andeniar Seien
B. S· J ngetnann.
Anden Del.
mortiou
-......-..
Her blev han nfbrudt i sine Betragtninger, idet han
horte Heftetrampen bog ved ftg og troede sig forfulgt af de
fantnte Fjender, han nns san lnttelig var unt-stunden Det
vor dlevet lns Dog, rg han san en ftor Flot Rnttere dag
ved iig. Han harmede tin over fin Forvandling til en von
benlos Klert og vilde dreje otn nd en Sidevej, for-at und
gaa dem. Men den frentntede Heft vilde itte adlnde ftn
nne, urolige Herre, jo mer hnn vilde toinge den, jo aben
digere og ftcrdigere bled den. Ligefom Otto nn tuntlede
med Heften og derooer tabte Klertehuen af sit gultlottede
vHodety fna ban sig omringet af Rntterne. sorn pao en starrt-J
inel Ridders Beialing spitrrede Vejen, medens den gamle,
aldorlige Herre med to unge Riddere rede ncertnere og be
trnntede batn med mecerliontlted
»Som jeg siger eder, Herre FaderI det ser hatn og
ingen andcn!« — sagde den nante Ridker en fincrltet,
forthactret Yngling - - »men han er ubevckdnett jeg set-er
eder, lad hcun drage fin Bei med Fredk ban flsnnte !n.t
Lin pna Tildagetoget over (Flben."
»Fordotnt Jhutottnttelfe!«— brumtnede den Jainle
Herre.—— »Gut) Ltto of Liineborg!« » rnabte lnn barst
— ,,i vor retmergfige Keifers og det tnfte Rigek Navn
tager Martgrev Aldert af Brandendorg eder til Fangek"
Med det famtne new hnn fine Nnttere et Vint, hvorpaa
» indeflnttede Ltto imelletn fig og gjorde Anftalter til at
binde dam.
»Fn, nej — raubte den unne mortngarede Ridder
— »det lan ille viere min strenge Faders Meningt Bat-nd
et for Slaver og Fordrndere, ilte for Riddere on Fnrfte.«
»Im et vaabenlok, fotn J fet!« —— sagde Otto til
Rntterne. — »Was dette ftædigc Breit ital jeg not lade
Viere at ride fra jer. Ræt niig min Hitek«
Nyttetne san forlegne en tvivlsontme til derez Herre,
niedens en of dem ftrats ckrhkdig sprang cti Heiten og ratte
Grev Otto den tnbte Hur.
»Hu-Wellen bar njcrt tnin til ederE Tanne-. HL Mart
greve!« —- fngde nu Ltto on ventie ssg frimodig til den
gamle Herre. — »Je-; ded. J vil ilte miebrxxge fliki ti’
feeldig chrdcrkii. Danke J fanget tnin den V.ilpladfen
med Lanfe og Socrrd da tunde J fordre mit Evcrrd on
ntin Gnnaer og holde tktig fangen til jeq blev ud l;oft nu
tano « dift tun i det hojefte forlange, at jen ftnl der-re eders
Geist i Dan, og dertil er jeg rede.«
»J; ital blive delundlet fotn det fomtner ssg ever-:
fyrftelige Stand dg Vckrdiahed!« — —fvnrede Martgreven
- F i · s
— »so-g giver J nttg ehre ridderlige Ærecsrd paa, at U
V«
itte vil ttndvige, vil jeg niere betrugte eder fotn :n ceret
Gest, end fotn en Jan-pes«
«F-or i Tag har J mit Ord, He. Altartgreve!« —
sparede Otto — ,,rnen pas Kong Valdemeirs Brnllupsdng
vil jeg donfe paa Nibebug!"
»Holt-er Kongen af Dantnarl Priman ——— fpurgte
Martgreven og ftudfede -- »derfor nltfaa hans Tildage
tog! —- tnig tror han vel alt hnn er færdig med? han trdr
del. jeg stol folge de fchtoerinsle Grevers fmulle Etseinvel
og ydnwge mig for dann fom han var Tnfllnndg KeiferP
Nei. bi! —- eders ftolte Morbrdder fpillet et hojt Spit,
Grev Otto! den Hasndelir. font i Dag bringer og fanledeg
samtnen, unser jen for en gunftig Tilftillelfe, san vel fo
min og Nordtyftlands Sozi, font for eder. J er tiongen
of Danmartg Softerfon, det er fandt, on det undftylder
edero Ungdornsforvildelfr. Men hat J glemt, at J er den
ftore Henrit Loves Sonneson og vor lovmckgsige Itejsers
Broderfon! J horer med Rette mere Tnftland end Dan
rnarl til, lcette Ynglingk og det stulde glcede tnig, lunde
jeg nu vinde eder tilliage for Fadeelandet og nat-ne eders
Ojne for den Afgrund, J har ftillet eder paa Ronden af,
i ederg blinde Beundring for en tcrr Usurpator og en her
stefyg Thron« -—- —
»Jngen Fornckrntelfer tndd min longelige Morbroder,
He. Mortgrcve!« —— afbrod Otto ham rast — »ont jeg
er tyfk eller danst, oni min Jd og mit Liv horer Fader
eller Moder til, steifer eller Lange det stal mit Hierte
og mit gode Sværd vife Verden til min sidfte Time! Er
jeg endogfaa edetg Junge, til Forrcrder mkd min fvorne
Herre og Konge ftal J itte qore Initi!« Hnn vendte sig
nn fra den garnle Mär greve og hilfst-e hoflig de to unge
Niddere, fotn vnre Mattgrevens Sonner.
Nidder Johan, fom var den yngste og af lige Alder
nted Grev Otto, trytlede hans Haand med Banne og
glædede ftg ret til at gote nojere Betendtftab med den unge,
berotnte Heli, fom han hidtil tun havde fet med Sværdet
i Haanden paa den lette Stridshingft, sont en fejrende
Fjende.
Otto maattte nu folge med Matlgteven og hans
Sonner ttl det fafte Slot Primberg og blev fnart faa
fortrolig med Niddet Johan, at han fortalte hant deni
pudserlige Anledning til sin gejftlige Mummedragt, vg!
hvorledses han uden Tvtvl havde befriet Peinfesse Beten-(
garia for at komme i Kloster paa en egen Mande.
Den unge Ridder Johan lo hjettelig over det lyftigej
Æventye og onstede intet inderltgere, end at han en Gang»
tunde talde den rafle Grev Otto af Lüneborg Ven og4
s Vaabendroder.
Absalon Balg og de ti unge Niddere hat-de imtdlersl
tid forgeeveo gennentfteejfet Stoven og havde fanledes;
adspsredt og forvtldet fig, at Absalon Bælg og Riddet Glug
nu otn Jst-regem faa Its forladt af alle de andre og udeni
for Stoven paa en Let« fom de ttte vtdsie hvorhen forte»
De hadde endnu tntet Menneste fet, da de sit Øje paa en
talrtg Rntteeftare, fein med glinfende Vaaben t npsen
Iraftand tout dein t Mode For ttle at falde i en over
legen Fjendes sue-nd, sprang de hastig of Sadlen og
stiulte ftg med deees beste t suttene ved Besen, hvorfra de
nderneertede tunde deteagte de fordtfarendo
Da tut Uhtterstaren totn meet-ere, tendte de dateste
UtddetesMneth af senndenborg pg han- Sonnee, og
- need Poe sprundrtng faa Absalon sclg Sees Otte, soe
nnumsot few Klett, mtdt tdlandtdtsfe Nonsens scheut-are
sie-da eshorte dont tale munter oq fette-its med Eid
t—
E - ,
der Johan. hatt vidste itte hvab hatt sittlde teo heeontx
thi book mistcenteligt dette Selstab end saa nd, stunbe
han dog vaa ingen Maade tvivle paa Gtev Ottos Ast
Lighed og Troste-b mod Kongen.
Moder Glua bavde itte tendt erv Otto i den geist
lige Draat, og Absalon Balg tav stille med sin Op
dagelsr. Han bad ntt Riddet Glua tun sege Besen til
bage til Junker Strange oa hans Riddeee, ellet i eilt
Fald til Ribe, ca ovetlade hant alene at opssge Gtev
Otto. Detpaa bestege de deteg Heste igen og rede hvet
til stn Side. Absalon Baslg sttlgte i Fenstand Matt
gkeven as Brandenborgs Spoe liae til Primberg Slot
og stjnlte sig i et Bondehus i Narbe-den as Slottet, udcn
endnu selv at vide hvad han vilde soretaae sig.
Neste Morgen stod han i Betæntrting otn han stulde
tide ob til Elottet ellee itte. Hatt stod ved Stalden i
Banden-Z- Gaatd og lagde Bidslet paa sin HIst; der sra
tunde ban gennem den halvaabne Port se helt op til Stat-l
tet. Hatt saa ntt to raste Rinde-re sare over den nedladte
Vindsebro oa tendte snatt sra sit Stle Gret) Otto og den«
unge Maktgreve Johan. sotn begge i let Jaaerdragt tara-s
lede et Var muntre Hinaste hen ad Besen under Latier ogs
Etwa sotn sortrrslige Venner: bag estet dein tom en Flot·
brandenboraste Itttttere
Den d« nste Ridder var et Liebtit uoig otn ban stttld
nætme sta oetn on aioe sta til Lende: men snatt overvandts
han enboer Betantelighed, oa i Tillid til Greo Ottog Re t
Delisghed sont hxn doa ttntttlia tnndse draae i Tvivl hborl
meget end- -tinnet var inkod ham, svana hatt stg paa sin
Heft og indhentede dem.
»Hm-to set sca? min tvtte Ven. Absalon Balg!«'
eaabte Lstto oveiairen ca hilsede ham nett ig
»Im btrl lænae sogt edet sotaasoe5« - saade Absa
lon Vxla a. vorlig « »og ventede n:in:-st at ttcesfe eder
saaledei:-. « s
»E-1a alæder det mia at have chertastet edet!« —
soakede Otto o. s »Im hat vceret i brandenbotast Jan-l
Jenstab, maa J dire, oa den ædle, riddeiliae Mattgkebe
Johan sont J her ser stnldet jea min instiae Ftiaioelse
Jea draaer nu med Elltartarevens Leide her sra oa haabrr
tt komme tid:not med til klangen-Z Bitt-He sb. «
Absalon Brei-; bilsede den unae Mc that be tned told
Heilithed ca ful: te nu «ted dem Hxns Melletntotnst
smttee at have asort detn alvorliae ka· tad se. Zaaledeå
rede de samtnen en Stund.
set ntaa ntt sorlade dia, tttin leere Ltto!« —
saade endejia den ttnae Maktareve, idet h n ftandsede Ia
satte Otto Haanden --s »tnen jea baalsikr den btoderlige
vZagt, oi hat stutte:, ital overleve alle sttidiae Forhold
oa at den Tid en Nana ital totnme, da ittgen uvis Be
tinaelse ital adstille o- «
»F fno Axt tan meaet sorandte:« soarede Otto
- »nten det oed jen» mit Venstab sor dia stal itte sor
andree, hvad enten vore Hander ellet date Soard stal
nodeg sprit, ca nrxtd enten din Bester en Gang oil holde
Paaten ellee itte."
Terpaa ontsavttede de ttnae Venan hin-Indem og
Ridber Johan red tilbaae til Slottei.
Ltto spotede stn Heft oa red taoxs med Absalon Bælg
et Sttttte sotan de brandenbotaste Rtttterr.
»Eders besnnderlige Fangenstab, Grev Otto!« —
saade nu Absalon Bæla s-— »st)nes mig at have hast via
tige Folget-, rg sorstod jea eder ret, saa hat den snilde
Mattarede didst at smede eder i en Lænte, der er saa
lang, sont edetg Livsttaad.« ;
»Det dar mit eaet lnftiae Jndsald!« -—— sharede Ltto.l
— »Im vil itte se Ettibe iaen, uden sont Fastetnand, set
J, oa ntt et Prinsesse Mechthilde as Brandenborg .tin
Nestern-X
»Vat- det da hende, sotn bortsorte jet.’« —— spurate
Absalon Beeta » »det maa da viere en haandsast og vel
ootsen Dante. «
»Nei! saa galt et det bog itte!«—— svarede Otto og
lo. — »Don er tun otte Aar end-tm bun sandt, jea dar
en sinnt, lang Dtena at lege med. Tet bat inacn Hast
:ned Btylludpet, set J; jea tan tidgnot blive en tedsotn
nielig Asgtentand Nu vil jeg være en ltsstig Minder og
have en Dante at tcemve sor, sont itte saa snart sorelster
stg i andre, oa sont itte saar graa Haar inden jeg bat
holdt op at ocere en Nat sor smntte Piaet.«
»Jeg vil itte ocere artig, om jea sorstaat et Ord as
alt bettel« --— sagde Absalon Balg· — ,,Vil J have mig
til Gret, Ridder Otto! ellet hat J saaet en Stabe i Hier
nen?«
»Jng«en as Telene«, Ridder Verla! J tan srit ottsle
mig til Lotte; jeg et virtelig trolovet paa en Mande; bar
vi itte Fred nted Brandenborg ont stsv Aar, tan tnin lille
Fastents sende mig Ttolovelsegringen tilbaae, otn httn vil.
Jeg er heller itte videre blinden: jeg hat tun sat ntin Ar
veeet til Brunsoig i Pant -—«
»Da eders Ære?«
»Nei, Akten tilhoret tnig selb, sont tnin Arm og min
Trostab tilheter tnin stattge«
»Men eders Hjette?" attne erh Otto!«
-»D-et tilherer Danntart og Ftiheden« —- svatede ban
heftig «og alle stenne i ben vibe Bett-ein sont etc lige
saa eene og uslyldige som ntin Otte-Aars-Brudt« Nu
gab han Hingsten as Sporetne og soer saa hastig as Stett,
at Absalon Bælg og de brandenbokgste Rottere havde
Meje med at sslge hont.
Veb den brandenbotgste Grause drog Martgrevens
Leibe tilbaxte, og uhindtet sortsatte Gtev Otto og Absalon
Dælg deree Reise til Ribr. As de entelte asbrubte Op
lhsninger. den lunesulde Grev Otto sanbt sor godt at
ntebbele hom, hat-de Absalon Bælg intidlettib sluttet stg
til Sammenheengen i hanö besyndetlige Æventyr.
Da be rede over Sonderportbroem saa de en stoe
HFoltestitntnel paa Ribe Gadet og mange pttegtige Tilbete
belset til den store Bkyllupssest, sont be bette. var be
Hemt til næste Das Men be bitte intet Ubbrub as Gliede
hg sagen muntre. lihlige Foltesangr. Det var sont Foltet
endet- ssrgebe over Dronning Dagtttae og betragtede heu
bes stotte, gtjmrende Esteesslgetinbe steb uvillige, soe
bhmesulde Sitte og ncsten med Fenst; thl httn hat-be itte
Dogmen mitbe, tarltae Aasyn og ssestod itte — hvab
bee bot Dust-tat var tttttnstlet Natur — heb et Sntil es
heb en pilsett at htttbe tusinbe hierter. hop. der hatt-TM
litt Siebe l silb- heb DeottnlngDaqtnari antog vers-pl
lupsfest, havde ined Fotundring bewertet den stvre For
iiel vaa Foltets Adfætd vg den paafaldende Kulde, hvot
med Almuen hadde modtaget den nye Dronning.
Bkhllupsdagen kom. Det stsnnr. stolte Brudepat
drog i den prcegtige Brudeftare til Domkitten. Nu lsd
der del et heftigt og indetligt Glædestaab til Ære fo:
Kannen, i Sætdeleshed fta de begejstrede Krigere; men
Beeengarias Nadn udtaabtes tun af nogle fau, niest stein
mede Summen hviz svage Bifaldstaab og udanste: Vivats
endog hist ag her opvatte Latier blandt Almuen, og det
iaa meget mete, som Hofnarten, den lille, puklede Klaus
Klumpe, nted fin ldeeitende Stemme ovetlhdt gentog dette
Udtaab, idet han itod paa Hovedet for Dtonningen og
tillod sig den meft odetgivne Spas.
Den stsnnr. ftalte Prinsesse bemætlede Folkets Ulyss
Iinhed med et Smil, som tun var lidet stittet til at vinde
de eaensindige Hinter; og det hatinfulde Blit, Kongen
kaitede ud blandt den uhøviste Almue, tillige med den til
iældiae Omitcendighed, at en Flol Ravne fle sltigende hen
cner Brudefelget, udbredte en frygtsom Anelfe blandt Al
muen, der tun var alt for tilbojelig til at opdage slette
Terdarsler ved dette Bryllup. Hei-til tom endnu, at en
Bruniarven tvindelig Stitlelse, tlcedt sont en omflakkende
sterelililletite havde stillet sig ved den faalaldte Rath-wed
:-or, hdor igennem Brudetoget gil ind i Domtitlen, vg,
itedeng Ærtebilpen deliianede det longelige Par og Kirken
qenled as Banner oa gudelige Sange, forfaerdede Fiedel
ilittertvinden den samnienstimlede Almue, som itte lunde
riirnmeg si Kitten, med en gaadefuld Bise, fuld af ulytte
Iiae Zpaadoinme om Dyrtid, Krigstid og alle mulige
Untier cg Landeplaacr. Vel blev hun fnart jaget bort af
Braten eg blev lpnnet incd Spot og Latier af mange;
sixen hvad hun havde sjunget git dcg fra Mund til Mund,
s-; inart dar det et almindeligt Sonn, at onde Aandkt
Eiter-e ijunget med ved Kong Vol-mais og Dronning
Bank-zieme Brnllup. Tet fremmede Nsadn Berenaatia for
Jindledee nemlig itkatg i det danfle Foltesptog til Been
Jierlx til hviltet Nadn denne Dkonnings historiske Er
indrina i Dznmart er tnyttet.
Hm Vlitenen dar der vei Hakrszklana og Gigeripil paa
El::t«, ca Llai Hvitastjald sang ei tunftigt, sckrrimet
Tmpa til Ære for Tronninaenx men der var ingen For
Iniselier for Almuen; Thoraeir Danastjald tad, og den
islzndsle Drapastjaldg sirlige Kvad fandt ingen Genlyd
htandt de aldcrlige Bryllupgacefter.
Kongen syntes imidlertid ilte at lcegae Mcerke dertil;
fis-n havde tun Lje for Berenaaria, som i sin via-atng
peuugisisle Dragt, med Guldironen i de forte, flettede
L::ter, med den tredobbelte Diamanttcede am den hole
Bann og med Guldstjernerne i den møtleblaa Silles
Horn-L straalede heilig for hans Øjne, iom Ratten-;- store,
hrjtidelige Siietnedronning. Vel havde det lidenstabelige
sjlftooznag og hendes Foragt for Verden og Menneflene
siterladt et uudssetteligt Pia-g of Tungsind i hendeg nogei
Dis-sae, sinnt dejliae Aashnx men Jlden i hendeg forte Ljnel
tindrede atter i livfuld Glans, og naar hun betraatede sin
stere, tongelige Brudgom, farvede attek en let deme hen
des Kinder.
Da nu Hofmarsten havde ordnet alt til Danien,
dendte Valdernar sig forttolig til Berengaria. »Erindret
du den Dans, di traadte samtnen paa Schwer-in SlatZ
min hsje Brud!« — spurgte han iærlig — »siden den
Time faa jeg dig ofte i mine Dromme spaeve mig fan
ledes iotbi, fnart tcerlig og smilende, snart med bott
vendt Aashn, som du aldrig met dilde se mig i Beiden.
Korn nu, min cedle Dronning! og dans ind i Livet med
mis. iaen2 — Nu begyndet sprst mit rette Liv: hidtil
var nit Hiertes Glæde tun en Drøm — og mit Liv en
vild Hentumlen under bedøvende Vaabenilang og dajende
Sein-Zinnen men uden Kasrlighed og Glcede.«
Berengaria trhttede Konaens Haand med en Heftig
heb, fom robede den lcenge dulgte Lidenslabelighed og
Sydlænderindens flammende Sieb »Ja, kom, min Val
demat!« —- hviflede hun — ,,di vil danse ind i det ny
Liv, hvor intet Naa og inaen Tvivl hat hjemme, og hvor
mine stolte Dkømme om Rærlighed Højhed og Stothed
itle ere Tant og flussende Gøglesyner!« Hun rejste fig,
og paa Rongens Vink iftemte nu Fløjter og Giget hin
stolte, højtidelige Dans, som erindkede Berengaria oni
hendes heilige Fcedreland og om den Aften paa Slottet i
Schwerin da hun fstfte Gang saa Kongen og dansede den
samme ridderlige Dans med ham.
Rongen fette nu sin Brud frem paa det bonede Guld.
Alle betragtede med Forundting det ædle longelige Par.
De daniede ene, og et stoltere Shn havde ingen danfli
Ridder set. i
Da Dansen dar fatbi og Kongen havde fort sin BrudY
tilbage til hendes ophøjede Scede, herstede der en saadanY
Eint-ev og hsjtidetig Stemning i Riddessatem at det fast’
synteg Valdemar EngfteligL »Na en cegte dansi Stjold
.dang, mine Riddete!« — afbkød han pludfelig Stilheden
- ,,lad mig høre Klangen af eders Skjolde til Turnu
visen!«
« Paa Kongens Vinl traadte straks Nidderne i Rad
med Svcerd og Stjolde, og under Vaabentlang og Later
ines Brag daniede de med de tlikrende Spoter paa Fliseene,
saa det dundtede, medens de mægtige Basstemmer sang
den gamle betendte Turnetvise, hvis Omlvæd er:
Asssdisitssnytåitxbs uneins-Hippe . s »etw
,,Det donnee under Ros, de danste Hofmænd der de
udride!«
ff FO» i··.s"-7«-·;II-s·sis«-- sssk F----qsn-- -«
»Herligt!'« —- sagde Berengaria, og hendes satte Øjne
tindrede —- ,,med ilige Danseke, min Valdemarl sial det
itle lyste Kejferen at ttæde i Lag. Ved eders Side, min
hsjhjettede Konge! og i Spidsen for flige Mænd kunde
jeg have Mod til at indtage en Verden.«
»Na fstit« —- svarede Kongen og trylte sin kalte
Bruds haand —- »nu førft ital Europa med Rette nckdne
mig Valdemar Sejer!«
chtende Kapitel.
Medeas Kongen hengav sig til de stolie Sejersdtsw
me, der ledsagede hans Kjætlighedslylle, sad Gtev Albert
tantefuld i fm sorte Riddetdtagt ved et Tavlbord hos
Ætkebisp Andreas og vekslede mangt et alvorligt Otd med
ham om Kriser Ottos og de normer Fyrßero Henpr
Planet mod Danmark as vm Mvendigheden et nyt,
alvorligt Tag til Eftland og Lisiand. M »den
asdroges Grev Albetts Opmckrksomhed san vsel sra Spit
let som sra Samtalen, idet hans slarpe Felthetreejkkk pp- ,
dagede den mærkelige Flid, hvormed Ridder Karl af ste
sagte at nettes hans Datter, den muntre, lunefulde
mor, som nu var en suldvoksen Pige og glimrede so
af Festens stanneste Damen ,
»Nej, se mig ti1 den uuge Mai-er Katl!'« — sci.
Grev Albert endelig til Ærlebispeu —- ,,ved St. Michan
tror jeg ikte min Datter har sundet Rinde th IJCMZ Live.
Han var hendee tro Ridder, da de endnu begge vare Bern;
den gamle Ret ladet han nu til at ville forny.«
,,Om nu saa var, Grev Albert!« —- svarede den from
me Ærtebisp —- »han er i eders Helieslole bleven en tcrk
og dngtig Ridder, og Kotigen har ingen ivtigere Tiener.
than har et sromt og laerligt Sind. Fattig er han, det er
sandt: hans hele Rigdom er hans Sværd og hanis aode
Nava; men esterlader jeg mig Verdslig Formue, stal han
viere Inin Arving, og jeg tror vel« —- —
,,J vil dog aldrig bejle for ederB Plejesøn til min
Datter?« — spurate Greven sorundret — »i saa Fald
vil jeg blot sigse eder to Ord i Fortrolighed. Min Tatsers
Haand er sra Vuaaen bestemt til en cedel, ung Fnrste as
det landgrevelige Thüringste Has, som hun endnu itte
dar set, men som gamle Laster og Forpligtelset med Rette
har sorbundet med mig og mit Hus paa det nøjestr. Hin
Forbindelse var min salig Hustrus inderligste Ønsle, ag
nazst min ridderlige Ære, er min tabte Hedevigs Minde,
som J ded, det eneste, som giver mit glædelase Liv Be
thdning ca Vcerd.«
Da for et ubetæntsomt Ønske as eders cedle, ben
farne Frue Vil J itte tage i Betcenkning at forstyrre tvcnde
rdle Hierters Lnksalighed? slig Kærlighed til den dede
:r Sand mod de levende, cedle Herre! —- Har J selv felt
Jwad Rarliahed og et lytkeligt Ægtestab er, saa undier
det mig« —— —
»Und og itle tale derom, cervcerdige Her-rel« —- af
brad Grev thbert ham med mark Alvor — ,,jeg ved
hvad jea tan fordre as en Datter og hvad et sromt cg
mdhenaivent Hierte sorrnaar. Tvinge hende stal jeg al
drigx men forstnder hendes Hjerte den Brudgom, jeg vil
drinne hende, saa maa hun vælge den Brudgom, som J
paa edcrs hellige Embedg Begne umuligt kan andet end
ertlcere for den ftørste og bedste.«
»Ja, saa!« — sutiede Ærkebispen — »Feelseren3«
Brnd altsaa, eller Fhrstens, hun aldrig faul — arme
Stiiamori arme Fiarlk«
»Med ederS Karl har det del ikke saa stor Nat-« —
svarede Albert — »Da med min Datter endnu mindre:
ser jea ret hat hun den unae indbildste Hetre lidt ti(
Bedste Ser J hvor hiertelig hun ler og hvor forleges
han piller Paa sin Atgelslcrrf!«
Grev Albert saa ilke gansfe feil· Jomfru Rigmot
fnnteg Virkelia at have den sorelsleke Ridder Karl lidt til
Bedfte og fortalte ham med det muntre-sie Lune as Ver-den«
hvorledes hun fuidt oa fast havde besluttet at gaa i Kloster.
Fiarl shntes vel, at hendes Blik og Miner modsagde denne
Grtlcering, som han selv havde srernkaldt ved alt for dristsg
og sortrolig at erindre hende otn dates venlige Barndom5
sorhold med Hentydninger paa en endnu lylieligere Frem
tid; men jo mere han nu betraatede den staune suldvoksne
Jomfru, ja mere sorlegen og srygtsom betnterkede han. at
det itte lcenaer var Barnet, han talede med, men Grev
lebert as Nordalbinaiens hertuaeliae Datter. Dei fath
ham nn farst ret nedslaaende ind, at han, som en fattiz
Ridder nden Gods oa Lehn, vel til Nød kunde agtez
værdig til at trcede en Dang med hende og brhde ett
Lanse til hendes Ære ved Dhstridtet, men at han maatte
viere en Lehngarsxde eller Zyrste, for at kunne tanie paa
for Alvor, hvad han dog sra sin Barndotn havde drømt
om og hvad der havde vceret den hemmelige Spore til al
hans Manddomgsærd og ridderlige Id·
,,Tilaiv mia, redle Jomsru Riamor!« —- saade han
nn i smertelia Folelse as sin Ringhsed og den hdmygende
Asstand imellem dem, som hendeg lunefulde, fornemme
Vasen tun alt for tndelia mindede ham om ——— ,,tilgiv, at
jea erindrer eder om en Tib, da Grev Albertg Dattcr
itte ftammede sig ved at tage den sattiae, sorladte Karl
ved Haanden og give bam Burbonc oa Vintergrønt sra
Feder Saxog Jordesaerdx den Gang tæntte jeg riatianok,
J var en lille Prinsegse sra et as mine BarneJLlfventhU
inen at J en Gang vilde blive en stor Prinsegse eller en
fornem Nonne, taetkkte jea itte paa.«
Han var inderlia bevor-geh ca Taarerne vare mer
ved at komme ham i Einem-, men da lo Riarnon
»Alt forladt, Ridder Rarll« —(— saade hun spøgende
—- ,,hvad Illhtle Var der vel i, at J erindrede mia om mine
BarneftregerTZ Prinsegse er jea heller ikte endnn, og
fordi jeg gaar i Kloster ad Anre, lan jeg gerne danse
en Runddans med eder i Asten; det var jo dog egentlig
Meningen as edcrs artige Tale.«
Karl bukkede nu koldt og ralte Rigmor høflig Armen
for at søre hende til Danserætlen. En lystig Danks be
ayndte, og Rigmor shntes lutter Livlighed og Glcede. Karl,
som ellers var en rafl og behandig Danser, bevægede sig
stiv og kold, som en vandrende Støtte, og tog saa ofte fejl
i Dansen, at Rigmor tabte Taalmodigheden. »Na hat
jeg dog aldrig hast sorunderligere Danser!« —- sagde hun
halv heit, og Karl blev endnu mere sorvirrit.
i »Gaa dog itte i Søvne, kcere Karl!« — hvislede
Ihun ham nu venlig i Øret med sin velbekendte barnlige
Stemme, vg, som kamt as et Tthlleslag, betragtede Karl
hende med Forundring og glad Overraslelse. ,,Rigmor!
Rigmor!« —- hvistede han og fo’r nu pludselig oplivet, i
begeistret Elstovsrus hen med hende gennem Danserætkem
lsom fle han i salig Henrhltelse til himlen. Men snatt
faldt han atter ned i sin Amme-Himmel og som med
den bitreste Følelse til Besindighed, idet han hatte Rig
mor med told og fremrned Tone sige hsjt og ligegyldigt:
»J et ude as Tatten, Or. Ridderl di gar maaste bedst i at
træde ud.«
Karl bniked og slap hendes Haand Hnd hoppede
let og munter sra ham, og han harte hende le hsjt vg sor
tcelle de unge Damm at Ridder Karl as Rise havde i Fels
ten glernt at danse og vilde enten staa Stilvagt eller W
Storm ten sinnt-dank -
Wsl
. Hinwewspnthp