bar-es ligeledes
soran Zeiskrn paa ridderlia Vis, saa del som Vaabenstjoloet
nked de dnnsle Lied-er da Hinten der skjultes msd Sarg-.
slor. Listen var tilhyllet ined snrt chede; den ledsagedes
saaIel If Almuesmcend som as gejstlige da verdslige
Herrcr i en langt større Stare, end Folketg almindeliqe
Ringeaat sor den asdøde Kanne kunde ladet formsode; Inen
lxan hadde dog en Gang hast et start Parii sdr sig blandi
Follet. Nu, da han var død, betlagedes ljan as de sl-este,
da hing sidste sorgelige Handels-er syntes paa en Maade at
have sorsonet det godtnodige Falk med bang slette og ndue
ligz Regcring. Synet as den unge, betymtede Prind
Otto, m i sin satte Ridderdragt red nærmest ved Kisten
ded listed Johans Side, lod dog til at ljkave mer Del i dcn
almindelige Opmærksomhed for dette Sorgetog, end den
asdade deonae selv. Hvor Toget drog frem, pegede alle
tun den unge, smulke Weins-, der uagtet Falk-cis Valgtet,
dag, sum den celdste Kongesøn naesten ansaas som ret
mchsiq Vlrving til Kronen Han dar Rath as Hering
til Lolland, Sjælland og Estland, inen uden at eje stort
nier, end den Heft, han red paa. All-es Øjne date nu
skestede paa Hiasn ined vemodig Deltagclse.
Narmest red Prinsen og Grev Johan red den gamle
Marst Vendelbo eg Riddser Jngsvsard Hjorth tillige med en
dsitndelig Ratte dansle Riddete og Grev Johans tyste
Hofmcknd Melletn Prinsens Palme-re der næsten alle va
re ung: HerreinaendgssimnserJ sra Lolland, tumlede Svend
Trost nie-d veltilsredg Mine sin raste, jyske Hingst og havde
Møje nied at hold-: den i dei langsomme Jordescerdsskridi.
Jan var viel ilke sormelig traadt i Prinsens Tjeneste men
havde saaet en saerdeles Fortærlighed sor den ungse sinnge
søn Uden at sporae d:rom, havde han sluttet sig til
Prinseng Folge, sra hin Nat, da han davde vceret saa hel
:-ig at udrive ham as det brwndende Sarselammer. Siden
Faderens Død havde Prinsen dag itke talt et Ord til
Soznd Trost. Hans Tatneintnelighed mod den dristige
Bcedner Hunde dog ikie dringe ham til at glemmse hint
agdendare Hasd til den asdøde Konge, dei unge Menneste
Lande røbei. Synet as den niunddjcewe Vcebnsers muntre
Ansiat i Kongens Ligsølgc dar Prinsen højlig imod ogI
trankede hans sønlige Falelsez men han fandt det ntala
nmuneligi at lade ham bortvise.
Arvid Smaalcending var ille denne Gang Sdend
Trost-«- Lsedsa-ger. J diet Dieblit, Feongen var ded, var den
aaxnle Svenster siegen til Heft og ilet til Holbcel Slot,
for at bringe Enledronning Merete de sidste trøstelige
Ord sra hendes Broder, som han haabede Vrevstabet med
dei tongelige Segl indeholdt.
Det blev næsten Nat inden Ligtioget naaede Sord.
Saa mange as Byens og Egsnsens Jndvaanere, sont den
store Klosterkirle kunde rnnmie, vare alt lcenge der sor
sa1nl·ede, for at bivaane den litieliae Søraesest: men et
lanat større Anial Mennester as alle Stande-: opsyldte
Vejen gennem Klosterslovem hvorsra Sorgetoget nu lang
soxnt ncertnede sig. En stille Sorgtnodighesd var synlig i
de fleste Ansigterz dog alle Yttinger blandt Folket vist·e, at
Sorg-en mete gjsaldt Land og Rige, end dsen Kongh der nu
jordedes. Tsaiarer saa man itle i et eneste Øst, undtagen i
Pring Ottos sog nsamle Marsl Ben-delbos. Grev Johan
den milde syntes viel as og til heftig bevægetz knien naar no
aen aav Agi paa ham, iagitog han nied sømmelig Ro den
scedranlige milde Adsaekd, der ssaa ivel behagede hans Til
hcengere. Ved Jagtporten til Klosterstoven var det ridende
Sorgefsølge steget as Hestene, for at sølgie Kongieliget til
Fodeä Maanen var allserede gaaet ned da Faklerne flam
inede roligt i den stille Hostmaaneds Nat under de høje,
nn mørlegrønne Boge. Svend Trøst havde betrvet scn
Heft til en as Prinsens Stalddrenge og sulgste Toget til
Fods gennem Klosterslciven Hans Stemning var helt
sorstelligs sra de sieste. Han betrsagtede denne Sorgesest
fom en lsnlig Glaedessest sor Danmark. Det var harn
sokn Sargedragterne i dei højtidelige Fallellys, der blan
dede sig med Stjetneglimtene gennsem Vogel-den tun var
en vem«odig, sdærmerisk Maske, hvor under et nyt blom
strende Folüeliv sljulte sig med en ny slyltelig Tids For
haabninger. Pring Otto var ham holten i den heilige
Tid, han saa i Mode: han den ældste, haabesulde Ange
spn, maaite nu frsa Faderenss Grav, mente han, tmde stem
som Folsets heltemodige Bestim sva dei sammelte Aag og
J-—
som en rivderltg Genopketter es den senkt-e Frone- M
hans Banner drsmte den dristige Viel-net alt om Sei-Er ex
Lylke og udsdelig Ære; og naar wampen var endt, syn
tes han at se en Sein-s- og Glcedessest over hele Damnaris
Rige, hvor atter Falkellys og Stierneglimt mødtes gennem
Vogel-even men hoor alle Sorgekapper bleve til glimrende
Hojtidgllceder, medens alle dansle flsøj hverandre i Arm-ene,
som gensundne Soslende, og han selv fle i Armene paa- den
dejlige Jomfru Agnete, der havde baldyret Tuktelduetne
paa hans Hue og Skcerfet om hans smalle Liv; mien hun
opooksede nu i Klosterstolen til en rig, fornem Brudgom
blandt Landets Fjender, mediens Fadeten fulgte den stolte
RendsborgepGrcve og Ventede Danmarls Frelse af de
freinmsede. »Frisk Mod, Soend Trost!" —- hviskede
Væbnercn til sia selv — ,,Esbern Snare turde jo bejle til
en stonaedatter!« Medens disse Tanler fløj den unge,
fcedrelandstsindede Drommer gennem Hoved og Hjerte, og
man just drog sorbi det saalaldte Esber Snares Mslle
dige, ljaode han ncer udbrudt i den lystige Kceinpevise om
Egbern Snares Frieri til Kong Valdemars Softey som
Thon altid sang, naar han Var frejlig til Mode; men i det
samme horte han en højtidelig LigscerdsiBigilie med ster
»ke, dybe Basstemnier gennemtone det store Skootempelz det
Var de fromme Cistercienserbrødre fra Soro Kloster, som
Hin-ed Abbe-den i Spidssen vsare dragne Kotigeliget i Mode og
ni: modtog det med de fromme, dybe Salmetonser. Den
lioslystige Yngling blev pludselig greben as en inderlig
Vemod: han foldede uvillaarlig sine Hænder og tcenkte
paa ern Dode stonge og Pan al den Lykke og Herlighed
for Land Da 2ltige, han maaskse dog ogsaa hiavdse dromt om
i sin Unadom, inden han blev cergerrig og fordcervet —
og lxvorledeg nu et forsoildt Kotigelivs sluffede Haab lige
sein opløstes i den dylse Ligsang og i Graollokkeklangen
fra Klostertirken, der snart genløb fra alle Landsbykir
lerne i Omegnen En lonlig Selobebrejdelse blandede sig
med Ynglinaens vemodiae Forestilling om Lylkens og al
titennestclig Hofheds Forsængelighed »Hm! rsed jeg dog
med Bud efter ham?« — hvistede han ved sig selv. —
,,Gamle Arvid havde Ret! — det er en egien Sag med
Guds Dommel«
Toget band-e alt naaset Klosterlirken, og Kongeliget blev
lsaaret on gennem den midtscrste Gang til dset stcertt op
lyste Højalter, hoor man standsede, med-eng Klosterbrødre
ne stillede sig om Kisten med deres Voksljærter og sang et
dcemvet Miserere Dominiks-) for den døde Kongies SjceL
lelseden fremssagde med bcevende Rost Kirksens scedsvanlige
Begravelsesformel og kastede trse Sluffer Sand paa Kiste
laaaet. Derpaa tav han lcenge Da han endelig opløftede
sin Rost, lom der intet Ord til den døde Herres Bergm
melse over hans Lceber; men han bad- med Sandhed og
Hjertelighed for hans Sjcels Fred og opfordrede den spr
gende Kongesøn til ved Bøn og krsaftig Daad at over-vinde
Sorgen og opsylde Fcedrelandets stille Haab til de store
Valdsemarers oEtling. Han pegedse til Absalons og Es
bern Staates Grade og erindrede Prinsen og Folket om hin
Tib, da en cedel Fyrste og hans tro, djcerve Maend sam
lede det adsplittede Danrnark og med Guds Bistand red
dede Folk og Rige fra Odelceggselsien Man hæoede derpaa
Kisten igen og satte den paa dens bestemte Plads bags Al
teret, ved Siden as Dronning Euphemias og hendes Bøtns
Grevsteder. Da Prins Otto nu saa sin Faders Ligkiste
mellem Moder-ens- og den lillse Søsters, lige over for den
lidet berommeligse Bruders Gravminde, bleo den stille Tau
re i hans iØjne til en Strom; men Abbedens Ord havde op
fyldt hans Sjcel med store, kongselige Tanker, og idet han
nu slog sit Øje til Jordsen, saa han, at han stod med Fo
den paa den store Bistop Absalons Gradsten. Han drog
Foan cerbødig tilbage og opløftede sine Øjne mod Kalei
sikset over hans Forældrses Grave; han knugede de foldede
Hcender mod sit Bryst og bevcegede Lceberne. Svend Trost,
sont havde trængt sig frem i Kirken gennsem Sorgeskarem
stod i dette Øjeblil tcet sved Prinsen bog Alter-Opsatsen.
Han kunde ilke se Prinsens Anstgt og begejstrede Blit;
men dct var ham som en Engel hoisledse over Absalons
Gram »Fred og Forbarmselse med de doch Jeg lover dig,
Herre! at seelse Danmarl eller do under Korset for din
Ære!«
At disse Ord ikke kom sra Heltstgrariem sorn det lod
til, nten fra den unge Kongesøns Lceber, troede Svend
Trost sig Dis paa, og da Toget nu drog ud af Kirlem lo
oede han Gud og den hellige Jomfru i sit Hjerte, at han
ilkc sollt-.- sorlade Prins Otto sør hnns fromme Løfte ved
Absalon-B Grab var opsyldt. «
Jndsen PriUsen den følgende Morgen Hunde forladt
Sorg Kloster, for efter sin m) Bestemmelsse at drage til
bage til Sakskøbing, mieldte den gamle Marst ham, at
Verbncrsen, dier havde reddet hans Liv hin Mordbrandsnat
ønskiedse at tale med horn.
»Bei er mig ukcert!« —- svarede Prinsen. -— »Jeg
set ham nødig s-— hier, hvot jeg endnu ser Tsaget over min
Faderg Grav. Sjælcmessen hist ovve ved jeq er Gloc
desfang i hint unge Mennseskses Orc. Dog —- stolt, umk
nemmelig stal han ikte kalde mig! —- Lad ham komme!«
Maræn gik for at heut-c Svcnd Troij Prinsen
stod i Abbedkcns sansieligste Vcerelse, den saakaldte nye Bi
fpestue, der fagdes at være paa det samtne Stsed, hvor
dscn gsatnlc hemmt-e Bispestuse før Klosterets Brand havde
vceret, og hvor Bisiop Absalon var dad. Den store Bi
ssop og Feltherrcs Billede hang her i Legemsstørrelfe over
Kaminen. Prinfens mørkebliaa Øjne vare med et fmukt
Udttyk af Alvor og Ro henvsendtse Paa dsette Billede, da
Svend Trost traadte ind til hsam i Bispestuen, uden straks
at bentærkies. Vckbnseten blev nogle Øjeblikke staaende ved
Tcusstelen i en bestehen Stilling og havde hilset nogle Gan
ge, uden at Prinsen vendtse sig til hom; endelig rømmede
han sig lidit utaalmodig og gscntog sin Hilsen. Prinsen
Vcndte nu det alvorligse Blik mod ham og nikkede. »Nu!
er du dser?« —- sagde hicm og traadte ham et Skridt mer
msere met- En Blanding saf Velvillie og tilbagetrængt Harme
i diet vemodige Aasyn. — »Jeg er i din Gæ.ld—« — vedblev
. han —- »jeg ved det; bog hsvor stod den Gæld er, ved endnu
iingen af os. Du har reddet mit Liv, ungse Menneste
men hvad det er værd, Jnsaia først Tiden laste. Se paia
denne Mand!« —- han piegsede paa Bistop Absalons Billet-e
— «va jeg en faadan Mond Ved min Side, vilde jeg
vel tunne udrette noget for Danmarl, vg du hat-de mit-ast
Ivog kevvkt et vigtigt Liv.« Gottheit-»