»Danskeren,«
ei halvngentlig Uyhedss og Op175
ningsblad for det danfkc Folk
i Amerika,
udgithaf
DÄNISII LUTH. PUBL. HOUSE.
Bleir, Nebr.
»Dustrrea« ankommt hvkt Oktqu sg
Ltkdak
Pris pr. Vorgang i Te Foreaede Stam
81.50; nllldlaade182.00.
siedet betaLeg c Forstutx Bestillmk Beta
ling, Adresjcfomndrmg og au endet
angaacnve Blei-et adkesiekes:
DÄNISH LUTH. PUBL. HOUSE,
Mast-, Nebr.
Reden-U harald JenfeI
Este-Its It the Post Ocsce It Blatt-. Netzt-.
s- tock-nächst- matten
Advent-ins Estes mode known upon
spoucsttotx
,,Dansieren«
blivet feudt til Subslribeaxey indtil udttyls
selig Opsigelie detages as Udgivekne og ql
Ocell- ek beteili, i Dvekensstemmelfe need De
Fotenede Statetö Poftlovr.
Rast Leietne heut-endet sig til Felt, der
averteret iBladet, enten for at lsbe hos dem
eller for at faa Oplysninget otn det avektes
rede, bedeg de altip vmtale, at de iaa Aver
tisienientet idem Blau Dei vil viere til
qenlidig Nym.
—
Deiie Nummer af »Dansleren« er
irylt paa vor nye Presse, ei reni
Pvagtsiylle af amerilansi Melaniler
snillr.
Vort hele Mastinmaieriel er alisaa
nu i saa glimrende Orden, at vi med
god Grund lan venie, at alle Ungel
mæssigheder lan undgaas.
Fra og med bette Nummer udgaar
»Dansteren« alifaa atiet i en 8-sidig
Onsdagå- og en 4sidig Lotdags
Udgave; det er det enefte haust-ameri
lsanste Blad, som udgaar 2 Gange
ugenlig, og alligevel er bei billigere
end alle betendte Blad«e. nemlig tun
81.50 om Aaret.
Slriv eftet Provenumrr. Slaf
Abonnenter. Jndsend Adresse-: paa
danfle Naboee og Vennee — til Da
nile Luth. Publ. Houfse, Blaiiy Nebe.
M J .
Bi maa got-e opmcerlsom paa, at
det nu er Tiden for alle faadcinne
Danst-Ametilanere, som gerne vil
glæde Slcegi og Venner i Danmatl
med rigelig Undekreining hetovte fea
—- til nu at besiille »Dansleren" sendi
hjem til Danmatl for iun 82.00 nar
lig. Enhvet, der vil give en nyttig
vg ·vellommen Julegave til dem det
hjemme, her sit-als bestille »Danste
ven«, det kan send-es iil en hvillen som
helft Adresse i Dantnaek og endnu naa
at viere der ved Juleiid.
En faadan Julegnve, der lommer
hele Aaret, vil selvfslgelig viere mest
veltommen. Tillige maa det erindres,
at »Dansteren« hat dei rigesie Slof
af danst-ameeitanste Nyheder, dem,
man selber mest Pris pas i Baume-et
Jndsend Besiilling med del sammt
siil Danifh Luth. Publ. demse, Blaiy
Nebe.
I J I
»Danfleeen«, del emsie dankt-ame
rilanfle Bleib, sotn udgaat 2 Gange
ugenlig, kostet til Udlandet mindre end
andre Blade, sendie her i Laut-et.
DE CLJmle Mk om Hier-few
Tanter. Ut et vistnok itte med
Hiertet, vi tænke, men med Hiernen.
Tauf-en, Forstanden bar sit Sæde i
Hiernem Dei vidste de Gambe lige
saa godt som vi; itte desto mindre ta
lede de om Hiertets Tausch og dei
med Rette. Det er nemlig Hjettet, det
bestemmer, hvorledes Hjetnen stal
tænkr. — —- Sig mig, hvokdan et
Mennesies Hierte er, og jeg stal sige
dig, hvordan hans Tanker ere. Mer
tet et Hjernens herre, derfor ogfaa
Her-re over, hvad der bot i Hjewem
Tausen, Forstanden.
P. M. L1-nd.
En Granitblsok, der lqa fom en Hin
bking paa den svagies Sti, bliver til
en Trappeften paia den bestutsommes
Sti. Den, som ille vil klatre opad
en kalte, fotdi den er for steil, maa
fublive i Daten.
Oliv lig Willens Engel, som levede
i Sohn Bliv i Kristus, og lad hans
Otd blive i dsg. Remune, nunme,
set n. Beim- til amtdelig Kraft
42 TM · U JI
sdet et inket biete Maul i Livet
end ei km sinds Billi
-·« smko yet-ade- Wes-westng
Lidt merk our Lunkeuhed.
Jeg ser nu, bvad jeg ogsaa sur var
vis paa, at neunte Referat af Kreds
modet i Hampion egientlia var klart
not strebet efter Forhandlinaerne, og
at det bar vceret den almindklige Op
sattelse as Lunkenhed som bar dekret
sorstellig fra min og andres, doa man-—
sie ilke saa megset sokn min forste, tbrte
Artikel lod forniode, men doa san nie
get, at jeg nu føler mia befojex til at
fremscktte min Forstaaelse af Zagen.
Tog bar jeg noaen Betanleliabed. ef
tstrsom det jo ser underligt ud. at jeg
alene stulde undervise saa mange, saa
jeg er bange for, at det snarere vil
bringe Forargelse e orstaaelse, og
jeg er vis paa, at , er salige uden
at bade forstaaet s- ,,Jdiceiste Lun
tenhed. Men orn visit-e ndnmge os
ior Gud, saa at vi lunne leere og Paa
rninde hverandre i Karligbety da er
jeg vis paa, at vi siulle faa Uddytte
deraf, selv orn di ikle blive enige i
alle Stytter.
En gammel, danst Folketinggmand
stal have sagt: »Im respekterer en
Mand lige bøjt, fordi ban er af -:n an:
den Menina, naar ban mener det Er
ligt.« Jeg Ved itle, om jeg ilte er for
meget as et Mennefte til at fige ds:t
samme i alle Tilfælde. men jsea tan
dog sige at jeg er alad ved Hr. Llfens
ubetinaet mere følelsesfulde end lunlne
Zwar i ,,Danskeren" for 20de Nov»
men enig med ham i alt er jeg dog
itle.
Joh. Aab. B, 16 er gansle vist et
forfcrrdeligt er dgsaa i vore Dage,
men ilke for us alle, efterdi Jesus selv
siaer, hvem det er, ban vil udpege as
ssn Mund, nemlig den som fegen jeg
er ria Da bar LVerflod og faites intet.
Hnig di alle stulde fnle og dømte af
dein- Ord da maatte ni alle ornvende
05 eller blive fortabtr. Men bvor skal
den veride sig ben. som trods al sin
Jammerligbed dog tror paa Jesus
Kristus og ille bar andet til Salighed,
end bam og banr korsfrestet? Bibelen
bar itke nogiet andet Na-vn, hvorved vi
lunne blive salige. Den, sorn ser dette
og dog tror sig fordsrnt, maa itte han
fortvivleL
Her sindes nogle, sorn sige sig at
vaere suldlomne og pletfrie, mon itte
de mene sig at være rige og have Oder
flsod og intet satte-N Den, som svler
og betender sin Svaghed, siger det i
hveri Fald itle. Luther plejer at sige:
»De, som burde smgte, frygste itte,
men de, sorn ikle behpve at frygte, de
frygte.« Den, sorn hat Herreng
Frygtsaand, maa viere under samme
Aands Tagt. Lad as lagge Marke
til, at der staat, so r di du siger:
»Jeg vilde itte verre- saa bange for at
troste en bekyinret Sjæl, sorn sor at
bringe den til at sortvivle og samtidig
maasle styrke en lunlen i den Tro, at
han er vorm. Vi maa jv da ilte for
holde Sandheden. Den Sjæl, som et
cerlig og vil give Gud Æren, ban vil
dist aldrig blive til Freds med sig selv
alligevel. Otn han gsr det, da bliver
han lunten sorn Menighedens Engel i
Lachen« -
Derirnod maa man give Or. Olsen
fuldtomrnen Ret, nasar han siger, at
det er vvrt eget »Jeg« som er Styld
i denne Lunlenhed, men, sorn han vg
saa siger, i en langt egentligere Bei-nd
ning end han navnede. Svni jeg sor
rige Gang bemerkede, er den luntne
den, sonr hat not i sig jelv, sotn trok
sig god not, han saar altsaa ingen
Brug sor Jesus sont Frelser, han har
ingen Svndet, behsver altsaa ingen
For-ladele nien det er tun den, hvem
meget tilgive3, sorn elster meget. Den,
svrn intet hat at faa tilgivet, bliver
lunten, d. e. satter noget andet hsjere
end Jesus, nernlig sit eget »Jetz« og
dettes Fuldkommenhed, og han bliver
derved en Qvertrader as det fstste
Bud, men ssger ingen Naade dersor.
Den, derimvd, sorn dsmmer sig selv
at vm lunken, maa, om det er Alvor
med darn, være under Guds Bands
Tagt, men de. som drives as Guds
Wand, eve Gudö Birn. De tunne alt
saia itke være luntne, men ,,tolde".
Man- er ikte isld, svrdi man itke trvt
at have Synd. men sordi man trat
at have en utilglvelig Synd Men
naar den Heer-e Frelset da tomrner vg
overbeviser hiertei om Tilgivelse, da
bliver man vatnn Lunkenhed er itke
en Melleniting mellem Kulde og Var
rne, thi den lnnkne maa omvende stg,
men den lolde bliver varrn, saasnart
han saar at se, at Jesus dvg tilgiver
og elster bank. Detfpr stger Jesus
th du var kvld eller vaer
Nase et ringt Guds Barn hat levet
si den sststr Mdelsens Banne
lange not M at tmme taale »Wart
Fsde«, da stinkt Jesus sig for en Tid
ester sit Ord: Onr en Ren Stand
flnlle J stirbst-IV Mütter vm en
Mut WWJ se stili- M stulle
ligegyldige og utatnemlige, d. e. at di
ogsaa nu estek at viere Guds Bstn
siulle ttænge til Fatladelse, det etzdag
soc meget for den gamle Adam. Men
vi maa finde as i at blive helt af
tlcedte alt dort eget, vi tnaa forme
»delst Loven do fra Laden, at vi maa
s levc Gud (se Galater L, 19-—20). Met«
Jmange dpje her as og komme aldtig
sigennem den trange Port, men give sig
itil at arbejde dem selv varme ved at
same saadant, som Gud jo »maa« sinde
zBehaa i. Dei et het, vort eget »Jeg«
! lotnnxet i Besen. men den, som et ret
llig og trods al sin Kulde og Jammer-s
zlighed dog ilte vil opgive sen erlsH
Eblirer dog itte lunten, thi vel er han;
«told, men Jesus et ham dog iiie lige-;
gnldig, thi han hat itle sin Trost il
snoget andet, og san snatt Jesus kom
lmer dam ncet med sm Varme, da bli-(
ver ban nann. Men ladet vceke Guds
» Is» »He-»O Seh-T oeiktn at vor G
I».V »». -»;-» o sta- n- « , W !
lighedszs eng hvtlet paa en siltetel
Grund end vor Falelse Thi det’
staat itte til den, sont vil, ejhellek tilj
den« som loher, men til Gud, som»
gar Elltislundhed
Ovad bat jeg nu sagt? Hat jeg
singt, at det er ligemeget, om di ere;
ltolre eller darnie? Jesus gar del in-J
acn Forslel i vor Telst, men jeg hol
der for, at det et bedre for vs selv at
surrte varme, verfak ladet os strebe»
;alvotlig at indgaa igennem den steten-J
te Part, at vor Gliede maa blive suld-’
Jtommen. Men Luther siget: »er;
l dig itte i den Hensigt selv at ovewinde;
Synden, thi da stal den saaledes tsrej
sig imod dig, at du er evig sortabt.'«s
»Vi maa sinde Aas-sagen og saa den
lsjeknet, saa lommet det as sig selv.?
ZVi ville vel alle bete Fragt, alle »gptes
snoget for vor Herre,« men vi eke mesw
ztilbsjelige til at ville bæte Fragt uden»
at vcere indplantet. Man et thr ian
igpte saa? Nej, det maa føtst plantes,»
deteftet wtse og siden date Frugi.s
Mien vi ville have det som en Mand,
der om Julen ssrst lebet Fragt, det
ester et Juletrak og saa banget-W
Frugten detpaa Juletrceet betet vg
saa Fragt, endog gyldne, vg mange
iLys og stinnet sor alle i Huset, men
Itun sot en Tit-, og derestet stal det
"brcendes. Det levende Frugtttæ bat-!
leer Fragt, sokdi det saat Natingms
Stummen, det lan itte lade det vere,
sordi det er dets Natur, og vel ved
det, at det hat den Fragt, men det
teenler sig ilte derfak at fortjene Ros
eller Lon, thi det lunde jo ilte andet.
Den« ssom betet Fragt, sordi det er
bang Pligt, han et et Julettce og bus
eet stundom meget salutiere Fragt og
viset det meget mere end det levende
Trie, men han ital dog intended Den
som gst det as Nsdvendighed, sotdi
han itte tan andet, han er den gode
Gren, son1 er indpvdet i det sandc
Vintm. hvoraf han saat sin Næking
men han sial renses, at han maa biete
itnete Fragt
! Dette er nu i Korthed mit Lys i
Idenne vigtige Sag. og jeg ded, at det
)ogkaa var Luthets, Krummaclees og
and..«s, as hvem jeg ved Gudz Aas-d
hat leert det. Jeg hat stemstillet det
saa tndsligt ssom Guds Aand hat givet
mig det, men jeg et vis paa, at det
stulde veret langt bedte, am itte mit
eget »Jeg« detved vilde have wlset,
thi Aanden et jo ilte ashcengig as Red
stabet uden for Redstabets Styld.
Men den samme Aand, som hat dik
tetet det mangelfuldt for min Styld,
han aiabenbate det for edet sor edees
Styld, at vi alle maa vandee paa
Beer sotn et Ydmyghed
En kærlig Hilsen til alle Guds
Born sra eders i Den-en medbundne
N. R.
—-——O.--—
El dunst- ametilanft Attstyttr.
J August 1873 fandtes der i »Ist
telig Samlet« optaget esteksplgendex
Steinele fom »Um-: og Stjekne« nu;
fremdtagek i Anledning as Wilh. s
Bects Bottgang
Strivelfen var sendt til Postoe N !
Andersen, der den Gang var Pmst i
Waupaca, Wis» og han lob eftee den
ftie Raadighed, Pasioe Beet gav hanc;
over Strivelsen, denne osienliggore t
»Als-träg Samlee«, samt i det must
amerikanste Blad »Standinavien« vg!
«Amerita« —- og de den norst- dansie!
Konfetences officielle Blut-.
Til yderligete Fokstaaelse of Att7
ftyttets Beet-di meddeles vi, at i del
paagceldende Tidseum vittebe i »den
danst-a-metibanste Mission« folgende
5 Partien A. S. Nlelsen i Cedar
Falls, Ja» R. Andersen, Waupaca,
Wis» A. J. L. Ssholm i Perth Am
boy, N. Y» Adam Don i Racine, Wis»
samt N. Thomsen i Jndianapvlis,
Jud.
Af disfe tilhsrer som betendt wen
de »den formede dankte Mete.«
»Den »me« Grundtvjsianee, sein
Pasior Beet unt-ten antages at dem
A S. Wellen. «
hvad Aarsagen til Berti Strtnetfc
angeme, da meddeles det, at dar-Tren
de Settetot i »den weit-dankte Hon
strenge« Paftot J. Müller-Eggen, den
samme noxste Pia-si, Tons omtales i
Vellk Bects Steinele havde Msirevet
Pasiok R. Andersen i Waupgcg,;«hl. a.
mai-ide- ..
»Fo: Sandhedens Skyld blivet vi
npdsagedse til at advare mod edets
Unisonisme og grundtvigianste Bild
farelserx og dersokn J med edel-s Kamp
mod vort Akbejde for at grundlægge
en tettroende luthersi-danst Kirke i
Amerika nedet os til tampe for den
nes Vækft og Trivsel, blivek vi upd
sagede til at vife det dansie Falt« hvadl
Stags Person« der hat optastet sig tili
Ledere for sme Landsmænd Raar
De taler om Samarbejde, Andersem
de beklaget jeg, at De kan endog desin
me om noget saadant vaa edets nett
vcetendse Standpunkt; —- vi kan ej!
forfvate for vor Gud og Samvittigheds
i dei Grad at leer med vor dytebarel
Kirkes Tto og Leite, i den Grad Zeissw
digen at omgaaes med det heilige, at
aøte faelles Sag med et saa ftafaldent"
Parii som Grundtvigianerne, fom end
ille sortjenet Navn af »luthetst"; da
siget di med Paulus: »de Falles
ssab hat Lys med Mitte«; den Ret
ning staat for os som den fa Mig
fte og meft Hauses-dekr
vende af alle falfke Leer
domme i den kristne Ritte,
vi saa Dem for samtnen med Methodi
fter og Baptistet.«
J den Stkid, som Nordmændene
fette for at beholde Scevteret over de
danste Jndvandrede, er der altsaa,
som i saa mangen Kirkestrid, blevet
blandet tej og veangt sammen, man
bar bknnttet saadanne Misfer som at
kalde alle de danste Prcestet »Grundt
vigianeke« — og det er en af Grun
dene til Wilh. Becks Sktivelse.
Hodedgtundene ligger tydelig not
i Strivelfens Qtdlyd, hvilken vi het
med gengiver: .
f s O
Til Bredrel »
Da det er tommet til min Kund
stob, at mit Navn ilte hlot bruges,
men ogsaa misbruges under de Stri-i
higher-eh som er opitaaet i Amerika
rcd de nv dnnsse Priester-Z Anscrttelie,
spler ieq mig tilsiyndet til i Sandhe
der-H Interesse at fiqe et Par Ord til
Forsnaelie of rnin Stilling til denne
cog.
Det dar dels ved en Mands Op
tisin der hjemme i »Den indre Mis
sions Tidende«, dels ved Breve fra
irdvandrede Landsmænd i Amerilo,
lom sendtes til famme Blad, at Op
mcrrtsomheden her bjernme for Alvor
blev heuledet paa den danste Wenig
heds Pligt: at gere noget for Guds
Rigeg Sag blandt vore amerikanste
Landsmcend Senere modtog jeg
Breve fra en norst Prcrft i Amerika,
som havde taget sig as adslillige Dan
sle ved Siden af sin Omforg for den
norsie Menighed, han var ansat foni
Præst for, hviltet yderligere didrog
til, at Sagen blev sat i Gang her
hjemme. Jmidlertid havde min Ven,
Pastor Johannes Clausen i Ryslinge,
faaet dannet en Forening i Fon, fom
vilde arbejde for at bringe de troende
til at tage sig af praktiste tirleliqe Op
gaver og fette deres Tro i Virtsomhedj
ved Kerlighedsgerninger for deresi
Medmennester. Da denne Forening
var begyndt at trcede i Virtsomhed,
spurgte han mig, om ille den ameri
kanste Mission lunde overgivez til den,
hviltet jeg med Gleede gil ind patr, da
jeg i Forvejen havde soc nieget at tege
Vare paa i »Den indee Missions Virt
somhed her hjemme. Dermed dar Sa
gen tagen ud of min Haand, saa at
jeg ingen Jndflydelse hat haft paa
Valget of de Mand, der er udsendt
lom Priester for de Dansie i Amerika.
Men Sagen var ikte tagen ud af knit
Vierte, hvorfor jeg vedblev at sslge
den mcd stor Medfslelse vg var natur
ligviö billig til at give Rand, naar
jeg blev spurgt. Og jeg blev lpurgtz
den norste Press, fotn var den« der
ved at henvende sig til mig, havde vie
ret med til at give det fssrfte Stsd til,
at Sagen torn i Gang, henvendte sig
attee til mig, efter at de dansle Pur
ster havde begyndt detes Virtsomhed i
Amerika, og sputgte mig til Raads
om, hvorvidt han siulde overlade Sty
relsen af de danste Menighedet til de
nye dansie Priester eller vedblive at
beholde dem staaende under de notste
Priesters Styrelse. Jdet jeg gik ud
fra, at disse dansle Menigheder viele-i
lig stod under de notsle Prcester, ogH
idet jeg stod i den Formentng, at For-!
erringen i Fyn fremdeles vielede for
Missionen i Amerila gennem de nor
fte Prester. gav jeg den norste Prcst
det Read, at han« af Densyn til de nd
sendte danste Priesters Mangel paa
Kende til de for dem nye Fort-old
og fordi disse Mænd var nye i Pre
stemeedeh helft butde behvlde Oder
Wsen over de dunkle Miglie
ye, dersotg dizse vilde lpove;« Frei-weg
zws Mklside zdem helt til de We
Ist-sey nur de danste Mist-des
los-mais des
Ri- hsvee ieg besessen at semin
Mkshuhctsetikiebeuwdewss
sie Præsters Hjcelp ved den amerikan
ste Mission, og at de noksie Præster
stet intet Overtilsyn hat hast over de
danste Menighedey saaledes striver i
det mindste de Dunste i Amerika til
mig; inen det vidste jeg ikle den Gang,
jea aao niit Raad. Det var jo min
Fest at jeg itte Vidste bedre Bested.
— Dette er kortelia det historiste i,
bvad jeg bar hast med den Sag at
Och.
Men naar der nu strives til mia
atter ca atter sra Amerika at mit
Navn brugrs til at sortrozdige de dan
ste Prasster i dereg Virtsomhed og gore
dem mistæntelige som udueligse Ver-s
soner oa salste Leuen-, saa er det eti
Misbrug as mit Navn, som jeg ilkef
vil have det brugt til· Hvad sor det;
ssrste de danste Prcesters Dueligheds
angaar, saa dar jeg ganste vist sryg-"
tet sor, at noale as dem var for unaeJ
esier uerfarne til at kunne magie de1
vanstelige og for dem utendte ameri
tanste Forhold; og jeg bar oasaa ntret
drt i den Hensigt oa Mening, at de
tunde treten-ge til at staa under ersarne
Præsters Ovcrtilsnn og Befledning.
Og hvad derntrst deres meget omtalte
salste Lerre anaaar, saa er jo Menirp
gen dermed, at de er Grundtvigianere,
og derotn tan jeg tun sige, at ester mit
Kendstgd tilbører tun een as dem den
arundtviaste Retnina, medens de andre
itte Var Grundtvigianere i deres
Hjemstavn og endnu staat i et hinte
liat Fort-old til den indre Mission i
Danntart.
Tit er so oasaa en almindelig Bild:
satelse mellern mange Kristne, at man
stratgk bliver taldt Grundtvigianer,
nanr man holder sast ved Herrens gen-T
sødende Gernina i Daaben, og naarj
man staat fast paa vor Daabspagt i
de tre Troens Artiller sont Salighedsii
Vittaaret, hvotpaa Jesus bar slnttet
Paaten med os. sont Jndbearebet as
vor tristne Tro. Men paa den Maa
de tan der so riatianot blive manges
Grundtvigianere, som itte bar det:
mindste med den atundtvigste An-(
stuelse og Retning at gen-e.
Men selv om disse Præster var’
Grundtvigianere, saa var dette dog imi
aenlunde en tilstrckttelig Grund til at(
sortrædige dem i deres Virtsomhedi
Der er rneget i den grundtvigste An
sluelse og Virtemaade, sont jeg slet
itte tan med. Men sor det sprste er
der da ogsaa artige, alvorlige Kristnel
mellern Grundtvigianerne, som arbei
der sor Guds Rige, om ogsaa de ittel
vil arbeide paa samme Maade sorn
den indre Mission. Og sor det andet
tan vi dog ilte gaa hen og sortcetre en
hel tirtelig Retning, om ogsaa vi itte
tan sslge den, uden at vi salder ind
under Pavedprnmets Vildsarelse, der
ertltkrer sig selv sor den ene useslbare
Kirte og sortcrtrer alle andre Ritte
asdelinger sont staaende udensor den
heilige almindelige Hirte.
Hvad nu mit Forhold til den grundt
vigsle Retning angaar, saa hat jeg rs
mange Aar arbejdet daa at sorligei
Grundtvigianerne med den indre Mig- l
sion, sor at di, om end vi itte var enigeq
i alt, dog iunde arbejde sammen paa!
den scrlles Trog Grund imod vor sei-s
les Fjende; nren det er mislyttet. For
slellighederne var sor store, baade i
Anstuelsen vm Leeren og om Maaden
at vitte paa. Qg jeg valgte da Abra-:
hams Raad til Lot, da der vat Strid
mellem deres Hinder: »Der bsr itle
viere Trætte mellern Brsdre. Lad os
sot at bevare Broderstabet vcelge hver
sine Greeögange.« Og siden den Tid
hat der vceret bedre Fred i Danmarl
mellern de to Retninger; vi hat hver
sin Virtsdmhed og hver sin Asdeling
as Menigheden. Og om ogsaa der
stundom tan blive et Ordstiste mellem
ds, vi ligger dog itte i haarene paa
hverandte, og den indre Missions
Stnrelse advarer bestandig Guds
Born sor denne usrugtbare Strid.
Og det er denne AdvarseL jeg gerne
dilde sende mine Btsdre i Amerika,
enten de et Dunste eller Nordmænd:
Lad dog hverandre i FredL Der kom
mer intet andet end ondt nd as denne
Strid mellem Brsdre. Den ene Art-J
ning omdender dog itte den anden;;
hder bliiver ved sit uagtet alle Dispu-!
ter. Men J Idelcegger Kristenlivet i’
eder selv; J slutlet den lille Rettig
hedsgnist, sorn Herren hat tendt; og
naar den tndbyrdes Kerlighed, Ken
demcertet paa Jesu Diseiple, er dorte,
hvor bltvet saa Jesu Diseiple as?
Gsr sorn Adraham og Lot, at J tan
vedblive at devare Broderstabet, oin
ogsaa J itle san Ievate Sanwirten
med hverandre. Og naar Brsdre saa
ledes ligger i Strid rned hverandte,!
hvor bliver saa Lampen as mod vor
seelles stote Fjende, Djævelent San
delig, han er den eneste, som vinder
vedl denne Botgetkrig niellem Gad
n I. «
Flog tatsiz nun-, at dkt var ann
k Riesen-s hisiptie et Bandde M Li
m syst-ed- Kip m- nemdeii ve-,
mdie par Jden rene Latrec Saadan
var det estet Luther-« Dage; man stre
des m Laien saa W, til man
M set-leis Bad-s postae-sites
vott til at siaa Livet ihjcl med den
kene Leeres Stridsøtsc Og lad os
dog huste paa. atjngen af os ec- Jude
haver af den kene Leere helt og fuldt.
Himmeriges Lys btyder sig izaenncm
Dort ufuldlonme Syn, og hvkk Of
Wirkens Afdelinger hat sine Straalet
of Sandheds:Lnset, men ogfaa sine
skæve prattelfer, og det er ftrst, naat
alle disfe Straaler samleg i Jesus
ded bang-« Geniame til Dom over alt
sandt og stcevL nanr han kommst : sm
Hetlighed on vi ser« baut, som ban er,
at det bete fulde rg klare Lyg vil gen
nsemstmnle de Wange Kirkeafdelinger,
der san bliver til ern Hiord und-er den
ene Hykdr.
Jngenlunde er det min Mening, at
di sial væte ligegnldige mcd Lærenz
bvad jeg felv erkender for den sande
Leere. det fokknnder jeg anbent og fkit
nden Hensnn til, om andre ikke snnes
Im det. Men knin Wenian er, at vi
Mc flal æde hderandke for de feststel
lige Opfnttelsek af Læren; thi fande
lig, BrsdreL J bliver itte fede deraf,
men meget wagte, magre i Kerlsghed
Reine Stkid om den tcne Late. den
et som Fntaos snv magrc Koch dek
opsiugte de syv jede uden felv ne blive
federe: den kommet oven paa de stunk
bare Aar for Livet on opsluqer Livet.
Meningsen er, at Livet staat over Lee
rrn. og at naar bth et Mennxste er en
levende, irrende Krisis-L der leis-er af
den Rande, som den korsfcesiede kg
igen opstandne erlset hat aivet i Vor
Daub, saa er han min Brodes, om
han san bar not sna manqe lpjerlige
Ansiuelser om mange Ting.
Saa sendet jeg disse Ord: ikke blot
fot at redde mit Nat-n fra Mist-kug,
men ogfaa med det indetlige Ortsst
at det maatte vcete et Fredsotd inul
lem Guds Born i Amerika.
Irntn Vettftegaard ved Gunst-,
den !?. Juni 1873.
Pilh. Beck.
Om Traum xligucd.
It Fort-IN us» Spsrginmalek -z.s: kaut-«- ts
et hin-im « g seh-Hist Mem-esse Ist-e
med Eimer-, m Ist » e: sum os
Mut Meintest-e
II
p. S. Vig.
I einer- J Dianas s cum
Træk af Livet.
It seist-lege Fortslliugn fee Bitt
og sing-.
seh sinds Liud oq d. Esset-I
sodtiudbundeuim
»J
I ;
Opmuntting vaa Urzeit.
Invale »u: sitt-ich
Suuevs cf U. D.
O Abs- IUIL s Ists-It Editlsugsdlad Its
stgggxks S gring
Iris-enge Sange iamlede of Mis
Hionsvenner paa herbe-te
ved Leim-ig
s Boksduggbind 35 Senkt
Wirt-ladet
so SMftsptsq nnd passende Salt-sever
trykt pag ltqe fsa mange Hort of Vet
qsmnt. Indlagte l et Fedequ
Sei-Im s!
I. M. Hanf-s
Se paa Jesus.
Tanker og Suk ved Naadestolcn.
Daglige Smaaftyktet.
Saum indis. Löc
lkmish Lut11.l«ul)l.llouse,
Maik. Nebr.
Yoglr Optcmllku
W
Indes-I cis-stim
Vked Focfanekens Tsuxtmt
subb. 70 CO
mifii sdærligth
ottckllmgct nl Brug vcd Verm
guddtpeaefter.
Samlede of en Botneven
cis-tat Rost-w qf Post MeM-eiitt1ot-Laxts·si
Iscn Sanclmg. Pns insukt umh. ist r.
Vejen til Fred.
Postot U. p. Msdfeu.
los Stdn-. J Dmstag 25 Ets. J gov
Shittingsbiud 40 Cts
Ernst Eva-:
Hjemad.
Fern mit-lis- Fokmlliugqp «
subb. - I Cäc
Dsnish Luth. Publ. Heusc·
Vlsih Nil-.
t
N
—
