Valdemar Sejer.
B.S. Ingenieurw
Anden Tel.
izxurtior.)
»Seid lijnelpe iriin for Budslnb, den Sreiid drin-zerk«
— sngde Valdeiiinr —- »l)nn rider soiii det njnldt Lio ein«
Ted. Giid ved hvor det nii staar til tned Dnamnr.«
Snnrt bragte Karl as Rise det sorneline Biidstnb:
ban dar selv saa rort derved, at han nrepde tunde teile.
Kotigen stsdte til Jærnrcetværtet pnn Hosenloftibrcien tm
det dojede sig. «Gud subde huii stulde vcere ded, isi
gen toinnierl« -—- sngde han da ilte til sin Gnngen Mit
lnnidrede Riddere on Sdende dreg lian srn Staiiderlsotn
Da hnn red over Randbøl Orde, vnr der liin seiiiteii, soii
endnii tuiide sølge hamz dn dein tin til Geistedbro stilnte
Karl as Rise hnin tun med Maje pnn fin iidiiiniieese
Bangen og da liaii foer oder Ribe Bro, vnr hnn nlene.
Der var stor Ytik cxi Jammer i Fruerstiien Tron
iiingeii hadde modtaget Sntrnirientet og den fidite Ezl
Felse, og da Kotigen nii red op nd Strcedet, soin forte til
Blottet, led det Inninierstrin orer hele Elottet, nt Trcii
ningen vnr ded. Hiin lna ogsna bleg on iiden Liditenii
i Jonifru Kirstines Arme.
Fast anndeloss ns det hurtige Nidt, trnndte Rennen
ind ad Deren. »Bed? —- - dod Z« - - sisiirgie lign »ein
i.dsen at sige niig det sidste Fardel!«
Grædende lnaslede Joiiifru Kirstine ded Leijlickiiten
on holdt endnii den blene Dronriing i sin liejre Arm: limi
rntte nied inderlig Medynl Kotigen sin Hannm »Sie
cder tilsreds, inin Edle Kenge2« snnde hiin -- »liendes:
sidste Ord dar ederL Nat-n at! hiin dilde inn gerne
endnii en Gang hnve set eder. «
.,Beder, lieder iiied inni, alle, soni ere tier inde.
sngde Kotigen og bojede sit Fina- »deder In triiien
Von for min, at hiin iiinn dpslnn siiic Tjiie on jen iiina
tale endnn et lekrligt er nied heiide i denne Verdeii!«
Pan Konneng Biid tncelede alle cg lind: on det dar
som et Vidiindet for dein alle, da den dodlilege Tronnin n
nii virlelig anbnede sine Zjne endiiii en lEnnn on stirrede
tina dein, sdni en Gast srn Ylandeverdenen Manne fore
sorscerdede til Side; ineii Kotigen iiærniede tin lieiire en
gred liendelz bin-and
,,.lt, iniii strenge Heere da Konnt-k« - Linde tiiin
.,kidi ontte J mig ns niin snline Bliind iied ecerszi iiiirntine
Von on Klage? lRæddeg itte for iiiin!« -- deddted
drin med et sorditdet Vlit til de stcelveiide Feuer on Tei
iier k- »niin Snnd var itte stor, snnde Herren iiiin Dom
iiier « ni, linvde jen tun itte snøret n.iiie iinnn Bitt
crenier oiii SondaqenI Men Innr, nnnr nllel tstiid vel
sinne eder on doiiiiiie eder snn nandin soni iiiin! liliii dn
alene, inin Llnldeinnrs med din link Herren endiiii scr
nridt mig et Pnr lorte Asstedisord.«
Alle gil, on andeninr blev eiie nie ed den dzseiide
»Du linr ddq hast inia terr, iiiin andeiiinr!« innre
hun veniodi g »ien ser det pnci dit diene Ansnii on tun
Taaren i dit strenge Lje du hadde niin terr ioiii ei:
venlig Salter, og det nor din ondt nt stille-s sen inigx —
inen naar Lnset er slult on Deren er lult -- sna er den
niemt, soin er itdelnlt «
»Dagninr! Dogman« — — sittlede Valdeiiinr smerte
lig —- ,,tnn du tvivle tinn min Hengidenhed on Trostiidf«
«Rej, nei! derpaa tvivler jeei ilte, on jea bebrejder
dig intct i min sidste Stund. and titride dii sor, nt rii
sna den stolte Berengcirin for mig?«
»Hei« hdor ded du -- hvo hnr sont din« - stniiiiiiede
Valdeniar, og en brandende Nodnie for oder hang lilene
Kinder. —- ,,Ved Gud i Hiinlem Dnginnr! jeg vnr dig
tro — og jeg sca itte Vererigaria sra den Stund, jeg hande
svoret dig T.osta!.«
»Havde dii mig tasr dn ser du heride aldrin mer!
— dog nej —-- leid del Ord vcere dodt nied mig! --- det er
not, jeg hnr plaget Eig, mederig jeg levede! nnar sen -«r
ded, stnl jeg dorde din gode Annd - - men inået Loste stal
dinde din hoje, tongelige SjceL Al, inen vogt dig, dont
din, min Valdeinarl Berengaria er stolt og crrgærrig.
Din Ha stanr dgsaa til Hofhed og Mant. Husl paa Don
niar og tænl paa din udodelige Eitel, nanr diii Hnaiid
er udstralt mod denne Verderis fordærvelige Herlighed!«
Baldeniar tav og siiklede dybt.
«Endnu et Ord, iiiin Valdeinar! --- nnar Smerten
over min Bortgaiig er sorsvundeii, og du itle langer laii
udlzolde at leoe ene i Verden ——- san tcent pna hende, som
jeg elslede hojest, og sein elster dig hojest ns nlle Miend i
Beiden! Kun sor mig har huri rsbet hvcid ellers tun
Gud i Himlen ved. Du san selv hvad hiin led for den
lsnlige Elstov, hun bester til dig i sit Hjertr. Hun c«
langt slsnnere og bedre end jeg! og dil du give Demnan
og vor Ssn en Moder, saa sporg ille oin Bord og sinnge
blod! spstg om Hjertensgodhed og Sjcelehojhed -—- rat
Kirstine as Rise din Haandl lad hende arve Dagmarg
Art-net«
Forbavset harte Kotigen disse Ord og troede, Dag
innr endnu talte i Vildelse: »Ti stille dermed, min Dag
rnar!« —- sagde han oemodig —- «Din Krone lan ingeii
Terne arve — hvad du bar veret for mig og Danniart,
vil ingen Kdinde mer paa Jorden tunne blive."
»Koin mit Ord i hu, naar jeg er dsdl« —- hvislede
Dagmar. —- »Og nu lev vel sor denne Verdenl giv alle.
seedlsse Fred sor intn fidste Bons Styldl los alle angee-.
sulde Syndere as Jeenet! Vogt vor leere, unge San
sorn mit dyrebnreste Atvegodsl lad ham dceee Danniaelöi
Krone, naar Herren taldek dig til intg og den evige Hotlet"·
Nu blev Dronntngens Aasyn igen forvirret, og heu
dez Bllt uroltgt og cregsteligtl hun stred den sidste, lette
Kamp. »Al, havde ieg tun tlle snsret mine Ærrnerj
hin Studag og set Striget detpaa — sulkede hun --»
»den-de jeg tun ille den Synd at bate, saa havde jeg ilte
hast san ond en Rat.«
,,Iromnie, usltpldtge Varnesjeel!« — sullede Valdei
inne —- »er det al den Sond, du hat at biete paa? o, salig,
stetig hvo der saaledes tunde dol« !
»Willst salici« —- tpeiede det un ltsitgt frei dein
fromme mit-e- ach-e —- »sqiig im ve- ra, read ietzt
nie sert — saltg hvo der litter, hvad ieg nie html —- deti
I«
sidde de alle de fromme Guds Engle i Himmerig — sk
de rente paa mig — jeg kommen Og hor! efter mig
ringe Himmeriges Klettern Hvor mig leenges cfter de
Stiele-«
Med et himmelfl fortlaret Aafnn udbredte hnn sine
Arme: da de feinl tilbage, vare de fromme Øjne lultede
« rsg hendes falige Aand dar bortfaten.
Lange ftod Klingen tavs oa forrigfuld ved den ssønne
affjcelede Larve do betragtede det bitnmelfte Smil, hont
med linn endnu i Dpden fyntes nt dille trsfte og hnfvale
dam. Hart tnefede de blege, ldlde Hernder og lagde dem
foldcde under bendes Barm. Da for han med Haanden
ever Esel og borttsrrede en lied, fremtrængende Taute.
»Farvel til Donimedag, min Dagniarl« — fagde hart
:ned dienende Stemme — »bed for mig og for alle Don
snartg Sjale ded den eviges TroneI« Han tog det mo
demiie Varn af Vtiggen og gil langimnt nd til de jam
rende Feuer i Sidegemaltet. Hat-« oderratte Gtevinde
Jda Vorn-et og bnd bende sorge for det, som for fit egei.
Terdnn gil hnn tads til fit Lontixniner og vilde intet
illiennefte fe ten hele Dag.
Sorgen oder Dronning Dogmen-J Tod var saa stor
oder dele Landet, at man niedre werten for eller side!.
san almindelig bar begrcedt noqen runfl Dronning. San
net om Havfrnem foin hnvde spaoet llendeg Dad, lød ni:
fra nlleg Lteber, on fnart tonede del med de acventnrligfte
Tiliastninner i en FollefnnkL fom er gnaet fra Mund til
Mund til de fildigite Tiber. Last-Hi bendes Død og for
underline Lpdkettelfe ved stonqensk no de fromme Feuers
Ben lna del som nonle af l)ende-:— fkdste Ord til Kongen
for-i del rnre horte frn Sidevcerelfet c-; lomne nd blandt
Holler, dlseoe fnnrt Genitanden for en Follefang, fom
isilinindelia tillagdeg Thorgejr Danailjnlo Nogle af d-.
Hisnnefte og meit rotende Trtel deri, om Flongenz hastig-it
iiltidt fra S-landerborg, om den fromme, barnlige Dron
innige Samvitiikibedguro oder Helligdriisbrøden med Sil
Jlerrrrnernh og bendeg fidste begejitrecsr Led, da hun san
iGudS Enqle og hol-le Himmerikies Ftlolter ringe, find-II
er til andet, iom de her ere fortan-, i bin gamle Fritz
licht Den Lrnhu og Krerli lied, liddrined digfe Sagn
Ha diit e elstetiae Trcel afP »Um-Its Lin on Dnd ere b:
lon: cde didne ndtiom om, at T.,.nsn.:rl aldriq hat ej.t
nraen Troiitiinn. fdm i lieferc tsjrnc dir befiodet Folteti
Flekrlighed
Med ftor Sorneprnnt on uner Fall-IS almindeline
»Eser on Ftlnne dled Droiiriin; Tirxntr Lin fort til
ldttintrfted ledftaet nf Nonnen eg alle non-:- Riddere, me
«:-er«.-:- Vialldllerne rinnede doer l,e:e Linken J St. Beut-—
stiele red Siden nf den førfte itoxe karldenmrö og bang
Tronninq Sodhiiz Nrnde bled Trdnninziens Lin benth
xrred ikcr Dojtidle ikilied nnd-er Ver-Her on Sjaslemegfeh on
Ilsrlebiid ttlndreai holdt en Tale til Sinnqu og Follek,
docrried intet Hierte blev udedtrnct en intet Lje tørt.
TJ Sørnetmet dron tilde-te fr: Stirtem red Flonneii
stille meiletn «.·!frtebiiden og titred Lljxserl nennem de inrse
alrerline Follercrlten Don lnn is: lrrnzie Nonnen drop
fortk, ttrd alle cerbedig stille, for ci: liilie en betrcrgte dann
Csjred L to, fein med de nngire Its-Tiere flnttede den lam
Ferner-teile harte derimod, ded en Zeindzninq i Toget,
blgnct de man-re Udbrnd af hiermin Mednnt esg Telta
gelie, oqlna mangen Ytring nf letfinkig Nyögerrighed on
Stinnteflndder blandt den lun-:fnlde Almueshod
»All, san una og fniul en Zion-ge. og allerede Ente
mand fande den unge, vntre Ali-kletterte ded Ledet.
«..’ll, ia, faaoanne Stsd nie-er Verden, mit Vanil«
— — fnnde en gammel ttit Rotte ded dgl-goes Side ss »du
ien mistede min forfte faliq Manc, dar jeq faamcend liae
fast dedrodet og lidt til han grced jo ilie entrang. Men
nnnr nian er tin-; on valter on bar rthsckt til bedfte, fidoer
ins-Jn, Gud sie Lod, itle lcenkier ene. Med en Konnt bat
det ingen Neid: ban tan jo faa bundrede seoner for en,
bin hart faa hverten er ung eller sinnt.«
,,Saa mild og god en Dronnth ftiar vi ddn aldrig
mer!«— --fc1ade Mollertonen -- »in-ad bedare os tun i
Rande frn den ftdlte Prinfegft of Porti:7(allien.«
»Dermed bar det ingen Nebs« ——— fvarede en tredie
-«- »bende mcmtte Kongen jo sdærge alorig at se mer«
illten der er den svenfte Fru Helene, fom nn faa lcenne tut
deret forvift on i Unaade, hnn ten maafte nu tomine i
Naade igen: gnmmel tecerligbed tniter ille, siger nmn.«
»J ded tun lidt deraf!« toq den tytle Kone Ledet
igen -—- »dem er jo gnnet frcr Forftxnden og er jo desnden
en led Hele; men er det sandt, hdad jeg bar hart en Fugl
fynge om, faa vil det ille vare lange, inden den salig
Dronnings fmuttefte Terner bliver Dronning; til hende
hat han længe haft et godt Zie, figer man, og den fromme
falig Dronning dad bam paa fine Knie paa sit yderfte
om, at han itte maatte forspilde Pigens Ære, tnen gecel
hende til fin oirlelige DronninqA i
Grev Otto bled nn opmærtfoin »Hvillen ftainmeligj
on fordpml Sladder!« udbrød ban heftig og flirrede san
harrnfnldt paa Sladdertjcerlinqen ., at hun blstv forftrællet
og stjulte sig mellem Follellyngen.
Toget drog didere fort. Men Ridder Otto lundc
ille glemme den Snal om Dronningens fmulleste Terne,
bdorved han itle lunde tcrnle paa notiert andert, end Joms
frn Kirftine, fom faaledes ogfaa olmindelig bencrvnedes.
Slsnt han holdt det for en los og ugtundet Tale, for
uroligede det harn dog mer, end han vilde tilstaa sig selv.
l
l
»Deine de Taaber dog tan snattel« — fogde han til
Absalon Balg, sorn red ncermeft ved hans Side paa Vejen
til Ribe; — ,,nceppe bar den bedfte og elstværdigfte Dran
ning lullet fine Eine, for det felelfeslpse cheg vil have
Kongen formælet igen; og paa Brude er der ingen Man
gel, derer jeg; man har fttats hele tre ved Haanden.
ngaa edekö llpnne Fru Moder gsr man den Ære at
feette paa Alten«
»Bei er den gamle Saal, jeg dog troede nu var
glemtl« — fvarede Absalon Bælg fortrædeltg. — »Mtn
flattelö ulytleltge Stifmodet tog sig den Snal ntermere,
end den var beerd. Hirn hat nu rent forfaget Berden og
fordybet sig faaledes i Astrologien hos den gamle Thord
Knudftn paa Hallen, at Folk tro. hun er gaaet fra Sanö
oq Samstag Jeg er mer ved selv at tto det« — til
fsjede han— »Ist-ad jeg hster om bende, er tun ltdet tre
fteltst. Mtne Beide-e hat forgeeves ftgt at bringe hende
tilbage blandt Mennesterz men hnn et t denne Grer egensl
tat-bis og lunefuld fom i alle andre. Maasie bat deti
i
virtelig en Gang spsget en Krone i hendes Hovedz sor
Kongen gjorde en Gang scerdeles as hende. Men hvac
dar det, man sagde om en Tetne ved Hosset? det var
sagteng Jonisru Kirstine as Rise, man mente; Dtonnin
gen stal virtelig paa sit nderste, sokmodentlig i Vildelse·
have bedet Kotigen tage hende til cegte.«
»Er det inuligt?« — spurgte Otto spcendt —- »men
hvor tan nogen vide slith hvo var da tilstede?«
,,Jngen, saa Vidt jeg ved« — svarede Absalon Bælg
— ,,m-:n ved Hoffet har Bægge oa Døre jo Øren SU
:neaet uriineliat er det da heller itke: Jomsru Kirstine er
dirtelig den dejligste Piae, noaen vil se; hun er en agtbar
tttidderS Datter, og hder Mund ved, hun dar mere Tron
ningens Beninde, end l;endcs Terne. Hoo tunde formene
Kotigen at gsre hende til Hertuginde den ene Dag og til
sin Dronning den anden?«
,,Hvad? J trot, det var niuligt?« —- spurgte Grei
Ltto heftig, og hang stinder blussede.
»Nu, nu, inin hojfyrsteiige Herre!« -—- svarede Ab
saan Bælg og smilede —-— »frngt tun iite for det ring
EvoqetftaN Skjoldungeblodet er allerede i Rrg hog jet,
see jeg. Dei tan vift aldrig falls-e Nonnen ind for Aivor,
am oasaa den højsaliae Dronning med sitld Bevidsthed
ksiavde nnstet det. Han sorger saa alvorlig over den
ironime Tanmarg Tab, at det vist vil oare laenae inden
Jinn tan tænle paa et nnt Balg. Ster det nogen Einbe,
ital J snarere se, han hejlek til den stolte Prinsesse cis
tiartugai. Hende saa th i Schwerin, oa da jeg bragte
ham Budstabet om Dronning Dagmarg Antomst, hørle
Leg adstilligt deroin.«
»Man har altid hast tradlt med at paadigte vor
rioderlige Klange tflstovcshistorier!« — sagde Gtev Otto»
letter-e om .Hjertet. W »Min teette, ungdomntelige Mor
liroder onlivegs altid i smutte Damerg Selstah og siger
dem da Del egsaa artige Ord iblarem sont let tages for
«:-.T-;i,tii«.:ere, end de ere. Saaledess er det vel ogsaa gaaet
liam i Zchwerim Endvqsaa den smutte Greoinde Au
Dacia toa man itte i Betæntning at gere til hang Eisin
inde.«
,,30rte lksjrev Henritg (·s-'emalinde.’« spurate Ab
ielen Bælg - - »nu, det maa jea fiae, man hat stor Lnst
til ataore vor Nonne til en Salomon, itle alene i Vie
kom, men Dasaa i Tom-stati. Men sandt er det: der aaar
itte Tit-a as Branden, uden der er Jld i den, og saa meget
er dist: eders tonaeliae Morbroder er en farlig Mand,
iaaoel for stunden naar han er mild, sin for Mcend,
inar han er kifter.«
Denne sidste Beincertnina ajorde Grev Otto atter
ilvorgfuld, og han talte intet Otd mer paa Vejen til Ribe.
Jan nicertede nu først selv hvor taer han havde den ilønne
Jomfru litirstine, og det var ham en pinlig Tanle, at
sparen anden Mand i Verden siulde tunne aøre ham heu
elstværdiae Hjerte stridiat Han lmvde sør tun be
iixiaiet den stønne Riddetdatter som Dronninneng for
:emite Terne, som han i Følelsen as sin hoje, tongeliae
Wird tun snnteg at nedlade sia til, idct han letsindiq oa
Liensiatsløsz aav efter sor den behagelige Følelse, at have
ijort Jndttyt paa hende. Denne hnm halv ubevidste Til
desjelighed toa nn pludselig en saa alvorlig Retning, at
Jan betragtede sin syrstelige Grevetrone og sin tongelig.
Bnrd som ret sinutte, men tilfældige Prydelser, der dog
’aldeles sorduntledeg as den stønne Jomfru Kirstines Yn
digheder.
Som en drømmende lorn Grev Otto tilbage til Ri
beim-Z.
Kotigen var i de forste Dage efter sin Hjeinkomst ikte
at saa i Tale. Til Dronning Dagmars Jhutonimelse
havde h«n aivet Befaling til Slottet Dronningholmg Op
hnggelse ved Andere-d By, paa et af de Steder, som Tron
ningen, paa sm Reise gennem Sjoelland fornemmelIg
havde sundet stort Behag i.
Nceppe viste Kongen sig atter med roligt Aasyn for
Follet og i Riaets Raad, førend Grev Otto forlangte at
tale ene nied hain i hans Løntammer. Vigtige Statsfager
opfyldte atter Kongens Sind. Han havde nylig modtaget
Efterretningen om Kejser Ottos Bandswttelse, soin sidste
Slærtorsdag med de saedvanlige frygtelige Ceremonier var
bleven sormelig fortnndt as den strenge og dygtige Vate,
fordi Itejseren mod sin Ed og Forpligtelse havde vedblevet
at betrige Kong Frederit as Sicilien. Nu var ogsaa det
oigtige Budslab lomniet fra Bøhinen oni Kong Frederits
lldvcelaelse til tyst Kejser og om det store Parti, han
allercde hande, da saa vel Konan as Bøhtnen og Her
tugetne af Baiern og Østetrig, som Landgreven af Thit
rinaen oa Æriebisperne as Magdebura, Mainz og Triet
havde aabenbart erllæret sig for ham imod den bandlyfte
Keiser Otto. En ny, stor indbyrdes Krig maatte nu
nødvendig udbryde i Tystland, og Valdemar havde be
sluttet at sorlade den salste Ottos Parti og erklcere sig
for den nn Siejser. Vigtige Raadslagninger med Gret
Albert oa Ærtebispen havde gjort hans Beslutning fast,
og Underhandlingerne med Fiejser Frederit var allerede i
fnld Gang. Rygtet om den snedige Kejser Ottos Plan,
at sorlige sig med de nordthsie Fyrster og den myrdede
Keiser Philips Parti, ved at ville regte hans efterladte
Datter, gjorde itte Valdemar vatiende i hans Beslutninaz
han saa heri tun et nyt Vevis paa den underfundige Ottos
fjendtlige Hensigter mod Danmakk, saavelsom paa hans
Forstillelse og Falslhed Thi vel havde han ertlceret Kei
ser Philips Morder i Rigets Akt og fredløs, men mange
inente dog, at han selv hemmelig havde staaet i Fotbin
delse med Morderen, og var denne Mistanle grundet,
maatte man vel grue for den Karlighed han nu hytlede
for sin niyrdede Fjendes Datter. Det var Valdemar en
oprørende Tanle at staa længer i For-bund og venlig For
staaelse ined den bandlyste Kejser, som saa sort en Mis
tante hviiede paa, og han vilde hellere have en nahen
bar Fjende i hom, end en falst Ben.
Soin Kongen overvejede disse vigtige Statssager,
meldte Grev Otto sig og blev indladt; men Valdemars
Tanter vare saa langt fra det, hans heftige og forelstede,
unge Ssstersøn havde at sige ham, at han itte lange kunde
blive tlog paa, hvad han egentlig vilde; thi Otto vilde
dog itte ltgeftem komme frem med sit hjerteanliggende,
men talte saa forblommet om Ære og Lytsalighed, orn
Kongeblod og Hjertets Adel, orn Fordom og fri Seid
bestetnnielse i Livets vigtigste Anliggende, at Kongen til
sidst tabte Saalmodighedem
»7 ot tusind Polletl hvad er det da, du dil?« —- If- -
btod han den stammende Yngling »kl« VU UCVCU Kat
ellet Sljale ellet hat du tabt z tstanden? for ieg vc "
itte vaete cetlig, om jeg fvtstask et Okd Of hVAV du NOT-« .
»Jeg vil tun sige edet, min longelige Motbtodet!«
-— sagde nu Otto — ,,at jeg med eders Tilladelfe llsikk
at dejle til en elstværdig, ung Dame.«
»Nu, i Guds Navnl til ti, om du vil!« —- fugkk
Valdeniak og smilede — »det er din egen Sag, min vatte
Saft-: tsønl i Hjetteanliggendet blandet jeg mig old-rig
Jeg forudfcetter, at dit Valg ille gøt dig ellet Kong
hufet Siamf
»Det dar inst, hoad jeg dilde fortlate edet, Herr-e
Konae!« —- vedblev Otto — ,,stønt jeg i den Sag et min
egen Herre, oilde jeg dog nødig, at mit Valg stulde mis
hage edet — og da J tendcr den Unge Dame, min Ha os
mit Hjsette staat til, oilde jeg, føtend jeg erklætede niiI
bestemt, erfate«
»Maaste hoorledes den strnne huer mig?« —- af
lsrod Valdemat ham utialttiodia- —»hvad kan det hjælpe
digZ Nu sig frem! —- hdek n srt det da?«
»Don et del ilte as fhtsteiig Æt og høj Bhtd« —
svatede Otto ,,men hun er en brav Riddets Dotter
pg oat edetS hpjsa«ig-: Dtdnningz kcrreste cg bedste Ben
inde«
,,JTog aldtig Kirstine af Rife?« ——— spurgte Kongct
Da stndsede. — ,,.L)at jeg gasttet ret, gøt det mig ondt for
disk-raste Otto!«
,,Hdi saa? min Herr-e og Konge!« — spntgte Otid
hastig og detragtede Valdeinar rned et utoligt, fotstende
Blit. —— »Paa hendeg th og Ætbarhed hat J del tut-St
at ndscette? og jeg sthgtet for ingen Medbejlet i Vetden«
,,Nn, nu! ikle saa kcek, min unge Ven!« — afbrød
Valdemat ham med en hemmelig Følelse af sin Odetvæal
—- »r-el et du ung og valker og fotstaat snilt at belcegge
dine Ort-; men de unge Piger hat ofte underlige Grillen
fet du, og man hat Etsemplet paa, at den unge dunhagede
Ut·ddet, foni i Dansesalen og ved Dysttidtet drog de flefte
Eine til sig, dog itle gjorde saa stadigt og alvotligt ei
Jndtryk paa det cedle Fevindehjette, som den batfke stets-;
qede tttidder ded Tavlbotdet, der, med et Pat Rynket i
Banden og et Pat Strammer paa Rinden, maasle havte
indtaget flete Borge end Hjettet.«
»Im bat ikte siddet i Atnelrog, Hetre Kongess —·
»soarede Otto opfatende — ,,naar J med edets Riddetr
Idtog i Beding, og naat jeg undtaget eder selv og maaske
Jmin Fcettset Gtev Albert, er der ingen Helt og Riddet i
;Danmatk, jeg diger fot.«
i »Det dar Snnd at sige, du manglede Tillid til dig
Held, min tcette Otto!« —- svatede Kongen — »jeg mac
tilsiaa, jeg hat set siørte og dristigere Daad af dig, end
af niange celdte og besindige Riddete; men jeg hat dog
en god og gnldig Grund til at tro, at du rned al din
Flaslhed og Raftlsed iltsz ct den kliidder, som Jomftu Kir
stine sattet hojest. Ost-ad hendeg Stand og Batd angaatv
saa et hnn del itle din Ligez dog dersot var del Rand.
Hendeg th og Aftdathed er ulaftelig, og jeg dilde sexs
ønfle -— dog nej — jeg tunde aldtig ernste at se baatse
dig og hende ulr)tkelige. Kort sagt! det lan intet blive af.
Vil du ilte tto mig, saa fotføg selv din Lykkel men jeg
siger dig det fotnd; du henter dig lige saa vist en Karl-, for-c
jeg heddet Valdeinat Vaidenmtsøn. Slaa nu de Griller nd
af Hodedet og tal ille mer til Inig detdtn! jeg hat vigti«
gete Ting at tcenle Paa.«
,,Min longelige Motbroder!« -—- tog Otto ivtig Ot
det ,,afdiH niig ilke saa loldt, hvor det g:eldet mit Lins
højesje thle! Sig mig crrlig og optigtigtz er J ikke seld
min lhtkelige Meddejlet?«
»Im tnsind Pottet!« — ndbtod Valdemat heftig-—
»hdad anser du mig for? trcr du, jeg alletede hat glenx
zden Dtonning, som hele Tantnart begtasdet og son: næppe
er told endan i Graden? og ttot du, jeg nogen Sindc
vilde ftacnte hendesJ Krone til en Terne?« —
,,En cedel Riddetdattet, min Konge!« —
»Lige megetl lald hende Prinsesse, oni dn vill met
hold mig itle for din Tsltedbejlerl hadde jeg ogsaa Grund
til at tro, jeg her vilde Viere lhlleligiete, end du, tnnde det
dog aldtig falde mig ind, otn saa baade døde og ledende
opfotdrede mig dertil. Odot er den Siial komm-en us
blandt FoltZ Hdo hat dragt dig paa den afsindige Tantet
— Hvo hat sagt dig« — —-—
,,?lltsaa er det dog mer, end løsJ Folkcsnak?« s-— sagdc
Otto nied Stindsngeng hede Glød paa sine Kinder —
»F hat Grund til at tro, at J her dille vccre lhttcligetg
end jeg, min tiongel ——— J siget mig licftenit, at jeg viloe
hente tnig en thirty J hat haft bedte Lejlighed, end jeg.
til at udfotsle Jomftn Fiirstineg Sindelag, tan jeg vide.
Nu del, min Fiongel Jeg viger for den niasatigete og
lytteligete, som et for stolt til at ntrdne sig min Medbejlet
og til at lade en Tetne atde Dagmats Krone- Tal for
edets Optigtighedl den befricr mig fta en stot Daatlig
hed. Men Gud fotlade eder, atJ zhar forsvildt tvende
Menneslers Ro, som maasle vilde give detes Liv for edetz
Æte og thte!«
Uden nætmere at sorklare fig, for Gtev Otto med
alle Tegn paa den heftigste Lidenstadelighed bott, og Kom
gen saa fotbadset og oemodig ester hatn.
»Arme, fotelstede Dteng!« —- sagde Valdemat —
,,maasie hat jeg sagt hacn baade for meget og for lidt.
Han holder dog af mig, den kalte raste Knos! jeg hat
mod min Villie gjott en slem Stteg i hans Regning, Pigen
gøt det niig ogsaa ondt for. Hm, Børnegtillet til Hobel
fotdi jeg tlappet en valtet ung Pige paa Kindern døt
hun vel ille as Elstovl Og fordi en lunefuld Jomfru faat
i Sinde at gøte mete af mig, end af min stolte Sostetsøtn
springet han vel itte sttats i Slotsbtøndenl Kommer
;Tid, tomntet Raad Kunde jeg glemtne den uimodstaaes
jlige Betengatia« — —- Laengete lom han ille i sine Be
tragtninget: da han nævnede dette Navn, steg udiltaatss
lig Blodet til hans Kinder; han slog Øjnene neb, sont
bluedes han for sig selv, og hanö fotvittede Bli! traf Pa
den lille, aabnede Guldlade, der laa for ham paa Botdet
med Dagmats fromme Billede. Hatt betragtede det lang
med et stat, vemodsfuldt Blit. hatt etlndtede sig hendei
sidste Otd om Betengatia. Det var ham som otn den hens
farnes stille, fromme Aand var ham met-, og han satte ils
roltg ved det vigtige Arbede hvott han- unse, heftig
Sssmspu hast-e sit-ruht hakt-. Weit-It