Fundeii.
MA. Vollmar.
Fra Tyst ved Olga.
(Slnttet )
—- — — Justitstaadinden havde tæntt meget over
tbatas Fund og tunde ille lade væte at tænte detpaa,
aa hnn var vis paa, at hun ikke vilde here mere til
ldstyttet, altfaa havde hun tun haft Udgift og Mei
Ijed, og det· maatte Mc tillades, hun maatte nu paa
« Sidse gete, hvad hun tunde. Hun strev den-for et Brev
— Politiassiftenten, stildtede deti Batbaras Faitigdom og
rlighed og bad ham sorge for, at Sagen blev rigtig
detspgt, at hun i det mindste tunde faa en lille Finde
Dette Btev sendte hun med Posten endnu samme
en og haabede det Bedfte hecaf. Men næfte Morgen
, e hun i Avifen, at Politiassistenten havde faaet en
naeke Oktav.
»Saa et mit Brev fotgasves,« sagde hun, »det see
, som alt. hvad man vil gøre for den ftattels Bar
a, ille vil lyttes.«
Noale Timer eftee tom en Dame i Bei-g has
stitstaadinden, de tendte hinanden fra en Baderejsr.
»Hvotledes tomxnet De hertil?" udbrød Justits:
- inden.
, »Jeg stal do her i Byen i nogen Tid, ,,jeg bot hos
f n Onkel, som i nogen Tid stal tkckde i Stedet for Poli
ssistenten.«
Bedte tunde jo itte handes Justitstaadinden, strats
talte hun Barbaras Historie og fluttede: «De maa
- bede Detes Onkel tage sig af Sagen, er der end itte
ale om stoke Ting, for den fattige, lamme Syerste er
- « Kenner meke end io Tusind for os andre·«
Med Løfte om at gete, hvad her tunde gotes,
Totlod den fremmede Justitstaadindem sont fagde til sig
;Zelv: ,,.Hvor ftulde jeg glcede mig, om Sagen sit et godt
Udfald for Barbara.«
j Den siulde faa et godt Udfald, men aanste andet,
end hun tcentte; thi en højete og starre end Politiassisten
-ten havde taget den i sin Haaren
lX«.
Vi-: liar lian alte Stern-L
Hani Middler tunc-g ei
: Da Barbara en Aftcn toni tijein, fit tntn et start,
- blaat Bren, hdori bun otsfordredes til nafte Moraen
;at indfinde sig tun Flontoret paa LUtoltthtorveL tinn
havde endnu aldrig faact et lianende Bren, inen tnm blers
- itte forfærdet, »det er vet Paa Grund af de time stroner,«
f tcentte hun. Alliaevel var tnm bejtirtktia til Mode,
Brevet var jo stort og til Delg trytt. Hun tager sin sorte
Aiole frem og ordner alt oin Aftenen, det træsser sig meget
T- heldigt, at hun itte ital ud at sy i Morgen, hun har da
Dagen til sin Raadighed.
, Morgenen er nckppe brudt frem, for nogen banter
, paa Barbarag Dor, hun vaaaner derved, er da llret taa
mange? Det banter attcr; inen Schwarzwalderuret
viter tun fem, —- hvein tan komme saa tidligk Tiet
banter for tredie Gang —- »er der nogen"c’« spørger Bar
bara.
»Ja, det er ntig,« fvarer en freminrd Steinnre, ,,tut
dog op.«
»Hvem er De?« sporger Barbara angsteligt.
»Jeg tonnner fra Politiet.«
Potitietk Ja for det er hun nødt til at lutte op,
selv orn det er tidtigt, hurtig tlæder hnn sig paa og end-«
der op i sit Verelse, saa at der nasppe er gaaet ti Minutter,
føt hun tutter op
Men det er ingen Politibetjent i blant Uniform,
der begærer at tomme ind, et ungt Menneste i Arbede
tsj og med gtkrdesstraalende Øim staat for hende, han
griber begge hendes spendet-, trytter dem hierteligt og
siger:
»Kan, bedfte Frpten, De ved da, at Die i Daa stal
hen paa Molttestov?«
»Ja-«
,,Jeg vilde tun bede Dem itte at glennne at tomine
derben.«
»Jeg tonnner natutligvis; men hvad vit De saa
tidlig hog mig? Det et jo fortt Klotten ni.«
»Jeg var bange for, at De stulde gtemme det eller
flet itte tomme.«
»Men vatter man da Folt Kl. fern om Morgenen?«
»Hm-e Festen, De maa itte vaste vred paa inig,«
bad gan, »i Gaar Aftes fit jeg Strivelsen, Klotten sets
sta viere i Forretningen, og jeg var faa bange for,
atyiie itte stulde tomme.«
— Vted var Barbara itte, lige over for dette lytte:
FDige Menneste var det umuligt, selv otn hun vilde.
- , »Er det for Pengrnes Styld?« spurgte hun.
, »Ja, jeg hat tabt dem, vare de itte btevne fundne,
havde min herte jaget mig bort.«
»Jaget Dem bott?"
»Jaget mig bort med Stam og Statut-seh thi man
troede itte, at jeg havde tabt dem, man troede, ieg let-«
Ved disse sidtte Ord bedaettede en dyb Stamrsdme den
tatendes certtge Anstat.
»Da det.vilde De itte?« spurgte Barbara alvorligt.
»Nei, aldrtg, jeg bad stadig huren om, det maatte
vcre et artigt Menneste, der fandt dem, og nu er jeg faa
tytteltg, t Gaar Aftes tom Brevet, hvort der ftod, at De
havde fundet dem, jeg hat ttte tunnet fove af Glæde i
Nat.«
; Barbaeaö gamle Vierte bautede af Glæde, hvor ger
ne gav hun nu ttte Aftald paa Findelsm »Wenn tnden
for,« sagt-e hun, «jeg laver os en Kop Kasse, ellee De har
- mai-sie alleeede druttet?«
f Den fremmede lo. «J«eg dritter Band am Morgenen,
ieg tatsee Dem for Dere- gpde hensigh jeg maa tmtds
leettd ftynde mig; tht ie- hae meget at gsre tut-en Motten
i.saa fes vi altsaa otter? De kommer jo, min Herr e
gaar med mig.«
Barbara nikkede, og borte var den frenimede; men
i den lille Stue og i Barbaras Hierte var der Solsiin.
»Hvilke gode Øjne hart havde,« tænlte hun, »og flere
Holler l Blusenz —- men de vare da til at lappe endnu
«
Sagen blev hurtig afgjort, Guldstykkets Taber og
Finder stod over for hinanden, Tid og Sted for Tabet
pas-sede, der var ingen Toidl deroin, — Barbara havde
fundet Pengene, Lærlingen havde tabt dem
»Hoin der mest glæder mig.« sagde Principalen til
Lcerlingen, »er, at du es et cerligt Mennesie, der itke har
leiet for mig. N:.c.: di komme hieni, vil jeg fige alle
i Forretningen k«.«
Nu ku» Lærlingen itke holde sin Gliede tilbage
hon tog V Jara om Halsen og tryitede hende en blank
Krone i Ho 1den.»Tak for Dereei Venlighed, denne stal
De have, ieg hat ærligt fortjent den.«
Men Borbam ncegtede at tage mod den. »Nei, nej,
jeg vilde stumme mig ved at tage Deres Penge.«
Da lagde Priticipalen sig imellem og fagde:
»Jeg vil gøre Ende paa Striden, du beholder din
Krone, Chriftaph, og De faor denne af mig,« dermed
ratte han Barbara en Krone, »tag tun mod den,« bad
han. da hun tøvede, »De har visi baode haft Udgift og
Tidgspilde.«
»De: er sondt nok,« sagde Barbaren »men for hom,
der derved har faaet sit cerlige Navn tilbage, ofrede jeg
med Glcede noget. Die stal have Tat for Pengene, og vil
De gøre mig endnu en Tjeneste, da tillader De, at Chri
stoph faar Lov at komme til mig paa Søndag.«
Med Glcede sagde haade Herre og Lærling Tal for
denne Jndvydelfr.
Sondagen koni; for Barbara var det, sont var det
ten itor Festdag Hendes Sitte saa endnu mere proper og
! ilinnende nd end icedvanlig, og den-s Bedoer var atter iført
sin forte thole. »Na gaar jeg i Fiirte,« sagde hun ded sig
selv. ,,naar jeg loinmer hieni, spiser jeg hurtig min Mid
Ldagsmatx vodsler op og lader en rigtig god Kop Kasse, til
)
Lkhriitoph tommer.«
Da banlede det paa Deren, frifl og glad lotn selve
LlJiorgenftnnden troadte Christole ind, hang glædeziftraas
lende Llnsigt halvt stjult af en smuk Bittet Roset, fom
hatt holdt i sitt ene Haand, i den anden havde han sin
Que, som han cribødigt havde taget af.
,,(iiod Morgenl« begnndte han. »De vildc itte tage
knod mine Penge iorledenz men denne Rose maa De tage
k:icsd.«
, »Bosheit« blotnfterelskende Hiertc var henrttlt for Re
l
l
fett, hendeg menneitekcerlige Hierte ikte mindre for den
leidend-: Womit der ftod foran hende, den ene vilde hun
äsastte i sit Vindue, den anden havde uden hendes Biden
sog Villie tagrt Pladg i hendeg Vierte.
Ferse haode ltun dog en lille Forftrasttelse at over
vinde, di det oik op for hende, at Christoph hovde betragtet
Jndbhdelsen som gceldende for hele Sondagen. Hvad
stulde hun give ham til Middag, thi hun havde kun lige
til fig felv. »Jeg spiser intet,« taenkte hun.
»Jeg fliilde i Kirke nu«« fagde hun.
»Jeg folget med,« svorede Christoph, hoorpaa de
fitlgtes ad til Gitdg .f,)us.
Tt var en herlig Sondag med Gliede fra Morgen
til Eilig-m da de lom hjem fra Ritte, lavede Barbara Mid
dagsssiaty sont smagte dem fortræsseligt, Barbara mente
aldcxg at have faaet faa god Mad, og det fatnme shnteg
Christule da de fod ved Fiassebordet, og Christoph atter
.forsitre’de, at intet Stedg i Berlin var det saa godt at
ockre som hog hende, fagde Barbarat
,,-7fortcel mig noget om Deres Forceldre, og hvorles
des De er tommen til Berlin.«
ishriftoph fortalte hende om sin Barndom og tidligste
llngdom, hans Fader var tidlig død, hoorefter Moderen
og Bedstemoderen havde opdraget hom, derpaa var hans
Moder dad, og Bedftemoderen havde begivet sig paa Reise
til Berlin med hom, at han lunde slippe for at blive Svii
nehhrde; men under Bejs blev hun syg og dsde. Efter at
hun var begraoen, git han videre til Hodedfiaden for at
søge efter sin Onkel.
»Hvor boede han, og hvad hed han?« spurgte Bar
dara.
,,.iiobmand Müller,« svarede Christoph, »hdor han
beede, vidfte ieg itte, men jeg gjorde Regning paa, at var
jsg forft kommen til Berlin, kunde jeg not finde ham. Jeg
git og gil, indtil Folt sagde, jeg dar i Berlin, jeg var bog
»itte i Bhen men i en stor Habe nie-o fcnulle Anlieg og
Blomsterbede Det havde regnet stcerlt, saa at Vejene varej
opblodte, og jeg ilede fremad for at komme til min Onkel
jeg spurgte flere, jeg til-die, efter Købmand Müller, men
de lo kun og sagde nogle for mig uforstaaelige Ord, til
!sidit blev det merkt, jeg var saa trat, at jeg lagde niig un
;der et Trce og faldt i Sovn Næste Morgen, da jeg vaag
nede, begav jeg mig atter paa Vandring, i Begyndelfeni
mødte jeg tun Arbejdere, sotn ogfaa, da jeg spurgte efter
min Onkel, lo mig ud, de sagde mig imidlertid, at jeg end-s
nu itte var i Berlin, jeg var i »Thiergarten«. Da mødte
jeg en Heere med nogle Flasierz «Skulde det ikte viere
Onkel Müller,« taenkte jeg strais, thi Bedstemoder havde
fortalt mig. han havde begyndt sin Lobebane med at stylle
Flatter. Jeg spurgte ham altsaa, om han var Købmand
Müller!
»Sie-Wand er jeg nol,« svorede han venlig, »men jeg
hedder itie Müller.«
hatt bed mig derpaa fortcelle, hvorfra jeg kom, og
hvad jeg vilde i Berlin, jeg sagde ham det, hvorpaa han
tagt-e
,,Min ftatkels Dreng, du kender ikke Berlin, og du
ved tkke, hvor stok den er, og hvor mange Ksbmcend Mül
ler der bo. Din Onkel findet du vanskeligt, hvem ved, om
han endnu er i Berlin, ont hart overhovedet lever.«
Jeg fulgte videre nied ham, og under Vejö spurgte
hon mig ud om, hvad jeg havde leert, hvorfta jeg var, og
om mine Forældre og det alt paa en san hjeetelig Maade,
at ieg fattede fuld Tilltd til ham og fortalte ham min
distortr. Reget efter fogde han
»Jeg plejer tkie at antage Iolk, jeg itke senden i min
Forretnth du hat inqen Anbetaliawr og kan derfor godt
viere en Landssiryger, men jeg vil alligevel gøre en Und
tagelse med dig, thi du har et Par ærlige Øjne, sorn ilke
se ud til at ville bedtage mig. Jeg dil tage dig paa Prove,
naar jeg efter tre Maaneders Forli-b er tilfreds med dig;
-naar du i den Tid i et og alt har vceret ærlig, faa at jeg
lan stole paa dig, vil jeg se, hvad jeg videre lan gøre for
dig."
,,Saaledes talte han,« vedblev Christoph, medens
Barbara foroentningsfuld herte paa ham, ,,og jeg gik med
ham. Da jeg kom til Berlin og fao de mange Huse og
den bølgende Menneslemasfe, — da indsaa jeg, hvor dan-»
stetig og forgceves min Sagen cfter min Onkel vilde have;
verei. —- Saa vidt gil nu alt godt, vel folte jeg mig megetl
ene, men Bedstemoder havde vist mig hen til min Fader og
Frelser i Himlen, til ham tnede jeg i min Enfomhed, og
Lhan blev min bedste Ven, selv otn jeg oite maatte tcente paa,
om min Moders og Bedftemoders Ord siulde gaa i Op
fnldelle, ongud atter vilde give mig en Moder, jeg tcenkte
mig, at maaike Virrtinden, jeg boede hos, vilde tage sig
moderlig af mig, men hun faa tun efter mine Penge.«
Barbnra trytlede deltagende Ehristophs hoarde Hannd
»Da siete Ulhllen med Girldstvllet, jeg stulde hente
fein Indelroneftykler, og da jeg tom hiern, havde jeg kun
site. Jeg fortalte ftrals min Heere det, at jeg itle havde
bevoldt, nten tabt det, han hadde maafle ogsaa troet mig,
hvigs itte de andre i Forretningen haode talt om .,tilløbne
Drenge« og bestemt fordret, ai jeg ftulde jages dort. Dette
gjorre Prineipalen nu itte, men sagde mig, at hvis Pen
gene itle tom til Siede. muntre jeg bort til forste Juli.
Jmidlertid lovede han at efterlnfe Pengene, hvad hnn ogsaa
gjorde, men jeg rncertede inart, at innen havde Tillid til
mig, ingen betroede mig mere en Dre. Eiter nogle Dages
Form-b medtelte Principalen mig, at intet Var fundet, og
—- san tungt det end var for ham — i hans Forretning
tunde jeg itle blive, da hang Folk ilte vilde viere samtnen
med mig. Tænt Dem, nfslediget med en saadan Plet paa
fig, ieg snntes me, jeg runde overleoe dei! Men Torgdag
Aften Motten ti lod Principalen mig ialde til sig og
sagde:
,,6l)ristodh, du har ilke løjet for mig, du er et Erligl
Menneste, dine Penge ere fundne der, hvor du angad at
hark- tabt dem.«
»Jeg troede oed at here disie Ord, at jeg var i Him
len m borte Engleneg Lovsang, saa liflig klang de for
mig, nceste Morgen lob jeg hen til Dem, og da jeg kom i
Fortsetningen trhtkede alle, selv Bogholderen, hjertelig min
Hannd —- og hoem slylder jeg Tat derfors Dem, Dem
alene.«
Barbara tørrede Taarerne af. »Aera Christoph
Herren ene slylder De Tat derfor; thi han ved at vende
ondt til godt og spre alt saa herligt ud.«
Længe fad de endnu og taite, Christoph forman
gamle trofafte Barbara oni fin Moders og Bedstemoders
Ded, han llagede over sin Ensomhed i den ftore By, oder
de andres Haan og Spot, fordi han ille tog Del i deres
Lystighed, og fordi han om Sondagen spgte hen i frn him
melsle Faders Has. —- En daarlig Luftning var over hans
Kammerater, men midt i den store By var nu en Kilde med
rent, llart Band vceldet frem for hom, denne Kilde hed
Kærlighed, moderlig Kcerlighed, og den ensomme Christoph
lunde itte blive træt af at øse af den. Og for den ensom
me, gamle Kvinde, der gerne vilde sorge og arbejde for
andre, var en feist Blomst spiret frem, som for Fremtiden
ftulde smylle hendes Livsvej og forlene den Glanz-s og
Duft.
Det var blevet Aften, Vinduet stod aabent, den blaa,
styfri Himmel kigede ind deraf, Blomsterne duftede, og en
Spule, fom havde bhgget sin Rede i Tagrenden, sang sin
Aftensang, der lød saaledes: »Svalen har funden fin
Rede.«
Var det ikle den samme Salme og Lovsang, som Bar
bara og Christoph til Slutning sang, en Lovsang til de
faderløfes Faden fordi han havde gidet sit Born et Hjem
og et Tilflugtgfted her paa Jord. Barbaras sidfte Ord
date disse:
»J Morgen Aften tommer De ogfaa herhen, at jeg
lan lappe Deres Hverdagstøj.«
V.
, Jesus- ttnstuss blcv for vor Ztnld
! satttkp daf tmn var rig, at viv vcd
lmnö satttgdom tundc votdc k(ge.
f Setz Maanedcr ere gaaede, i Dag er det den 24de
JT December Juleaften Barbara staat ved Vinduet og ser
H ud over Tme og Hase og spejder efter, om itke Vinduerne
Itraatc klaren til chn Paa, at Jesus, Julens zwqu er
draget derind, og Julelysene ere tcendte til Ære for hom,
san san hun op mod Stjemchimlen, uvilkaarlig foldebe
nun Hættderne og udbrød:
1
»Hvor er du stor og mægtig, Fader i Himlen, Millio
ner af Los funkle paa bin Himmel, hvor ftort maa itke
dit Forraadstammer vcere, hvori du gemmer alle de Gover,
du i Dag deler nd til dine Born, du tige Gub. Og hvi1
ten en Gave hat du ikke givet mig, du kæte, trofaste Faden
jeg er itte al bin Trofasthed og Barmhjertighed vætd.«
Det er Barbaras Tausch hun gaar bort fra Vinduet
for at taste et prøvende Blit paa Botdet, midt derpaa staat
et lille Grantræ, rundt om laa Gavet til Christuka en
Bluse. et Par Stmnpet, en Sohneon en Tallerken med
Peberkager, Æbler og Nødder. —- Ellers havde Juleaften
været ensom for Barbara, vel var hendes største Glcede
Englebudstabet: »Eder er i Dag en Fresser sødt, « men just
i Glædens Stand længes Hiertet efter Deltagelfe og For
staaelse. Uger igennem havde hun syet og arbejdet til;
Festen, tidt havde hun faaet Smaagaver; men faa hun sigs
om i sin ensomme Stue, var det bog, fom manglede det;
bedste, nu var salt blevet anbet. Hun havde nogen, hun«
tunde elske, et Menneste, der stod lige saa ene i Verden som
hun, en Son, der med fm Ungdomökraft vilde arbejde for«
hende paa heades gamle Dage. Han havde lejet et Verelse
der i Hufei, han fpiste hos hende og var i fm Fritid hoö
Lhendez om Sindagen fulgtes de ad i Kitte, hvoreftet
Christoph git sen lang Tut og glædede scg til at kommt
hjem. lhttelig oger at have et roligt Tilfiugtssted. — —
Nu lpd der Sttidt paa Trappen, det maatte viere
ham! Hurtig tændte Barbara thene paa Julettceet, sen
at det straalede i Festdragt, da Christoph traadte ind.
ogsaa han havde et lille Juletrce nied tændte th.
»Men Christus-h hat du ogsaa et Juletræ?« udbttd
Batbara sorundket og bevceget. »Det er forste Aar, jeg
tan huste, nogen bringet mig et Julettæ.«
«Jeg har endnu mete,« sagde Christoph ivrigt, »hei
er mine Julegaver fra min Princikah to Guldthvetrone
stytker og et Bkev, hoori der staat, at jeg sra Nytaat et
sansat hoH ham som Striver med sets Hundrede Kronek
om Aaret, o, Moder, glæd dig med mig. Nu stal du ille
mere gaa u·d at sy med dine gainle, svage Øjne, du holder
Hus for og begge, og jeg tjener Pengene dertil.«
»Og dette stulde jeg give dig sra min Principal,«
oedblev han, — »det er det Guldstytlc, som jeg tabte, og
som forte os- samtnen, han mente, det vilde vcere dig lett
at eje det.« tChristoph tunde hade tilfgjet, at Principa
len ogsaa havde sagt, at detle Guldstytte skyldte han, at
han haode et paalideligt Menneste i sin Forretning; men
sde er tunde han ilte faa oder sine Uebers
,,Men jeg var lige ved at glemrne det bedste,« sagde
han og tog en stor Watte stein, «se det forcerer jeg dig·
To Urtepottcr med Lillietonvallek og denne gronne Lam
pestcerni,« hurtig pastede han Herlighederne ud af Papi
;et og bredte dem ud for Batbara.
Denn-e var ganste fsorstenet; men Lilliekonvallerne
bragte hende atter til sig selv. «Christoph, shnes du, det
er rigtig at give saa mange Penge ud for Blomster?«
»De. have tun kostet to Kroner,« lo Christoph, »mei:
denne ene Gang inaa du itke være vred paa mig.«
Han beundtede nu sine Gaver, og de jublede og glit
dede sig samtnen. Lysene brcendte, Grantraeerne duftedz
Lillietonvallerne blomstrede, de tre rede Guldstyttet funk
lede« ret ene mere end de andre. Barbara tog dette i
Haanden og sagde:
»Der dille di itte give ud, Christoph.«
»Nei, det stal holdes i Ære, det forte os fremmede
Mennester samtnen.
Klotterne i den ncerliggende Kirke taldte nu Folk
til Guds Hug, hvor Englesangem Ȯre vcere Gud i
det høje,« toner med stcertest Klang. Barbara og Chri
stoph fulgteg derhen, den halte Kvinde behøvede nu itke
mere at frygte for det glatte Føre paa Gaderne, thi en
traftig Arm ndede hende Støtte, Christoph saa helt man
dig ud, da han med sin Plejemoder under Armen traadte
ind i Guds Hug. Højt og tlart lød hans Stemme, da
Julesalmerne tonede, men Barbara kunde ikte synge med,
hendes Hjette var opsyldt af Tatnemlighed, men ogsaa af
cn dle Stam over, at hun havde haft saa ringe Tillid til
tin Gut-. Hun lodede i Dag aldrig mere at knurre eller
dcere forsagt, selv om den Tid maaste kom, da hendes Aj
nes Log formørkedes as en edig Nat, hun foldede stne Harn
der, og medens Menigheden sang: »Glade Jul, diejlige
Jul«, bad hun sagte:
,,Min Tro og Trost, mit Haab, min Bon,
O Herre, du formere, (
Giv mig frit Mod og Taalmod støn,
Mit Levned du regere,
At i din Frygt jeg vandrer saa
At jeg et evigt Liv kan faa,
Raar her jeg er ej mere!«
Hvor gerne havde hun itte givet den Gud noget, der
haode givet hende sin Søn og alle Ting med ham: hun tog
i Lommen, hvor Guldstyktet laa; da de git ud as Kirten,
iod hun det sagte glide ned i Kirtebøssem Jngsen haode
set det, tun Christoph maatte vaere besjælet as samme Tan
ter, han saa det funkle i hendes Haiand og forstod hendei
Adscerd, hvorfor han bøjede sig mod hende og hvistede:
»Det var ret, Moder, hos Herren, vor Gut-, er det
bedst gemt.«
ss
Evangelicts ZNagt
Te to .Lmvdinqcr —- itasfcrlioudinqcn Kaina og
Voticlmancrljuvdiugcn Mai-usw var liinandcns Tod-Z
sicut-et
Nasstru salutidiq med, at en Missiuuccr bcgyndte
at furktmdc Evangcljct for Raums Stamme-. lusqyndte
en andcn Missiuuasr at arbcjdc Incllcni Maroccos
Full-.
chmis .Lwtidiiig(s1«nc annammcdc Ltsdcip udcn at
den one vidftc nuqct um den andmsz Zindssorandring.
Nogcu Tjd cftcr skctc det, at Kaina og Marocco
paa del-es Vandringcr blcv nodtc til at uvcruatte i et
og stimme HULL klimer blev forfcerdct, da han
vorn-, at hanc-J Dudszfjendc Raum befandt fig under
sammc Tag som han.
Menge jaa bcggc Hutidingcrnc tafo paa hinan
dcn. Endclig tæicttc stumm ,,.Lworfur skal jcg tie, da
jeg dog har fundet Naadc for lsiud; mit Hjcrtc strom
mcr over af Ziærlighcd til alle«. Dcrpaa spurgte han
vcnligt Mai-occu: »Ved du, hvorfor vi to, du og jeg,
siddcr her frcdcligt husz hinandcn i dennc Stue» «
Marucco spart-die »Ich vcd ikke hvorfor; men
fandt er dist, du siddcr der, og jeg siddcr her, og vi fid
dcr her sum Butsu-M
,,!Ic11«, sagdc Kaina, »ng vil sige dig Grundenp
Missionccrcrnc er komne til vort Land mcd Guds
Ord. Og dct Ord lærer os, at, til Trods for, at vor
Ansigtsfarve, vort Sprog og vort Fædrcland er for
skclligt, saa stammer vi dog fra eet Blod og er faldne
ii Synd. Mcn der er en Fresser-, fom er død for alle,
.eu Frelscsvej, og en Aaud, som lærer os om denne
Vej, naar Ordet bliver prædiket. Dette Ord er blevet
forkyndt for os Kasscre, har erobret vore Hierter, og
nu lever vi i Frei-. Sandelig, dersom dette ikke havde
været saaledes, saa vilde i Dag enten dit Spyd have
truffet mit .Hjerte, eller mit Spyd bit Hierte. En af
os havde maattet dø!«
Efter diese Drd vekölede Kama og Marvcco
Ringe, til Tegn paa Fred og Kcerlighed, raste hinan-·
den Haanven, knælede ned og bad.