l
..’
« unge Herre! sit jeg en indetlig Medhnl med de ftote og
. sz de ststfte Ulyltet, ttot jeg, uden at jeg slal tnnne hindre en
Prins Otto af Danncarl ·
og liaus gittnttid.
Histotist Roman
ai
Bernhard chcrin Jngcnmnn.
tFottiatJ
»Havde J set det halde af, hdad jeg hat set i Vetden,
unge Mennesle!« tog den gacnle attet Drdet med demo
dig Rast, idet han syntes at neddæmpe en heftig Sind-:
bevægelfe »saa domte J næppe saa tafl om de mægtiges
I ld og Ulhtte, og tog jet del i Agt fot at faa Lod og Del
deri. Den, det staat højest, hat dhbest at falde. Jeg hat
set de bedste og stotste dele Slæbne med de dodeste. J hat
del sagtens hatt Tale om Thottild Knutsom dot ftote, be
tomte Rigsfotstandet; han var min føtste Herre, og hain
lan jeg, nasst Gud og Heilig Erit, talte fot hdad godt, det;
mulia et i mig. Han dat mægtigete, end nogen Konge i;
Sdettigs Land. Dei vat en Her-e, fom de llogeste McendE
i Vetden buttede dnbt for. Han tegetede Foll og Lands
fom en Salomon og hadde dot Konges egen Brodet till
Soigetspn. Han sittlde man dog tto fad fast i Sadlen.
At ja, han havde dundet Eejet oa Æte sont ingen anden;
hang enesle Fejl oat tansle hans alt fot haje Mod: fot
ætes dilde han blandt Konget og Fytstet som detes Jako
ning. Men hans Hofhed vat hans Ulhlle; maafle dat han
ogfaa streng i ftn Retfætdighed. Han holdt paa Kronent
A.te, ved J, og fit Kongen til at holde de optøtste Herin
get Stangen; men da de slulde fotliges igen med detes
Brodet Kotigen, maattc al Sthlden dæltes paa Matsten.
Gud fotlade Rong Bitget den Syndl Dei dat maaste
hans alletftptste. Den Gang dat jeg alt ttaadt i hans
Tjenefte, set J, og tunde ille fotlade ham uden Mened og
Opsætfcghed Det dat min fItfte spare Provele da Thor
tild Knutsons stote Hoved dar faldet paa Stafottet, og jeg
lamme Dag flulde holde Stigbsjlen for Kongem uden at
dalte hant i Statnet og lade ham ttampes ihjel under He
steht-von »Jk’g vev hvav Fristecse ek, unge Haken — tit
fojede han med Vægt. — »Gud bedare edet og hder aetlig
Mandg Batn detfot! men Thotlild Knutson hadde dætet
met for mig, end Riddet Sti paa Bjstnsholm tan haoe
dastet fot jet.« — Han holdt et Øjeblil inde og bettagtede
sin unge Reifefælleg utolige Minet med et statpt Blit.
,,Det dar noget natt det cedleste Blod, det et udgydt i
Sdettig i min Ledetid« --—— lagde han til med et dybt Sut
,hvotdel der et flydt det, der dat af høiete Udspting.«
Den unge Votbnet dat bleven blussende tad. »Hm
ltote Monds Fald hat jeg not hatt Tale oin« s—- udbtød
han nn ivtig. Det et en evig Sicendsel fot den unge
Range, du tjente. Havde du vaeltet ham i Statnet undet
Hoden paa det usleste Øg, hadde det vertet del gjott. Thor
tild ttnntsons Dsd fotliget vist ingen ætlig Sjæl med de
siette Kotigen det et jo netop hdad jeg menet: hvor Sw
bets og Blecns tomme Storhed stal gcelde, lan ingen fand
Stothed og Fottjenefte taales. Dei dat lun dumt af jet
stote Thottild, at han dilde holde fast paa den taadne
Trone til den tnuste ham.«
»Al, al Stothed et fotfeengelig, Unge Heu-M — tog
den gamle attet Ordet — »og man maa dog hellete lade
Livet fot en god Sag, end for en slet Sag. Misund ilte
de hsjdaatne detes Glansl og tto tun aldrig, der lommet
noget godt ud af Utetl — Sei det vat nu vote stolte het
tnget: Hsjtiden og Kongebhtden stinnede dem ud af Øjs
nene; ingen tunde maale sig med dem i Kakihed og tid
detlige Ford; man lsftede dem til Sthetne over hele Son
tigg Land, og de gtebe dtistig eftet Kronen; men de havde
gerne gidet al Vetdenö Kroner for en Bid mnldent Brot-,
for de flog Tand i hinandens Kod, og man bat dem til
Graden fta Nyloping Fangetaatn. Da jeg saa detes Lig,
hsjdaatne, hdot stote Syndete de saa maatte vcete i detcs
Hsjhed« —- —
»Du hat opledet gtuelige Ting, gamle!« —- afthd
Vabneten hatn —- »sig, hdem er du! hdotledeö hat du
lunnet date Vidne til saa meget?«
»Jeg et fsdi alle Sjceles Dag, unge betret« —- spa
tede den starke gamle. —- »Er J tced for Dpden, saa vig
fta mig! den hat hidtil fulgt mig, sont min Sthgge·«
»Er: ung Ktigsmand maa vctnne sig til at se Dsden
undet Øjne, uden at taddes!« —- soatede Vehneten —
»dog Dpden hat for mange Stedet Ætende til at datte
din Falgesdend Hdad hat btagt dig paa den fette Grille?«
»Halt) det Ovettto ellet hdad J dil, Hertet« —- ded
bled den gamle — »inen underligt et det dag, at jeg saa
ofte ital se Lig og voldsomtne Dsdsmaadet, uden at jeg
dog selv gioet Anledning dettil. Jeg et bestemt til at Ie
’cneste.«
Fcetgemanden, det shntes at fove paa Beenlen ded
Atnestedet, tejste sig nu hastig og iotlod Stuen. Han lom
itte tilbage: tnen det dar hen imod Motgenstunden, og man
mattede nu, at Follene i hufet bleve vaagne og begyndte
at tote fig. ,,Jeg dil se om dote Heste hat ceDt opt« —
sagde den gamle og gil ud.
Badneten blev siddende i dybe Tantet med haanden
under Rinden. han ftetntog et fotieglet Btevilalz sotn
han bat paa sit Bthst, og betragtede det bettenlelig. han
syntes et Pat Gange fristet til at bthde Seglet; men han
gjotde ligesotn Vold paa sig seld og fotvatede det attet
omhyggelig. Medens Vabneten sad ene i denne tillynela
dende Ramp med sig ield, ital Fcetgemanden et Pat Gange
ubemcettet sit thtle hol-ed ftetn oder ham gennem en Luge
i Travceggen og ttal det tilbage igen. Endelig ttaadte
den gamle Staldlarl ind paa ny og satte sig ved Enden
af Bart-et »Vi maa tsde en liden Stand fot de arme
Lasters Styld!« —- mumlede han, med et statpt Blil paa
det unge Menneltes utolige Ansigt. «Maaste et det heller
itle ai Bejen« -— tilfsjede han. —- ,,Den, der et paa ætlige
Befe. lieh-ver jo ilte at sty Dagens th.«
»Det fotitaat fig, gamle!« —- lagde Vabneten tast.
—- «Ætltghed datet langlt og stin hverlen Lhö ellet Jld.
hvad man hat lodet og soc-ten maa man tto og eetlig
lde, derfot dlev du ja ogiaa hos Kongi Bitger og udtets
de alt, hdad han bsd dth
« « »den hat, Sud ste Tal, aldtig budet mig endet, end
hoch ie- tned stellt sisl tut-de adlhde hast i. Inst hole
jeg da hellet itie paataget mig, for den trete Hette Gud et
dog allestund vott fsrste Herstah «
»Rigtig, gamle! det menet jeg ogsaa, og naat vor
Heere vil tage Lytten og Magten fra de stote Slynglet,
saa stal vi Smaafolt aldtig bilde os ind, det er vot Pligt
at hindre det. «
»Al! lad os itte niænge Guds Villie med vor egen, i
unge Herre! Mangen Gang tan en tinge Haand veete et
vigtigt Redstab ser til de stetste Syndetes Ftelse elleti
Ulytle; men da gældet det at agte paa den rette Eudä
Stennne i vor Sjcel og adstille den sra vote egne daatlige
ellet hovmodige Tanter. Jeg fotdøinte ogsaa Kong Bit
giir i min Sjtel« — vedblev han med dæmpet Rest og stir
tede i det matte Lampelys; --— »havde jeg fortaadt ham og
hindtet hans Flugt hin Nat, og det havde vætet mig en let
Sag, saa havde jeg nu vcetet i Æte og Anseelse i mit
Fcedteland, i Stedet for at jeg blev en ftedles Mand blandt
mine egne; men jeg forttydet det itte. Et godt Stadts
maal i Hjettet et dog bedre, og holder ud, end alt det an
det. Jeg hat hadet Kong Bitget i al hans Pragt og Her
lighed, set J, den Gang han bat Spir og Krone; men da
da jeg luttede hanö Oer paa Holbcet Stat, og han nceppe
ejede den Sena, han tunde d- i, saa tattede jeg min Gud
og Ftelset, at jeg dog ingen Del havde i hans Ulytte. Den
var vel sorslyldt, vil man sige, og jeg trot det selv; men
Brunte, den falste Dtost, han haivde dog mest Styld baade
i Heringetnes og vor stote Niggfotstandets Ded. Den
Karl hat jeg da ogsaa set paa Hle og Stejle, tan jeg
tro; konimet J en Gang til Bruntebjetget, vil J høte hans
sotbandede Navn.« Den gamles Øjne tindtede vildt, idet
han naevnede dette Nahm og han-? store Haand trummede
fig. Det var som Etindtingen om hin undetfundige
Statsmand og de Ulytlet, han-B sleite Raad havde btagt
over Svertig, vilde optive alle gainle Saat i hans Sjcel;
hans fteinstaaende Øjne sit atter hint besyndetlige Udttyt
as en dtømmendes, det set tilbage i Tiden. Det vilde,
hcevngettige Lyn, det ved Mindet om Dtost Bruntes Den
tettelse spillede i hans Blit, fotsvandt dog snatt, og de stote
stittende Øjne shldtes med Taater. »Den stetste Jammer,
ieg hat oplevet, vat dog med den unge Prins Magnus
Bitgersøn« —-- begnndte han igen med halvtvalt Stemme
og syntes at finde Trost i at meddele sin unge Reisescetle
hvad det laa ham smetteligst paa Hjettet. — «Dejligete
og stoinmete Bat-n hat jeg aldtig set. Han var en taatet
og hyldet Konge, inden han endnu vidste, hvad det betød
Al, hvot mangen Gang hat jeg itte baaret ham paa mine
Atme, den lille Guds Engel, og sunget for ham om den
Hetlighed, han var todt og baaten til. Ham hat jeg da
ogsaa baatet paa disse Stuldte til Danniatt — at, aldtig
hat jeg gtcedt saa bitte Taatet, sont da jeg lagde hanc i
den cedle Kong Etit Menveds Stød, niedens mine Lands
mænd slaebte hans Fadet og Moder og hans lille Søsth
til Faengslet paa Nytsping Slot.«
Vcebneten stitrede fotundtet og opniættsom paa den
gamle, fimple Mand, der nu føtst blev hain til en betendt
og hsjst mætlelig Person; tnen han tilhageholdt enhver
Ytring af sin Ovettaslelse, fot itte at ashtyde ham.
,,Saa ftoin og dejlig hat jeg aldtig set det lille Barn
Jesus i nogen Kitte« —- vedblev sang Birgets gamle Tie
net nied bævende Stemme. — »Den Engletonge haode jeg
glasdet mig til at se paa Svettigs Trone inden jeg lutte
mine Øjne — saa vilde jeg sagt med Siineon: Herre!
lad nu din Tjenet fare i Frei-! — Men det vat Afgudeti
med et Mennestebatn, tan jeg tto; det vat jo dog tun en
lille jordileonge, og al jotdisl Hetlighed stal fotsvinde. Han
vilde tigtignot vcere bleven en andetledes Konge, end hans
Fadet og.den, de nu hat der ovte; men Gud maa vide det
bedte — saaledes slulde det nu itte blive. Naat vi hat de
elleve tusinde Jomfruers Dag igen d. 21de Oktober, saa
blivet det nu teetten Aat siden jeg stod paa Helligaands
holtnen ved Stockholm og saa dem hugge hans dejlige
Hoved af. Gud glæde hanö ustyldge Sjcel i hans Him
metige!« Her brast den gamles Stemme; han udbrød i
heftig Gtaad og sljulte sit Ansigt i sine store, hatlede Hern
det.
,,Min Gudl du er hin brave Smaalcen-ding, der bar
Prins Magnus til Danmart!« —-—- udbrød Bæbneren med
den hsjeste Deltagelse og sprang op —— »du den tro Ar
vid, sont alle Mennester talte om, da jeg dar lille -—— og du
leder her fom en fattig og ringe Mand!«
»Bist er jeg ingen ringe Mand« —-- sagde Staldtarlen
og tog Hasnderne fra de vaade Øjne —- ,,derfor tatter jeg
Gud og St. Crit — jeg hat haft Sorg not af at se de
states Lytte i Verden. Arvtd Smaalandings Navn ten
der ingen uden vor Herre og de, der endnu erindrer den
lille Prins Magnus Birgerspn. Det var baade forste og
sidfte Gang mit ringe Navn blev ncrvnet i Verden, da jeg
havde baaret min lille Konge til Danmart. Siden fulgte
jeg Faderen herover og blev fredlss med ham. Jeg fit
graa Haar, medens min lille Konge blev stor og tæt i sin
Udlandighed Han havde netop fyldt sit tyvende Aar, da
han for som en Helt til sit fædtene Rige, og den store
Ulylte ramte! at! jeg tom tun tidsnot til Helligaandsholi
men for at se hans gule Haar stinne i Solen forn en Glo
rie -- under Bøddelstsen.«
Ver-bucken betragtede den gamle Arvid Smaalcending
med en fast ærbødig Deltagelse og greb hans bannt-. »Na
forstaar jeg din sare Medynt med al falden Hsjhed« —
sagde han — »og jeg fortænter dig itte deri; men du
hsrer til den Tid, fom er forbi, gamle! jeg til den, som
totnmer; vore Veje tan næppe ret lange falde sammenx
Det er not lys Dag. Jeg maa videke!« Vabneren tastede
nogle Ortuger paa Bordet til Erstatning for det tarvelige
Maaltid. Han satte tin Hue paa havedet vg vilde gaa;
men inden han naaede Døren, for den op, og den svæte
Fætgemand traadte lysvaagen over Tærstelen i Spidsen
for sine husfolt og nogle Baadsmænd »Tag det itte
fortrydeltgt op, unge Junker! eller hvad J er« — lpd det
hult fra Fatgemandens starke Bryst, som fra en Tonde
— »men J tommer itte af Stedet, inden J har gjort os
Rede og Rigtighed for hvad lovligt Ættnde J hat her i
Lolland. J set ud som artig Monds Ssn og hat saa godt
et Studsmaal i Øjnene, som nagen brav Karl tan for
langez nien man ital itte i dtsfe Tidet stue hundert paa
haarenr. J har snattet faa dumdriftigt her med denne
brave Spenster, fom om J vilde Kotigen ser til Livs, hvis
J tunde. Kammer J fra Stig Andetsen paa Bjtrnsholml
elloe Oel endog fra den Umtbsrsey Inse, In ten det
tun være nye Forreederier eller Ulykter, J har at sare med. «
»Ja saa!« «- udbrsd Væbneren forbavset med Hern
derne paa Svaerdhcestet — ,,lan man nu itle længer tale
et srit Ord ved et Krug Øl her i Landet, uden at belures
og forraades as sine Landsmænd? Hvem har sat jer til at
anholde dejfarende Falk her og drage mig til Regnslab
for mine Ord og Tanker?«
»Hvad ssaadan en ung Springfyr snatker eller lernte-,
flulde paa enhver anden Tid aldrig sorsthrret min Mor
gens-du« —- svarede Færgemanden rolig —- ,,for det ved
di jo nol: ligesom de gamle Fugle sjunge sore: saa hvisle
de unge efter; men siden Kongen har betroet sit Liv til os
Lolliler, maa vi have et Øje paa hver Finger. J stal ilte
bilde jer ind, her tun er Trcelle og Fa- til i Landet, om
J ogsaa har hørt den Sladder hundrede Gange af jer for
rcedersle Herre paa Bjørnsholml Her se rJ alle mine
Husfoltz der er ille en eneste blandt dem, som vilde svige
sin Hnsbond eller tale ilde om mig til sremmede, om jeg
saa var dem en slettere Herre, end vor Konge stal vcere sor
og alle til Hohe. Se! derfor vil vi heller itle taale, at en
ung Springfyr her skal haane Kongen ustrasfet og maaste
bringe Lurendrejerbud fra Lan-MS Fjender til en eller
anden Kater her i Landet, som kunde finde sin Regning ved
at styrte vor ulytleliae Herre endnu mere i Ulykte. —- Sur
ham nu!«
Paa et Vink as Færgemanden sprang to Baadsmænd
pludselig til og omsavnede den unge Bæhner saa fast, at»
han ille iunde røre sig, medens en tredie bandt Arme og
Bcn paa ham. Den gamle Staldlarl gjorde en hastig Be
vægelse, som for at komme sin overvaeldende Rejsefcelle til
Hjcelpz men Færgemanden greb ham med Kermpesthrle om
Armen og holdt ham tilhage. »Wer du lun rolig, gamle!«
— hvislede han —- «hvad jeg har lovet dig, stal jeg holde;
du ved bedst selv, hvad denne Grønskolling taenier paa.
Hoer han os sor Sevnetryner til Hobe og lalder hele
Landet et Fæhus, Pl jeg dog vise ham, der er vaagne
Mcrnd i Lolland!«
Hat i Mag med ham, min ærlige Mandi« —- hvi
slede den gamle Arvid —- «han er paa gale Veje, det er
vist nol; men tro mig, han retter sig not, naar han saar
Frist til at betænle sig!«
»Hei er Lurendrejerbrevet, Husbond!« — raabte nu
en Baadsmand, som havde oprevet Væbnerens Trøje og
fremtaget det forseglede Lønbrev, medens den plyndrede
Breddrager laa, blusfende as Stam og Harme, paa Gul
vet i sme Baand og siar Tænder af Forbitrelse.
»Ja, hvem der nu lunde lcese Strift!« — sagde Fer
gemanden og betragtede Udslristen·
,,Lad se! Niels Færgemandl det sorstaar jeg« —- lød
en starrt Stemme i Døren, og der indtkaadte en h-j, mager
Mand i rød KnæljorteL med Jagttaste ved Lenden, Laus
bue i Haanden og en stor, forsølvet Jagttniv i Bæltet. Ar
vid Smaalaending genlendte strals den sornemme Name
jcrger, der dar fulgt med dem over Vandet fra Bording
borg. Han havde et stummelt Ansigt og et ubehageligt,
bydende Versen; han rev Bredsiabet fra Faergemanden og
betragtede Segl og Udsirist nøje. Han syntes et Øjeblil
at studse, men forandrede stralg de urolige Miner. »Jlle
andet!« ——- udbrød han med en lunstlet Latter og rev
Bolsseglet op. — »F er paa Vildspor, Born! det er jo tun
Svar til min Nabo, John Ellemose, angaaende hans jysle
Studehandel.« (Foctscettes«l.
Deka sifwot,men vlyw godt
Fortsasttelie as
»Vielg, Pier aa Weile« on »Seit-i qik as te!«
elf
N. Christiansen,
Leere-ei Svinselbiækq.
Höh-neu
Wolle. Ja, de er hiel rigti. De ce tit, Guds Bø’n ce
faa rast te on sei, te no ce den act den bløwen omoend; faa
de vife se des-war flie Gaang’, te de blot er en Vækiels, der
et hold’er· De gaae mce dem, som dæ staat i Lignelsen om
De Auen, das fald e paa Stjengrund; nær dce komme Trceng
sel aa Faafølgelg, saa falte di frie. Haa vi no san om
dein, te di haa wot omvend, aa dæmej haa ment, te di vit
telig haa løwer e Lyw inoe Herren i den frelfende Tro, aa
di saa fald’e fkæ saa a- vi jo aogse nøj te aa sej otn dem, te
Di aalle to blyiv freist, faa de staat i Bivlen, aa de sta di
endda wogt wog for aa sej; faa faa fasadømine vi, aa saa
Ema Jesus san, te vi fjel sta faadømmes. Bi gjs dcefor
Hirt i an væ faasigtig nice aa sej sa- bestemt, te no ce den aa
den omvend; læ ioos vent, te Lywe viser de, aa saa la vi
endda ta fejl. Derimuer ka de letter kend’es, neer e Men
nest blywe vatt aa begynd’er aa føg Guds Rige; men BEI
teliegtiden to somti væ laang, an i den Ti’ ta de baad’e
qan op aa nier.
Pier. A tominer i Tantet om, bva waa Prejst saa
for en Ti’ sin, a haa Stint mæ hom. Han faci, te vi stuld
omvend wog hvæ Dam.
Wolle. Ja, de ce dæ jo manne Prejst, dce ssejer, men
de tommer e paa, te di gjøk et Faastjel e paa aa vend om
fra- Vantto te Tro aa saa de aa law e Lyw soin e ttoende
Menneft i dowle stamp imuer chevelen, Verden aa waar
ejen std; oa saa ce die jo aasfe fiie Prejst, der et fiel haat
opløwer, liva Onivendels er.
Pier. Han faa nasse, te de war et kigti no om Daw
im snat om Trængsel aa Faafølgels faa si Tros Styld
De haa da- Ivot far; men no wa der et de miet.
Wolle. Ja, de æ dee no allywal; men de, vi maa li’
no, de ce jo lidt imuer, hva wor hellige Fædre maat gaa
igjemmel faa djce Ttos Styld. Vi sta allytval not faa aa
mckrt, hvis vi vil løw waa Lyw mce Herren, te vi faar Ver
deng Fjendftav, somti mier aa fomti mind’er; men den1
TrcengseL vi haar aa wok ejen syndig Kod, den er allytval »
war. chevelen stal aasse not sprre for aa gjs wos de sus-l
not, sjel om han et komme sæ tit sont en bkølende st,
sei-an fom i den fast Menigsheds Ti; no kommet han wal
mjest som en Lysets Engel, men dæfor er han et minde
farlig.
Pier. Ja,-a tsttes da, a haar hat msj aa dsw mej,
dee tit haa wot svær not aa tom mer, sin a blsw e twende
s Himme
—. -.- . - »F , ...;—-I-f
Wolle. Die vild a da aasse haab, do haar; for e cer
lia Gudg Baa n fla nol saa Trængsel not.
Pier. Ja, a lmar jo aasse nøj aa dow mej sat, men
de war et aa de Slalux no er e hiel and’e Ting. De et iseet
de uhn i mi Natur-, der as see haard aa saa Mast »ver, de
ljend a et te fur.
Wolle. De er a glaa de aa hor, Brot, saa de er Be
vis paa, te de qaa den ret’ Vej ince doe. — Blylv no vse aa
hold Ird.
lNu kommcr Nielizi tnd Eli Tel as den Samtale, de tre Ben
ner havde. vill di springe over Slutningen as Oleö Samtale med
Niels ville vi hom.
Wolle. Do oe sue faatnyt i Dato, tøkkes a; æ de Saat
ven ølve di bette Pig’, dæ trøkke dce endno?
I Nielg Nej, de er et —— De lva swcer nok saa mie,
Imen hend oed a da, a sta mød i e bejer Hieni; men de æ
bløwen see svasr saa mce ince Maren « A tot, hun wa ve
aa vce vakt, da bette Marie wa do, men no er hun den
sam’ ijen.
Wolle. Do haa da wal et sluppen Haabet om, te hun
sta blyw freist?
Nielg. Nei, de haar a ei; men de æ swcer faa mce aa
hold nd-.
« Wolle. De tan a godt saasto; men slip end’ele ei,
sor hun ska nok kom. -— De kan oær, hun æ neere, end do
tenker.
Niels. Kund hnn endda aa kommen saa vidt, te
hun vild’ gan mej hen aa hør Guds Urd; men de vil hun
et endno.
Wolle. Nei, Worherre maa not gaa en naan Bej for
aa fiaa fat e Paa hsend
Niels. A vild’ gjan sej te jer, baad’e dæ aa Pier, te
J maa et glem aa be’ for hend.
Wolle. Da vi ce jennser herind, ssaa tøkkes a, vi stuld
be’ sammel mæ de sum aa saa how aetter, te Jesus haa sma:
,,Dersom to af eder blioer enige om, hdad det et for en
Sag, de ville bede, da skal det vederfares dem.«
lTse bede iammen, og der-eitler synge de folgende Salmeit
Jeg saar jo alt! det gælder blot at oente
En liden Tid i Tro og Von til Mild;
Jeg Himmelaroen doa engang skal heute,
Lm Ventelidcn traskker lange nd
Om ilke her jeg altid kunde smagc
:1.liin istudg Livsalighed og Godhed ret,
Det staar nng dog i suldesl Maul tilbage,
Kaki hande, spread selv jeg aner det.
Jeg saar jo alt: den Frev, hvoras jcg kender
En Forsmaa tun, som er mit Hierte kasr,
Ei evigt, saligt Samltv med Guds Venner,
Hvorester ieg saa ofte torller her.
Naar alt, hvad her im gerne ese vilde,
ig innre fse1·nt. oq Besen bliver trang,
Lad da det Ord mit Hiertes Lerngscl stille:
»Vlrr stille blotl Tu saar so alt engang!«
(Ester endlni en lille Tids Sammet-. tagt-r Nie-is Affked med
sine Venner, oplivet og ital-let Pan chmvsjcn gaar han ind i en
Guard, hoor han ved, en tioende Mond liqger sor Boden. Da han
lommer ind. set han, at de er paa dex iidsie med imm. Familien er
samlet ved Tsdslejet, og den doende tager Assked med dem. Da
han ser Nielkx som han tender og holder nie-get as. kommer der t
Fortlarelscng Smll oder haue- Dlnsign og han siger med Opbydelsen
as sine sidste Kett-steti:
Tak, saade do kam, Mel-H; — No gaar a hjem. —
Do ka tro, de ce godt aa gaa hjem i Frei-. — Aa, hvor a vil
tat Jesus, nær a komme hiern. — Hold no sasi ve Naaden,
saa mødes vi ijen. —- Maren kommer aasse mej. —
Gan rcekler sin Hoand ud og isiger FarveL Kort Tid ester
slumrer han stille hen
Tet varede like lange. sør Niels log Assied, og han naae esit
Hjem oed Aflenstld z nogle Ugcr gik nu alt sin scedoanlige Gang;
men saa bleJ Maren aloorlig stig, og under Sygdommen vaagnede
hendes Samolttigyed paa nn. En Dag siger hun til Niels):
Tror do, a la blylv salig?
Niels. Ja, Marenz doesom do som en arm Snnd’er
vil kom te Jesus aa iro paa dam, saa ka do blyw salig.
Maren. Ja, men a haa lvaat sae haard, Nielö. Tror
do, Jesus ka tegi mee-?
Niels. Ja, de baade vil han aa kan han.
Mai-en. Ka do tegi mee; faa no ka a si, a haa took
haard imuer doe.
Niels. Ja, de ta a nem, Maren, faa do haa jo et
vist bejer.
Max-en Jow, i den sidst Ti’ haar a godt nok vist
bejer, aa de ce de, dce trykke mæ soe haat; men da do sejet
e, saa trot a, do vil tegi mer, for a ded, hda do sejer, de
miene do. Kund a no aasse iro, te Jequ vil iegi mee.
Niels. Hoor a ae glaa ve, te do haar e saan, Mann,
no er a vis e paa, den Ti’ ce kommen, a haa vent rette see
læng. — Jesus haa møj stør’ zkjcerlighier te doe, end a haar,
aia hva han sejer, de ka do stuel moj bejer e paa end de, a
sei-er; aa han sejer: »Den, som tommer til mig, vil jeg
ingenlunde koste hen ud.«
M-aren. Troe do, a tcer stuel e paa de?
Niels. Ja, de maa do stuel hiel suldt ud e paa.
Maren. Aa ja: blot a tu tro, te mi Syndet ka blyw
inae isegin.
Niels. Ko do hom, dengang a haar e, lissom do no
haar e.
Marien Ja, den Gaang kund a et sasasio dæ, men no
maa a nok sjel prow de sam.
Meis. De ce den snælver Dar, do no ce ve aa kom
igjemmel, Materi.
Mitten Ja, haar a endda wot igjemmel.
Niels. Herren sla nok hjcelp dce igjemmel, nær han
stet, de ae di suld Aloor, do vil srelses.
(Sam«alen fortsaettcs endnu en Tit-. Hvilken Gliede soc
Nielö nu at kunne tale med heade, dan dar kærest blandt Menneskek,
om det ene sornodne og sinde Forstaaelsr.
En Maaneds Tid er geset, og Maren er atter bleer nagen
lunde rast.
hun er endnu ifle kommen til Troem men da hun blev saa rast,
at hnn tunde mag·e det, behøvede Niels ilke at opsordre hende til
at folge med til Tollerup Hirt-; thi nu langes hun ester" at hsre
den Pract, tom hun for havde asstoet. Hun sulgte nu ofte med sin
Mund til Hirten i Tolleruo uden at bryde sig otn, hvad Nelle sagdr.
Der oarede lange, inden Mai-en rigtig ft! Fredl Jeden, men
Tiden kom, at hun kunde synge):
Nu har seg sundet det, jeg grunder
Mit Oaligyedens Anker paa;
Den Grund er Jesu Del- og Banden
Hoor den ssr Verdens Grundvold las;
Dei er den Grund, der eviq staat-,
Raar Jord og dimmel ielv sorsaar.
Saa ville oi Farul dem sige
Og selv qaa nnd til stammt-.