D Was-gessen
V. S. Jagemann.
VIII-»O g-. .
Tredie Tel.
Vereint-)
Nu kotn Marthe hastig ind og tras de elstende i en
inderlig Omsavnelse. »As Steh, Or. Karl! Haartop vg
hvvedguld paa; i Knaben igen! jeg er bange, der kommer
sogen —- ak ja!« —- sagde hun angstelig — »den Ungdom,
den Ungvom!« og nu vnnteve hun Karl ian med den bott
kastede Jornsrustavs vg trippede atter hen til Toren paa
Udkig.
»Farvel, farvel, rnin Karl!« —- hvislede Rianwr —
»du maa vel gaa. og saaledes tsr vi aldrig ses mer! mit
Iode Navn og Rygte — og rnin Franck« —
»Hans Minde saa vi aldrig, ferenv du er min Mate
hustru fvr Gud og Verdien. Hat du Mod, min elslede Rig
morl san vis mig det nu! lad en Klert sorene as hemme
lig enbnu i benne Nat, i nenne Time! lad mig føre dig til
Karise! der skal ingen Magt paa Jorden adstille vgl«
»Gud sorbarme sig! det gaar alvrig govt —"
»Jeg har bejlet hos bin Fader sorgæveåx han er
nhsjelig« — —
,,Hvad? has min Faden sorend has mig'?« —- her
knhttede Rigmor den lille Hat-and og truedie — »havde jeg
vidst det, stulve jea have pint vig vobbelt saa lange. Nu.
hvsad sagde han da?«
»Hast var san vig paa din Lndighed og bin Frnat scr
hans Strenghed, at han for Spot halvt lovede mig via,
hvis jeg uven hangi Samtytte tunde vinve blot Ravhjertet,
du der betrng
»Der har du det med bet nndet2'« —- saade Rinmor
rast og trodsig — »er det sandt? Karl! tror han rnig
virkelig saa frygtsom ag en saadan Elavinve as bang Exten
sinvighev — saa kom! saa vil vi vove vetl havde jeg ille
vgsasa en Villie, var jeg ikte Grev Alberts Dotter. Dei
stulde gaa nndserligt til, skukde je; ikke Lande gsrc han: go:
igen; hvor streng han ladet, er han jo bog tun en Mand.'«
»Min Brud, min heltemodige Vrud!« - raubte Karl
nde as sig selv as Gliede og omsavnede hende hestka.
»Ak, Rigmor! BarnS kcrreste, bevste Jomfrn RigmorI
del gaar dsog aldrig i Evighed an!« —- jnmreve nu Marthe
engstelig og vred sme spenden idet hun lob frem og til:
bage —- »hvav vil eders strenge Or. Faver sigeZ jeg er
nlhttelig — jeg er Dpdsen5, naar han saar der at vibe.'«
»Du solger med og til Karise!«' — sagde Karl —
»Kongen vg Ærtebispen maa gore al Ting govt hvS Grer
Albert.« « -—
»Du sial altid blive has os, lille, gove Marthe!« —
sagt-e Rigrnvr venlig og tlapvebe den gamle paa Rinden
,,Ak ja, jeg hat so Drøntt det saaleves alt samtnen vg
det maa være Himlens Villie!« —- suttede den søjelige gamle
og heutede hastig Rigrnors Kaabr. —- »Nu, saa i Gudg og
den hellige Jornsrues Navn!« —- vsevblev hun oa tom mer
en Bhlt under Armen tilbage «- »vil J selv vove at sor:
spare det, ak ja — saa har jeg en Frænde i Kapitelhuset,
sont kan lese Velsignelsen over jer i et Ziehlit Men jeg
er bange, vi ere rabede — jeg hører nogen paa Ganaen."
»Stæng for Gangdøren!" —- sagde Rigmor Engstelig
— ,,vg sslg os gennem Sieger-set til Baggaardem at, Karl,
Karl! nu blever jeg bog saa angest. Ær din Faver og vin
Moder« heddet bet« —- —
»Mod, min Rigrnork Ær bin Faver med at have
Mvd og krastig Villie sorn han! Du stal svrlade Fader og
Moder, hedder det vgsaa. Drn hellige Rirke stal velsigne
os! Guv bestytter trosast Elstov. Kom! vet gelber al
min Lytsalighed i Verden Over mit Hoved tommer Fal
gerneS Jeg er beredt paa alt.« —- Dervaa tvg han hean
rast om Livet og ssrte hende hastig og ubetnærlet uv as
Slvttet sor at ndssre vet vovelige Foretagendr.
»Es-I fordsmt Strea,!« « sagt-e Kotigen Tagen efzer
og git, tejsetlædt, med et andern Brev i Hakmbem frem ok:
tilbage i Dronningens Gemat. ss »Derfor havde han sur
dan Hast med at faa Lehnsbreoei udfxcdet csg faa Lrlov
til jeg selv Draqu i Leding. Gudedødk en flig Tumdti
tighed Hat jeq itte bor: Mjge til firen Historie-n met
Ridoer -s» ltesøn nq Konn- -Der!er-:s Tau-en L-; hde er
nu herveD cn gere. tvreo Juden tilqicier has-n m amtin
i Eviqbeo; kommer kmn him, kioer bis-: Achse-Zagen neF
over here-J Hoceder og fordre: Matestavei hævet -.:f seieresk
og Pape.« -
»Skade for Den vatre Ri.,1mor!« —- fagoe Tronningen
— Jan de redne5, min Edle Ronaek og tun Geeo Almen
paa nogen mulig Maave forsozze5« —
»Den-ou et ikte at taente. Alt, hvad jcg kan gott, er at
lade Dem have Fred sag lænae som muligt og lade Grev Al
bekt blive i Eftltmd san længe ver er noan rimelig Grund
dettii. Han et mig given meo Liv og SjæL den tcetle
AWLUZ MM jcg kcndct hümz hon » snm Jekn Vg SMAL,
naar det gældek hans Faberret og hans huglige Antig
gendetx deri ladet han hverten Konge eller Keifer blanbe
ftg. Men kam nu, min Berengatia! vet hjælpet ikfe at
teeute derpaa. Du stal nu snatt se bin tære Audacia
igenf
- »Juk, min Valdenth« —- sagde Betengatia og tryi
cede hems Haand med Heftighed —- »du ved ikte hvor du
glædet mig med den Rejfr. Vel fsler jeg mig statt not
til at fotagde den lavsmdede Hob og dens- taabelige Had
—- den sttrste Monds Kerlighed hat givet mig Mod til
at ttovse en hel Vetdens Mislendelsex men det er bog tungt
st se Hg badet, og jeg ftlee mig bog mangen Gang, inaar
U sue et mig net, ret frei-named og fortavt blandt visse
Wiss Mutw, fpm miiunde mig bin Tillid og Ker
Ighd og neiin hvert Ort og hver Mine. Den eneste
-Wise Sjcl sont her fptstod mig og visie mig Velvillie,
Ist w satt-, lunefulde Ritzen-m Nu hat ogsaa hun
Ieicht mig, ps jeg Esset un vobbelt efter min um, ven
II Marias
- »Hu M Un beste Ungdoms fortrpkige« — fagde
W-— ,,pg set atmet mig iste, du gerne
IN ists M U fW W syst, It du Haupt
»Ist W M W Mss hu ladet Ue
I — , c
- - - " HEF
fadnr. Dosg lud det ttte foestyrre vor Lyksnkigheä sti
hsjhjertede DronningL Folket er et egenfendigt, lnaefukde
Bern; det hat ingen Sang for den heil-ed. sont ilke stin
ler sig i Mildhed vg nedladende Venligbed: men deti Sind
er godmodigt, omsiifteligt og let at vinde, som Beweis.
Streut dem biot et Smil. en venlig Afstedshilseni dg du
sial se, naar vi komme tilbnge. vil mine brave danfte itte
glemrne, du er Danmarks og Vatdemars Dronning. Jeg
gzæder mig ogfaa til denne Reise« —- vedblev hnn hastig.
da hnn san en bitter MismodH:Taat-e i sin Dronnings
flonne szne — »og tro itte, jeg bringet dig noget Osser
dermed, min Elstede! Er Greo Henrit birielig dod paa sin
Balsart, fom man siger, bliver der mig ingen blot Lyftrefse;
Tom Grevehusets Verge. vil jeg bringe den lille Nitolauö’s
Arverettigdeder i Orden. Grev Gunselin er ncepde den
Mand, som gpr Jndvendinger, og de tysie Lode spsrger
jeg ilte om. som Konge of Danmart.'«
»Men hvis Audsaccia itte indoilliger, min Baldemar!
san loder du mig dng at lade Sagen berok jeg vilde nsdig,
dort venftnbelige Bei-g ftnlde volde hende Ubebageligheder.
Maasse let-er Grev Henrit endnn og lan komme tilbage.«
»Nu, di di! se! Det fchwerinfte Hu: bar jeg ingen
Grund til at begunftiqeg men den asdle Grevinde vil jeg
gere alt mnligt for."
Med diese Ord- raite Valdemar Tronningen Armen
og fette bende gennem Riddertalen til Eldtgirappen Dei
Lsngclige Pnr hilsedes ærbodig of rejtetlredte Herrer og
Damen sont i to store Rætter ventede paa dem for at led-«
sage dem. Zion-gen hjalp Dronningen pas hendes lette
Lbanger og besteg selv sin bvide singst Derpna dtog det
drægtige Zog ud as Slotsgnarden og gennem Ribe Gab-er,
bvor en stor Mennefievrimmel bevægede ftg tradl og nys-I
gerrig for at detkagte dem. · »
».s;wad man en saadan Reife itte koste det fattige
Land!« — sagde en tut, odftadig Borgermnnd med en tort
Lcedertrsje og et ftort Eisdeskind idet ban drunten tryttede
Fig den smudsige Hne ned over Banden. Det vor Diver
Enanden for Ribe talrige Grovfmede. »Der er ogsaa eBron
ningeng Paafund!« —- bedbled ban —- »hdad forstaa di
dumme dantte os vaa en sank-san Preis-? det ins-a Tysternc
forstaa? Nu vil di snart fna at here hdorledeg de steige dg
straale over bendee Dejlighed on store Versen. Derude dil
man biete hende poa Heenderne, medeng di der made At og
Be oder hende.«
»Nu, nu, Mester Klaus-L« — sagde en lille, pnntelig
Mand, som stod ded- bans Side med sin hvide Bomnlds:
hue i Haanden — «hoad Ulytte er der i, at hun tager sig
lidt feist Luft og fer sig om i VerdenP En Dronning tan
dog heller itte fidde hele Aaret ded Spinderotten, som edets
gode Huftru. Saaledes som vor Dronning bliver cret
cg elflet. can hun bei fagtens lcrnges eiter Venner og Fran:
der. Det er surt at være fremmed og ilde lidt, hvor man
ital vceee hjemme.« « «- - «- « s« · "’· · »sp
»J hat godt ded at rote hende, Mefter Kjeld!« —
ivarede den tytte Grovsmed — »J fortjener en god Stil
ling mellem Aar og Dag blot oed at pudfe hendes Rädel
fiene og gyldne Smidee. « let-eng J fmedder Armbaand
og Guldbrntfer til den ftoragtige Tronning, man jeg for
bald Lsn smedde Bolt og Halgjern til de ftatlels VII-idee
sorn itte dil bete-le hende Dronningesiat. Nei, da priler
Leg Dronning Dogmarg Tib, da gab den rige Bonde mig
sner for et Plobjern. end jeg nu fortjener paa hundrede
stler."
»Stein! fna hun, Beengjerd! Heere Gud vcere met
Kongen!«
lsd det nu i alle Gader. faasnort Toget var draget forbi.
»Don hvor uforftammet!« —- sagde den lille Guld
smed —— »fynge de nu itte den stammelige Vife om Tron
ningen igen!"
»Det er hendes Afstedkshilfem og bliver Vettomsthil
senen itte verre, kan bun tolle sin gode Helgen" —-— innen-»
Lede Grovsmeden. —- »Det er vel, de er borte2« — tilfojede
han —- ,,det var dcg Synd, stulde Kongen here det: han«
Lan bade Kors not i hende alligedel.« j
»Du er en Lytte for de taade Peblinger, at Kongenl
itte Lan h-re, bvnd de synge« —- sagde Guldsmeden — ,,ban1
var ellers not Mund for at holde baade de smaa og store ii
ARE IHIMI
,,Snat J itte om Ade, Mester Guldspurv!« —- brum
mede Gtovsmedien —-— »vil J itte synge med de Ingle, J er
Zblandt, san tag jer i Agi, at de itte gst jer til Plutfisif
Gat J bjem og fmed en Guldhant til edero fpanste Ktuttek
Den Krutle gaar dog saa lange til Bands-, til bun tommer
Ekel-g hjem."
Derpaa git den orantne Oldermand til sin Esse, og
den pcene Guldsmed listede sig tlogelig ud af Vrimlen.
Sjcttc Kapitel.
Tce Manneoer vqre fort-ebne siDen Lungen og Dron
dingten vare oragne til E-chtvetin. Det var en told Okto:
herunt. J en mittl, fmever Celle i stiosteret Loctum i bet
Lsalenbekgfte sah en hof, pønitetende Munt halv oprejfy
t en fort Ligtifte, som tjente ham til Ang. Poa Bon
ftamlen ved bang Sitze brændte en Lampe mev et Time
glas og et Dsdningehovev. Hon havde et frogteligt udtæs
ret Anfigt med entelte store, fast tongelige Ttætx men den
ststste Del of Ansigtet var stjult of det gtaaspmngte, halr
rsdlige Steg, som silttede sig urevt om de fmudsige Kin
der. En stot, forreven Cisterciensetkappe, hvis hvide Farve
ikte mere var tendelig, skjulte den net-erste Del af hans
tæmpestote, stinvmagte Legeme. Fowven var han ungen
til Betten hans Ryg og de hsje Stuldee vate bedcettebe
med blodige Sttiber, og en tnudret Psnitentsespsbe i han
hsjre Haand tsbede Aaksagen dettiL Denne angekfuldi
Selvplager var Bisp Bald-einem som ved sine strenge Vol-s
svelser i dette Kloster alletede var kommen i start Ry tm
Hellighed og nu med samtne Jvet atttaaede denne Æte
sotn han fIt higede efter verdslig Magt og Bersmmelfr.
Han syntes i den natlige Enfvmhev at væte plage
af svæke Aufægtelsm han stirrede vildt hen i Luften ve
siog Katz for sitz. »Big fra mig, Iristert« — mumled.
hqn — ,,tpmmer du nu tgen met- dtn fotdsmte Krone,
Une Dolte og dtn Gift? vig fta mig! ellet btj bis i Sttvet
os incl, set du Me, jeg et en heilig Mand? See du Me,
.:l
her de these tnine Ist-du« naar jeg sidder og bUVMM
mig paa den spidse Sten deritnder, og hvor de andctgtksk
Pilegritnnte bsje ftg for mig, naar Glorien begvndkk Ck
flinne om mit Hoved i Solstinnet? Ha, nei, nej, det er os
saa et Blendvcktt —- det er ogsaa dit Vert. gamle OW
modsdijtevell saa lcrnge der er en Dranbe Blod i mit syn:
diae Stind. faar jeg dig dog ilte pistet ud. Nu er del
Midnat igen. Nu gcrlder det at holde den Sorte ude as
Deren — han er dcg den darste.'«
Nu begyndte han ivtig at bede: men af og til slap
batn en frngtelig Forbandelse ud af Munde-n og ban rev
iede sig selv haardt dersor nted Soeben Ta aabnedes
Toren pas Klem: et Par- vilde, sielende Ljne stirrede ind
til dann og under en astegraa Pilegrimghætte toni et fort
truset Stieg og et drunt, dristigt Ansigt til Svne
»Spar eders arme Rng, min fromme Helgen
saztde en baanlig Stetnme og lo — »F pister dog itle den
;.tm.le Bisp Valdentar nd as Helgenstindet.«
»Vig sra mig, Satan!« -—- raabte Bispen og stirrede
sorsærdet paa den natligie Gckst
»He-nur J itte ederg garnle Ven mer? Trinkers-la
Lcrre. ·« --saztde Pilegrintntrn ca traadte ind -- »Holt
dort itte en andozgtig Pilesgrirn for den lede Satan! Rom
:t.er jeg ogsna lidt silde paa Ratten og hedderj text endogsna
den Sorte. san bar jea doa dersor bverlen Rløer eller Hestei
Ho end-nu. Se, tender J misg nu? Ærvckrdiae!« — — Han
tot-rede Haktten og Pilegrimgtaaden, og sorte tttrev Oenrii
izod der i sm ridderlizte Tragt nied det store Rubinltalis
ist-and over Brystet.
,,(jo«rev chrilI bvad vil J herk« i— stannnede Vispen
sorvirret og flog Knaben over fine npane Entler id:t
ltktn rejite sia on steg ud as Liatisten. — »Hm tomnter J
nid on forstnrrer mig i min Andagtf Verden og rens for
fasnneligc Handeler bar jer obgivet, sont J ser. Gt for
vildet Verdengbartt, sont J. er tun en Fristen den Lud
send-er min, for at note tnig Vrjen til Helligbeden trang.«
»Jetzt tonitner frn en lxsrllig Valfart, Airbcrrdiari og
sen stal fte en Illntte, sont-. itle berester talder min, en from
Ost-tre. Jngen Pilearitn amr jo Loctum Kloster sorbi
Hin sit se ist flu! or du trq eierg gzttile Ven, aan cis-ers
TM sorbi irren at bilfe rat ek:r. Tet er en n d Etund
üden vi ims, on intet er soranderlixtere end T!.lietinrsl:t;
kricn staledeii hat-be fest den itte ventet It trcrsse ever. Bleo
Trunkn, J tænibede for, alt en Lintiitrk Vch Eintreten
J— fodtee til. en usscl Ponitentse insbe? oq itzt Konsean
-::·:-n, ten taslts Bitte Valdrnmr, snnledeg ende.««
»Ja-Liedes endet al Werden-J »Deij o-; storfrenae »
tizbe d T:. l itte til tnta orn Erepter og Tronek de fordøspst
:::c-lige Trpnnne etc solbi.« l
,.Oasaa nagt J bester, at der tun heb-bes- en dristin
Beim nina on en lt, telig Tlcnt for at satt-bringe lwad vi sor
L,7:t«-e eg— i ti thr bar tcentt MAY-' — —- · k
»Fri ster, Frist-er! er dct »rotnheden, du bringet mer
ira de: hellige Land?"
»Im var ogsaa i de viies Land, Ærvckrdiael blandt
stimmten-:- Undervcrrter lrrrxe jeg hdad Mennesteinagt og
..llennestevillie form-tar, nzar den er fast og udboldende.«
»Ist-en eren som ilte dor, —s- Jlden, sont itle ud:
slsitteg, lwad Rand fandt J dersor i de vifess Land?"
»Das-Je er der ogsaa Nasid-, Ærrtcrrdiael Jeg brin T
tei- en Ztat hjem med mig. sont nu stal spare mia alle:
Balsarter og Poenitentser. Vidste J hoad for en tosteligs
Znst dennr dnrebare Ædelsten inreholder, og baode J blot
Isn Trnabe deraf » saa tunde J spare eders snndige
jLezaeme og behsvede aldrig at frttgte for jer Sjæl.« Med
sJiHse Ord sretntog Grev Henrit en tlar, sieben Sten.
jtwori en rød Vasdste var indesiuttet, og boldt den for Lam:
« Den.
,.Blod! Blod!« stieg Bispen — «l)a, beendet der
ttte Blod not paa vore Sicle?«
»Men dette Vlod, Asrvætdigel det flulter al Mod
tsrand i al Eviahed — det slntter alle Stærsildens og Oel
oedeg Flamme-r -—- det udsletter alle gamle og nne Sonder:
saa sagde mig den fromme Pelagiu5. Se en saadan Slnt
:r et Kongerige vcerd melletn Brsdre.«
»Ha, men er det regte-Z« —- Her leumntede stig Bispens
magre Finger trampagtigt efter Relikvien, sont Greven
hastig tog til Side.
»Tror J, en pavelig Legat --- tror J, den fromme
Bisp Pelagius i Alb-: vilde svoret sig ftn Snlighed fra sor
Guld! Blodet er, min Sjcels ægte not, og dyrt har jeg
detolt det; enten stal Pelagiug og hele den helliqe Lirte
Iære eoig soroptttt « eller feg bar Enttdsforladelse og
Zoligheo not til og begge.«
,-,En Draabe, en eneste Draabe tun paa niin brorndeni
de Jose!" -— raubte Bispen og tncrlede — — »den dobbelte
Bandstraale luer der endnu og strider med Glorien.«
»Vel, del, Ærverrdige!« —— svarede Grev Henrit lold
og formrede Relitvien med et hæsligt Sinil —- ,,naar vi
fes igenl og under en Betingelse: J er for hellig til at
tage Del i tnine verdslige Planer, det ser jeg vel; men en
helltg Ven tan jeg ogsaa behsvr. Naar J herer otn en dri
stig Daad, hvotfor Bandstraalen truer mit trusede Hoved,
san lud mig se hoad J formaar hos Pape honoriusl og
saa tan J maafle endnu betænte fer paa, otn en Draabe
af denne Ædelsten og en indbildt Glorie eller Kongen af
Dantnarts Krone bedst tan tsle eders brendende Jssel«
»Ha, jeg forftaar digl du er dog den lede Satan.
Vig fra mig, Frifterl vig fra mig, evige Lsgnerl Dit hel
ttge Mod, sont din Krone, er chevelsblcendvært til hobe.
Dit Spotord var tun Sandhed —- ja, her er min Trone
— her er mit Scepter; tned det trodfer jeg dig endnu!«« —
Med et vildt Bltt satte den ulyltelige Bifp sig nu ftoltelig
pas Kanten af sitt Ligtiste og svingede Soeben over stt
sialdede hoved.
«Ufsindtge Daarel med fer er det tntet mer at udrettel«
—- tmunlede Grev henett hartnfuld, tdet hatt tostede Pice
geimitappen om stg og gtt bort tned en haanlig Lattee.
»Le tun. soa hele Delvede tyfteet« —- tnttmlede Bifp
Valdetnar og lorfede ftg —- »dn nie-eitle dog«vtsel« Der
psa start han bleg og udtnattet otn i Ltgttstetr.
do hatt otn Morgenen totn ttl stg fett-, reiste hatt
fis need en hsjttdeltz trtntherende Mitte og tottalte de
new Kloster-bespre, Melunde den i deutet Rot hat-de
haft en svar Auf-stelle, tnen at has ded den helltqe Jota
frues stell-« under strenge Bodstvelfen davde drei-et den
Mundeme das Mut-then sanft-i den
s
«
helliqe Antonius, hat-de saaet Bugt med Fristen-n for eding
vg at de nu snart tunde synge hans Siclenletse og tritts-f
LaaFet til pna bang Kiste
—
Grev Henrit sortsatte iniidlertid, sorn en andermle
Pilegrim, sin Hjeinrejse, on, hollig bellkldktt di WELTKIN
rnænd for sin Fronibed og BRANka All WU m FVVZ
gennem sit eget Grevstnb til Ectnverin »
En tlar Vinteraften viste den nedeIende XCVI Haku
endelig Schwerinsøen nied Etext-Its Mit TMMT i M fikt
ne. Han standsede og grunbere ON bVDTTkaS lWT W
tunde overraste fin stønne tsjemnzinde on forsitre siE FM
trendses Trostabz tbi dann steckte Iillsoielinlied til stin
ivge hjvde itle sotlabt ham pnn hat«-J heilige ValfakL JV
nctrinere han tont Hjeimnet, jo Vanrliziere for-stritt det dam
at stole pas en smut Ortstrug Trostan son-. nun itte stren
gelig havdse prsvet. Soin han i diese Ianter All ICUgiVMt
fremad gennem den sorte, nsblnbede linkska san tran en
lille, trumrygget, gejitlig Heere mer-! stor Jl trinme ridende
sra Stottet, og han gententste den forrsiite Rittequ Arn
ired sra Nive, sont hnn havde tnget i Bestnttxlie Ost gllvtt M
fin Slotgtnpellnn
»Veltoinmen, veltonrmen. min nackt-TM Beinan IS
Herre!« — raabte Arnsred og sprang is HEFT-In » «-R1?g«-’t
om ederg lnttelige Hsemtomst hat tnlrdet mig im Ave og
gjort mig til en ganste rnst Rinier-. sont J ser. Im ikkllbkt
eher niest as alle, og det sommer tnig iørst sit alle, at bka
ever veltotnrnen til ever-S « at, til Hält-tret rsil jekl sigk!«
Her satte han et hsjst nnteligt Dlnsigt op.
»Hm-w betnder der Beredcixrsclnsith Klett! Zlottet er
Oel mit endnu, vil jeg hande. Hvor sinnt re: til? tnin
Geinalinrse og min Broder ieve bog velcM
»O ja, sont man tager det; men tnnn lnr saqt erer
ded, strenge Herre! Stude, at J itte« -— —
«Hpad! for Dsævelem at jeg itte var Ded, vil du vel
Ildrig sigek«
»Den hellige Augustin bevore min Tun-ne! Sterne, at
J ittcs tont hiw for tre Mancher sidenf vixkie jekr sige,
suu lunur megci nu ver-re der-re og nnderieoegi"
»Nu. san strig. ltlnttegsuglk hond lllntte er Pier da
stets-«
,,.stonzr:n -- Nonnen ni Tannmrt dar merkt den«
»Ron;i Verwunan ho! og alene?«
»Nei, bang stolte Tronning var nied, for at bringe
edel-s Frue.« - g « «
»Ni« brer lllntte var der san deri? min Broder var
Dog bjemmek og de bleve vel mo:-t;.z1ne snckd .5)l·tII-;itse:-I«
»O ja, sarrdeles hsfligt, strenge Herre? J tunrte itle
setv ver-re bleven modtnnen l-oiligerc: Koigijen var san
Hiribond og Heere No Bluts-en og iner Inn .eiste, hause
han, med eders He. Broder on ederz seieliqe lVeiimltnbes
Zamtntte. paa sin Mundliniri Veqne ten-set yalvdelen ef
Greritabet og Slottet Schirsirist i Bein-AND Um ers-is
Zøsterssns den unge Grev Nikolaus-Es lenmcrgssee Arn og
God5.« ·---«·---«-«s-—
,.Huad! raser du? en sondern Dust-nnd bar t).1n liovetk
on man dar været dum not til at inouiltijreT« —
»Som sagt, Herre Greve! Zangen var iokn Herr-r cg
Hugbond her paa Slottet, og edel-S stsnne, godhiertede
Frue tunde intet nekgte heim —- hun troede ever beenden jo
ded« —- —
,,Jntet —-- intet tunde hun net-site hng Tsd og Hel
bede! nu lnver du, Satnn3«
»J nrissorstnar mig, strenge Hi. Grevr. --- Den hellige
Augustin bedare inin Junge sra Bagvostelsek -—- jeg taler
tun otn Fordringen paa Grevstabet og Stottet. Andet tsr
jeg itte tale om, men ——«
»Nu, hvorsor stammer du? Grevstnbet og Slottet
ipsrger jeg nu itte om: min Ler og mit Monds-ten stal
Fiesseren og de tnste Love vel tscrvde mig. Den Annwe
selse er mig endog veltoinrnen: den steil Kong Valdetnar
heilig fortrnde; men hvav videre?'«
»Jntet videre, strenge Herre! tun beviste Lende-gemin
ger tan J drage heim til Ansvar sor. Blit og Miner tot
jeg itte udlæggr. Stigt betnnirer Keiseren og de tyste Love
sig heller itte om.«
»Mit og Miner? ha, lyvet du, Satans stal det toste
bit Liv!«
»Jeg siger intet bestemt, strenge Herre! jeg bar tun
en Mietante, en lille Frygt, som Omsorg sor eders
Vikte og rnin egen Sitterhed itte tillader mig alreleg at
serv-Ege. Ebers stønne Frue var, som sagt, meget hsslig
mod den smutte, veltalende Kotige. Dronning Berengaria
vor hver Dag mindre tilsredg og styndte pnci Asrejsenx men
Ver indtras hnppige Forsintelser og Opscettelser. Da ende
lig be hsie Herstaber reiste i Forgaar5, grckd eberg stsnne
Frue tet beveegelig. Man siger, en lille Tvist mellem hende
og Dronningen hat gaaet hende meget nase. Sitzen de hsje
Herstabers Bortrejse har hun været tungsindig, og det pro-g
tige Armbaand, Kongen gav bende ved Afsteden, betragter
hun oste med smme Taarer.'«
»Gott og Helvede, Arnsred! tun jeg tm hig? VU Vzkzkz
gammett Nng til Klingen; du vil vel gleede dig, naar du
san ham i Ntd og Ulytte« —
»Det stal jeg itte nagte, strenge Herre! sorn en god
Kristem bsr jeg have alt ondt, og jeg hader eders Fjenve,
sorn jeg habet alle uretsærdige Tyraner og Ustyldighedens
Fort-rese. Men, agt vel derpaat jeg antlager harn itte:
jeg tsr i denne Sag intet vidne; thi hvad der tan være
mig betroet som States-essen sorlanget J bog itte at vtdet
det tan hverten J, strenge herre! eller nagen Magt pqq
Jorden bringe over mine Lieber. Dva jeg tsr sige, det
steer ingen, og vogt ever, at J itte lcgger mere deri, end
der er! jeg vtlde tun give ever et Blut« —- —
»Et stsnne Blut, mtn fromme herretdet viser mig
helvede nahend Man hat altsqa bettoet big Hemmnis
hever, sont tagen tan astvtnge tilgt godtt govtt ved seq
hope den hell-edel Stat et begravem staat det til ents, om
Leg piggeave den ad eller itte. ha, den Staat pg Stand
sel ital hol-net dort! —- Men.ve dsgl bar du stusset seist«
»und-ists lett-. strenge den-! vg lind-r J- leg hat
sagt et eneste Ord, sin ttte var Saul-den san viere leg
setv den siehe, der saer sor ederi retservtse Mut-·
GWettes).
niiiluk
