koste-mass«
Be S- Jagemann.
Tredte Dek»
lewttiau
,
»Gnd og den hellige Jomsru soelade eder den Sond,
- nge Heere! men jeg tvætter tntne Hcender, jeg vil itte
, : d en Logn stjule Forbrndelsen. Saa vid da: den stonne
ynderinde betendte mig-alt i Stristestolen i en angersuld
stmeS men hun sortrod steats igen sin Aabenhjertighed og
fygtede jeg stutde sorraode hende. For at oære sitter
a min Tavshed, trnede hnn tnig endogsoa cned at ans
ige rnig bog eder sor en snndig Tilbojelighed til lpende,
T ffits jeg robede hende. Nu oed J det, Herre Grenek detl
re da vovetk tro nn hoem J oill sen ndstger Ordet »
væte min Fordonnnelse, hvig jeg lyoer! — stnldig!
1dig!« I
,,Vel, jeg vil tro din, som man ton tro en Klerl medt
t Ansiot. Men nn tier du, sont en dod Hund! Jntet
enneste flal vide min StændselI jeg slal harre den som!
tlog Mond og bædne mig som en Praslatk Jeg dont
e forgæves i de vises Land. Min Hæon stal Inodnth
r den ramrnerx nten da stat den komme vist og sittert.
Entopa steil studse ved hdad en tust tttreve formaark
Ilg mig til Zlottet. ArnsredI vier tads on tro, og du
f al itte fortrnde de13«
»Jeg er ederg tned Lio og ZjæL strenge Herre!« sagde
; rnsred og holdt ndmng Stigboslen, medens Greoen soang
- g t Sndlen Pan Klettens Heft for den frngtettge Pil
, tim nn op mod Slottet.
, »Jeg har horn, hvor jeg vil!« s-— mnmlede Arnsred
listede stg langsomt bagefter A »boad jeg svor, tnn jeg
rsvare: stnldia, stnldig — -- det er doq den ene som den nn.
n. —— Den ,som sonder i et, sonder jo i alt· --- Lad den
, ipste Greoinde nn tun sige hoad hnn oilt nan tror hende
--og itte. Lg teongen s-— ha! lnnde jeg leoe den Tag at se
Fnig dcrdnet von lmtn on tttreo Ltto og den stolte Stam,
san soroandt jeg sorst den nannte Zofe as Hundedisten.«
: »Men Sdien of Skorpionpisten stal dn aldrig for
vindek" s-— hdislede en Etemme tast ban oed nom. Hast
saa sig forfærdet tilbage, og der stod en tdindeliq Ztittelse
-lleedt sont en sattig ttedetftitterstQ on stirrede stift daa dank
med et Par sorte, nnistrende Ljne under den lnrdede ttnse
sJ Haanden, som glimrede of prcegtige Ringe, svtngede lntn
en spraglet Sonde, sont snnteo odertrntten med Elanne
hnd. »Tal for sidst, krumme Satans« — lwistede hun.
idet hun to og greb hom i Kraden -- »det var ilte konnt
sta Galgen -- l)a, has den tstang bragte du mig nodt Butte.
Men nn, nn bar dn nsort dit Messerstyttr. Tet var ret!
lyo oa bedrag og svasrn dig Fanden i Voldl det fiqer intel.
: Men Hei-on, Hceonk det er en Lust og (ttlcr·de.« Derdaa be
- gnndte tsnn at danse om med bam mellem de torre Blade
, i Studen, saa de sloj ham om Treue, mer-eng tnm som
; en rasende Fnrie slyngede Slongesooben over bang Hooed
»spiele« Hielt-I« streg den forscrrdede stlert og var
« sont slagen med Lamhed og Steckt ----- ,,slip mig, slip mig,
, du Helvedeo Plageaand!« Men jo mere han streg, jo vit-:
dere to hun og hvirvtede hanr om med stg over Etnb oa
-,Sten i det balde Mole ti: han as Gru og Forscerdelse
« styktede om nden Beoidsthed
f «Sdend! Svend!« ranbte hnn nu med stingrende
- Stemme, og en plump« halvvotgen Knog i pjaltede ttlceder,
med en Kniddel i Hoonden og en stor Loogbne Paa Nonnen,
sprang stem as Bustene.
H »Hu et jeg, naadige Feue! Jeg oar pnn Slottet,
- men den Gang løj dog eders Stierner: Itongen og Dran
ningen ere resste i Forganrs og Slotstapellanen hor ingen
-Ulytte gjort.«
»Se, der ligger han« — afbrod hun ham « »dem
shar gjort Ulytte not; tnen det er godt: det er i sin Orden
og mtne Stierner loj dog itte ganste.«
»He-ad! ——— har J selv sanet hatn sat og sjunget ham i
-Dval-e? stal jeg da nu slaa han- sor Band-M den OWN«
, »Nei, lad hatn ligge! han länger paa sin Geruhig
Thon lever dog itte til Sol gaar ned iqen; tnen hoad han
hat saaet. stal jeg hpstr. Nu ved jeg mer, end gamle Thord
:elv. Hat du Hestene?«
« ,,De stunk her omme ved Gæedet.«
«Saa as Sted! deri havde din Qldesader Ret - her
aadslog Skorpionen med Stytten —— men her stat det
olte Bildt itte falde. Fluto as Sted til Rtbe —— har du
in Bue?«
»Al, naadige Fruc! heller ti Mand, end en Koinde!
Hi n sial oære san desligk«
s »Det hjælper hende ittel hvad bryde Stjernerne stg
— — -T« kom? Se paa mig! ieg vor ogsaa dejlig en Gang; nten
szhvad brsd de tolde Stiernet sig bekom? Be, ve! nu er
eg en Fnrie med Slangesvobe —— nu er jeg en Helvedes
Plageaond og tan slræmme Livet of alle Sturte i Manne
Hein: hvo tender nu den heilige Hertugdatter mee? og hun
xfsdtes dog til Scepter og Krone.« Med disse Oed holdt
hun beendet-ne for de sorvtldede Øjne og greed blttetlig.
»Al, grced nu ilte igen, hojbaarne Fruel J er endnu
saa dejlig, saa det er en Gru, og jeg tan tkte udholde at
Je jer grade; for maa J dog danse og synge og le, noar
alt slal verre. Jeg vil jo sslge eder til Verdeno Ende og
EIgsre alt hvad J vil.«
«- »Nu, saa torn da, Slaoet tom da, mtn tro Ulveunget
stal bltve Gteve — du stal blioe Hering, som min Kund,
zaae jeg kommer i mit Riget Guld og Ædelstene har jeg
- ot af; tag det alt — men stas mig Heevnl«
, »Ak, J et saa god og rundhaandet, dejltge Feue! hvor
-«n J dog ocere san grumtt naae jeg tænter derpaa'« —
) »Ist du teentes Ulveungel tud, tudt men tent tttet
; , lyde stal du —- dettil et du ssdt og bauten —- og mine
,«-ne stal du lyde, som jeg man lyde de gloende Øjne der
l- t Fort, fort! inden vt hat Fuldmaane igen maa det
, siet —- otl ttte du, sao otl hundeede andre.« — Dun
"si«- batn nu trampagtig t Armen og sorsvandt hastig med
mellein de Mee, easlende Auste.
I J. Bleg og stelvende stod Atnseed ncste Dag for Alteeet
· - worin Slotslqpel og leite Messen-. Geer Denett og
; Jene sode t den prosttqe Mit-not ltqe over for
Alitet. eroens Aaiyn var msrtt da uroligt, og den sie-n
ne Grevinde Audacia havde stjult sit sorgen-die Ansiat bag
Slsret. Greven beitagtede hende af og til med ei statt-L
migtænteligt Blit. Da flog hun Sløret til Sitte og vendte
det smertefulde Aafyn mod Alteret, idet hun tnælede paa
Benstamlen og inntes hensunten i en indetlig Bon. Da
endelig hendes stsnne, behende Øjne dalede, traf hendez
Blit den stælvende Klett. Ramt af et Nerveslag, ftyrtede
han i famme Ofeblit am for Alteret med et grueligt Stein«
da blev med Forfcktdelse baaren ud as Kapellet Han lallede
GrenHenritS Navn og innteg at have et vigtigt Ord at
sige ham; nten inden han tom tilbage til Sloitei — var
lian ded.
Paa Vejen ska Slesvig, hvor Valdeinar havde opholdt
sia nogle T ie, red han en sinnt, tlak Viniekdaa langsomt
ved sin Dronningg Side mod Ribe. Dei talrige Folge
as Riddere eg Damer fulgte det tonaeliae Par i en cerbødig
Afstand for itte at fotstyrte deres fortrolige Samtalr.
»Ja, jea hadde ltret min Valdemak!« —— faade Dion
ninaen, mild og tærlig, idet hun flog Herinelingtaaben til
Zide da satte bam Haanden —- »Im troede inia liævet over
taa jammerlia en Lidenstabs jea drømte aldria am, at jeg
nean Linde saaiedes tunde lade mia ovekdcetde af denn
cse idaae cheleg Zot· Tilaid mia!«
»Mit et aleint da tilnidetx men jea degriber tun itle« —
»Ja disk beariber du det. Tilttaa mia tun, tæreste
Valdemart stulde noaen twinde i Beiden tunne gere mig
stinsna, niaatte det vcere hende. Hun hat att, hoad jeg
mangterJ et mildere da teerliaere Aasnn, da et blodere tvini
deliaere Hjette, end min Vli!daciag, bar jeq aldria tendt,
da jea fortænter ingen ElJZand i, at ltan findet- tijcstelia Be
haa i tiende.«
»Jeg irok dog itte, hun being-Je rnia mer« end fass
alle datre, vcnliae Rvinder.«
»Lidt mer, lidt mer; ineii ljdaxs Tiger dets Jea skiktde
glcedet mia over, at min Veninde oafaa var din; nun des.
dar sont en ond Aand dar taten i inia, da twert den-nat
Ord, bdert denliat Blit, J det:-lede, Var mia ct Doltestit!«
,,llbearil)eliat, at jeg itte markiede det!«
»Hei-a forstitte mia: jca fnraatede selv min Evaahed
Da var for ftolt til at rede den« indtil den odekvceldede mig
oa var neer ded at gere mia assindiaz forft da toni de frei-«
fzq fik Vetndiiiiia, alle de utndeiiae balde er oa Hentnd
ninaer, fom jea for læiiasi naode hart om dia da foraateL
Hdad man hat sagt om dia da den staune sdenste Ente da
om Jomfru ititttine af iltife, idm saa plndfelia forsvantt
ona dor leliipsdaa, al den Znat liadde jea for let ad
Ja atdria aatet acerd at icente daax men nu iom alle stiae
Kanten iom Dei-money ira Lcheleng dnbette Afarund for at
soroirre mia da aore mig udig am dia itcertiahed oa Tre
stabx nu erindrer jea oafaa din Lranasrlfomlied for Au
eacia. da di forsie titana saas, da hdortedes du forlod de
beaae for at ile i en tkedieg Arme; den fromme, ustnldiae
Taamar stintesz mia et nlntteliat Esset for dit Leisind oa
din liftadiahed, oa du, den enefte Mand i Verden, fom jea
aatede og elftede, blev niig en span, alniindelig Sjcel, som
tniende andre, da en trolps Kvindeforfører.«
,,Berenaaria, min heilige BerenaariaE sclv din Stin
ftiae bar ajort mig itali: den er mia tun et nnt Beviz paa
din Rastliahed da jea debrejder dia iniet. Nonen llret hat
iea dda oafaax jea vil tilftaa dia det: min alt for ligefrem
me Maade at dife etstvasrdiae Fidinder min Hyldeft paa has
site givet min Aste til Pris for Migtante da Baadaftelse
Den Fest hat jea aldria tunnei aftwaae. Men lad nu de:
viere alemts jea blider nn daaliza celdre oa adsiadiaere: fe,
mit Haar lieannder alt at araane. Sinn naar jea ser dia
føler jea mia endnn una oa traftia not til at behekite en
Weiden. Endnu beerer jea itte Ftnud den ftoreg Krone —
et hetliat, virtfomi Fiongeliv set jea endnu i Mode ved din
Side -- — iaasnart di tomme til Ribehu5« — —
»At, aid jeg aldrig faa Ribebug merl« — afbrød
Dtonninaen ham heftig og med et dnbt Sut »det er
mig af Hiertet forhadi, det merke, tolde Slot, hvor tun Had
og Misundelse dentek ntig.«
»Gudsdød! Inin Berengariai et du af sanime Menan
i Morgen, dkaae vi i Don-morgen til Rai-tilde eller til Blei
via ellek til hviltet af mine Slotte, du vil. Men tro mia!
Siedet got mindii til Vor Tilfredshed Runde du folae
mit Raad, niin ædle Dronninak tunde du ncernie dia ined
tidt met-e Fortrotighed og Nedladenhed til den lunefutde
’lemtie, soin tun behøvek et Sinil, et venligt Blit for at
forgude os ---— du stulde se, alt blev godt. Dei udvortesk
Preeg af Hofhed og Storhed tan tun høje og store Sirt-le
satte da hsjaate; men den indftrcentede, egentærlige Mcengde
oprsres detved og talder det Odermod.«
»Stalde Dmnnarts Dronning beheve at ncdtade sia
til ydmygende Kunstgteb og Gøglespil for at smigre en ma,
foraatelig Hohi« » lvarede Bekengaria stott « »nej, er jeg
Dkoiining, oil jeg spie mig og vise inig sont Dronning, da
vil mine linderfaaiier itte elfte mig -——« foragte mig stal de
iite!«
»Im-start mig dog ret, min hejhjettede Berengatia!
den Mildhed og Venlighed, som er faa mægtig til at vinde
Hjetterne, stal ingen Maste verke, intei hytlet, paataget
Besen, men et sandt Udtryt af et venligt Hierielav. Elsl
tun mit Folt ret af Hinten min dyrebare Dronningl elst
det, som en Moder sine Born, og du stal se, mine brave
danste lsnne itte Karlighed med Had!«
Dronningen tav pludselig, og en blussende dime
over-for hendes Kinder. En fvæt Kamp fyntes at fokegaa 7
i hendes Sjai. ,,At, du hat dog Ret, min Valdemar!«
—- udbtsd hun endelig — »jeg fslet din milde staanende «
Bebtejdelse nied Smerte. Jeg var aldrtg en Moder for
dii Fett. Dei var tun Dagmar. Men dsni mig itte for
strengi i dii hieriei Dei et let at elfte, naar man bestes
paa handerz men hvot man modtageö med Fordom og
tntet venligt Otd hsrer, der er det en tung Pligt at stulle ’
eilte. Dog, teg lover«dig det helligt, min Valdemart det
Ital blive andetledes, ved Gud i himlenl dei ital bltve
anderledest«
Den stsnne Dronntng var beveeget. og der gltnsede
Junker t hendeö msrte Hine. Kotigen trytlede hendes
haand til sine Lieder og hvtstedn »Ist-sent dertil give Gud s
tin Belsignelfet og jeg et den lytkeligste Konse. af Verden.«
Ru tom Islgei nennen, og man var nie taugt fra
Riks
H
»Man itrømmer os allerede i Mode, Heere Konge!« —
iagde Junker Sie-singe —- ,,Ser J thr dstt glimter og
stoner hist ved Aaenl og hor, hvor de allerede lnrme op
raabe!«
»Den Maade at inodtage oH oaa huer mig itte!« —
livisiede Dronningen asigstelig — »det er in et Oototx som
Je oentede Fjenden.«
»Den Frihed tan nun ist«- beiags Folket, min able
Tronning!« —- svaredc Valdemar —- »nii.1 er det altid en
lsjl de, naar mine lære Undersaatter orimle mig saaledi:
muntre og livlige i Mode«
»Da jeg red ved din Side i Svidsen for din Heer
mod Fiejferens mange Tusinder, min Valdernarl da var
ieg glad og frimodig, men i Tag er det mig, som du fulgte
min til en Udørten, mod en Flot vilde Dyr, som oilde sons
derrive inig ved din Side.«
,,Rolig, rolig, min kasre Berengaria: lud ingen mcerte
din nnrnndede Migtillid! sinlde du itte vcere tryg ved min
Eide blandt vore egne trete tro Undersaatter?«
Medeng Ftonaen on Dronningen med sagte Stemine
setz-lebe digse heinmelige Ord, naerniede Foltesiaren sin med
Linn-. on titlcedeisraad Kotigen bilsede venligt til alle Zi
der: rnen det var iiie den beænnsiede Tronning niuligt at
link-Date den lnrmende Foltetlnnne nIJd nt soliin on venlizit
LTlit, on liendeg Hilfen btev endnu mere siio og tvnngen, end
neuen Eindr.
,,3e hnor stolt! linn ved jo næppe, om hun vil se paa
Jottf« « tivistede den ene af Tilftnerne til den nnden, on
znroencs Lnften aenlød af istlcedegraad for Kannen, lød bist
on lier den garnle Nidoise inen: Berennaria horte nu selv
tiidelig det badefnlde, trirnieiide Lintvced:
..Etani san lnm Beengjerdk Here-e Gnd ocere med Kon
gen!«
»He-Mr J eders Dronninqg Velionisthilsen, min Kon«
,i,e!'« iagde bun med trcentet Etolthed on bleanede, idet hun
hastig droq Sloret for sit Ansigt for at sijule de bitte, frem:
driiccnde Taarer.
»Ist-d on Fordøimretie!« —- rcmdte Kotigen ndersi
epdragt — - »Don formaster iig til at fornærme Mnjestæteni
Ihn-s dem ned paa Stedet!«
Pan Kongens Bud red strats en Flcst Riddcre med
Jrcqne Zvcerd ind blandt Hoden, bvor de iiorte den frcette
Zinszpfann snnne5. Med Larm og Zirin adipredteg en stor
JJtirnzide Mennesler; inen derved kund-c- dei itte nndg..1a-.2,
It Born og Sevinder io iom til Etade en inange niiyldige
nackte lide med de sivldige.
Hund man iite for var oobragt imod Dronninnem
silid tnan det nn, oq skønt Kotigen endnu bestandig hilsedes
ndclin as munge med sordoblet Joer, lød Hoanslriqet inod
Tronninnen doa endnu stærtere fra alle Siden J den
hnieste Forditrelse drog Kongen selv sit Socerd og vilde sare
iiid lilandt de dumdristige; men ban følte det mislige beri:
in itandfede pludselig sin Hingst·. Hele Toget standsede
so Zonderportgbroem og Kongen bød Stilhed.
»Stille, stille! Kongen oii talet« —- lød det nu med
en sagte Mumlen fra den ene til den anden, og i et »Die
Lilit var der stille rundt om ham, som den storc Folkestare
red et Trylleslag var sorstenet.
Nu odløstede Kongen sin starke Røst og talte mcegtige
Ird til Strcri og Besiaemnielse for Oprørerne, og til Aste
ior den Dronning, som han paastod ethvert ædelt og højs
iijertet Folt niaatte ocere stolt af. Han svor ved sin tonges
kiqe Magt og Myndighed, at den, der itte cerede Danmarks
retineessige, tronede Dronninn, som den, der var lige i
Utagt og Hosbed med Kongen selv, slulde salde som en
Landgforrceder og formasielig Oprøter for Bøddelenss
Zvcerd. Da lian snaledeS med sin vceldige Hersterstemme
fiavde nediordnet Skrcet og Forbnvselse blandt de wie-sor
nøjede, vendte han sig med Hofhed og Verdighed til sine
tro danste Mcend og erindrede dein oin hoad Danrnarl var
Ilevet til i de sidste incertelige Aar. Han viste dem den
itlans og Ære, hvortil han havde habet det danste Naon og
Ien danste Trone, siden den kcetke Dronning Berengaria
Ielte den med ham. Han viste Nødvendigheden af de Op
)srelfer, san store og vigtige Foretagender ktævede, og er
klærede højt og lydeligt, at hois hans Sejervindinger niste
Ies tobte for dort, hvig det dansle Folk var san vanslægtet
sg dybt sornedret, at det agtede Æren ringen-, end Guldet,
sza vilde ban blnes ved at bære det Spir, som hans store
Forsædre bar med Stolthed. »Kalde J mig Baldemar
Zejer« —-- fagde han endelig og flog heftig op med sin be
Jcebnede højre -—-- »og ere J stolte if, at Danmarts Konge
nistet sligt et Navn med Rette, hvor tan J da bede Gud
Jasre med inig og onste Stam og Stændsel over min op
tojede Dronning, som deler min Magt og min Ære? For
jener mit Regimcnt Stam og Stændsel blandt danste,
"aa væee Stummen og Standselen tun min; fra mig nd
iit hvert strengt Kongebud, og jeg stal staa til Rede og
elnsvar dersor paa den yderfte Dag for Kongernes Konget
J min Haand hviler Loven og Sværdet; men Lykten og
Zeiten tom fraoven; den kom med Højhed og Ære og tog
Zæde ved min Side, og ser, danste Mænd! i denne Sitt
.else lom Lytke og Sejer, toin Lyst og Glæde, kom Magt
ig Ære til Daninarts Konge; hun fulgte mig Usorsærdet
nod den mcegtige Fjende; hver dansk Kriger, som saa
)ende, blev uovervindelig; men Danmarts Fjender bleg
iede og slyede. Og en saadan Dronning vil J itte irre
)g elste?« -
»Leve Dronningeni —- og leve Kongen!« — raubte
in tusinde Steinmee blandt Foltet højt og larmende.
»Tai min Baldemar!« — hvistede Berengaria og flog
iu Sløret sra det stønne, bevægede Aasyn — »for din
Stle horer jeg det ssrste venlige Ord as dine dunste.
Bive Gud og vor Fruc, at det itke maa blive det sidste!'«
Nceppe havde hun udtalt, ftrend Kotigen hatte en
ivinende Lyd, som af en Pil, tcet ved fig; han udbredte
Torfcerdet sine Arme mod Dtonningen, og hun segnede af
Sadlen i hanö Arme.
»Mord, Mord! Forrcederit Dronningen er myrdet!«
raabte tufinde Stemmer med Gen og Forfærdelse. Tavö
)g bleg stod Kongen paa Jorden med den blsdende og af
nkegtige Dronning i sine Arme. En stor, rasten Ptl sad
hendes dejlige Ernst; men ingen saa, hvot fra den var
kommen.
»Gut-I Dom! —- Gudi Domi« mumlede entelte
Stemmer blandt Foltetz men Forfæedelsesraabet over den
Jruelige Gerning og Jammeer over Kongens store, magi
Use Smekte overdøvede alle Ytkinger af tilfredsstillet has
og Forbitrelse.
Ridderne sioge en tret Kreds om de kongelige Pers
foner, og medeng Mester Hatpestreng sjeblikkelig unbet
fegte Saatet og drog Pilen ud af Dronningens Btyst, blev
Den kongelige Kann hentet. Men Saatet var dsdeligt, og
found Karmen kom, laa Dronningen død i den ulyktellge
Konges Arme
Kong Valdemars Jndtog i Ribe med Dtonning Be
rengarias Lig i den samme gyldne Karm, som en Gang
under Foltets Ftydercmb havde fett Dronning Dagmat
fra Stranden, var et Sørgesyn, som ingen danst glemtg
der havde set det. Selv de, der ivrigst havde sunget Spot
viser om den stolte, ulykkelige Dronning, ynkede hende dog
nu og fokbandede hendes Morden da de saa det stsnue
Läg, blegt og blodigt, i den spnderknuste Konges Arme.
Llf alle de forfasrdede og deltagende Tilstuere teede ingm
fig dog san besnnderligt, som en lille, putkelrygget Mund i
en Bondekofte, der bestandig løb ved Siden af Karmen og
kmlede som en afsindig, idet han gjorde de besynderligstr
Miner og Krumsprinn og raabte »Wir-at« med en hers,
ivcekkende Stett-me Det Var den forrige Hofnar, Klaus
Klumpe. Rennen syntes i sin dybe Smerte hverken at
bemcerke hnm eller nogen Gensiand uden for sig. Da en
delig Mannen holdt for Stetstrappen paa Ridehus og
Dronningeng Lig blev banret ud af Karmen, laa den lille
Banstabning tnælende ved Findttinet af Karmen. Dedu
ningeng knlde, blodige Hat-nd faldt ded Bevcegelsen ned
fra hendeg Brust og berørte Dvcergens fordrejede Ansigt.
og med et gennemtrcengende Steig for han op, tkeengte
Im lmlende gennem Folkestaren og ftyrtede sig over Rief
Værlet i den dybe Slotsbrønd: men i den store, alminde
lige Skrwk og Fordirring betymrede ingen sig om den af
findige Tvcerg.
Swenke Kapitel
Lver tre Aar vare forløbne siden hin ulyklelige Dag.
Jet var en af de forer flønne Foraargaftener i Maj Maa
ned, oa Einklande lnfearønne Bogeslove ftode nys uds
svrunane i deres Pragt oa Herlighed. J den siønne Bep
znlnnd ved searifegnard havde en fortrolig Krebs af rid
Derliae Herrer og Damer lejret fig i det grønne ved den
nn saa taldte Fru Martheg Flilde, medens den fredeliae
sglftentlolke rinaede og den nedgaaende Sol lastede sine
sidfte Straaler aennem Lydhullerne paa det hvide, firkan
tede seirletaarn Ved en høj, lyghaaret Ridders Side fad
en dejlia ung Ridderfrue med Guldtop i de brune Haar
sietninget og med et flumrende Pigebarn i Armen. CI
lille to Aarg Dreng red ftøjende om mellein Bufkene paa
Ridderens fiore Stagsvcerd og havde sin Glcede af at løbe
fra den gamle, trippende Foftermoder, som ftulde Passe
paa l)am. En gammel cerværdig Matrone med en fort,
grildcantet Spidkslzne bredte Nadverdngen paa det friste
Grønsvcer, og en sin, ung Jomfru med Gnldendugs Liv
ftnkte aik hende til Haande med at tilberede det landlige
Maaltid. Pan en fceldet Trcebul fad en rejfeklædi Herre.
med en ftor Guldring om Armen, stille og alvorlia med
en Strengeleg og fang Vier om Junker Stranges Hjem
tornft med Dronnina Dagmar, medens hang lcerlige, blaa
Zine ofte doælede med inderligt Velbehag paa den blom
strendse Jomfru, der ikle var Dagmar mseget ulia, men
doa endnu mere lignede Jomfru Kirsiine af Rife i hendes
Entkelige Dage.
»En herlia Aften, min Rigmor!« —- fagde Ridderen
oa tryttede den flønne Frues Haand — ,,for;er vor lille
Hedvig alt-s« «
»le ja, hun giver den sinulke Aften en god Dag!«·
— svarede Rigmor mut. —- ».Hvor kan du dog oaere soo
rolig? Karl! og hvor kan vi sidde her og here paa gamle
Vifer eller tcenke paa nogen Verdeng Glæder, førend vi
har taget en Befliitning? Feommer xnin Fader nu hjem
fra. Eflland, fom den gode Thorgeir fiaer, hvad vil der san
blioe af? —- Hav dog Øje med den vilde Albert, Marthe;
lad ham ikke løbe i Partenl«
»Lnd os vcere glade faa lcenge vi lan, min elfkede Rig
Inor!« — tog Ridder Karl af Rife roligt Ordet igen. —
»Endnu er han jo ilte kommen til Nive, og Faren er itte
ftørre i Dag, end den har varet i tre Aar; næriiiere er den,
det er sandt; men der maa doa komme en Ende paa al Ting,
oa jea er ncrften alad oed at høre, det Uvejr ncermer fig, som
vi dog vidfte maatte komme en Gang. Floni din Fader i
dette Øjeblil og faa og sidde faa fredeligt her, maafke han
dog tilgive os, om itte for vor Eckle faa for de nflyldige
Borns Skyld; men vilde han adstille os, tom han med
dcebnet Maat oa fordrede dig tilbage, saa stulde han bog
se, jeg havde ikke Volde og Grabe om Borgen for intet.
Dog jeg ftoler paa Kongen og den fromme Ærkebifp."«
»Ak, hvad tror du Kongen bekymrer sig om os? fideni
den nlyllelige Dronning blev myrdet for hans «Øjne, er
han jo bleven gammel og graa af Sorg; og Ærtebifpem
han tcenker jo lun paa Boger og Strifter.«
»Gud hjeelpe Kongenl vi ere dog endnu tusinde Gange
lnlleligere, min Rigmor! Sørger han endnu lige dybt
over Dronning Betengariai gode Thorgeir!« —- her vendte
Karl sig til den nys anlomne Gæfi. — »Hvorledes var.
han til Mode, da J faa ham fidft?«
»Jeg beundrer ham i Sorgen som i Lyklen!« — fvat
rede Thorgeir Danasljald og lagde Strengelegen til Side
— »Vel fer han fast nd som en Olding: hanö haar- er.
astegraat, og hans Pande er furet; men Jlden i hans ftore
berstet-eine er ikle udflult, og han hat maaste i disfe tr
Sørgeaat virket mere for Danmarks Bel, end ved alle sine
Sejervindinger. Han sidder daglig i Lønkamtet med Ætt
lebifp Andreas og den lærde Abbed Gunner fra Øm og at
bejder paa den nye Lovbog. Han forspmmer aldrig Randek
og Tinget; ja man mumler endogfaa om, at han endmtz
vil udfsre den dristige Plan mod England og snatt rejse
sig i sin Kraft og Balde for at tilbagevinde Knud den ftp-.
kes Krone. han mager ofte hele Retter, og betet nieste
et Sees-syn, at han, som i denne Tib, forfeifter sig nost
Dage paa Jagten. Men Grev Deneitö Bei-g synei as
oprnuntre hom«
Miit-GA
- «--·-«-J«-«" .-. «-! s-.s
; ,
