A
« ikgiemokndx
Oversat sra Tyst vcd Eile n.
— tFoktjatJ
L
Da den fremtytkenoc Politistnrte tyva spredt ken ka
sende Menng over den stille Gove, Wie Mannen i tolig
Mathed og stinnede ligse Pan et Ansith dødblch forttuktet
as Stnerte og overstwmmet af Bind
, Politibetjenten bøjede sig over den mishcmdlede Stil
Leise og Wird-: Hovkdet med det form last fammensiltrede
Haar op fm Stenbroem
»Bei er den lange Cigiararbejder,« sag-N hcm Hac
gyldig, »der et not ikte meget Lin i hom, men tser er heller
We stott tobt ved hat« J Vagten nXesd ban1.« -
Vornecnfold Hnnlenqalsesh
Bauten-o i Jan-ne- Tid
Oslltg Sullied nndt I St eine-n,
Herren-I Fuso i Uns-cis Sind
Den gamle Stolemefter var død on lmsvde iile est-er
lusdt fin sen-site Dotter stott anth end de tat-Delikte Msbler i
det lille Hjein og nogle asslidte Kleedninggsiyiket. Da
hun hnvde beialt alle Vegrnvelsegomloftningctne, hand:
hun tun 50 Øre tilbnge.
Men Jomfru Martha gjorde sig siet innen Beiymrins
get i nogensoinhselst Henseende.
,,Jeg eftetladet dig en kig Atv.« havde hendes Inder
sagt, da hnn tog Affled med hende, »du hat ilte blot alle
diese flsnne Sagen Lcenesioien, soni bin Bedstefatet med
egne Heendek hat lanet, og hvori din irre Moder dich-,
det gab-, statt-: Egetrægbord og stieg-et mete, men frem for
alt hat du din kige Fader i Himlen og den fivte Ære at
Halle blive den Heere Kriitus lig. Dertil hat du alle de
dejlige Fotjcettelfer, som ere lutter Ja og Anten. on alle
Gudg Boan stpnne Lovsangz Snng en Gang en of dem
for niig.«
Og Mattha sang; men da hendeg svage, list til-mei
fulde Rast fotstummede, lag den gainle Mund sinnst-.- still-:
med lultede Øjne og et lysiendt Smil wo de: blege Llnsigi
Aandedrcettei blev fis-agree og smgeke, tilfidst bøjede Muth-a
sig oder sin Fadn og san, at han nu ilte mete limde here
hendes, men Engl-nee- Summen Stille- inrrkseixk hun ver
hans Leie, stille lagtk hun lmn tilxItie vg gil derpaa hen
til Partien for at gøre Aftaåe inxd Henspn til Begravelsin
Sets Ugek endnu blev hun i sit gamlk Hiern, for hun
tog Siav i Haand og drog ud for at sinde sig et nmx og
den rigie Fader i Himlen hnvde d:i nntuttigvis nlleeere
beredt til denke. Hugmodeten paa Slovgaard havde altid
holdt megct af Mai-ihm nu sendte hun hende det But-:
»Zum og bo i min Aftcegtgstue, den et knieeten for stot eller
for lille til dig, Nr er Solsiin og Bloinfter, og du lan fta
Bindi-et se longt ud over Martern-e; hvad kan du vel for
lcnge mete?«
Matthas sidfte 50 Øke lignede Olien og Melet i
Enkens Kat; ja hun behprece itte en Gang at degynde at
beuge cfsdenn Hm alle Sidet fil hun at soweian hvor
holdt hun vat, den ene dingte hende Hvedebtpd, den an
den Meelh den tredie«Sm-r, og Mai-ihn masqtte næsien ligise
sig felv ded en Spnrveunge, der var fnlden Ud af Reden, on
fom nu med aabent Nasb tun lieh-rede at vente paa at
lade sig fodte af de gmnlr. Men bun var dog hderien
iaa ledig ellet saa graadig sont en sozian Spuweunge.
Martha begnndte at samt-e Sinnadpm om sig, Drengc
og Piget fta tte til sets Aar-s Alderen, de stsrste tatte sig
pag en Bitt, som fiod langs med Vckggen kundt om hele
Sitten de mindre paa Stamler tæt omlring Jomftu Mar:
tha. Menge Gange sad de imidlettid slet ille, men sang og
legede, og Jemka Martha find midt imelletn dem og san
paa dem med et sttaalende Smil, inedens hun sang need
asf Hjertenslyst
Tidlig om Motgenen, naat Born-me samledes, be
gyndle Inmka Matiha ined Von og Salmesangz hun
leerte efteehaanden de smaa mange Vers, sont hun innde
hu sin Fadeks Tib.
«- Ellen
No esk Taum, unt er Lust
Rotte-no Mode sam· Nu.
Jesus, Liv va Luc- cc qcvex
Mtg i dm. nun List-Horn
Bunde-IS Motte- hmt man YIU
For vm Noah-ge Mammer
Wnldcnioi. i Wand du sugcx
No er Lerkenv Mocgeiisang.
Ratten-J Muzm og Zkyggc Use
For bin tlate Sejervgang.
Lyo of LUS, o, lad nuq sum
Ren iom du nt Lyiets klug-·
Ogsaa Aftensange lcette Jomftu Martha sine trete
Smafolk
Ellen
- « .- -..I, JrI’-U.
Stille, stille,
her-end Vilje
Minder Fred i Nonen- Blond-.
Bett-en over
Atting sover.
Eugtevgten vaaqec kau.
Lovct vore,
Jesus kare,
Du alt-Ie, Jrelier min.
Kasrlighcvety
Dimmeliredea
Favne mig, thi jeg et din
- LIETFIZWIFIHI
Nu trat ei Miste
Gab-vornen Øse
VII mite- tyft og tasgt s Sienas Fled.
Sau vel ieg ten-der» « , «
Nest Dckgen endet-,
Leb Zeig Ist-ver Sie-trag Wust-.
Du iyge Vierte
Din Svnd oq Smme
Jokiviade i Guds Agapet dyhe III-.
O, ver tun still-,
Tht im du pude.
sey seist Isddcr et Un steil-Inv
iJ
Og lommct Stunden«
J Haft voran Jen,
To Tsdena dybc Mark braver frem·
Du "g«ad vtt ue
Ist evig Mute-; —
- Veso Jena For-der cr bit re te Hinu.
Dornen-e glckdede sig doglig til dereg Des-g hos Mar
the, og Mpdrene glcrdedic sig over at vide deres Smaafoll
i soa got-se spendet-, naax be selv maatte gaa paa Arbede
f10 Øre om Ugcn mai-site hver as dem betale; Jomfru
Martha mein-, at 5 Lunte have veret not, men Karen
Skovgaard holdt bestemt Vaa de 1(), faa Martha fyntcs,
at hun havde fuldt op of Benge, eftersom Bernsenes Anteil
hurtig for-gebes. Dersom nogen var uartig eller fandt
paa Statnssireger. tunde Synderen ikke idømmes nogen
haardere Straf end den i en halv Times Tid at stulle
sperrte-z inde i et markt, lille Kammer, mens alle Kamme
raterne frydcrk sig i Solsiinmt i Jomsru Marthas ltllc
Stue
Ved Famil-, ved Paafte— og Pintfefesten vankede der
Æbler og Godter. Gmnkviste, Paassecrg og grønnc Bege
grense, og Sange hin-de Vernene til bver Hojtid, faa dct
gmkie Budskav kidlig tonedse fra de snsacx Hinter.
Under Hzrretis Vingers Stygge Lande Marthe sit lille
LIij Der kunre hun bannt »ltrg,1e sig og som« og ftaa op
i Trvghed og Wabe Frcdz og i Siedet for at Elbe-S var
r-:t, som om hun med hrert Aar die-v nngre itslandt sine unxe
Rennen
Men »Den vlaa Bomntdsparnpln« ltewde sit eget Kas
pitel i scomfru LUinrtbas Liv. Med den daniede hnn i
Gut-yeti:.1.1r«3loletiinekne beqnndtsex under dean breke
Elærin gemteg altib nne Stifterin-, Tanne on Opmnntrin
gre, naar en af hendez inua Venner senkte Bud, at St)g:
dont tiindiede fra Zielen; og under teng Brett-e havdc more
end et lcifindint Bin-einen faoet Gndg Leb-« itcerte Strom-s
nie ned over sin, iaa lrnn misted:. hell-sie nt mee dienen nde
i Stieg-jen, end at hoc-: sont Ln nnd-er Junier Marthas
Pampli). Men mangt trostefuldt Ord, mangen tckrlig
.f;)nnnd5kcetning, nmnqen verertvægxnke Forantsrisgn var
Intaa væltet frein til Hierlp on Ttøtt for Dem, Ver Date i
Tit-d, annoeiig og l«:z1,enili,1,, nnar Tieren git op, og ,,d:n
blas Bomnldgpampln« viste fig.
littKrnatgsonnnezens nntrsnc Sollan hinkt- modnet de
iidite säugten alt Nr indtnsstet Dimde i Eurer og pna
·J.7i.1rtet, rsg nu like-d Litebsrftorntsngs Vi!D«.« chrjr ino med
iin nftnktine Weide-.
Jomfrn Liliarttrn Hure trubsst Den ins-Itka Ztonn og
Tsn ilyllsnks Tltenn fee nt des-ne neigte inn: Zinaabøxm
fwici Mein lnn lannt ne: red Eiozuixtg ndtrfte Grcrnfe
Jcn var nun pnn Hjskinvefm nis. Du hnn innre tun-It Kote-—
»vejen, htor Vejvisersjn pensde til hatte on verser oven orce
»Stendynnien, begunnte min allersede at glitt-: siq til om et
Kontterg Tiv at tnnne lnvc siq en tlop lsxxcm The. Just
isom hun rast vilde aaa sowi, fit hnn imixsleriib Øje paa
Ien Ftvintzslittetse, som lan lasnet op inmd Visjviserem Et
«Sbawl ftjulte Ansintet, inicn under Stmivtet gemieg noget,
der tunke have Ligbed nied :t lillk Bam.
Maxil« Viitede traer ocek Landen-zisch diejede sig ned
on leistet-e «3l)aivlet.
Ei nasmte synligt Einil glzd over den stittelsz Zwin
Des blege Anstat, min lian innere itte, ch Martin iilbød
hends Un iniod Rennen unter tin Paciitsln, sanft-eint hnn
ilulte vibere til Unnosvnen i Aste-n.
»He stnlde bog itle blive sidvznde her i Regni2n,«
sagt-e Marthen »Es inca je- all-stehe neue qennemvledt.
De er vset feemnied net pan tfgnen,« rscdblev nun, Da yun
til szvar knn sit et spørgence Blit fra de dnht liggenve
IIan »og lwnd irae De deer - Et Bam, den statkels
lill3 sovrr jo not san tmgt itodg Regnvejret.«
E Steig, san vildt og fmsctteligt, at Den gove, gamle
Joknfru Martin ganske forfitcettiet for iilbngt Der-Jed«
tmngte sig frem over den ttattetszi stvindeg Leber.
«Jomfru Martna!" raabte hnn og rev schmilzt bott,
idet hun tasiede sig for den ganile sit-indes ffødvet »Jam
ieu li.lcarth.1« tender De Inig itte Inerek tiender De itte
Nora?«
Jamer Maktlxa tog its-: vaa Vej ined Forfcrrdtlfeå
udbtnd og Zierndeprwditscner, nei, hun sagt-: tun jævnt og
stille, nicn nied den dybestc Alvon
»Gut) vceke lovet, nt du ee kommen igen. Norm mit
italtelg Bam, nn tan att vlire godi.«
Lange-, taane Felvre Martin ventet on Knab-et paa dette
Øjeblit. Nu tog tun den lille Pige der vel tunde være
ite, site .lae ga111111e1, i sine Arme, on greb den trckttc, for
tomne Moder-) Haand san trofast on tætlig, unt-eng hun
holt-i Pakaplyen over dein alle tre, at Nora fulgte nied,
langsomt, nceften nolende, men nimodftansetig beugen as sm
gnmle Beninde. Zorner Mai-»Ja fand-e itte et enesie Ord.
tun Tanleene bølgede og bcnste, niedeng hun hastede hieni
ad mev sit tabtse, nu endeliq genfundne Baru. Hun bavde
ganste vift ingen Fedetalv at nagte, heller itte tunde lntn
give Nara en nn Klædning og Ring pas Fingeren, mcn
tsrre Stromper og Sto, et varmt, uldsent Tørkloedse on en
Kop toghed Mottt et ikte heller at foragtie naar man er ncce
ved at tegne at Terethed og Kulde.
Lampen blev tændt, og Jomfru Martha trippebse ftem
og tilbage i ivrig Vitkfoinhed, medens den blege Kvinde, der
wgsstamlig var samt-et ov fra Landevejen, fad og saa paa
hende. En eitek en gled Tanterne ned over de magre Kin
der, og faldt paa cse folvede Heender, fom laa trætte i bespi
des Stad. Mattha saa det og niltebe saa mildt, som on:
hun vilte sige: »Ein-d kun, Nota, mit stattels Warn, groed
tun. De, tom taa med Graico will-. koste med Ftyvksuiiq«.»
Den lille Pige ttod nied Armene ftsttede nwd Bord-et
log stiktede tankefuld ind i Lampen med sine store, leal
IØjna Fattige vare henves Werden men ualmindelig smnkt’
idet lyse Haar og det blng klare Ansigt. Da Martha, eftcr
tat hun has-de gis-et smc Gast-ex noget at »in-, sie dem tik RU,
da de begge laa lunt og gsodt i hendeö egen Seng, met-eng
Inn telv todte sig et Leie pasa to Stole, da bsjede hun sig
svvet de tot-ende, san længe og eftertænksonit paa Nokas
spritzt og vendte sig ttlsjvtt vholst mev Taster i Øjnenr.
b« Ster folveve Kantine seinigen og igennem Ratten
Welche nett-Klang tiht»-Mmmxkike hætstatetö Loviang
M, asmlg ttvsaliget -«.".P·.-d Denken gaq inv; ihi
net er envme Rymt Der et entmu Mensch Og W mate
sswre med et tut-leim- .,hallcluiat« · - ,
ji« Rette Das forle Nara tin Dlttotty oq siegelt-; var
zip-z M »Oktave« et Jole Jordan-list . —
»—..—.
Lytlelig og vel var hun og hendes Georg naaede til
Amerika, og det forfte Aar havde de henlevet i Herlighz d
»og Glæde. Men faa havde hendes Mand haft Uheld i sine
Fortetninger, og paa en eneste Dag var det forbi met
ideres Lytlr. Hun llagede, Mund-en stændte, hun ist-bande
de den Stund, dia hun leerte hain at tende, og tilsidft tog
han sin Hat og erklaetiede med største Ligegyldighed, at nu
vilde han spge sin Lykte andet Stedg; hun siulde heller ikle
viere bund-en, hendes Slønhed vilde sitlert hurtig staffe
liende en and-en Mand. Han antog, at de vilde være enige
oni, at den Kontralt, der en Gang var sluttet mellem dem
hist ovte i ten gainle Werd-en, den behøvede ingen af dem at
lag-e Hensyn til. Saa gil han, og hun havde ikle set hain
siden.
Hdad der siden var stet, lisavde Rom helt forbigaaet i
Tavzhed Sonn den samaritanslc Kvindse havde hun haft
syv Man-d, hvoriaf ingIn dog virlelig havde vceret hendes
Mand, snart vare de stilteg ad i Uenighed, fnart efter fal
ch Oveizngkonift Endelig var hun falden ten svær Syg:
dom, oa da hun ftod op igen, vare de straalende Øjne matte,
det rige Haar forsvnndc ,de stønncy ungdomgfriste Ter
celtcde og indfaldne.
Junar isg niørkk Tidst habt-:- lnxn kerefter aknneinlevet,
iridtil linn dar saa lyil:lin at faa Tillnid oni en Pladg som
Hialirxrinde hos et ainscrilanfl Hei-RAE der flulde rejse til
lEximpL Hnn loni da tillsage til d: gainle Stettin nun
l).e·o af de loldc, derrwligsjndete Mennesicr beliandlet h«:akdt
on iilæ:«ligt og tilsidst afslediget. Nu stod hun aliene ined
fin Lille Pige i den itore Bli· Hun længteg hieni, men for at
tunne vetals Reisen inaatle liun sælgc a.t, hvad hun ejsede,
ozi sndda aaa det sidfte Stntle Vsej til Joch-. Og her sandi
san Martin hende raa Stendnngen under Weit-Tieren
Hund der nu flulke blive as licnde og Barnet, viosste
lnin ilte. Vel var liun nna endnn, og fine flinte Hander
havdk lnm jo; msen lnm gruede for at vende tilbaae til det
grmlx Art-Ich on d: aamle Fristeller. Stunde hun ille mu
liacik her i Lands-Vom tjensz sit Brod oed at sy og raste for
Foilf
Narrn Slovaaard havde imidlettd sIt vaa Jomfru
!IJlartl;a—-st«8.1:inl1ier«iahedggxxiiing med blande t: Følelser
L?z«:!it!in var nun ftamfnl d, ihi hnn vidstk wrpr oni hun
sclri vild: hat«-e waret i »- Atand til at udvisr en saadan Selts
fornasatelse, oa slønt lmn standtt og binminede over al
kmnk ,,Iandelial)ev«; overnejerg hnn doa i al Stiller oin
ill: csgfaa lnm stulde lunne give den statlels Nara cn
Exzandsrælning
En Dag lom hun ind i Aftægtsstusem satt-:
lisxaae Armene i Siden og erllcersede med afgørende Be
firsnthed, at nu flulde Not-a flytte over til hend3; hun lunde
irr saa not at bestille ined at sy og stoppe, og saa vilde der
!«:l siden kunne findeg bedre Udveje.
»Im ved jo nol, at du en Gang hat betallet dig for at
taan Plads hoI mig, men denne Gang haaher jeg dog ille
t flnlle fsaa nej,« sluttede hun, og derved blev det.
Men den lillse Pige sit Jomfru Mattha Lov at beholde,
og hun tvivledse ilte et Øjeblil paa at flulle faa nol at lere
af baade til sig felv og l;ende, thi hun forlod sig paa den
Forjættelsn »Hvo, som annammer et saadant Barn i mit
Raim, annammer mig.« Og mcdeng hun tog Varnet ved
Haandem iog hun Moderen ved Hjettei. Langsomt, men
sixlert fortes den ftalkels Kvinde fra Mørle til Lys, fra
Fortabelsens Dyb til Naadens og Sandhedens Klippe
grund. Da Martha en sollys Foraarsdag bei-edle sig til at
gaa til Herrens Bord, tom Not-a ganste af sig selv og
sputgte, om hun maatte være med. Haand i Haand gil de
til Kitte, og lunde de end i det klare Sollys lade den blaa
Bomuldszparaply blive hjemme, saa var bog dereg Van
dting fljult under Heu-eng Vingets Slygge.
J- - .-.
- —- —
J
»Don flal ille sonderlkyde del lnællcde
Rot og ilte udslulke den rngende Tande.«
Es. 42, :«. - Matth,12,s.s».
Hin Torgdag Aftcn, da Politiet Inaalte trcede til fot
at stille de Vetdengforbedrende Slagsbrødrc ad, lom en
vætdig Bokgermand omtrent Kloklen halv elleve vandsrende
ned ad Gaben.
Hang Lag-dar Lehmann havde spisl til Ast-en hos sin
Ven, Kaptejn BalllJasar, oq derefler havde de begge for
dybset sig saaledes i llnqdomgniinder, al Klollen mod Sied
nane var bleven over 1», før Hans Flaspak brød op.
Nogen gnaven maatte han sind-e sig i at lade sig standse
nf de larmende llrostiftere; hartnfuld stødte han Stollen
iniod Stenbroen og innniledse, riniseligvis endnu under Paa
dirlning nf Flaptejnenii Sørøverhisiorier, noget oin en »Res
vsckband-e«, sont ille lnnde lade flillelige Foll færdes i
Fred paa dereg lovlige Bei-e. Men da Svcermen spredtes,
a Haan Kasparg prosvende Vlil overstnsede Slagnmrlen
for nt lcelle de faldne, lunde han dog ille lade være med at
imsrme tin den ene Staffel der laa blødende paa Sten
irappm
»Er han dad?« spnrgte Hans Kaspar, idet Politi
deljentikn løftede det inighnndlede Hoved fra Stenene.
»An nei, der er Liv endnu. Ulrudl sotgaar ille sac
lkll« Politimanden faa nøjere paa den saarede.
»Ved De hv-ad, He. Lehmann,« sagdie han, »Kncegien
irr den selv samme, som De for et Var Aar siden gennem
nryalcde, og som baaeftser stcevnede Dem for Retten, De
hilsier hanc vist nol. eDet var Begyndelsen, her er Enden,
det kunde sagteng ille blive anderledes; vi have lcenge holdi
Øje ined how-«
Hans Kaspar vilde næppe tro sine egne Ørenz Mer
siumspiben var nær falden ham ud af Wunden, saa for
fcerdiet blev han. Med egne Hænder hjalp han til med al
bringe den bevidstløse unge Mand hen til Stationen, o·c
rfventedse der Ved Siden af den saaredes Straaleje, hvad
Lcegen vilde sige om hom. Dei ene Øje var slaaet ud, Nak
sens og Psanden spudertrampede og to Ribben lnuste. Hans
Kaspar tolle med Lcegen, gav den syge Haanden og saa,
hvorledes der, saa vidl man lunde staune, foregik en For
andring i den unge Arbejders Udtryk, idet han bsjede fix
over dam.
Fru Birgitte havde den Aften været l siot Uro for
sin Mand; men da han omsidee lom him, satte Beretninget
’om, hvad han- havde edle-net- hende i en faadan Sindsbe
vergele at hnn laenge ikle kunde falde i Stdn. heller ill
Hans Kaspar fandt megen Hvile den Nat. Tanterne tum
lsede i han« Vened, saa han kastrde stg frern og tilbage udei
RI. « k- "
Allerede tort eftet, at han havdse drevet den most-H
Gaatddreng ud af sit Hug, og saa snart den ftrste M
felfe havde tagt sig, maatte han stille sig selv det Syst
m-aal, om han hnvde handlet riet. Mange Gange M
han føgt at feig-re sig fra dette pinlige pack-M
Sporgsnmah men det hagede fig fast, og uassadelig nagt-I
han af den Tonle:
»Kncrgten var dog saa ung, dersom du blot havde Its
Tnalmodiglzed med nam, tunde du dog maaste tilsidst —
fJaset ham ittd paa den rette Biej. Hvad sial der un IN
af ham2«
»Ja, hvad er der nu bleden Lif hom?"
Hans sagen Sen, Frederib havde violdet sine Form-I
ntegen Sorg. Næppe 18 Aar gamniel erllætede han« at U
have-e forlovet sig og vilde giftes. Hans Kaspat strev III-F
sin Vaande til sin Brod-er i Amerika, om han ikke statt
tnnne bruge den vilde Dreng i sin Tjenseste. Og san fu«-K
Spur-et kom nied Løfte din, at paa hans Gaacd slulde Iw
deril dlidse kørt i stratnme Teiler og ncepxe faa Anlednis
til at slan baq ud, tog Hang Stagdar en kraftig Befluiuissk
Inn fort-: felv sin Søn oni Bord paa Udvsnndrerstibeis II
dar Vlfstxdm tung at komm-.- oder; men da han fängst-Id
ccndtc lij m, maatte bin fige til sig ielv:
»Bitte er vcl fortjcsnt; hvorfor jog du de n stakkels ft
dscrløie Dieng bott.«
It 1 Da di hJidd tnn følt sig t):ilst1nd t til at undeksIM
knor « l antsz dar blean if;nie:1 han davde aldrig kuts
net odrrninde fig til for Vll vor at opføge den fotvilded
Drcnq
On nu stnl de lmn q: nsinde heim i en faadin Eltndtgk
bed.
Dct kule modin Hierte vaandsede sig under Klang-»O
Of dexte frygteligc: »Den Gang dar det Begyndelfen. her It
Enden.«
Hvor lidiet end et Mennefkelid ngtes i der-es iØjne, fo
daglig se nisere end et gaa til Grunde i Snnd og Forder
rslfsc, saa er det dog ikte mindre dyrebart for hom. udsc
livig Villie innen Spurv falder til Jorden, hnn1, som tel
ler alle vore Hovedha-ar. Derfor kunde Hang Kugpar ils-:
sove, thi Samvittighedsnag er sen torneftrøet Hodedpudea
fom del stal holde Freden borte fra et Ajciennsestehjette o
Søvnen fro de trætte Øjne
Dei-sum stnasgten komm-er sig, tager jeg ham i haft-«
drt er sitt-ert, -- men dersom hsan nu ille tommer stgk —
Hans Flagpar turde itle tænke Tanten til Ende.
,,Vil De tilse ham, jeg bet-nler, hvig der gøreg Imng
lldlæg,« havdse han sagt til Lægen; men hvor stulde set
Leenekunst lunne udrette noget overfor et Lsegeme, som M
saa fulvstændigt ødelagt i Synden5 Tjeneste, at dset mous
nasppe mer-e havde en fund Blodsdrsaabe tilbage. Førsi eilst
flere Tiniers Kanip lom det aamlie, evig gnldige: »Gnd ps!
innen Limberg Død, men at hcm fkal omvsende sig og lebe-«
til den søvnløse Hans Raspnr og beugte Fred i hans fut
pinte Sind. Den ftattelci, vil dfarne Frants hørte jv ogssc
ind under dette: ,,Jngen« Ogsaa for ham lunde der mov
fle cndnu qiveg Ontvend lse on Frelse.
Neste Don sad Hang Fing-pay fom man vel tnn tectfk
sin, ved Siden af den Stigesenq, hvor den mighandlede CI
garartiejder lan og led under Elcherkerne af de »was-Alls
Fødkm En svcer Nat havde den inne haft. Føtfr pintc
Smerlerne i Øjne on Bryft ham, og efter nt han dar blesm
forbunden og under Jndflytelse af et beroligende Lægemidc
del laa i en halv bevidft Slummser, var det, som tunl
han mærke de trampende Fødsder over fig, fom trnlledes
alter oa atter de jcrrnbesiagne Støsvlehæle ind i hnng Diss
og nennem Øjnene helt ind i Hiernen
Værst af alt var dog den fonderrivsende Ftan det aus«
ladelig pintse hang Sjcel.
,,Jlle en ensefte Haand udstrntt for at hjcrlpe nig; te
maatte dog meet-te hvorledes du vaandede dig og Vred Pfg
fom en Orm under dereg Føddsen Alt hat du sat ind ps
Friqørelfeng ftore Stig, paa Broderstabskts, Lighedens Bin
lelignørelse, Liv og Blod hat« du ilte antset, og nu —- txt-d
de, for hvem du har giret dig selv heu, nu trcede de II
under Fødder. Dstte er altsaia den Lon, du fnar of dem-«
Med dyb, vemodig Smerte betragtede Hans Kasse-It
det migl)andlede, unge Meint-»ste; han rylledc nærmetie ps
til Scngsen ok? tog den snnes Hanndx Incn derine stødte hass
uvillig frsa fig. Afbrudt og utyksclin taltse than i Felsen
vildelse. Hans Kagpar bøjede sig over l:am.
»Ja«a den Hund hort!« muinlede han, »trred bain wes-»
stnd hnm ud! Ha, ha, hat«
Saa nhyggelig lød denne Latter, at Hang Kogpss
uviltaarlig for tilbage med en lslysen Nedtraadt og Id
stødt, j·a, men var han ilte først bleven jag- n dort og hande
ille denne Bortgnnq Vceret Bseqhndelfen til Enden?
Jnderlig gerne vilde Hans stagpar hat«-e hjnlpet dep
Statt-el.
,,Hvad mener Die om et Stytte Seinetarbonateesm
spnrgte han Shgeplsejersten; ,,min Hustru hat lige flagtelt E
Dag og lan sende en Portion her heu, hvad Øjeblit det M
vcere.« Men Sygeplejersten shared-e med et Sinil, at few
løbig maatte den fanrsedie ikke nyde andet end Sodom-Id-v
»Nasa ja, for min Skyld gerne,« Insente Hang smsptnz
»men han stulde dog ogsaa have noget at komme til Knka
af.«
Hver Dag prcecis Kl. 2 gik Hans Kaspar til Shgepn
set og sad en halv Time hos Frants. Vejen var lang, um
dieepasa agtede hqn ikte; saa snsart han var fcerdig med MI
oagsspvnkn, tog hnn Hat og Støvler paa og tiltraadte II
Bandring. For hver Dag blev den syge beben Feder-c
·vandt, Bevidstheden vendte tilbage, men bestsandig los sc
Ilvorligt, inderligt sorgfuldt Udtryk over det unge Aust
scer naar halt troede, at ingen lagde Marte til hanc. I
Begyndelsen var han ordknap og uvenlig overfor W
Ins-pay men da denn-e holdt trofast ud, bøjedes eftetbuss
den det trodsige Sind; der blev ikte mere saa lange W
·: Samtalen, og tilsidst maatte Frants spørge sig ielv. III
)er kunde bevæge den gamle til san ihærdig at vedblive II
ine Bes-g. Mange Gange drngte Hans Kaspar
iinger med fra Fru Bltgikte," og aldrig forlod hnn
engen uden fskst at lægge sin Haand paa Frants’s
g se indi det Idelagte Anstüt med Kristi Kleiltgheds —
wilde Blit. »
Ttlsidst lunde Frants like meve tie. - " l
»Jeg hat san tidt teentt paa at sporge Dem, Dr. KO
iann, «beghndte han en Dag, »hv.orfoe De i Grundes M
»-ng tommer og set tll rieth
.- . Jltissllrj CSIVW i
ON
