,
Valdemar Sejetc
sf
z ,
B. S. Jngemann.
Tredie Del.
want-im
»Na ja, gamle Strangel den er visselig den ftsrfte
Herster paa Jorden, som hersler over Sjælene; den Hjerne,
der sprft fpdte hin dristige Tanle, fortjente vel at beere en
starre Krone, end Kongers og Reiterer Derfor har jeg
ogsaa al Tid ckret hin merglige Romerbisp mer, end alle
Verdens Beherflerel men jeg tatler dog min Gud, jeg ille
er i hans Sted.«
,,Hvi faa? Heere Kongek J vilde, saa fandelig ilte
fove paa den hellige Stol.«
»Rigtia, Strangel det mener jea just ogsaa; Herrens
Statholder bnrde aldrig sove, og troede han ille, han var
det i Sandhed —- da fov han del mindre.«
»Die-g ved itle, om jeg forftaar eder ret, Herre Konne!«
»Se: du« Strange!« s-—- vedblev Kannen — »in-ed
Hellia Andere-I on Bifp Peders Tro vilde ieg have flnttet
Bienge; med min enen maa jea nøjeg nred at flytte Trauer,
og sprend Ftnnd den stores Trdne ftaar del on holden pan
sin gainle Plads« -——
»Nei, se dag. se!« —- afbrod den nnne Valdemar
dem oa pegede mod Himlen -— ,,en Jldtuale!«
Alle faa rnod Himlen og betrog-lebe det fjceldne Nn
tursml.
»Et herligt Syn!« -— fagde Kotigen, on idct Man
nen belnfte hang lraftiae, men nn stcerlt furede Herster
aasnn og Binden denn-gebe hang nceften afblenede Lotter,
for et Udtryl af pludselig Vemod over hanz Bande-, oa
det var lige som han havde set sine henfatne Venner i Ztn
erne. Tavg og alvorlia git Lungen tned Junker 3trana.
videre.
Daamars fjortenaarige Son ftod endnn med de llare
blan Zjne oplaftede mod Himlen Han hande locnet tin
til sit Jaatspnd, oa som han stod der i den lorte Leder
ljortel, toet beint med smaa Gnldtroner, mer-eng den infr
anle Haarfhldse, som tun haidt fliulteg as en gnldtantet
Purpnrdaret, tinalede fig i Lotter on! lnnsz Linlrane da de
stille, fintfarvede Kinder, saa han fast nd som en dejlia.
forllcrdt Joinfru. Med del reneste Pracn nf Santtnodin
bed on Mildbed laa der doa tillige i Ynnlinnenz Aainn
et Udtrnl af Kerlhed og let bevægclia Hestighed. iom bitte,
han var Valdetnar Sejerg Sim. Han hadN tadt sia i
Bestuelsen af den itjernefnlde Himmel og-.»i fromme Inn
ler om den store, uendelige Frev, hvori Konnerneci Nonne
beherfler den nroliae Verden. Han Inantte sordoble fine
Strin for at indhente sin Faden
De stode nn Ved stonaeteltet, on Rennen oderrafteosksrs
behagelin as den smnlle Lplnsrrirta.
»Nei, se mia til vor qnmle Jtamntermeiter!« — saade
Kongen — »nur han ille forncrntet sin anvelinhed tin
ajart Stadg for os, sont til et Sonnncridysznildek Tet oer
ret, min brave Andreas!« sagde han til stannnermcfte
ren, sont nekrrnede sin. stiv og Erd-bin og dojede sia dndt,
da Kotigen tladpede ham denlig part Stnlderen.
»chkldsnadveren ftaar rede, min allernaadigfte Herre
og Konge!« —- sande den natnle, idet Taarerne ltege harn
i Linene af Glcede over stongeng Tilfrcdshed og venlige
Tiltalr.
Kotigen gil ind i Teltet med sit Folge.
»Dann at Grev Henril ille var med!« -— sande han
og lastede sig trat paa sin Feltftol ved Bordet - — t Dust
ajorde min Trofalt sit HJleiterstnltex det slal ingen schwi
rinsl Staver gsre hakn efter!«
»L-g min tasle Fall stea saa hajt, at jea ille lunde
sine den« « sagde den nnge Walde-nar.
«Men den bragte dig dog intet Bntte, Son! du dliver
aldrig nogen vceldig Jæaer.«
»Jeg holder mere af at se Funlene finde, end falde
ned, Heere Fader! og det asr J io selv: da J havde trusset
den ftolte Ørn i Flugtem ynlede J den dog, der den faldt."
»Du lan have Ret, min Dagtnars Son!« --— fagde
Kongen alvorlig —s »det var doa en vild og egennnttig
Glasde saaledeg at standfe Ørnen i deng Flugt og se Lon
gesugles falde for en lntnst og ugicl Pil. Jeg slnder innen
Ørne mer. Men hvok biioek vor lystige Greoe af? Nu,
der har vi han«
J sin grsnne Flsjelg Inatljorteh med Paternoster
baandet af Rubiner og Smaragder okn Halten oa med tin
garderigsle Fjerhat i Haanden, traadte Grev Henrit ind
i KongetelteL Han haltede lidt med den ene Fodx hanc-E
mprte Aasyn var uftadigt oa hang Vlil nvist og stelende.
medens han med Msje inntes at belæmpe en hemmelig
Ura og satte et venligt fntilende Anfigt op. ,.llndstnld
mig, nrin naadigfle Heere og Konstel« » fagde han nled
usiller Stemme, idet han hilsede Kongen med mere Bd
myghed. end scedvanlig. — ,,Jeg hat hele Dagen tnaattet
ligge med Omflag om min Fod og havde nat itte tunnet
have den Ære og Lylle at hilse paa eder.'«
»Kann lett eder, Grevel og got ingen Omstaendixp
heder!·« —- fvarede Kongen —— »Anstreng ille Foden med
at ltaal Naae vi tonnne til Nibehus. stal Mester Hame
stmng lnart bringe jer til at gaa lige paa Benene. Han
legte alle Bentladek fortrasseligtx han ved nol, jeg ille
for min Dsd lau fordrage at le nogen halte.«
»hvad har eders Naade da laa meget derimod?" —
spnrgte Grev henril, idet han nærmede sig Feltstolen ved
Kongenö venstre Side og tpoede med at satte sig, inden
den unge Kong Baldemak havde taget Plads ved sin Fa
dets hsjre Mand.
,,Dvad jeg hat mod at halte?« —- gentog Kotigen —
»nu, det ved Leg ille ret seit-; men alt vallende og uviit,
act stem- og vindt i Ladet og Minee lommer af en ind
mtei Slavhed, stger Æelebtsp Andreas, og hvorvel jeg
tlie teor det, falder det mig dog ofte tnd.«
Gtev heutil silftede Farbe, og Junker Strange saa
« fulegen paa Kotigen og blinledq men Valdemar martede
bitt-Ue on lod ille til at ertndre Geev henrils Natutfejl
used des flcve Die.
»Um for tustnd Pollen hvorfor letter J edet itlel«
- Y-? feste sangen utaalmodls, da de alle endnu stode em
W III s- »der et vt is tlle ved have, ved jeg. Staat
l Begrene, Bisen! Vi tan trcnge til en Hiertestnrlning.«
Alle tog nu hastig Soebe. Bistn Mundstcent fyldtes
8aegtene, og Kongen iomte sttats sit med alle Tegn pan
den heftige Tstlt.
»Na tan jeg forftaa« —- sagde han og satte Bcegeret
fra fig, idet han gav stg i Færd med det store Saltmadsq
ind, uden at oppebie Anretningen af det ssdne og brafedel
Bildt — ,,nu tan jeg forftaa, hvorledeg Esau tunde sælgeY
sin Forstespdselsret for en Staat Linsen han maa have
beugt sine Ben ligesaagodt paa Jagten lom vi. Havde J
vceret med i Dag, Grev Henrit!« -— vedblev han ester et
Tnhold — »laa tog J nasppe laa fint til Berger og Fad«
,,"Ziden J itte !-«n fordraqe udvortes Stcedheder,
Herre Konqe!« —-- iuarede Grev Henril med et Smil —
.,faa maa J tillsdz mig, at jeg, for at bade paa de indvor
res, holder Izste i Aften. Jeg gjorde et Lsfte i det hellige
Land, og U dar jeg forspmt at opsylde til i Aften.«
»Nu, lad høret hdad var da det for et Løfte?«
»At jeg itte vilde dære lystig og itte nyde Saften af
Druck, saa Lcengt der var en Rnnte i min naadiae Herres
Ja Konaes Bande, fom jeg var Stle i.«
»Det var sinnlt oa fromt tcentt, brave Grev HenriU
om det nn oasaa ferlt faldt jer ind. Nu del! de Rynter,
J taler oin, ere allerede ndflettede, da de, der ere tildage,
.re as det Sterns forn aldrig ndslette5, men foin dlive dy
dere on flere hder Dag. Don i Aften oille di vcerc qlade oa
atemnie alle aamle Sorgen Vor ersede Gast Greo Henril
ftal leve!«
Nonnen tømte sit Bienen oa alle bang Mcend ajorde
iiaefaa, nndtagen den anmle, tørre Andreas Kainmermei
ster, der nldrin odertraadte sine takdelige diastiste Forstrif
Her eftek Henrit Harvestrcenng Lin-gebog.
I Kotigen lod ntter Baarene finde on dennndte en stcein
Tteluld Zamtale med Junter Strange on tlltrad Fracte
fotn Grev Henrit med megen set-at oa Find-ed didlie at
Joedliaeholdr. Baarene tomtes imidlertid l)t)pdio,t, on alle
blede alade, nnd-ragen den gamle Ramnietmester, der, foin
"ierddanlin, fad ordtnap ved Bordenden, uden at betmerteL
·nen selv lande han noje Markte til alt, on havde et start-:
Lie med den fretninede Gewe, der nn bnppiat satte Brei
aeret til Munde-in men drat niesten intet on snntes dog
.nltint of dem alle.
Pan Fenmmernielterenz Foranltaltnina deanndte ni.
Dorndlaslerne im Hosen ded Teltet at spille tnstiae sagt
Ttntter oa raste ttriaslanzie Den aImle Andre-as fan, at
den Oderrnflelle betmaede Zion-gern on haan ftarne Ansiat
udtrnlte en nnderlig Vlandina af Glckde derover ca as den
Zink, Mussten forvoldte lmm felv. Konaen drornte sia til
tin-Je i fm lnttetiae tlnadom; han san Fatlerne mellem
Loddcertet nden for Teltet, on nmnae qanile, til-re Erin
drinaer on lnttetiae Xelttog og gliinrende Sein-fester pan
Widean qlinitede livtigt gennem bang Ein-l. Men nn
tiennndte Horntikceferne at fpille Ftonnens Livinnsit, den
ftolte spanste Ridderdaitg, fotn han dadde danset med den
stonne Berennijtria forlte Otana han faa hende Pan Schwe
«rin Elot, oa fom hnn hat-de gentanet med dende dereg
Hirnllnde Atten. tin inderlia Vemod blandede fia i Kon
its-eng Maske-: lian areb Birnerei on tomte det tavs til den
Jtienfarne Unndomebrndg Jhutonimelle.
»Det er dog et forunderliat Æventt)r, det hele Liv«
-- - fagde han sagtinodig on satte Baaeret fra sig »inn«
den hojeste Lytte oa Glcede er dog tun dejlige Feslotte i
en Eommernatgdtom.«
,,Det dar et sandt Ord, Herre Konne!« fvarede
Nrev Henrit nied et fromladent Sinil. -— »Men jo mere
Eisdetgkende Asdentnret er, jo morfocnmere tytteg det min«
tilfojede ban. ------ ,,Naar jen stnl drømme en tet instin
Trom, maa jeg fnart være i Himmel on lnart i Hetoedex
intet er don tedelincre, end en engformin Lotte; nei, op
oa nedl det er i sin Orden, og en« aod Kristen maa sinke
lig i alt.«
; »Don ilte i at fare til Heldede! min gode Grevef lad
los itte lpale laa fornrasteliat!«
l »Med Lytle og Ulytte maa en aod Kristen tnnne
TlpaleP s lvarede Greo Henrit ,,og hoad er Himmel
on Helvede del andetk Forend jen havde gjort min helliae
ZValsarL blev ien ogsaa mismodig i al min Glcede. oed at
:ta·nle paa, at den var laa ftattet og foraænaeligx nien le,
JHerre ltstonge, her har jeg to tostelige ätlenodiey som jeg
fit af en from Eremit ved den helllge Grav; naar man set
Enaa dem, leerer man. som en regte Leisten, at finde al Lnt
Tteng Omvetslina rct lmnl og onbnngelig: se, her er en Rest
sdf de Palmeblade, oa en Lednina af de Purpurtlcrden des
)
tattedeg paa Bejen for vor Herre, da han gjotde sit Jnrstoq
i Jerusalem. Den fromme Eretnit svor mig til paa Zu
tranientet. at de vare cegte, oa at den, sorn bar dem ins-:
Iig, nldria tunde blive forsagt, hvorledes hane Lntte i
tlerden omstiftedes. Vil J modtage dem af min Hannd
Heere Kongel faa har jeg dog ilte gjort min hellige Bat
fart sorgceves.«
»Tat, tat!« — sagde Kongen tanlefuld og inolea
de diene, falmede Relitviet » »men et J saa vis den,
min gode Greves at J llte felv tan komme til at trcknge
til dem!«
»Im har flere af det Slags, Heere Konge! oa ten
under eder dem-del« —— fvakede Gteden —- ,,stont J er saa
lyttelig en Hitlllens Yndling, at J vift aldkig vil behooe
dem. Men twis J nu tillader det, vil jeg lynge jer en ty
ftig Bise, fom den famme fromme Eretnit sang tot mig, da
han en Alten, eftee den lange Faste, hadde faaet sig en lille
Rus i at Fromhed og Hellighed.« Uden at vente paa Evas,
begyndte Gtev Heut-it med sin falste, hsjst lattetlige Snnqe
stemme, at synge en halv andeegtig halv bespottelig Dritte
oise, hvorved der efter hvert Vers maatte drittes. Vifen
dar en snuttig Blanding at Inst og tlet Latin. Alle to af
Gtev henrits pludselig stuttende Sang, og tngen uden
den gamle Kammeemeftee syntea at merke det foratgelige
l Otdene, dvoraf han dog tun forstod saure lidet. Under
den almindeltge Lattet og ved den hypptge Dritten btev
saa vel Kongen som Junker Strange og Alte-ad Fracte be-!
ruset; ogfaa den unge Valdemar drat met, end scedvanlig,
men blev lsvntg detaf l Stedet for one-ent. Den tytte
Btsrn Mundstænt havde ttte fort-net at streute fltttig for
sig fett-, sont for de andre; ban eavede og lo umaadeligt,
Student hatt tvrigt opfyldte tin Embedspltgt. Kun den
gamle Kammer-netw- sad reden os stille og tog tngen Dei
t den atmindeltge Lytttghed.
lf— l
; »Bei er sildel« —- sagde endelig Kongen og tilbage
taldte med Kraft og Værdighed sin Besindighed. —- »Dam
stab bar sin Tid med alt andet. Nu vil vi holde op, me
deng Legen er god — det er jo Sondag i Morgen.«
Den gamle Andreas Kammerinester, sotn ved Kongens
heftige Hunger var dleven sorhindret i at sremsige Bord
Liønnen for Maalttdet, vilde nu ester Sædvane lcese sra
Bords; han reiste sig med soldede Hasnder for Bordenden
og ventede paa Tavshed og Rolighed Men Kongen gav
hant et Vinl og rystede paa Havedet: »Lad det vcere!« ——
sagde han — »vi maa hjcelpe 05 soruden i Asten — vi vil
itte bespoite Herren med en ubetinieiig Bon! Vinen er dog
liartad nu bleveti vor Mester.«
Grev Heiiril lo og sorsilrede. at han hadde saaei siii
Del; han rejste sig ravende med de andre og snnteg i over
gtven Lystighed at have paataget sig Klavs Klumpes gainle
Forreininger, idei han nu itte holdt dei under sin Beerdig
lied, ved pudserlige Bevægelser og altnindelig Hofnarssagter
at oedligeholde den almindelige Lystigded; haii onstedes
Kotigen og deni alle en god rolig Nat og sotlod Teltet, sor,;
sont han sagde, at save siii kltiis iid paa Stibei. s
Junker Strange, Astrad Fracle og Bjøtn Mitndsteenk
tiimlcde med Latier og Spøg til dereS Telt ved Siden as
Fit«isietelt-:t, niedens Kongen og den iitiae Valdemar begad :
sig til den indersie Vlsdeling as det tongelige Teli. hvor de,J
iideti at give sig Tid til ai astlirdeg, lastcde sig sorgløse ogj
rsdetkraildede af Trcrtlied paa dereg Leie.
Fatlerne date iidbrtrndte uden sor Kongeieltei. Hrsgi
Jstiiiler Strange og Asirad Freie-te san del soin i Tjeneri
leitet ved Siden, vare sijettetne sliitte. Alle siengens Tie
iiire sod; de lsavde sitlgt derei- Heiregs Eigetiipel oa itle spa
tet daa Zllet og Mir-idem Pan den lille fredelige Ø var
ist-i stille sont i ei Sooetatniiier. Der rai- innen, som holdt
Lin-ft, livor inan Usted dar at venie. J den twerste Del as
ötoiigeieliet brandie endiiu en eiikelt stierte Der puslede
still og svøgelseagiig deti gainle Andreas staminerinesier,
l;..ilt«- aftlcedt, oin endnu vg beredte sit siinvle, haarde Leje,
lige for Jndgaiigen til Kongenis dg Prinsenxe sZovested
Jsptend lian trentte paa Hdile, talte hatt onilsriggelig Solv
litkzxreiie og Vintanderne og sdroarede dein i et stott, tobbet:
Licsliget Strin, lsvori der desitken geinteö en betydeiig
’.l«lt.i-ii:ide Guid og Solv, Derdatt tog han Zins-sen nied
Mars-neug- ’·)l?delttene oa sileiiodier, saa vel sont nogle vigiige
«sl«ii«iirer, Stongen hande gis-et heim i Fordaritig, og genite
sdiit sirdvanlig digse vigtizie Sager under sit Hovedacerde
Mist da alt saaledeö var ordnet paa det nøjagiixistiy tastede
list-. sig Vaa Lcjei, med de tnagre Heender sotdede over Brit
Iket, idet han stille bad sin Asienbøn. Han reiste sig endnu
en listing sor ai se Oni Kongen og Prinsen itte debøvede
san-.- Tjeneste. Han drog Starlageng Tcrppei til Side sra
Den inderste Dei as Teltet; han horte, de sod trngt, og ait
saaie tilbage til sit Lese. tnen lod dog endtiii itjerien brænde.
»En syndig, en ugudelig Asten!« —— niiiinlede han —
...sioi:ger vg Fisrsier et dog ogsaa LlJlennesterl —- ingens
Bordbein —- ingen Velsignelsel —— Den sorie Grede la ilde.s
Hm! haode jeg tun en enesie daagen og ædru Mund her
i Lllat —- itte en Gang den aarvagne Trosast — hvad stiilde’
jigsaa Hundeiie paa Grevens Stin«
Dei var langi over Midnat. Kjerien var udbrcendt.
Den gainle Kamtnerinesier rejste sig alter arngsielig sra sit
Leie. »He-ad nntier det, jeg ligger her?« — inunilede han
- »et Telt har jo iiisinde Jndgange — hm, den sorte Greve
sang og lo dog som en Djævel.« Dei var bcrlgniørlt i Tel
::t. Hatt snnies, nagen hvistede i Nærheden, og med For
iaetdelse horte han nu, at nogen bevægede sig tret ved nam.
than greb til sit Svaerd, men splte sig Fsatnine Øjeblik an
zireben as site stcerte Arme, og sprend han lunde strige, havde
lsan en Ftnevel sor Mundeti; han slog sorividlei og rasende!
oin sig; inen han var gainmel og svag og titnde iniet udrettel
mod sine tavse, sicerte Modstanderr. s
Paa samine Tid, sont dette soregit i den ndetsie Dels
as Teltel, laa Kongen endnu i sin sørsie Sonn. Prins
Valdetnar sov urolig og havde nylig streget i Dromme.
Da vaagnede Kongen ved en sagte Puslen og Klirren as
Vaaliem han rejste sig, søvndrutleti, halvt op i Lejet og
samlede ester sit Sveerd.
,,.Hja-ld, Hierin Faderl jeg er bunden!« — raabte nu
Pring Valdeniat; og i det samnie selte Kongen sig grebeti
oin Halsen as en iStold, jernpansrei Haand ,,Ti stille,
Tyran! eller J- er Dødsens!« —- hoistede Grev Henrils
oelbetendte Ziemtnr. —- -—- »Lceg Dretigen Knevlen i Mun
s«
den, Rarle.
,,;’forraederi!« taabte Kongen og befriede sin Hals sra
dei svoldsoinnie Trnl nied en rast og trastig Bevcegelse, idet
dan sprang op og lastede Form-deren tilbage; meii nu følte
han ei dnbt Doltestit i sin højte Side. Han iumlede til
Joidem og niedens han rasende slog oin sig i Mortei nied
de steile tibevcebnede spenden selte hatt sine Fødder fast
sainmensncerede og sit Hoved saaledes indvitlet i Genge
tceppet, at tian itle tunde give en Lyd sra sig og næppe drage
Aandr. Snart vare hans Hander ogsaa bundne, og as otte
ttorrte Arme solte han sig baaren ud i den kølige Nattelust.
Dei var tlart lJJtaanestins men Kotigen tunde hverten se el
ler here; lian var næt ved ai tvaeles. Harmen og Snierten
uedøvede alle hans Sausen Men den unge Prins, der li
tieledeg dates as fire beveebnede Karle, havde dog Ansigiet
trit; han var ogsaa banden paa Hander og Fødder, og
Kneolen gjorde hatn stum. Maanen stinnede ham i -Øjnene,
og han saa, at man sorte ham og hans Fader til Sloveii.
Han tendte Grev Henrit, som, tcrt indsvøbt i en Kappe og
«ned et dtaget Svcerd i Haanden, git bleg og staelvende ved
Ziden og styndte nied dceinpei Rost vaa sine Tjenere.
,,Fil J Biigt med de andre?« hvistede Greveti.
»De ire sorneninie Herrer lode sig lnevle og svinebinde
i Ssvne, strenge Herre!« —— brummede en raa, dyb Stemttie.
— »Tienerslabet var ogsaa godi tilpattet og neint at haand
tere; der var not tun et Par Smaadrenge, som rendte sta(
Is.«
»Im Satan, tal sagte, Hund! et der nagen reitdt fra«
ter, tan vi jo sorraades endnu. — Den gamle Drage sit J
dog vel?«
»Dein slog og bed otn sig soiti en Satan; han sit Knur
len reden as, og jeg maatte stoppe Munden paa hatti med
min Daggert. Min Broder tog Strinet og Kassen.«
,,Godt, gedi, brave Kunst komme vt vel her sta, stal
du og din Broder have hielt-ten as StattemONu rast og
sorssgiig, Karlel ssrst til Stoven —- saa gennein Krattei
ned til Sttbetl —- Vinden er sitt tmod —- dei tuler for
»—
bandet. J maa ro saa Blodet springer jer af Regletsds
derne, men J stal itke forttyde det!«
»J maa ser forsvare det for vor Hereet«« —- mumlede
zden ganile Jceger. —- »Jeg tvaetter minse Hemden strenge
Herre! skal nagen brænde for det i Helvede« —- —
i »Ti stille Hund! det er min Sag!« —- hvistede Greveiu
l Lg Staven stjulte den urolige Kongetøvet og hans Bytte.
»caa du dem? saa du dem?« — hvistede en lille ti
Aars Drena med en Gedeskindshte og en stumpet, grøn
Its-je idet han sprang ud af Krattet med en Falk i begge
Hænder — ,,hu, hat« det var Revere, Jens! —- hvem mon
det var de slaebte af Sted med igen?«
»Ak, Gud naade os!" — jamrede hans Kammerax
en endnu mindre Dreng med en Snor og en tom Falle
hætte i Haanden — »Kongens Fall los jeg flyve — af·
Gud naade os! den ene var den unge Kong Valdemar —
jeg saa hang Anstat; Mannen siinnede lige paa hamz han
saa ud som Per Jensens Ole, da han laa i Kisten.«
,,.tiorg bevare os! lad os lobe til Kongenl lad os steige
og gøre Latin! — Hjcelp, Hjælp! Revere, Revere!« strege
de nu kseage af alle Krcefter og løb til Kongeteltet. Der las
Andreas-—- ziammermester i sit Blod ved Foden af Kongenö
komme Leie. De forskrættede Drenge rustede i hamz has
drog endnu et dybt «3ut, idet han famlede efter Kongenö
Leje oa ovgav Aanden De løb til næste Telt. Der laa
Juni-er Stranaecs og Aftmd Frackes Filceder og Vaaben
og Vjørn illiitndfiænkc ftnre Knivbælie; men der var intet
Lilienneste at se. Med Strig og Larm lob Drengene til
Stunden Der stode to af Rougens Tjenere, raadvilde og
nedflagne, og need dereg Hemden medens en rast, ung
Baadsmand txunlede ivrig med Kongestibet og Baadene, for
at faa en af dem flot; men de oare alle gennsembotede og
haiosunine.
»Deine er hang egen Knor? den forte Satan!«
Baadgmanden
»Hm oed Krattet — men hører J Aar-ene! —- de ere
alle-rede fxa Land — Gud forbarme fig! hvad skal vi gnre?«
,,Efter dem! efter dem!« — raabte Baadsmanden —
»den lille Aarestude holder not Seen. Rom Kerle, iag
Ists Kam med, Drenae, J fkal øfe!«
Uden lana Vetaetttning sprang de to Tjenere og den
keldite Faltedrena i Baaden Den mindfie var bange og
nolepe Man lod ham staa. Banden siødte fra Land, oxn
Her roedseg af alle straften Jamrende lob den lille tilbages
blevne Dreng frem og tilbage ved Bredden. Det stormede
Exeftiai Det tlareste Maanesiin vetslede hastigt med svrt
Worte, idet smaa sorte Styer fløj hen over Øen. Nu harte
Drenqen et dainpet Jammerstrig. Den lække Baad var
snntenx men et Stil) med mange Aarer kæmpede sig duld
somt bort gennem Brændingen.
raabte
En større Forfcerdelse og sen mere knusende Sorg hat
maaste aldrig ramt dset danske Folk, end da Rygiet ont
dette nhørte Forræderi og denne mageløse Boldsgerning
for Landet om, sont en Lobeild og dei hed i nogle Dage, at
baade Kotigen og hans Sen vare myrdede. Nu saa man
fnrst hvor højt den feierrige Valdemar med al sin Strenghed
dog var elstet af Falken Alle det daglige Livs Sysker
standsede. Dset var som Lynet var slaget ned i alle Borge
og Hinter; Kvinder og Børn jamrede. Med alle Tegn pai.
Sorg og Gru i de forfaerdede, harmfulde Aasyn, samledes
Mændene ved Gadestcevne og paa Tinge for at raadslaa —
itfe om et nyt Kongevalg, ikke om hvorledes Landet n
siulde styreg og befkntteg — men tun om Hcevn og om Kon
genH Befrielse, hvig han levede.
Niende Kapitel.
Fire Daae efter den store, ulytteliae Begidenbed var
Rigets Raad forsamlet i Ridderfalien paa Ribeh115, og
mange of Kotigeng hengivnesie Lensnicend og Riddere
strømmede til. J fin sorte Rustning ftdd Grev Albert af
Nordalbinaien tnidt dlnndt det raadvilde og forfærdsede
Riggraad med et Aasyn, hvori den dybefte Sorg og det
fryateliaste Nng var asprckget Ved bang Side ftod Grev
Otto med blugsende Kinder oa med Hannden krainpaatia
tnuttet om sit Svasrdhcefte Den aamle Ærlebisp Andreas
sad tavs oq bleg i en Armftol, Ined Taarer i de matte
Lilie. Foruden den store Sorg, som nedtrylte l)«am, kuede
nn oasaa et spart legemliat Onde den asrvaerdine Olding;
en ulceaelia Hudsnadoin havde tvunnet ham til at føge sin
?lfflcd, oa han havde alle-rede i nagen Tid tun Ventet pua
Paveng Tilladelse, for at nedlceage fin Ærtebispestav og
aldeleg afsondre fig fra det niennefteliae Samfnnd. Den
store, almindeliae Neid lmvde nu kaldt ham hid fra hans
ensomme Studeretammer i stapitelhnsei. Han sad ene
ded Bordenden i dybe Tanken niedeng Abbed Gunner med
harmfunllende Zjne git heftig frem og tilbage paa Fli
ferne.
»Hast leder, hnn leder! Grev Albert ved det!« —
lwislede den ene til den anden; og alle dentede med spændt
Opmærlfomhcd paa, at den nys indtraadte merke Feli
herre skulde talse.
,,«- a, han lever, vor høie Herre og Konge lever« —
snade Grev Albert nn med dæmpct Stemme. ,,J-eg hat
silre Efterretninger. Han er kommen, farlig saaret, nsskw
dog lebende, til Metlenborg; efter al Foktnodning smcegter
ban og hang tonaelige Søn i dette Øjeblik i et af den for
vorpne Henril Born-ins Fangetaarne, maaste i Lenyetr
eller Lesnitz.«
Eiter et almindeliat Udraab as Deltagelse fulgte ein
dyb Nedslagenheds Tavshed, og der var et Øjeblik dødsq
stille i Salen. i
»Ædle Herrer og danfle Mænd,« —- tog Grev Alberk
atter Ordet — «Ulyllen er stor —- aldrig hat Danmark
oplevet den starre. En faa himmelsttigende Niddingsdaas
»har Krøniten næppe Mage til, og vel maa flig formastelig
’Ugerning slaa oö med Gru og Fokfcerdelfez men faa lcengs
Valdemar Sejer lever og der er tro, danfle Mænd til, ev
dien ille stotte, end Haabet — saa længe der er en Druck-c
be tro og cerligt Blod i vore Aarer, vilde det vcere m
Skændsel at spørge: hvad vil Danmart gøre for at beftk
og hævne sin ftote Kotige? —- Alt ville vi gtrel —- jeg se
det i eders Aasyn, ædle danste Mændt Alt dille vi site
intet Osser er faa stott, at vi jo ville bringe det vor sidsts
Stett-, vor stdste Blodsdtaabe ville vi hengive« — —
(Fk-rtscettes)·.
.—-A—J--«-- »---s-«. -..-k--o·..-.—--.«
