",,Danskeren,«
U halvugentlig Nyhedss og Opin
Iåusgsblad for des danske Foik
i Amerika,
udgivet as
VMSH LUTH. PUBL. HDUSIL
, » Blum vix-bit
»Bist-es« not-atmet tzver cui-Evas o;
: Lord n.
Its ft· Ist-Sang i Lc Forenede Steuer
I1.50;n111dnnne: 82.W.
Mdets bete-leg i Forstun Lamm-ig. Bem
Iing, Adresjciomndmnx og an ander
sugaaende Biascs iidrcsckrcszu
DÄNISH Ll«1«ll.1'l"läl«.ll()l·SE.
Blau. Rohr ;
Reden-n Oaraid Jenjen
Todes-ed at tlic l'--.-si l ilfiicc at Ulsjh Nein»
II Iccokubcths manch
Advekttsing kuns- uiiulc kam-H- upm
Ipplicutiov.
. « -
,,Tanfkckkn«
Ilivet iendt til Sahst-weinen indtit Mikrok
ketig cpsigelfe modtach ai ndgiumus og at
Geld er bemit, i Lvexeneimnmcisc incd Te
Fokenede Staren Position
Raar Leier-te hcnvender im til Fon, see
Ivemtek inadet,(-1iten for at tabk heg- dein
ellet for at iaa prugnuigex o-i. du werte
tede, bedes de amd stunk-, at de Ha Rock
tissementec ideue Blut-. Te: on das-te til
seafidig None.
f Du stal elfkc dit Hieni.
s
Du sial elste dit Hieni, bvor førit Ta
gen du ina,
Hvor du var som en veltoknmen Geist,
Naak du forst blioer stor, vil en Gang
du forst.m,
Det var der, man bar villet dig bebst.
Du stal elfke dir Land, der er Hiernan
nes Hieni,
Denne Plet i det fknede Nord,
Dette stormslagne Etib, fom endnu
beerer frem:
Hvad du ejer er Dgsan orn Bord.
Du stal ofre det ali« hoad du evnet
on tan,
Du sial bjcelve at drage dets Drei,
Du stal elfte detg Etsnhed fra Strand
og til Strand,
Du stal tro paa detS Fremtid og Ret.
(Alfr.pren.)
——--...————»-——
Hvotledes er det muligt. at Resul
taterne tunne blive saa forftelligeZ
Herpaa maaki spare, at enhvek Hand
ling, god ellet nnd, medvirter til Uh
faldet, former Letet, og at bele vor
Natur daglig modiaget Jndtryt af
dei, vi snSler med. Ttæetg Lin er
ikke indetligere forbundet med dets
Blade. end vort Lin er forbundet med
vote daglige Haut-Hagen Dis-se
daglige Handlinger udgøre vor Indi
vidualitet. For hver Gang Vi mod
staa en ond Jndssydelse, for hver Gang
vi begaa en fotfcetlig Synd indvirte
vi paa vor Stæbne, pas vor egen Ub
vikling. . .. Hver eneste af note Hand
linger, moralst eller umoralsk, er et
Fr-, plantet i de gode Kett-stets eller i
de onde Krckfters Agee, og hvet god
ellet ond Taufe eller Gerning, fvm vi
tænte ellet gpte i Dag eller en anden
Dag, stal mode os i det kommende
Liv. Hat den veret god, kommee den
som en straalende Engel med goldne
Vinger; hat den veret ond, kommer
den sont en Fueie med lsftet Svsbr.
Vi kunne ikke bortjage nagen af dem;
thi de ere en Del af vort eget Liv; vi
afsty dem og ville vende os bort fta
dem; men vi have selv givet dem Liv,
vi kunne ille undgaa dem, og de koste
fig over os sotn Tigeren over sit
Bytte.
F. W. F a r r e t.
Tro og Viden.
Meetted vi vor Leerdomshunger,
Kunde tolle alle Tunget,
Kunde Sprogets Strenge sup,
Kendte hvet en himlens Stjetne,
Sanked al vor Videns Kerne,
Dei var Tvmhed, uden Tro.
Men hvot Mulden er beredet,
Og en hellig Kilde lebet .
Sen-mit Sjeelens dybe Grund;
Der vil Kuudstab give Grsde,
stand og hjette sinde Ftde,
Ziljeu votde stark og fund.
Ehr.Richqrdt.
Rogle Trck as den-d nandelige
Iesivsessui
Undet denne Dverstrifi gives i de
hpjtirkcliges Organ de Ferslevske
Blades Sendagstillaeg en Karatterisiil
of den nys ask-de Fotmand for »Den
indre Missonc
Attillen, der et nndettegnet »O
stkiver sig efier alle Solemækter made
i Stil og Katatterfætning fra innen
ringere eno Professor Dr teol Hen
kit Scharling.
Tet heddet deki bl. a.:
———— l
Vilh Beet l
En iriftelig ellet kirtelig fremragenss
de «llerfonligE-,.ed. der hat givet et bei
indninggfuldt Jndstud i sin Tidg ie
liqiose Liv, man sind-e fig i. at alle
Trankzne føteg fta han«-T Arbeits-es
Frugter eller Virtninget tilbage til
hnm selb, til bang indre Illiennefleg
hemmelige Llflukier. Her iigger den
sidste Fortlarinn til bei bele. For en
»frelnragende seirtemand komm-er alt
an naa Deite Kraftetnegi forfle Teilbe
sprinq, paa delc hcm selv par i iin
Personligheds Dnb. Ziorheven i
bang Bei-it manles efikr dank egen
vers-Online Storhed o-; ikie blot efter
meangei ellet de ndre dkiefnltcter nf
»Es-Ins Gerning. - — —- .
) Til at teanep med blandi Menne:.
Ifteslasntsng Eiore derer den endnu
Verte, at deres Liv man have funoet
ei eller and-ei Tiixigd;mi:iki, omlring
lwillei Veres sirckfter trink-. ei Min
Punkt, Der fættet alt i Beockgelfe og
famler det igen. «
Vilkx Bett vil nu Viilnei nceppe
med Rette tnnne kaldeg en of Vor Kir
ieg i tonlisiceret Forfinnd first-: Etii
kelier. Hans Stinspunkier Drire for
fan, bang Ideer for sank-ge til, it: han»
nben Vioere Lin inkordnei i De Ztoij
reg Rætter. Ter vor Linn-Wer af
Liver, for bville chn ofie snnxeii liae
som tilliillet, ellek ooerfor hvilie ban
forholdt sizii siejl Utilgcenaeligbeou
Vaa de Dmraader nf Lioei, bokr ban
var hierinne, iunve ban ier klan, iil
Tiber vinl: men han lkivde iile i til-«
firætielikq Grad den for en fior Rit
leg Mann unndværlige Erme: at fætte
»Gud-:4 Riges Monnfcsldigbed i For
bindelfe med YJZenneftelivelS, ja Al
tilvckkelfens Mangfoldighed. Hans
JBlit naaede ilte viden om, hans For
ftaaelse of Aandglivets mange Fano
jmenet var ofte alt andet enb dvb.
Men føge vi at famle i vor An
ftuelfe de endda mangfcldige og riae
Evan, Den besieer i sin Nnade havde
ssæniet bam og gjotde saa fokundet
liq frugtbringende i bang daadrige
Liv, vil Villx Beet kunne laldek en
betydelig Kirlens Mand. Lq frem
fot alt en ejendomineliq lirlekig Pers
fonliahed. Og vare hans Eimer ogl
Rtæfter end oegmnfede, vare de bog
»von dereg Felt beindelige not og
imaanoldige nol til fun at tunne
isamvirke i Hurmoni nd fta ei levenbe
lTnngdepunit on Midtpunlt. Enhvee
Kriften bar sit Lios Tyngdepunlt i
Krisiu5, Gubs og Menneslenes Son.
lDei er itte anderledes for de betydelige
Kristnr. Fylden af dei, der beveeqer
Isig udenom, er det, der get Forsiel
mellem de Smaa og Siote. Inder
lighedem hvotmed Tnngdevuniiet et
befæfiet i Personligliedens Dnb, fert
iter Grensesiellene mellem dein, der ere
yhsjt oppe i ieiftelig Udvilling, og dem,
ldet tun ere Begynbete i bei aandeligel
iLiv J
l Den Mand, der nu hat luktet sine
Dim, havde fundet sit Livs Tyngdes
punlt i en lebende, overbevigningsfast,s
utoktelig Tro paa Gubs Rande i Kri-;
ftus, en Tro, der msdte Mennesieri
med uimodsiaaelig Vælde og Kraft«
ifcer naar han talte til de state Sind
ret. Dei var det udprwget kristelige »
det specifilt religi-se, det var hans
Sjæls Kraft og Styer Oder hang!
mangfoldige og forgeenede Arbejde
for Guds Riges Udbredelfe i bei dan
ste Folt var den Ro og sikre, maalbe-«
vidste Zehn-finden som tun den ein-,
der er klar over sig selts, sit Maul og
sine Mit-let
Og Energi havde han som fact.
hans Arbeit-straft var utrolig. De
fleste betydelige Mænd arber rast
lesi. Dei gjaldi vgqu otn Ville- Beck.
Hvav hcm kunde ovetkpnnne sont For
mand for og Leder of .-Kitkelig For
ening for indre Mission i Danmark«
sladet sig ikle bestrive i san Ord. san
tunde sige med Sandhev one sig selv
sont Panlziz at has hist-de qebejdet
meteenvclledeanvoe. Ogdeivat
aledeute Wrihev fe- M Full-,
en
last-fu« .- ,
wes-tm- W nie-Ring
mwewvimfskmi
,Ie.meosivoedesmem.
Msaivteeewheketoghqnt
MoquiseMameenv
MWMNMMXM
.—-l
Hans aandelige Ejendoinmelighed
fremtræder tlateft hos ham sont Pec
dilant. Her er han noget ganfle for
sig ielv. Man plejet at fremhæve fom
det steregne ved hans Fortyndelse hans
follelig-dtastisie Maade at tale paa.
Og han var unægtelig en Folletaler
af Rang. Ved den hele tontrete og
aniluelige Mande, hvotpaa han talte.
lunde ban fængsle sine Ttltisrete i
Timevis. Hans Tale var bngaet over
faa llare og simple Tanlet. iaaledes
at det altid var en let Sag —- trods
Talens Længde —- at faitbolde og nd
rede dens Jndhold Men man kom
met bog oift det eiendammeliae ved
bang-triftelige Veltalenhed nærmeft
ved at pege paa den nmiddelbare reli
aioie Kraft, hvormed han fette Evan
gelietg Sandbed oa Velsianelse frem.
Han eite altid umiddelbatt af Kilden
s:lv.« Hang Tanter drulnede ille i
ufruatlsare Lnekveieliet eller Speku
lationer, fom liaae be ileite Tillwrere
ijernt. Endnn mindre fortabte ban
sia i abstrakte Anvetiocxier paa tænlte
Lidstilfckldc Men med urreliaiøs
Kraft forte ban Kristendommens nan
deliae Realiteter frem, iaa at de ban
lede vaa ligefom med tnmtkt Naoe og
beaærede at lutless ind. AS stritten
livet beitaak i Realiteter, tilacrnaeliae
for alle felv de disbeft ialdne, at den
ille bestaar af filoiossfle Formler ellet
af itlbjeltive Trennnebilleder oa Fan
tasser dette blev riet airset liam iom
faa at find-e Udtrtyt for i fin Fest-inn
delfe.
Der Var aanite Diit oite Plathedet
oa EmaaLleeder at optsvlde fia over:
men dein man-: man i nassen Maade
holde en itor Joäletaler til Heda Vilh.
Beet soff-ob fine Fell, de Orest-e Lag,
der ille iaaledeis sole sia kraft-di af
fliat, iom Fall med finete Fornemtnek
fer. Platbeder oa Smaaloibseder blivej
i noaen TUZaade fotivarliae. naar dej
tjene hojere Form-mil
Men Holz-editian ved bank Nation-;
delie bliver dog den« at den bar nun-!
det Tusinder at Menneitei for Herren»
fort dem til Lmoendeäie Da Im og et,
nyt Liv i Foebindelie mer« den triilneI
Menighed «
Oa iaa oar Bild Bei-l — ttodss
alle bang manae Moritendeeecs under-l
vejede Meninaer oin bam —- en ijceless
fund Mand. Zelt-de bans Forlnndels
ists Tonefald bar maafle oer aiVetT
Anlednina til Affettation ellet For-I
ftruethed bog dein, der bleve paar-ir
tede af den. Men det var ille hans’
Stola Ter var ille noaet, ban selb;
hadede iaaledes sotn opsmltet ellet af«
fetteret Versen Med lun Humor for
ftod han at blotte de helliaes Slavan
ler, ogiaa naar de felv horte derpaa.
Oa naar Kredie af indke Mission til
Tider loin ind vaa aandselige Stren
herer eller (Fnsidigheder, var ban en
Mester i ved Hjælp as follelig Begierde
Udvilling at lunne iaa dem paa ret
Ksl iaen. Praltifl, lige areben nd af
Liset, faldt hans Tale Mond og
Mand imellem, og naae han talte eller
ftrev ossentligt.
Denne hans Sjælsfunklied ajortm
at han elilede sit Fædteland, at lian
havde Ljet aabent for, at der et noget,
der heddet dansl Ktiitendom. og at det
fremfot alt var bam om at aste at
holde hele den as hain og hans manae
Medarbejdeee reiste tietelige Bevægelse
paa Folletirtens Grund.
hans Livs ydre Ramme forbiaaa
vi her. Den er tendt af de allerfleitr.
Hvad han hat sitevet og udgivet, et
ille lidet, og en Del af det vil beholde
Levedyatigbed i kommende Tiber.
Navnlig ville hans Livsetindringer
viftnot sinde mange Lassen
Nu hat den gamle Troshelt luttet
sine Øjnr. Han var gamtnel i Troen
og geaanet i sin Heeres Tjeneste, et le
vende Vidne otn Kristenteoens use-r
gængelige Kraft — i en Tid, der tom
ofte fattes Evne til at gribe og for
itaa den. Han var stonneit i sine
milde Qjeblille og i sine milde Ord.
Men i Kamp og uttatteligt Arbejde,
sue-der mattle Vanflelighedet og
megen Mal-stand fotlsb hans Liv.
Ratten oveealt, hvot hatt lom hen,
blev han et Modsigeltens Tegn. Men
for mangfoldige ille til Fald, men til
Optejsntng.t D
. Alle leistentroende Mennestet i vott
Land stylde ham Tal for hans At
.bejde i Riesens Tjeneste, selv om de
«ftaa i andre titlelige Lefte og i nan
delige Ansiuelser staa ham og bang
Netning fjernt. Hans Svaghedee og
Mangler stulle stjuleö med Kctlighe
den-, Talnemltghedens Knabe. han«
Winde here ceeet iblandt ot!
Aue »in-i eywensssigs ti
« , Blair Tolle-Häng Trinis
tatis StIxtixthuktlxm,.f lieh-s betale
bitte jin-mit znmligh da vt teænget
til dem.
f , Re. Anker,
Kredsmsdet i C allender, Ja.
Den sitlige Iowa-Krebs holdt sit
Kredsmsde i Callenver, Jotva, i Da
gene fra 12.—15. September i Me
nigheden i Callender, i hvis Midte der
aldrig for hat ver-set afholdt noget
Kreis-tmde Lende lcknge for Modet
begtmvt at gsre Forberebelser, forst
ved i Lpnkarnrneret sauvel sotn ved
Sammentomsterne at bebe Herren om
at loegge alt til Rette for os, fauler-es
at vi under Mpdet tunde blive Gen
ftand for bang rine Velsignelfe, der
ncrst itulde jo alt det ndre vedrørenre
Mpdet ordnes.
Jndbndelsen til Modet læftes jo i
..Kirkebladet« og baade firiftlig og
munbtlig blev Venner indbudt frn
mer og ijern, saa Menigbeden rentede
man-ne fremntebe, bei-for var der onfna
menet at getre, og det blev qjort med
tttlekde og tned Foroentning itnedeg
der fresan til de tontmende Hohlw
rnme Zcm totn Jndmeldelserne rundt
om fra, nogle vilde komme Lnsdag
—-- Tagen for Modets Vlabning — —
andre fvrft Torgdaxd lwsr Familie i
Mensgbeden var Delavet pag at faa
frennnede, og Det var mnn nlad ved.
Men s- nu tom der noget, sont vi
itte par-be haft ineb at gere. Jirsbag
Llften Ved Zolnedsztnnel has-Jede der sig
en nie-it Etn i Best, on hen ad Aften
besinwgst Vet at renne. vi mente det
Isixbe trifte op. og »efter Nenn tommer
Eolftin«, nninrligviszk men« Rennen
tcsn til den nd Ratten on Ins-dag.
Morgen rat Det et ofende site-Anveer
cisl Ojtnten fort. overtrxxttzn iaa langt!
Ljet tnnde nat-» det tunde se nd til at
ins-re very ja bvetn rsidste hvor lange
Vi Prooede von vaa nt se iaixt lnft vag;
Engcn son! nmligt, oi tigede i Weiten
vi sann-os- Vinkens og Ztnernez Be
vkrgelse, tun innen Vejrvrofet tunde
tut-se gjort tret hehre, vi provede oqsncr
tun at meinen-. oq onst-ede, at vore
"tlrofetier vjlde gaa i Lpfnldelse. men
nej, ei mantte industan vi var ilte
ProfeteL on alt sont Einerne bevægede
fin, dem-gebe fig ogsaa Vore Stemnini
ger. Tag oi hovbe to lagt Tagen frem
for Herren og bedet hain at ordne alt
ier e-:-, og csi stolede pag hans Trofastk
Fee-.
Lngdag Eftermiddag tsrte flere
Vogne til Bnen efter de indmeldte
»ja-ster, der stulde komme fra Syv og
Jterlx Da for Togene korn, ftod vore
FOIt forventningkfulde von Etatioi
nen for at bilie Qer on Lcrg Bel
tonnnen, on san vidt det var tin-liq,
fbringe dem tpr i Hug. Toget fra Inb»
ton( ferit og braqte en -- siger og ftriL
ver en » Pia-st, Pastor Johnfon frns
Jewell og med kmm tom der en ung
Mand. Naa ja. nu tom fnart Togetl
.fra Nort- dermed itulde Der tommr
Gcefter frct Ningsten Nuttwen, Rom-,
Graminzten Latimer on flere Zteder,
endelig tom san Tone-t, og enhver Ver
tont nd blev npje ingttaget, thi nogle
as de indineldte var kennte, andre
tttendte, men innrt satte Tonet fig irren
i Bveægelfe for at tere vikete on itte
en eneite var kommen af, ver vilde til
Krebs-mode bvilten Stusselse2 Nu
maatte de tære Folt fætte sig paa sin
Vogn alene for vaa Hjesnvejen ufor
stnrret at tænte over, lwordstn det
Krebs-triebe vilde blive uden Prozster
og uden fremmede, hvern vilde rel
andres over, om det var ved ot blive
Graavejrx men san henimod Solnev
qunq spredtetz Stnerne og Solen
ftnilte til os soin om intet var passe
ret, ja, syntes ilet itte at tage Hmny
til, at en og unten git og tæntte:
vore fremmede er alligevel bleven for
hindredie i at tomme. Nu inaatte vi
altfaa svve pag det og sao se, hrad
Morgenen vilde bringe. Torsdag
Morgen for Littetid antorn Postwa
ne C. H. Schmidt, Ringsted, N. P.
Clemmensen, Thornton, og P. P.
Thifted, Delmar. og et Par unge Pi
ger. Veiret var smutt, men Vejene
ualmindelig Mede. Klotten 103 be
gyndte Gudstjeneften En ganste stor
Forsamling havde ivet ·M-ve til
Trods strk de baarliFe Befe. «Pastor4
Schmin holdt Aabningstalen.-og pre
ditede over Joh. 5,1——16; dvælende
særlig ved Ordene »vil du·«, og paa
pegede, at Aarsagen til, at san mange,
der dog saure vel vidste, at en Fort-n
vring maatte foregaa med dem, men
alligevel itte tom ttl herren, var den
flqu Villiez thi vilde blot Mennestet
frelses, itke ad egne, fetvlavede Befe,
men ad herrens Vej, da vilde vet pg
sac ste, verfor spitger Herren: ,,Vil
du«.
Paa Grund af, at Præsterne endnu
itte me unt-Inne, og heller itte de
frei-Wede, der havde indmelvt fig. as
Wie vi bog ventede en Del, da Defect
tin var blevets seht, blos-W teil-MO
ät heute med Forhandltn til-out
seh-seid Dir Efterm vagen heck
yhtsede san Bebt S. Lschiefen ist«
M og Pakt-n- N. P, Blumener
III-entwi. herre- gav es en pel
Mkzdsssfcavel sen Formiddssm
feg- eus Witwe-, oa vi We. at
,W Acad pstsede med. Okdei.
Frei l
ljd med Kraft, bade Wende og ep
byggende, san Hinter-te me blevne
vatme og vi var ved at gleinme den
foregaaende Dags Slusselfr. Ist di
stiltes tom saa fike Vogne fta Byen
med fkemmede, der blev modtagne
med stot Gickde, iblandt de fremtnede,
det nu kom, var ogsaa Pastot C. C.
Kloth ftn Des Moines. Pastot A.
Kittegaakd, Latimet, var vgiaa lam
men, men naaede ilie ftem til Kiklen
den Atten. Bande Fredag og Ost
dag tom der flere fremmede, ogsaa en
Del. der ille havde meldt fig, faa om
end itte alle de indmeldte kom, hvad vi
gerne havde set, saa sit di alligevel,
fpm vi havde Instet os, mange frem
medr.
Fung Formiddag blev fpkfte Em
ne: »Lovens og dens Bemdning«,
indledet af Pastot Kittegantd Lo
ven et et Udtryl for Gnds heilige Vil
lie og leerer os, hvad Gud dil di flal
gere, og hvad di ssal undlade at gøte.
Ve, det Mennefle, der got iinod Her
rens Villie, thi, livad enten det sier
bevidst eller Ubevidst, det er Ovetttce
delse af Loven.
Gud havde im Begvndelsen ind:
strevet Loven i Mennestets Hinte,
men fotniedelst Synden — »Synden
et Lovens Ovettecedelse« —- blev den
forduntlet on tildels udflettet, hvotfot
og det Mennefte et i stot Fore, der
bewahrt sin paa sin Samvittighed, og
menet, at blot det goat eftek Sam
vittigbedem iaa behpves intet andet.
Nei! « Sanivittigheden hat væket
Tjævelens bedfte Hjcklper, detfor, da
Gud gad Loven ved Moses-, betroede
linn den itte til Menneftet til mundt
lig Lvetievetinn: men han fliev den i
Elen, nn tunde den itte flettes ud og
ilte got-es om.
»Loven bled fpjet til for Overtrcei
delsernes Ginld«, Tiger Paulus, og vi
derer »Hvor der itle er Lod, tilkegnes
itte Snnd«. Loven et som et Speji,
og ved at betragie sin i dette Spejl
vil et Mennesie komme til at se sig selv,
iom en Lovovettrceder, vg detmed soin
et fortabt og fordptnt Menneste, der
ilte hat holdt, og itle tan holde Lo
ven, Menneilets Mund er da bleven
tilitoppct, og det staat styldig for Gud,
under Forbandelsem »thi fokbandet
hvser den, foin itle blivet ved i alle de
Eing, der er strevne i Lovens Bog, at
hnn got dem«.
Endvideee ilriver Apostelen: »La
ven er vorden vor Tugtemestet til
Kristqu men Tugtemefteten et sat
til at ovdtage. ille til at ihjelflaa.
Naat Menneftet bat set sin Snnd
og «h-ret tun Loven tordne fotoven,
do ellet got bvad en Syndet ej tan«,
da er der tun en eneste Vej nahen, hvot
itte Snnderen niedes af Tugtemeste
ren, det et Vejen til Reistus, og til
ham ital Loden dtive den fortabte
Sjæl ben, ind under Roudens Tag,
fsrit naar et Menneste naae dettil.
heb-ver det itte at ftngte for Tag-ite
meiteten. Men et det faa stet med dig,
take Ven?
Er det dleden dig llart, at alle dine
Forisg pac- at holde Laden, tun et
iom Lapper pas en gammel chedning,
men netop derfor spgt Tilflugt hos
Kriftus og i Tto modtaget hans Lod
ovfyldende Gekning fom gjort for
dig?
Der sindes Hvilen for den Sjcel,
der hat akbejdet sig tmt under Lo
ven, og nu faar Menneslet Lyit til
lllu er det T1d.-...
at luqnndt .L·ampajqntn« sur nuc:-«lbumumc1.Sind oc
allc vom nnd sur tu kutt Tid.
l
V
I O I
Vi givcr folgende specicllc Tribut-:
lstc Tilbud:
Entwer, iom ikaifcr us nur Isllmmusnter paa »Ta«ftcrcn«
fsom fra un og til lftc Januar lWLl faaei for Ll.;«-0) uq sein«
der med Vestillinqcu Its-» fut« Von-, Inn for lwcr un Abt-n
nent vcrlgc fra vor ziatalug en Artikel til öll End-, sum vtl
blivc frit tilsenbt, aller faa D« Lite. Ralmt paa Mach cllcr
Bogen
, 2det Tilbudt
Enhver, sum sonder os l0 Adresse-r paa Dunste i Ame
rika, sum jkke er Holdcre as ,,T·anskeren«, mcn mutig vildc
holde det eneltk hauste Mad, fom uvgqak to Gange uqeutlig i
de Forenede Stute-, pg kostet lun 81.50 ocn Aar-t, vil faa "
frit tllfendt en as folgende smaa Vogt-r- Kitty, Hin-dritten
geu, Ole eller Er det um? af N. P. Madseth eller en anden —
Bog til 10 Ets» eller 10 Ets. Nabat paa Bøgcr eller Vladcd 7
O I I
s Skriv i Dag et Post Kort mcd 10 Adresier til »anstmn«
· »,. »Danfkeren« sent-es iaa seit iom Provenummer til de op
givne Adresfer. .
q
» « « . w .
DAMSH LUTct PUBL. HOUSE.
«sl.AlIk. NEU
g
lGads Lev, det frygter itte meke for
lLovens .,ital«: tbi nu lhdek M »j·g
lvil«. Men om et Menneste, af Tug
» temefteren er bleven drevet til Keistus,
verfot er det itte blevet fri for Lo
deri, vel et et Guds Born itte under
Laden, men under Naaden og frygter
derspr itte Lovens Forbandelsex men
Loven staat som Grensepcele langs
med Veer et Guds Born ital vorm-e,
og viges der af fra Beten, til hsjre eller
venltre Side, da cnsder Gudsbaruet
atter Tugtemesteren.
Lordag Farmiddag blev det anbet
sEmnu »Eph. it, 22——24« indledet af
IPastor Clemrnensen
Det er nsdvendia at vi sprst klarer
os Spsrgsmaalet: Hvem talet Aposte
len til, naar han her starr: »Aflcchkk
det garnle Menneste« og »isprer det
nne Mennefte«?
Mennestets forste Tilltand Var
Uflyldiglzedsstandem men efter Faldet
tom be ind i Stnldiahedsftanden
J Faldet blev Mennestetg Evner og
sKræfter lammede. oq de blev ude af
Stand til vev egen Kraft og Starke at
reife sig og genoprette eller gener-obre
det tabte, stulde det ste, maatte bet sie
ved en anden, og Evnen og Kraften til
at »aflckgae det garnle« og »iføre det
nye« maatte siæntes vg. Mennestet
maa fsres over fra Styldighedsstani
den til Nandestanden.
Denne Genoprettelfe, Fornvelse, sier
i Disaabem i Genspdelseng Bad, her bli
ver Mennestet en nn Stabning: »Saa
mange, som ere døbte til Krist115, have
lifsrt Kristus«, siger Apostelen, aa vi
sdere: »Das-un nagen cr Lristus, da er
lban en nv Stabnina«.
I J Daaben bliver Menneftet en no
IS abning med nne Evner til at ,,af
slcrage" og til at »ifsre«. Til laadanne
Italet Apostelen i disse Ord, til Men
Znestetz der formaar at gere, bvav ban
Jpaalceager dem, itte i egen Kraft; men
Efordi de ere i Herren.
« Fornnelsen er en Guds Gerning,
Trnen oglaa noget vi Inaa taae Del i,
verfor header det, itte ,,J llulle af
vklein-IS" eller «J stulle ifores«, men
J»afla-aa,er« oa ,,ifører". Mange har
bruat sin Daab som en Sovepude, idet
de bar ment oa sagt ,,vi ere jo dsbte og
i Daaben blevne Gnds Born«, og der
med bar be saa aravet sit Bund i Jor
den, i Stedet for at bruge de Evner
oa straften som blev dem sicrnlet i
Daaben. i Arbeit-et paa at aflæage bet
gamle Mennefte, i Lampen irnod KI
:det——- den sandige Natur — der be
Hacerer imod Llandem her maa et Gurts
Barn staa ien«daglia Kamp oa Stritn
-»T-et namleMennesle« ftal »aflcrgaes«,
og »det nne Menneste« stal »ifpres«,
itte ftabes eller tilvejebringes af os,
nej! der staat-, »som er ftabt", vi stal
blot ifsre as det. lom liager fardig til
os, versor, heilige Spstende! brug de
Evner og streitet-, der et flanlet eder
i Arbejdet paa met og mer at beklaut
res. Apostelen tilraaber os: »Stitter
ever ikte lige med denne Verden!«
,,Aflalter al Byrde og Synden, som
lettelia forraller os.«
»Mein itle Kot-et til at helle Be
gærligbed."
Nejl aflaaaer alt bette: men ifsre
det nye Mennesle, at Kristus mer maa
vinbe Stillelfe i os.
Lskdag Eftermiddag fst vi flatte
de, lamledes vi ornlring Herrens Bord.
Sondag Formidbag previtede Past.
Thilted over Evangeliet efter den nye
