Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Dec. 4, 1901)
»««Prins Ltto as Dann-all i og lpaug giamtid. Histonsk Roman ai Bernhard Seoerin Jngemantk tzortsau »Im fotstaar, Heere Juntet!« sagde Borgeten og nitlede »He-net Naade vil behandles som et andet kristent Mennesle og nden alle Omsvødz Det maa jeg lide! det tan jeg ogsaa dedst med. Hor nu! min leere Christophet!« —— vendte han sig attet til Kongen i en ttohjertig og ncesten stsdeslss Kammerat-Tone, uden at bemerke Prinsens angstelige og advatende Vint - ( ,,slaa nu alle Grillet as Hovedet og vcer ved ftit og lystigt Mod! der lommet Statn intet nd af at hange med Hovedet. thknget J til Penge, kan J jo endnu satte Standetbotg og Æro i Pant, og saa hat J endnu de smaa gode Øer ved Fynz det for staat sitt, del et jo intet Kongetige; men med Tatoelighed lan J vel slaa jet iaennem. Den Gang mit sidste Slib lsb paa Grund, var jeg ogsaa næt gaaet sta Viddet og bleven en Grillescengetz men saa tom min brave Christen Knivsmed oa holdt Hns med tnig over inin Fotsagthed og over at jeg var en ugudelig Dsdbidet, der itle havde Tillid til vor Hette og den helliae Jomstu, og saa« --— »Ti, Dummethoved!« udbrød Kongen og rejste sig med et lynende Blit. — Hat J tadt Forstanden? ttvr J, det et jet Ligemand, J talet til? Endnu heddet jeg Konge af Danmatt ---- det stal ingen glemtne, saa lcenge disse Øjne ete aabne!« »Gud sotdatme sig, alletnaadigste Herre!« —- stam mede Pedet Hvitfeldt, sast sorsærdet, og veg ærbødig til bage med en højst belymtet og sotlegen Mine —- ,,hat jea ·« sotset mig mod Edets Naade, et dei, saa visselig slet as et optigtigt Hjettr. Jeg troede, Eders Majestcet nu var saa ted og led as al Underdanighed og alle de tomtne Titularier og Baslemanet, som J havde saaet not as i edets Vei niaatgdage« — Konneng Ansigt sordrejede sig stygteligt med et fact dant Udtryl as Fotbittelse og vild Smette, at den sotbav sede Botaet tabte baade Mund og Male. Paa et Vint of Prinsen bottsjernede han sig hastig, med Taarer i de cetlige Øjne, estet at han dog søtst helt tejtet havde sttcebt at note sin Mangel paa llnderdanighed god igen ved en lattetlig dle Hilsen. »Man dtceder mig med dnm Trost!« -—- udbrød »Kon gen -- »Diese Spidgborgere hat ingen Tanie otn hvad det et, at date Purputet over et spnderslidt Hjette og d med Majestætetis'«ltavn, som en fottvivlet Lyltespiller. Fordandet vitte den Time, jeg saa DagenS LygS Dette Lids Ugselhed et itte den Møje vcetd at drage Aande.« ,,«’fottvidl ilte min Fader!« - dad Pein-Z Otto med lcetlig Rest. —-—— ,,Lyllen er omslistelig; den tan endnu vende sig gunftia til edet, naar J lnn itte vil fotsaae.« «Lylten ?« « gentog Aongen med en bitter Lattet — »trot du paa Lnlten? min Son! tro paa Vejr og Vindl tko paa Havets Stum! tko paa Mennestedyd hos dig selv og andre, ont du tan! tro paa alle gamle Fadler om Aatlighed og Venslab, ocn Troslab og Ærlighed i Dan matll nten tto aldtig paa Lyltent hvem hat nogen Sinne vatet lnlleligs he! det Blændvært, vi lalde Lytte og Gla de, det et mete salsl og løgnagtigt, end vor Tro paa vor egen Menneslesorstand og sri Villie.« — »Naar vi lalde Lylten som Ulytlen, Guds Tilstittel se, min Faden saa tot vi del tto paa den« — svatede Sonnen med mild og ftaansotn Rost — »men om vore bedste Planet end miglyttes i Vetden, et den gode Villie dog al tid et Klenod, som ingen lan lage sta os eoindelig« — — »Jtte det?« asbtpd Kotigen ham med et bittert SmiL - »Im du da, jeg aldrig hat hast nogen god Villie?- min Son! menet du, jeg aldrig hat tæntt pay at gote Daninarl lyttelig? Pah med vor gode Villie! den taade vi lige saa lidt sor, som for den siette: den lommer og gaat. som Vejtet dlceset men hvad det stal ste, det ster dog lige snldt.« Rongen tav, og Sonnen vidste itte hvad han flulde sdate til den sorvirtede Tale; han suttede stille og tyttede en Snylteplante op, som hat-de snoet sig om den Rosenbusl, han stod ved. ,,Hdi ladet dn ej Ulrudtet staa?« — spurgte Faderem »Hvad lan det sor, det dlev Utrudtjck havde det Villie, vilde det sagtens hellere datet Lillie ellet Rose; nien blev del detsvt andett Tro mig, min Son! med os Mennestet er det ej stott bedte bevendt. En Slags Villie hat vi, paa en Mande, det et sandt; den tan blive staett og mægtig i og og sast gste llndetverttetx men den tommet ille sta vor Heere, og den et vor Ulyltr. — Dyrene et lyltelige: . de hat intet Balg. Englene et jo salige, men hvad Villie hat de da, uden deres Guds og Hettes? Bil vi have en tet sei Villie paa vor egen Haand, er den doa itte vor egen, siger min Sltistesader, men chevelens« — han asthd sig selv med en sorvirret Latter. »Se! Konge vilde jeg verte« « vedblev han --— ,,og jeg bleo det to Gange sot en. Det lostede meget, min Son! alt sot nieget — met, end det hele lumpne Liv og den hule Krone vat verd. — Fem Gange vat jeg landslygtig og sotjagen. — Duslet du, da jeg git om med dig vg dine Btsdte i Syst land og tiggedet —- Men jeg tabte itte Modet: —— Konge blev jeg dog igen; som Konge stal de lade mig d-! Men hvad blev jeg for en Konge? --— hvislede han med hul Stetntne som til stg selv vg stittede mod Jorden — «hvad Cstettncele vtl Danmart scette paa min Ligstens —-— hvorledes vil min Krone se nd paa hin Dag?« Han holdt haanden for Panden og hensant attet i tavs Grub len. Sonnen stitrede sotsatdet paa sin ulyttelige Fader og soldede sine sendet-, ligesom til en stille Bsn sve han« Sjal. Nu aabnedes Havedttem og en as Kongens Tjenete meldte to stemmede, som havde Brev og Bndstab til hetsiabet. »De lan tomtnel" —- sagde Kongem noget utolig, da Prinsen meldte ham det -—- »uden Vaaben, det sotstaar sigt Du blivet her!« Tjeneren gil, og strals estet indttaadte Atvid Smaai landing tllllge med Svend Trost, der syntes noget sotlegen og alten-eint Badneten lod den gamle stakdtatl saa H soran og forst regte sit Ærinde, medens han selv i Fra stand betragtede begge sytstelige Personer nsje. Den gamle overratte Kongen et sorseglet Brevstao og bojede sit Knæ til Jorden: »Stortnægtigste Herre og Kongel« begyndte han hojtidelig; tnen Christopher rev hatn Brevstahet as Haanden med et vredt Blit, og den gamle sorstummede; han rejste sig og traadte langt tilbage i en crrbødig Stilling. Kongen oprev Brevet og tastede et slygtigt Blit deri.. »Fra din Faster paa Holbcrt« --—— sagde han til Otto —1 »Latnenteringer! —- rorende Snat otn Forsonlighed melletni Søstende -- tcerlig Assled, inden vi stal stge denne Ver-: den Farvel —- Paht disse Anelser, denne Dodssrygt og An-! dægtighed tender vi — det totntner as Ovetspandthed og Slappelse den Sot har sine Stifter med Maaner. Lceö’ du den Jeremiadel besvar den i mit Navn —- saa rot-ende, du vit! ntig et det ligeghldigt. Hirn vil gaa i Kloster og gore Bod« -— tilsojede han og saa atter i Btevet — ,,hm! sig, det gor hnn tlogt i, naar hun tan slusse sig selv og finde Trost i at plapre Bonner med Bedesostrene!« —- Han ratte Btevet sra sig og hensant i sin sorrige Stilling. Prinsen hettagtede ham med et stnerteligt Blit: »et ven ligt Ord sra eder selv, min Fader!« ——— begyndte han med bæoende Rost; men et strengt, asslaaende Vint as Kon geng Haand bragte ham strals til Tasvshed Prinsen gen nemlcrste nu selv Brevet og syntes dybt bevceget; han nasttnede sig aller Kongem nten et nyt Vint og maasle de stemntedes Nætvcerelse sorhod ham at ytre sig. ,,Stil mig as med de Plageaandet!« —- tnutnlede Kon gen ,,hor du, hvad de har at sige! — jeg dil have Fredt" Prins Otto sorvarede Brevslabet og git med mild Beerdighed hen mod Arvid Smaaleending. ,,As min Faster Dronningens Sttivelse hat jeg set hvem du er, brave Zvendt« s-— sagde han nied hjettelig Velvillie og lagde sin Haand paa Arvids Stulder. — ,,hvad du har gjort for .oit nlyttelige Herslab, stal aldrig glentmes, saa lcenge lMagnuez Birgetson og hans Frcender nævnes i Norden· Naat din fromme Frue nu assiger Verden og ingen Tie nere tan medtage i det strenge Kloster, saa tom til mig! Zaa lange jeg ejer noget, stal du intet savne.« » .,Tattet ydmygeligst, cedle Herre!« svarede Arvid be vcrget. -- »Dog lad mig være optigtig!" —- tilsojede han og vistede sig en srembrydende Taare as Øjet —- ,,jeg oil med Tat og Ære tjene eder, naar min naadige Frue gioer inig Asstedx men hoad der got mig eders Tilbnd besttnderlig tært er dog itte en saadan Hengivenhed sor Iederg hoje Person, som en Tjener bot have for sit Her Istalx den tommer itte saa pludselig, og jeg ser jer jo forste JGang i Dag; men J har en sornnderlig Lighed med min nnge stong Magnug Bitgersonx han var tnig sast taerere end min egen Sjæl, og stden jeg saa dem hugge han-Z dejlige Hoved as paa Helligaandsholnten —- her jeg intet Mennesteoje set, hvori der var saa meget as hatte »Sie! sont i ederg ,,l·ttodt, brave aantle!« asbrod Prinsen hatn venlig. » »Ja-g stal viere din Magnug, hvig jeg tan, og du vil Fnoleg med Ligheden og en god Villie. —- Des er altsaa et Ord! Hur du ellers noget mundtligt Budstab sra min Fastet?« » ,,Jntet sra min naadige Dronning nden hvad der staat i Braten men sra mig selv, ædle Herre! har jeg en inder lig Von til eder-H Hei-re Fader; hans strenge Blit forbød mig at stetnssre den; maaste er den ogsaa usømmelig sot en ringe, ubetydelig Tjener« — »—Sig stem! hvad dilde du dedet min Fader orn?« »Bliv itte vred, naadige Herre! jeg vilde nsdig sor ’torne eder eller edets Herre Inder dermed; det tunde synes isormasteligt as mig, at tiltto en sremmed Tjeners Bon nogen Magt over hans tongelige Sind, men min Ftue Dronningeng Sjæl er svart nedbojet; den trænger til Hu svalelse og sornemmelig til et oprigtigt Keerlighedsortz som hun tan tage med stg sra Verden og dens megen bitte Kulde. Lad tnig itte trade sor hendes Oer uden at medbringe et saadant Ord, var det ogsaa tun et enestet og —s— blio itte sortotnet, naadige Herre!" — tilsojede han med dermpet Stentme « »er det Ord itte at sinde hvot jeg soger det, i eders strenge Herre Faders Sjcel, saa tag det ud as eders eget milde Hiertet men lad Kongen besrgle det med egen Haandi saa vil niin ulhttelige Irue se derpaa i sin Dsdsstund og itte tvivle paa den evige Karlighed og Forsoning« »Godt, godt, dn tro gantle! et saadant Ord stal du? bringe hendet det lover jeg dig, og den rette Besegling stal itte mangle!« Paa Prinsens Vint ttaadte Arvid tilbage, og Svend Trost neermede fig. Hvad er dit Ærinde? unge Menneste!« —- spnrgte Prinsen og syntes med Velbehag at betragte Vabnerens aabne Ansigt. »Sta! jeg sige Sandhed, Herre Junker!« —- svarede Svend Trost noget undselig -- ,,saa havde jeg egentlig slet intet Ærinde her; men jeg sit under Vejs Lyst til at se eder og eders Herre Fader nerr ded. Ratt J taale et sritnodigt Ord, Herre Junter!« -—- vedblev han tned tat og ncesten overmodig Mine —- «saa vilde jeg tilstaa, det var mere as Rysigenhed, end as Hengivenhed, hvad eders Herre Fader angaar; sor stden han har pantsat og saa godt sont solgt Land og Nige til Tasten, tan J not vide hvorledes det nu staar til tned den gatnle Kætlighed til Kongen man ellers roser os danste sor. Vi Jhder har tilmed al drig med vor gode Villie sagt ja til hanö Regimente.« Prinsen traadte sorhavset et Stridt tilbage. Han hetragtede den dristige, jydste Verbner med et stammende ·Ørneblit, idet hans fromme, milde Aasyn pludselig syntes sorvandlet; der var nu en Hofhed og Stolthed deri, som itte sor havde verret shnlig, men som med en besynderlig Oderlegenhed nedslog Overmodet hos den teephsje Yng ling og satte ham i Forlegenhed. · ",,Tilgiv mig, hsjboarne Junker!« —- oedblev Svend Trost rsdmende og buttede besteden — ,,hvts jeg hat sagt et Ord, som maatte trænte og sortsrne eder! men jeg vilde hellen paa denne Maade mtshage eder, end anses sot en Hytler og elendig Smigrer. J maatte oistnot anse det sor en hsj Grad as Usorstammethed, hviö jeg alene oat kommen hid sor at itilsredsstille min Nystgenhed og sige eder trankende Ord otn eders tongelige Herre Faden selv i hans Nærvcrelse og nu, da han ingen Magst har; men sont jeg let ham her, er hans Stiel og Øre littt sor Karlighed som sot Dad, og — ganste uden Ærinde tomtner jeg dog itte heller.« — »Sig frem, besynderlige Menneste!« ---- asbrod Prin sen ham — »hvormed vil J undstylde en saadan Paatrcen genhed og niagelog Dumdristighed?« — -- - »Und Inia tale frit, naadigste Herr-ei jeg staar her uden Vaaben og tan itte være eder sarlig; mit Lin er endoasaa for Øjeblitket i eders Tjeneres Bolo; men ederis Aasyn er mit Leide. — Rent ud sagt, jeg hader ederg Herre Fader as et oprigtigt danst Hierte, og jeg er toin men hid med et Sendebrev sra en af hans Fjender, sont før var hans Ven. Jeg troede, det gjaldt en aabenbar Opstand mod hans Navne- RIgimente og Scepteretg As staaelse til eder eller eders Broder eller hoein der tunde befri og sra Tysten, og dertil havde jeg villigt ratt Haano; men nu sormoder jeg, det gcelder et lumst Oversald eller. endog et lumpent Snigmord paa eders elendige Herre! Fader og Inaaste paa eder selv; dersor er jeg paa egeni Haand kommen hid sor at advare eder« —- — « »Er det muligt!« —- udhrod Prinsen —- »sa-a vidt» er det tommet!« —— Han saa sig urolig tilbage til Faderen, som sad hensunten i stg selv og desuden var sor langt sra de talende til at kunne hore dem. »Forvovne Men neste!« —- vedblev Prinsen og traadte længere bort — »hvad har du at betro mig! Et Mytteri altsaa —- man strceber os ester Livet her s- og du ved det - — du har selv været Brevdrager blandt Forræderne?« »Ja, om J saa vil, naadige Herre! jeg troede, soin sagt, det gjaldt en Opstand, og det talder jeg itte For ræderi, naar det gælder en herre, der har brudt Ed og Pagt; dog saaledes var det itte ment; ved et besynderligt Tilsalde tom jeg til Formodning om et oirteligt Forme deri, og i samme Dieblit, som Brevet var i Handerne paa en as Forrcederne« —- — »New ham! hvem var han? den sormastelige!« — spurgte Prinsen yderst spendi »Derpaa vil jeg betaente mig!« — soarede Vcebneren. — ,,Jeg staat ilte her sont Angiver; jeg har ogsaa tun Formodning, men itte Vished Den usle Plan kender jeg itte· Niddingernes Navne være oö ligegyldige, til de sor nogen virtelig Handling kan drages til Ansvan Til den hojeste Forsigtighed vil jeg tun rasade eder: her i en nahen, ubescestet By er tun liden Sitterhed, om ogsaa Borgerne ere at lide«paa· Ser eders Farbroder stal J itte tro! Et aabenbart Angreb er her dog nceppe at vente. Havde det verret Tilfældet, vilde J maaste sokst have set mig blandt Modstanderne. Vil J nu, efter denne Til staaelse, tro mig paa mit Ord, saa tilbyder jeg eder min ringe Tjeneste saa lange her er slig lumpen Fare paa Farbe Mit Navn er Svend Trost af de Salters Slægt. Jea vil onste, jeg maa tun-ne svare til Navnet.« »Bist Oprigtighed er mig Borgen sor din Ærlighed, soroildede Menneste!« - « svarede Prinsen. —— ,,Bliv her i Huiet indtil videre! vcer til Siede, naar jeg lader dig kalde!« Derpaa gav han dem begge Vint til at gaa og ail selo tilbaghtil Kotigen, der shntes sortrædelig og uroligi over Prinseng lange Samtale med de fremmede »Hvad var det?« - sspurgte Kongen -—- ,,stal jeg« endnn plageg med tedsommeligt Overhceng as Tjenere og sornemme Stoddere -s nn, de dog ded, jeg har inan fede Ben mer at slænge til Hundene?" — »Det var ingen Tryglere, Herre Fader!« — svarede Prinsen og stjulte sin Uro. —- »Den unge Adelsvcebner’ var sra Jylland: han onstede at slutte sig til vort lille Folge, uden alle egennyttige Fordringer.« ,,.Hvad slal jeg med slere Dagdrivere om mig?« — mumlede Kongen. -— »Vil de nu staa mig bi, die-se few raadige Herren saa lad dem komme i TusindtalL Stas mig en Heer! jeg stiller mig endnu i Spidsen for mit Folt og salder med Ære for det Navn, jeg beereri Jeg bryder alle tvungne Forpligtelser —- jeg jager Panteherrerne ud as Landen hvad enten de talde det Rct eller Urct; meni til at vcere en Pratter i mit eget Rige behover jea ingen! Narrehale Vil inine Fjender mig til Livs, tan en Haand-« suld Lomler dog itte sorsvare mig — Men hvad behodes det ogsaa? Er Verden saa ted og led as mig, sorn jeg as den, ere vi nemme at stille ad. For mig maa man myrde mig hvad Øjeblit man vil! lkt saadant ode Lin er itke vard at rote en Haand for.« »At, leoede min fromme Moder endnu!« ——— sukkede Prinsen. Han sogte sorgceves at opmuntre den syge Konge, men havde selv Moje med at dolge sm Uro oder det Myt teri, Svend Trost havde advaret ham sor, og hvormed han nu ingenlunde vilde angste sin Faden der nied al fin Foragt for Livet dog grnede sor Doden og ingen Steds mer troede sia sikter. Uden at have tastet et Blit paa den stonne Udsigt eller paa nogen as den cerlige Peder Hvidtfeldts sorblom mede Qve«rrasielser, ail Kongen, ntort, som han Var kom men. tilbage til det store Karnapværelse. Han satte sig til Bords metanist, men hoerten spiste eller driat; han satte sig ved Statbrcettet med sin Son, men uden at rore en Brit le, og han vilde ingen se uden Sonnen. Det var efter Mid daa, da en Tiener meldte Marsi Vendelbo og Ridder Jng var Hjorth Da Konaen horte det sidste Ravn, foer han op as sin tavse Grublen og raabte med streng Rost: «Dra banter! satt ham i Taarnet den Forræderi han stal dom mes ester en ny Lon, trods al Verdens Haandscestningeri J Morgen stal hang Hoved springe!« Prinsen erindvede ham saa staansomt sont muligt om, at her hverten var noget Taarn eller Drabanter, og at han for Øjeblittet itte var i Stand til at bringe saa streng en Dom i Udovelse. : »Og doa talde J mig Konge«?« -- udsbrodiChristopher tned sin bitte Latter. -«— »Na ja, det Nasvn hat kostet Hoveder not« « asbrod han sig selv med dcempet Rost —---- »det paa Kallundborg var dog det vierste.« Han faldt atter i dybe Tanter. Marsten traadte ind, men tunde itke bevæge Kongen til at se eller tilgiive Jngvar Hjorth, som ojeblittelig matte sorlade Husei. Med Marsten holdtes nu et alvorligt Raub, sor saa vidt Kongens morte Sindss stemning tillod det, og Prins Otto meddelte den gamle Feltherre hemmelig, hvad Svend Trost havde ntret om et formentligt Mytteri mod Kongenö Person. llden at den syge Herr-e markede det, blev Huset omgivet ined en Bor gewagt, og man sortsatte Randet Marsten medbragte et Leide- og Sitterheds-Bresv fra Kongens Halvbroder, Grev Johan, hvormed Kong Christopher og hans Folge lovedes den storste Tryghed, hvad enten de dilde blive i Landet eller sorlade det, vg- alle Busens SlotIhovdinger og Krisis everiter i Lolland og Sjælland forpligtedes til ,,at yde tun-z tasre Herre Bruder, Kongen af Danmatt, al mutig Als-re oa Bistand, lwor som helst han maatte behage at op holde sii1.« Dette vistnot ydmygende Silterhedsbrev for en kamst stonge i hang eget Land var ledsaget af en egen tin-Miit Strioelfe fra Gvev Johan den milde,c’hvori han paa det liøfliaste indbød Kongen til at besagt ham paa Nuwbing Slot, hvor han stulde blive modtagen med al longelig Akte. Ridder Jngvar Hjorth havde paa Mak stenci Opfordring besagt Grev Johan samtne Morgen og medbragt digfe Bteve. Hart havde forsikret Motsteu, at issrevens Deltagelse for Kotigen i hans ulyttelige Stilling var oprigtig, og han mente. Kongen for det fsrste butde modtage Jndbydelsen til Nytsbing Slot. Herimod hast-de Matslen dog fielv adsiillige Betænt·elighedet. Hatt frygtede med Feie, at Kongens og Prinsens Ophold has Gtev Jo han lettelig lunde blive til et høfligt Fangenftab. Dei blev Aften, uden at man endnu havde btagt Kotigen til at tage noaen Beflutning, uagtet man tilsidst havde ladet ham vidie, at hang personlige Siltethed hat var i Fute. En delig afbtød han heftig alle Matstens Forslag til Rigets og hans egen Redning. »Alt er tabt« — udbrød han — »jeg ved det -— Rige og Ære, Magt oa Myndighed, Gods oa Haab! - Lioet, det usle, nøgne Liv er tun tilbage; for det gest jeg intet Stridtl Hvad koinmet der ud af alle Rand og fotnufticze Anslag? Den største Klogskab er dog Dumhed, naiar Lykten er imod; men en lyttelig Otge tan blive til en Gud paa Jotden og tilbedes; det et en gammel Historie. Jeg er tret af at fly for Ulykten. Er det en højere Forstand, der styrer Tingene i Betden, nu vell saa lad de n otn Regirnentetl saa lægge vi jo vore Dummerhoveder i Blød som Natte! men et det Galskab, der regeter os og det hele — hvad Kløgt stal der saa komme ud af vor Visdom og FotsigtighedI Jeg hat nu nresten oaaget og tæntt mig gal for Folt og Rige. Nu vil jeg sove og lade Foltet sorge fot mig, hviö det gider.« Detmed rejste han sig og git til sit Sovelainmer, hvortil han flog Daten i Laas eftet fig. »Der-wartet han hat Rett« —- sagde den gamle Matst med betyrnret Aasyn og holdt Haanden paa den store, ryntede Pande -—— »alt er tabt —- Fotstanden fast nied, vedblev han bestemt. s—— Vil J følge mit Raad? Junter Otto!« »F er vor eneste tro Ven og etfsatnse Raadgiver i Redens« » svarede Prinsen. — ,,Hvad taadet J os til?« ,,Paa eder og edets Broder, aedle Junker! et nu Danmatls Øjne fæstede. Dei er edets Pligt mod Iebte landet at bevare eders Liv til en bedte Tib. Opstanden i Jylland er udbrudt. Del ulrnet i Sjælland og overalt paa Deine Et Blodbad, som det i Sie-anse, kan beftygtes, men jeg ved, J vil ingen Del tage deri. Det et en flet « iaade at betale sin Gæld paa, at rnytde sine Kreditoi rer« — — »Den Taute, haaber jeg til Gud, var aldtig miu Fadens for fuld Alvor« —- afbrad Prinfen harn. »Men den er Folletg, og for fuld Alvor« — vedblev Marsten. Nod btydet alle Lode. Follet tryttes over ifvne Her oil snart itle mere spøtges om Ret, men tun om Livsftist og Nødocetgr. Btyder det les, er eders og Kongeng Liv i den højeste Fade. Jngen Tyster vil tvivle paa, at J jo hat Del i Opstanden. J vil møde Diebs fjender baade blandt dem og blandt den rasende Almue. J- maa fotlade Landet fnatest muligt. At her nu selv et et Mytteri i Goere, ved J. Jeg beredet alt til Aftejsent med dette Lejebrev lan den endnu ste betimelig. J Mot gen tidlig stal alt væte paa rede Hei-and Edets Hetre Fa der maa ville. For hans Silterhed i Nat kan vi vel sorge«. ,,En af de gsamle Benner blev os dog tro!« — sagde Otto og gteb Marstens Haand. «Gud lønne jer for edetg cedle VilliseL Liv og Lytle staat i Guds Haand.« De gil nu bort for at betede alt til den nødvendige Aftejse, men, eftet Matslens Raad, saa stille fotn muligt oa uden at røbe mindste Ængstelighed. Fjerde Kapitel. Jtte som Sittethedsvagt, men fom Æresvagt, havde ; den ærlige Peter Hvidtfeldt paa Marstens Anmodning ind: budet tolv as sine Medborgere til at bevogte Huset, der for Øjeblittet var at anse fom Kongsgsaard. Disse Mem-, hvoraf de fleste vare Haandværtere, harte alle til Hellig Trefoldigheds-Gildet og have, fom saadannse, paalidelige Mæntx der havde forpligtet sig til at forsvare den lod rnægsige Landsherre uden alt personligt Hensyn. Disse Borgermcrnd havde i deres Sondagstlæder og med detes gammeldags Stsadsedaaben taget Plads i Peter Hvidt feldts Handels-bod, hvor den velhavende Vært havde ladet en hel Tonde Godt-Øl lcegge op paa Diften for dem. Kon gens egne Bæbnere og Svende« der ej en Gang vare saa talriah som en almindelig Ridders Folge, havde tilligse med Zoend Trost og gamle Arvid Smaalænding faaet Plads i en Sidebygning til Goal-dem hvor de ligeledes paa det bedste beværtedes. Paa begge Steder git det om Aftenen tet muntert til. Øllet gjotde Borgerne snatsommJe. Kongens Nærvækelfe i Hufet og mislige Stilling bragte alle gamle Historier om ham oq hang Regimente paa Tale, og da ingen af hans Folt her var til Stede, toge Borgerne itte i Bettentning at siqe dereg Mening tent ud. For Enden af Dissen sad en stært, grasastægget Smed, som havde været Krigsmand i Kong Crit Menveds Tid og tumlet meget om i sine Dage. Han fette for det nieste Or d-et, oa bang Mening gjaldt meget blandt hans Lavsbrøtk re. Lige over for ham sad en lille, spintel Væver med et bleat, syaeligt Ansigt og heldende Hoved Smeden havde nnlia endt en lystig Historie fra sin Ung-dom, og man lsegnndte at synge muntre-Pisa og dritte Staaler. ,,«Jtcj, Brødre!« --- sagde Bæveten med sin Stemme og andægtia Mine — »sta! vi synge og dritte, saa lsad as førsi som fromme Gildesbrtdre thutomme de gode Helgem og, som det spmmer sig i vort Lav, dritte Jomfru Marias og den hellige Trefoldiqheds Staal!« Gorthttcy «- fs .-«' »J.
