Lygtemænd. »
Oversat fra TM ved Elle n.
iFortioU
F:
Frtken Eleonora havte fvrlooet sig, og hendes meget
Uisundtse Brudgom var i det mindfte est-er det ydte at
We hendes jævnlige. Ansat i et statt Handels-has
spillede han stedse den fine Mand, drat Champagne og Istel
Izu-ge uv ved mhvek Leistng vm den bedste Dstcmt r og
Uefi fuldendte Selstabgmand og foregav at stammt fra»
Destindiem hvad bang mørte Haar og Hudfarve meget velz
Innde tyde paa. Med Festen Eleonora me nte han det saat
cl-votlig, at han virlelig —- i det mindste foreløbig — vildel
sifte fig med lxende og tage hende mid til Amerika. Ja,
den unge Stønhed lkavde ajort et glimrende Parti!
To hpjft ubehagelige Samm2ntrcef med Petsonek frat
In for alle Venner 11t-:ndte Fortid. havde Freien Eleonotcnj
Ist hun drog til sin nye Hertigtfed, Menneslet, for hvem;
jun endnu lun slct og set Var »Nota«. i
Dendes egen lødeliae Faden den lnstige Summa-. r
Iandt sig først og nærineft derettiget til at dele hindes
Lytlr.
Saa lange Not-a sendnu var i Bagerbutillen, tillod
Hun sin Fader at being-: sig, ja, den stittelige Bagektone
tvg ham endogsaa ind i fm Dagligstuc, traltetede ham
med Kasse og frifi Hvedebrpd og talte fornuftigt med ham
tin hans Dotier.
Men i det elegante Modemagasin tunde den unge
Frslen ikte tagt imod hann Vile han, siden hun tom
det, tale med hende, maatte han mode bende et tredie Sted.
Wen som oftest todte Nota sig fri fka disse Bespg ved en
Pen’giegave. hvad hxndkg Fadet ogfaa satte mest Pris paa.
Saa dybt var hun funken, at hun stammede sig over
ham og ttle vilde vcere ham betendt.
Nu havde imidlertid den lystiae Stomager dort Rim
iet om, at hans »Nota« ftod i Begreb med at rejse til Ame
tita, og nu indfandt han ftg for at minde hende om deres
tidligiere Aftale. Han lod sig itte mere afspidse ellet bott
pise, han vi l de med til Amerika ag gpre sin Lylte.
»Det er umuligt,« tcentte bang hpjsindede Dotter.
«Jeg kan itle have Fader med i den nye, fornemme Ver
den, jeg gaar ind til. Hvad vilde Georg desuden sige til
en saadan Svigetfadek. Det var jo en nndelig Oder-ra
Helse for ham."
Og Not-a var flog, meget tlog. Hun fmilede huld
falig til sin Fad:r, og sagde, at detsom han hat-de saa
wegen Lyst til at rejse med, stulde han blot indsinde fig
den 15. og folge med hende og Georg, hendes Brudgom.
hun vidste nemlig, at den 15. vilde hun og Geotg alletede,
om alt gik eftet Duft-, vcete langt dorte, ja maaste væte
hause-de til deres fjetne Maul. Thi detes Afrejse var be
stemt til den 1ste. Med den Bested git saa hendes Faden
Xotdydet i Dromme otn Amerikas Herligheder. -
Det andet Sammenttæf var endnu langt mete pin
Iigt for den skønne Eleonora. En Fotmiddag, medens
Ostens fornetnme Verden band-rede i det ftiste Sollys op ad
Hohedgaden iokbi det elegante Modemagasins rigt prydede
Bindun, stod i den Mennesiesiate, fom ttængte sig sam
Imc ptn de udstillede herligheder, en man-selig Kvindestib
Mk Den gammeldags Kjvle og endnu mere asstillende
Hat-, den blsaa Bomuldspataply, hvortil dun sisttede sig,
viste tydelig not, at hun ikke horte hjemtne blandt alle disfe
pyntede Hex-m og Damen Med gravitetist Vettdiglyed
Inbragte den bedagede Kvinde et Poe ftore Horndkiller
pasa sin Rats-etwde ilke for nærmere at anders-ge Hatte
Les og Kappetnes Facon, men for omhyggeligt at gennem
lese Jndstriften, der i stote Metalbogstaver Ptangede un
der Vindnernr.
Just I jamme Zjeblit lænede Freien Eleanora sig
stem over det forgyldte Rastvaert indenfor lldstillin;.-;5n
Wet, og iagttog med en vtg ligcanldia Ytyögerriabed den
farbiglidende Menneftesttøm Pludselig for hun tilbaae,
rynkede den hvide Bande, pressede LEberne fast samtnen
sg vendte sig dort, som vtlde hun undaaa al naerrneke Be
tsring med den Fremtoning, hvis Tilsynetomst var hence
en alt and-et end glædelig Overraftelfe.
Men dzt var for sent. — El Zjeblit efter ait Bu
tttsdøren op, og foran Frøten Eleonora ftod — felve den
sesynderlige Kvindeftittelfe og stirrede gsnnem de ftore
BrilleglIs paa den unge Dame.
»Er det dia, Nota, eller er det itte dia?« spurate den
milde, trofafte Sternum fnm saa manae Gange havde talt
Guds Ordg Advarsler til Roms urolige SjæL
Fristen-en fvarsede itte; med Handerne flattede imod
Diflen gled hun langfomt otn bsag Ded denne, som vilde hun
license mod et uventet Angreb.
»Jeg tan se paa dine Øjne, at det er dig,« vedblev
»den gamle, »du set paa mig, akkurat ligesom naat du, den
Sang du var Barn, havde gjort noget galt. Kenner du
Me- mete din gamle Lærerinde, Jomftu Martha, eller et
det saa streckteligt, at jeg tommer for at des-ge dig?«
»Sktcektelith« lo den unae Piqe, som endelig havde
senvundet sin Fatning saa vidt, at hun kunde tale: »Skræk
seligt, nej aldeles itte, men latterligt. Hvad forsiassek mig
den Ære at se Jomfru Martha her?«
Den gede, gamle Jotnfru Martha faa paa Nota, og
M vst Tat-tret i hendes artige, alvoklige Øjne.
»Mitstakkels Barn,« sagde hun og ryftede paa Ho
Gebet, ,,teo«c du iste, jeg er alt for jcevn og enfoldig til at
W mig blende af alt dette Kram? Tror du itte, jeg
set gennem Flittet og Pynt lige indi dit forvildede Hjerte?
—- Ieg ded, at du stal giftes og rejse bangt bott, dersor er
Da kommen, og Milleren hat tsrt mig herind, du tender
Qam not, du hat mangen Sommer vvgtet bang Kser. Jeg
nackte dogje dig en Gang endnu vg sige dig Fatvel, spr»
die reifen Lad nu alle de togsede Talenmader fare og
stetig lige vent nd, hvordan det staat til med dtg.« I
spme Marthe tog ganste tolig Plads i en as de
III Jlsjli Les-steh tht heudes gamle Ben vate trætte
cksat fee-des paa stossweise Med handeene foldede over
M pas-den blau Bomuldspataply saa hun sig om
Its-It as- ves»oepgeve Heilige-up iudtn heut-es Brit
. M W Mde m Rom blossende Austgh
-"s Mich Ists Bise, her et andetledez wagtfuldt end
« m M Weinen-· sagt-e ha- dem-somi
-Mew. rissest-; M mai-re- te
· I
’til Hieriet Nota, hvor et dit Vierte Hoetn hsrer det til?«
Nora lo bittert.
»Mit Hierte,« sagde hun, »tilh-rer itte mere mig felv.
Naar man staat i Begreb. med at gifte fig, antaget jeg,
man hat Lov til at sigse: ,,Jeg har givet mit Vierte "il
d:n, der stal vcere min Ægtefælle.« Men derpaa tan De
naturligvis itte have nogen Forftand, Jomfku Mattha,
De, der lever og dspr fotn en dydig og Erbat gammel
Jomfru.«
»Ja vist, mit Barn, du stal giftes, det ved j-:g,« sagde
Jotnfru Matthia, »og jeg vilde gerne vide, om den Mand.
med hvetn du sial leve hele dit Liv, ogsaa er en Mand, i
hvis Hænder du sitt-»r: tpr detro din Sjasls Bel, en Mand.
som med dig vil nedbede Guds Velsignelfe over edeks Æg
:estab."
Nora lo; men saa lrænksende var denne hendes Haans
Latier, at de alvorlige Øjne bag ved Hornbrillerne bleoc
ouggede as Taarer. Jornfru Martha betvang ftg imid
.«:rtid.
,,D-:nne Latter er mig Svar not,« tagte hun, ,,jea
Her nu, hvorledes det staat til med din stattels SjceL For
nm Fader døoe, bad ban mig, om jeg endnu en Gang viltc
xppspge dig ca prøve at aabne dine Ljne for den Forfænae
lighed og Totnhed, sont raader i det Liv. du nu for-eh det
l;.1r jeg gjort, men forgæves. Saa Farvel da, mit Born.
jeg maa gan, tdi Mslleren venter paa mig. Lev vell Den
.1;rnægtigse Gud ital del tunne sinde dig, hvor du end et.
-Zaa vcer da ham beialet, og gsr ham det itte alt for spart
Jt boje dit Hierte til sig.«
Martlya ratte sin Haand nd, og Nora berpkte den let
kned sine fine. hvide Fingrex saa gil den gamle, idet hun
rnittede et venliat Zarcel til de andre unge Piger; men
Iendnu i Dpren Vendtr hun sig otn og spurgte:
l ,,Har du hsrt noget til FrantsZ Han er helt bleven
- borte for os, hans egen Moer ved itte en Gang, hvor han
er. Og du og han vare jo gatnle betendte.««
Nora svarede med en Hovedrysten, og endelig luste
Des Doren efter Jotnfru Marthen
Nora sank udmattet om paa sen Stol; hun vilde le,
Inen bendes Strube snsredes samtnen, og da de andre unge
Piger spottende lytsnftede hende til dette fornemme Be
fett, blev hun flammende red, sprang op og lob til sit eget
Ltckrelsr. Der stjulte hun Ansigtet i sine Hand-er; Vrede
rg Bitterhed, Slam og Undseelse tæmpede i hendes Sjael,
rng hun hultede trampagtig, medens hun midt i sit Sinds
Ersprør horte Jomftu Marthas milde, alvorlige Stemme,
jsom talte Karlighedens advarende Ord oa itte vilde lade
sig bringe til Tavshed
Tre Dage efter ftandsede en Vogn udenfor Raadstuen,
og ud af Vognen steg Georg Maurice og hans flsnne, unge
Brud. De smaa deder i hvide Atlasles Sto dersrte
naeppe Jordem indhyllet i en Sitz af Silke og Musfelin
fvcevede den siante Slittelfe op ad Trappen, medens det
rsdmende Ansigt bsjede sig under Myrthetransen, sotn om
oenne nceften oar for tung for det sine, lille Hoved
Kirlens Velsignelfe heb-vers de to unge itte. Brud
gotnmen var Jsde og snstede itte nogen tristelig Vielle.
Vel vilde han itte modsætte sig denne Stif, dersotn ,,hans
elstede Eleonora«, snflede at overholde den; men Eleonota
forsitrede, at naar hun blot blev hans Huitru, var det liges
gnldigt, paa hvilten Maade dette stete. Oplnstsk og dan-!
nede Mennesser date jo nu for langtt frigjorte fra den
gamle, enfoldige Tro paa Guds Ords Magt og Velsignelsgl
mente hun. Desuden var der for Nora en vis Blinds
stillelse i den Taute: »hvor Jotnfru Mattda vilde har
:n-:s, om hun vidste dette.«
Et yppigt, larmende Festmaaltid i et af Byens fsrste
Hoteller udgjorde dele Bryllupshsjtiden, og var oel ogsaa
den meft passende Jndledning til et Ægtestab, der hemmt
tes uden Gud og blev levet uden Gud.
Men midt i den Mennestemtengde, der havde samlet
sig for at se Brudeparret, stod en oplpben Knægt i en nd
slidt Arbeidsdragi. Den bredstyggede Hat var trntten
langt ned over Panden, og de msrte Øjne lynede, medens
de gennemtrtengende betragtede Brudens stpnne Tret. Et
Øjeblif var det, sont vilde han tue-ge ftg frem til hende;
men han betæntte fig, vendte sig brat med en tort Latter
og slentrede videre med handerne i Butselotnmernr. —
Bryllupsvognen rullede fotbi hom, og Eleonora hat-de midt
i al sin Glanz og Herlighed itte et Blit tilovers for sen
garnle og Ven og Legetammerat, staats
Da det unge Par nceste Dag gil om Bord fotn Iste
Klasse-s Pagsagerer paa et as de ltore Udvandrerdamp
siide, da Nota, ifsrt en elegant Rejkedragt, magelig den
stratt paa den blsde Flsjlsdivan i den pragtfulde Solon
lod sig opvarte af sin elttveerdige Ægteherre, stulde man
oel antage, at hun nu hat-de naaet det dsjeste Ttin paa
Lyttenö Stige.
Men at, al jordist Lytsalighed ten paa en bsist abe
hagelig Maade blive tilintetgjott as en ganste almindelig
Syst-ge —- og forelsstg gjorde denneö Maler en but
Ende paa Noras unge Lytte
s- - -
»Und wiøntngenz Neulelle er Bei til
FAUer Sol. Lidfnt ·’-, Ly.
Longt urse i For-studen, hvok Stenbroen two-ten og
Landevejen begynder, laa en gnmmeldags Gæftgivergaakd.
Der holdt Fragtmændene Rast for at unde dereg tkætie
Heste et Øjeblits Hvile, fst de slulde ind i Gebetne, der
tog Bunderne ind, naar de btagte Vater til Taro-, og del
tunde hande, at en enlelt Gast nu og da blev der Ratten
over.
Med sit store, blaa Forllckde staat Gaatdstarlen mith
i den aabne Port og folget de forbilsrende Vogne med
prsvende Mitte, og naar han om Aftenen taget sig en Pibe
Tobak, medens han lau-er sig til Gaaedens Pumpe, til-reg
net hatt omhyggelig, om vel Drittepengene have naaet den
daglige Gennemsnitslum Og alle Forli-g paa at fsu Eze
ren, ,,gamle Lehmann«, til at give sin Gcslgivergaatd et
meve moderne Prog, vife sig at vom fuldstændig fragtes
l-se.
Til gammel Stil paa Gaarden hsrte vgsaa, at in
gen sit mere at dritte, end han lunde male, og at Born og
Tyende bleve opdtagne i Tugt og heraus Fotmaning·
Men dette sidste var itle efter alles hol-ed Frants, fom
eftet sin confirmation havde faaet Plads hoö hans Kas
Ipar Lehmann, fandt sin Its-ehs- og Selvstændlghedsfsi
lelfe htjlig winket ved at stulle ftaa under hans Kaspaei
Tilfyn. Ist havde Gestng fotssgt at faa sin Guardi
arl vcennset til at væke bjemme l ordenlig Tid om Aftenen,
nen da den ene eftet den enden rent uv etllærede, at Sta
ng Aften i det mindste vilbe de have Lov at gaa nd og"
.omme hjem, hvad Tid de selv bilde, besiutteve han timde
vt at undgaa de stadige Bryvekiek« selv at vcete Gaudi
.atl.
Men i den stote Poet, der var nahen til begge Sidet,
usede Tmtvinden saa uhindket, at Hans Kost-an der i
kokvejen led af Gigt, tilsidst næppe lunde ksre sin hsjte
Elem.
»Du gaat älte, hatt-V etllcekede Bitgitte. hans tro
fasie Ægtehalvdel, naat hun om Ssnragen mev megen
« Jtoje sit Helligdagsfrakten ttullen paa den stive Arm.
»Nei, det gaat itle,« indtsmmede Hans Kaspat, og
Ja besiuttede han at ptpve del med en halvvolsem kraftig
s Ist-eng fta Landetx ham mautte man vel lunne styte eftek
’ El eget Horch, mente Gæsigireren. Srna festedse han
krants, men stillede den Fotdring, at alle Drittepenge,
om Frants i Dagens Lob modtog, om Aftenen stulde over
kives i hans hugbonds Vatetckgt. Selvfslgelig vilde denne
.t!e beholde dem, men sorge for at faa dem fotnuftig an
wgte i en Sparsxtagsr.
Setz unge, raste Sonnet havde Hans og Bitgitte op
Imget, saa at de fem nu tunde sorge for sig felv og gjokde
Jus Forældke megen Glære. Den ringsie, Freketih var
.ndnu hjemme i Gastgivetgaardem men han lod til at
":ulle falls-e langt fra den fcedrene Stamme. Altid parat
« il et lyftigt Lag, med Huen siævt over det venftre Dre, og
Tigarem nagt hnn da var sin Fabel- af Syne — i
ijkundvigem rat ban tlog paa Inange Ting, fom han med
Jmie femten Aar itle behsvede at vide, men det, som han
lHutte have vidst, det, sont læres paa Stolebcenlen, tendte
Frevel-il tun soake lidt til.
De to unge Mennester stuttede sig hurtig til hinanden.
. krants llagiede sin Nod for Husets Spu, fokdi han blev
yoldt sao fttengt i Tsmme« og den ung-. Heere splte sig
imigtet Ved at tunne ovttæde som Bestyttet af denne li
Iende Usiyldighed. Da lmn ofte havde pnstet sig en Stall
. Irorct paa sin: hemmelige Udflugtet ved Nattetid og fandt
. n villig Folgtsoend i den tme Gaatddkeng, lnyttedes Ven
Ftabsbaandet med Tit-en fasten og kostete imellem bem.
» III-ad kund-: vel Frantcs ønfle sig mete, naar han, san ofte
"han lystede, lunde liste sig ud ad Vinduet til det falles
Zovetammet og samtnen med erdetit gæfte de natlige M
Iærtnings:k, hvot Dtil og Spit, Dang og Lystighed lot
.—:d-e med Syndens bautende Blændvcekt
Men «intet er ftjult, som jo stal aabenbotes", og ofte
sommer Aabenbarelsen af hemmelige Syndet længe fst
:en Dag, dn sial bringe alle Ting for Lysei. —
Fru Bitgitte lev af Aandenpd, og mange Ganze
maatte hun i sme spat-. Anfald næsten lampe for Livet.
Hun havde en Gang of en gennemtejfende faaet Minis
ning paa nogle DraabeV der siden aldrig undlod at gste
detes Virtning; og naak hun, sævwnlig henad Kl. 11 omJ
lftsenem vaagnede op i Angst, fotdi hun itle lunde saas
Brit-et, maatte hendes trofaste Hans Kaspat ud as Sengenj
og teelle Draabet af. 4
Uheldigviii viite det sig en Gang i et landInt lritisi
erblii at Flaflen var inm. Hang Las-par flyndte sig til
Dirngenes Kammer for ftraig at sende en as dein paa Apo-l
:i:t, men fandt til sin Ovekrastelie Sengene urstte ag;
Binduet aabcnt Den verdige Gæftgiver glemte baade
Llandsenød Draaber og Auweh on sinndte fig at faa fat i
Evanslrpret, der ille saa ijælden loni i Bei-sing nied Fre
iskrils Rt)gltnller. Sljult i Motiet ventede hin en Stund;
Ia otnsidek loin der Bevcegelse i Vinranlsen uden psaa Mu
ien. Et Hoded tittede ind ad Vinduet, en iraftig Siillelse
satte med et bebe-endigt Sprina niidt ind i Stuen, en anden
fulgte eftet, Vinduet blev forliatig luilet i, og chrdekne
tom af i en Fort og i dnbeste Tavghed.
Men næppe laa de to Landlsbere vel gemie under
Dimen, for del tegnede ned, sørst til heite, faa til venitte,
med Slag, saa vel mente, at de mærledes trods den solide,
hjemniegjorte Dynr. Og saa blev alt ganfte stille.
Den stattels Fru Bitgitte maatte den Nat lcenipe
lcenge med sin Ranken-d thi den Beteining, hendes Mand
aflagde, da han lom tilbage til Sovelamineret, gjotde lige
den modsatte Vitlning af den, Draaberne plejede at ndsvr.
Mange stuinle Ocevnplanet bleve iniidlertid udtugede,
metens de to Dtenge ined verlende Leinmer og Sttiber
paa Nygaen Vanndede sig under Folget-ne af Hans Kaspatsi
eftektkyltelige Tugtelsr. Helft vare de bcane to draqnel
nd i den vide Vetden, onst til det fri Amerika, livor bei
dog endnu gaves Mennefletettighedetx men uheldigvis var
dekes Mangel vaa Penge en afgjokt Hindting for denne
Plans Udfstelse.
»Bei) du hvad,« iagde Fiedel-il tilsidst, »du maa llage.
til Politiet, jeg lan desvekkre ille, for den gamle et joi
inin Inder, men dig hat !;«.:: i.le Lon sil at prique teil
hstte jeg fokleden Dag. J Morgen get-at du til Doltoteni
og faak en Attest og laa lige til Politilontoret med den.«j
Dette Fveflag fuldt i Frantg’s Smag, og begge
Dtengene morede sig ved Tanten om del Anstat, hans
Kaspak vilde satte op, naat han blev nsdt til at msde i
Reiten og betale Mnllt til sin Tjenestedteng. »
Meile Morgen holdt hans Kaspar en Tale til de to
Fakbtydetez efter hans egen Mening maatte den ramme
detes Samvittighed tned mindst lige saa megen Vægt sont
den, hvottned Stollepeyglene havde kamt deres Legenier.
Detpaa sendte han Frants til Smeden og lpd siette sau
danne Gardinek for Dtengeneö Sovelammetvinduet, at
de ille oftete slulde lunne fortage natlige Udflugtet.
hsjst oveetastet blev Gæstgiveren imidlektid, da han
Dagen eftet modtog en Stævning til at msde for Politi
vetten paa Grund af Mishandling af sin Gaatdödteng.
Hans Kaspar itiekede paa Papiret. Jo, del lod sig ille
kriegte, det stod det ined lott paa hvidt.·
»Bitgitte!« raalite han, »Kom, lceöl le dogl hvad
»sta! del beiyde«i" han tatte hende Papiret.
» De saa paa hinanden, Bikgitte siælvende af Forli-k
ldelle og Medsslelle med sin leere Mand, han- Kaipar ty
jstende as optstt Retfærdighedsislelsr. Slulde han ille
have Ret til at gennemprygle saadan ei Var Knægtei
iMaoite ille Øvrigheden snaeeke beedee og kalte dann lot-di
I hon ved en Tugtelfe i Jette Tid feiede dem fra at blive Dag
Ittive og Æklestcelmees — Med duen bog i Ratten morsche
-tede hqn stolt Id af Stnen, niedens et teimnfeeende Sinil
llejvede Ha over han« beede, etllge siehst
-.-...
ssiksskhxsx
I Fraun tm- uatukngvie ieee komme ham fok Hin-.
ig lelv erderit sandt det taadeligst at holde sig i Afsta
ra den veede Faden hans Samvittighed var-im san ,
selig.
Gennemtteengt og bauten af Fslelsen af sin Ret sont
Dusherre og Hussadet traadte Hans Kaspat Lehmann
ned optejst hat-ed feem for Dommeten. Rigtignot ga
Jet et lille Scet i dam, da han hstte sig selv navne sotn den
tntlagede og Gaarddeengen sont Klageren. Men
)an tog sig samtnen og holdt en, sont Biegitte siden stolt
kktlceeede, mesterlig Tale. der saldt i tre Dele.
For det fsrste: En nøjagtig Fretnftilling af det stete.
For det and-et: En tydelig Udvitling af hans bus
saderlige Ret.
For det tredie: sØvtighedens Forpligtelse til at til
Jele dam, Hans Kaspae Lehmann, en scerlig Anerkendelse
for hans Jagttagelse og sorstandige tldpvelse af denne Ret.
Hans Kaspae tsrrede Sreden af Panden med sit red
Jg hvidtckrnede Lommetstllcede, medens den unge Dommer
drejede paa sin Knebelsbart og betragtede dank med et
tsigelig overlegent Blit.
Da saa faldt Dommen gansle som om Hans Kas
! Its mesterlige Tale slet ille havdc været Anllagede
! dar-de at betale en Bade paa 20 Kroner til Polititassen.
I Hans Kaspat git hjem og lagde sig til Sengs Om
l Jsterntiddagen drat han Kamillethe, den paa Astenen talte
Jan i Vildels·e. og ntrste Dag var den stærte Mand saa
tat ag udntattet, at han tumlede tilbage i Sengen, da
Pan forfsgte at staa op Derestee blev han liggende i
» s le r e Dage
Forst efter en llges Fort-b havde hans traftige Na
ltue overvundset denne Rystelse. Saa lod han Gaaedib
Dtengen talde ind til sig i Oberstestuen sont tun blev des-F
tnttet ved særlig hpjtidelige Lejlighe der. U
Paa det blante Bord laa en omhnggelig optalt Pen
;esutn, vied Siden ai den en Tolrone og endvideee en op
Tagen Bibel samt det vel tendte Spanstrsr.
»Hei tan du itte blive,« sagde Hans Kaspcm da
Frants med nagen Hjeetebanten næemede sig og standsede
lioran Bord-t: »Naar min Tjenestedreng tlager til Poli
Hirt over mig, saa er det ude imellem os. Men jeg hat
J Jndt ai dig, ja, sandelig, det hat jeg; thi hvad stal der blive
« 1f dia, derfom du ilte vendet otn og bliver et andet Men
nesie?"
. Dstpaa talte han speit alvoklig og advaeende, siden
« nildt og indtrængende til Frants og sluttede med at lcese
Evangeliet otn den fortabte Sen for dam. Da han tot
til det Sted: »Da git han i sig selv«, standsede han og sat
oder paa Frants, og der var saa stille i Beet-elfen at man
tunde hsre Feu Birgittes Hullen udensor Deren. Tilsidst
luttede han langsomt og hpjtidelig Bogen i, gav Frantt
Haanden og sagde: »Gaa nu med Gad, og dersom du stil
ler dig del, vg det gaar dig godt, saa tom tilbage og dar ,
hjektelig veltommen.«
Dermed var Sagen asajott. Feantö dkog ud i den
store, vildsomme By; ncrste Dag havde han saaet Arbejde
og stod sammen med manae andre i et stort Rum, hvoe
de sortefede Tobalsblade for en Cigatsabrit.
Men Lust-n i det stote Rum var itle god. Vantroens,
Optikets og Spottens onde Aandet, Begærlighedens os
Tøjleslsshedens featle Naahed Dovenstabens og Uætligs
Lebens Gist havde forpestet den« og Had til alle dem, dek
eiede timelig Overslod satte Arbeit-erstes Tunge i BrandW
med Jld fra Helvede
Selv Frantg splte sig i Beginnt-elfen uhnggielig til
Mode i digfe Qtngivelser, og saa fnart de andre mckrlede,
It han var »m) i Tojet«, faldt de over ham og gjorde fis
In Forusjelse af at gare Nnr ad darn. Det varede da
heller itie længe, for han som en lærvillig Elev var godt
hjemme ilie blot i Arbejrien men ogsaa i de onde Vaner.
Med gladende Kinder lnttede han til, nnar Foltetalerne
ined ophidsende Ord indbildte Ardejderne, at man bersvede
dem deres Mennesterettigheder, at Arbejdsgiverens Kapi
taler vare et stammeligt Jndgreb i dissr Nettigheder, at det
var dem, Ardejderne, der sont Folkets Kerne tunde os
burde indføte en nn og bedre Tingenes Tilstand, Liahed i
Arbejde, Lighed i Besiddelse, Lighed i Dannelse og Nydelse
nf Livetg Graden
Som iængende Gniiter faldt diSse Taler i de unge
Sjcrlr. Begærligheden flammede op, brcendende Higet
efter Penge, Lylte, Nndelse drev dem fremad Frants
var en af de ivrigste, han lcengtes blot efter selv at lunne
desiige Taler-fielen for at slynge Oprøretg Brandfatlel ud
blandt de degtrrlig lyttende Tilhsrcrr. Med utrcrttelig
Jver arbejdede han i de politiste Agitatorers Tjeneste, han
saa op til dem og Erede dem som Menneslehedens Fri
gsrere, og de fandt nappe nogen mere virtsom Hjcrlper ved
Uddelingen af Flnvestrifter og lignende, end den unge Fa
brilsardejder med den ludende Gang og de dybe, bren
dende -Øjne.
Sin Moder bessgte Frants tun sjcrlden, den Mod
tagelse. han sil, naar han lom hiern, var da ogsaa faa is-«
lig, at den ilie siulde oprnunire ham til at gentage sine
Bei-g. Han levede og aandede tun for den store, herlige
Freititid, han troede at gaa i Mode, dvor Arbejderne ille
mere siulde nsjes rned den lnappe Lsn, der nceppe tillod
dem at llcrde sig ordentlig, naar de da som han og han«
Kammerater tilsatte Sisrstedelen as den paa Verishufet
samtnen med daarlige Kvinden men hvor de seit stulle
tunne tilfredsstille alle deres Lyster og endda have Oder
flod vaa Penge. —
Lidenstabens leger gil hsjt i Folleforsamlingeu,
Taler efter Taler traadte frem, men mod Scedvane var-e
de itte enige. heftige Ord vetsledes, de mere besindige
fsgte at dæmpe Uroen, men Larnren steg, Politiet var
. magteslsst, tnyttede Nerver uddelte Slag til hsjre vg ven
Hstre, og Frants var en af de nieft aphidsedr. Med funk
jlende Blitte tettede han sin hsje Stillelle og banede fis
. med beendet og Albuer Bei gennem Mengden for at drive
lModparten ud as Salen, da han pludselig blev angreben
bagfra. hart vendie sig til Madam-ge og ftsitede fig mod
den endna luttede Dir-sitt Men Tryttet blev for starrt,
med et Brag sprang Deren op, Frants styrtede baglcrnds
nd i Forstuen, Masngden stormede frem over dann og de
rann-endet Ftdder trampede hanc Lege-ne net-. En as dein
faldt hen over dam, han vilde raste Byrden af sin, Ine
tunde Me, det bcev fort for han- Øjne, ag han iabte Ve
vidsthedew
W M « Dis-; Cis-warit