H
Valdemar SejerY
B. S. Jngeinantk
Trcdie Del.
manch
Da han lin ned til Stranden, saa Inn en ftor
Meengde Mennestet samlet. J Kongens og mange Niv
dekes Neckdcetelse dsbte Ætlebispen og Bisp Pedex en ftor
Starr Hedningee. Karl ttcengte sig frem melleti Krigerne,
dg hvad han nu faa og harte beagte attet Freden tilbagc i
hans Sjckl med Trer paa det oploftende Undervækt, som
han syntes her paa ny at se bekrceftet i dets velfignede
Vitlninger. Blandt Hedningerne kendte dan nenilig ined
glad Fokdavselse den vilde, driftige Kytiawan, smn tev den
s fotte Lade af sin Hjælm og ttaadte den under Faddcn
»Na ved jeg, de Krislnes Gud er mægtigere, end alle
andre!« — faade Hedningen. — »Gid og en god Gnd for
en ondl Han, lom sendte edee hint Banner i Ell-den« paa
ham og ingen anden vil jeg nu tro til min Dødl« «
»Maatte den vildeste Hedning komme hid for at be
sscenime mig!" — lagde Karl ved sig selv og flog rodmende
sine LIer til Jorden. Da han odlsftcde dem igen og saa
den fromme Ætlebifps cervasrdiae Aasdn, ajdrde ban dam
en lonlig og indeelig Asbigt i sit Hinte, foedi han et Ljei
blil havde ladet sig forlede til at tvivle paa hans oa bang
begejfteede Broders Redeliahed Karl fit nu Dafaa hele sin
sædvanlige Kalbed og Frimodighed tilbage; den stønne Rig
mors Billede fle ham attet i lidsglade Trømrne gennem
Sjælen. »Hereens Haand er mæatia med mig, da jeg vil
itte foriage!« —- sagde han halvt liøjt ded sig felv, idet bang
Blil faldt paa hansrss nne Elioldmasrle — »den vantro Geeve
sial dog se, at Karliahed ee mckgtigete, end Fee-att«
»Ret saa, min Son! tro paa Kætlighedenl oa site-rüg
heden teoe alt!« — hviftede en denlig Stemme ham i Dret
Det var Bisp Weder-, fom med foldede Heendek gil ham stille
fokbi til sin Halt
chte Kapitel.
Fire llaer dereiter stod Jomfru Rigmor ved Tronning
E Berennarias Zide paa Elotgivalen Pan Ridelinz on zrlrrdede
sin over Fionncng prasqtine Sejerandton nan Eldttet.
Den stdlte, kcrkle Tronninn itraalede i sin loslelinfte Primi.
Hun hande efter iin fidite Iledlocnit nendnndet der irifle, lin
lige Udieende on hele den dlnsndende, iomirueline Zimmer-»
som san nimoditanelin lmdde benredet Valdemsar den fdriie
Gnnn, bim san hendc. Terimod snnteis den lunefnlde Jam
frn Rinrnors mindre dlomitrende Kinder at røde en hem
melig Hierteforq, hviltet ddn vaafaldende Inddiagdez nf
hendeg Lidligbed og muntre «-.Dldfærd.
Fremmeit i de glade Korslrinereg clare red nU Kon
gen over Elotgbroen mellern Ærledispen da Viid Peter-, og
det store, rede Panier med der hvide Feorg dajede qlimrende
g over FjerbuslsgseJ del bled bøjt optøftet af en Ridder med
hininieldlwt Harnifl on lnlt Hjcrlrnnitter, i Einem Rigmor
med banlende Hierte troede at nenlende Karl as Riir.
Tronninsgen on bendes Tniner bilsede Kannen on dank
Folge nied dereg distende Lieder-dann og den nnge Bring
Valdemnr lob sin feierrige Inder sjirlenlad i Mode i Bluts
gaarden. for at formelle inmi, at han nn lunde ride Dniti
ridt nied de ftsrite Rjertefvende
Kotigen sprang af den hvide Ganger, lrnltede Drennen
til sit Bryst og ilede op Paa Elottet i sin flonne Dronnings
Arme.
Hun hiliede harn med Begejitrinn og Gier-de: »Hil
dig, min lonaeline Helt!« —- sagde hun ——— ,,til Sejer og
Lytte blev du fadt, og ingen Konge i Ver-den ital nu næv:
nes din Lige!«
Med itormende Gliede trnklede Kongen hende iil sit
Brust. »Ja, tnin Berengaria!« -— sagde han, spimrnel af
sin Lnlle —-- »nu er min Glasde og Lnlsalighed førft find
tommenk nu er sprst den Time kommen, da jeg tor naevne
- rnig Valdernar Seier og sparen-, otn nogen Mand i Verden
«— er lntsalig som jeg!«
»Og se vore Sonnen min Valdernar! ie tsog hvor de
ere volsede!«
f »Han tomnier til at liane sin Fader!« —-— iande Dran
ningen —- ,,rnen glem dog ilte min lille, egeniindige Abel!
f han ilal jo ligne mig, sige alle, nej fe! han ftønner alt: du
got harn ordenlig frinsyg ved at læle for Erit«
Lungen satte den smnlte, venlige Drenn tilbaae vna
detlcrdet og vendte frg nu til den Iille Aarg gnmle Drenn
« med de sorte Dim, sorn paa Fasterrnodereng Arm rnntede
Bande og lnyttede de fniaa Heender ad Bruder-ein
» »For- tusind Polter! dvad gaar der af Drengen ?« —
: sagde Kotigen og la —- »nej, nu hat jeg aldrig set Mage!
« —- er han virlelig vred? nei« del er dog afslyeligtl var ieg
: itke saa glad og lytfalig i dette Øjeblik, min ædle Dran
, ning!« —-- fagde han alvorlig -— »vg lignede Drengen dig
ikke saa velsignet. jeg nor-, sandt for Herren, jeg revsede ham
? strengs, hvor lille Pusling han er. Under du ikke din Bro
« der rnin Velsignelse, Drengl eller tan du itle give Tid til
Raben tommer til dig? nu, saa tom da, dig vil jeg jo ogfaa
holde af. Nei, se orn han dil!«
L »Id, Abel!« — sagde Dronningen og tog Drengen paa
, Armen. Nu sprang Drengen glad paa sin Moder-B Arm.
Valdemar kyösede den lille egensindige og fette sig lyktelig
, over al Maade. .
» Den sejertige Kongeö hjemlomstdag var en hsjtids
t-dag over hele Laut-et Cn stsrre og prcgjigere Sein-fest
dar endnu aldtig fejret paa Ribehus. Ærtedifp Andrean
zforeftod den tirielige Takkehsjtid i Domtirten med hsjtis
delig Begejstring og bsd Foltet love og prife den store, him
;- elsie Konse, sprn saa vldunderlig havde sendi de tro, danste
;« ortlrigere og deres heltemodige Konge Frelse og Seier
ra himlem han bestrev der himmelste Vidunder med prog
ge Farver pg med en saadan Sandhed og Salvelfe i Ord
, . Nasprn at entwer, som htrte og saa den ærvmdige Ol
, ag, malte bsje sie Knie og med ndmyg Tro lilbede den
geil-May for hvem lutes i Herden et Ums-linked
Musen selv synlei dybt beweget ved den fromme Ærs
ps Ord; M..Dtonnlngen befragt-de kam es Wese
pen used et for-skept- scit pg fyuies soeben-set over, at
i—
de begge lode til at antage hin befimderlige Begivenhed för
et virteligt Vidunder.
Da Kirlefesten var endt, modtog Kongen i Slottets
store Riddersal sine Vasallerg og ypperste Mcends List-ask
ninger. Hart sad med Scepter og Krone ved Dronningens
Side paa sin prcegtige Elfenbens Trone, og over Tronen
vajede det heilige Kote-bannen Da Rigets Raad og de
Jnleligste Lehnsmaend havde bevidnet Kongen deres og Fol
tets Gliede over hang lntlelige og sejerrige Hjeinkonist, frem
traadte Biip Peder med Bispestarien i den t:«--,jre Haand og
en stor PergainentSsVog i den venftrr. Der Inite en stel
som Jld i hans begejltrede Øjne; inen hatis Aainn var blegt
sont en Dodning5! han var i fuld bispelig anat, og ved
dans hojtidelige Fremtrceden oege alle cerbodig til Side.
Med Øjnene fasstede paa Korsbanneret, bojede han sit Knce
og lagde Bogen ved Tronens Fod Derpaa reiste han sig
langsomt: »Tiinen er kommen, fom jeg forventede!« —
sagde han — »Herren undertraadte vore Fjender og gav
dem et Banner, som ham frygtede -- hoc; hani er Livets
Bilde, og i bang LnS ital vi se Log. Hil eder, Kong Val
deniat Valdeniarspn!« — oedlileo han — »eder5 Æres
storste Time er kommen. Dei er nu vitterligt for Mennester,
at Herren-: Haand er over eder og Fcedrelandet. J en san
dan Etnnd lovede seg at bringe eder denne vigtige Bog; det
er den gamle Fader Saros LlrdegodsJ til eder og det dansle
Foltx det er et sanddru Vidnesbyrd oin Foltetg og ederI
hojialige Fædreis Lid og Jdrætter: deri tan J se som i et
Zoer bvdrtil Danmartg Folt er fodt og baaret, og livad
der lilev af dem alle, de store og de incrgtige, fom gleinte
Herren-, Ære for dere5 egen og glemte Sjaslens Frelse for
at taldeg itore blandt Daarer. Under det Frelseng B.iiitter,
Herren sendte og i Reden, tntteg det inig foniineligft at
overrietle eder slig en toftelig Sjcrlegave« —
Her afhrod Kotigen hatn hastig, idet han vriite den
salige Fader Saios Flid og store Fortjenester og tattede
Biip Peder sor den Onihu, hvorined han havde ladet Bo
gen afslrivr.
Men Bisv Peder havde ikte udtalt; han itirrede Kon
gen starvt i de mcegtige Hersterojne og vedblev: »Naaden5
on Velsignelsetig Stand er vel tomnien, Herre Kongel nien
ital ilte thaaden vorde til Tiigtelse og Velsignelse til For
bandelse, saa ihntoni hvad J lovede mig for Gndg Aaan
i bin Nodeng og Forsinædelfeng Nat for St. Viti og Mos
desti store Dag! forgtem itle i edel-S Lylle, at den samme
Haand, foin ophojer, lan fornedre, og at Herren staar de
lioffirrdige iniod, nien gioer de ydinyge Na«1de! Den for
vgrinende ltjsnd delsigne og bedare eder i tin Fragt til Tragens
Ende! inen holder J itle livad J bar lovet, da ihutom mine
sldstc Led, naar en streng Tom gaar oder eder og Follets
ttii den surrte stal lslive til Wann siger den Herre Zedaotb,
og bang isterning til en Gnist, og der stal ingen viere, foni
iidslutter.« «
»Forfasrdeligt!« —«— bvistede Droiiningen —- «er den
fromme Herre bleven affindig?«
Ta rejste Kongen sig med dæmpet Harnie og eitler
rede med Ltcrrdighed og straft, at han ene gad den Almceg
tige Æren for sin Lylle og Seien og at han haaliede den
Nod og Trængsel med Guds Hjirlo slulde være fjern, soni
den fromme Bisp Peder i sin sygelige Tilstand og over
dreone Joer truede hain og Foltet med; for Reiten, iilføjede
dan, var her itte Siedet til at børe paa PonitentseiTaler,
loni tun liavde hjemtne i Kirten og Strifteftolen.
Bisp Perser lod itle til at hore disse Ord: han stir
rede siift og nailadetigt paa det hellige Korsbannet »Ve,
Ve!« raabte han nu med fingtelig Stemnie —- ,,.ltorset
flaininer over dit Hoden stong BaldemarS brnder dit dit
Ord — linelter det Kronen paa dit Hoved — fe! Friste
ren er ncrr s— og Dodsfjenden mager-« —- — Han vilde
have sagt mer; inen Mcelet forlod ham pludselig; han
tadte Bispeftaven af Haanden og sant tnælende og udmat
tet til Jorden. Ærtedisp Andreas og nogle Kanniler
ilede hain iil Hjcrlp og loftede ham op fra Gulvet; han
hcevede endnu en Gang sine Arme inod Himlen, som han
oilde bede; bang Blit fortlaredeg, soni han saa et him
inelfl Syn over Kongeng Hoden og han sanl dod tilbage
i dereg Arme med et venligt Udtryt af Fred i det armer
dige Aasyn·
Denne Tildtagelse havde rystet alle og frembragt en
stor Forstnrrelie i den alinindelige Gliede. Tat-g og tan
tefuld forlod Kotigen Riddersalen med den forbavfere
Dronning, med hdem han havde en lang og fortrolig Sam
tale i Enkel-in .
Jomfrii Riginor havde ved Hojtideligheden i Ridders
salen itaaet blandt Danierne ved Dronningens Side og
forgasves set efter Karl as Rise blandt Ridderne. At han
ille oar bleven tilbage i Estland med hendes Fader og
Grev Otto vidste hun, og at det var hom, der ved Rongens
Jndtog havde baaret Korsfanen. fortnodede hun vist; men
hvorsor han havde redet med tillutt Hjoelingitter og itle
fiden ladet sig fe, var hende itbegribeligt. Hun fandt det
itte pasfeligt at iporge efter ham, inen sad endnu tanlefuld
og urolig i sit Kammer hen ad Aften, da hendes gamle
Foltermoder Marthe, loin fædvanlig tom trippende, med
hendes Starlagens Knabe paa Armen, for at folge hende
til den hellige Vesper i Domtirlen.
«Jeg tror, jeg vil lcese mit Ave i Akten her hjernme,
gode Marthe!« —- sagde Riginor mismodig —- »jeg har
Hovedvcert og er endnu itte kommen mig af Streiten over
den arme Bisp Pedet, som saaledes faldt dod om iblandt
os.« « ’
»At ja, det maa have vceret et forstrcelteligt Syn!«;
— sagde Marthe og ordnede Liegene i sin Knabe —- «jegt
tatler nitn Gud og herre, at jeg ilte var fornem not til
at faa det at fe; men det forstrætteligste deroed var not»
hvad den fromme Guds Mund flal have sagt til Kongent
paa sit yderste.'«
«Det forstod jeg ille ret« —- sagde Rigmor —- »men
Dronntngen sagde, det var en oild, fowirret Tale, sotn
der ingen Forstand var t.«
»Du ta, at ja!« —- sutlede Marthe —- »hoad en doende
siget er der gerne mere Forstand i, end denne Verdens Born
hat Lyft til at forstaa. — Men hor! nu ringee det til Ve
sperl ital jeg da gaa aleue i Afteni ein ta, lorn J oil, min’
hier-te Jornfrul det·oil oisi blive fmult og opbyggeligt der
i Alten« Kotigen og Dronntngen totmner der og alle de
Mist Widder-. It ja, de Stall-r hat vol Use sengt dort
et feedeltgt Midt Ord for date Orts II Tit-kult, og mange
I
ere blevne ilde not tilredte. Der er nu den Unge Karl af
Rife — at ja« —- — her paatom der den gamle en flem
Hofie.
»Nu, hvad han da? hvad han da I« — fpurgte Rig
mor utaalmodig og ængftelig.
»Ih, hatn har jo Hedningerne hugget Ncefe sog Øren
af« —- futtede Marthe — »derfor gaar han nu altid med
luttet Hjcelm.«
»Gud i Oimlen!« — raabte Rigmor og blegnede.
»At ja, faaledes gaar det til i Krigen!« — oedblev
Marthe. — »Hans ftattels Softer og hans Moder vare
tomne faa glade hertil for at tage imod hom, og faa ftal
de finde hani faaledes lemlaeftetl hvad hjcelper det ham
nn, at han er bleven Lehngherre af Kakier nu er der dog
ingen Pige i hele Landet, fom vil taae han1, oin han faa
havde ti Slotte og Godfer. Han fkal derhos Vcere hjerte
f11g, Stattell han var næppe kommen hertil, forend han
inaatte gaa til Sengs, og den Strgdom bliver oel hans
Heliot: det flal vrere ud af lonlig Elftov til en smut, for
nem Jomfrrn At ja, der er megen Sorg og Nod i denne
flmdige Verden.«
»Arme, arme Karl!« — futtede Rigmor sagte. —
»!Ulen hoem har da fagi dig alle de lllntterZ Marthe! jeg
vil liaalse, du lcrgger det balde felv til, fom du plejer.«
»Jeg har faamcend hort det af Jomfru Kirstine felv,
det stattets fortabte Pigebarn, fom man en Gang fnattede
faa meget ilde om her. Jeg troede, hun var dod og be:
grarsen; men fom jeg for gaar ooer Horfetorvei, horer jeg
neigen raabe: ,,Martl)e! litte, gode, fromme Mo’er Mar
the!« og da jeg flal fe mig for, ftaar, fanmeend og fandelig,
det ftattelg Pigebarn grcedende i Doren hos Mefter Troelg.
Onn havde blot taldt paa mig for at fortcelte mig den Ulnkte
med Broderen og for at fporge mig om jeg ilte mente, J
not tom til Vesper i Domtirten i Afrens ·or hun oilde faa
inderlig gerne fe eder igen. men vilde itte give fig tiltende
for nogen Mo’er5 Sjcell og jeg maatie da love hende at tie
fom en Mur. Hirn fortalte med fine grcrdende Taarer,
at hun nu iniet Raad i Verden vidfte for fm arme Broder,
uren at gaa i Rirte og bede for ham. At ja!«
,,.Ftom med Knaben, Marthe! folg mig ftratg til Kir
ten! lidorfor fagde du mig itte det ftrats?«
,.Jeg havde jo lovet at tie, hjerte JomfruI jeg tcentte
ans-U not, at J, foin ei fromt strittenbarm jtte oilde for
fomkne ever-J Ave.« Hun harngre nn hastig den ftadfelige
Rande om Jomfruens Stutdre og fulgte hende ud af Do
ren· »Jamfru Kirftine vilde faa interlig gerne tale med
jer« veoblev hun. ,,»JJiaaste det heller itte er ocerre med
hendeis Broder, end at han jo not lunde komme fig, naar
rsi alle tont oille bede for ham, og det oil J vift ogfaa gerne,
niin hierte Jomfrul jeg har jo not merrtet, at J altid har
holdt en Klat af den rafte, fmutle Drengx men hille Stam!
nu er han jo en ftor og berommelig Ridder; det dar jo imm,
- der greb den hellige Fane, fom en Engel floj ned fra Him
fen med. Han maa vift vcere en from og gudelig Herre,
siden faadan en Nsaade tunde oederfareg ham — og nu har
l,an baade Borg og Zceftr. Havde tun de ugudselige Hed
ninger itte stamferet ham faa ilde —- at ja, hoem ved hvad
der faa endnu tunde sie? jeg dromte faamaend om ham for
leden Nat og om jer med, lille Jomfru RigmorZ og jeg
fontes, han var baade hel og holden og faa fund og frift,
fom en Fift; hoem tan oide, om itte en Engel fra Himlen
lige faa godt tan give ham et Øre og en Ncese igen, fom den
delfignede Fane og al den Lytte og ÆreI«
Saaledes blev Marthe ved at fnatte, medens Rigmor
ilede taog og becengftet foran hende til Domtirten. Den
deltagende Jomfru tcentte tun paa fin tcere Bacndomgs
ridder, fom faaledes var vanheldet. og hun bebrejdede sig
i fit Hier-te, at hun tunde taente faa meget Paa hanS Ub
feende, naar han laa dodgfng af Elftov til hende, og hnn
dog havde ham faa inderlig tier, fom hun havde. Marthe
havde Moje med at folge den urolige Jomfru, fom hun i den
lialve Stumring itke turde forlade. ,,Giv dog Tid, hjerte
Jomfru!« —- ftonnede hun og hostede — ,,det fommer fig
iite at lobe faa ftcertt for en ærbar Jomfru, hvor vel det er
til Kirte, og jeg tan, fandt for Herren, itte oinde med. J
findet dog itte Jomfru KWine uden jeg er med.«
Rigmor maatte nu fiiide fig i at gaa langfommere.
»Du gaar ogsaa fom en gammel Snegl i Dag, Marthe!«
— fagde hun utaalmodig — ,,Vesperen er vift forbi, inden
oi tommer der.«
,,Jeg har itte lobet faaledes i tyoe Aar!« — stonnede
Marthe. — »Und give, J altid maa vcere faa iorig til Bon
og fromme Gerninger, min hjerte Jomfrul at ja, i mine
ungc Dage tunde jeg not lobe orn Kap med jer.«
Da de nu traadte ind i den fiore, dunkle Kirte og havde
liefprængt fig med Vievandet ved Doren, tnælede Marthe
forft andcegtig og bad. Rigmor fulgte hendes Etsempel;
I derpaa fulgte hun Fofiermoderen til en af de nederfte Kir
tefiole, hvor hun faa en hoj, fmnttet Jornfru i Siltetaabe
og med en glimrende Guldtop; hun var ene i Stolen og
tnælede paa Bonftamlen med en Rosentrans og en Wonne
bog i Haanden.
»Der er hun!« —- hoiftede Marthe; og Rigmor tendte
ftrats Jornfru Kirftinee Sondagstaabe og den Solvmors
.Hoveddug, hun felv en Gang havde baldyret til hende; men
hun faa tun et Glimt af hendes leere, venlige Ansigt; thi
faa fnart nogen ncermede fig, ftjulte Kirftine ftrats sit An
figt med Hoveddugen.
Rigmor styndte sig ind i Stolen og tncelede ved hen
des Side. ,,Kirftine, tcere Kirftinei ——« hvistede hun og
ratte hende hemmelig Haanden.
,,At, tcerefte Jomfru Rigmor!« —- hviftede Kirftineö
vel betsendte Stemrne, medens Rigmorö Hasandtryt bespa
redes varmt og heftigt under Knaben — »jeg har faa me
get at sige eder; men her tor jeg itte: jeg vil itte tendes
af noget Menneste uden af eder.«
»Folg mig fiden til mit Kammer! men sig mig nu
tun et Ord! er din ftattels Broder rent stamferet?«
»Ak, desvcerre!« — futtede Kirftine —- »men hvad
værre er, han boer af Elftov til eder.«
»Arme, arme Karl!« —- sutkede Rigmor. «
»Virgo amata, ora pro nobis««) sang- Marthe og
thesede paa dem. Og de talede itte mere samme, feser
de havde leeft dereö Ave Maria til Ende og uden Anftod
tunde forlade Arten
Nu sie de arm i Arm, let-sagst as Muth-, »so mor
«) Its for es, elfsede vafm
«
l
Slottet, og Riamor bestormede den sorgrnodige Venindc
med tusmde tarlige Sporgsrnaal om Karl, hvilte has
dog mest tun sit besvarede med heftige Haandtrhi.
»Ak, du Ved jo, leere Kirstinef hvor meget jeg altid
har holdt as ham! og det gor mig saa bitterng ondt, at
jeg saaledeg tunde forestille mig imod ham paa Kongeui
Bryllupgaften Jeg tundc tun ikte lide, at han tom san
vel fornojet og fortrolig og lod til at forudscette, at jeg nob
dendig maatte elfte ham.«
,,Men J elstede ham dog ret inderlig.«
»Bei forstaar fig! men min Fader er streng, ved du.
og har beftenit mig til en udenlandsl Fhrste eller til Klo
steret, oa haode Karl Mod til at tcente paa mig for Alm
maatte han da ogsaa tunde ndholde en Probe og ikke lade
sig forstrcette af en toldsindia Mine; han maatte være lige
saa dristig, som besteden, og liae iaa tro og udholdende til
at Vinde mig selv, som tæt og uforfaerdet til at overvindk
alle Hindringer.«
»Bei ital J se han er! — At, men naar J nu ser halt
med det ene Øre og den fæle Stramme oder Nasen?« —
»Hu-ad? itle andet?« —— raadte iliiamor glad —- »de!
tan da itle ziore ham saa forftrcekkelig fthg, og naar jes
ret lietænter det, tcere Kirstinel lnaattc jea doa holde lige
meaet af ham, stulde jea ogsaa aldrig tunne fordrage at
se andet af ham, end hang trete, tro Øjne, og dem har han
jo dog itle miftet?«
,,.itcrre, oelsignede Riamor!« — hvislede hendes Led
sagerinde alad oa tngsere hende uden at tage Sioret til
Side. La nu lob de on ad Slotstrappen til Rigmors en
somine Basrelse Gamle Marthe git ud med Rigmors
Raube, oa nn Var de alenc.
»Men kaa dog nu den dumme Stads til Side, gode
FiirstineI jeg har jo endnu nceppe set dine venlige blau
Øjne.« Derined tog Riginor den icette Hoveddug ira jin
tcere Gceitg Ansiat, som hun tlappede og tysfede venlig·
Med Banne oa Heftighed genaældtes hendes Kærtegm
Men da toa Rigmor pludfelig Haand og Mund tilbage og
bleo blodrod af Stamfuldhed, Glæde og Harme; thi nu
opdaacde hun forit paa den starpe Hage, at det dar Karl
af Rife selv, som hun havde favnet og hetroet sin Kærlig
hed til. Hun bed sig i Lieben og besluttede at hævne fis
tilborlig for denne dristige List.
»Za:t dia, gode stirstine!« —- sagde hun hastig — ,,dt’
er, niin Tro, votget et godt Stytte og bleven flemt sol
brcendt i Klosterei; du har vist ogsaa forlolet dig paa
Rejien: jeg shnes, du er noget hass. Men lad os nu tale
et alvorliat Ord samtnen om din Broderl hvad jeg sagde
dig for, ved du da not, var min Spog. Er han endnn
den fainme inddildste Gert, fom for, og bilder sig ind, at
jeg for Alvor tan lide ham? Se, du faar snattet ham
de Otriller af Hovedei. Hat han nu tilnied et Øre mindre
og en Stramme over Ncrien, saa kan du da not vide, jeg
inaen Trost tan give ham, om han faa laa ti Gange for
Doden af Elstov til mig. Nei, en sinnt Mand vilde jeg
doa have, naar jeg endelig stulde giftesz men de flestr
Mcend ere Gatte, og jeg oil langt hellere foje min Fader
og gaa i Kloster-, end lade rnig plage og beherste af en tad
belig Ægtemand.«
Karl af Rise blev hleg forn et Lig ved denne Tale.
Paa Grund af Tusmorlet og sin store Lighed med Soste
ren, troede han endnu itte, han var kendt; han drog hastig
Hovedduaen oder Anfigtet igen og tav stille; men et dybp
fmerteligt Sut vidnede om, hoad der foregil i hans Hinte.
Hvor glad Riamor end var ved at se ham karft og
uftadt, var hun doa endnu ilte hæonet not. »Hils din
Broder, aode Kirstine!« — fagde hun med ligegyldig Tone,
»oa fia ham, at jeg mener ham det ret godt og har heller
itte alemt alle de smaa, artige Riddertjenefter, han viste
mig, da vi vare Born; men andre Tiber, andre Forhold!
-— selv om jea itle gik i Kloster, kunde jeg dog aldrig
tænle paa at blive en simpel Ridders Fruc; der er mangm
fnrstelig Befler, han dog aldrig kunde komme i Betrogn
ning imod.«
»Not, not, Jomfru Rigmor!« — udbrod nu Karl
fortvivlet og kastede Sloret, Fiaahen oa ’Hovedguldet paa
Gulvet — »F har arusoint drevet Spot med dette arme
Hierte. Farvel for evig!«
»Ih, hvad set jeg? tan jeg tro mine Øjne? —- HI
Karl! hvillen Dumdristiahed!« — raabte Rigmor, sont
overrastet og fornærmet — »vover J saaledes at holde
mig for Gast-Y«
,,Tilgiv mia det sidfte fortdiolede Foriog paa at ud-·
forfle eder5 Hiertelav til mig, Jomfru Riamorl Nu ved
jeg forft hvor ulvkkelig jeg er. Ja, J har Ret: ieg var en
taahelig, indbildst Drommet, hder Gang jea toin vor stonne
Barndoni i Hu og trnltede dig-se vigne Blade til mit Hjerte;
det var Ligblomster fra cnin enefte og sidste VenH Jord
fcrrd, og jeq Daare dildte niig ind, de stulde faa Liv igerc
og folge mig til Liv oa Glcede paa min Bryllupgdag.« —
Med diese Ord tog han en lille, bis-net Krans af Buxbom
oa Vintergront fra sin Barm og oilde sonderrive den, men
han ftandsede pludselig og trnttcde den til sine Labet
,,Nej, detle mit enesie forqæiigelige Pant paa eders Bel
villie stal dog folge mig i min Grav!« —- fagde han —
»og snart, snart stal Karise Kirtegaard eller Valpladseu
sljule mig og min Daarftab! Rigmor, Rigmor! Gud for
lade dig det! jeg vilde do falig for dig fom Hagbarth; men
en tro og lcerlig Signe lever itte mer i denne Verden. —
Farvel!«
Han gjorde nu et hastigt Stridt imod Doren og vildc
bort; men da faldt Rigmor harn om Halsen og lo og græs
paa een Gang. »Karl! min elstede Karl!« —- udbrod hu
— »vilde du oirlelig lade dig hcenge for min Skyldt —
jeg hat pint dig grusomt. Tilgiv mig! hvad jeg sagde dis
paa Vejen fra Kirten var Sandhed; men hvorfor ragedt
du dig heller itte bedre, naar du vilde gcelde for en Joa
fru?«
»Rigmor, Rigmorl velsignede Rigmor!« —- raubt
han, ude af frg selv af Glæde, og tryttede hende til til
Bryst — »tor jeg tro dig? du lendte mig og vilde straf
mig?«
«Tro mig, tro mig, Karls« —- hvisiede han tærlis
og tyssede hom— «om jeg saa plagede Livet af dis, ie
elster dog ingen som dig. Men hvildet dumdristtgt Bose-i
styttet hvts nagen saa os heri —- hvis Marthe sein«
«Marthe ved al SM- nsiu Wort den gest Itzt-I
tunde itte se mig do at EIN-M « « " f