k-- - »
Valdemar Sejer.
B. S. Jagemaim.
W
Tredie Del.
eszortsau
-—
Dette befonrerliae Poeten, der fra hans Barndom var
staadt saa truenoe frem i hans Liv og hans Dromme,
stulde han nu desoae oa raadspørge for sin Herr-e og Konge.
Alle gamle Sagn o Nekromanter og sarlige Trolomænd
bleve levenoe i dank Sjæl «Jtle for al Verdens Rig
domme vilde jea aaa denne Gang for nogen anden'« —
sagde han —-- ,,:o for min Rigmor!« tilsojede han« og da
det tate, dyrebare Navn klang for hang- Lceber, for et
pludselig Haabaliint asnnem hang- urolige Sjeeh og al
hans Ængstelighed sorsoandt. »Gut) i Himlen, hvis hun
lever« —- udfrod ban — ..lan da itte denn-e forunderlige
Mond ogsaa vide Rand oa Trost for min Kvalä han maa
sige mig hoor hun er Vi: Rad ieq sial goee2«
Karl fordoblede sine Ztridt; han git rundt om Taari
net og stod snart for en lille, stasrtt tillaass Dor vers den
nordlige Sitze as Taarnet. Han tog Sværdet i sin Haand
og bankede paa meo Filodren as Haftet Det genlod huit
i den stille Nat; men det rarede lcenge inden han merktede
noget Tegn til, at Taamet var en Bolig for levenor. En
delig horte han hojt over sit Hored en hceg og lallenre
Stemme, som sonteg at komme fra et Hul hsjt opoe i
Muren. ,,Hvo er du? sormastelige!'« — hvistede det —
»Ist-ad vil du, hvor Boden sibder Paa Tærstelen og Zor
dsmmelsen lurer paa sit Bytte?«
»Lut op, Or. Thotd Knudsonl lut op, Ridoer
Thord!« —- sagre Karl — ,,jeg er et Senoebud fra Kong
Baldemar Sejer.«
,,Endelig, endelig!« --— hvistede Zternmen deroppe —
,,du lommer silre, Karl as Rise! Stiernen er slutlet i
Lebens Lie; Volmar Sejerå Naon oa Lylte er hensaren
som et Stiernestud, og form-riet er den noroliae Krone."«
»Lut mig op, oise Or. Thord!« s« sagde Karl —H
»jeg bar et hemmeligt Budstab til erer fra min Herre og
Kongel — ieg maa tale med ever i Eman
,,N.aar jeg ser Nordstjernen over dit Hooed, maa jsxa
lukte dig ind!« —- svarede Stemmen --- ,,men vil Du
lyde mit Raad, Karl af Risek saa stvnd dig herfrak du
er kommen i en ulnttelig Stund: Boden staar ved dtn
Side og soget sit Rov under mit Tag: han som-get ilte,
ern vi ere unge eller gamle.«
Den hcese Stemme tat-, og Karl harte nu en stings
rende kvindelig Rast, som syntes at wistes med den gamle
i Taarnet og som endelig med vild Latter sang en Bise,
der bragte Blodet til at igne i den gudfrygtige Ridderå
Aar-et. Karl forstod tun enlelte gruelige Ord; men de
vilde, senderrimnde Tonet sont-es at komme fta en for-s
tviolet Sjcel, som i sin Smerte trodsebe Himlen og bin
evige Dommer. Karl oplsftede sit Hoved mod Himlen
og tenbtie Nordstjernen. som stod lige over Taarnet. Han
greb atter sit Smrd og bankede af al Magt paa Deren.
»Jeg lommerl jeg lommer!« —- lsd den hæse Stemme
standen. —- »Du tvinger mig, du mægtige Stjeene!«
Det varede nu ille leenge inden der ragledes med
Laase og Stænger. Deren git op.
»Saa trced da ind, formasteliae Ridder!« » lsd den
hæfe Stimme starkerr. —- »Din Falgesvend er alt orer
min Tætstel. Det er nu bin Zag, okn du komm-er levente
nd igen as disse Mate«
Med Sværdet i sin Haano traavte Karl ind i den
merke chelving og slog hastig teors for sia, da han saa
den srygtelige Slittelse, som i den sorte Bjtergmanvss
tragt stod med en tcendt Hornlygte i Haanden red Taarns
trappetr. Han saa ud som en hundredaarig Olding og
bar et stott, hvidt Stag, som naaede ham langt neben for
Beltetx hans Ansigt var tsrt, indstrumpet og jotdgtaa7,
som stsvet Egebart; bans Øjne vare mat. e og bund-.- og
hans Ryg dannede en fuldtommen Bue J denne Stil
klug var han liden og sammentrytt som en Dværgr men
war han lunde rette sin Ryg, maatte han viere hsjere end
den velvotsne Moder. Hans lange Arme naaede nassen
til Jotden. Paa Hovedet bar han en rund Lædnhate
uden Skygge; det store, bagvendte Stødstind naaeoe han!
til Helene, og i Remmen, hvormed det var spænvt ham
tm Livet, hang en lille Hornlygte, som ikte var tandtz i
den hsjre Haand hat-de han en bred Krytteftav eller Kain
Ieh som var tret bestreven med Runer og ubebendte Zisre.
aFolg migl'« — sagde Bjætgknanden og git foran op
ad den sneevre Vindelttappe. Karl fulgte ham tavg med
danan hiertex han talte tredsindstyve Trappetrin, og nu
Jede de for en Der Bieramanden stsdte den oo med sin
Steh og de traadte ind i en rund, rummelig chelving
Ied thpaneler og site store Lager mod de site Bett-ens
M« Den runde Taarnstue var ncesten aldeles sau
f« M indtettet som Observatoriet paa Sæbygaard, hvillet
Mel aldrig lunde glemme. Don saa et Jldsted med mange
tsderlige Aar og Lerflasler; han saa stote Metaltsr ved
- ZW, og midt paa Gulvet stod en Armstol ved et tundt
« Mord, hvorpaa der laa en Hob halv forbreendte Per
- Miblade med rede Ztsrr. Den gamle Bjeergmaud
I stie- sig tavs i Stolen, uden at betymre sig om sin Gest,
IN et stott, siebet Glar for sine matte Osm, need-us
II diadede i Paplrerne og flyttede og flyttede den stoee
mM
. spart redede tile at forstyree hom, meu betragtedel
« »und Wsomhed alle Genstaude omcrtng siH
- since Mr dar sin sjcrgmandsdragt forssdei I
esse-MEDIUM wassdetalleratdtdve som
- des see-siedet Dog Karl betrsgtede Mc
w Werde Statte Don feste fees-sei
M M vi- Ituamsde Muse t«
" - tausde seienderltgen see-; tel
jse es steck dvlkks k VII-U- M
Karl tkaadte uviltaatlig et Stridt tilbage, men sat
tede sig hastig og betragtede med spendt Opmæktsomhed
de end-un ikle aldeles udsiettede Spor af Sttnhed og tvins
delig Beerdiqu i det forttutne, nlyttelige Ansigt, Erin
dtingetne om Sæbygaard, som Stedet. han stod paa, san
lebende fremtaldte, beugte ham ogsaa den stsnne Ftu He
lenes Billedc for Øje, og jo leengere han betragtede det
blege, vanvittige Kvindecmsigt i Panelhulingen, jo flete
Tkæk fynteg han at genlende as den stpnne Fku Denn-B
Aasyn. »Den er hende!'« — fagde han ved sig selv og
betrngtede hende med indetlig Medlidenhed. Hun nitkede
ad ham med et forvildet Smil, idet der kandt en Taster
ned igennetn Furerne vaa ten dsdblege Kind: men hun
fotandrede ille sin Stilling Derved on qav Tngen LIJJ ftp
sig. hun syntes af og til at kaste et fkygtsomt Sideblik
til den gamle Bjcergmand; men snatt stirkede hun att.t
med de blinkende LIer paa Nil-deren og de siakpe, for
tvivlede Blit gennemborede ham med samme pinlige Gru,
sont hin-: stetende Toner, han fnk havre hort.
End-selig reiste Bjcekgmanden sig og greb den tandte
Lygte, spm stod ved hans Fed. Han gen Karl et Vink
fil at folge sig og aabnede en sijult Der i Muten; inten
for den vilte sig en Treppe, som snntes at spre op til Spid
En af Tannen Jdet Karl forlod det runde Taarntam
net, tastede han endnn et Blit til Altoven og dem-erlebe
In faa frngteltg, afsindig Glcere i den ulnttelige spin
835 Ansigt, at hon ligefretn blev let om Hjcttet da hans
angartnede Le dsaget lultede Deren i og sind en Jernstang
» ot paa den anden Side.
Den gamle sieg nu op ad Ttappen Karl fulgje
Kam tavs og ventede ukolig paa det Ojeblit, da han i
Entnm tunde forelasgge ham Kongens Svotagmaal og
:illige spskge ham om Rand og Trost for sit eget helan
ede Hier-te
Da de havde fteget nogle Trin, hstte Karl en fäng
rende Lattet nedenfot og den samme gruelige Sang, sont
Eøt havde forfætdet dam. Den gamle lod ille til at be
knmre sig bekom, men steg kolig op ad Treppen, fom endte
sig i en Sneglegang og blev fncevtere og sncrvkexe mod
Enden Tilsidsi stode de paa Spidsen af Tnornet paa en
7ncever nahen Plads uden Rætvætt med den stjeenellate
Himmel over Hovedet og den dybe, fdimlende Afgrund to
Ettidt fta dem paa alle Sidek; thi del stejle Taarn lasn
Ia Spidsen af cheldet: paa den nokdte Side var en lille
Zlffatg ved Jndgnngen; men mod Hur-et snntegdet at staa
lodtet mes cheldmuren over Dnbet. Det sortnede for den
sllers laa ufotfetdede Ridders Ding og ban maalte ftstte
sig ved SVErdet for itle at ftyete ned· Da han nu fotj
7t modstaa Svitnrnelheden fceftede sit Blit med al Styx-les
Iaa sin Ledfaget, tettede Kullemanden sin trummede Ryg
og sind tempesiot for hans Dink, med et vidt, tkuendJ
Aafyn »Der ete vi ene« — sagde han og betragtede Niv
deten med et genneknbotende Blit —- »og her et jeg den
stcerlefte. hvot gammel jeg et g sig mig her mellem him-.
knel og Afgtund lwad vil du vide?«
Karl samlede al sin Kraft; dan var bekedt paa at
totsvare sit Liv til det ydetfte og btndes om Pladsen medl
den kniete Kampe det fsefte Dieblit han tvm ham fotl
net med sine lange Arme; men Kullemanden sind tolig
sg gav denn Tid til at betænte sig. Da tom Karl sin
Konges Befaling i Hn og glemte sin fatlige Stilling.
Han stottede sig fasteee til Svcerdet og fotelagde den
sengtelige Aullemand Spstgsmaalet om hvad hans heexe
cg Konge havde tæntt paa den Dag, han faldt i Tanter
med Foden i Stigbsjlen, og hvad han sagde dettil.
Den gamle tav og betragtede Stiernerne lang-: Te
for lag malte Øjne glinsede nn med en befunderlig J.d.
Derpaa sagde han lsangfotnt, halvt nnnnente:
»»Tin Herre on Konnt tckntte paa
Hvotlunbe del fluldse hans Sonner gan,
Naor han vor gangen as Live.
Men siq hannem det for Sandingen sagt
Orlov vg Tvedmgt flulle de hu -
Dog stullewde a l le Konget blive."
Karl indpcckntebe hvett Ord i sin ZjæL fom gj-los
Det Kongeng og Land-cis Frelse, uden at ban dog india:,
lxvorledeå Disie Ord kund-e lrøste eller betolige Lungen, "-1
De snarere synleg barn at indebolde en ulvtlelig Spaadmn
Plllerede paa Vejen bot-de han gjokl sig Skrupler over It
·øge Rand og Trost bog san herunter en Zwanan tu
me miziænll for Omnang med onde Rand-ZU men stcx
lange han tun udfsrte fm Herreg Ærinke havde h-:n
werdunrxet alle Betcenleligbkvet: nu var hon nær vkd It
Tau bott, uden at spsrge om bvad der las ham selv scn
nngt vaa Hiertet.
»Vi! du vide mete?« —- sputgte nu Kullemanden --
,,faa vcet spar! det staat en Ulyktesfliekne over vore
Vor-den«
»Al, Rigmot, Rigmor?' saklede Karl og sparng nu
den gamle i sit eget Raun, om han vivste, hvor hanH
Husttu var, og om han uben syndige og fokbudne Kunstcr
Bunde sige hem, om han stulde se hende igen i denne
Ver-den.
»Kommet du levcnde hersta« s— mumlede den g1m'e
—-— »vi! du fnatt faa at vide, hvot hun er; men et Kret
lighev itte mcegtigete end Had, faar du det at vide til bin
Ulysse.«
Karl grundede paa de dunkle Otd og spgte at sinde
Tttsl deki for sit urolige Hiertr. Den gamle vilde endnu
have sagt mer, men da htttes et gennemttængende Sktig
fta Tagen-is Jnderste, og Spaamandxn blegnede. —
»Lampen!« — raubte han —- ,,af Vejen2« og mutet-, som
rasende, ned ad Snegletkappen, idet han stsdte Karl san
voldsvmt til Side, as han todte Ligevægten paa Taum
pynteu osg faldt med hovedei uden for Musen. Karl saa
ned i den amaadelige Dybde, men holdi sig fast og its-b
tilbage til Trupp-m i et Ofeblit indhentede han den gamle,
og da an Sind-ten til del runde Icarus-mater for op,
Ists-gen hsi Flamme ham i Msdr. Lage-me og Panelekne
jbtssdty ssg m Stenbotdet mellem de blusiende Papiret
Hab en udtemt tvindelig Skitkelse og lo og sang under
fvilde Strig mellem de fette-reiche Lau. Karl gteb heut-e
ri sive seine pg stymde sei-nein Its og Flammek net
lmp M ad den sidste Resultat-N Indiens den samt-J
Ett- W M at scatt- og M Hm Papst-r og hemme
Karl naaede det nederste Trappetrinz det lyttedes ham
at faa Stangien fra Dsren og totntne ud i det fri, uden at
tdaelesz men den ulytlelige Fru helene laa sorbrcendt og
halvded i hans Arme.
»Volmar! Bolntar!« --— hylede httn s— »du dar kostet
mig min evige Saliglxed« —
Karl lagde hende paa cheldet, for om muligt at redde
den ulyttelige Epaantand, men saa nu med Forscerdelse«
.it Luen slog ud as alle Taatnlugerne, og den gamle stod
paa Spidsen af Taarnet nted et Bundt brandende Papiter
I sin Haand, som han lastede rundt onttring stg i Lasten,
medens han drumtnede en Trolddomssang og sdang sin
Runestav, sotn om han mente at tunne desdceege Luerne;
.nen de naaede ham allerede, og hart hvirolede stg for
ioiolet i Flammerne og forsrandt.
»and nu, brcend, sorte Satan!« -— raadte den
vcende Ftvinde — »jeg braner allerede — nu faar Kong
Belmar Fred for rnia til Dotnmedag. —- Jeg er Lalle
:1-.1ndens Dronning jeg tater med dain i Dybet. —
Ha, Mollestenen Mollestenen! — den banget nu otn
Hin Hals i al Eingle — Hdor ete nu dine Dtonninaert
Bolmart —- At, Dagmar! Dagmar! bed for mig! ——
kalt Beengjerd lvceler mig i sit blodige Halsdaand« —
llnder disse crngstelig asbrudte Udraad dred hun siq
fortvivlet og var ded. Karl soldede sine Hændm han
oploftede sit Hocet mod Himlen « riet drang-Te Taum;
Ida flog Luen samtnen oder dets Tind, oa en sort Stitlefte
i "tt1rtede ned ved haan Side. Tet dar den ulntkelige Ilullc
mand, hois Lig laa "orbra-ndt oa lnust mellem Stenene.
z Ved Synet as det brændende Taarn Paa Lallen var
Hder strpmntet en Miengde Mennester til fra Qntegnen sor
Tat slutte og redde. Atmueng Frygt sor Kullemandens sor
Htxselgede Iaarn, som man taldte det, tnaatte viae for ans
IJerrigheden has manae oa for Fogdetneg Maatdad, sont
jtoang dem til at tomme de ulntlelige til Hjckltx
Saasnart Karl havde odergioet de to sorbrcendte Lia,
sont de fleste ræddedeg for, til nogle Bonders og en ter
vcerdia Klerts Otnhu, ait han med stille Gru tilbage til
In Heft, som han fandt ded Poeten paa Lynghojen, hvor
tran hadde dunket den. Hatt saa nu tndelia Todnirtae
Jovedet paa Sdidsen as Perlen og spurate en staunst
sende, der fulgte darn, bdo den Forbruder haddc dankt,
Izdig Hoded her sad til Ztmt og AddarseL
»Don dar en as de Satans Engle, sont flsj dort med
chna Srerterz Datter as Klosteret« — sdarede Banden.
-- »Den Galgenfual Ridder Falk-sen sont lob as tned
!tonnen, dan slap doa helslindet Beitra; men bang Vcebner
blcv areben oa halghugaet Stigt tunde jo heller itte aaa
Taa let at« « vedbled Banden, niedeng Karl, uden at
spare. tlapdede fin urolige Stirnntel «·— «hdor de store
flipre Galgen sordi, der blire de smaa let biengende, d:d
riet Herren. Det er Verdens Gang. Han grinek ilde
oeroppe, den arme Djædelk bavde det itte vortet saa scr
:em en Jotnsru, tunte ban del bade sparet sit hvide Hals
dcnt men Uret dar en lang Hale oa Bjorneunger stal men
Ettr lege Taasat med.«
Tantesuld satte Ridder Karl sig paa sm Stirnmel og
ied dort. Riddet Falles-as dristigse Gerning habt-e ncacn
Liaded med Karl-j- Det dar del tagen Flonaedztter, d.-t
zanste Ridder davde bortfsrt at Klosteret, men dag d«n
magtigse Hertug af Nordaldingieng Dotter, der var bestemt
til Klosteret eller til en syrstetig BrudgonL Nu, da han
itte didste, lwor hun var i Verdetn dar endver anden Be
Lytnring dam ringe; men ban tunde dog ille undlate at
jnstille Betragtninger oder sin Stilling. As Grev Al
berts Uforsonlighed tunde han dente stg det verste, helst
Zwis den strenge Fader itte seid allerede haode sperret sin
Dotter i Kloster. Karl tunde nu dente at Messe Gred
tildekt paa Nidehnsx men hang Ækende til Kongen og
Haadet om tillige at tunne faa nagen Underretning ont
Rigntors Sterbne frentstyndede hom. Synet as hint Tod
rxingehoded tog han for et Vatsel am, at han nu red til
sin vizse Ded; men han sporede sin Stimmel og gad stg
ingen Tid til at dvcele. Han haadede dog as Alberts
ridderltge Trentemaade og af Kongens Retfærdighed cg
Gunst, at det i alt Fald dilde blive hant tilladt at salde,
sorn en erlig og edeldaaren thder, med Svcerdet i
.Haanden, for Grev Alberts mægtige Riddersoterd En
Kamp paa Liv og Dod med han- forrige herre og Baa
benmester var nu den hojeste Lytte, han tunde ventez og
otn han itle mer ertendte den aldrende, harmsortcerede
Feltherre sont sin Ooerntand i al ridderlig Vaabenfcerd,
fette hatt dog, at det vilde viere hant umuligt at bruge
sin Kraft og sit Ridderfværd til sit eget Livs Forsvar mod
Kigmotg terværdige Fader. Ogsaa med Grev Otto hand:
kan endnu den uatgjorte Æregsag tilde-ge og han dtog til
-,’-iibe, med den faste, men dog itte nedslaaende Tro, at otn
dan nu aldrig saa sin Nigmor tgea, vtlde han rimeliadis
Elle have lang Tid til at sorge over hendes Tab i denne
Baden. og at denteligv en af Kongenö tapre Ststerssnner
oilde vorde hatn en dellotntnes og hæderlig Bancmand
Ssttende Kapitel
J aldoelige Tanter red thder Karl at Rise, eftek en
hastig og lyltelig Reise, en SIndag Forrntddag ind ad
Stotiporten i Ribe og op ad Grtnnegaden til Nimmt-.
Det dar den samme Vet, ad hvtlten han var lotnmen
den fsrste Gang, som Baru, i Karmen med lille Rigrnor,
sen Dag, dan ssrste Gang saa sin ftore Kotige. Dans
hele Ltd drog ham fotbi i lau, oentodige Erindringer.
AIe Genitande omlring ham date de samme; men den Gang
dkog hatt med batnltge Dromme og Foehaadntnger ltge
sont lnd i det forunderlige, rnangfoldtge Ltv, sont han nu
iyntes at drage til Udgangen af. Dssaa med Kongens
ktolte Dem-ne dar det forth t Stedtt for ttl gltmtende
Eos-dringet og Seite syntei nu han- os Dannraels Hand
tt date tat ttl et stille og fredeligt Fplteltv, Mrygget ved
ydeuyg Gudsftygt og vite Lode. Karl glemte sig ser og
sine eqne Belymrtnger ded Lauten om Kotigen og chres
fanden san iaa Borgerne Ined derei haltet-er og Born
w rned stille Gliede l de velttlfredle Unstgter fra beimes
sen t Don-litten ca dan tout t du« at det due den fyp og
Why Stuf-II eftet Trinttatts, do Wltet orn Hek
M- eers-grat- m sie-sei via-se at am sog osiii
. wsoldedesimMMMMpadad
JUNKOQIIIWMJUIMMGMII
Taare i danö cerlige Øjne. og dan red med irsitig vg stei
digt Sind oder Slotsbroen og fteg af sill SUWM Ved
Brsnden i Borggaarden. Han overgav Heiten til en Verb
ner og gis rolig op ad Slotstrappen Han lod itkaks vkd
.Dstoogterne og Drabanterne sin Antomft melde til Kon
gen. fotn nyö var tommen tilbage fra Htjmtssm vg Mk
ene i fit Laute-armer Uden Ophold dlev Ridder Karl ind
ladt til Kongen, og den Bigtighed, han«-i htmmklixlk HENN
de inntes at have for der-es Herre, opvatte ftor Opmtttkspms
hed blandt Dradanterne der mod Sadoane lmvdt kak
Befaling til at for-lade Forsalen til det kongelige GemaL
Efter en halv Time-, hemmelia Samtale med Nidde:
ren, traadte Kongsen ielv nd af sit Lontannner, og nled
tillutt Hjælmgitter fulgte Karl af Rife ham ngspmt M
Ridderfalen.
Konaen var ifort sin prasgtige Salviitaktrtrat. Med
Kronen over de hoide Lotter og Scepteret i Haanden stred
han langfomt og hojtideligt frem rned rolia ttlloor i ket
herlige, endnu Nonne Helieaafyn Da Kotigen traadte ind
i Ridderfalen, ftode alle hans Riddere oa Lehnsmasnd i
wende lange Ratt-te paa trage Sider af Troncn. Karl
fulgte ham nted bantende Hierte og ftandsede med en
Blandina af Glasdse og Uro, idet han faa den hoje, alvorlige
titrev Albert i den forte Ruftning oed Siden af Junker
Stranae oa Jatob Suneion oed Tronens hojre Sire og
Nrev Orte poerft blandt de ynare Riddere ved den oenstre
Zide af Tronen. Pan et ophojet Sake, liat den tongelige
Trone oa ncermeit ocd dens højre Side, sad Dagmars iro
nede Son i al sin fyriteliae Pragt og rejfte sig crrborig for
at modtaae sin tonaeligc Faoer. Fra trende mindre op
lsojede See-du« men fnmttede Ined itor Pragt, reiste sia
trende, rigelig prydede Drencu det var Kotigen-z yngste
Sonnen Erit, Adel oa Christopber, iom ligeledes oare nd
løste af deres Fangenstab iom Gifler for deres Faden
Konakn tog Bade paa Irr-nen, og en Ratte af
kreistlige Herren hooriblandt Abbed Gunner, Henrit Horde
siræng oa mange Bifper befandt fra, iiiemtnede en hoitidelig
Lovsang og prifte den barmhjertiae Guts. fom efier faa itore
rg fvare Prooelfer atter baode givci Danmart sin Konge
oa lyang Sonne-r med Landetg tastiefte Rikdere tilbage.
Derpaa rejite Konocn ftg fra Tronen og talede med Vate
diahed og Kraft til sit tro, danite Foli oa Rigetg noperfte
Mir-nd. Han priste med Ydmyghed den Almægtiaeg irde
arilseliae Befe, sont gennern Trænafel og Nod forte de
vildfarende Sjasle til Fred og Frelfri ban erklcrrede, at
bang skdite Dage nu sinlde ver-re indviede til Fredens og
Reiferrdiahedeng Gerninger, og han oidnede Ined Haanden
ma sit Brust, at ban nn ingen hofere Ære attraaede, end
Eiter sin Tod at iunne nadneg Valdemar den ftores Son,
Danrnarts Beitntter og Lovaiver.
Ei hierteligt Bifaldgraab af alle arjitliae og verw
liae Herrer og af den ftore Manare Borgere af alle Sterns
der, torn ovaidte Salen ledfagede Konaens Tale.
»Da nu, adle Riddere oa dansse Mirnd!« -— - vedblev
Konaen -- »inden jea forlader dette Sied, dar jea en
Retfærdiadedgitiiliat at oofnlde. Ridder Karl af Rise, som
her ftaar, og iom jeg iooriat ertlekrer for en af mine bedfte
oa henaivneite Mir-nd, bar hsjlia forncermet min fyrfteliae
Stifters-m Greo Albert af Orlamünde, idet han, uden bang
faderliae Minde, hemmelig dar bortfort og cratet hanc
s:neste Dauer Af dsjmodig Joer for min Befrieiie og
Fædrelandets Vel bar min forncrrmede Fremde opsat at
fordre Bod og ridderlia Fnldeftasrelfe ai Ridder Fiarl af
Rife for dette hans driitiae on egenmægtiae Foretaaende,
og nu tillader jeg, i Folge min iongeliae Maat oa Mun
digiyed den fornærmede Fader selv at fordre boad Sone
bod han tror med Ret oa Billiatzed at tunnr malaaqe den
«itidder. hvis Aafyn han bar forivoret at se, indtil denne
Retfcrrdiahedzns oa Genaceldelfeng Time. Jeg bar den
Tillid til min asdle Freude, at hdis han itle tan eller vil
tilgioe, ban doa i det mindite ingen erretrcrntende Straf
oil fordre over en saa aatet og erriig Ridder, og at has
vil lade Nidderftadets Lode her golde, der for en saadan
Forncermelse vil fordre ftreng Fnldeftasrelfe, men dog tun
taaledes, fom det egner og fsmmer sig mellem tceiie og
rdeldaarne Nidderr. Hvad Afreserftatning eller Straf,
min Edle Freude tan fordre og Nidder Karl af Rife fri:
villia vil undertaiie fig, behaftet jeg her, efter begges
Øniie, med mit tongelige og ubrodelige Ord«
»Min cedle Heere og Konge!« —- tog nu den msrte
Grev Albert Ordet —- »eders Ord og Tiliagn har vor
feelleg Dommer hist og alle danfie Niddere her hort: tonr
det i Hu, naar J hsrer min Fordring! Den Mand, hvis
Aafyn iea forfdor at fe fsrend i denne Retfcerdigdedens
oa Gengcrldeliens Time, og hvig Navn jeg bad eder for
staane mia for at dsre, da jea msdte eder i Elendiahedeng
nisriefte Bolig —— den Mand, dvis herre da Vaabenmefter
ieg var og doem jeg elstede iom en Son, til han nsdte mig
til at bade dam, iom min bitreste Fjende —- ham fordrer
ieg nu ingen anden Straf over, end at han enten tæmver
med mig i denne Time paa Liv og Dad, eller at han for
min Konges og del-e Ridderfiabets Aaiyn med tilbundne
Øjne tncelende modtager det Gengceldelsens Slaa, jeg dar
fvoret med eaen daand at lade ialde paa hanc Hoved og
iorn feg fortrsiter mig til lige faa lidet ital traute dans
ridderlige Ære, fom det ital destæmme mit Navn iom
Kong Valdemars fdrftelige Freude. «
Alle Riddere studfede.
«.Vvadi« —- raabte Kongen heftig og fortsenet —
,,iaaledei vover J at misdruge mit Ord og Lsfie«i«
«Min tongelige Freude!« — fagde Grev Alberi rolig
—— »et Kongeorder ubrsdeligtx om jeg misbruger det,
blioer det min Sag at forivare hvad jeg got, og det for
trsfter jeg rnig til. Ridder Karl ai Rise hat Balget.«
Baldemar detragtede med et gennemborende Blit fin
mitte, frygielige Frandez han bettentte tig et Viel-tin
derpaa fagde han med undettrytt Var-me: »in-or fcliomt
det iidtte Biltaar end iyneh og hdoe stammeligt det vilde
oprsre mtg at te min sztnisn foevandlet til en Bot-del
oa min Ridderfal til et blodigt Retteer —- J dar mit
Ord, og ieg brnder det itte. Dvis Itidder Karl af Rife vil
vdmyge tig til at Max bei Mc one-mir- Vitquk, da
vtl its vende mit Jason dort tned Ufsty —- da we edu
Villiet —- men ieg haabey en tei, cdelbaaren Widder vil
zvclge det fsrste Bittens-. ten-, hope itneetelig dett Opfyh
dei- Opfyldelie end vilde veee min-, das nu ene tan end
dense sag uden Staat ca steuqu for Mitversicheru
few-» « - » « . Ema-P
