»««Prins Ltto as Dann-all i
og lpaug giamtid.
Histonsk Roman
ai
Bernhard Seoerin Jngemantk
tzortsau
»Im fotstaar, Heere Juntet!« sagde Borgeten og
nitlede »He-net Naade vil behandles som et andet kristent
Mennesle og nden alle Omsvødz Det maa jeg lide! det
tan jeg ogsaa dedst med. Hor nu! min leere Christophet!«
—— vendte han sig attet til Kongen i en ttohjertig og ncesten
stsdeslss Kammerat-Tone, uden at bemerke Prinsens
angstelige og advatende Vint - ( ,,slaa nu alle Grillet as
Hovedet og vcer ved ftit og lystigt Mod! der lommet
Statn intet nd af at hange med Hovedet. thknget J til
Penge, kan J jo endnu satte Standetbotg og Æro i Pant,
og saa hat J endnu de smaa gode Øer ved Fynz det for
staat sitt, del et jo intet Kongetige; men med Tatoelighed
lan J vel slaa jet iaennem. Den Gang mit sidste Slib
lsb paa Grund, var jeg ogsaa næt gaaet sta Viddet og
bleven en Grillescengetz men saa tom min brave Christen
Knivsmed oa holdt Hns med tnig over inin Fotsagthed og
over at jeg var en ugudelig Dsdbidet, der itle havde Tillid
til vor Hette og den helliae Jomstu, og saa« --—
»Ti, Dummethoved!« udbrød Kongen og rejste
sig med et lynende Blit. — Hat J tadt Forstanden? ttvr
J, det et jet Ligemand, J talet til? Endnu heddet jeg
Konge af Danmatt ---- det stal ingen glemtne, saa lcenge
disse Øjne ete aabne!«
»Gud sotdatme sig, alletnaadigste Herre!« —- stam
mede Pedet Hvitfeldt, sast sorsærdet, og veg ærbødig til
bage med en højst belymtet og sotlegen Mine —- ,,hat jea
·« sotset mig mod Edets Naade, et dei, saa visselig slet as et
optigtigt Hjettr. Jeg troede, Eders Majestcet nu var saa
ted og led as al Underdanighed og alle de tomtne Titularier
og Baslemanet, som J havde saaet not as i edets Vei
niaatgdage« —
Konneng Ansigt sordrejede sig stygteligt med et fact
dant Udtryl as Fotbittelse og vild Smette, at den sotbav
sede Botaet tabte baade Mund og Male. Paa et Vint of
Prinsen bottsjernede han sig hastig, med Taarer i de cetlige
Øjne, estet at han dog søtst helt tejtet havde sttcebt at
note sin Mangel paa llnderdanighed god igen ved en
lattetlig dle Hilsen.
»Man dtceder mig med dnm Trost!« -—- udbrød »Kon
gen -- »Diese Spidgborgere hat ingen Tanie otn hvad
det et, at date Purputet over et spnderslidt Hjette og d
med Majestætetis'«ltavn, som en fottvivlet Lyltespiller.
Fordandet vitte den Time, jeg saa DagenS LygS Dette
Lids Ugselhed et itte den Møje vcetd at drage Aande.«
,,«’fottvidl ilte min Fader!« - dad Pein-Z Otto med
lcetlig Rest. —-—— ,,Lyllen er omslistelig; den tan endnu
vende sig gunftia til edet, naar J lnn itte vil fotsaae.«
«Lylten ?« « gentog Aongen med en bitter Lattet —
»trot du paa Lnlten? min Son! tro paa Vejr og Vindl
tko paa Havets Stum! tko paa Mennestedyd hos dig selv
og andre, ont du tan! tro paa alle gamle Fadler om
Aatlighed og Venslab, ocn Troslab og Ærlighed i Dan
matll nten tto aldtig paa Lyltent hvem hat nogen Sinne
vatet lnlleligs he! det Blændvært, vi lalde Lytte og Gla
de, det et mete salsl og løgnagtigt, end vor Tro paa vor
egen Menneslesorstand og sri Villie.« —
»Naar vi lalde Lylten som Ulytlen, Guds Tilstittel
se, min Faden saa tot vi del tto paa den« — svatede
Sonnen med mild og ftaansotn Rost — »men om vore bedste
Planet end miglyttes i Vetden, et den gode Villie dog al
tid et Klenod, som ingen lan lage sta os eoindelig« — —
»Jtte det?« asbtpd Kotigen ham med et bittert
SmiL - »Im du da, jeg aldrig hat hast nogen god
Villie?- min Son! menet du, jeg aldrig hat tæntt pay
at gote Daninarl lyttelig? Pah med vor gode Villie! den
taade vi lige saa lidt sor, som for den siette: den lommer
og gaat. som Vejtet dlceset men hvad det stal ste, det
ster dog lige snldt.« Rongen tav, og Sonnen vidste itte
hvad han flulde sdate til den sorvirtede Tale; han suttede
stille og tyttede en Snylteplante op, som hat-de snoet sig
om den Rosenbusl, han stod ved.
,,Hdi ladet dn ej Ulrudtet staa?« — spurgte Faderem
»Hvad lan det sor, det dlev Utrudtjck havde det Villie,
vilde det sagtens hellere datet Lillie ellet Rose; nien blev
del detsvt andett Tro mig, min Son! med os Mennestet
er det ej stott bedte bevendt. En Slags Villie hat vi, paa
en Mande, det et sandt; den tan blive staett og mægtig
i og og sast gste llndetverttetx men den tommet ille sta
vor Heere, og den et vor Ulyltr. — Dyrene et lyltelige:
. de hat intet Balg. Englene et jo salige, men hvad Villie
hat de da, uden deres Guds og Hettes? Bil vi have en
tet sei Villie paa vor egen Haand, er den doa itte vor egen,
siger min Sltistesader, men chevelens« — han asthd
sig selv med en sorvirret Latter. »Se! Konge vilde
jeg verte« « vedblev han --— ,,og jeg bleo det to Gange
sot en. Det lostede meget, min Son! alt sot nieget —
met, end det hele lumpne Liv og den hule Krone vat
verd. — Fem Gange vat jeg landslygtig og sotjagen. —
Duslet du, da jeg git om med dig vg dine Btsdte i Syst
land og tiggedet —- Men jeg tabte itte Modet: —— Konge
blev jeg dog igen; som Konge stal de lade mig d-! Men
hvad blev jeg for en Konge? --— hvislede han med hul
Stetntne som til stg selv vg stittede mod Jorden —
«hvad Cstettncele vtl Danmart scette paa min Ligstens
—-— hvorledes vil min Krone se nd paa hin Dag?« Han
holdt haanden for Panden og hensant attet i tavs Grub
len. Sonnen stitrede sotsatdet paa sin ulyttelige Fader
og soldede sine sendet-, ligesom til en stille Bsn sve
han« Sjal.
Nu aabnedes Havedttem og en as Kongens Tjenete
meldte to stemmede, som havde Brev og Bndstab til
hetsiabet.
»De lan tomtnel" —- sagde Kongem noget utolig, da
Prinsen meldte ham det -—- »uden Vaaben, det sotstaar
sigt Du blivet her!«
Tjeneren gil, og strals estet indttaadte Atvid Smaai
landing tllllge med Svend Trost, der syntes noget sotlegen
og alten-eint Badneten lod den gamle stakdtatl saa
H
soran og forst regte sit Ærinde, medens han selv i Fra
stand betragtede begge sytstelige Personer nsje.
Den gamle overratte Kongen et sorseglet Brevstao
og bojede sit Knæ til Jorden: »Stortnægtigste Herre og
Kongel« begyndte han hojtidelig; tnen Christopher rev hatn
Brevstahet as Haanden med et vredt Blit, og den gamle
sorstummede; han rejste sig og traadte langt tilbage i en
crrbødig Stilling.
Kongen oprev Brevet og tastede et slygtigt Blit deri..
»Fra din Faster paa Holbcrt« --—— sagde han til Otto —1
»Latnenteringer! —- rorende Snat otn Forsonlighed melletni
Søstende -- tcerlig Assled, inden vi stal stge denne Ver-:
den Farvel —- Paht disse Anelser, denne Dodssrygt og An-!
dægtighed tender vi — det totntner as Ovetspandthed og
Slappelse den Sot har sine Stifter med Maaner. Lceö’
du den Jeremiadel besvar den i mit Navn —- saa rot-ende,
du vit! ntig et det ligeghldigt. Hirn vil gaa i Kloster og
gore Bod« -— tilsojede han og saa atter i Btevet — ,,hm!
sig, det gor hnn tlogt i, naar hun tan slusse sig selv og
finde Trost i at plapre Bonner med Bedesostrene!« —- Han
ratte Btevet sra sig og hensant i sin sorrige Stilling.
Prinsen hettagtede ham med et stnerteligt Blit: »et ven
ligt Ord sra eder selv, min Fader!« ——— begyndte han
med bæoende Rost; men et strengt, asslaaende Vint as Kon
geng Haand bragte ham strals til Tasvshed Prinsen gen
nemlcrste nu selv Brevet og syntes dybt bevceget; han
nasttnede sig aller Kongem nten et nyt Vint og maasle de
stemntedes Nætvcerelse sorhod ham at ytre sig.
,,Stil mig as med de Plageaandet!« —- tnutnlede Kon
gen ,,hor du, hvad de har at sige! — jeg dil have Fredt"
Prins Otto sorvarede Brevslabet og git med mild
Beerdighed hen mod Arvid Smaaleending. ,,As min Faster
Dronningens Sttivelse hat jeg set hvem du er, brave
Zvendt« s-— sagde han nied hjettelig Velvillie og lagde sin
Haand paa Arvids Stulder. — ,,hvad du har gjort for
.oit nlyttelige Herslab, stal aldrig glentmes, saa lcenge
lMagnuez Birgetson og hans Frcender nævnes i Norden·
Naat din fromme Frue nu assiger Verden og ingen Tie
nere tan medtage i det strenge Kloster, saa tom til mig!
Zaa lange jeg ejer noget, stal du intet savne.«
» .,Tattet ydmygeligst, cedle Herre!« svarede Arvid be
vcrget. -- »Dog lad mig være optigtig!" —- tilsojede han
og vistede sig en srembrydende Taare as Øjet —- ,,jeg
oil med Tat og Ære tjene eder, naar min naadige Frue
gioer inig Asstedx men hoad der got mig eders Tilbnd
besttnderlig tært er dog itte en saadan Hengivenhed sor
Iederg hoje Person, som en Tjener bot have for sit Her
Istalx den tommer itte saa pludselig, og jeg ser jer jo forste
JGang i Dag; men J har en sornnderlig Lighed med
min nnge stong Magnug Bitgersonx han var tnig sast
taerere end min egen Sjæl, og stden jeg saa dem hugge
han-Z dejlige Hoved as paa Helligaandsholnten —- her jeg
intet Mennesteoje set, hvori der var saa meget as hatte
»Sie! sont i ederg
,,l·ttodt, brave aantle!« asbrod Prinsen hatn venlig.
» »Ja-g stal viere din Magnug, hvig jeg tan, og du vil
Fnoleg med Ligheden og en god Villie. —- Des er altsaa et
Ord! Hur du ellers noget mundtligt Budstab sra min
Fastet?«
» ,,Jntet sra min naadige Dronning nden hvad der staat
i Braten men sra mig selv, ædle Herre! har jeg en inder
lig Von til eder-H Hei-re Fader; hans strenge Blit forbød
mig at stetnssre den; maaste er den ogsaa usømmelig sot
en ringe, ubetydelig Tjener« —
»—Sig stem! hvad dilde du dedet min Fader orn?«
»Bliv itte vred, naadige Herre! jeg vilde nsdig sor
’torne eder eller edets Herre Inder dermed; det tunde synes
isormasteligt as mig, at tiltto en sremmed Tjeners Bon
nogen Magt over hans tongelige Sind, men min Ftue
Dronningeng Sjæl er svart nedbojet; den trænger til Hu
svalelse og sornemmelig til et oprigtigt Keerlighedsortz
som hun tan tage med stg sra Verden og dens megen
bitte Kulde. Lad tnig itte trade sor hendes Oer uden at
medbringe et saadant Ord, var det ogsaa tun et enestet
og —s— blio itte sortotnet, naadige Herre!" — tilsojede
han med dermpet Stentme « »er det Ord itte at sinde
hvot jeg soger det, i eders strenge Herre Faders Sjcel,
saa tag det ud as eders eget milde Hiertet men lad Kongen
besrgle det med egen Haandi saa vil niin ulhttelige Irue
se derpaa i sin Dsdsstund og itte tvivle paa den evige
Karlighed og Forsoning«
»Godt, godt, dn tro gantle! et saadant Ord stal du?
bringe hendet det lover jeg dig, og den rette Besegling stal
itte mangle!« Paa Prinsens Vint ttaadte Arvid tilbage,
og Svend Trost neermede fig. Hvad er dit Ærinde? unge
Menneste!« —- spnrgte Prinsen og syntes med Velbehag
at betragte Vabnerens aabne Ansigt.
»Sta! jeg sige Sandhed, Herre Junker!« —- svarede
Svend Trost noget undselig -- ,,saa havde jeg egentlig
slet intet Ærinde her; men jeg sit under Vejs Lyst til at
se eder og eders Herre Fader nerr ded. Ratt J taale et
sritnodigt Ord, Herre Junter!« -—- vedblev han tned tat
og ncesten overmodig Mine —- «saa vilde jeg tilstaa, det var
mere as Rysigenhed, end as Hengivenhed, hvad eders Herre
Fader angaar; sor stden han har pantsat og saa godt sont
solgt Land og Nige til Tasten, tan J not vide hvorledes
det nu staar til tned den gatnle Kætlighed til Kongen
man ellers roser os danste sor. Vi Jhder har tilmed al
drig med vor gode Villie sagt ja til hanö Regimente.«
Prinsen traadte sorhavset et Stridt tilbage. Han
hetragtede den dristige, jydste Verbner med et stammende
·Ørneblit, idet hans fromme, milde Aasyn pludselig syntes
sorvandlet; der var nu en Hofhed og Stolthed deri, som
itte sor havde verret shnlig, men som med en besynderlig
Oderlegenhed nedslog Overmodet hos den teephsje Yng
ling og satte ham i Forlegenhed.
· ",,Tilgiv mig, hsjboarne Junker!« —- oedblev Svend
Trost rsdmende og buttede besteden — ,,hvts jeg hat sagt
et Ord, som maatte trænte og sortsrne eder! men jeg vilde
hellen paa denne Maade mtshage eder, end anses sot
en Hytler og elendig Smigrer. J maatte oistnot anse det
sor en hsj Grad as Usorstammethed, hviö jeg alene oat
kommen hid sor at itilsredsstille min Nystgenhed og sige eder
trankende Ord otn eders tongelige Herre Faden selv i hans
Nærvcrelse og nu, da han ingen Magst har; men sont jeg
let ham her, er hans Stiel og Øre littt sor Karlighed
som sot Dad, og — ganste uden Ærinde tomtner jeg dog
itte heller.« —
»Sig frem, besynderlige Menneste!« ---- asbrod Prin
sen ham — »hvormed vil J undstylde en saadan Paatrcen
genhed og niagelog Dumdristighed?« — -- -
»Und Inia tale frit, naadigste Herr-ei jeg staar her
uden Vaaben og tan itte være eder sarlig; mit Lin er
endoasaa for Øjeblitket i eders Tjeneres Bolo; men ederis
Aasyn er mit Leide. — Rent ud sagt, jeg hader ederg
Herre Fader as et oprigtigt danst Hierte, og jeg er toin
men hid med et Sendebrev sra en af hans Fjender, sont
før var hans Ven. Jeg troede, det gjaldt en aabenbar
Opstand mod hans Navne- RIgimente og Scepteretg As
staaelse til eder eller eders Broder eller hoein der tunde
befri og sra Tysten, og dertil havde jeg villigt ratt Haano;
men nu sormoder jeg, det gcelder et lumst Oversald eller.
endog et lumpent Snigmord paa eders elendige Herre!
Fader og Inaaste paa eder selv; dersor er jeg paa egeni
Haand kommen hid sor at advare eder« —- — «
»Er det muligt!« —- udhrod Prinsen —- »sa-a vidt»
er det tommet!« —— Han saa sig urolig tilbage til Faderen,
som sad hensunten i stg selv og desuden var sor langt
sra de talende til at kunne hore dem. »Forvovne Men
neste!« —- vedblev Prinsen og traadte længere bort —
»hvad har du at betro mig! Et Mytteri altsaa —- man
strceber os ester Livet her s- og du ved det - — du har
selv været Brevdrager blandt Forræderne?«
»Ja, om J saa vil, naadige Herre! jeg troede, soin
sagt, det gjaldt en Opstand, og det talder jeg itte For
ræderi, naar det gælder en herre, der har brudt Ed og
Pagt; dog saaledes var det itte ment; ved et besynderligt
Tilsalde tom jeg til Formodning om et oirteligt Forme
deri, og i samme Dieblit, som Brevet var i Handerne paa
en as Forrcederne« —- —
»New ham! hvem var han? den sormastelige!« —
spurgte Prinsen yderst spendi
»Derpaa vil jeg betaente mig!« — soarede Vcebneren.
— ,,Jeg staat ilte her sont Angiver; jeg har ogsaa tun
Formodning, men itte Vished Den usle Plan kender
jeg itte· Niddingernes Navne være oö ligegyldige, til
de sor nogen virtelig Handling kan drages til Ansvan
Til den hojeste Forsigtighed vil jeg tun rasade eder: her i en
nahen, ubescestet By er tun liden Sitterhed, om ogsaa
Borgerne ere at lide«paa· Ser eders Farbroder stal J
itte tro! Et aabenbart Angreb er her dog nceppe at vente.
Havde det verret Tilfældet, vilde J maaste sokst have set
mig blandt Modstanderne. Vil J nu, efter denne Til
staaelse, tro mig paa mit Ord, saa tilbyder jeg eder min
ringe Tjeneste saa lange her er slig lumpen Fare paa
Farbe Mit Navn er Svend Trost af de Salters Slægt.
Jea vil onste, jeg maa tun-ne svare til Navnet.«
»Bist Oprigtighed er mig Borgen sor din Ærlighed,
soroildede Menneste!« - « svarede Prinsen. —— ,,Bliv her
i Huiet indtil videre! vcer til Siede, naar jeg lader dig
kalde!« Derpaa gav han dem begge Vint til at gaa og
ail selo tilbaghtil Kotigen, der shntes sortrædelig og uroligi
over Prinseng lange Samtale med de fremmede
»Hvad var det?« - sspurgte Kongen -—- ,,stal jeg«
endnn plageg med tedsommeligt Overhceng as Tjenere og
sornemme Stoddere -s nn, de dog ded, jeg har inan fede
Ben mer at slænge til Hundene?" —
»Det var ingen Tryglere, Herre Fader!« — svarede
Prinsen og stjulte sin Uro. —- »Den unge Adelsvcebner’
var sra Jylland: han onstede at slutte sig til vort lille
Folge, uden alle egennyttige Fordringer.«
,,.Hvad slal jeg med slere Dagdrivere om mig?« —
mumlede Kongen. -— »Vil de nu staa mig bi, die-se few
raadige Herren saa lad dem komme i TusindtalL Stas
mig en Heer! jeg stiller mig endnu i Spidsen for mit Folt
og salder med Ære for det Navn, jeg beereri Jeg bryder
alle tvungne Forpligtelser —- jeg jager Panteherrerne ud
as Landen hvad enten de talde det Rct eller Urct; meni
til at vcere en Pratter i mit eget Rige behover jea ingen!
Narrehale Vil inine Fjender mig til Livs, tan en Haand-«
suld Lomler dog itte sorsvare mig — Men hvad behodes
det ogsaa? Er Verden saa ted og led as mig, sorn jeg as
den, ere vi nemme at stille ad. For mig maa man myrde
mig hvad Øjeblit man vil! lkt saadant ode Lin er itke
vard at rote en Haand for.«
»At, leoede min fromme Moder endnu!« ——— sukkede
Prinsen. Han sogte sorgceves at opmuntre den syge Konge,
men havde selv Moje med at dolge sm Uro oder det Myt
teri, Svend Trost havde advaret ham sor, og hvormed
han nu ingenlunde vilde angste sin Faden der nied al fin
Foragt for Livet dog grnede sor Doden og ingen Steds
mer troede sia sikter.
Uden at have tastet et Blit paa den stonne Udsigt
eller paa nogen as den cerlige Peder Hvidtfeldts sorblom
mede Qve«rrasielser, ail Kongen, ntort, som han Var kom
men. tilbage til det store Karnapværelse. Han satte sig til
Bords metanist, men hoerten spiste eller driat; han satte sig
ved Statbrcettet med sin Son, men uden at rore en Brit
le, og han vilde ingen se uden Sonnen. Det var efter Mid
daa, da en Tiener meldte Marsi Vendelbo og Ridder Jng
var Hjorth Da Konaen horte det sidste Ravn, foer han
op as sin tavse Grublen og raabte med streng Rost: «Dra
banter! satt ham i Taarnet den Forræderi han stal dom
mes ester en ny Lon, trods al Verdens Haandscestningeri
J Morgen stal hang Hoved springe!«
Prinsen erindvede ham saa staansomt sont muligt om,
at her hverten var noget Taarn eller Drabanter, og at
han for Øjeblittet itte var i Stand til at bringe saa streng
en Dom i Udovelse.
: »Og doa talde J mig Konge«?« -- udsbrodiChristopher
tned sin bitte Latter. -«— »Na ja, det Nasvn hat kostet
Hoveder not« « asbrod han sig selv med dcempet Rost
—---- »det paa Kallundborg var dog det vierste.« Han faldt
atter i dybe Tanter. Marsten traadte ind, men tunde itke
bevæge Kongen til at se eller tilgiive Jngvar Hjorth, som
ojeblittelig matte sorlade Husei. Med Marsten holdtes nu
et alvorligt Raub, sor saa vidt Kongens morte Sindss
stemning tillod det, og Prins Otto meddelte den gamle
Feltherre hemmelig, hvad Svend Trost havde ntret om
et formentligt Mytteri mod Kongenö Person. llden at den
syge Herr-e markede det, blev Huset omgivet ined en Bor
gewagt, og man sortsatte Randet Marsten medbragte et
Leide- og Sitterheds-Bresv fra Kongens Halvbroder, Grev
Johan, hvormed Kong Christopher og hans Folge lovedes
den storste Tryghed, hvad enten de dilde blive i Landet
eller sorlade det, vg- alle Busens SlotIhovdinger og Krisis
everiter i Lolland og Sjælland forpligtedes til ,,at yde
tun-z tasre Herre Bruder, Kongen af Danmatt, al mutig
Als-re oa Bistand, lwor som helst han maatte behage at op
holde sii1.« Dette vistnot ydmygende Silterhedsbrev for
en kamst stonge i hang eget Land var ledsaget af en egen
tin-Miit Strioelfe fra Gvev Johan den milde,c’hvori han
paa det liøfliaste indbød Kongen til at besagt ham paa
Nuwbing Slot, hvor han stulde blive modtagen med al
longelig Akte. Ridder Jngvar Hjorth havde paa Mak
stenci Opfordring besagt Grev Johan samtne Morgen og
medbragt digfe Bteve. Hart havde forsikret Motsteu, at
issrevens Deltagelse for Kotigen i hans ulyttelige Stilling
var oprigtig, og han mente. Kongen for det fsrste butde
modtage Jndbydelsen til Nytsbing Slot. Herimod hast-de
Matslen dog fielv adsiillige Betænt·elighedet. Hatt frygtede
med Feie, at Kongens og Prinsens Ophold has Gtev Jo
han lettelig lunde blive til et høfligt Fangenftab. Dei blev
Aften, uden at man endnu havde btagt Kotigen til at tage
noaen Beflutning, uagtet man tilsidst havde ladet ham
vidie, at hang personlige Siltethed hat var i Fute. En
delig afbtød han heftig alle Matstens Forslag til Rigets
og hans egen Redning. »Alt er tabt« — udbrød han —
»jeg ved det -— Rige og Ære, Magt oa Myndighed, Gods
oa Haab! - Lioet, det usle, nøgne Liv er tun tilbage;
for det gest jeg intet Stridtl Hvad koinmet der ud af
alle Rand og fotnufticze Anslag? Den største Klogskab
er dog Dumhed, naiar Lykten er imod; men en lyttelig
Otge tan blive til en Gud paa Jotden og tilbedes; det et
en gammel Historie. Jeg er tret af at fly for Ulykten.
Er det en højere Forstand, der styrer Tingene i Betden,
nu vell saa lad de n otn Regirnentetl saa lægge vi jo vore
Dummerhoveder i Blød som Natte! men et det Galskab,
der regeter os og det hele — hvad Kløgt stal der saa
komme ud af vor Visdom og FotsigtighedI Jeg hat nu
nresten oaaget og tæntt mig gal for Folt og Rige. Nu
vil jeg sove og lade Foltet sorge fot mig, hviö det gider.«
Detmed rejste han sig og git til sit Sovelainmer, hvortil
han flog Daten i Laas eftet fig.
»Der-wartet han hat Rett« —- sagde den gamle Matst
med betyrnret Aasyn og holdt Haanden paa den store,
ryntede Pande -—— »alt er tabt —- Fotstanden fast nied,
vedblev han bestemt. s—— Vil J følge mit Raad? Junter
Otto!«
»F er vor eneste tro Ven og etfsatnse Raadgiver i
Redens« » svarede Prinsen. — ,,Hvad taadet J os til?«
,,Paa eder og edets Broder, aedle Junker! et nu
Danmatls Øjne fæstede. Dei er edets Pligt mod Iebte
landet at bevare eders Liv til en bedte Tib. Opstanden i
Jylland er udbrudt. Del ulrnet i Sjælland og overalt
paa Deine Et Blodbad, som det i Sie-anse, kan beftygtes,
men jeg ved, J vil ingen Del tage deri. Det et en flet
« iaade at betale sin Gæld paa, at rnytde sine Kreditoi
rer« — —
»Den Taute, haaber jeg til Gud, var aldtig miu
Fadens for fuld Alvor« —- afbrad Prinfen harn.
»Men den er Folletg, og for fuld Alvor« — vedblev
Marsten. Nod btydet alle Lode. Follet tryttes over
ifvne Her oil snart itle mere spøtges om Ret, men tun
om Livsftist og Nødocetgr. Btyder det les, er eders og
Kongeng Liv i den højeste Fade. Jngen Tyster vil tvivle
paa, at J jo hat Del i Opstanden. J vil møde Diebs
fjender baade blandt dem og blandt den rasende Almue.
J- maa fotlade Landet fnatest muligt. At her nu selv et et
Mytteri i Goere, ved J. Jeg beredet alt til Aftejsent
med dette Lejebrev lan den endnu ste betimelig. J Mot
gen tidlig stal alt væte paa rede Hei-and Edets Hetre Fa
der maa ville. For hans Silterhed i Nat kan vi vel
sorge«.
,,En af de gsamle Benner blev os dog tro!« — sagde
Otto og gteb Marstens Haand. «Gud lønne jer for
edetg cedle VilliseL Liv og Lytle staat i Guds Haand.«
De gil nu bort for at betede alt til den nødvendige
Aftejse, men, eftet Matslens Raad, saa stille fotn muligt
oa uden at røbe mindste Ængstelighed.
Fjerde Kapitel.
Jtte som Sittethedsvagt, men fom Æresvagt, havde
; den ærlige Peter Hvidtfeldt paa Marstens Anmodning ind:
budet tolv as sine Medborgere til at bevogte Huset, der
for Øjeblittet var at anse fom Kongsgsaard. Disse Mem-,
hvoraf de fleste vare Haandværtere, harte alle til Hellig
Trefoldigheds-Gildet og have, fom saadannse, paalidelige
Mæntx der havde forpligtet sig til at forsvare den lod
rnægsige Landsherre uden alt personligt Hensyn. Disse
Borgermcrnd havde i deres Sondagstlæder og med detes
gammeldags Stsadsedaaben taget Plads i Peter Hvidt
feldts Handels-bod, hvor den velhavende Vært havde ladet
en hel Tonde Godt-Øl lcegge op paa Diften for dem. Kon
gens egne Bæbnere og Svende« der ej en Gang vare saa
talriah som en almindelig Ridders Folge, havde tilligse med
Zoend Trost og gamle Arvid Smaalænding faaet Plads i
en Sidebygning til Goal-dem hvor de ligeledes paa det
bedste beværtedes.
Paa begge Steder git det om Aftenen tet muntert til.
Øllet gjotde Borgerne snatsommJe. Kongens Nærvækelfe i
Hufet og mislige Stilling bragte alle gamle Historier om
ham oq hang Regimente paa Tale, og da ingen af hans
Folt her var til Stede, toge Borgerne itte i Bettentning
at siqe dereg Mening tent ud.
For Enden af Dissen sad en stært, grasastægget Smed,
som havde været Krigsmand i Kong Crit Menveds Tid og
tumlet meget om i sine Dage. Han fette for det nieste Or
d-et, oa bang Mening gjaldt meget blandt hans Lavsbrøtk
re. Lige over for ham sad en lille, spintel Væver med et
bleat, syaeligt Ansigt og heldende Hoved Smeden havde
nnlia endt en lystig Historie fra sin Ung-dom, og man
lsegnndte at synge muntre-Pisa og dritte Staaler.
,,«Jtcj, Brødre!« --- sagde Bæveten med sin Stemme
og andægtia Mine — »sta! vi synge og dritte, saa lsad as
førsi som fromme Gildesbrtdre thutomme de gode Helgem
og, som det spmmer sig i vort Lav, dritte Jomfru Marias
og den hellige Trefoldiqheds Staal!«
Gorthttcy
«- fs .-«'
»J.