u«—!h)-·ct«l«d—eniat Sejetr
B. S. Ding-wann
Andett Tel.
lkwttialJ
»
Ialdemat kendte den gatnle, danile Sang. fotn hatt
Isl- havde lett Betengatiaz mn lendle den heilige Stein-ne
sont med ftemtned Tone ndtalte det Vansle. ,,Betengatia,
Betengatiak du leder!« netaath han og flnttede ind
ien aaben Haresai. Hatt iaa en lvindeäig Zliitelle ssdde
sed Harz-en i det llake M neilin. Hun reiste fig, bei
sg stille, imod nam. ,,Berengatia, Betengatia!« taabte
han« ude af sig selv af Hentytlelse, oa ubbtedte Akmene
kund kstnde —- »levet du og elflet du inta enrnu —- saa
Ial nu nvetlen lebende ellet dpde adflille ask«
»Valdemat. Valdetnatl stolte, ttoleie Valdetnat!« — —
sagte Den høje. sinnne Prinsesie og trank-te et Sltidt tilbage
—- »j«.g hat haltet Dig til Boden men ieg elflet dig bog
—- jea lcit affagt Vetden for bin Etan — min Ligkistc
Floh fastdig og ventede miza sei-: oilde aidtig se dig mete
l EIigheksk
Web en voldfom Etten: If Taatee fanl hun i hans
Arme, ca Valdetnat seit-:- iig Intialig tg elilet uten Gtctn
iet
TJ Kotigen nieste TU- ttazdte ind i Ribderfalen til
de fotsa nlede Hinter Da Fixrftet forbarisetses alle Vers hang
·pklatek- Aa7:)n. Fuhren sotn havde fet med bvillen
Datme Un den fore,i:i:enks: Dag bavde fotlzdt Ferse-unlin
gen. kund-e ilte fertlate sia renne naafaltsende Fotandtitta.
han ttaadte ftetn sont Den lylleligfte Sejethette med et
fammentullet Peigasneny sont et: chinigntoslan i Haan
den.
Gtev Henrik slelede til Panitet nted e: uteligt Blil til
Bist-en af HE.r-ieål;eim, cg slifteee FUka ihi lian Strebe,
del var hint bottlon:.: Tolument, Kotigen havde iaaet :il
kuge, og at han nu detnted Dilde bellazninie sine unbet
fitndige Lehnsinasnd for allei- L-j::e. Men til Gtev the-milc
Betoligelie etllcetede Valdemat, at lian nu itle langer
oilde triflesz om Zmaating, nten var betedt til Fted vgl
Forlig, naat Grenetne af Zchcvetin vilde lockt-ge hani
Troflab fot Fteniticsen og etlende Den Lehnzbetxetet ovrt
Gtevfkabet «3chive:in, sont Diejer Fiedetit og dank Intfte
taad i bette Diplom haode itazifastet Han lcd betnaa
Ætlebisp Andre-II oplæie Tinlotnet. Ta Ætlebifven loni
til Undetflkiftetne, lyttete alle til met) den niest spannte
Opmcetlsomhed, og da ban havde nett-net Jlejsetenszs og alle
de sndtnske Hettexg og Frist-stets Jlavne ca laat Tiplotnet
Ited de inange stote Segl for alles Eine pas- Vorbei,
tejte Gtev Henril sig med lcel Beiternthseb na-erllcktetse,
it dette Diplom, sent innen If de nofdttfle Fenster dankte
understtevet cg befeglet, itle lunde agtejs set anldigl, i Dei
mindfte itke sont bindende for ham Da bang Binden og det
laa meget mindre sont Kong Ftederil af Zicilien endnu
ikke af samtlige tyfle Fytslet var etlentsst eller Pa-: behptig
Maade stadfcestet i sm Keiletvcekdighed. Tet tat en let
Sag for Kotigen af Bohmm Heetuaerne af Bijem Liter
tig og Lnthtingen, saa vel sont fct LIEtlelEiktsetne If TUlainz,
Triet og Befancon, tilfejede han, at stopfte-He Kotigen ai
. Danmatt Hettetotntne tret Lande, hvoccver de intet banke»
ti sige; men her behevcdes fornerntneliza de Hettete cg Fnt !
stets Navne og Stal, sotn her saonedes, r. det tat beni!
og ingen anden, det angit. !
Alle stuDseDe over Gtev Henkils Vtiitiae Jnesfigeliel
sg Kotigen tejfte ftg krev en Heftialtcd. fern loD beftngtel
dei verste. Men inten hcm sit Tio til at give sin Hatmes
Luft, fotandtede Grev Henril Diitbsclig Mine Oe ice-fass
og erllætede køflia, at uden Heissnn naa Dette Tiplcim ch
naa alle Kessel-es og Fntltktg iclnmaoiae Ylnntaifejens
vjlde nu bog lian og bang Broder give Kotigen of Tun-J
matt et ftivilligt BeIiS paa derei- Aalslfe oa Henginenhewj
de vilde lage bete-J Grevslab til Leim as han- oxi facetgel
hanc Troslab samt lcve at ftaa ham tsi med txesineztyce
destr og Hjælme imoo alle hat-E Fjendey entity-; tin-a hin
Side af Hat-et
Texmed var Balken-tat tilfteds. Hatt satte sig tang
nev igxty ag Gtev HentilH Jndfrgelse mod Flejserenis Di
plotn fandt han eftet nenne Etllæring usertieoent at gen
deine. Et Lehnsbtev blev stralg onst-t, losn fijtevetne a
Schwetin understtev og beiegleoe samt beltasitede mer« eni
hpjtidetig III-. J bett-. Tslurnent laldte Vomka fig, il
Kraft af Keiletensz Tip«om, Vt Etat-ers og Verlier-.- Konsp
ge. og Gtev Henkik Vovete ille at gete siegen Jncvendinpl
stritt-Inn ;
Fothandlingen fntiteå saaleceå enbt til all-es Tit-F
ftedshed, og Kcngcn talte nu san mild oa venlig nien Gt «
hentil og hans Brodeiz fom Der alotig hat-de erriet nagen
Stein imelletn dem· Hatt tatlede Gtev Fetdinand fct hans
venßabelige Mægling, men taadede hain fta Toget mod
Frankkig og hab harrt itle at stole pag Besser Otto, fom
eimeligvis vilde lade ham i Ställen, hvis Togel mischt
ledes. Gtev Fetdinand, sotn ved sit Lsfte vat banden, lob
stg vel ille ved Kongens Advatsel bevæge til at opgive
hint Tag; men da han nu var full-kommen unt-errettet
un Baldetnats spændte Ist-hold med Kejler Otto, kalte
hatt heim ttohjettig spannen- »J hat Grund til at dien
se hell andetledes otn Heut-il vaes Son« end jegl« —
M han. —- »Efiet de Sktidt, J hat gjott, og del Pat
I J an aqhenhatt hat valgt, var det ullvgt og mcdsigende,
M J silde deltage i mine Fotetagender. Jeg htaget nn.
ill Sud og vor Feue, om lott Tid hetfta; maafte set jeg
D cldtig mit lete Flandetn mer; maafle samles vi
, HE- alhtig met i nenne Verliert, min hsje, longelige Gæstl
- W w sei edets Beaflah og Aglelse med mig, vil jeg
U H M derm, og selt- hlanht edetz Fienljet vll jeg
ON as si bis-e W den tolle Baldemar Sejet of
M Im nein Bett og tile stehen«
W M M W Bis-wasser- Beu
« MICMWhavvftxsisAftejseenmen
’ ists-O hat-.
MUIM Jst-M ch i Selstsls M te
" II UND tf Wsheisc kalsd Aleph
— ogz Leg — din et jeg, » kiikx i -:.
: l
havde ganste cffagt Beiden hed det, og havde fdksvsotet
n: gen Sinde at formale fig.
As sit-. Gettiialinde havde Gtev Her-til etfaret at Prin
fessen doede i tiosterlig Enfotnhed dass- Eslcttet i Gent og
ialdtig lod fig se for nogen. Han hadde lcenge haft en For
knodnina om Valdemats Tithsjeliahed til hende og sing
:ede for. at Kdngens Odhold i Gent tnaaite tillige tnnde
ihave en Formæling med hende til Henl at Det var nein
i sig itle Gted Hentit liaeanl diat om Gm- n af Flandekn
oed Svogerstad nted Valdemat nn mazste ftnlde dkngä f: a
chfetL Otto-; Pakti cg i Fremtiden dlide det danite Kpngeis
Ins hengiven. Und-r Opholdet pag Eint tet havde Pein
iesien denlighed og den fnldtotnne Tadshen der hetstede
dtn hende, beeoliget hatn i denne Oenseendez men Kongens
glade Ansiat fdntes dog at rohe en Lntte, iom gjorde erv
Hentit bettentetig.
Da Gteveene af Schmetin og Visiten af Hildgsheim
an daa den Handel-sie Gtænfe toge Affted med Kotigen,
da Baldeinar med munter Hemmeliahed dad erv Henrit
Jilse fin ftønne Gematinde. led Gted Hentit et Par Otd
ade om Kcngens sidste Ophoid dem Ectncsetin Slnt da
durgte med det samme nden at lange Uckat detpaa, oni
issx ikks site-ex band- ist Den Dir fig- he Heini-esse- Besal
qu
Iatia, der nn var bleven ligse saa forttædetia ca mennest."
ijendsi. fom hun for var livlig osg mnntek.
Konaen lod sont hnn itte hokte distte Sdøiasmaai.
,T-:t dctt nIia nfotalemtneliae Dage, ieq den Gang til
nagte bog eder!« -—-- saade han. »Tet got mig ondt,«
it Erindrinkien am min Rastvckrelfe itte lan viere edek kg
der-S sionne Ftue behagelig. Bed hende undftvlde den For
merelie mine Keiaere fiden maatte gøee paa det stsnne
letk jea stai nn saI hastiai sont ntnliat lade min Beim
ting tvmtne det. Lad saatedez alle Llltitiokftaaeiiet melletn
Js dckre alemte for edika Det glasder mig, Gtev heutiU
tt jeg ntJn Naa ca med et ddriatiat III-fette tan tcette edet
Daanden til Assted Gid J man dasre iise san ovettydet
Im min Redeliahed oq Velvillie, soxn ten fta nu as ftolet
ma edetg Ord ca riddeklige Attel«
Greis Hmril innrede vaa det haft afte. idet han an
seisct ede fia til Konaem Utedaagenhen d-; dled nted sit lille
Zeig ecerbpdig hetdende dca Etslledejem til Rost-gen med
in ftoke Nidderftare dar regnen stirbt
»Meda tsit Hornted da Totanni hat lnn da neast
hesnnderligt indtagende!« — saade Gtev Henrit tii Bispen
If Hildegheim, da Stsdftyen flinlte Kotigen og bang Fslge;
g »in-m jeg man hade ham til min Ted, tnaa ieg doa
ilstaa, han hat et sandt tongeliat Besen, som del tan
III-e Jndttnl paa Livindek oq ivage E-jcele.«
»D- et er hans Fadens-card« ikarcde Visiten --— »F
«r dog itte stinsna, fotdi han dad jer lxilie eders stpnne
Jnksfrnek Find jet nn mscd ttiiteliat Taalmod i ever-S
Ziilläng, Edle Herre! cfter som Sitz-Heute stcde, et den jo
dritten-lia. Jeg ten itte netfom unsere mia oret det he
fnndetlig lyttelige Tikfcelde nIed bitte Tdtntnentek. Æts
igt talt. Gted Heut-it! J ded den brck de erk?«
»Tro! J. ieg vilde tilbnde en feist Ed? Hin Bifp!·'
-s spurgte Henrit forncetmen
»Gnd fri os, tceke Gregek men en vie from List
ydad di talde »Hm-g dis« ---- man jeg dog med eders Til
« adelse, her fotnwdr. Dei date nn sotn det dil! edeks Sa
Iet staat nn eftet Lmitirndiahederne paa det bedfte, cg
ist J snatt Alddr af edetg hellige Valfart, tan J gerne
jlire en Helgen endnn.«
»Men» J dirteliaZ EkdærdiIe Herre. -- tdntgte
Lied Henkit med en how frcmladende, bald listig Mine i
,,ogsaa om j-:g endnn hadde i Sind-e at avre min adde
Zehnshetke en lille Stieg i Regningem hvotoed den lik,
»i; sdcsr i (91:e, M« tte deteasxteg som en aftdnngetn nnd
nldelig Nodløgn?«
»En helliji anfart ten .idtette forundetliae Thin
--- ivatede Bispen - »stnnde J fra en saadan Reise tnn
medhrinae en enefte Den-we af det helliqe Blod »in na
tura«, var J dermed i Stand til at ndslette et helt Land-J
Syndek.«
..En hel Flaer ital iea tnedbrinae!« -- ivarede Hen
sit H »men inden ieg trenlet paa hint hellige Zog, tnnde
Teg have ftor Lnft til at vide, om min indtagende Lehns
Itette itte hat- haft et lsnliat oa lntteligt Elftodeædentnr
t
1
!
l
hende blev nn madsagt sum en Utitnez ighed. Prinfesfenil
s«
·- Gent. Den ene Tag var han barst og vi!d, fom en Bisen,
Jg næste Dag mild, iom en Brudaom Stigt man have
Haft sine Grunde. Jeg tnnde dafaa have Lth til et lille
TEdentnn Jeg statter itte om at le Schmerin igen, set «,,
sprend Leisten er renfet der dg den dankte Befcetning bokte.
Zaa længe hat jeg nu i Sinde at date Grausedogtee her
saa Vejen til Flandetn ag have Die med, at man itte nd
.øtet fdrbudne Vater. Forstaat J, HI- Bisp!«
»Er-a halrt om halvt!« —— sparede Bispen » «men:
nogt fer, He. ervet det tan blive edet en dyk Spaz, og
for mig femmer det sig næpde at tage Del deri.«'
,,Edexs Ærveerdighed stal ingen Fate komme i, det«
faesiltet jeg eder. Jeg hat Folt her i Nathedem som ist
Im været med paa Duesangstl men hat jeg itle en Gang
misforstaaet edees fromme Hine, Æmedighedt vil det
- Iteppe viere edet nbehageiitzt at flink det elsidaekdige Bijtte
si et af ederö ntilgcenqeltge Ltntamee og bevaee en from
Sjcel for denne Beide-is Tant og Fortengelighed.«
»Ja hat« —- hvistede Bist-en og lagde Fingeeen hem
nelighedsfntdt paa den eyntede, tilsptdiede Mund —- »inen
set gaar aldeig an —- det er for deistigt« ——·
»Lad mig«detom!« — fagde Geeven — »det ee i alt
Fald tun et Forfsgx mislyktes det, stal det tun koste mig
et Pae Ziegen- Det hele dem i wrtgt paa en Stint-in
Kammer her inden tte Ugee et pagtigt Gesandtsiab farbi«
iaa ved vi, naae Falten steil Wut«
M Gnniecin var redet feind Ined det Ivkige Felse.
Its III-etc Ozeed Dem-it es Bist-en af Endeme dere
Saw fee et Wie hanc
)
! Fiortende Kapitel
! Fjokten Dage eftet red Junker Strenge, Grev Ltko
kog Absalon Bælg med ttedive hauste Ridvere over Kors
Ivejen ved den flanderste Grause ad Veer til Gent; og
dingte Dage efter drog den femme Riddxtsiare tilbage, sor
sget med lige saa mange standerste Riddere og med en hsj,
»Imgtig fmyllet og tilslsret Dame, tillige med stere, mindre»
« f f —I
isjnefaldende Damer og Teenet trnellem fig. Det begnad. e
at tnsrtnes da de stulde gennem Egestoven ved Gransen
»Ladet as tænde vote Fakter!« —- sagde Junker
Strange — »vi hat intet Mannestin, og Vejen er oildfotn.'«z
Snart vare tresindstyde Faller tandte, og det var e:3
prægtigt Syn at se Glanlen as Vaabnene og de llyvendej
Geoander ved det svcevende Blus under Hingftenes Dans
i den msrke Ggeslon
En ualmindelig munter Spog syntes at sorlnste dein
alle, og de adstadige Riddere lo saa heit« at Sloven syntes
Iorvandlet til et HanstvurstsTeater.
»Tet er alt for galtk« - - sagde endelig Junker
ktrange »s- »le den Sppg nu fare, erv Ottok«
,,Prinsessen hat intet derimod« —- lpd Grev Otto-s
Etemnte mellern Dameene —- »jeg hat desuden udsundet,
it det er en højst nyttixs Fotholdgregel i disse usilre Egne.«
J det santnte tncerledes en sorvirret Bevægelse blandt
de baaeste Riddere. »Komm as Danmart! — Pladgl
Mars-Os« led det nu sra den ene til den andeu, og for-bad
fede saa Junler Strange og de danste Riddere deres Kon
ei vel betendte Clittelse paa den hvide Heft i den sædvan
kge gnldne Rast ning og need de gnldne Hinter i Stjoldth
Ecke tade« med lntlet Hjalrngitter amnetn de aabne Ridde:
wettet-. Ved hans Side saa de en Herre, i fort Rustning
Ja liaeledeis med tillultet Hjcklitt, sont alle erlendte fort
issred Alber Uden at tale et Ltd, sore de unentede Heri;
rer den til den note-, tilslorede Dame. Den ntcegtige Konj
trltittelse ing stn tantpestærte Arm om den stennes Liv
Da satte hende, nagtet en staett Modltand, paa stn «-adel
knap. Medens alle endnu forundtede sta over denne besnn
Derliae Fremsærd men as LErbsdiane d for Konaen intet
Tsd vorede at snte vatt et Liedlit den formentäiae danstei
Kann-e tncd Tamen ca sin Ledsager forivunden i ten merke.
Elotx
»Vedrxge:i! Slnngeistreaer!« - raabte Jttnterl
Etranae »efter tem, leialon Bach! efter dem J ungel
Heiter, sont ride rastestl jeg tør nu ille forlade note Da s
mer. Vi tnaa med alt det doa prise Vor tintlex Tst er
dsgl-.- til at le oa hartne stg oder.«
llden Ort-old for Absalon Bala med ti tin-ge Rid
cere ind i Stdn-en eiter de swamde nieder-E de nvriae Rit
Tsere sluttede iia tasttete om deresz Time-r oa fort-satte To
set lanasotnt og med spasndt Ldr turrtsdnthed aennem Skr
»n.
i
i
i
Te to stceete seltene-inne Jasaercy seen i den l naeligrj
sk. ridrerliae Forllcrdnina havde ndfnrt nenne driitixte
Etrca sore imidlertid ad del delenktc hemmeliae Stier
aennern Etcven, da naatet a! den il.ej!iahed de lnvde messj
Deress balstnriae Vorte. undlom de dog lnlteliat, eiter at del
sen-D stor ’.«lnttkenas.lie bavde taan den Frtlzed at hinkt-I
Oænker ca Tier-der var den starke, nmliae staune. llath :
V til deres Fertttidz itsJ ins-en Und lnode hort as henk El
L eiser, hapde re doa ioe en ?ilt-.rlted- Einld bunt-et hknte
et Mir-de on Tltinnden l
l
l
l
l
»Hast et ior stolt til at give Hals ellkr nioe og et
aprt er7« iaade den lallte Nreo Athen »du li-;
ner lssknde.«
»Hast er start issrrt Satans- thsentoder!« krutnsp
ziehe den lallte L Jnae o-. nnstede »Mit er fasrtsia at gest-l
«
nria tnete as d.t end en Bild-Die
Te ftandsete nn red Udtanten as Sirt-sen, ltvor der(
lwldt et Var scsnnummeke Herrer til Heft ca innige Its
vente dem.
»Hm J hende ?« raabte den ene. — »Vravo! del
bit denke Nu as Sted til Lilosteret med hendes Bis dem
ijen Vlsroasrdiaek da ist-g nu for Rest-In! Nu tan stan
aen at Tanntarl holde Brnllup med stn Terne2«
Ved digfe Ord ajoede den sanane Dame laa voldion nJ
en Bevcegelse, at hun ncer badde sprengt sine Buand on»
var sprunan sra Sadeltnappen
»An lidt, stolte Prinseglek« - krumme-de Nnkteren
og bitndt hende sastere ,,denne Gang faar J itte Brnl
lud med en Ronar. EtJ altid saa uregerlig, sl .tlde Ton
den være jer Beugoom!«
Nu gil det fort over Stab og Sten til hen intod Mot
aenstunden Da standsede Rntterne ved en stor, hvælvet
Vort. J al Stilhed aabnedeg Worten. Ryttserne snrnna
at og bare den fangne gennem mange msrte Gange til en
hveelvet Stenstur. Der lagde de den bundne Fonge van
en szbcent og sorlode det cnorte Brei-eile i al Stiltted.
Strafe efter lotn en gejitlig Heere ind rned en Lampe i
Haanden ca ncrrrnede sig langsomt den tilslsrede ftonne
»Man J tilaive, adle Prinleese!« hvistede ltan -
»lcin J tilgive, hvad en fortviolet Elstoo dar soeledet mia
til? At, lnd mig lose de uveerdige Baand, soxn trntle edeck
Nu er jeg eders Fange, cg nu maa J binde tnig nied ederz
sortrnllende RosentæderZ Men det er en edig Hennnelia
hed, rnin naadigstel J bar jo doa forsaget Werden, hat
man sagt! det er ogfaa min lotgelige Lod. Hader os nn
da forssde hinanden Entomheden ved en from sagtmodia
Hengivenhed i Stæbnens Billie!« llnder digse Qrd lsstci
hatt den sangnes Arme og Ben oq unt-rede sia over hendesi
Taosbed og llbevcegeliglzed »At Kvinden er et strobeligti
,Redtlab!« — sagde hatt —— »hun er da: net. « Da saa han
Ist fctssuiiklpktc Kasse-T Im UND-Es Austth »Gr- est-c vki III-i
stig og di de deage Sltret til Side. Men nu sprang plud
lselig den destiede Fange op af Leibe-Inten. tev Slsret og
den glimrende Fierhat tillige nted en stor, los haattap at
sit hol-ed laltede Sillelaaden til Side, og en ranl, smæltetl
Yngling, i en gal, snnver Stindtrsje med Silkebtog on(
Ballestinds halvstsvler, stod for dam. Det var Gtev
Otto som i hin Iorlleedning haode moket Damerne paa
Mien, og sont nu dar otrtelig boktfstt og tanet sont en
Jontsru. l
than gad stn lange dulgte Hartne Lust ved strats atl
gcibe den gejttltge herre i Matten og talte hatn med etj
ocldigt Slag til Jordan Den-ed faldt Lampen paa Gut-s
Zet og udlluttes, tnden de enduu tet haode set og tendti
jin-indem Den lotfeeedede Peslat ptlde gste Anstelgz
neu Otto holdt ham for Wunden. »F hat Ret, Weder
digel nu er J min Iangelu — sagde han — »og mtne for
tenllende Rosenlcntee sial J ret strati fornetnme.«
Uden at give sig til Lende ellee indlade sig paa nee
mere Fortber bandt hart sieblttleltg det sann-te til-de
fo- Mundeu, sont hatt ndlts hat-de beten-eh og sit-rede hotn
sendet vg Mdn fast listed Im CM Strick-K Verm
stets- bou ils Its-Wo- Itettelappe ei due- ins-de hm
sen Witz Rat os fandt Mteltgtw los poe luttet
L» »
sptinden. hat-i slog den i Laus estet sig og tog thlen nied
seg. hvorpan hatt ssgte at finde en Udvej gennern de mitkt s
Gange.
hatt havde næppe gaoet nogle Sttidt, feste-nd en tle
Klosterbwdek msdte heim nied en Lygtr. ,.«tlllerede? Hette
Bispl« hvistede han. «
Otto nillede og ttnltere Hnen dnbere ned over Tznene,
og idet han estetlignede Prcelateng pibende Mitle, sang
han bytende: »soran! ss ntin Oestk Tand see Illnflk!«
»Sttals, sttats Ærveetdige!« sagde den ndtnyge
Klosterbrodet og lyste hatn nted sagte, listende Etribt gekl
netn Gangen. — »Besten staar uden sor Port-In ded La
den, hvot J behagetr nt scette den: nten Reglen tiä Pollen
tog J jo selv.«
Nu var gode Rand dnre. Ltlo tcenlte ist«-! at tkue
Munlen til ett slasse ltntn nd: hatt greb ester den tille Toll,
han altid hat i sit Bette og sont hnn sorgen-ei under Bert
sotelsen hnvde anstrengt stg scr at san snt net-: men idet
hnn nu spgte den« sandt hatt nzed Um at den :::-.:,1tte net-te
tobt.
»Mit J glemt den-? Jlfedeetdinek« fix-texts Elle-tin
ten —-- »e: den itte i erets Sidelottntte!«
,,«Jl-glen? --—- rintigk her er den viit!« nkkeed Ltto
nlad on sandten stor Neale i Gib-klommen HI- een stern
snede Kappe; nien hnn hnvde nletnt at sornnkre sit Mitle.
Mnnten stltdsede og ntcktlede lltnndx hnn lod- lustig Wette
stinnet salde Otto i det ltnlvt stjnlte Anstat
,,Jestts Maria!« knabte han og sprang til Lice- Da
rev Otto hatn hastig theilen as Heini-then on need liani i det
stimme san haandsast i Halgttavcn at han itle lunde slrige
hsjt. ,,Giver du en Und sen dig, Muan er dtt Tsdsen-:—3«
- hvislede hnn - »lul mig nd tun Siedet, eller jin inqu
Isig tnin Doll i Lixet!« !
Ltto tncrtlede, at den sttckre Mnnl rnstede under ditns
Haandx han sletp itle Halgltaven tnen led lun ftn dienende
Beiviser en Gang imelletn drnge Vejret on thng baut san
ledeg til at exact ten-J somn eisniietn den sidste tnerle Gang
on detsrct nennent Klostergnnrden til Worten Her tnaatte
lsan betro Mnnlen Renten, tnen holdt tiant seist i ttknveti
tnedenz non lnltede op. Plan-selig gjnrde nu den sncere
Mttnl en Versetzt-Ilse, sont hnn vilde lex-eine s:,1,: inen Ltto
doldt ltatn seist on trat harn nd tned siq as Poeten. Hnn
nnd-te lum til nl lulle ten i Lan-:- eftet dein, nkortnn bnn
eg Renten tixbage on sordnrede den.
»N» fletffer J niig en Heit, erreeetdine Herer on er
sein ztrd sit sete mig til Vejett!« - ande tun tiessin
,.jeg nskes ellerz til at gnre en dtnt on doldsotn lsnde pnn
Idee-: kostbare Ein«
Mltnten slelede til den Hnnnd Ltlo llokteliq noldt
slinlt under steil-pen, sont otn ttnn der stinlle en Toll, cg
lang set-te den sleelvende stlerl heim ti! Laden, dnorved der
stod en tief, ottsndlet Heft. Otto sein tin Vejen lizte sok sin:
tun ldd den sotsærdcde Mitnl leih-, svnnn sig rast i Seid
Len on sor i den lnlnlnse llllnrgendcrtnting deesrci, i Tillid
til sitt ztode Lnlle, leden at nide Worten- Nskilen til Mo
stertiorten teiltede tmn sen sin en nilde tin have solt sig suld
tonttnsen tin-g, lnzis tun tun turde liest sit gode Ener ved
ftn Side.
ltjtev Ltto dar nldriq tnete lttslin on one-miten, end
nnar der vnt nanet dont neiget inton, sont tun ton sin tet
net-L tnett sont hatt dog innre nt itzt-Je lsnetde ssot fln selv
rn» sot andre. lsstek sit! llenixthed kned start as Rise hadde
hnns bemtnelige Lidxnstnlt sur ttirstine atter sitet Magt
over bei-n. eg sinnt lian dgztlin lunde dislnttet nxdrig met
nt tænte nun denke, nieste lion lixtide dozs daqlin Asbigt
i sit Hiene for hin statungeline Jlti5..tttte on soe sine sor:
nærtneljge Tatiler otn nenne, sont lzekn doa oste scildt til-:
dage til. Isoede nein endonsen Denk-es Futttold umste
iint, trinke nein bog nldein snn den ltnrnieline Innle ud
as sit Orden et hun hemmt-Lin elslezse Rennen
Messen-H- Ftonnen nat i Gent. band-e Ojred Lllbert tril
telin sit-litten den ttmttkttlmrnsle Fæitnitig, Dort-ed O to
havde tnnattel sinde sitt i at nnre en udittsotn Tilslttet.
Dette var et Stank i den riddsrline lenqlinnsxs Aste, sotn
lecknlede datn met. end non loti stg merkte med.
Dn Kotigen var kommen tilbnne freiv Gent on i Gtev
Alberts Lejt hnvde udnnlgt Gesandtslnbet, der slulde bringe
Prinsegie Berenklarim sont nnnsJ erlovete Brud, til Dan
tncttl, tmdde Otto med sotnttet Hand hast en Samtnle med
Lungen oin Inmer Kirstinc nien stent non nn itte lern
net lunde mistnenle stn tannelige Mart-order sont sin Hein
tnelige Mcdnejlex eller sor neigen sortrnlin Forbindelse
ened hende, nnnde den Mande, lwottsan Stongen ltewde und
neget non-«- SdsrggntnnL og den Este-innen hnortned han
lindde isettesnt dont sot Striben tned Karl. Zog endnu mete
bestttktet hatn i Mistanlen ont Kirstines hetttnielige Til
bojelighed til Ilongem I Stssdet for at des-nie tned Val
detnat on Grev Albert tildnge til Ribe, ltadde han detsot
udbedet stg Tilladelse til at solge Jnnlet Strenge til Flan
detn. Pan hele renne Reise havde dog innen væeet lnsti
gere, end Otto. Den sidste ovetgivne Spøg nted For-kleb
ningen var ligeledes en Virlning as den lnstige Irrt-T
hoortneb hart vilde belæmpse sin site-elfglied. -
J den gejstlige Nejselappe, med den sorte Kletlebtte
dnbt nett over Banden, tei- ltnn nn stem hvothen besten
vilde bitte heim. hans Vortsprelse sotetotn hatn nu sont
en latletlig Gnade, og hatt soktesd tun, at han ille hat-de
givet stg Tid til at saa nærtnete Qplysning otn Ophavss
snanden til dette Æventyr, sont han vel begreb gjaldt Pein
sesse Beeengaeia. Saat-l glentte hatt itnidlertid hvad der
var hastidet og heulen-l i Drsrntnetiet am Jomseu Kirsttne
og otn alle de venltge Otd og Ojelast, hvotmed hart syntes
at have lagt sin Velvillie til hant soe Degen. Heslem sont
«neetlede, at dens Ryttet sad hentabt i sine egne Tausch
begyndle snart ogsaa paa sin Bis at salde i Tanler og
havde leenge staaet rolig og gresset ved en Geist peta
seien, sit-end Otto tmerlede det.
»Den- den Ptge da soehelset mlgt« — ndbrsd han,
tdet han endellg opsoe as sine Dtttnme og latte besten i
Gang tgea. —- »Jeg et je lagen Ball-einem og han ee tm
xn Gang heut-es Nisus-. Nu lan hun da bete studelylene
spt hanc flolte Beuvt Metalle bettenlee hun stg da eg ta
get lll Tatle tned Nonsens Sestetsttn — ha, nei, nu steil
heut tlle seinig, sst ten ee set es lot evig lesen-en as de
inele Lcnletl Jes tunde tm have Lyst til at teolpse
mtg ntep den sttste den bedste Jelnsesse ellee —- Tiger
lvtnde, blot set nt vlse Klesttne es Augen« — —
—..·..--·-...«...---......«. , CHOR-MU
-
