H
«-. ! ;
-——.
I- Valdemar Sejer
V. S. Jngemanii.
Tredic Tel.
ijsprtsam
--—
Feintende Kapitel.
Pan Grcensen as Nordolbingien og Viigrien ligger en
lille Landsdy ined en Kirle sra Midten as det tolvte Aal-:
hundrede. Es langt dersra slnder Floden Sonntino, og
imellem Floden og Kirlen udbredei sig en stor, brnii Wing
hede, soni as ganile Stribenter laldeg Sonntineseld. Her
sro loher der mange Kilder og Brette til Floden, hvorsor
denne Hede ogsaa as Almnen kaldes Bornhøoed iztilderneg
Hoved eller Udspriiig). Her stod endelig det store, nicerte
lige Stag, soiii stondsede Valdeinar i hans srnxrtelige Hædn
Staget stod, soin detendt, piia St. Miiriæ Magdalencr
Dag, Tirsdagen den to og inoende Juli 1227. Der stredsks
ined storste Heftigtied og en sast rasende Forbitrelse fm
Morgen til Asten. Kotigen selo nnsorte Heer-eng Midt
rinnlt og liadde Æsrtebisp Geilnird as Brenien on den tadre
Hering Adolle iniod sin. Grev Otto iinsorie Herrenr- hpjre
Floj mod Heringen of Sachsen. Den untre Virldeninr, soin
dadde snoct Karl as Nise ved Siden, nnsorte den oenstre
Flin inod Grev Heiirit of Zchioerin og den lybsle Born »
niester Alexander. De nns betonngne Ditinarsler, soni hav
de svoret til sionqeng Fone, meii soni Koiigen don ille til-i
sulde stolede Paa, badde linn stillet tun ved sin, sor at
de itte stulde goo over til Fienden Zions-ten linore nirsten
Scjren i Haondem Oolstenerne dekre, og Hering Adolle
innde nied iil sin iterthed itte bringe dem til iit holde Stand
»Ein or· Feier, Herre!« ss — raubte den nnqe Hei-tun »Da
keg opr jser et htlliqt Lin-J til din Ærri jeq ostosier der
sorsirngeliqe Purpur on sorsnner Verdeii sor at prise dig
til min Dødsdiig!« Simlersss lind tinn med onralte Herni
der inidt i den sortdidlede tin-no Flonneii trcrngte srein
ined en niinodstiiaelin Vaslde og al Modstand var sor
gcrdeg. Men da dendte Dittnorsterne, ester Vlstale ined
Fjenden, plndseliq Zpidserne as deree Sljolde i Vejret on
snldt Fiongen i Riiiige n. Vlstensilen stinnede de danste lizie
i Djnene og ligesoni slog dein ined Blinde; Floiigen on bang
Mir-nd tæinpede sortoidlet i Blinde inod den dobbelte Fikti
de --- oii Slagets Uosnldt var sisnjort Hdor vaiisieläg
Seiten oar nt vinde over den store sejerdante Nonne soni
endnn nldriii hndde tatst notiet "Zlon, sankere Fienderne
selo, idet de itte tiinde sorllare siki deress Mitte irren oed et
gnddonimelint Vidnnder, der soiii alle sline Exizin ron link scsn
incrrleliir Beltidning, idct Fioiikiens lllntle tilleioseg dii
Helneninde, drin lidig Don Zlnnet stod, on soni tun ded siiii
store Dinger og Vodsirrdikilied linvde dniidet Navnet as en«
inirgtig Hrlgeiiinde i Rristenlzsedem ninn piinstod neniliii cit
bade set den lzelline Magdnlene i Slverne, og mon inente,
det dar hende, soni havde dlasndet Flonoen on de danste nied
drandende Solstraaler, livorsor ogsnii Lobetterne siden lod
bngge ei Ftlostee til liendezs Ærr.
Solen var gar-et ned oder den dlodige Valolndi Fire
tusende danste Mir-nd on sast et lige Antnl tiiste lao dode
eller leinlcestedse inellem deres lnuste Banden og styrtede
Hestr. Den tirtte Grev Otto var ester en sortoiolei Modss
stand bleven asdirbnet og bortsørt soni Ftingr. Den unge
Valdeinnr vor, seroret og erstmalig baaren dort sra Val
plodsen ns litrrl ns Nile sont« nden at detnsnre sig oiii sinei
enne Sank. endnu bar den nlntlelige Konnesøn No sine
Stiildre, do Ratten saldt piia og indlinllede band-e Rennen
on Fjender i del denlicie Hainen-eh soni nor de nordisie
Soinmerncrtter saci staune, og socn snart opllciredes as den
opstaaende Manne. I
Udincittet logde nu Karl sin cedle Binde sagte ned ved
Foden as en lyngbegroet Hos, book han horte et Fiildevæld
riglr. Hiin lmndt sit Arelstcrrs oin Prinseng lilodsendex
Slulder, oste Band as Kilden nied sin Hjælin og sagte ais
oplioe den ltonne, dpdblege Yngling. Endelig ooslog Dag
niors Spn de nisrteblaa ijiie og strog de blodige, gnle Haar
tilbage sra Banden. »Hvor er jeg-?« --— seigde hnn —- ,,stod»
ieg ilte nied sorte Grev Henril sor Guds Domstol? at, neis
sangen! —--- sangen! —- slal ieg atter i det sorte Tiiarns« I
»J er reddet og sti, niin unge, longelige Herre!« —
sogde Ridder Karl — ,,nien Slaget er tobt, og oore btdste
Mir-nd ere saldne« —- —
»Da min Fader —- inin store, nlyttelige Fader ——««
hvor er han? —- lever han?«
«Jeg ved det ille, erdle Herre!« ·—— svorede Karl niedk
ilanglss Steinnie og den dybeste Smerte —- ,,l)—.in besol
mig, ille at sorlade eder, og jeg adloder.«
«Lad niig liggel lnd mig ds! hvad Magt ligaer der
paa mig? —- spg min Faderl —- red din Heere eg Reinge,
Riddet Karl! jeg besvcerger dig ved min Moders Siæl«
«Jeg gav Kotigen mit Ordl«— svarede Karl Hi
»ssrend J er i Siklerhed, min edle, unge Herre! tsr vg,
maa seg ille sorlade eder, oin saa Hiertet bunter mit Hat-;
nist ssnder. Jeg ser et Lys hist nede ved Floden. Lad migs
biete eder didl Der er vel en asrlig Holstener til endnu,
som ille sorraader sin Konge.«
«J steil itte bære mig! jeg lan del gan« — sagde denl
beængstede Ssn og rejste sig hastig med stot Anstrengelse
— »langt lan jeg ilke goa; nien hint Los naak ieg vel.
At! Felder, oHeide-! hvoe er du?" —- han segnede atter nd
inattet til Jotden. Men Karl as Rise tog hanc nu paa sine
eStuldre igen og bar ban med saste Slridt til Fislerhuset
ved Flodem hvor han saa Lyset siinne gennein Blei-ern
deine.
Da Gred Otto var ssrt banden bort as Sachseriie og
Karl as Rise var Flvgiet mied den saarede Neugeser sra
Valpladseii,,var der ingeii levende dansl Mond mer at se
paa det Sied, hope Kotigen nolig havde stridt mod den
dobbelte Fjende, og her han« bedste Riddere nu laa triuste
under deres pansrede Strldihestr. Selv laa den garnle«
gmhardede Konge midt iblandt dein ved Siden as sin
dsende StridshingsL Dem emadede endnuz nien han var
bedmt as mange Hug og Sttdz Odden as et ssendtligt
Spyd stpd i hern- venstre Hie, pg hon vidste tlde nie-e hoc-d
der soteglt omletng hom. Da haii begyndte at komme til
ßq seit-, m det Nat. Endnit lud-set as Semelen l Met,
. fslte han sig ligesvnt i en hangende Stilling og i en Beda
gelse, sotn det varede lcenge inden han lunde sortlare fig:
Endelig troede han at sotnetnme stcert Heftetrantpen under
stg; det var hatn ligesont hatt drøntte, at hatt hang tvcers
Jover Sadlen paa en galopperende Heft, med Hooedet un
derststtse t as en told jetntlakdt Arm, og saaledes var det i
» S.andhed Ett hsj Ridder med tilluttet Hjælntgitter og
lnted en tysl Riddertappe over sit Harnisl red saaledes i
Maanestinnet med den saarse de og halvdøde Konge over
»Ztub og Sten i det stcerteste Firspring, uden at tnæle et
eneste Ord. Da endelig Konan blev sig sin Tilstand be
vidst og havde santlet saa wegen Firast, at han tunde bringe
et Ord over sitte Lieber-. spurgte han i dyb, stnettelig Følelse
as sin Zsltttgtløghed: »er eller Fjende?« og gennem den
sremntede Riddets Hjceltttgitter lød ntt ttted en Stemnte,
sont star Kongen dnbere i Hiertet, end den starpeste Dott,
det iorte, r« ILge Svar: ,,Fjende!«
Kunst-en drog et dybt Sut og solle næppe Sntertett i
sit Øje sor den arttelige Taute, at hatt ntt førtes til vet
FeenaseL svtn sittlde blive hang- Grav. At det ilte vat« Grev
thenrik selv, i hrsis Vold han var salden, bavdse den stem
tnede Stemnte vel sagt hattt; mett dett havde est Klaus-»
sont ængstede hattt ttter, end otn hatt bavde betet tiirev Hen
ritg vilde Tigerrøst. Den stettttttede Ridders Eil-untre
vakte ved sin roliae Instit-d Erittdrittaer i Zion-gen- Eitel,
hvorved Satttvittiahedeng fortærende Rivn slvg sine Ftlner
i hanS Hjeete. Han tav oa øttstede ilte at here hin Ztemme
anden Gattin Hatt ajorde itttet Forli-g Paa at Exeiri fix-.
han selte tun alt sor vel sitt Maatloslted vg den jernttaardc
thrnts straft, sont dog ntedlidettde holdt hans saarede Hdded
oprejst.
Udett at have set sin chndes Aasntt og nden t: lkave
hørt ttvaet attdet Ord, end lsittt «7Fjende!« as hang Mund,
tont den ttlyttelige Konae saaledeS ad ubetendte Veje til -.t
Hug, hvor bang Saat bleve snedttndne oa Spndgodden bletk
ttddraaen as hang Lje ved sretttntede oa tavse Mettnestetg
Hielt-. Saasnart hatt havde udttvilet oa vedertvceqet stg
ttted den stvrtende Drit, matt rsalte hatt-» vlicv han ltttndzn
til en Heft vaa et dlodt oa betretttt indrettet Hunde Den
tavfe, ttltetendte Ridder destea en attdett Heft va ateb Kon
ten-:- ved Teilen. Terttaa qit det sort tat-n saa dastigt,
dct var ntttlixtt, da ester slere Opltold, sont dtvnaens »Er-ag
bed xtjvrde notwendige, totn hatt steil-eines ad Bese, ltan al
dritt før itavde set, til en Stad, sont ltatt nted stor Forml
drina troede at tende. Det var ntørtt, da han red ind i
Stadt-n, ttten Gader en Httse lttttre drin dvg stitttt2. og han
ltavde set dem sor oste for ded beilan Tast, til at l)an tunde
stttfse sitt. Hatt var itle i Fsendettg Land; han satt, hatt
dar i stiel da ntt betntertede hatt fett-ft, ltvad der allerede
var stet tun tet sidste End lsoor de l)dileve, at ltang tadse
Ledsaaer ltattde vtttttyttet sitt tttsle tttiddertnttpe ttted en tot,
dattst kttttttet«tatwc.
Hatt stnndsede ttden sm- ct stott, ltdidt Htts tned en hcj
Ziettttappe oa tttt ltørte stottaen dattste Ztetttnter ottttrittst
lia, idet man lostede hatn as Zadellmndet da ledte hant
vtttlzttagelia on ad Etentravpen
,,.stvngen! s« tiongen!« — hvislede den ene til den
anden.
Med en besnnderlig Følelse as Smerte oa Gliede
tendte Kongen nogle as sine egne tro Ticneres Stentnter.
Man tont hatn med Lys i Mode, og han saa nu, httn var i
Ztadgbesalingsntandeng Hug. Den gatnle, tto Heere stod
allerede cerbødig ved hang Side og bad sitt tongelige Herre
ver-re veltomnten og velsignet under hatt-Z ringe Tag, hvor
hog tjan meldte, at Stadens bedste Saarlæger stulde sie
blittelig vcete til Stede.
Kvngen var traadt ind i den blattte. bonede Stor
lttte oa var stratg bragt til Hvile i en Armstoi. Blandt de
bettsntrede Tjenere og Hugsolt stod den sretnntede Rinder
ettdnu tavs ved Deren va betratttede Feonaen genaent
Hsælntgitteret. Kongett oinlede ad hattt oa bød alle andre
sotlttde Vierelsict Lllle saa nngaerrizte paa den desje, stem
Tnede Stittelse, sottt ittgen for sntttes at have dettttertet, oa
stonaen tttaatte ttinte ettdttu en Gang, inden han blev ene
tned sin deshnderliae Rednittagtnand
Tetvg oa tvlig traadte den srenttnede Ridder stent for
Kongen og svøbte Rappen tættere ottt sin Rustnin»a, sont
Kongen sytttes at have set et Glitnt as, hvoeved han studsede.
«va er du? hojntodige Fjende!« spttrate Valdentar.
— »Bei) den ledende Gttdl hvad dtt dar gjort intod mitt,
slal sea hverten glemnte i denne ellet den tiltotntnende Ver
den. Men hoi stjuler dtt dit Aasyn oa hvi sorsntaar dtt
tttin Tat! Hvo er dtt?«
»Din Fjende!« —- svctrede den s..:".«»:e faste, wlitte
Stenitne sont allerede en Gang havde bevceget Ronatns
ind-erste Sjcrl.
»Nun nagen lægge en Alen til sin Vcekst?« —- sagte
Lungen — »eller laante ha n dig sin Rost« sont jeg men
tede dnbest og sorutettede haardest as alle?«
Riddeken nitlede og pegede mod Hitnlen, sotn tin
drede stierttetlar gennent det hoje, buede Vinduie; derpaa
soldede han de jeentleedte Heender og tnttgede dem heftiat
ntod sit Bryst, saa Pauseret raslede under Kappenz han
løstedse sit Hoved bedende mod Hitnlen og sagde langsontt eg
hoftideligt: »sorlad os vor Stnld, sont vi sotlade vore
Slyldnerel Antenl«
Kongen blegnede og sant tilbage i Stolen. Men ttden
at male et eneste Ord mer sorlod den stemtnede Nidder(
Sttten og Hufen han soang stg hastig paa sin Heft vg red
dort. Jngen as Husets Tjenere havde tendt ham. Manl
sagde, han var vludselig sorsvunden. og blandt Almuen
udbtedte der sig smttt de sokundetligste Formodninger ont
denne Kongens hemmeltghedssulde Redningstnand
Estee denne Tildragelse soregit der esterhaanden en
Inttertelig Fotandring med Kongen. Jtte blot medens hanl
led as sit smettelige Saur, meet selv da hatt reiste sig i sttld·
Legentiteast igen sta sit Sygeleje, syntes hatt at biete sin
detygelse og sine Fjendeeö Triunts med Rolighed og
Selvsotneegtelse, som en retscerdig hintleng Revselse. Vedl
Tabet as sit Øie og as sit Nat-in sont den uovervtndeligex
Seietherre, snntes han at have vttndet et klares-e Syn fort
den evige Sandhed og det Herab-men- ovee sig selv, somj
hatt- saa lange hat-de savnet. hatt stintes derved ttlltge
at have vandet en Del as den Sjclesred ttlbage, sotn den
soetætende Digen ester hatt-n hidttl aldeles havde beredetl
— « »-—M --—— —..» s —.W.—..
hant. Men hart var besynderlig stille og tankefuld: hat
havde meget at angre, og han gruede betnmelig for, at hatt
endnu ikte hadde udtømt Gengeeldelssens store, bitte Skaal
Tabet af de mange tapre danske, fotn dar faldne ved Born
l)øoed, smertede harn dybt, og at hang- førstefødte ikte var
falden, syntes han itte ret at tnnne tro, førend han saa
I;am, uagtet Karl af Rise itke havde tøvet tned at opsøge
fin Konge og bringe hatn denne trøstende Esterretning.
Jnden Kongen fotlod KieL faa han dog sin dg Fol
lets Yndling igen; han saa Daatnars Sen i Lin-: oa frelst
ved den tro Karl af Rises Otnhn, og han slnttede Sonnen
i sine Arme, som om han var opftanden til ham as Gra
ven. Men Kongen følte endnn Smertse i sit gsennemstnkne
Øje, og han totn ofte Zedechias Slæbne i Hu, sont den
tgudsrngtige Ærlebisp bavde truet heim med; hetn gruede for
endnu at flulle opleve den Dag, dn han skitlde se sine Son
ner myrdede for sit Aasyn, oet i morte Øjeblille tvalte ham
den Tante, at bans Øjnes Lyg nmatte derfor tun var halvt
udsluttet, at han endnu til Straf for sit brudte Løfte
slulde se en sandnn uhyre Jammer gaa oder sig og sin Slaegt
og selv gaa sont en barnløg Fader i Graden.
Det sorste, Valdentar foretoa sin, da hin atter snd
tselbrkdet pan Ribeltiis, dar en fredelia Mai-glitt a tned bang
bitt-sue Fjende ont linng tre nnaste Sonneris Ftigirelie
Te dare endnu som Gisler i Gted Henrilg Vold, on
felv deresz Liv havde Kotigen i sin Hseftinhed og rasende Hi
qen eiter Heevn fat i Fute. Lgsaa for sitt-e to tcette
Sokteriønnerg Befrielse af det schlverinsle Fanaenitab sør
geb-: bnn ivrig, saa del sont for Junker Zwanges-, Aftrad
Frnclesz Bjorn Mundthele sater af Moneg oa de andre
Gifte lersz lldløgning Eiter ntanae Vansletinbkter on med
store Spott-elfen til Dele- ded Meddirlnina af Pan-en og
den aedle Hertug Adolpt), lntledstg det ogsan Kotigen tit
sidst nt bringe et Forlig til Veje, himer bang Sonnsr og
Zoitetsønner stulde sattez tsaa fri Tod oa Nislerne udløseg
for andre. End-Lin ncertnede den Dag fig, da man tunde
denke de udloste Fanger og tilislu tilbaae, ca den nnae
andetnnr Var rejst bort sor at mode dem.
tien told Novetnlterdaa ved Middaarstid stod Konaens
Heft iadlet for Slotgtrappen paa Ribebtth liarl as Rise
og stere af Reingean kltiddere og Idende liadde lasnete staaet
der- dates opsadlede Heite on denkt par-« Mannen Oberhen
hatt Utede sia, vidsksc de itte; tnen lian lxxidde givet dem
Beil-Hing til at folg-: liam pna en Reise. Gndelia tom
Itoniietn tavg og alvorlia, med den høje Fjerlint over det
ttdide Haar og den graavozrtkkforede Ziarlngiens Kappe oder
fins- Etuldre. Han satte Fodcn i Etixibnjien csg hieb snai
lebe-: stnaende i dnbe Tanter. Tet ecdle, lialvdlinde stun
geajimh som saa manae store Tantet oa saa ntanne Li
keliisr liavde nennentfuret, stinteg ligeiotn nbevcrgeligt og
foritenet; det store, tantednbe Lje stirrede nbestetnt og
drømmende ben i Luften, nden at fcefte Blittet paa nogen
tstenstand; bang denstre Haand hvilede paa Saddeltnappem
den bojre botdt han lnyttet oa nbedceaelig i Siden. J
denne Stillan bleo hatt staaende lige saa rolig sotn den
Zwie, bvide «Gatiger, der tendte sin tongeliqe Her-re og
itte rørte en Fod, naar han besieg den. Alle tav for
aniede, on innen vovede at fotstyrre Konaen i bang dnbe
Tanter. Der var stille i Slotggaardem som ont Kongen
oa alle hans Meend vare forvandlede til Stenstotter.
qJted betyntrede Miner scta Ridderne og Svendene snart
«»na Kongem snart paa hverandre, og den ene saa i den
Jndens Blil den samtne Tante, sont fnldte enhver af dem
med Radseh men sotn inaen vovede at ncevne for sig selv;
tlii Solen var ncer ved at date. og endnu stod Kotigen i
satnnte Stilling.
Endelig for Valdetnar med Haanden til Panden sont
en, der befindet sig eller vaagner af en lang Drom; han
saa sig sorundret otn og tog Foden ned as Stigbojlen
Men nden at sine et Otd gab han Ridderne og Svsendrne
et Vint til at begide sig bort og git langsomt op ad Slotgi
trappen og gennem Riddersalen til sit Lonlanrtner.
Der tog ban Dagmarg Billede fretn af den lille, gnldne
Lade og betraatede det nøje Han erindrede sig den Dag,
da ban stod ved Stranden oa faa det gyldne Kongesiib fare
bort for at hente den ubetendte Brud, og den samme un
derlige Steinning totn tilbaae, hvor han den Gang i sine
stolteste Ynglingsdrøtntne syntes at ane sin Lykkeg Af
lnkngighed af dunkle, ubetendte Magter. »Na forstaar jea,
bdad han sang, den gamle!« —— sagde han vetnodig oki
studsede —- »hvi bar jeg gletnt det saa lcenge!«
,,Til Sejr og Lutle blev Volmar fod —
J Stiernerne staat det ftrebet —- —«
»Nei, nei, saaledes stod der itle i Stiernernez saa
ledes sang lian ilte beller.« ——- Han betæntte sig atter en god
Ztnnd —- ,,Ja rigtig! saaledes var det« — sagde han
derpaa vetnodig — »i ntine lyltelige Dage sang jeg det
nnderlede5:
,,Til Seier og Lytte blev Volmar sødz
Men sorglos Mund har ej lebet,
Lg Lytten tan vendes otn til Nod —
J Stiernerne staar det strevet.«
Hatt sullede dybt. »Da hvad dar det, han sang om
en farlig Jontfru!«' — veddlev han —- »gjaldt det den
arme Audaeia? —— ja vel, hun var from og ren, som en
hellig Jonifru, og blev tnig dog farligere, end alle mine
Fjender. Og otn Stytten? —- ja rigtigl det Ord var
sandt; men hatt sigtede itle, den falste Stytte, han ratnte
uden at sigte.« Kongen faldt atter i dybe Tanter og syntes
forgæves at grunde paa Slutningen af Kulletnandens
Sang. Endelig var det, sont han mindedes den. »Ja vel,
ja vel, gamte!« —- sagde han langsotnt og smerteligt —
»det Baand, sont bandt Hæonen i min fyndige Sjcel, det
drast, og hvis Haand var mægtig paa Jorden, sont hand,
der laste det? men Ve, Ve! Stjemen døde i Lobens Øje.«
—- Dan for hastig med Haanden til det udftutne Øje, fom
om en pludielig Smette gennemjog det, og fant atter hen
i den famme tavse Grublcn, som da hatt for stod med
Faden i Stigbojlen.
Da han totn til ftn Besindelse igen, saa han med
Forundring, at der stod en hst, alvorlig Ridder lige for
hamsog betragtede ham med ventodige, deltagende Øjnr.
Det var Karl af Risi, som, urolig over Kongens Tilstand,
hat-de vovet at overtrcede hans strenge Fokbud og træde
ind i band Lsntammer. han havde staaet der lange og
betragtet Kotigen med deltagende Smerte. »Tilgiv, mi
.1aadige Herr-e og Kongel« — sagde han nu, da han ende
lig saa, at Kongen fæftede sit Øje paa ham og fyntes for
tømet over hens Dtistighed — »tilgiv, min store Kongel
Lea frygtede, J var fyg vg lunde behøve Hjcelp« —
,,Jeg hat været sog, farlig fyg« —- svatede Kotigen
— ,,det var en Sot, unge Riddetl sont J maa bede Herren
Jevare eder og hvert syndigt Menneske fra; thi den ttuet
sned den evige Ded. Men den forbarmende Gud væte
lovet; han fiendte mig Nød og Ulylte; han vidste det bebst:
tun Nod og Ulykie kunde helbrede mig —- lun Tigerens
Filv kunde udrive min Sjcel fra Fordøtftmelsen.«
»Ak, min kcereste Heere og Kongel J et visselig le
gemlig syg eller knuges af en ivar Bekymring. Bilde J de
tro den ringefte af eders tro Mænd hvad der ligger ede:
paa Hierte — ak, Heere Kongel hvorvel jeg selv hat en
Sorg at beere, som jeg næppe længser lan udholde, vil jeg
dog bcere eders Sorg med, om den saa knuser mig. Er der
et Menneske i Verden, snm ved Raad vg Trost for edel
kvnqeliae Sjceh vil jeg søge ham, var det saa ved Verdeus
Ende«
Nonnen havde sat sia tankefuld i sin Armstol; nu rejste
ban iia l)asiia, svm areben af en pludselig Tanke· »D
lmn i en belejliq Stund, min tro, cerlige Ridder Kett-IS'
iaade han »du set selv belt forriafuld nd, vg jeg ved
vel, lkvad du feiger for: du hat mistet dien, du havde
lærest.«
»Wer-site Heere oa Konstel« — sagde Karl, inderlig
bevceaet —-— »ja-til iktse paa inia oa min Sorg! men ftg mig
.eder5 Belndnrina, va om jeg med mit Liv tan købe eder en
veltilfrelie Time!«
,,Min Zjælg Belymring« — sagde Kongen med et
urvligt Blit — »den gaslder mer, end denne Rest af Liv
Da den Lyst oa Smerte, jeg nu her kan have tilbage. Hvad
fea taenlte paa før, da jea faldt i Tanter hist ude ved
besten —- ja, det maatte den selv vide, som skulde sige mig,
hvad jea helft vilde vide. Nu vel, Ridder Karl! stynd
dia, siia vaa din Heft og hvil itke, før du kommer til
Zkaanek Paa Kullen bar boet en Mand, sin de kaldte
Finllemandem selv kaldte han sig Ridder; han ncevnede
sia vasaa Thord Knudsøn Bunde. Han niaa nu vcere over
hundrede Aar, hvis han lever; inen lever han og er der
end-nu, faa er han den eneste Mond i Beiden, fom maaste
ved Rand oa Trost for din Konges SjceL Jl, søg hanx
Nidder Fiarll oa findet du ham i Live, saa spørg ham
fra vin sinnge, om han ved hvad jeg tænkte Paa i Dag ved
min Ganaek oa bvad han siger dertill hvert Ord, du hører
If bang Mund, det flriver du i din Sjcel og betror del tun
til din Konnt-P
»F see mia itle igen, Heere Konge! før jeg hat op
fvlvt ever-J Befaling!« — svarede Karl med Haanden Paa
iit Bmst. Lonqu takte ham sin Haand, og Karl trylte
den til sine Lceber. Derpaa gav Kotigen ham et Vinl til
at ile oa laade Fingeren paa sin Mund. Faa Øjeblikie
derefter sad liarl paa fin raer Stimmel og for ud af Ri
behug Slolsgaard.
Sekstende Kapitel.
Der var en stille, stjernelyg Binternat, da Ridder
Isiarl nf Rise pan sin puftende og dampende Heft standsede
oed Juden as Rullen
Med stor Besvasrlighed havde han fundet Vejen dertil
on hnvde ofte Innnttet spørge sig for; thi han havde aldrig
været der spr. J Ncerheden af Kullen havde han først
spurnt om Riddek Thord Knudsøn eller om den gamle
Thord Knudsøn Bonde; men ham kendte ingen, og Karl
frygtede for, han niaatte være død. Da han endelig med
;Betl)mring spurgte, om ingen havde tendt Kullemanden,
Zog oni det dar lcenge siden, han var død, havde man set paa
lnnn lned ftore Øjne og forstræktet peget op mod Toppen af «
willen, idet man korsede fig. Den Karl døde nok aldrig —
niumlede inan — for han var et Spiegelse eller en Trold
Inand og doede i et forhetset Taarn pna Kullen Med den
ne Efterretning havde Karl nlanttet lade fig nøje; men han
l)aode itke for nogen Priö kunnet faa en Vejdiser med- sig
til stullemandens Bolig. Det var halsløg Gerning at
tolnme hnln ncer, helft Um Nutten -—-- lyed det —- for da
l)avde han Sanltvem med Hei-se og alle Helvedeg Annder.
Ene var da Karl reden videre ad den Vej, man med Gen
havde betegnet hom.
Nu san han det mørke, kullede cheld, som stolt og
Inajestcetifl ragede ud over Hadet. Det nøgne Fjæld var
endnu større on vildere, end han havde tænkt sig det; thi
han havde forestillet sig det som Stevng Mit. Han kund-e
»ilke lcenger komme frem til Heft og ledte forgæves om et
Trce ellet en Stub til at binde fin Heft ved, da han saa en
zPoel pna en nøgen Lynghøj ved Stranden; han red tause
quld derop og bandt Heften til Perlen Han tlappede den
turoligse Stimmel og bød den ftaa rolig til han koin igen;
Yog det var ligesom det tro Dyr forstod hamz thi Skimmelen
blev nu staaende rolig og saa i Manneftinnet efter fin Herre.
Karl ilede op ad det steile Fjæld; han saa sig endnu en
Gang tilbage efter Hesten og snntes at favne dens Selstab,
og nu faldt det ham føtst ind, at det vel var en RetterpceL
han havde bundet sin Heft ved; thi han syntes at se et afpillet
Dødningehoved pag Enden af den høje Perl.
En uvilknarlig Gysen gennemfot den enfomme Rid
der. Han git langsotnt videre og savnede nu ret den gamle,
snatsomme Martin, soin p-aa den sidste lange Rejse med sin
Heere havde faaet Basel i den ene Arm, han havde tilbage,
og fotn nu gil i Barndom og begede med sin Herres Bøts
paa Karifegaard
Karl ncermede sig Toppen af Kullen. En mørk Sten
msasse, fom han lcenge havde set og hidtil taget for es
Fjældspids, st«od·han nu nær ded, og han swa, det var et
rundt Taum, opbygget af Klippestykker fra Null-ein ,,Det
maa vel være Kullemandens Bolig!« — sagde han og erin
drede stg Taarnet paa Soebygaatd og den Stillele han
der havde set opsamle de brendende Papirer i Luetne;
hin Stillelfe og Biergmanden ved Saxo Geav havde has
længe ttoet var en og den samme, vg han tvlvlede ttle paa,
at hin gaadefulde Mund jo dar den berygtede Kullemand.
(Fe-ttswiteö)». »
