» Lokomotivforeren
En Fortælling as A. Vollntar.
Fvetsat ai t« N.
Martia-J
1
l
Alle en Lotomotivforers Tanter tilhore i Tienesten hang«
Mastine. Vel ile de seetnad til Glcede, forcnet Venner og
forbinder Stceder og Lande —- tnen undertiden stornte de
ogsaa frent til lllntle, vg en Forhindring paa Vejen, et sor
tert Tritt paa Jerndelene tan bringe Dod og Finder-welsc
Paa Foreren hviler et stort Ansvar, tnanges Lin oa Lytte
er afhrrnaig as hans Optnærtsotnhed, Aandsnærvasrelse og
Sagtuttdstab. En alvorsfuld Tjenestes Hvem trenter paa
den sorte Mand der fornde paa LotomotivetZ
Det er en told Vinterdaa, Toget er tnere end sed
vattliat snldt med reisende; det er dett thue December,
paa hvilten Daa ntange drage til dereg Hjettt for at fejre
den last-e Jnlefest i dereg Familie, andre have endttn nogle
nodvettdiae Jndtob at agre, oa taae endnn en Gang inden
Jnlen ind til den nasrtneste Rovitad Alle digse betnmrere
sig itte ont stuldenz thi der var aod Banne i Bognene,
oa i det ntatte Las sang varnte Pselse paa Scedernr. So
verognette syldteg efterltaanden nted Fall, sotn stnlle rejte
lernaere bott; disse Vor-nie indeholde alle et Hjetng Be
toetttttteliaheder, doltdelte Vindner slcernte mod Træt,
Trepver ttedælte Gutvenr. Spejle ere der paa Beeaaene, ozt
Seitaerte indlinde til Hvile. For tnatt gaar til Ro, blier
Berdet dckttet nted en dlrendende hvid Dust oa stinnende
Flrnstal, og Astetthnaaltidet indiaqu maafte spilles et
Parti Stat, inden den reisende læager stg til Hoile i sin
blode Zeug.
lldenfor ltttler Stortnen oa den stærende Nordostvind
dlasser den fitte Ztte ind i Banraaardgltallen da ind gen
netn de aadnede Vogndore, der hurtig littteLs as de reisende.
Nu er alt fcerdiat. Alle Vegncne ere eftersete, ethvert
Hinl, enhder Atse, etthoer Fieber er nndersont ded Lnate
stin eller drovede ved ftwrle Hatntnerslan. Natiltoget ttlis
ver i et sattdant Vejr dobbelt nnderioat og saar en dttntia
Forer oa et stcertt Lokomotiv.
Foreren er Mensch Lotontvtivet er Nr. Zit.
Hviglettde ndstoder det Dantpen, og fra den aabne
Jndsnringsdor taster Jlden sit alodende Ztin nd i den
tnorte Nat. Fjendtliztt stirre de store Lattterneojne nd i
Enesoget; der vil i Nat blive en tiantp rnellent Jld oa
Band; endntt en Gang taaer Gensel Ottetattden og naar
otntrina fm Hnrtiglober, tiefe-let enhver Tinkt, ser efter,
otn der innen Siedet findeg Ruft eller Elaazter, om der
er Lilie i alle Zittorebeltolderne, ont der stnlde sindeg Aste
i Fiedel-Ing- iltor, eller ont en eller andert Etrne ilnlde vare
for fast eller for los for at hatt til enhver Tid tan vcere
vio paa at have Herredontntet, naar den nn, nddillende
indtil liU Heiteg Kraft, sarer as Sted ttted Lrtteng Hur
tighed.
Alt er i Orden. Nu tanter stiensel lidt ttaa ssa selv,
idet hatt bittrer Etittdpelien oa Tretlnpperne faitere og
indhhller Hovedet i et tt)lt Todter-de
«thordostvinden, sont di i Llften have liae irttod os,
vil fide as Stteen liae i AttsiateL og den vil stitte sont
Raale," sagde hatt undsthldettde til Jnspeltoren, sont del
tagende saa nd i Stortnnattem «naar den blot itte inger
os i Linene, saa vil det not gaa an.«
,,.L)old blot Einene na, Leene aabne,« or«tattede Jn
spettoren, »der er over tre Hnndrede Mennester i Tand-«
Gensel ttittede. »Stal ste!« svarede han.
,,;’5ardig. litnd viere ttted Dems«
Gensel nitlede ilte. Maaste nndait det stdite er
hant i den lange Flojten, sont Lototnotivet udstodte?
Foreren hat nn lagt Haanden paa Regulator-en
Stonnende, pustende, halvt tnodvilligt, udstodende Damp
stn paa Dantpsty af sin Ztorstem iætter Nr. 24 sia i Ve
vergelte.
Ligesont sorfærdede viae Sneslottene tilbage, nten
tün sor nied dobbelt ltrast at taste sig over Lotomotiv
ssreren og Form-deren som de nu, sra oven. fra hojre og
venstre oa bag fra ansaldt og i hvis Ansigt de sont tolde
anaale bore sia ind. Ort hvor der er en Aadnina itnelletn
Vognene, der sarer Stornten hhlende igennem og sorer trted
ftg Tttsinder as glinsende Znefnttg, der hurtig sorvandleo
til Jo.
Men —-- alt er i Orden. Zorn en nhttre Stanae ali
der Toget igennetn. Naar ltleusel render sig ant, nittee
Stinnet fra de oplyste Voanvinduer hatn indlzndende t
s«
Mode og han tnumler: ,,.Hvor varmt de sidde dekinde.
Nu iorsvinde de sidste Ltto i Byen, on Vejen gaar nd
i det udslratte Motte. Lototnokiossiz kore Ljne tnnne
tun gennerntrcenge en Strætning as faa Folg Lang-»te,
og Forerens Øjne tnnne nceppe stitnte Storstenen. Hatt
anstrenger sig sor at opdage, orn nogen Fare truer Toget.
EDvor let tan der itte i et saadant Vejr tornnte uforudsete
hindringer i Vejen; en Flot erkg tnnde have forvildet
fig ind paa Bauen, en Bogn sra ncernteste Station tunde
have losrevet stg og spcerret Vejen, et Signal vcere stillet
sortert eller en Brobue stnrtet nedl Ja, og om Stornten
nu hovde blast en Telegraspcel otntnld, saa Ledningen var
bleven afbrudt, saa tunde der itte en Gang giveö hant et
Advarsetstegm Von toter og toter — lige ind i Ulytten
og Fordærvelsem eivende Hundreder nied sig.
Hart staat vaa den fremjagende Mastine og soger med
sit Blit at gennemtrænge Mortet, nten sorgævest Kun
det ltlle Stalle, som Stinnet sra Lanternen oplyser, tan
han se. Paa en Gang bliver det for hatn, sont otn han
og Toget stod stille, men forbi hatn jager i spogelseagtig
l
hatt Klipver og Spek. Tretet og Hase, sont Lyn falde Te-:
legrafstængerne ned over Bauen, bestandig vildere dltver
Harten as de dont ontgtvende Tekreengenstande — stoee
Gad, hvorfor maa han staa stille midt t alt dette Spsgertt
hart lagde Haanden paa Regulator-en, hvtltet igen beugte
dont til sig selv, han aabner den endnu mete, endnu vildere
steter Toget tnd t den dybe Nat, og Geusel ved nu igen, at
sont Minut bringet ham næemere til Maolet·
, W Stdn-ne hvirvler Sneen vildt ov, piltet of Ma
sttneth undvtger den hytendr. Og naor Fmbsderem til
- Iedltsetjoldelte as Jtden, tastee nye Kulladntngee tnd i
- Mistw- sug, da spendet der hvtilende Gnitter ud of
, en, tisesotn Tegn paa, at Jlden des vtl vcre
r s
Heere over de andre Elementer, men hvislende sluttes Gui
sterne i Sneen, og Kampen raset videre —- da et Stsd of
Piben, og Togets Furt begynder at sagtnes.
Fire Minutters Opholdt
Kan Geusel benytte disse til at varme sig og veder
tveege seg?
Nei, Nr. 24 maa renses, Sne har sat stg i alle For
dybninget, Risten er suld as Slagger.
Stationsmanden tan itte blive særdig i rette Tid,
Gensel springer selv ned i Fordybningen og begynder at
arbejde med Fyrhatlen i den hvidglødende Masse; din han
badet i Sved atter stiger op, have tnndige Hernder bragt
Mastineng udvendige K’ele i Orden, det tan igen gaa vi
dere, de site Mit-tunc ere sorbi. «
En Piben, rg rideke susee Toget nd i den morte Nat.
jkeniten Gratkrö Kulde! Og Mnden derude er saa barm,
saa varni, .g dog sorvandlee lsans vaade Haar i et Øjes
vlit til lnttsr Jgnaale. Stornten bliver stcertere. Mom
dene Inaa holde sig sast for at modstaa Stormens Kraft,
der trner med at taste dein ned as Lolomotivet.
Som svcert Stntg forer Ltejret nu hele Snestyer
mod Toaet, de optaarne sia vaa Banen, oa naar Lotomoi
tivet i stn vilde Hnrtiahed acnnemstcerer dein, tasteH de til
Ziden og salde ned over den staltels Lotomotivsører.
,,Tet bliver slenit!« saade erboderein idet han tastede
nn Neerina ind i det hvidalodende Rum.
»Im totnmer vog igennem!« svarede Geusel selvbe
vidst.
Haan stlerdning bliver imidlertid tnnaere og tangere,
lzan er isort et fuldstasndiat Jsvanser, Pelz og Stæghaar
ere saininensrogne, en Jshjaslm tnnger hans Hoved neb
Han vil note en Bedo-arise men Letnmetne nagte at gøte
Tjeneste« sont Vli) leeaaer oet sig over bang trætte Øjne,
Tantetne sorvirte fle oa lkan ser og hørei intet mete.
Toaet iler videre i sit rastlose Lob.
Men Gensel er pludselig biennne, han er i Burg
dorf. anr er Stuen doa vorm og bel)aaelia! Udenfor
stinner Solen, han vil plntte Aftiler as det hoje Trce, Inen
Da slcme en Gren ham over Armen. -—
»anperne begnnde at frnse til,« saqde Fnrbøderen
cg berorte bang Arm med Ftnlstussen
Neusel vaaanede Etore Stud! der er jo Lyset sra
VanenaardenZ Han see alt, ved alt. Med en voldsom
Uevasaelse er Sonnen on Jgstivheden afrnstet, et Rol, et
cttkeb det var den allerhoieste Tid, et Øjeblil senere og
ket lmvde været unntliat at sorhindre et Sammenstød med
ket paa Stationen holdende Ton.
t7t Dieblil senere oa der vilde vcere stet en uberegne
lia lllnlte, i det arusnlde Vejr vilde Hundreder as Men
nester have ligaet tnnste ca tvirstede, og soin Nester cis «o
stolte Jernbanetoa vilde ver have været et taotist optaar
net Vierg as Fern. Fast oa siltert stnrede Gensel sm Ma
iline ind i Hallen.
Leende, og glade over at vcere ved Max-klet, stege de
reisende nd. Gcnsel stirrede paa dem, inan as dem anede,
tsvillen srngtelig Fare de vare nndslnpne.
»?et var en slem Notl« saade Jnspeltorm »og alli
aevel er De vaa Pladsen, (95e11sel, De tom not igennem.«(
Den tiltalte svnrede itte. De samme Ord havde han
det vidste han ganste bestemt —— tort i Forvejen sagt
l
til ffnrboderenx nien havde denne itle, paa Grund as den
aldeleg nbearundede Angst over Pnnipetne, vættet harn,
livad vilde da ocere stet? Jea tonnner not igennem! Repre
vor det stolte Ord undslnppet nam, for en stca ringe Tina
som et Par Minutterg Sonn overtnandede ham. O, hvad
lpavde de itte lunnet tonnne til at toste. Han gystr. Da
reddede Forli-deren ha1n. Horan Tenne Mand, der itte
en Gang bavde haft en Anelse oin, hvordan Sagerne stode.
Han kund-e ilte en Gang talte heim; thi han sorstod
hani itte. Odem lsavde da Forstand oa Jndsiat not til at
vertte ham liae i det sidste ØjevlitZ
Var det Tilseeldet?
Eller vaagede doa et aimasqtiat Oje der opve, et Ofe.
hvig Blit see nennent Sne og Jst
Var der dog et Ore, som trods Stormens Brusen
harte darn, var der dog et tilnds Hinte, sont sloq as stock
liqhed til hasn og ilte vilde hane Ulnlte, men tvcertimod
deettede hang Pligtsorglennnelse og gjorde denne nstadeliaZ
Om Geusel havde vidst, hvem han havde at talle sor!
sin Redning, vilde han vcere salden Paa sine Knce. Han»
vidste blot ille, hvem det var. l
Melanist harte han paa Jnspettørens rosende Den-:
tate, metanist bragte han sen Masline i Orden, melanist
traadte hnn ved tiltorgengty ind i det lille Kammer, som!
han beboede. t
Han var treet, meget tret. Ncesten mere as Steckt (
ten, der liaesom havde lannnet hom, end as Nattsenestenel
Anstrengelsr. Han git i Seng og sov hurtigt ind. l
Da han vaagnede, var det Asten, Juleasten. —- ;
Hang Tanter vare snart ved den Fore, som han on
dem, der vare ham betroede sor saa Timer siden, vare und
slnpne, snokt ved tioligeke lytteligere Jnleastener.
En Gang teendte ogsaa han« som enhver anden Hug
sader i Tyslland, Juletræet soc sink, en Gang legede glade
Born omtring dann og hans Hustru saa med Kerlighed
og Tillid op til heim. Ja, hans Hustrul Hun vilde altid
henvise ham til Gud, og han havde hsrt paa hende uden
at tænle videte deeover. Endnu længere tilbage git Gen
sels Tanter. Han saa sig selv som Born; et lille Trce var
Julemorgen tandt ved hans Seng, og ved Siden stod hans
Moder og sagde: «Andreas, lan du nu ogsaa bede? Kun
til dem, der lnnne bede, tommer det lille Jesusbarn.«
Der-for tom det vel heller ilte til ham i Dag; thi han
tunde itte bede.
Men underltgt var det dag, at hans Dusteu og han«
Moder, som aldrlg havde set hinanden, stemte fuldsteenvig
overenö tdenne Sag.
hans Tanter vandrede igen omtrlng l Tystland.
Over alt blev paa denne Afteni Juletræet tandt, over
alt tonede Julesange, over alt foldede BIrnene bedende
’deres beendet-, over alt fandtes der glade Ansigter, Lyt,
Gliede og Gover. Kun ttte hos hom.
dvetn havde vel teenlt, at den skæggede, tyste Mand,
her mldt t Dienerin-, tunde bltve saa senttmentall
Ovad var det vel ellees, der sit Gensel til at lutte
Osten t Lan-« We tre Lytstumper sum, vg, t Mangel
»
af et Juletrce, anbringe dem i tre Flasier, idet han teenlte
ved sig selv: Det ene er min Husttu, det andet Käthe, del
tredie mig felv. Nu vil jeg dog se, hvilten af dem der forsi
flulles, det flal vcete mig et Tegn paa, at vedlommende e-.
død eller i alt Fald bot sprstr jeg lever jo endnu, men hvis
mit Lys føtst slukkes, vil jeg tro, at de andre endnu lev«.
Han sad og saa ind i de smaa toligt brændende Flam
’mee. At, han vidfte ilte, at i ethvert eegte Julelys stdder
en Aand, fom ofte taler faa underligt til Hjertet.
Saaledes horte han snatt Käthchens Lys gansle ty
deligt sige:
»«5ader, se kun, hvot ftor jeg er bleven! O, jeg lan
allerede bestille meget, arb-ejde, bede og elste! Dig elster jeg
og Moder og alle Mennester, men endnu meget mere den
tæte Gud.«
Detded blussede Lysct endnn en Gang op og gnistrede
ganste tydeligt.
Stille og stadigt brcendte bang Hustrus LUS. ««-An
drea5«, horte han det hviste, »tceni dog paa, lwor mange
Gange vi i dort Lin have erfaret Guds Hjcclp, tænit dog
daa alle de Ficerliahedsaaver, Gud hat strøet Paa vor Vei.
Jllaa itte over den aode Fader derodpe, tro tun, at
oalaa den mørle Vej, fom vi nu adslilt maa vandre, fører
og hieni, hjem til vor eviae Hjemstavn, dekoppe i Lyset.
Der ville vi glade fejre Julen med hinanden. Andreas-,
søa Jesus og hang Log, da ville vi dgsaa iaen finde hin
anden. -
Hor, hvor Klolkerne fra den ncere Fiitle klinge!
Juletlollerne Have de en anden Lyd end ellerg? De
raabe lndt: Geusel, det er Jul i Dag! Hat du talket
Gild, at han beftærmede dia i den state Fare, at du ittsx
i Daa finlde gaa onttrina fom en Morden ved hvem Tu
sinker date bledne ulylieliae?
liteusel bedcekiede sit Ansiat med sine Heenden
Mellem de haarde Finare trcenate sia Taare pag
Taare ned i dei teette Skcea. Da plndfelig laa den steerte
Mond paa fine Knce ---- han bad. Men ingen Lyd harte-:
i den enfomme Sitte, indtil endelig det Ord ioin frem:
»Im trot, lære Herre, hjcelp min Vantro!«
Da han igen saa op, var det merke Nat. Alle Ly
sene date Hutte, han hadde ille fet, hvilket der var førli
Han dilde heller iile mere dide det. Hvem der hat laat siq
og sine Leere i den ledendie Guds Hænder, han sporaer itte
mere efter døde Team Zum Lysene nu dare udflukte,
faaledes stulde nu bang tidliaere Lid vcere det.
lfn ny Morgen brød frem, en Jnlemorgen.
»
hed, saa havde hun dog fast Grund under Fsdderne, es
for et Banetog behøvede hun ikte at frygtez thi bag fu
kom intet Tog ved denne Tit-, og Hovedtoget fra den ande
Zide mantte hun tunne se. Dei stulde nemlig spka Pas
fere den store Flod og derefter Skovbcekken ved Siden If
hende —- omtrent ved Kl. 7 var det fcerdigt til Afgang
on hnn vilde i lang Afftand tunne se dets thrækkek, seid
om end den opsvnlniede Bæts Brusen og Stormens Hylen
evertonede Lyden nf dets Komme. Käthe gik behjettkc
videre on nlædede iig over, at hvert Skridt forte hende mer
rnere til Maalet·
Vejret blev vertre, Bindstød, sont bragte hele den ow
givende Natur i Oprør, overfaldt hende, og et Tordenveit
af en faadan Styrte og Hefiighed Tom man selv i Ame
rita fjælden ser det, brød løs. Tordenen rullede, Lynm
;tiiitrede. — Ziäthe holdt sig endnu tappert paa Dem-tin
Igenz nedenfor, lang-s need Brettern paa den egentlige Vef,
var det en betænlelig Sag at gan; thi Vandet var siegst
thhgneligt meget og fyldte ilcesten hele Bætkens Leie.
Men nn dar den halbe Vej tilbngelagt, her var Jers
lmnedroem sont forte over den flodlignende Beet. Nr
maatte hun forlade Dcemningen, hendes Maal laa i lie
tlietninq, medens Jernbnnen bøjede af til venstre. Kätk
hcevede Lygten højt op — den oærste Dei nf hendes Van
dring lienniidte nu. Men idet hun spejdede efter det Sied,
hdor der var bedft at eina, opdaqede hun pludselig Unget
som brante hendeg szsrie til at bæve. Nei, det var iiie
:nniigt! Tet diide Vnndg Bruer havde del forvirrsk
hende « on don, jo, der Var ingen Tvivl længere —
teiithe trnndie mermere til Beden, jo, dset var saaledes.
Hendes Liiqie oplnste toet fornn hende en Afgrund, igen
nein l)vi!ien det trinmferende Band for, den midterste Del
skf Brer dar ftyrtet ned, on siäihe holdt sig krampagtig
fast ved Gelernderet cif den tilbaqeværende Del.
En Tiinke for hende gennem Hovedet: Lin over Kl·
T tonimer Hurtigtoqei, det pagserer førfi den store Brp
dei, oq saa den lille Bro her, og her s— her styrter det ned
i dei nahe nde forte Hul Ved mine Fødder.
! For ncgie Aar siden git det i Stotland et Jernbanei
j rsa snadnn -- -hnn havde ofte lceft det; det skulde Pagscre
!«tanbruen, en Pille var sinrtc t oni, og hele Toget med alle
oeiJ P igsagerer bled begravet i Bølgerne
! Endnu er dei Tid, her man gøres noget for at redde
de intet ansnde Uliennefter. Men innen Vogter — intei
andct Mennefke var at fe, det var umuligt her fra at got
t Advarselstegm
Store Gud, Klokken maa nu være over halv sho.
Ved Fel. 7 gnar Toget og iler da sin Und-ergang i Mede.
Lieb hnn neden om til Sienbroen, nd Chaufeen til Banc
nnardem sna hrngte hun mere end en Time til Vejeru
Hvad var der dog at getre? Kunde der ikke gøres noget
herfor? Hvig hnn nu blev staaende her og svang Lauter
nen freni og tilbnge —- vilde man faa i deite Vejr kunn
se og forfiaa Tegnet?
Käthe hævedse thten i Vejrei forai prøve. Da kvit
der et susende Vindstød, soni red den ud af hendes Haand
ned i Bandet, der ligesom haanligt leende modtog sit første
Gotte. Er det ogsna et Tegn fra Gut-? Nu bliver der
intet andet at gøre end gaa den lige Veji Over denne Br
kan hun iike komme, nien Käthe ved Bested. -
Paa dette Sied, højt over Bækken, nie-des Klippevceg
qene ncesten, et Gangbrædt forbinder dem —- hvor mange
Gange har Käthe iike løbet deroveri Hun vil oafaa kunne
sie-re dei i Afien, derpaa hurtigt over Marien til den stor
Jernbnnebro, oder denne, og hun er ved Banegaarden —
Fremadi
Jngen Tid til Bøn — men alle hendes Tanter ere et
Raub oin Guds Hjælp on Bistand. «
Hu, hvor mørtt! Don Øjnene voenne sig dertil og nn
ziaar det hurtigere freniad end ved Lygiens Stin. Hvad
Euer det om Vejen er slem og sinaa Vandløb danner Forhiss
dringet? De kan iite ftnndse den traftige Pige, der loben
de og springsende lnn ieenker paa at komme fremad. Nu
har hun naaet Klippen, Brcedtet er horte, men Springe;
ofie tilforn forsøgt i Spøg, vil heller iike miglhkies i Afterr,
da det gælder Mennesteliv.
Hun er ovre! Nu videre! Nu videre, videre! Käthe
’l)(1r innen Tid til at se sig om, eller til Beiænining ———
thun tør ikte falde, hendes Fødder bekøre næppe Jorderh
hendess Øjne ere blot rettede paa Lysene, der langg ad Ba
Lnen lhfer hende s. Mode frn Benen. Nu er hnn ved Broc
-— den fdæreste Tel bestunden Beden, sin linger højt
over Floden, er dannet af Tvcerbjceller og Jernbanestin
ner, on har intet ilicetvceri, hvortil hun lan ftøite sig og
holde sig fast, Binden-S Mogt er her frygielig — des
synteg at komme fta alle Sider, og ltiiithe var her fuldstærk
dig priggivet dens Raseri.
- Men fremnd, iun fremndl As Minutter afhænger
Hundreder af Mennestelivi
: Nei, ftna oprejft kan hun iike, det er umuligt Stor
Imen er bleven til en Orkan, og underneden shder og brus r
det sorte Vand Hvad sinl hun gøre? Oder mna hun!
Den modige Pige samler sine Klæder sammen og begynder
ni lrhbe over paa Heender og Føddcr. Fremad, stadis
fremndt Tværbjællerne bhdse de rhstende Hænder et Hol
depunlt; hurtigt fatter hun den ene efter den anden, hur
tigt, blot freinad! Broen er 400 Fod lang; Käthe er
naaet til Midten, men da ncegter heudes Hignder og Føddev
deres Tjeneste. Hun vovede ikte at kaste "’T«litket nedad««
nien ved det flagrende Lampestin irøb hu. sidere, met
langsomt, aa saa langfomt. (
Snart vil Jltoget komme, dei vil knufe hendes Lege
me og fare videre, blot et kort Stykke, og da vil alt væte
forbi. O, hvorfor har hun da ilte Binget, som en Feing
Da midt under alt dette grufulde, randt hende pludt
seligt det Bibelsprog i Hu, som hun havde faaet ved sit
Konsirmatiom »Men de, fom forvente Herren, stulle fornyf
deres Kraft, de stulle opfare med Vinger som Ørnene!« Es
40, 30.
Som Ørnene, fom Ørnenei Ja, hvem der hand
Ørnevingey de kunde redde, men jeg kryber her fom es
Orm.
l
Alligevel gik det fremad, om end langsomt. Es
Bjælke efter den anden blev tilbagelagt, men Pulsflaget
blev stadig svagere og flere Gange havde Binden fsrt des
unge Ptge tret hen til Broeiu Rand. J
Gustle ·,
i
ew
III-ad
IV.
Hund er der imidlertid dleven nf Katharina og Fedthk
Der staat sidftncevnte i Rottenet som nu er hendes
nindstrasntede Ritte. Smuk og elsteliq ser den unge Pigd
nd, Inen førgmodig, at, san sprgmodig! Hvad er der m-:o
hendef Nu trcrder Elisabeth Schmidt ind i Kotlenet med
det Svørgsmaal:
»Käthe, hvad siger Doktoren om din Moder?« Lang
somt adstiller Käthe de foldede Hemden
»Han mente, at det itte var faa slemt, men det fagde
han ogsan om William og nieste Dag var han død.
Han hat ordineret Medicin og Salve, inen det er faa
nie-rit, og Fru Schmin fixier, at i det Vejr kan innen i
Aften gna til Vyen —— al, orn det nn i Morgen Var for
sent! Qq min stattelg Moder leenges faa meget efter at
fan Ijtedicinen.«
,,Hvein er nu hosJ hende?« spurgte Elisnbeth.
»Den gnmle Mam; hos hende er hun i qode Ort-n
det, lpun forftaar bedre at omqaas syge end jeg. Nncr jeg
dog blot turde lobe til Byen!«
»Käthe, vcrr fornuftig, det dreier sig jo itke om Liv
on Død, tun ont en Lettelfe for din Moder. Hun ved itie,
lwilten Storm og Uvejr det er i Dag. Jeg kunde itke en
Gang udholde at vccre paa Terms-sen Havde Tom itte
det daarlige Ven, san vilde han gaa, han kender Vej on
Sti, sont innen anden. »Käthe, cengst dig ikke, men vcer
fornuftig og vent til i Morgen.«
Käthe nittede » ja, hun maatte vel sinde sig deri.
Men da hun ntter hørte sin Moder med den for syge ejen
dommelige lfgensindighed stønne efter Medicinein on den
knimle Plejersle sagde: ,,Slade, at det ilte er muligt at
fia den hetitet i Aften!« dn stod hendeg Veslutning fast.
Hvorfor var hun del ung, niodig og kraftin Hvor ofte
dar hun itte ganet nlene oin Aftenen i Sne og Regu! Saa
nun ud, sont om et Vindftød kunde blæse hende omtuld?
Af andre tunde man itte forlange, at de endnu i
Vlften stulde liegine sig en Times Vej dort, men Barnet
tunde vel not en Gang ofre sig for sin Moder, selv om det
dar lidt furt.
Hog Käthe var Udførelsen hurtigere end Beflutnin
gen. Hun døiede sig over Moder-eng Seng: »Bent tun,
take Moder, jeg stal not hente Medicin og Salve og alt,
hond du vnster.«
Moderen lcerteqnede Datteren. »Ja, gør det, da vil
det blive bedre med mig. Doktoren sagde, at Smerterne
faa vilde høre op·«
Den syge vidfte ilte, hvor frygteligt Stormen rasede
udenfor.
Käthe strev pnn et Blad Papie: »Søg mig ilke, jeg
er gaaet til Byen og tomnier snaet igen.« Papiret lagde
hun paa Rattenbordet, tog en vaan Kaabe paa og bandt
et Tsrtlcede om Hovedet. J den ene Haand tog hun en
Stot til at ftøtte sig ved, i den anden Haand en Lygte til
’at oplyse den mørte Vet, og af hele sit Ojerte bad hun:
,,Kcere Herre, følg du med mig!«
Saaledes udrustet, tiltraadte den unge Pige sin
Vandring. Klolten var da lidt over 6 Aften. Behageligt
var det ille udenfor, men dog heller ikke saa flemt, sont
Räthe havde ventet. Vejen var meget daarlig, Regnstyl
og Tordenbyger havde oversvømmet den og fyldt den med
Steue, saa at den ncesten var ufremtommeltg. Men Käthe
vidfte Rand. Omtrent Halvdelen af Vejen lob langs med
Brett-n, ved hvilten der var opkastet en bred Dcemning for
Jernbanen. Behandtgt tlatrede hun op paa denne, og
ser om Binden her greb hende med meget stsrte Volk-som
Os
.
I
