Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Nov. 9, 1901)
Valdemnr Sejer B. S· Jngetnann. Tredie Del. Glutin-; Kotigen tav og satte sig. Alles Øjne date nu henvendte paa Ridder Karl, sotn nden at nicele et Ord sremtraadte med saste Stridt og slog Hiælmgitteret sta sit blege Ansyn. Han saa Grev Albert starpt og roligt i det marte, jem saste Ansigt. Derpaa tog han Hjæltnen as sit Hoded, dnndt Akselstætset sor sine Dink, nedtncetede sor Tronen og ven tede stille og ubevægeligt det tnusende Dødsslag as den Mandel Haand som det var ham ntnuligt at for-e Banden og Beerge itnod. Uden at sornndre en Mine nddrog Grev Albett sit ntægtige Sværd, og alle Riddere stitrede pna ham tned et Udtryt as Gru og Forscerdelse, sotn pna en assindig. Hatt trnndte et Skridt tilbnge og oplsstede det vasgtiae Dom H mersvcerd Kannen udstrntte sin Hnnnd, sotn sor at hold Svcerdet tiltsaae; lian sristedes til nied et Mantord at bryde sit Loste og standse den oprørende Hanndnnm da sprang en nna Kjertes sdend srem ns Verlinetneg Ratte an slillede sig dristin in-: lletn Ridder Karl on den trnende Grev Albett ».rold inde, ubnrntlije rtiqe, usotsonline Fader!« -- rnnbte Riatnors Stemine ----- »se jeg er eders Datter, Rinmor, on» den Riddser. her tnæler, sotn en Fordryder, er tnin Ægte mand sor Gnd on Vetden.« Gred Aldert lod Sdærdet synte og betragtede denke tnvg on rolin. Karl as Rise lendte bendes Rast on ndbredte sine Arme; tnen hatt rev ilte Binket srn sinse Øjne og spran drede ille sin Stillinn. «Se!« eeddlev Riamar ,,hnn dar blottet sit Hoved sor anneteng Eva-ed --- han bar ønslet Døden as ederg Hannd, strenge Faders hnn vilde itte tøbe sit Liv tned ederg Blod men saaledes stnl han ilte heni laste det han slal itle langer bøje Kna- for den nbarm hiertige! Stnt op, Riddxr Karl! on sorsvnr ederg Liv; tnin Fader et ilte langer edserS; jeg stasiger min al Ret til at taldeg edets Htistrn i denne Vetden; nien ederg Aste slal J ilte oste sor min Stle Stal nonen her san cereleizs nryrdeg, san date det min! jen stian for tnin Inder Harme, da den var tetseerdin lnd den nn tnuse min! nu trodser sen den. Se her, strenge Fadetk l;er tun-let Otrev Vlldert as Nordnlbinnirng Datter. Hat du Met dertjl, san lnd tnin snlde sor din usotsonline Hnnnd! tnen sen tillnder din itle nt besmitte dort fvrstelige Httset Ære ved en tin gere lldnad.« Statt ca rolin ltnrlede den tastte Datter for sin Fa dete- Ansnn on dctrnntede les-tm tned et nsorsærth « lit, hvmi han qentendte sin enen stolte, nl Fare sornatende SjcrL ,,-3tat op, Ridder Karl, stnt op, tnin Datter!« saade hnn rolin. »Tillader J det, tnin Range-! vil jen lade en stemmed on ndattist Stennne stille og itnellem.« Derpaa nnd hnn sine Vcebnere et Mitl, on Thoraeit Tone stjnld stenitraadte nied sin Strenge-leg i Hanndcn. »Er-tin os nn Visen om den sangne Gresz .s)cevn!« s sagde den alvarliae Felthertr. Alle san sornndtede paa Sljnlden. Hnn hilsede Kon gen og Forsatnlingen hsjtidelig« og ester noale Greis pnn sin Strenneleg sann linn et Kund, hvis Jndbald bedænede alle, tnest dog Ridder Karl og Frn Marmor-. Det begyndte nted hdorledeg den sannne Greve snd i Tnarnet on trostedeg as sin Ajertesvend on hvorledes hatt den sidste Dag, de snte det, hnvde lendt sin stolte Datter og svoret at lonne hendeg Trostnb en Gang. »Fadet! Fadet!« - udbtod Rigtnor -- »du tendte mig on tav?« »Ti stille! Visen et itte dertned til Ende!« - sdarede Grev Aldert nlvorlig. Thotgejr Danasljald blev ved oa snna otn hrnd den sanane lttreve hnvde svoret i sit Hierte, da han ail nd af det msrte Tantn og tcenlte paa Heevnen, han havde lovet sin Dotter-z Ransmand Nu besltev han, hdad der nylig var stet og hvorlunde Ridderens eget Valg stnlde bestemtne, oni han og Gred Albert siulde vasre Fjender eller Venner til Dsden. Med et venligt Vinl asbrad Grev Albert S-angen. »Du valgte itte Dødstatnp med din Hastrus Faden Ridder Karl! —-— du vnlgte Doden as min Hannd, on det sor svor jeg at give dig min Dotter og ntin Velsignelse. - Jeg pksdede dia sor haardt; men det nlceder mig: Gred Alberts Datter iendte jeg, nn leerte jeg ogsaa at tende Karl as Rises Hustru. Gud velsigne eder, Bern! sotstod J nu, hvorledes Grev Albert vilde hævneg?« Karl hnvde revet Bindet sra sine Øjne og med stor mende Glcede savnet sin Rigmor, der i den dristige Kjertes svends Stitlelse nu hvilte ved hans Bryst, under en heftig Strom as stetnbrydende Glcedestaarer. Dei gensorenede Ægtwar styrtede sig i den sorsonede Faders Arme. Glaeden var stoe og almindelig. « Malen-g stigmottt Born havde Thorgejr Danastjald beugt tned sra Karise. Synet as de ustyldige Born havde bevæget den strenge Bedstesader. Hatt havde set og savnet dem i Londotn nden dog a" Sinne opgide den haatde Prove, der var Betingelsen sor hans Udsoning. Nu com Bstnene paa Thomer Mut, ledsagede as en ung, sisn Kvindez det var Thorgejr Danastjalds Hustrin Karls og Kirstines stomtne Soster, Margaretha. Bernene sle med et Jubel raab i de lyltelige Foreldees Arme. Alle mengte sig tned glad Deltagelse ncertnere, og mange istetnte det Bisalds raab, hvormed Kotigen kalte Grev Albert Haandetn Men Geev Otto stod sjernt og stireede blegnende paa den stsnne Feu Margaretft Da den ssrste Gleedestnmtnel var sorbi, og sgggen tilltge need den unge Valdemar est AK Niddexnik vde lyktnstet det liztsalige Ægtepatz teaa Grev Otto!a dleg langsomt den nwd Ridder Karl, sotn endnn svitnlkde ast Glcde og overdcettes Lytsaltghed, og sotn nu ogsaa udbtedte sine Arme inod denne sintcteste Ungdomiven og Banden brave-n ,,J glemmer i ederi Syste, adle Ridder Karl as Rise!« —- sagde Otto og traadte et Stetdt ttlbase —- ,.at vi endnn . l Das maa dtyde en Lanse samtnen paa Liv og Ded, og at ieg ltle tan tnodtage eders venltqe sonntag- strend jeg need intt Blod hat ndslettet nein Styld oq Ist-de mod edet. Jeg sfer et Billede her for mine Øjne, sont mægtig erindker imig derom. Hvor er edets ulyttelige Stifter Kirstine?« , . Karls glade Ansigt blev pludselig vemodigtx en Taate tindrede i hans stille, blaa Øjnez han pegede mod Himlen og tad. . ,,Dpd!« —- raabte Grev Otto — »saa vcer mig naadig Iretfcerdige Himmel! — tom nu, Ridder Kiarli kann-lud mit .Hjerteblo.d give eders nstyldige Syster heut-es Ære og til-e fsmittede Navn med i Grabent« »Hu-c hat elsiet eder til sin Død og tilgivet« — fvarede sKarL —- »Hendes Elstov til eder var Bis-den, hun bekendte sin Dronning. — Ebers Seglting fulgte hende i Graden — med den trolovede hun sig med eder for Guds Rige. — Hun var nstyldig TH, ..o til Deren Hun beder nu for os alle hog Gud. Der et min Haand, Grev Otto! lad den lytteiigfte Tag i mit Liv være en Freve- og Forsonings Dag for og alle!'« Otto modtog, tavs og bevcegeL det cerlige Haand sing. Stille og sprgmodig, forlod han den gamlse Konge borg — og Karl as Rise san ham oldrig mer i sine Dage. «Lad os nu i Dag glemme alle vore Ulyller, min Edle, tongeligse Freude!« -- sagt-e tijrev Albert til Kongen, ioni en Time efter stod, tavg og tantsefnld, i Riddersalen og betragtede sine Born og de glnde Mennester, der umrin qede hatn, med et befynderlig vemodigt Blit. ,,J hat dog cderg Born igen, min Kotige! og jeg bar mine« —— vsedblev Grev Aibert. - —- »For et halot Aar siden sna det ilte ud til, at vi stulde opleve en fanden Glædegdag; man sagde migi da for vist i mit FængseL at eders uforsonlige FjendeJ Hertug Adolph, havde fort edersbunden vaa sin Heft fra! Balplodsen.« i »Es-tote Gud! Hettug Adolphf« udbrød Valdemari — nu, nu for-staat jeg den Gnade; nu forftaar jeg din Bon, højmodigse Fjende! Forlnd og vor Styld, som vi forlade vore Styldnere!« »Am-en!« fagde Abbed Gunnet Og Kongen var san glad den Dag, fom man itte i mnnqe Aar havde set hom. Eiter denne Dag let-ehe endnu den ftore Konge nogle vigtige og for Donnran velgørende Aar og erhvservede sig Navnset as Valdenmr Lovgiver. Abded Gunner og den fromme Ærlebifp, qdem Kotigen dog aldrig mer sau, med vittede ttolig til det ftore Frieden-·- Vært. Ærlebispen Indte fin-: Dage paa Jst-. De fidste Ord, Lungen havde hart af han«-Z Mund hin frygteliqe Julenal, maattse han Jndnu en Gang msed Gru og Anger ilnttomme. Hnn maatte ·ndnu inden ftn Død frifte den tunge Strean at se sin tcechste Son, Dagmarg fromme Billede, gennemboret af lJin nlniieligc Pil, lom pan Jngten i Rief-Stich Stov ved Kal lundbcrg sankede liele Danmnrts Hjertc Den gcnnle, lxaardt prøoede stonqe oplevede bog itte Odfyldelsen of kiinllcnmndeng Spoadom sont endnu Zagnet devnter blandt Wolken Men Spnadommeng missledende Jndvilrning for Lekeke lmm tnaaste til felv at fremslnnde dcng prnldelie ved det nlyttelige Miggreb at dele Regeringen efter sin Død ·i:-:llrm sine Sonnen dog bang Ojne san itle den fiore Sorg, leels Brodermord foraarsnnede Land og MAY og hvorved Danmaktz Lntke atter dalede og en mørt Nat udbredte sig sirier Fels-et, indtil den sidste ntærkelige Valdemar fremftod, der ved Navnet Atterdag betennere sit Slcegtstabymcd Val demak den store og den navntundige Valdentar Seien .- h» -..—-— Gnds Omsom for sinc. sAf Ltto zunu Vlt Hustmldninaen kostet meaet Inere, naar Hilgmote .in ftadisa er fya, dkhodet jea itte sørst at bedise. Lllligxuel nian (-)«nd, san at jeg aldrig tom i Wasld Heller itke nat Lea noan Linde nnntodet mine eine Venner om at hjæwe nig. La nf sig selv kont tnærkelig not innen paa den Tan se, at jeg tunde bade det kneipt. Ovordan jea totn igen »ein med den Lon, Ved jeg ikte mete. Men jeg tom aeriizn Nenn-kenn og snltet hat jeg heller xxldriz1. Mel-. i den de Last-te sen at sorstaa, hvad Goethe jungen Ten, sont ej nsd med Junker sit Brod, Og tnnnnersuld daagned i nnsline Vagter Pan Lejet, cnseng gradende Eimer henflød, Han sendet jer ej, J lnnnnsclsfe Magtee. Mcn jeg lasrte ogsaa, at Frelserem der sordrede as fin Disrixek »Lad min Naade vckte dxg not!« Naar lmn enger als bott fra en, saa tun Nanden bliver tilbage, - at ;an da oasna ladet denne sin Nat-de vcere kigtig oirlsoin War jeg saaledes nde i den vide ensomnke Hede var ene meo ..-sin Sinerte, cned den Smerte, sont jeg hderten turde betro min antku ellek overhovedet noget Menneske i Msenigheden Faa maaste jeg ofte steige holt: »Herre, min Frelser oa Forbarmen lad mig ikfe aaa under, got noget for mig, jea Un itte langer holde det nd paa denne MaadÆ Esset rette tom der undertiden Strømninget sta den øvre Ver-« ren oa Lnsstraaler ska Fnldendelscng Rige, hvorom jeg site tan ellek vil tale, men som undertiden endnu næsten snlder mig med Lcengsel efter den Tib. Men Regelen var, at der itke Paasuigte andet end dettet »Salige eke de, sont iite set og dog teok.'« Men Gad, sont nøje ved, hvad vi kan beere, og itse dil, at des gaat over vor Fotmue, sorger ogsaa nu og da for, at di tan smage og se hans Venlighed Jeg vil ans-re et Etsecnpez dekpaa, sksnt jeg kunde ansøre mange. En Dag sagde min sygse Hustru meget bekymrett »J Dag tommer Stagterem tsidan hat ikte saaet Betaling i fiete Maanedet og hat allerede krakveL Mien jeg lovede hanc bestemt, at han stulde saa sine Penge i Dag.« Ordene stak mig i Viertei, thi jeg vidste, at min Kasse var kom. Men jeg vilde itte bedrsve min dyrebake Hustru og svarede med fremkunstlet Ro: »Send Monden ind paa mit Verelse; han stal not saa sine Penge.« Jeg git derind i stsrste Ophidselse og lukkede Deren I- ter mig. En skygtetig Angst saldt over mig, saa Sveden glede as Banden. Og jeg talte ivrig med Gud Jeg sotayszw at jeg M opgive at sortyeidrsanö Nahm hvis han« tod mig blive til Stamme i denne Zod« Og da stete det, medens jeg endnu bad saaledes ndten uden Mustng at des bankede paa Dsrem Ak, senkte jeg, det et Stagtetem »Kom ind,« raabte jeg hast. Men han derude tunde itke femme ind; thi Dsresfwr lasaset. Alt-s soa l stehe jeg op og saa —- PostbudetL Og han overtattes mig s Brev med 5 Segl. Jndhold: 25 Thaler. Eller var! det maasse so. Dei hustet jeg Mc mete. 25 var i dem; Tilsælde lige saa gode som 50; thi det var netop den Sum, ljeg netop havde Brug for til Slagteren, sont tom tort efter PostliudeL Soin Assender Var paa Konvolutten angivet: »Carl Simonis, Bonn, Koblinzer Strasse.« »Bei maa være en Fejltagelse,« sagde jeg ncksten be styrtet til Postbudet; «jeg lzar aldrig hørt Afseuderens Navn.« . »Det vedtommer itke mig,« svatede Monden; »mao jeg bede om en Kvittering.« Denne ftrev jeg hurtig med ty stende Haand, gav Manden nogle Cigarer og luttede ham nd. Og for anden Gang lanfedse jeg Deren. Nu brød jeg Brevet. Jeg frngtede endnu itadig, at her forelaa en Fejltagelse, eller at Pengenie itlse var til mig. Men den ledsagende Strivelse gjorde Ende paa at Angst. Her er det væsentlige Jndhold:i Affenderen var en Mand, der drev en stor Forretning med engelsk Portland (Fenient. Denne leere kristelige Miand var efter en Fadtur, som han est-Er Lægens Anmodning gjorte, regnet inde i en liden Landgby i Siegerland. Pan hang Bøn havde Ver ten givet ham noget at lasse, nemlig nogle Numre af Bud ititten red ,,Sigg og Agger«. En af mig streven Artikel, soin vnr betitlet: »Den store Undren ved Dagenes Ende«, lfsavke grebct heim meegtig, san ntcrgtigt, nt Cementhsandksp ien fortandlede sig til Bfghanoler og stralg beslnttede at trntte denne Artikel i tnsinder Etkcmplnrer og lade dem ndbredse igenneni, jeg ved itle l,ciltet kristeligt Selslabs Bud. Og saaledeg var det virlelig ganet til. Forretnin gen havde haft godt Uddntte, ja der Var endog :-««J Tini-er ritt-trete Alt udsen mit Vidende. Denne F -«". bktldt nu Hr. Simonis for Forfatterens Eiendonm Og der-. »in-de tun fuidtomn.·.-n R.i. Psengene :itl)ørte mig, og He. Simonig bnd mig endda om Undsknld :.ing, sordi han uden inin Tillndelse havde udbyttet min .1.1nd:lige Ejendom saaled:g. Atter Ined Rette. Men jeg grced af Glcete og luttedse Døren op paany, klii seg mnatte fortcrlle min Maria, hrad der var stet, og irre og talke samtnen med hende. Den folgende Dag sagde In from Biergmand til Vor Stlottm «,Hrad er dog slset med cior Priest? Hnn præditer jo, som om hcin var kyensat i den tredie Him!n:l!« Og det Var jcg ogsaa. Men den Gang tunde jeg hverten tneddele silotteren eller nogen, hvad der rnr hændt mig. Tag -- Or. Simonis- lod jeg fer ind i Tingenes Heminelighed og stren til ham, nt aldrig nogen Jorlægger paa Jorden lmvde bxtalt Fiorfntteren san stort Sonnrar som han mig, thi hans Haand var denne Gang ssxr mig som den levende Guds Haand. — Det glædede den :-rs1r: Mund meget, og fra den Dng af forbnndt et inder gigt Venstab hatn ined os, og dette var ogsaa as ftor Be «.s-?sning for min Forsattervirtsomhed; thi nn grundlagde ss-:n tillige med andre en tristelig Vogltandet opfordrede »Di-; til at strive og tog niine forste Lilleputveerter paa Tot-lag Men aldrig i mit Liv hndde de ellers saa prosaiste «"enge soretomrnet mig san himmelfte som i dette Tilsælde. Edeln der itte dil, heb-ver jo gnnsle vist ikte at sind-e noget ksvernaturligt beri. Hver Entelthed er fnldstændig natur rig, altsaa det modsatte af undersuld. Samtlige Naturlove Tom itte ud as sin Bank. Hvorsor stulde Hin Simonis ilke zxasnge til Retrention? Og hviad tlogere lunde han gete, end at foretage sig en solid Fodturs Og hvorsor itke i det ftønne Siegerlands Og hvorfor stulde han ikke regne inde ·om faa mange andre? Og hvorkor stulde han ikke i Landgbytroen forlange noget at lcese , da han ikke havde sin Bagage hos sig? J alt dette er der itie noget vidun derligt. Mere paasaldende er det derimod, at Grossereren i Portland-Cement i den Grad begejstredes for den alvorli ge Artikel, han læste, at han besluttede at udbrede den i ztmgsevisz men der har været mangfoldige Originaler til, der hat srembragt langt mcerlvcerdigere Ting. Gansie for tlarligt er det ogsaa, at Simonis som cerlig Mand gjorde mig Regnslab for, hvordan han havde aagret med inin aandelige Ejendorn, stadigt intet Undert Og alligevel vil enhver, sorn hat det anndelige Die, erkende den almcegtige Guds store, faderlige Haand i alle disse tilsyneladende Ube tydeligheder og de entelte Tings Sammenlædning Og at de 25 Thaler toin i Nødens Stund, under Angst og Bon, det Var for mig et overvasldende Bevis for, at Gud i Him melen herer sine Borns Bønnerg Sut fra Jorden og toeller deres Tanne-. Nu foresatte jeg mig da, aldrig i Fremtiden under no get Rors at tvivle om hans Nærværselsr. Hvor lyklelig nilde jeg ikle være, om jeg tnnde bereite, at jeg havde holdt dette Laste; men det tan jeg itte. Hjcrtcfknd. (Af J- M. H a n s c n.«) Rctfærdighedcns K rone. En danst Prast som bar vckret msi Soldat ,,unNr m ziehet-e« og senkt-« studerer pua en tyst Præstestole er min Hjcmmelsmand for folgende. Da Kejser Wilhelm Den Forste Var ded, oa steifer Frederit besteg Tronen, sksal Fnkst Bigmarct have sagt til denne: alt er fcerdigt, Dereg Majeftcetg Fader og jeg have samlet det tysie Rige; alter tagt til Rette; Der-es Majestcet hat tun at regere det samlede tysie Rige. Hertil soc-rede chseren: »Jo, der er noget saare oiatigt, som manglek: Retfærdighedeus Krone!« Dette Keiserord ftulde have været Bismarck saa drøjt, at han aldrig runde glemme det. Der kan godt være at Retfasrdighedeni Krone mang lede paa det Foreningsarbejde, der samlede det tyste Rige. Det være stg, som der et; men bet er evigt sandt, at Kristus dar vundet Retfasrdighiedens Krone til os, og at han vil krone hver eneste Synder med den ved Trer paa hans Navn. Men bcerer den Retfærdighedens Krone? .Mange Krone sig med Selvretfcerdighedens Krone, idet de sætte de res Tillid til dereg egue Bestræbelser og stole paa deres eget Arbejde; men Gud kendes itke ved den Krone. ’Retfcerdig hebens Krone er Kristi Retfærdighedz o, hvjltet stønt og herligt Smytke! Herren raste os denne Krone i vor Daub Har du taget imod den i Tro? Er du retfocrdiagiort vcd Trer paa din Frelsers Hvis irre, da vio, at Hiieds Haar-so :r udrakt mod dig med denne Krone; lspd has krone b-» »und den, at du maa blive et Gut-Z Bat-r as Raaor. Ejer du Retfcerdighedens Krone-, da bar den alle Ste bek; Broder og SpsterI lceg den alvrig fra dig; lud set sent-es paa hsele dit Liv, paa alle dine Ord, din gansti VandeL at du er smykket med denne herlige Prydelse; Tod den faa Lov til at koste sit gyldne Skcet over hele bin Til Voet-elfe, at del maa vcere med dig, som Brorson ihrigen « Later os vandre, saa hvser kan fornemch I; « Hvem vi tilhøre, og hvot vi hat hjemmr. , Der fortælles, at en fransk Prins, der blev opdtaget mellem fremmsed3, altid fagde, ngat han blev fristet til noget ondt og da«arligt: »Da kan jeg ikte gars; thi jeg er In Kongeføn!« Dette Ord er et Kongebarn værdigxz og over for al Synd i Tons-et, Ord og Gerning, overfvr en hver Dragelse mod del onde maa Guds hellige Barn be siandig sige: dset tan jeg ilke gøre; thi jeg er et Kotige barn, sen Son, en Dotter af den himmelste Konge; jeg maa forsage alt ondt og leve sauledeg alle Sicher, at jeg lau smykke Guds min Frelsers Lærdom i alle Tingl Saadan talte Kongebarnet Josef, da han afvifle Synd og Fri stelssc med de udødelige Ord: ,,Hvorledses skal jeg gsre den« ne store Ondstab og synde mod Gub!« Vor Frelser bar Rctfckrdäglzedcng Krone alle Vegnck. Han gjorde ille Synd, og der blev ille funbet Svig i hanö Mund; pcm lmng Tal-c kundig Dset stedse høres, paa hans Lin lunde det altj» seg, hvem hinn till1ørte, og hvor han hav de l)jemme. Og tsi bellige ere kaldte til at efterfølge band Wort Lin slxxldie bestandigt være sen Affpsejling af haus. Det hetdcr om de forste Disciple, at man kendte, at »die Lande vers-et med Jesus-« lAp. G. 4, 18). Nagel af Jefu He nahm« Kærliahed og Vcksen hsavde lagt sig over dem, san drreci Forhold til Frelseren kunde kendes derpaa. Guds Folk bselwve ikle at anlægge Uniform for at vise deres Her komst. O nei! blot vi lebe i inderligt Samfund med Ful feren i stadikx Forfagelse og Tro, i vedholdende Brug as Nandeng Midler, da afprcrges hang Versen i Vort, vi kom me til at ligne bunt; da bære vi i Ssandhed Retfærdighedeus Krone Sack lad du din Sødhed mig aldrig undrykkes, Man Dybt i mit Hjerte som Seglet indtrykkes, , At inlet min Kærlighed dcemper og d-ølgser, Msm Lammet, ihvor del gam, elster og følger. . k - · » Malerens Syst. En milevcndse Maler, en Franskmand, var gaaiet hen i en liirle i Paris for und-er Gudgtjenesten at hsente nogle Utotiver for sin sinnst. Under Altergangen lsom han ikle zieltoa i) bleD han som l)enrykt, et Syn dcemrede frem for Hang Eier-le Blit: han saa en dsjle ig Borg, der var lagt i klininer; et Par gamle, fattige Mennesker vandrede omtring tnellem Ruinerne og satt-e sig mellem de omstyrtede Piller; dereg fattige Ejendele laa scimmenbundne i et Klæde ved dereg Side. De se begge forknytte, sørgende og lidende nd Men Enden var ille endda. Hen over Ruinerne saa Kunst neren i sit Syn en Stiklklse komme stridende, det var en« Menneslestittelse, men hviltet Menneste! Han havde en østserlandsl Kappe kastet over Akslernez paa Kappens ene Flia var en Fremstilling af Faldet i Paradis, og paa den anden saa man JiidaH’s Forcederi fremstillset; ds- blat tede Arme bare blaa og blodige Mærker as Pistseslag, vg« Hernderne havde vceret gsennemnaglede og haode en lidt sororeden Form as den skræklelige Mishaudling. SM lelsen lmode en Tornesletning om sin Tindsing; og Aasynet rar alvorligt, vemodigt og usigelig kcerligt; han satte sig ned paa en Pille ved Siden as de gamle Folk, bøjede sit tornelronede Hooed hen niod den gamle Mand og sagdc til dem: ,,Jeg har været fattigerse end J nogen Sinde have oceret. og lidt mere end nogen anden,« og med hele sm Adsckrd sagde han: jeg vil hjælpe eder, jeg er eders Ben og vil være eders Frelser; koin til mig, og jeg vil give eder Hvilei — Kunstneren (Hr. Tigsot) sremstilledse senere sit Syn med sin Pensel paa Lærredet; jeg saa dette Maleri i Chi cago, hvor det med andre as Malereng Værker var nd stillet i 1896, og har aldrig glemt det. De gamle Errett Mennester, den deltagende Ven, de mange Saat-, det ven lige, lidende Aasyn gjorde Jndtryl. Vi sorstaa jo alle, uden det behøver at Hasses-, at denne stønne deltagende Skiktelse i en Morgenlandeneg Kappe var ingen anden end Jesus as Nazareth, Verdens Frelser. Og lad ocere det var blot et Son, Maleren hande, bagvels Synet er Virleligl)ed. Mennesleslcegten, Jordelivet er der-. ruinerede Borg, som Satan har saaet odelagt vsed Faldet i Adam og ved Synden i Vordem hvilket sØdelccggelsesvært har han anrettet; der er itke bleven Sten paa Sten, sons jo er nedbrudt; hans Hærgning kendes alle Vegne. Og der sidder sorpinte Msenneskens Born mellem Ruinserne og spejde og spørge: hvor er Hjcelpen, hvor er Lyklen at finde i ai denne Elendighedi Nogle mene dog, at Hjcelpen og Lyk ken kan findes mellsem Ruinerne; de lede mellem Brotkerne,-» msen de villse søge sorgaeoes; hvad de mangle, kan ej sindes i «—Ødelæggelsens Vederstyggelighed.« Hvor da? Her er Hjaelpen, der er Redningsmandenl den korssaestede og op standne Frelsiet vil og lan hjaelpe; i hans Saar er Liege dom, i hans Naade er Liv, i hans Kcerlighed er Frev. Siejerstærl slrider han hen over Ruinerne og standser hos de sorgende og sulkende med sit Naadetilbud om Forli-s ning. Ven, han kommer ogsaa til dig; han bøjer sig nedI til dig i din Synd og Elendighed og siger: »Jeg har værec fattig«sor din Styld, for iat du stulde blive rig; mine Saa bleve slagne ogsaa for din Stall-; jeg vil være din Frelser!«« Hvad vil du svare heim? Bil du vise ham sra disv med Tviol, Haan og Vantro? Du lan; men got set ikkez thi da bliver du selv en Ruinfor evigt. Sig ja til bitt Fressen tro og lev! »Hier er Han, som oil beere, en Term trans for dig; her et han, som vil viere din Drot evinldelig.tu Spsrger du: hvorletes slal Ieg beste mig ad? lyvad es det at tro? da giverdisxssc Vers dig Svaret: At tro, det er at slippe Sin egen Herlixshed Og fly til Naadens Klippe Til Jesu KcrrlighedL ' · s i i At tro, der er at tage ! Sin Ftelsser fast i Daand , Og oandre alle Dage v Beiledet as han« Anat-.