Prins Otto as Dannmrk
og hans Hamtiix
Historisk Roman
ai
Bernhard Ecvcrin Jngemann.
S · ·
Forstc Kapitel
Dei Var en stille Aften i Juli Maaned tre Tage ester
Si. Knuds Martin-. ca stetig-: ns stoke Fest III-R Ved en
suchka p g Gransen as Holbæt Amt stodte to Biveje
III Holbæt oa Dittiandb org samtnen n: ed den indgrøstede
Zauberei zssrte tit tet sndlige chklland Ved Kors
Ifen stod t .orfat km Trce Krucifitg oa et tronet, icetnpe
Istt ct Kna dsI Bill: De, slet Udliuagset i Sandsten cg be
hagt nich hajo diene Blaatorn5-.ilranse. Her inælede en
Quinlende Fiot Rtodlinget oa sattiae Llroejdgsolt, med
Ortes Hizsr ca forredne Hatte for Ljnene, msedens Ästen
sollen tingede ska Landgbnkirterne. Mange sulkede sca
sitzt, sons. on: de viide beda- ie Eienlielaene til at rote sig,
sg sra ncgle Hader lod Bsnnen til Landen Hist-warst
jqa hojt og h-.ftigt, sont otn de trothe liam dov eller lsinat
Dort-e. ,,.()elliss.c Kona sinndk bed for as til vor Herte oa
In hellige Jontfrn!« s— bad en aammeL usædvanlig smut
Bande , med haide, akat nedhcknaende Haar over de maare
Linden medenL lisan tnuacde te foldere Hander over Huen
stod sit Bryst. — ,,L.1d osJ itke fare vild blandt de manni
ftenqe Herter!« » oeddleo han —- ,,lad og ille blive til Fa
Ihr Varuive i digie onde Tiber! H lad nu itle Insten ad
sille, hdad Gut Almæatigst hat tiliaminensøjet!« —-- »
,.Vil Tysten stille dig fra din Huftru? Fa«er!« »
hutgte en sin, ung Herre til Hest, som holdt stille ved Hel
snbilletet med Huen i Haanden« for ogsaa at oise det sm
Hebedighclx
Rei, hun er has vor Hei-re i mange Aar« » ioaketse
den gamle Bande og reiste sia »dean Ljne saa »
Øud fle Tak, itte lwad di inaa ie. Hun vat, saamænd,
kommen hid over fra Staane" Hs rsedbleo lian oa vistede sig
M Esset med dzt graa Vatsntelg Ærmr. -—- »Der et to
If dore Drenge nn aifte oa bjemfarnex men, Gud djceloe os!
detsok er te nu ogsaa blevne Soenste med de andre Staa:
singen jeg vil aldria mere se dem sor niine Linn Se!
den Stilsxnisse var det, jeg suklete over til dok Herr-: og
hcllig KnudZ det er itte den eneste Jammer, vi tan tatle
Tyslen for.«
»Det maa J del stac, Fa’er!« — spat-ehe den unge
Dei-te nied hestig Rast og blugsende Kinder. — »Men hvcr
Ulven ipållek Meiier og hoert Fast loher sin Vei, der
a det mesi Huskondens -3!dld. mener jeg; dog et det da
sqsaa sandt« — tilsojede ban bitter — »det Folt, der itle
chte tan hytte sig selo, end en Flor Faar, fortjener itte
Hort bedre Versteck-, end vi han« Jdet ban højt sagde digie
Ord, saa han sig om, ligesom for at s-: hvad Vittning det
Herde paa de tilstedeoærente
,,Hjælp os a: flaa dk«. ihjel l Hobek" — bad en traf
läg-etc Stimme.
»Sie iNaade til Landst, Heilig KnudZ oa lad Fanden
Itnamne Grcvern : og Kongen derho5!« bad en starrt
sag Karl med vitd Rost —-— »af ham hat oi dog aldrig haft
Cdet end Skam og al Landsens Ulvtte.«
.--·«« »An-; ins, Beni! du beder ugudeliat" —-— sagde deni
sinke Bsnde. —- »Gjorde Heilig Knud dig din Ret, gav
In dig en Kinddest med sin Stennæve, sna du atdrig tejste
dig met sra den Andagt. Bad du St. Knud ter Kotigen
II i Abrzhams Sksd og hjcelpe daan Slcegt til Regimentet
set det dar en anden Sag —- det var en from Bon, som
Essig Land vel maa tilgioe en danst Mond i vor Tid —-—
Ren dil J belfolde hiele Ribksem BornlilleS saa set nu til,
I foa last jert Ade til Ende-, inden Tyslekne komme sra
Was-et hist cg lægge Amen til med dereg Pindsvin5
Met«
Vil- denre Adoarsel reiste de sig alle ska Helgenbils
Etet og korsede sig, idst de tavse og suttende degave sig
M med deres Arbejdstedstabet. Den unge reisende var
Leben tilbage for at give sin Heft en Bist Guts. Fta
Elbe-Dreien red nu en anden reisende, tlcedt som en Stald
M ind pag den brede Land-bej; han blottede ogsaa sit
Her-ed for chifikgset og Helgenbilledet, men tastede et soc
Ietcte Bcik til dzn unge Herre. De rede fretn med hinanden
Iden at tale sa1«1men.
Visiten vo: smuk. Den Vestlige Himmel havde endnu
If wdligt Skret estet Solens Nedgsang. Engmoferne dani
Iede, og Ironie kvæktede i Bandinget og Kret. Veer
bade s; Felle-n gut-: Kornntatlet oa staatbare Gras
Iange, nellem Bogestove og sivomgroede Damme De sidste
Tonet af den st-:delig-e Astentlotle hendsde i den stille Lust
Its-d de txt Ganz : trse Bsnslag til den heilige TresoldighI ds
Htr. Js Kornet lvidrede hist og her en entelt Heerde i sin
Iede Meeget lxvilede i det hsje Enggræz og man tundei
Hirt-M rolige Drovtyggen ud paa Besen. Enlelte HI
M dastede vcd L-andedejen, og de dampende Enge stin-l
Ide sons- Søer i det sjerne. J Landgbyen lsrte en Bonte et
, if sine sidste Las Ho i Hug, og hsstvognen var prydet med
II Uti- Jotnftus Billede paa Læsmeden Fleke Flotte
Mkjdete toin med deres Leet fra Engenr. Oreri
Bissen-as mjkkegtenne hvælvinget susede Styer as
Its Stmflolle og nedlode sig i thtoppene eller i Sidene
Its Mut-den med deres underlige Kvidren og Sladten.
skd stim- os Dampslusen i Daten brusede Votum-Ue
Uh W stjult as Pileheetten ped Stengcrdei. Ovek det
II Mdstaböbillede laas den nordisle Sommetiastenz
v W Lustsljy hooei et sjetnt Genskin as Dagslyset
Mit-stehe med det stembrydende Stjetnelys og gavi
C setscrde et magisl, hemmelighedssuldt Udseendgi
. M M Natur havde sammt willig-, feedelige Mine«
- f iso- Dage, meu i Landmandeni Jason var det intet
M Mode at se; den Weide dottk og miinvodig
« n, Art gis med ltgesgyldtg sank tti Asteacudqgil
W usemeI-m tunde lese sitz
sms WPIW ded Strudel-est
fund-M; mutm- Siedet
sinmssshksezcstseoemiasl
Asssadmevifaatdevae aer
»——.—
s
dergaardene saa sorfaldtve og sorrevne nd. Hist og her?
bar-e Partette Spur af Sprængtting og voldsont Overlasl«.
Bondens Lader og Hostænger stode sotn oftest uden Luger
og Gast-le Fra Ølhttset ved Vandmsllen lpd der nu Lystig
hed og stsiettde Lartn; ntett det var tysle Krigerstemmer, sont
larmede.
De to rejsende nckrrnede sig hinanden og hilsede gen
sidig. De syntes ille at tende binantten eller have anden
Grund til deres Folgeslab end et tilfældigt Sammenstsdx
men te nillede sont om de havde fund-et Viehag i hinandetts
Aasttn vg del tunde have Lyst til nærtnere BelendtstabJ
Den ttnge Herre, der havde talt med Bottderne, var en sind l
bygget sitt-s paa tritt-en til trtve Aar i et Stags adelig Page- !
dragt. Den torte, rede Jatte og Seldfporerne paa hang;
Butlesiindg Hatvstevler litt-endenan at han endntt lttn dars
Bahnen Hans blondlollede Hob-ed nctr tun halbt sijult afl
en stadselig Springsdrgshne as sint, rødt chede Han bar!
et lort Svasrd ved Hoften og red en fort, balstnrig Hingshl
sdtn ban stnrere med udmærlet Ridelunst da Lethed Den
andcn var en graabaaret men stærltbttgget Mattd i en for-i
Hirt oa labpet HerstabgtjenerRttteL tned afblegede blaa oai
l
tule Ztriber; ban bar et anlpbet V.t-.tbenslilt. tned en Krone
»ver. pas Armen sung stark-, alborlige Ansigt dar gen
rtemplejet as dnbe Rnnler. on i bang stærtt sremstaaettre
Ljne spillede der et vist drsmmeagtigt Liv, som bos Men
itefter, hvis Tanler mere dverle i den sorgangne eller til
lotnmettde Iid, end i den ntrrvcetente. »Hm! her er Ugler
i !l.«ltoisn«« - tnutttlede ban ded sig selv, og soer tned Haanden
ever de store, gran Ljenbrnn »Har nnae Herren Leite
brev?« - spurgte ban bsjt med svettsl Betoning »in-r
gælder det at slipde helslindet sotbi.« Han deaede ned tnod
Vandmsllen bbor en Flot Ryttere foser ud as Kroladcn
tned Zang, Steggerlatter og vild Larm. De var belassete
ttted Fjerdnner, Flakstestinler oa lebende Fjerlrm Gæs cg
Heng bang slriaende ded Hestentanlerne, og man saa stral5,
Te totn fra en streng Statte:lldpntttning eller Plyndring i
Landgbtten De snnteg balbt berusede oa stttreke deres Hefte
san nordenligt, at de totn bestand-re for nær med der-es
Etridstolber, et Slagg lortse, jernniaaede Morgenstjerner,
sont bang løse ved Sadeltnaptit.. heruder bleve Defizit-J
bilde: Rntterne lo og bandte pas platmslx nogle brum
mede paa en Spotvise oder de Dunste: andre babde dtaqet
rereg fdndlanae Svcrrd og fdinaede dem med dild Hufen
1ever Hoderet eller morede stg tned at bngae Hoveterne af de
flrigende Han og Gerg, de bavde med sitt. E-.tasnart de
blebr de to reisende var, sperrede de bele Vejen og lode til
ist ville ride dem i Grøftem tnen Verbneren oa den gatnle
jTjener gar-e htnanden et Vinl og rede midt ind paa Vejen,
sit-et de sluttede sig tret famnten.
» «Pots Sapperment! vil J itle as Vejen, J Lumpen
pal!« — streg den anseliaste as klintterne pan plattttsi cg
Irog ftt lange Smrd — »Holdt stralzk eller vi bange irr
til PlttlfisL Hrsent er J? bvor vil J ben?
»Vi er Fall, sont vil frem, det litn J del se·?« --
snarede den unge Væbner i bidfta Tone og tumlede ftn
Hingst. medens bans bejre Haand fix-r til Sdærdhcrstei.
—- »Siden J ilte bed, brent vi er, stnlle J itte fort-Aste jet
nted jereg Æregtitler!«
»Ho, bo! en dansl Hansctnllinaf da lnn ter gal-:
tndnus bnn vil nol dlnlte5!« tnumlede Rotternees Ord
ferer med svær Zunge og aad sine Kammerater et Vint.
hdorpaa de sluttede fta i Kredg om de rejsettde da toae
de farlige Morgenstjerner i Haand mer-eng de sortsattc
dereg Spotdise med odertnodig Haanlatter.
»Var J ille saa iandt en Tylt ber mod to, strea J
os niedre Jer dumme Nidvise i Orene!« vedblev Verb
neren stolt og maalte de halvdrutne Karte med et sitlert
Blit. - ,,J tro bel, J et Herr-er her i Landet, fordi jer
Greve lan stride Borg-er og Bonde til Stat. Nagen Lov
og Ret er her dbg i Danntarl endnu. Vetsarende bar innen
dantsat fer.«
,,Hdad muller ban, den dansle Hvalp!« raubte den
svcrre, bolitenste Mitten der syntrs at vcere Flotlettg An
sster » «snaller hatt om Lob og Ret paa danle Her
ser du den Kong-Valdsetnar5sLov. ber geklder nu til Tags,
du Grsnstolding!«' - med diHse Otd sbingede bnn sit
drabelige Sværd —- »Ha: du Lejdebrev fra vor Herre Gre
ven, san lom sretn dermed stralgl eler vi bænae dirt op,
som en Saushane, med samt den gantle Kanlorm.«
Væbneren hat-de taqet standen sra Socerdhæstet, men
han vedblev at tumle sin urolige Hittgst, medens bang Blil
overfor den truende Krigerlreds, og han gav nsjr Aat part
enbver as deres Bedakxtelser og Mitter; ban tav med sam
menbidte Leber og sttnteg at betonte stg paa et fortvivlet
Vovestylle.
»Im bar Leidebrev for os begge!« ranbte nn den
gamle Tjener og tral bastigt et aabent Brevstab frem tned
et stort Votgsegi. —-- »Nun J lcese Strist« saa se her! Vi
staa i den hsjbaarne Dronning Merieteg Tjeneste og unter
Grev Johatt af Vagrieng nandige Besiyttelse.«
Væbneren saa sorundret til den gantle, som havde kalt
sit Leidebrev fra sig og blintede hemmeligt til ftn Ledsager.
Lampelyset fra Ølhuset faldt paa hans Ansigt, og Bahne
ren saa det singtige Vinl. Der var ellers saa duntelt un
der Pileherllen paa Vejen, at man vattfleligt lunde sielne
noaet Sltifttegn. Derpaa syntes vgsaa den gantle Tjener
at stole.
»Fanden i Vold med feres dumme Kragen-ers jeg er
bvetlen Klerl eller Natugle« —- raabte Rytterbandens An
sprer og lylede den gantle Brevftabet tilbage i- Øjnenr. —
»G» Rede for jer med Mund og Male! og sttal, saa man
lan sorstaa jet! Dvetn er den Dronning. dtt prater oms
her er jo bverlert Konge eller Dronning mer i Landet.«
»Ja Konge er her dog endntt paa en Mande« —
svarede den gamle og sorvarede rolig Brevllabet, sont han
behendtg bat-de grebet i Luften —- »mett hdor J og eders
herre sare frem, marler matt rigthnpl ille start til noget
lobt-ist Beginnnte Den Drottntng, ieg tiener, et ellers
den danlle Konse- Ssster, den frei-sie Endedronning paa
hold-c Stol. Jeg er sendet ringe Staldlnegt og Liv
tjxuey til Zinses-Z
v »pol- Krone Sapperment! sent er du del en Spenfler
elle- vel endog en allerbeste-des Stannth —- raabte den
lveere pessima og hingebe- stt lern- Sværln — »Du
synser ais ille teilst de Miene hin Give Statut« —- ped
EDBIMMM—-MNMLMOUM
skep- nisex meseeth m tm ikg tout
esbswswlusb lett- sxotme u sit-;
W , - - .
Ssiterfsns Sie-le, det fsrlie jeg sit Fingre paa en ei
jeres Follefærd« — —
»Herrens Itonihed og Ordholdenhed i Ære!« —- Af
drsd den gamle ham i heftig Tone og nied en hesynderlig
Rolighed i Blit og Miner —- »fsr jeg flulde fornagte min
Gud eller mit hernmnielige Fadeeland vilde ieg lade min
Tungse sktkke Of; men var jeg ogsaa tun en Vysvensler og
Ztaanina« ------
»Hei! det var en god Fangst, Kammerater!« -—-— ded
blev d:n svcere, harmhlussende Krigsmand, uden at here
Exam nd. — »Nat- jer, Karlel tag en Grime til Strittel
Saa lange her er en dissen Pil paa Vejen. stal vi aldrig
invne Galaer til de Blodhnnde. Tet var i Gnds Has,
det var lige for den hellige Jomfrns Rasse de slagtede vore
Verm-Er og Fremder i Fjor, som Faar og Fedetalve, og det
i Hundredetal; vi tsr nn sagt-eng hange en af de Stælme
her daa egen Haand udenior et luinpent Ølhusk
Medeng man paa denne Lpfordring med vilde Strig
ircrngte ind paa den vaabenløse Herstadstjener, ioer Svcrrs
drt den nnae Vcebner af Sieben, og ind-en man endnu havde
Ennet den sadelsasie gamle redet af Helmi, fløi en overhngaet
tlrm hen ad Vejen med et langt. tlirrende Sværd Rinier
bsindcns Anforer stnrtede brelmre as Hesten, og Verbrie
kxnsz torte Sværd surrede med øvet Vanbentnnst om Ørsine
pna ilere af de andre. Man slap den formentlige Staaning
ca dendte sig rasende mod den unae Vovehalg, der paa sin
snnfence Hingst foer om ihlandt dem som en Hvirrelvind
og sa.ir:de entwer, h.1n tom ncer, med en inageløs Banden
Iærdialsd De kkalv hernsede Rnttere bandte fkrbitrede,
rnedens de Dagaede efter ham daade med Stridstolber og
Eva-id; tncn han vidstc snildelia at nntoiase hdert Hug,
rnedmg han tumlede sin Hinasl og veddlev rigelig at nddele
Eanr og Flasnger til alle Silber
»Troldtom! cherelstnniter!'« - ftrea et Par Ryttere
ca viltie tage Flngtem nien de andre stamnxede dem ud csg
Lsandte paa, det var tun lelet. der lsd rnndt med dem.
»Godt d.1nsl DU« -- raabte nn den aainle Tjener «
.,ved Et, Erit! der man sdenft Humle dank« - Han resv nn
.slndselig Stridgtolben fra en Rntters Sarscltnap oa flog
med drabelig straft ned intellem dem. Noake sitea oa tum
ktde saarrde as Sadlerne mellem dereg tabte Bylter og
Fjertrcrk de andre handle og fcratede som i Blinde, tildels
Nod riereg eane Kamnusratey ritetengs Stam og Forbitrelse
Ida stinteg at aore noale as dem ckdrn inen Men nn tom
en Flol Bønderlarle til med dereS Heil-der cg Øtxer. »Bei
Nr reif« - slrea de »hna dem sonder oa samtnen, de
tssønsetnrstk nn stal de ina Slat vg Landailde til Gavn5, de
7:orartige Blodsugeres de hat fIaaet csg dint 05 længe not!«
sit-d disse lldraab hungede de sinllandstc Banderlarle medz
rasende Forditrelse ind paci Eltytterne med dereg Arbejdc:
redstaberx der liimtede flere Folt sra Bpndergaardene ded
Tarnnien og Rhtterne mantte scrtte cdrr Grotten ind Pan
Matten; men i riet sammt herteg der Unten as en Trompet
ca Laan ai talrige Heft-cito ira den hrolagtse Aste-Alle tast
rxd Landen-Sien, on sont scanne ai en dlntselia Streit tcge
Bondertnrlene Flugtssn Viehneren on den gamle, starle
Tjener havde faaet noale Ziehlilleg Tid til at pnste; de de
i.indt sia ene paa Lanredejen mellern tr-: dsende Rottere og
In Mirnadr Bntte af dct tahte Panteacsde De adspredte
leriggfncrnd santleke sia iaen i nogen Frastand pas Mar
ks:n, og den lanat ltørre Flot Ruttere, der lom til, syntes at
Irr-re llndscrtnina frg den nasrmelte tnfte Panteborg. «Kan
J nn ride, sont J tan sagte, nnae Herre!« - sagde den
.iatnle »saa er Vkien os ryddelia. Anret var th jo itte,
oi slcg til sor. Til at rydde Land og Rige for Rot-ingl
Etnrierne mea der en mægtigere Arm.«
Uden lang Bitæntnina sporede de teres Heste og for
fvondt sont Lnn Paa den dnntle Vei. Endelig lode de He
ftene ndpnste og rede langsomt op ad en Bettle. Nu saa de
istst tildagr. Dei lod itle til. at man havde fundet Umagen
værd at for-folge dem; men de saa med harm og Gru en
ispj Flamme slaa vp mod Himlen fra den Kant, hvvrsra
de vare tomne: det var de fattige Bsnders Ganrde ded;
Bandmplledammem der nu stode i lyg Lne til Hævn for
BIndertarlenes Delaatialced i Slagsmaalet.
»DetMordbmnt-er-lllat!« — udbrpd Vehneren harm
fnld. -- »Det var den m i l de Graves Fell. Hm! i Inl
land har vi den stre n ge: men det er Hip iorn Hap. Dei
er nn lnvende Gang. ieg ier den rsde Haue siden jeg red
fra Bjørnsholni.«
«Rendshorgeren er verst« — — beniærtede den gamle
- »Geset- Johan har dog et Stags Hierte i Livet, hvsorvel
det tnn er Inst-n som talder ham den milde. Hvad hans
Lejesvende her sve paa der-es egen Boldgade, ital han have
ondt ved at hindre der paa Falster, ellet hvor han er.'«
»Hm! Morbroder hnr dog Rett« — - vedhlev Vahneren
i sine eigne Tanter hold haft og nittede,. nden at gile Agt
daa den garnle -- »rnin Heere man veere sorheth as den«
Renshorger Stenniand. Dei er Ravne til Hohe. Jngen
dansl Sfcrl tan holde med det Pot. Det er at valte sig
ira Dnndet i ihdende Beg. Men Polter i Vold vgiaa med
en Lands-herre, der ej anderledes fotsvarer Land og Rige!«
De sidfte Ord for hani højt vg som nviltaarligt af Munden,
niedens han saa forhitret mod Jldehranden og smældede
heftig med sin Nil-will Han hlev pludselig taus, da han i
del samme hemeerlede den garnle Staldtarls tungsindig
msrte Aaihm som den opitaaende Manne heli oplhstr.
,,Forlade alle tro Dunste deres Konge i Reden, blider
det vel netppe hedre i dette nlyttelige Land« — sagte den
gamle Tiener i halv bitter, halv venwdig Tone.
»Ja saat menee da det? Gtaahoved!' s— soc-rede(
Verbneren hastig og vendte tin Heft. —- »Lad os ride videre;
det nhtter tun lidt at le sigssl paa den Brand, man dog
iite tan ilutte.« han inmlede sin hesi nied vild heftighed,
og den samle havde Msie med at folge ham. »Saa du
innes di hat en brav Konge her til Lands, en dhgtig Lands
herre, der sortjener tro og hengivne Undetsnatteti« —
spurgte Viel-treten i spottende Tone, da han atter havdei
tat tin heil i en roligere Gang og laa den garnle til-el
stille ved harrt Side
»Ja er tun en ringe Tier-n unge herre! og min Tro
er i mange Stytter noget sammelt-ask — lvarede Stalds
langten —- ,,rnen ieg mee, enhvee eilig Tjener ital blive
ded stt rette hattest-, til den store Jatedog kommen og
lade den dstnrne herstaheh der satte det oder os.«
»Ist er en god Tro for Livegne og folgte Matthi
terl« —- udbrsd den unge Adel-Inst strlt oa soer —
»Dn er inpen dankt Mand, det hat leg not meeelet Du
Ikd Inn list Mk del etksi have ei IIWU fein me
i Sthller. og en Landssotkcdet til Konse. en fsatnrniezif
Karl, sont rendet ud as Landet hdert Øjeblil, der er Ists
paa Fande, og pantsættet Idll og Rige til den ene Djævel
sor at lade sig slaa og ydinyge as den anden.«
,,J-eg og Svekrigs Land hat hast den Herre, der dar
del saa udngtig og shndig« -—-- svarede den garnle sagttnodis
-s ,,n1ine Landsmænd sotdandede hani ogsaa i Nsden di
joge ham i Landslngtiglxedl men jeg blev ved min sammel
dags Tro, hvorved jeg hdetlen var Livegen eller noget solgt
Kvasgstnlle; ieg sulgte min snndige Heere og tjente ham
paa Holdcrt i hans lldlccndiahed til hans Dpdsdag.'«
»Ja sau! Korn du herind nied den sorjagne Kosg
Biraer?«' ---- sagte Vcebneren og detmatede den gamle med
en Slags niedlikende Qpiiiærtsonided. »Saa hat den
Herr-e bog hast en tro Tjener til hciu dedic! Dei var
:n-:r, end han var mid· Han var sasi endnu verte, end
vor elendiae Christopher, Hm! l7vorledeg nagen aerlig Mund
vil tiene slige Heim-, det ganr oder miu Forstand·«
»D:t er en Samvittiglkkdssaa med Troslab og Saligs
hedged, miu unge, storagtiae Herre! muuilede den gamle
i bitter Tone -- »sorstaar J det itle i al anoldinhed med
Hiertet, saa at sink, saa flal J, niasnd, aldrig bryde jeti
snilde Horsed dermed!«
»Hu jea ajort dig spndiq, nanile!« lpurate Vieh
ncren nu nodniodia »det var dda just ille inin IlJienini.
Rast vor Herr-.- cg miq felv on min gode insle Heft, lan
jca talte d i a for mit uan Liv i Llsten.«
»Nei, stolt Junterl er den Stump Lin, sen har tilbragt
noan Tat verd, og slal ndaen as os siae Tal for Haandss
rælning, bliver det not rnin Sag!« mumlede den gamle!
»von lad os« slasnle hinanden Tallenl Oin di flal hern
gcg ellrr spidt:5, unge Herre! om vi flal do pas Hjul os
Stejle sor vors Syuders Stnld eller sot vor aode Villies 44
Stnld, det toinmer del til sidst hverlen an paa os eller
Tollen Rid J nu tun til i Gude Redn, da brnd jer ille
vix-etc otn mig! Tet spnirner sia tun lidt for en sin, holdem
ren Junker at aide sig i Lag med en ringe Tjenscstetarl Vi
lunde maaslc ansaa let dlive urng nun Besen oni hvad der
hnrer til den rett: Tro og Kærliahed i die-se utro og Mid
aatige Tide1.«
»Nei, red Hellig Jørqen og St. Finudl vi vil splges
ad og dort-: gode Bonn-Er, du namch tro Staadi!« - sagde
den ungse Adelgnmnd og aer sin Reisesaslleg darlede Haand
ined et muntert Nil. « »Vi traf samtnen i en god Stand
og sit ajort aadt Kendslab i en Ha.1iidedendiiig· Vi ved
nu tyan hvad vi due til, naak del lnider. Vi slal not
lonune til R:tte. Sig mig tun et, for jeg lalder dig min
got-: Ben for Alvor! er du virlelig ingen Staaning, sont
te tnslie Fnldehunde trcedes Den Tale hat tun Klang-n
af d:t Up:Svenste! nieu sen laa hellen-, at du dar en hel
frenft Mond-« -
»Vilde J maasle onlan hænae mia eller slaa mig,
hoig jeg var en Lähmung-"' A - spurgte den gnmle med et
trodsigt Smil
»Bei just itte, scere Granhcved!« svarede Væbneten
an slsap hanc-« Hund, som han havde brændt sig paa den
»men san vilde jea sige din» Gndnnt sok denne Beiden da
arare niig over, at iicg Rande en Frændse as Odeklpberne at
talte for mit Lin. Te, der hed dansle i Fjor og vil hedde
soenste i Aar -— de, der lan stiste Landsniandflab og Fee
dt-:land med detez namle Vintethoser — de er ilte mine
Folh set du, om di end date lpdelige Lastende sra ssrsl as, C
oa oni der end altid gaat et Sthlle Hierte i Lpbet ved slig
Stils-wisse blandt gamle Freud-M
»Dan! dein ittc sdr hanrdt, stolt Junker! del var sdar
Nod da Fort-Adlele der rcv dem sra Danmart Den Das
lan Vel komme, de slnve jer i Akmene igen.«
»Kommet den Dag en Gang, stal de sinde Arme-e
aabne men nu, ved Heilig Jsrgen og St. sinnt-, nn see
det droget ud nied Kammeratstabet· Hor, namle!« ———- ded
blev del unge Mscnnesle med blussende Kinder og holdt
stille, medeng han greb den sremmedes Heft i Tsjlen og
detragtede ham med truende Blil —--- »har du gode Venner
og Fremder i Stamm stal du nu dog here. inden di stilles
ad, hvad jeg og min Motbroder dsnuner am den smulle
Hanle i Fior.«
»Nu, nu, giv jer tun Stunder og umag set ej med
at holde mit Best!« —- brummede den gamle — »tan jeg
tjene jer derined, slal ieg gerne holde stille her en hel Time,
medeng J stalder Staaningetne ud paa seres egne og jek
Mordtoders Begnr. Giv tun jert unge Hierte Lust! Jeq
siger jer so itle et Ord imod.«
»Y-: havde en Landssorræder til Konae soin di andre«
Vedblev Væbneren heftig uden at slippe Staldlarlens
Teile »de tunde opsagt hain Huldstab og Trostab —
det hadde verret vel gsortl men stulde de dersot svige Lands
niandslab og leinlæsie deres egen gamle Moder? Rast es
talt var det as dem, at de slpge Blodhundene ihjel, selv sor
vor Frnes Alter! det tilgivek den hellige Jotnsru dem nol:
det stulde vi have leert as dein, hvis der var nagen tet Kraft
og Enighed iblcmdt os; nien vilde nu Jnder og Sie-licen
dere, Fynboer oa Lolliter, Falstsinget og Møenboecr. og
hmd vi hedde, alle di andre, soin endnu lalde as dansle og
hellere vil d- tilsarninen, end hcdde inste eller svensle —
vilde di sslge dine Staaningets smulle Etsempel og laste
os i Armene paa den ssrste bedste stemmede Heere sor at
saa Fred og gode Dage sor vor egen Mund —- saa vilde der
so intet Danmarl verre til i Vetden ad Ante. —- Dsd og
Ulyltel sst vilde jeg levende radbrcetleö, ssr jeg vilde oplede
den Slcendsel og dverleve mit Fedeeland Den Stveg lau
seg aldrig tilgive Stanningem set du, og vil du- flach med
mig sok denne min hieriens Mening, saa total« —- dermed
slap har· den srenirnedes Trense og greb til lit Spind, idet
han pegede paa den erobkede Stridslolbe, der hang ved des
garnle Meint-ei Sabell-un
»Mir J jek Lange halv saa tro, som fett ulylteliqe
Fædteland, vilde ieg nu prise set Ætlighed vg selv set
Fremsusenhed, niin unge, strragtige Verte, om J end dilde
hcvne Staaningetnes Frasald paa jniln samt-, mitei
Pande« —- svarede den starke Karl tolls, med et dalvt
trodstgt, hole-i godtnvdigt Stall, idet han old-les ilte syn
tei at belymre stg om tin Resseseklles ttuende Stilling. —
,,Den stcanste handel i Fjok komm-et rnlg elleet itle ded«
— ttlsssede han. — «Jeg et, Gud sle Sal, darnessdt i
Samen-nd og —- St. Eril deere lodett —- seg er es her
spensl Mund med Liv da Sie-l endnu, ern seg end et sreds
let oq sotvlst blandt mtne egne oq del aldtiq mer ital satte
Iod du W Gen-IV »
WMH Miit-tm ; g;
-M
