L
)
O
Prius Otto as Danmark
og lja us Hamttdn
.Lnstorisk Roman
at
Bernhard Fern-tin Inst-innan
tForrsatJ
»Det lnnde on have saat stratg, du sasre Karl! nu er
vi avde Venner for Lllvor!« tog Væbneren hastigt Ordet
oa rnstede hang Haand, tnedens re atter satte deres Heste i
Gang. »Im rnaatte jo viere en Nar, havde jeg noget
inod Svensten fordi han er svenst: men en danst Svenster
er mig en Uting, ser du« vedblev han atter hidsig —
,,sor en slet Korn-les Stnld stal ingen brav Mand siaa
Haanden as sit Fcedreland saa heller baade Haand og
Hoch as en lnntpen« — - Han holdt atter ins-e oa stud
sede over sin aamle Folaesvends starpe Blit. —-- »Bei var
ilte dia oa din Konae jeg inente, men Staaningerne og vor
egen nsle Konge« s - vedblev han. »Blev du sredlvs ogJ
landslngtia for den jantmerlige Kona Birgers Slhld, saa
hat du dnrt maattet bøde for din blinde Vedhængenhed til
entelt Hut-« oa Herslabx det er vel ogsaa et Slags stærlighed;
men, kent nd sagt - deri tan baade Rat og Hund viere vor;
Mester. Dog det er al Ære værd, ester din Tantetnaade'«
tilssjede han sorinildende oa tlappede den gamle venlig
vaa Stulderen. - »Du er itle gaaet over til as vg bleven
danst, ved jeg, sordi dn ilte havde det godt not hjentme.«
»Aus-, nej!« ——— svarede den gatnle med tindrende
’Blit »jeg takter Gud og Heilig Erit svr den Kerlighed,
jeg hat tilsælles med Hund vg Kat. Den, der kan svigte
sit Herstab i Reden, svigter oasaa sit Fadeeland J maa
heller ilte tro, jeg har cedt mig danst i eders danfte Brod,
fordi man hat ndstodt mig as mit Fædreland Dansl var
« Tag mig tusind! — — det sidste, jeg vilde voere i vor Tid.«
»Dod og Ulntle! du bar dog Ret: vi to lan let blive
u-ens« «— udbrød Vcebneren vpsarende; men han daernpede
sin Harme, og de rede atter en Stund tavse ved hinandens
Side. »Ref, vi vil, min Sjæl og Gild, ilte viere Uvenner!«
tog han atter aodmodigt Ordet ester nogen Betæntning og
vendte sta iaen til sin tavse Lebst-ger- —— »Er du en indfødt
srensl Mond med Gnd og Æren, saa folget det jo af sig
selv, at du lige saa lidt vil veere danst, som vi vil viere
svenste eller trsste svr al Verden, men du stulde tun ikle lade
haant otn os, fordi vi ere nlyltelige og hat en Konge til
Herre, som ingen asrlia Sjcel kan holde niedl«
»Den Ulhlte tender Leg for del, til at lade haant der
otn,«' ss svarede den aamle med et deempet Sul — »rnen
det var en nern Sag at være tro va Erlia, unae Herre, naar
intet sristede os til at svigte Pligt og Ed.«
,,, or Potler, gamle! havde jeg vcetet saa dum at
svckkge en Niddina og Vroderrnorder Trostal), maatte jeg
dog heller-e scette slia en Slhngel Stolen for Deren og faa
Aflssning dersor, end sorlade mit Fædreland og blive en
fredlss Mand sor at svre hans Bester. Den Kong Bir
get var jo et Umenneste: han lod jo sine eane Brsdre sttlte
ihjel paa Not-hing Slvt.«
»Nun vate, det er sandt; lan ogsaa være, det var en
·«'stammelig Logn« W svarede den gamle »det maa han
selv bedst vide og svate sor, hvor han nu er. Var det sandt,
hvad man mumlede ein« oa vidste han Bested need Zange
taarnsinglerne Drost Brunte smed i Vandet, at ja, saa
har hans Sjcel det nu hedt not i Stærsilden og kan trænge
til vore Bsnner.« Han holdt inde oa sor med Haanden
over Øjnene. »Saa lcenge han levede« vedblev han med
beveeget Rss -- »Seid og St. Crit sorlade mig det! saa
lange tunde jeg aldrig bede et godt Ord sor hans Sjcel og
Salighedx men da han græd sig ihjel paa Hvlbeet Slot over
Sonnen-s gruelige Henrettelse, at ja, saa mærlede jeg dog,
han var et Mennesle, som vi andre. Jeg vil nu neesten tro,
man hat gjort harn Uret med de Helvednsglert han var dog
Fader til min Engletvnge, som jeg saa dem hugge den
dejlige Hals as« —-—- Den gamle tav, ligesotn overveeldet
as en hojst smertelig Forestilling, vg de rede videre i scatpt
Trav hen ad Vejen til Vordingbora, uden en lang Tid at
sortscette Samtalen.
-
Zlndet Kapitel
Der dar sildigt ud paa Ratten oa Heftene pustede ur
manede, da Væbneren og den gamle Svenslek standsede ved
en aaben zlrolade, hvor der btcendle en dosig hornlygtr.
To Riddexe med et Par Svende kede hastigt ud ad den ene
Ladepott, ligesom de to nye reisende trat deres beste ind
ad den anden. «
»Hab» til vore Helle-, Gaardslarll den rene Kerne!«
H raabte Vabneren og llappede sin smutle Hingst.
»Gud hjælpe os for Kame, vi har!« -—— svarede den
pjallede, smudsige Gamdslukl og siutiede sig utidig, me
dens han gabende kalte Hestene en Bist HI. — »Bei Pak
Haveelcrrve, Tnflen levnede her i Gaar, tog nu vore egne
strenge Herrer med Magt og haarde Okd i Kongens Uman
»Kom med en Lev da, gefvindt!«
«kad til Ver-sterne? jo paa det Lav! havde vi en
Stofte til vor egne Munde, maatle vi vcere glade.«
»Nu, saa giv dem, hvad du hat, Tvcerdtiveel Hoad
var del for to Herrn-, der red heefra?«
»Der var, mckndl Kongens gode Rennen del maa
mine Rygstyller belende!« -—- fvarede Gaatdslarlen og
stuttede sig s-— ,,det var den gamle, strenge Marst og Bi
spen af Rosiilds Brodet, Lehnsmanden paa Axelhus —
dvad er det nu han hedder2 den Slyngell — han, som
lod Tollen lage Købmandshafn i Fjor og gav Kongen den
lange Nese.«
»Nimm Jung Hjokihe ja iaax han var take upe'
mod Kongen i Fjori sadler han nu om igen og holder stg
til Marslenl De red jo ad Vordingborg til? de stulde vel
over lll Kongen i Lolland?«
»Vor Herre maa vide hvok de vilde henl men gnavne
og surnnslede date de og lævledes nol saa smaai. De
havde en Fandens Jan: de vare fagtenö bange, Tysten
stulde faa Fingre paa dem og satte Pind for deees Smugs
· De siammede mig ud som en Hund, og Lehnsmam
de gav mig et drojt Rap, sordi jeg handle Kongen i
min Usiyldighed, inden jeg oidste ander, end han og Konaen
var ussaattexs endnu som i Fior. J Gaar fik jeg Prygl for
jeg bandte Tnsien At! det er en forslrceklelig Tid, unge
Herre! man faar hverlen Madro eller Nattero mer, og
man niaa se sig forbandet for, hvem man snatter til. Af
Tnsten plages vi Dag nd oa Dag ind, og af Kongens for
lølnie Folt om Nattenl men hvem der er den rette Heere i
Landet, det tan ingen Djavel mere blive llog paa. Nu
vil det vel snart faa en Ende« - - tilføjede han og gabede
,,hvis det ellers er sandt, hoad Marsiens Svende hmtede
om· Unten bliver nn vor saslle Konge sat ved Vingebenet
og maafte singen ihjel, on saa blioer da hele Landet tysl, tan
jeg tro, eller di maa eneg om at slaa alle Thfterne ihjel paa
ten Gang, som Rotter og Mus, over hele Landet, ret ligesom
Tde giorde i Staane i Fjor. Jrg er tilfreds hoilket der ster,
naar jeg tnn lan vcere nden for Legen og faa lidt Snl til
Bradet igen. Kunde vi tun faa Fred for Krigsfoltet og
flippe med en Herre at fvare Slat og Styld til, saa maa
de for niig flaa ihjel hvem de gider! Saaledes fom det nu
gaar til, tan ingen Djævel holde det ud længer.«
»Du er et Afen!« — udbrød Vabneren hidsig og gav
den gabende Gaardstarl et saadant Puf, at han iumlede
ned under Hesten. — »Naar J Fæhunde bare tan æde og
sove i Ro, er det jer lige leert, om J er tysle eller danfke og
om J hat en Slhngel eller en brav Mand til Herre. Fan
den i Vold med saadanne Trcellesjaslet J fortjener itle
langere at leve paa Guds fri Jord. Der, du Sannetryne!«
vedblev han og tilkastede den forblaffede Gaardskatl
noale Ørtnger, idet han atter fvang sig i Sadlen. — »Bei
er paa høje Tid, enhoer vaagen danst faar fri Hænder:
her er fuldt op at tage fat i!« —— Dermed fporede han sin
Hingft og red ud af Laden.
»Den storsnudede Slirejunler! han var da ogfaa be
sat« -- mumlede Gaardstarlen, idet han irøb op af den
smudsige Halm og ledte Smaapengene op mellem Hesteskar
net. ,·Det er en ond Handel at Liede Hug for dum Snak«
— oedblev han og gned stn Ryg. — »Utat og Prygl vanier
her nn som dagligt Brod, saasnart man barestens mæler.
Baader jeg Tysten, er det galt; stcelder jeg paa Kongen, er
det ogsaa galt; giver jeg dem alle til Hobe Døden og Dick
velen, er det nu allervcerst, market jeg. Gid Fanden lern
ger lutte sin Mund op i denne ugudelige Verden! Hunden,
man flaar, stiilde man dog give Lob til at tude. Var det
din Herre? Godtarl!« s-- vedblev han helt modig i artig
Tone og vendte sig til den gamle Herstabstjener, hvis
Keempelraft stjultes besteden af de graa Haar og det ryn-.
lede Ansigt — ,,tøv lidt! dig stal jeg not faa Ram til!«j
Han spnttede i Neeverne og vilde tage fat i den gamle, men;
nnerlede fnart til sin Forbavselse, at han hadde sin Oder-i
mand for sig. Den gamle lnlede hatn fom en Vante langt’
hen i Laden, uden at male et Ord, og sieg rolig til Heft.
Forst da han var heli nde af Laden, gav han fin Heft Tof
len og sagte at indhente sin unge, hidsige Reisetammerat.
Utaanen ftinnede tlart, og han fit snart Øje paa ham, hvorl
en tortere Vivej til Vordingborg overflar Landevejen. Den;
gamle fnlgte hang Genoej og red nied en haflig Hilfen deE
to fremniede Riddere og dereg Folge forbi. De vare blevne;
oplioldie red et Uheld og rede nu rast fort ad den alminde-.
lige Landevej. Den ene var en hof, graahaaret Herre med
et langt, magert Ansigt, der var prydet med et Par stores
trigerste Strammer; det var Kong Christophers Marst ogj
Feltherm Or. Peder Vendelbo« der tillige bar Navn af Ri-i
gets Drosi. Hans Ledsager, Ridder Jngvar Hjorth, dar
en starrt, nndersætfig Mand paa nogle og fyrrethve Aar
med et gult, studset Mundslceg, som han niesten bestandig
sit-g i Vejret med en felvbehagelig Mine, naar han itte
rettede paa sin Hat, der var for snceoer for hans brede Ho
ved. De var begge helt betæntelige, og de entelte Ord, de
vetslede, synies at tobe, at de ikte vare ganste eniae om
Formaalet for deres Rejse.
«Rid forud, Karls og se om Vejen er ryddelig for
Strejfbander!« — raabte den underfeetsige Heere i bydende
Tone og med et strengt Vint til Svendene. — ,,J har vel
intet derimod? Hr. Matsit«
Marslen gav Svendene et betrceftende Tegn, og de
rede forud ,,En overfladig Forsigtighed, He. Lehnsmand!«
---- sagde den gamle Heere «- «spcerrer man oö Bejen, maa
di dog hugge os igennem. Men J tan have Ret: mundhna
ges tan vi bedft uden Vidner.«
,,J har fort mig paa glat Js, He. Marst!« —— sagdet
Lin-jemanden og honn sm Heft med et heftigt Nyr tiioage.!
»He-ad nytter det, vi faa ham nd af Landet, naar vi dog
ikke lan faa ham ind igen med den Magt og Myndighed,
han nu tun beerer Navnet af? Til at leje udenlandsle
Horte paa nn, har han jo hverten Penge eller Land mer at
pantsrettr. Reiser nu ogiaa hele Foltet sig i sin Fortvivs
lelse, bliver det dog neeppe for at faa den Karl igen til at
odelaegge Land oa Rige. Fit han ogsaa Magten her igcn
for en Tid, var han, Gud hjcelpe mig, i Stand til at lade
mit Hoved springe for den Stieg, jeg spilte ham i Fjot
imod min Villie. Hin! jeg har siddet for lcenge i bang
Raad til iite at tende hain nd og ind, Hr. Marst! Tat
nemlighed tender han faa lidt, som Tro og Love. Da
jeg nnderslrev Freden med Sverrig i hans salig Broders
Tit-, vidfte vi rei gedi, hvem vi havde at tatke for vor stetie
Lntle. En Forræder har han jo været alle sine Dage.
Havde vi fulgt Kong Menveds sidste Raad, var Broderen
aldrig kommen til Regimentet, og Land og Falk havde nu
itte vaeret forsdt og pantsat foin andet Gods og Fee.«
»Han er dog vor lovmcessige Konge endnu« —- saade
den gamle Feltherre med et dybt Sut —- »og han er jo
Hoved for Sliegtent Sonnerne har baade Hoved og Hjerte.
Lad os i Guds Navn gere, hvad vi tan og lade vor Herre
og Hellig Knud sprge for Reiten! Saa lange der er Liv,
er der Haab.
»Jeg mener, som sagt, vi burde se Tiden ant« — ind
vendte Lehnsmanden og ftrsg sit Mundsteeg. —- »Mir
hans Liv endog dobdelt saa tostbart, fom J anser det for,
tunde det dog let tsbeö for dhrt; vi maa hellere lade den
Styggetonge i Stitten, end for-made Landett sidfte Haab:
en almindelig Opstand mod Plagerne blisver dog tilsidst
vor eneste Redning; men market man Uraad for tidlig" —
»Min Gud og Staber! stal di da tm til maaste baade
Kongen og den Edle Hering Otto ere fangne eller whe
dedei« — afbrsd Marsten ham ivrig. —- »Med Range
huset storter Danmarts Trom. Jeg er vis der-paa, Ridder
Hjorthl Farreederne vil udrydde den hele Slcgy de vil
folge Fett vg Land til den store Rendsboeqet aller band
jannnerlige Mondlina i Slesviax baade hacn og Kong Abels
Slceat tende vi.«
»Men det er jo alt sainnien tun Forniodning og løfe
Rygter!« — indvendte den betæntsomme Riddek og nølede
-- ,,Vidste jeg, at der virtelig var saa overhaengende Fare
paa Farbe, stulde jeg aldrig betænte mig« — —
»Er det Alvor med eders Æklighed, Ridder Hjorthl
og vil J nu redde eders egen Æte, som en brav dansl
Mand, saa betænter J eder itte« — afbrød Marften ham
heftig.
,,Min Æte, mener jeg, er i ganste aod Behald, He.
Marst! vil J sorncetme mig?«
»Bei just itte; men enhver, der set Grev Johans Ban
ner Vase sra Axelhus og ved, det var Ridder Jngvar Hjorth,
der aabnede ham Stad og Slot uden et eneste Svaerdslag,
tan itte anse set for noaen fuldtro Mand mod Kongen og
Fcedrelandet!«
»Fort den Handel stnlder jeg tun min Bruder Bispen
Reanstav, men hverten Kongen eller Foltet!« » svarede
Ridderen stott. »Im var Bispestolens Lehnsmand, men
itte Kroneng. Jeg mærter, J tender Sagen tun halvt,
He. Marstl ca formodentlig tun as Konnens falste Mund.
Men af en brav Mand som jek vil sea itte mistendes.
Vilde jea itte se Bispestaden odelaat, hvad var der saa at
gørek Paa at ildholde en Belejrina var der jo itte at
Idet haaber jeg for Reiten at vise mine Landsmeend, naar
tcente; til at afslaa en Storin var Mandstabet for ringe.
Jea havde hellere set Stad og Slot i ziongens Haand,i
end i Grevens, naar galt ftulde vceke; en af Delene saa
jea inaatte ste. Se, derfor gav jeg Kongen hint Vint,
som han tun for længe betcentte sig paa at tro, fordi jeg
nied et sandt Ord havde forncermet ham. Da han endelig
toni drattende, var det bagefter, som scedvanlig. Resten
ved J. Han maatte nøjes med at true mig med Stafottet
oa create sig over fin Halvbroders Banner over Porttinden.
At jea siden hat holdt gode Miner med den milde Grev
Johan, tan ingen fortænte mig i under slige Omstaendig
heben Hvok godt jeg mener ham og alle Udlændingene,
den stoke Bestielsens Time slaar, og det rinaer for Ty
rannerneg Sjcele her, som i Staane.«
»Im vil tro, J mener det trofast not nied Landet,
Ridder Hjorth!« —- svarede Marsten — ,,n1en til et lon
.igt Mytteki fcetter jeg intet Haab om Guds Bistand, og
til et staanst Blodbad rcetter jea aldria min Haand; tun
aabenbart oa i Spidsen for en Hast vil jea mode Landets
Fjenden Er det for vott retmeessiae Kongeh115, de jyste
Bisper oa Herremcend nu vil dragc Sværd, ——— i Guds
Jtavni saa stal jea snart staa inidt iblandt dem hos Ridder
Bnaae paa Haldx nien sorst maa Konaen oa Ridder Otto
veere i Sittekhed.«
»Es hvad, Hr. Marsc! J ek alt sor asnastelia Noaet
maa man doa ftole paa de høje Herrerg Broderstab.«
»New Jotian stal ingen stole paa!« - vedblev Mar
ften - — ,,Gud hjcelpe os for Broderslabetk det er jo tun
halvtx det Frændeblod er tyndete, end Bank-, naar det
acelder bang eaen Magt og Fordei. Betænt jet intet
Øjeblit langer, Ridder Hsorch Lad Greren nu betale jer
thøbmandhafn oa staf os Lesdebrev for bang ulyttelige
Halvbroderk J Lolland tan Kongen itte blioe i tre Dage:
stal han oa Sonnen frelfes, maa de bott. De er jo alle
kede saa aodt som Fanger; ethvert af del-es Stridt heimg
teg. Jnaen af Kongens hengivne Mænd hat Jndflydelse
lyogs Grev Johan. Stal nogen i dette fatliae Øjeblit ud
rette noaet hos ham, maa det vcere jer.«
Den gamle Marst havde grebet Lehnsmandens Haand
oa trtxtte den heftigt nied et bønligt, indtrængende Blit.
Ridder Jngvat Hjorth kystede betæntfomt paa Hovedet7
l)an fyntes imidlertid smigret ved den Bigtighed, Marsten
tillagde hang Jndflydelse hos den moegtige Grev Johan af
ziiel og Vagrien, der fra Rytøbing Slot beherftede Sjoel
land og Smaaøerne, som Panteheerr. »Na del, He. Marstl
vi vil se, hvad vi tan gere!« —- sagde Ex-Lehnsn1anden
as Axelhus og nittede felvtilsreds med en stolt Bestytter
mine, medens han hervede den stote Overlæbe og sit-g
sit Mundstcea. -- ,,Jeg deler vel itte eders Menina om
hine hpjbaarne Personers Nødvendighed for Land og Rigez
nien jeg vil dog vise jet, at jeg hverten bar handlet dnmt
euer ufotsvarliat ved min tilsyneladende Føjelighed mod
vor Panteherte Kongen selv stal nu ersare, at jea itte
hat inent ham det saa ilde, hvorvel han tun lidet hat vidst
at stpnsne paa de dygtigste Matnd i hans Rand.« Han
aav sin standsede Heft Tsjlem oa de rede fort i stært Trav.
Vetbneeen oa den gamle Svenster fortsaite Rejsen
samtnen til Vordingbotg og lode sig om Ratten sætte over
til Ladepladsen Ourebn i Lolland, en halv Mit sta Sax
whan De tendte endnu ej en Gang hinandens Navn;
men uagtet deres hsjft forsiellige Alder, Stand og Taute
niaade, og stønt de ncesten itte havde talt et Ord sammen
uden at tvifteg, synteg de dog gensidig at have faaet en
bestsnderlig Godhed for hinanden. Da de nu ved Fettge
stedet i Lolland trat deres Heste i Land, spurgte den gamle
strats Færgefoltene oni Vejen til Saxtøbing. »Stal du
den Ves, Graahoved! tan vi jo folges ad!« — sagde Bab
neeen —— »jeg stal nceften samine Vej. Men vi hat hverten
saaet Nadver ellek Davtex vi tan cerlig trcenge dertil, og
oore Heste med. Kom!" Den gamle nittede og fulgte hom.
Saasnart man havde sprget for Heftene, git man ind i
Færgehusets Gastestue Den tytte, fvcere Færgemand sat
te, tavs og som i Søvne, Havrebrød og Godt-Øl stem
for dem og slcengte sig selv Paa Gaiasebcenten i samine
Stur, hvor han fnart snortede højt. Det var noget over
Midnat og hele Huset sov. «Et sovende Fæhus som det
»h.le Landt« w sag-de Væbneten hsjt og tastede sig paa
HFoldebaenten ved Bordet. De rejsende tilfredsstillede tavs
den fsrste Hunger-. Staldtarlen blev imidlektid besteden
Istaaende ved Deren; mens faasnart Væbneren mærtede det,
ltrat han ham hen til Beenten og stæntede et Krus stcertt
Øl for hom. »Du tjener altsaa Kong Bitgers Entedron
ning paa Holbæt Sl-ot, gamle!« — begyndte han igen denl
lange asbrudte Samtale med et frittende Blit —- ,,og du;
ladet til at togte et Ætinde for hende, som det haster med.«
Den gamle nittede, men tav
»Det maa vcere et sorgeligt Liv, hun der .f-rer« —
vedblev Væbneren -- »wen-« nceppe uforstyldt: hun hat itte
haft ringe Del, vil inan sige, i alle Ulyttetne baade her og
iSverrig.«
»He-ed min ftatteli Ftue hat syndet, vtl hun me Im
Bod for!« — svarede den gamle s-— »hun vil nu ende sine
Tage sont en from Nonne i St. Peders Kloster i Næstved,
on lnm vil forlige sig med sin Broder, jer ulykteliRMÆ «
førend hun eller nmasle han siger denne Vetden«" If . j
nftadiqe Lylte god Nat. Det er for hendes Syst-«N
Slnld, jea aør denne Reise· Det er ingen Heu
unge Herre! Jea vilde ønssle, enhver, der teiser her » , - "
ten i denne Tib, rejste i lige saa lovligt Ærinde.«
Vcebneren blev rød og stammede sig, ligesom sotlegen,
medseng han hastig greb Kruset og drak. »Du mener vel
den sornemme Rævejæger, der gik over Vansdet med os?«
tog han atter Ordet —— ,,nu ja, han havde intet godt
Ansigtx det hat du Ret i —- og han teede sig helt hemme
»ligbedgfnldt, da jeg spurgte om hans Navn. Hans Spot
oder dit anløbne Vaabenskilt og den falmede Krone var
just heller ikle smut; men i Grunden havde han dog Ret:
naar Forgyldningen gaar af Starnet, og Kronen salder as
Jammerligheden, saa let man overalt, ser du, og glceder sig
over, at dog ogsaa Ulylken kan være vetfcerdig iblandt.«
Den gamle sukkede dybt og tav med en smertelig Mine.
Væbneren tav ogsaa, og de hensank begge i helt alvotlige
Tanler. Oder deres Hoveder hang en Tranlampe. Paa
Bannen ved Arnestedet snorkede Fcergemanden højt; men
bang Zer aabnede sig af og til pcra Klem, og naar de rei
sende talede, snorkede han ikke.
,,Hc1vde J set, hvad mit Herstab hat gaaet igennem,
unge .5;·)erre!« —- afbrød den gamle Svensker nu Tavsheden
i vernodig Tone — »vilde J vist ilke dømme saa haardt
om de stores og mcegtiges Fejl og Strebeligheder.«
,,Jeg har endnu ikle set ret meget i Verdien« —- sagde
Babneren og satte Ølkruset haardt i Bordet med en stvlt
og kæk Mine — »men as hvad jeg hat hørt og set kan- jeg
not mcerle, at alle vore Ulykker komme frsa de store og integ
tige. Det er da intet Under« — tilsøjedse han og lylede
sin Hur hen ad Boret — »naar de smaa, som nu om
Stunden heller ille due for en hald Ortug Den eneste
Storhed der er Ære ded, er dog Bedtiftens« —- vedblev
han og opløftede sit lrusede Hoved — »men naar Kraften
oa Dygtigheden er borte, er der lun Trælle og Fee til i
Verden, og san behøves der kun en traftig Oksedriver for
at drive al Verdens Fae til Slagterbcenken. Dei har min
Vaadenmester paa Bjørnsholm sagt mig mangen god
Gang, og deri har han Ret.«
l
»Er den moegtige Sti Andersen af Bjørnsholrn ederg
Herre og Vaabenrnester« — tog den gamle studsende Ordet
oa rvntede den ftore Pande — ,,saa behøver J vistnok intet
Leidebred blandt Landets Fjender: hans Narrn gcelder nu
mer blandt Tysierne, end nogen brav dansk Mand vilde
ønste; men faa maa J tage jer i Agt for eders egne Lands
mcend, unge Herre! og mest for dem J holder for Trcelle
og Fae. J Sjælland kalder man Sti Andersen af Bjørns
l)olm, med Tugt at sige, en ful og aabenbar Landsforræder.
Er han bleoen Marst hog den Rendsborger Greve, kan
han nu lalde sig Marsk Sti den anden, men han kan næppe
forlange stor Pris for Ærlighed og Trostab, og —- re·««er
J der i hang Ærinde, tan. det nceppe være for det g —de.«
»Ja san! inener du det gamle!« — mumlede Vcebne
ren detantelig og stirrede paa Bordet med Haanden under
Banden s-— »Godt og godt er to. Der er meget godt ved
Sti AnderfenS men i mseget lar han Uret. At al Dyg
tighed og Frihedssind stulde viere forsoundet af Landet,
kan jeg dog heller itte tro. Der er maaste ogsaa det sidste
Ærinde, jeg rogter i Sti Anderfens Tjeneste. Morbroder
paa Riis har nceften gjort mig ræd for ham. Jrnidlertid«
—— oedblev ham og tog Haanden fra Panden — ,,en tapper
og dvqtia Herre er han alle Dage, det stal ingen nagte;
han bar gjort mer for vor elendige Konge, end han var
værd Nu hat han opgivet ham for Landets Frelse.«
»Don mener fagtens at det er tlogest at vende Kiappen
efter Vinden!« —— bemærtede den gamle i sin bitre, demo
dige Tone. -- »Na ja, sauledes gaar det i Verden. Det
samme gjorde vore store Itderrer i Sderrig, saasnart Lykken
vendte mit Herssab Ryggen. De Incegtige har tun Benner
saa lcenge Lytlen er med dem. Naar Vognen helder, styde
Øjentjenerne efter.«
»Du er en sdenst Mand, garnle! men tager dog mere
Del i vor jammerlige Konges Ulytte, end de fleste og bedfte
danste« —-— svarede Væbneren og betragtede sin Reisefælle
med Opincrrtsomhed — »det er smutt not af dig: men,
bliv itte bister! det er dog en Øllebrøds-Barmhjertighed.
Du maa itte tro, jeg hører til de Slyngler, der dreje
Rappen efter Binden, fordi jeg tjener Sti Anderer, hvor
del han har slaaet Haanden af sin Konge, som det hedder.
Ridder Sti hat i snv Aar været inig i Faders Sted, nraa
du vide, oa hans Datter, den lille, dejlige Jomfru Agnete
nu ja« -- afbrød han sig selv hastig og røminede sig
»der tonrmer itte den Sag ded. Ridder Sti af Bjørns
holm har hidtil gældt for en af de bedste Mcend i Landet,
mener jeg, og en Herre, som det var en Lytte og Ære for
en ung Knøs af aod Slcegt at lære ridderlig Færd af.
Han hnr holdt nied Kong Christopher, saa lcenge der var
Gnist af Haab om, han stulde rette sig og blive en taalelig
Kotige; men tun liden Tat har han faaet derfor. Jeg red
ded bang Side i Siaget paa den fordømte Lo Hede ved
Dannedirte; det er nu to Aar siden; men jeg glemmer al
drig den Dag. Jeg san Sti Andersen fcegte som en Bjørn
mod den Rensborger Grsede i Spidsen for Kongens og
Gred Johans Adelsfyllning, og jeg leerte felv at bruge mit
Svcerd ganste vattert, uden at rose mig. Min Herre var
den sidste, der forlod Slaget, den Gang de tyfle Leie
fvende havde forraadt os. Prins Crit dar styrtet over
Dannevirke, og nied hani var det snart ude. Junker Otto
var fangen, og ingen danst holdt lcenger Stand. At Kon
gen selv og Junker Valdernar undkom, tan de mest tatte
min Heere for. Men da di tom hjem til Bjørnsholm efter
den Fcerd, fit Or Stig gansle andre Tanter om det hele.
Han taldte Rendsborgeren den størfte Mond i vor Tid og
modtog ofte Breve fra hom. Deri hadde han Uret, og
fra den Time har jeg tun tjent ham af Von-e og gammel
Kcerlighed; men sauledes som Sagerne nu staa, er det vist
itte nemt at vide, hvorhen en brav danit Mand stal vende
fig, naat han har Folt og Land kcerere, end denne Konge,
der har lagt Landet Ide, for nu at d- som en kronet Betler
her i Standsel.« Han holdt inde, og Færgemanden paa
Gaasebcrnten snortede atter hsjt.
Gottsctth