Prius Otto af Daumart
on »aus Hamtttu
asnstoriit Roman
at
Bernhard Escverin Inst-mann
tFortiat.)
s«
»t7ders:s er i Æren, velliaarne Or. Hennete. —
iagde Færaetnanden ined et uiigtcentfomt Blit— »man
itulde fast tro, Lpnbrevet var til jer felv, siden J aabner
det saa raft oa ved detg Lægnina, for J hat set det. Lad
as da here det alle iannnent Handler det tun otn Stude,
var di ajort Knoten der tlret og ital stratg tote ham igen.
lSr det da itte fra Sti Anderien af Bjsrngholin?«
«Det tan not dekret« —- svarede Jægeren med et starpt,
nroliat Blit oa faa i Brevet. — ,,J stal selv høre hdert
Lxrd, her staat « det et ingen Hemmelighed —— Jeg slat
ogsaa have noale Stude as den Dritt. Dei er rigtignot
fra Sti Vlndersem men hvad gar det til Sagen ? at Handel
oa Vandet ined Juden tan jo itle ophøre, fordi en og an
den der ovre holder ined Tyften. Nu ital J horet det er fac
oprigtiat et Ztudeprangerbrev, som nogen jvst Herremand
tan strive.« LItu røtnmede han sig og tceste tanatomt og
stammende: ,»,«.)l,5—rlig oa detbyrdig He. John Ellemofe.
Hilsen med Gud og St. Knudl ---— De hundrede Stytter
fede Marfttandsstude stat sendes jer og jer gode Ven, saa
lnart den trete Handel er bragt i Rigtighed fra jeres Side
og J efter Tilbud og Løfte dar bragt«« --- --s — her
itammede tian oa holdt inde. ,,Det er fortwandet utydetigi
strevet« — muntlede han.
»Jeg er dant til at tcese Strift; tad mig hjcelpe jet,
.5,)erre!'« fagde Ytrvid Snsarlandkna med kr. lslia Mine
og nærtnede fig.
»Bei behpves ej; nu iorstaar jea det« — nedblev stier
vejitgeren hastig »det er oni Hin Elletnoses hvide Heft
-- bot tun!« oa nu dedbtev han at trete i tigegyldia Tone:
,»,og J efter Tilbud og Løfte bar bragt Hingsten og den
unae Falk til «« til -— ja rigtia — -— »,,tit deres Weitem-v
inelie. Trn aainte danste Race«« —— vedblev han nu flug
tig — ,,,,er vet nu tun i rinae Pris, og Greden taenter
paa at indiore den holstenfte her i Jnlland; men han dar
sundet ederg Tilbud antaaetiat, og J ital inaen Stade lide
ved den Handel Min Bahnen Svend Trost, fom bringet
jer denne Strivetse, er en rast Vovehalg, inen for Reiten
en Gadftab og uerfaren Futentash sont jeg intet vil have
betroet ai Vigtighed Paa Studene og"" -- ---- han stand
iede atter on Arvid ncermede sia —- »nu, hvad Diævelen
dil J tun-e mer ai den Snatt -—— der er jo ingen Tina i.«
Mcn ttlrdid dea itte af Stedet og ttirrede nied sine store
Line i Bretter - »Af Veien, Totpert« vedbtev Nerve
jcrgeren og taste nu rast oa tiaegvldia: ,»,paa Studene
oa Greveng Gunst tan J dem litter« naar J ftnndiomit
opfntder, twad os- intellem, denne Handel sia betrcessende,
aftalt er. Med egen Haand Sti Anderfen Marti«
»Bei er iagteng den tultede Greve, han mener, oa den
Handel er itte god at blive tlog paa« — fagde Færgeinan-"
den med bettentelig Mine - »men fln mig Lonbredet igen,
He. Hennetel jeg vil dringe del til vor Priest. Maaste han
tan iorttare os det: for der stiller noaet under; det tot
jea icrtte inin Hals paa.«
»(r J da galeck hvad stulde der ftitte under?« -——
raadte tttcroejasgeren ildrsd og i hidsia Tone ,t)vad ei
det at aøre at den Flvalin overt Dog deri hat J Ret, J4
brave to Mcrndt« - vedblev han efter et Øjebtits Be
terntnina med et tiitigt Smit og nitlede --— »den Sti An
derien er en farlig Mand; med ham slal ingen artig Lollit
drive Handelt J tan nu gsre med hans Seitdebud hvad
J vit! Studebredet stat ingen Utytter goret« Med disse
Ord red han Brevet i tufinde Stylter og lo haantig «Se
hak« tilfojede han -- ,,det er at holde tort Rettergang.
Nu tan J aore ligetaa med Gabftaben, der ligger, otn J
dar Unst! Jea aiver baade hain og hans Heere Dsden og
Diceveten.« Derined ait han floitende dort, oa Færgeman
den saa vetæntelig efter hain.
«Sig og Sandhed, unge Mennette! og J ital være
fri! - twem var Lønbrevet til?« -—- spurgte han den
bundne Vckbnern »Ved J« om Or. Hennete læfte det rig
tiatZ for den fortlagne Hennete Brvde hat jea ingen Tro
til.« -
»Bei Brevitab, J her ftammelig har fraranet niig,«
— tvarede Verbneren forbitret og havede sit Hoved --—
»det ftulde jea gantle rigtig bragt til en bis John Elle
inose. meget mutig en Hallunt, sont J vel bedre tender
end jeg. Hvad Brevet indehotder, tunde jeg jo itte vide,
uden jeg vitde været en Stynget som hin lange Jener-, oa
aabnet andres Brede paa egen Haand Af hvad Niede
iægeren taste, hat J jo alle hort, at min Heere intet har
betraet tnig af Vigtighed. Holder han rnig for en Gab
flab« —- tilspjede han i bitter og harmfuld Tone —- »tan
J del faa faa ineget i jeres tytte Wander, at jeg itte er
vardtg til at have videre Del i hans Handel og Vandel,
hvad Stagg Stude og Vetter det saa gælder.«
»Du hat not ftor Lyst til en bantet Trpje, unge
stattl« —- fvarede den svære Færgemand med totig Kutde
— ,,men den Lyst tan du vel faa styret, uden at vi heb-der
at umage os dermed· Saadanne unge hanelyllinger, som
gale paa Brsndstangen, inden de faar Kam og Sporer,
tan man frit lade spante deres Vej og dunipe i Brønden,
naar dem lt)ster, uden at vceke bange for, hele Verden fal
der vergelten Los hain tun og tad ham tende, Born! den
Mag tunde ellers bitde sia ind, han var en Etefant.«
Fargefoltene to og tslte Vastlerens Baand; men
nceppe ltod han Paa fine raste Ben og fItte sine Lernmer i
sin Magi, for det torte Vadnersvaerd for ham tlingende
af- Steden, og laavet den spare Færgemand fom alle hans
Folt maatte stynde tig at springe til Side for den starpe
Klinge; dog da de ingen Vaaben havde i Haand og gjorde
titlttcettetig Plads for dam, git han rotig med Svcerdet i
Haanden ud as Deren, ledlaget af Arvid Smaalcending.
De satte sig begge til heil og rede fort ad Vejen til Satz
tsbing uden lange at oetste et Ord sammen.
»Va: det dig, tom forraadte mig, gamtet« —- spurgte
endetig Beebneren og noaatte tin Ledsager nied et starpt
Blit.
»Det var det mindste, jeg tunde gtte for jer Stiel
oq Saugt-d unge Gmel« — sparede Arvid Since-ten
ding med et lldtryt as bsertelig Gliede i det alvorlige An
sigt. »Den ærlige Færgemand havde selv market
llraad« « tilsøjede han -- ,,men han lovede mig at binde
jer i al Slittelighed nden at krumme et Haar paa jert
sorvildede Hoved.«
»D-d og lllntlel det dar en erriesvenst Strieg, Gran
hooed!«
»Um cerltg tvenst Stieg i en slet Regning stutde J
sagt!« -- svarede Arvid rolig og nittede selvtilfreds. —
»Man maatte jo stille jer oed den Hemmelighed, J dog
itte tnnde tie med: den tt)ngede, Gud ste Tak, for svart
paa jer nnge Sanivittighed; men med det gode var der
intet lldtomme med jer: jeg havde jo prætet for jet til
den lnse Morgen, nden at bringe jer til Fornuft.«
»Ha, gjorde jeg din Ret, du gamle, listige Rævt« —
mnmlede Svend Trost truende, men tunde dog itle se den
gamles tærlige Aasyn uden Velvillie.
,,Lad tun vcere at gsre mig min Ret, om J vil!« —i
asbrod Arvid ham — »rnen gør nu selv og andre brauej
Folt Ret! J stylder jer egen Sjcel og jeres Landsmænd
at bruge jert raste, unge Liv til noget bedre, end at oæte
et lialvt blindt Redstab i Fano-verbanden At det ille
banger rigtig samtnen med den Studehandel, oed J meget
vel. Var den lange Jæger ikte kommen til, havde vi son
derreoet Bteoet ulcest, og det havde maaste vckret det bebst-.
Jeg tender, Gud ste·Tat, intet Bogstao; inen jeg maatte
jo lade som jeg var boglekrd, stnlde Jcegeren itte lebet as
med den sorblommede Stnuahandel alene. Den Karl horte
ganste vist til Komplottei. Gud stal -oide, om der stod,
hoad han læste; inen begreb jeg den Studesnat rettelig,
ian den endnu gøre Ulytte not, hvis J ilte cerlig vil staa
mig lsi med at seette en Pind derfor.«
»Du bar dog Ret, Arvid!« — udbrød Vabneren og
var bleoen blussende red. — »Det er en lumpen Handel,
man har beugt niig til. Jeg troede det gjaldt en ærlig og
aabendat Opstand mod den elendige Kotige, og dertil haivde
»jea villig ratt Haand, sor at srelse Landet; men mod et
iluinst Oversald eller Snigmord vil jeg selv beskytte min
Farrigste Fjende. Du har gættet ret: den lange Jceget hellrer
Yganfte rigtig til stomplottet De taldte ham jo Hennele
Brode; til en lollandst Herremand as det Navn stulde jeg
betro det sordømte Lønbrev, hois jeg itte strats tras John
ltFllemose paa hang Gaard her ved Satstøbing Var det
blot et Tilsaelde?« ---— vedblev han betcentelig — ,,eller var
det en tiefere Villie, der hjalp mig at udsøre mit Ærinde.
og det bedie, end jea nu selo ansler det, selv i det Die
blil, alt stintes redet? —--- —- Dog ---— nu er jeg srant og
stil« « tilsøiede han i srimodig Tone og nittede oeltil
sred-J. - »Mit sidste soorne Loste til et andet syndigt
Menneste er opsyldt. Jea ladet mig nn aldrig mer i mit
Lin lcrnlebinde til en andenis Villie, dar det end den største
og mægtigste Herr-ek«
»(ttodt« nnge Menneste! ogsaa det!« -— svarede Arvid
alvorlig »me» en Herre maa J dog tjene og adlyde,
hvis J itte vil dlioe et srcrtt og tojlesløst Djævelgbarn —
det ttind og Et. lsrit sorbyde! - Jea niener den Herre,
der rander over alle Herrers og Tjenereg chel og Sa
tigtjed baade her on hisset.«
»Du er dog en arlig Sjæl, Arvidt der er min Haand!«
-- udbrød Verbneren bevagei — ,,at jeg ingen dumme eller
gale Streger vil got-e det tan jeg itte love dig; men Lum
penlteder og stette Streger vil jeg ingen Dei have i, til
hviltet Parti ieg end slutter inig i digse ledeløse Tider
-— derpaa tan dn stole. Nu folget jeg dig for det sørste til
Satstsbing Jeg vil dog se den Styggetonge, inden han
bortpustes as Verdenx og «- tan jeg srelse ham sra et lum
pent Endeliat, slal det vcere mig tært.'«
»Im tror dist, der nu er stor Gliede i Himlen, unge
Herre!« - sagde Arvid Smaalaending med bcvceget NOT
og der glinsede en Taare i bang store, opløstede Øjne,
idet han tlemte sin unge Ressefælles Haand saa fast, at
det tnagede. -- ,,At ja,« ---- tilsøjede han og tnugede
endnn sastere -— «naar en ung Synder omvender sig, lan
der ogsaa blioe Glasde derooer paa Jorden.«
,,Lad der ocere Maade med Glasden paa Jorden,
tlrvidI og tnng itte Haanden as mig med din Stenklo!·'
sp-- sagde Svend Trost med en godmodig Latter, og te
rede med let og srejdigt Sind oidere.
De vare tcet ved Satsløbing Den lille Stad laa lig.
sor dem i Morgensolen oed den svdlige Ende as Bugten.
Den lignede mer en Landsby end en ststad: de sleste
Bygninger vate straatcelte og tlinede Avlsgaarde, med
smaa indhegnede Raalhaver og betydeligt Agerland. Kir
len og TresoldighedH:Gildetg Laughug med ei Par rige
Købmands Gaarde oare de eneste teglhcengte Stenbygs
ninger. Tat ved Byen cerncrrlede Svend Trsst en rast
Natter, som sor bort ad en Bioej, og han troede at tende
den lange tltævejceger sra Ladepladsen. Jægeren pislede
sin Heft og sorsvandt mellem de bolaende Hvedeagre paa
Bymarlen.
Tredie Kapitel
Salgløbing var kommen i en Slags Beistand under
Kong Christophen hnn lmvde qivet Staden ei Frihedsbrem
og del var snaasle den enefte Stab i Landet, hvor bnn
havde l)engivne Undersaatter, imgtet han bog ogfaa havde
pantsat denne By tillige meb hele Den til sin Halvbroder,
den holsiensle Grev Johan. Greven havde endogsaa i de
sidste fem Aar haft Frihed iil at ins-nie Penge i Salslss
hing, og ervemønien turde ingen mage, hvor slet den var.
Slønt Kong Christophers Magt og Myndighed vgsaw
her tun var ringe, havde handog nu i sin Ulylle tagei
sin Tilflngt til denne Stab-Z godmodige Jndvaanere, soml
hon vibste vare de sit-sie der vilde fotlade ham i Raben
Han havde i nogle Dage med et lille Folge og med sin
ældste Son, Junker Otto, opholdt sig her som Gast hos
en rig Kalenan Peder Hvilfeldt, der hasvde overladt de
fyrsielige Personet sit unselige Stenhus til Beboelse, nie
denö han felv med sin Familie var flyltet ind i en ringere
Sidebygning.
Svend Trost og Arvid Smaalænding rede langsomt
gennem Byen i den stille, tidlige Morgenstund og undrede
sig Met- Ck M W Wen Vg UNDng Sieb nu var bleven
)
en dansk Konaeg Residen5. De detragtede noje ethdert as
de mindst armselige Hast-, hvor de tunde sormode der var
nogenlnnde Pladg og Lejlighed til et Hofhold Endelig
tom de til et Stenhng med takkede Margale En vite
lantet Karnap, sorn en Lngte, sprang srein i Gaben, og Hu
setg tvende Dore Vare prydede nied ndstaarne Helgenbilleder.
Den ene Dor førte til en aabnet Krainbod, hvor der stod
Jernftcenger og cheretonder til Salg; ved den anden Dor,
som var luttet, stod der en Basatey ined sin Pigstav, oq
en Bysvend, prydet med Stadgoaabnet, den store Salz,
paa Brystet oq rned en stor Vildmandglnippel i Haanden;
de stode stive i deres Sondagsdragt og med vigtig Mine,
ligesom de holdt Vogt »Hu maa det del dcere!« --—- sagoe
Svend Trost med et ynlsoint Sinil og vendte sig rned et
Spotord paa Tungen til ganile Arvid Smaaleendig, sont
havde taget sin Kabudg as og bojede sig cerbødig for
Karnapvinduet Væbnereng Øje fulgte samme Retning, og
uagtet den Ringeagt, hvornied han betragtede denne sinnge
bolig, rev han dog uvillaarlig Fristfyrs-Huen as sit Hoved,
da han gennern de smaa, blyindsattede Karnap-Ruder bled
to Ansigter var, der hver paa sin Bis aftvang ham en
besonderlig Deltagelse. Den ene var en aldrende Mands,
dødblegt og ined et Udtrnt af Nag og bitter Tungsind, der
næsten grænsede til Vanvid, tnen med store paafaldende
Grundsormer og Ined et maegtigt sort Haar og Mundstceg!
det andet var et mildt, næsten jomfrueligt Ynglings-Ansigt,
nied glat nedhcengende gnle Haar; han synteg at rcekke den
syge Heere en Lædsiedrit og sige ham nogle trøstende Ord,
men med saa dejlig et Udtryl as Øinhed og Kærlighed i
det fine vemodig svcermersle Aasi)n, at Vcelmeren var mer
ved at holde stille paa Gaden og tabe sig i Bestuelsen as
det overrastende Karnap-Optrin, medeng gamle Ardid
Smaalcending nied en Blandina as Henryltelse og dyb
Smerte udbrod med dæmpet Stemnie: »Al! niin Magnus,
tnin Magnqu saaledeg saa min Kona Maanus Birgerson
nd, naar han trostede sin fortvidlede Fader — og saadant
et tinglehoved tnnde de hugge af sp- de Uinennesker!«
De rede stille til Herberget, og ingen as dem tvivlede
om, at det jo dar den nlntleliae Rong Christopher og hans
Son, den snttenaariae Junker Otto, de havde set, stont
det var saa tidlig paa Morgenem at Vinduesslodderne
endnn mangen Stedg vare lullede oa man tun saa enkelte
Daglejere aaa daa Arbejde. Siden Slaaet oed Lo Hede
sov sionaen ncesten aldrig Hang Saat vare endnu ilke
lcegte: rnen han var dog niere syg Paa Sjcelen, end paa?
Leaeniet.
Til Peder Hvitseldtci HIIH i Zalgtøbing horte der en
lille leildgaard nied en sinnt lldsiat oder Biiaten og hvors
der fornden Frugttræerne fandtes inange sjakldne Blomster
oa fremmede Ver-isten som den dristiae Ftødinnnd badde
didst at forstafse sig fra Ftlosterl)averne. Denne Have gjaldt
oasaa for den smntteste i Byen oa det var den cerlige Peder
Hvitseldtei ftorste Fornojelse selv at pag-le Ined Haoetnnsten
oa ret ndpnnte denne lille Jordplet ester sin eaen desnnder
lige Eniaa on Tasntemaade De snorrette Gange oare be
stroede med Einedeslcel sra liang eaet Rnivsinechertsted,
twiltet han sor en stor Del styldte sin Rigdoin oa so:n
lian Paastod dar det ældste i Byen; dersra ndledte han
oasaa Binan Optomsi og Naon, der dog ester hans
Menina riatiaere dnrde hedde Knivtobing end Satgtobing,
og hellere tnivde en Kniv, end en Saks i sit Banden Dette
sorsomte han sjeelden at udoitle, i Anledning as Smede
stællet i Gange-ne hver Gang han viste en sremmed sin
beronite Hade. Hoad han især sandt Fornojelse i, var med
egen Haano at ndllinpe allegoriste Billeder i noale store
Tax:Tra-er, der hvert Aar maatte stifte Form med han-s
Tanteaana og som altid i et Slags Hieroglypher skulde
detegne hvad han ansan sor digtigst at erindre sine Med
niennester om. Denne Morgen gil han mcaet tidlig i
Abildgaarden ined den store Havesalg i Haanden og klip
pede Hierter og seroner i Tax:Treeerne, medens Krambod
Drengen, der ille saa tidliq behovedes i Boden, var syssel
sat med at lcegge Kona ishristophers Navnetrrek i Umbe
dene med Stene og glinsende Potteslaar. Den jcevne, ad
stadige Borgermand var mod Sædvane allerede iført sin
Sondaggtjortel Han saa oeltilsreds saa del paa sit eget
sont paa Drengeng Arbejde og nitledr. »Ja, ja! der slal
vcere Forsiand i alle Tina!« — sagde han ved sig selv· —
»Ur-a en Stils over Konstens Navn, Drengl den betnder vor
gode, tro Stad, soni han lsar taget sin Tilslugt til, og son-.
Erlig oil bestytte han« Zatgen er rigtig not et Slrcedder
stilt, og Knioen var et søinineligere Statsvaabem inen
Herre Gad! di ere dog alle Strceddere for vor Herre.
Zaissen oil jea forsdareI den tan belade Land og Rige: det
stilleo nn tun ad, for at sanileg ig·en, vil Gud, naar der
toinrner dnatige Finare paa Staftetz saa stal den danstc
Satg bide, oa ve den, der ril lægge Fingre der imelleml
Se! det vil jea siae Kongem naar han spørger om hvad
Salgen betyder. Den lan ogsaa give ham et Vint one at
bellippe de stolte og overmodige Yniper, disse Herremcend
og egenincrgtige Bondeplaaere, som vil viere Herr-er i Lan
det og baadc tnibse Konge oa Borger paa Næsen. Se saa!«
—- vedbleo han og snldendte sit Arbejde med de store Hier
ter oa Kroner i Tor-Ocellen --—- »Danmarks Hier-ice stal
gronnee og votge som de eviagronne Træer i Paradisei:
Det er Hovedsaaen Kronen stal tnejse mod Hiinlen, og di
slal glædes i deng Ly og Slyggel De tronede Navne, ak ja,
de ere sorgængeliae - — de horer Jorden til; men de stal dog
ogsaa holdes i Ære ester rings Lejlighed — de strl stinne
blsandt Vlomsterne i Urtebedet, og ingen slal trcede paa
dem! Mart dia det, Dreng!«
»Maa jea itte ogsaa lcegge Junker Ottos Navns Hug
bond!« H spnrate Drengen — »ham kan jeg dog meget
bedre lide; han er jo vor Hering paa en Maade, og han
stal jo viere Vor Konge og befri os fra Tyslerne, saasnart
vor Hei-re i Naade vil stille os ved den anden.«
»Er du tosset, Drengl vil du snakke med om saadanne
Ting? Ti dn stille og pas din Dontl eller jeg stal lære dig
at holde Tand for Junge Det er en nem Sin at gøre
et c til et (), ser du, men der slial en storre Finger til, end
nogen as vores. Mart dig det, Dreng!«
»Men, Hille Stam Husbond!« —- sagde Drengen
ester et Ophold, hvori han paa egen Haand havde forvandlet
et as de kronede («er til et 0 — »naar J saa det lange
RegnebreedtJeg der inaa strive op uden al Mitte-, vilde J
neeppe se saa mildt.«
»Dummerhoved! er det noget at snakle om«s« —- spa
rede Pedee hottfeldt veed —- »saei megen Ære er han sog
sagten-J værd Jtidtægt og Udgift slal staa paa Regin
brirtiet for en Ordeng Styld, det sorstaar sig, og striver
du niiq eti lialv Ørtug for lidt eller for meget op, jager jeg
oia itaa Portenx inen vil Konan og Junkeren blive hds
min til jexi hor givet den sidste Øriug Ud, stal de detfor
itte se en sur Mine. Mcerk dig det, Dreng!«
..B1iv itte vred Hngtmndk men jeg trentte tun sont
saa: lidig dct var eit ordentlig Ronge, soin holdt paa Lov
oki Ret oa sorsvarede Land og Rige, saa var det en and-en
Satt: stta var det eii Its-re ort Glcede at gøre Stads If
haitt, og saa behøvede vi vist itte at give Gadedrengene
saa titanae Svester for at raabe .Hurra, hver Gang de
se liani i Rarnappet; men er det sandt hvad alle Full sige
oin deniie Konq Christovher, saa har han jo strebt sin
Broder efter Lioet oa tagt Folt og Lande ode og aldrig
ajort andet, end hvad staniineligt var, saa længe han hat
leoet, oa saa nieiier jeg« —- —
,,Dti stal ingen Ting mene — incert dig det, Drengl
oa Pat diti til Kramboden!« — asbrød Peder Hvitseldt den
sorbtøfsede Dreng med en efiertryttelig KindhesL — Se!
der tiar vi Hang Majestæts hellige Person!« —- tilføjede
l)an, idet tian satte sig i stiv Stilling og git sin kongelige
Wirst ined en overvætteg dyb Hilsen i Mode.
Med en langsom og vatlende Gang tractdte den syge
stotitt tshristopher ind i Haben, understøttet af Prins Otto.
Den sorte Flojelg Varet sad Kotigen dribt ned over Pan
den, og lian bar den venstre Arm i et Werde Hvert
Stridt snnteg hani besdærligtl hans blege Aasyn var mørkt,
»o·q tictn stirrede til Jorden uden at bemcerte Borgerniandens
højtideliae Hilsen, soin den unge Prins besvarede venligt.
»Vor- brave Vcert er her og hilser paa eder, Herre Fader!«
——- sagde Prinsen Kongen tastede et starpt Blit til Siden,
niedettg han git frein nden ctt forandre en Mine.
,,liderg liøitonaelige Naade og Majestcetl« — ltegyndte
iiu Borkieren og aentog sin dybe Hilsen -—— »det er en
stor Ære, der timeg min lille Abildgaiard saa vel sont mit
tardelige Hug. Ebers naadige Besøg vil betydeligt for-ge
digse Eiendeleg ringe Vcerd saa vel for mig sont for mine
Estertointnere. Vel er det Stind at hovinode sig, men den
nedladende Tillid oa Rande-, J med eders Ncervcerelse her
beviser en itevn og ligesrem SatstøbingiBoraer« — —
»c-pttr de Talentaader til Narre, der tro vaa Munds-—
vejr!« - asbrød Kongen heim og vendte sig bort med et
dittert oa inistroisl Blit — »der var en Tid, da jeg saa
inildt til slige linderdanigheder; men jeg var aldrig saa
duni at tro, der var et sandt Ord i slig Prcel.«
Den forbløsfede Vorger var bleven rød over hele An
siatet; lian saa sorleaen til alle Sider og vidste ilte hv r
tien liait stulde vende si«ct.
»Und min Faderg nniilde Ord itte gaa jer til Hjette,
brave Weder Hvitfeldt!« sttgde Prinsen nied dæmpet
Eteiiitne oki tladpede Borgeren beroligende paa Stulderen,
itedrnss Lungen liensant i sin ntørte Grublen og satte sitz
itaa en Hanebcrnt ined Albuen paa Knceet og det nedbojede
Dotied i den niaare Haand. »Han har atter hast en spon
-:oi:« Nat« tilsøiede Prinsen og traadte et Par Stridt
til Side. - — »Ulytlen har dragt hain til at glemme, at en
oaiist stetige dog aldrig savner tro Venner i Roderi. Jeg
hunder, den sriste Luft stal opmuntre hans Sind. Vis os
ederg Blomster og hvctd her ellers er mcerteligt!«
,,Besaler ederg ltøjtongelige Naade?« — tog nu Bor
kteren atter Ordet nted fornyet Mod og ratte Kotigen en
sjcelden Rose -- ,,det er en kongelig Blonist, sont de from
ine Klosterherrer har bragt her til fra Frankerland.«
»Jea lider itte Blomster!« —— soarede Kongen med dyb
Rost ndeii at se op —- ,,giv dem til Kvindsoll og fiel-:
soiitnte tltidersvettde! Jeg plantede Træer i min Ungdom
- men de git ud ieg havde inaen ltittelig Haand.«
»Bei-r trostiq, Herre Ft onael alt tan endnu bliive godt,
næst ttjndg Bistand!« -— vedblev Borgeren i trohjertig
Trostetdne --— ,,af edsergs Børii vil Vist dog baade J og
Drininart saa Glæde« -—- «
,,:ltei se! vil man troste mig ined niine Estertomnteres
bedre Lytte?« «— udbrød Kongen med sen bitter Latier —
»As niia hat J tun haft Sorg og Ulytte, mener J. Naar
J hore Klotterne ringe for mit Lin, saa vil J vel baade
datise oa springe her i Danmark« —
,,T-al doa itte saaledes, Herre Fader!« sagde Otto
»nted bottlig Stenmie oa tngsede hans stælvende Haand — —
’,,Denne ærlige Mund mener os det io aodt oa vil hverken
itrasnte eder tned Ord eller Tanter.«
i »Nei, det ved den sorbarinende Gud!« —- svarede Bor
qeren sorbavset og vred sine Hcender, idet han atter traadte
tilliatie tned Prinsen. »Vidste jeg tun« —-— vedblev han
ivria —— »l)vormed jeg tunde sornøje eders tongelige Herre
Faden naadigste Junker, da stulde det, saa visselig, itte
tiianale. Holder lian as Fiddel- og Gigespil eller as Lur
og HattelircedtZ det har iea sorget for til i Aften. Gller
tiister han at bese mit KnidsinedsVærtstedZ eller stal jeg
indfore tiain i vort HelligsTresoldighedS-Lav? jeg er umr
dia Straaherrse i Gildet, til Tjeneste. Jeg giver Brødrene
en Tønde GodtsØl i Aften til at dritte paa vort naadiae
Herstaltsz Belaattende. Vi Satstobing-Borgere niaatte
være tttatnetninelige Stam, hvis vi nogen Sinde kunde
gleinine hvad vor ringe By stylder eders Herre Faders Regi
inente og hans naadige Frihedsbrev! dersor har di ogsati
svoret over Lyset i Gildeliuset, at om saa hele Landet falder
liani fra i digse uliitlelige Tiber, vil vi sorsvare hans lon
geliae Ret og Mnndighed saa lcenge der er en cerlig Blods
draalte i og Salgtøbinger.«
,,Det ved baadc jeg og min Faden brave, cerlige
Mandi« »s- sagde Prins Otto bevæget og tryttede Bor
aserens Haand »derfor har vi nu ogsaa foretrutlet Op
holdet hoiz eder sremsor paia noget tongeligt Slot, hvor
min Forbroder og hans tyste Hovedsnnend raade. Kunde
ttiitt ttlyttelige Falter her tun faa Ro til at heldkede3,
var endnu vel itte alt Haab ude. Vi vente Marsten her
i Dag; saa vil det blive bestemt, om vi blive her eller drage
nd af Landet. Sorg itu tun sor, her er roligt og stille,
sont oiti Kotigen itte var til Stede! J hans ncerværende
Steitiiiing ere iseer alle Æresbevisninger og Hyldingstegn
hain tiiodbydelige og erindre ham tun stoereiide oin hans
Msagt og Myiidighed i bedre Dage.
(Fnrtscttes).
