Lynet paa den helligc Atten. !
ne H
Ernst Eberz.
cvettat as A it ieeuls.
tSlnttet.)
Mslleeen sattee et helt msrtt Ansiat ov, gaat iokbi
Msllen og on paa Diget ved Molledannnen Hatt gast
cgrek Beden, Slusen et trulten op, han hsket Vandet brutc
hen over Hjulet Detpaa ftandsek han. than srsejdet oder
mod Sidene. sotn ovee paa de sugtige Siedet tage lanat nd
i Banden Hans starr-e Blit opdager sttats, at Sidene ite
vaege fig. Ændetne, som han selv hat laat til, opbolde tin
for dct meste her, men han ded, at de fteste i Tag svmnnxc
otntking dec, hvot Breiten udtnundee i Dammen. Beans-;
gelsen melletn Sirene blivee stæklekr. Da see han pludfeFaI
en And slagte til Vejrs on Mittel Ræv tigae seem mellekn
Sidenr. Den maa dasee sulten sor at vove sia saa lanat udJ
da saa ek den sede Steg alligevel undsluppen l)am, og kets
lige sot Nasen as dank · T
De mest sotstelliae Følelser asspejle sitt paa Mollerettp
tsde Anstat, man ved itte riatig, am det et et Smil ell«
Veede og Foebiteelse, der staat paa det. Men til sidft tny1:
tee han Nerven og aribek ind under sm Koste.
»Ha, ha,« let han, »du gatnle Revepelxk hentek du
mine Ændee, saa hentek jea din Pels. FJa ha ha! jea stulde
note mig en Satnvittiahed af at gaa ind i de tonaelige
Stove en Gang imelletn for at hente mia en Steg ellek en
Pels, naar saadan en Bandit gaat ind i min Mplledam oa
stjeeler mine Ændee fra mig! Hvok mon den Fnr hat sit
tune Lejes Paa Martekne omtking Elletrattet er det itte,
det maa deeee i det tongelige Stoveevier. Ho ho, HI-.
Stodridee, huset du mine Juden saa husek jeg dine, taget
din Rcev mine Ændet, saa taaet jeg din But!«
Ja. det dar det smme Sted i Mslletens Familieliv.
Han havde aldtig tastet et Blit ind i Himlen oa ind i det
trosaste Ftelserhjettex hans tnøtte Djne havde tun vceket
scestede paa alle veedslige Lnstet. Alle Sttmvittighedsnaa
havde han deutnet paa Banden as Fiel-set ovee i siroenx
alle gode Fokseettee vaee splittede sont Armee for Binden,
naae han taa Rotte-te paa Botdet eller naak Vildtet joq
sorbi ham i Stoven. Han var itte nlene en Zpillek og en
Drantee, tnen han var en Vildttyv.
Folt saade: »Bliver han saaledes ded. totnmet Mol
ten snaet under Hatnmeeen. og han tan nna rundt med
Tiggetstaden." Man begnndte allerede at tnatte Din, at i
de faa Aar, han havde vaket Heree i Hufen havde han itte
alene sat hele sin Formue overstyr, nten i Estetaaret taget
det fotste Hypotet paa Meilen. Selv om den smutte
tkjendom tunde biete merk end et Hypotet oa endda eencrr
Familien, saa vidste man bog, at Mielteren ovetlod del
Bedtiften til Mslleedtenaen, for selv at tunne naa i
Vættshusene, on at den ene Kunde forsvandi estee den
anden.
»Taaltnodighedeng og Trostens Gnd give eder at have
et Sind indbhrdeg eflee Kristnm Jesnm, at J endrcegte
ligen med een Mund tunne pkise Gud og vor Heere-·- stritti
Ist-den«
Disse Oed af Apostelen Paulus randt Lone i Hu,
mens hun i denne glade Adventstid ssegmodig git omtting
og sorberedte alt til den hellige Julitid. Hun vovede al:
drig at formane ham ellee at foteholde ham hang slette
OpspkseL for med Aaeene blev han bestandig nieke og
tneee opbeusende. Men naat han behandlede hende staat,
og hun itte vidste, hvad hun stulde gkibe til, da hendeg
Øjne vate rede as Gtaad, san stngtede hun til hom, der
hdek de ansetgtede Lh og Besthttelse og sont bInhokek de
elendiae. Jo vildete Manden blen, desto stillete blkv
Komm jo oftete han git ud, desto oftete git hun ind -—-- for
at bede i Londonk
Saa optandt Juleasten.
Om Foemiddagen lavede Poul Meheens sig til at gaa
ud. Da tog Lone Mod til stg og bad hcm om at blive
hjemmr. Botnene hadde Kighoste, deesot stulde de have
Juletreeet tandt tidlig, at de tunde saa deees Julegavet,
sit-end de stulde i Sena. Hun bad ham hontigt bekom.
Men han soatede barst og vted, at det var jo itte en Gang
Middag endnu.« Tretet stulde itle tandes, ssk det btev
msett, og til den Tid tunde han maaste not vceee
hjemme.
Lone git stille til sm Gerning, hun vovede itte at
spare.
Dei gamfe Postbud stod i Darm oq søate i fin Taste
offer Avisetne; han lod, som om han sitt itte kunde fjnoe
dem, sinnt hcin stod med dem i Haandem Lone Meinen-«
stod foran ham med en dampende Flop Kasse og saa for.
bar-set Paa hom, for det var tydeligt, at Monden havde
noget paa Hinte, sont han itte kunde faa sagt. Hvorfok
mon Pastbudet blivet ved at lede i Tasten, da han netop
i Dag maa stynde sig med at faa alle de Pakkek, han hat
paa Nyggen, besseget ingen Affen. Landposten irr i
Reglen alles Patæsel og alles Ven, og vp til Juleaften
stal han især gste alle tilpas. Tilsivft ttckder han tat
hen til Lone, set hende ind i Ausigtet, vendek og dreier
Avisetne og hvisim ;
»Tag mig dct ille ilde op, Fru Mehrens, hvig jeg
siget unget, som vil gsre Dem ondt. Egentlig ist jeg sletj
itte tale om det, men De er altid saa god imod mig, at
jeg ille san gaa og bete paa det og beholde, hvad jeg ded,
for mig selv. See De, jeg havde i Dag en stor Strivelfe
med fta Overfscsteten til Stovriderem Konvoluttcn vat«
gaaet op under Vejsz jeg san itte, hvad der stod i den;
men Slovriderens Kone var alene hjemme, hun tog og
leite den. Men deri stob, at det var blevet meddelt Oder
fsrstetiet, at Millet Poul Mehtenö drev Vildttyveri i de
tongelige Skove, og at des hetved blev paalagt Stadtw
ten at have et vagtfomt Die med Monden og at gaa ftem
mod ham med at Strenghed. Skovriderens Kone havde
tystet og bævet fom et Æspelsv, da hun læste det, for hun
, fast-, at huneydellg lunde ie af hele Strivelseth at de be
bkejdede heudel Mund det. es at Overfstsietea var vred
z Of
paa ham detsot. Nu vilde Stovtideten blive rasende paa
Mslleten og aaa ftetn ined al Strenahed mod hom. Skor
tidetens Kone fande, at hnn tntde jv itle sottaade, bvad
Btevet indeholdt, men han sotstod alligevel nol, at det
itte vilde date hende ntcett, oin han lnnde give Lcne
Mehteng et Vint. Tal mig det itle ilde op, Ftu Meinem-,
ont jeg lomniet sna lige nd as Posen dettned, men, hvig
De tunde advate Deteg Mand, vilde del not væte det;
b:dsie.'« ;
Adoate Pont? -- Dei oilde viere det bedste: menH
hoem oed. hnot han et. Post-endet s2nndet sen at drittei
Kassen og at totnme as Sied, on Lone et alene tilboge —
gansle alene ined alle sine Stil oa Tnatet og alle sinc·J
Hienesokgke Hu» vkidek sine Haut-m hvsv nat html
gete? Hun et til Mode, sont vandtede hnn paa Vandet.l
hdot hon hrett Minnt tan snnte ned i de dnbe leaer.
Men set hun da itte hom, det tnn tcrtte den snnlende
Haandens Rei, hun graben det et. sum om hendes Hjette
stulde btiste as Sorg, sotn om Lnnet oil dtyde stem as d
motle Einer og tnnse hende.
Pian toinmet sot at sen-Z, at Vottet et dcetlet. LoneI
hentet sine Born on sitttet dem vai detes Plads, menl
hun ried naspoe selv, at hun not det. Zaa siaet hnn til
Bitten, at hnn hat non-It at before-e oa stnndet sig bott.
men taaet bvetten Hat ellet Knabe paa. Pigen set estetl
dende oa lernten at del not et Mnlletem det iaen et pat;
Spil: inaaste naat hun dlot over i Møllen Nei, Lone
Mehteng gaat den fttbi: hun ilet lien ad den sammt ij.
bvot hendeg Mund fot to Timet sidcn gil.
Lone et san nna endnu. htln et banne: hnn hat nein
lig set, at Paul atmte noget under Kosten, da han gil.
Hun slnttt af S.ed sont jaaet Bildt oa tctntet paa sin
Mond oa fine Bsing Fad:t. -tootidetboligen ligqet tun
en dato Mil fta Mollen --- Vejen et enioin. Hun mødet
ille ei Mennesle· Der et dodszitille taitot otntting hende
Det et en mild men ttist Vintetdan. Tet liaget som en
tunn Vntde naa hendes Ziel; inen oet et itte Vejtet, der
ttnttet hende. det et Livetg tunae Lideliet, den sttastteli,.e
Angst iot hendeg Mand; inen Rittligliecen get modig ozi
statt.
Lone et naaet til den ndetste Ende as Sloven, hvot
Slovtidetholinen liaaet Ei eneite PS blil standset
linn baa den stætle Axt-gestanan saa lultet hnn Daten on«
ca aaat ind.
Zlovtideten baode tet njott sig det niaaeligt estet
Middnnkmatem han hat sat sia i aneitolskn og faaet den
lanae PLoe item. Men da han iaar Lje p-«a Lone tnntet
ban Banden on spotaet benoe barst c::1, hvad hun dil?
Lone iokn et itctttt oohidsei ai den lnxriiae Gang og ais
den itote Anast, tastet sitt paa Sinn txt itemftacnniet:
»Bei-r llntmdjettia mod min TULand?« l
»Mot) Dereg MnndZ« spotaet lian need. l
»L, Lat. Ztovtidet, De ved aoot, for drein ieg bedet.
Ln Te sendet onsna heim, der et to isnsen ita sin Fade -:l
Trone he: ned oaa ,zotden sor og ita tel: anndete —-'« (
l
,.«ien sont itte et tominen til Heiden fot at de onde
ital bei: ntlezs i detes Ondstab,« aslitpo Ztovtideten l)ende.
Men bang Sternine lslev mildere, da han tilfojede: ,,Med
Tem, staltels litt-ne, hat jeg leiedlidenhed, nten ham tan
jeg uniuliat staane: naat jeg ttctffet dani, inaa jeg ndk::
Rande lade Retsettdigheden taat-3, oa lian maa udsone den
Straf, han sottjenet. Her et en Ettivelse sta Ovetsst
stetiet, hoot det staat sott paa hviot tot, at man hat
Bist-ed om, at Vonl Meistean dtivet Vildttnveti i de ten-«
aelige Fttitdiittittet, oq at han offentlia, oed letuiet,
hat tost iisa ai, at lian ilte btnoet ski det mindite pxn
Elovtidet ellet Loetiøtstet, han stndet Vildtit ned, litot
han tteeiiet det. Mia bebtejdet n:an, a: det et i mit Di
sttiti, at han aaat paa saadanne Befe. utsm ai jea langer
ham on han«-; Haandvcttt en Sten i Besen. Oa naat gez
itle hat ooet Strenghed imod hain, men gjott iniq sinldig
i at sotssmme mine Pliaiet, saa hat set vier-et as Wer-li
denhed med Tem og Detes Born. tin Gang, da zeg til
nd fot at lute hatn op, modie jeg Deteg gamle Faden Ja
jeg saa den gatnle Mands bedtovede Linn git je.1 cen
modsatte Vei, hvot jeg itte lunde ttceffe Molleten."
»O. veet batmlijettig blot denne eneste Gang!«
»Hei-is Lnlle og lllnlte ligget i bang-» egen Haano,«
svatede Stovtideten. ,,.L1vis jseg heller itle denne Gang
lsstet Retfcttdiahedeng Arm on sttasfet hom, sont tun
fottjenet, saa et jeg en pliatsotalecninende Entbedsmnnd,
det ille et min Plads vol-Zen. Host, at mine foteiatte
hat advatet mig og mindet mig om min Pligt —--«
»He-. Stovtidet!« —
»Staa De tun op. De butde i det hele taget itke
lncele fot mig. Finctl De sot hani. der stytet Menneile
bot-neues Hjettcr soni Vandbctttenet, og bed De til Herren,
at han vil lade Detes Mand vende om paa de onde Veje,
»han paar-"
Stovtideteng Husttu havde staaet tavs bag iin
Monds Stol, nn git hun hen til hani og bad ham i det
mindste lnlle Ljnene til, saa lange Hsjtidådagene vateoe.
Maasse lunde Lone bedte paavitte ham i Jnledagene, og
han selv saa Øjnene op sot sit Liv.
Men Stovtideten svatede: »Mit-n lige ovet sot Ju
len maa jeg opfhlde min Pligt.«
Lone vatlede ud as Slovtidetboligen, lastede et
Blil ind i Stoven og tsttede Taarerne as Rinden; men
de vilde itte hste op. As og til saa hun sig tilbage, det
vat ligesoni om noget dtog hende til at vende om og gaa
indi Slovein Vil hun maasle ssge sin Paul paa de alld
sotnme Befe? Aa, Sloven et saa stot, og hun hat desto
vierte ille den mindste Anelse am, hvot han findes. Saa
vandtet hun videte. langs den Sti, der ftter sotbi Wolle
dainmen. hun lomtnet hieni; men dette hjem, det elletö
et saa hyggeligt og svm hun hat saa lett, sotetommet
hende sde og wett. Da tommet hendei lille Dteng lt
bende og jubletx
»Mot, nu et det da Juleasten, vg nu vil du da tende
Lysene paa Julettceet, og give os alle de smnkte Ttng fta
Feste-bannt ilte sandt? Og san vil du og Fat synge
Julesalmetne med ost«
Dem maa vende sig sm, for at Bat-net tlle ital se.
the Matetne sthtte ud af heades Gine.
Satt styndte Lpne stg tnd t Ltnlatntnetet og bad
«,hem, Deckel hiclp ost«
llL
Den mstte Nat hat seentet sisg over Stovenx men en
Vildttho elslet Ratten; han tendet de dhbe, merke Stoy
stict nojagtigt; han ved ogsaa, hdot Vildtet staat.
En Mund sniget sig gennem Ziooen, ned ad Stran
ningen. Naat han hat gaaei site, sein Sttidt, staat han
stille og holder statpt Udlig Det hprer et avet Lje til
at lsende Butten, selv om man tun staat saa Sttidt fra
den. Hen intcd Aften et det vegnndt at blosse. og tunge
Etnet iaae hen ovet Stovtedietet. As og til tntettet en
Osten og salder til Jorden. Eaa iater han sammen. Han!
Plejet ellets itte at vcete cengstelig, og praler oste lige over:
iot sine Evitebtødte med, at han itte engang slhet dens
lese Dictvei. Men for istste Gang et han helt underlig
til Mode. Han tan itte glemine, hdot Lone tiggede ham
em at dlioe hier-nur« sotdi dei et Juleaiten, og han hat
Zovet Bøtnene at nddele Jnlegavetne. Lnsene paa Zule
ttaset dethjemme maa del sot lange siden oæte sluttede »
lnnI han hadde nu sat sig sot at snappe denne But og spille
Zlodrideten det Bad-A Han maatte jo væte en feig Karl,
ein han saa var vendt om paa Haldvejen, iot at gaa hieni.
Ellen detlemt et han. Det et den tnnge Lust, det hoiler
Horn en Bntoe paa ham, og hvet Cana, Etotmen jaget
Etpetne hen over Trcetovpene, er det som den rev og flei
i han«-: Jndtr.
then Butten vil han have -- det laste, hvad det dil.
Saa, nu tører det sag dem-me i Daten! Hu! der
staat jo Lone med Botnenel s--— han set tndeligt Lone —
imn holder Botnene i Haanden Paul Mehten5, blitet
du vlndselig en KujonZ Hootdan stulde din Hastru tunne
staa nede i Daten? Men set hente hat han« Maaste et
oet Butten, det staat detnede med opløftet Hoved. Hatt
lagaet Bogan til Rinden.
Voul Mehteng, et du bleer en Kujom det sittet,
traf-r du tan tage Dyret lige i Labetf Hu! hdor Stotmen
raietz i den fidste Time taget den til fra Minut til Minut.
tiun eet Zttidt endnu, saa —
Men Mollereng Haand stælvet, saa Bossen syntet
sted --- da --- -- - et Lhn! --s — Stoven et saa lyS som den
tat-: Bat-: inen tun et Setnnd et vcrldigt Brag —
Det er et stng:eligt Lieblit
Jtte ti thidt botte staat det en Stillelse sotan
Bildtthten -— ille en But, men en Mennesteslittelse —
en Mond med dødblegt Aasnn og med Bossen ved Rinden.
Dette var itte en Stusselse eller en Drøm -s—- Vildt
tat-en set det ganste tndeligt, og Lnnet med den butdtende
Ioroen et som en Hammer, der tløvet Klippen, og soin
en Rast sta den eoig retscttdige Dommet, det ladet Fettigk
lets Der springe op. Lhnet og Totden er sotn en Dom
its bin almctgtige Gud. Det tom sot pludseligt og oolds
Tomt han slaenate Bassen langt bort fra sig.
Men Stiltelsen fotan hani staat nrotlelig, betedt til
it finde hant ned.
»Jeg et Detes Fange, Or. Stootidet,« stammet han.
.,Jeg saetter mig itte til Modværge —-— jeg ovetgidet inia.
twd hat selo talt. Han hat btudt min Magt — der lig
get BossenX
«Poul Mehtens, hat De da slet itte tæntt paa DetesI
Husttu og Bøtn i AstenZ Ved De itte, at det i Asten etJ
Juleaftem den støtste Kætlighedssest, di seitet?«
,,F-tst, da det dar for silbe, tæntte jeg detpaa· Føtst
da Gud havede sin vældige Rost, og da jeg stod Ansigt til
Ansigt med Dem, Ht. Stovtider. Jeg odetgivet mig, gøt
Veteg Pligt.«
«Det slulde jeg maaste have giott for lange stden,«
svatede Stootideten, ,,søtend mine fotesatte havde heimi
det mig, at min Medlidenhed med Dein og DeteH itte var
daa sin Blads De maa nu folge med.«
J Stootidetgaatden btcendte endnu Lysene paa Jn
leiteeet. J mange Hase et det netnlig Stil føtst at tcende
theet Klolten told. Stodtiderens Husttu sad alene un
der Tretet og saa slet itte nd, som otn Juleglceden fhldte
hende. Pludselig lhttet hun. »Der et han!« udbtydet
hun glad. ,,Jeg tendet hans Trin. Gnd ste Lov!«
Da hun lultet Daten op, salder thet itte alene paa
Stovtidetens, men ogsaa paa Mølletens blege Anstat, og
hnn sater sotstteettet tilbage, da hun set de to samtnen.
Men Stovtideten sagde venligt: »Otn en halv Time
et jeg saetdig, saa holder vi Jul samtnen. Jeg tnaa søtst
tale alene med Poul Mehtensz søtg sor, at vi itte blider
sarstnttede.«
Men hvad de to talte om, sit ingen at vide. Kun
Gnds Engle saa det, og da de vate fcetdige, istemte Eng
lene den Jubelsang, sotn de een Gang lod lyde over Beth-»
lehetns Marter i den niøtte Midnatstime. s
Noget estet vandtede Mølleten hen ad den Sti, det«
søtet langs med Mølledammen. Møllen laa stille i Da
len, Slusetne date luttede, Vandet stummede itte op over
Hjulet og Møllerdtengen sang ingen lystig Bise. Alt vat»
stille, tun Etotmen rasede i Ellettattet og suste hen over«
Mallerhnset
Jnde i Stnen sad Lone og gtced og vted sine Han
det. Weinens have tigget og bedt hende otn at tcende Ju
lettceet, ogsaa de have gtædt; men hun tan itte —- hun
tan ittel
Da heiter hun midt i Gtaaden Mandsttin, og ei
Øjeblit estet staat Poul fot hende.
Saa sulgtes de ad ind i Stuen, og Poul aabnede sit
Hjette sot hende, og lovede hende, at fra nu as vil han
blide et andet Menneste, itte ved egen Kraft, men ved hans,
der et mcegtig i den svage; og han bad hende otn at til
give hain al den Sorg, han hat forvoldt hende og Bøtnenr.
Hvot oste hat Poul itte lovet hende det samme, hvot
oste hat hun itte haabet detpaa; men denne Gang et der
noget i hans Otd og en Glanz i hans Øjne, som hun al
dtig set hat hatt ellet set. Nu ved Lone, hdotsra Ktasten
tommet, og hun lovet at ville hjeelpe ham med at staa sasH
Fstst da Julen var sotbi, strev Poul til den gamle
Svigetsadet, men han sit intet Svat.
Saa stillede han sig selv for Reiten og tilstod, at han
havde dtevet Vildtthdeti. Men i Denhold til, at han af
lagde en aaben Tilstaaelse og var billig til at etstatte Sta
den, slap han med sjotten Dages Feengselssttaß
J Vettshusene og paa Ktven totn MIlleten Paul
Mehtens aldtig mete. Detimod hat han hvet Sindag
indtaget sin Plads i Kirten under den gamle Pteestc Pete
ditestoh
Sau sdandt Binteretn Dcz dar en mild, vang II
nidag, da de to ældfte Dtenge for s Jrfte Gang hat-de M
Lov til at vade ud i Milleaaen th at fange M ck -
den yngste, lille Poet, tom lsbende ind og sattelte: sp
,,Md’k, Bedstefa’t et der! Han kommet hen ad seies
et næsten lige ved Mpllem og hat en Pakle i Nah-.
Han dii nok des-ge os, dg hat noget med til os.«
Lone tog i en Fort den mindste paa Atmen og des
anden ded Haanden og gif ham i Mode. Og der Tom det
gamle Mond virkelig med Øjnene lyfende as Kot-leeh
og Glcede.
Mens den gamle endnu stod og kcettegnede Birnen-,
lom Møllercn odre fra Moll-en, hvor han nu seld var pas
Færde fra Morgen til Aften.
Te tre git sca ind i Stuen og lod Bornene blive uds
hos Psqu mens de talte ud sammen og sit den sams
Manbz Velsignelfr. .
Lg nede i Daten riilede Bellen. Ved Bækken las
Vandmøllen. Tet store Hjul drejede rundt, og Vandet
fprojtede op crer .Hjulet, nten inde i Møllen klaprede detq
faa det var en Lyst. Møllekdrrnqsen sang en munter Bise,
der lød over Eng og Mark, og Møllerem der kom gaaende
hen ad Beim saa ud, fom om hans Sjæl jublede: »He-Z
«
Hserren er Rande csg Foiløsning.
—--— - - --CO-—- --—-———
Trc Dagc i Luthcrs Hiern.
As
»Ernst Ebers.
Lsrxfat ai LI· Ricruli.
Luther-J Hjem var altid aabent for Venner og frem
mede. Naar rejsende tom til Wittenbera for at leere Re
formatoren at tende, blev de som oftest indbudte til BordQ
og mangen en hjemløg Vandringsmand tilbød Luther
Hjetn og Herberge. Og Lutherg Huftru bavde indpræget
fig bendeg Mandg Ord dybt i sit Hierte: Glemmc: ikke at
date acestfri, for hvem ded, om J itle uden eders Videt
giver lfnale Huslt).
Tet var ligefrem en Trang for Luther-, naar hat
efter Dagens Kamp og Msje traadte ud af sit Studeres
tammer, at flutte sig til sin Familie, holde fcelles Maaltis
med dem, trydke Maden med muntre og alvorlige Samt-t
ler, dvcele iblandt dem og hvile ud hos dem. Til Bord
fællerne harte allerførst de fern Born: Hans og Magdav
lena, sont Faderen især havde indesluttet i sit Hierte; Mar
tin, der var optaldt efter sin Faden og Paulus, sont Lu
ther havde optaldt ester den Apostel, hvem Reformatoreie
ifaer styldte saa meaet. Den yngfte lille Pige hed Mar
garethe, som dar født 153 .
Fremdeles var der Tante Lene, og Else og Lene Kauf
mann, Døtre as Luther-I Saiten der var gift i Mansfeltx
og Anna Strausy, hviö Bedstetnoder ogsaa var Søfter
til Reforniatoren. Af oa til vare Eise oa Lenes ttc Bro
dre ogsaa i lænaere Tid hoI dem· Men flere vare endnt
Vennerne, der samledes bog darn. Der sad den herligy
lærde Philip Melanchton, Søn af en Vaabensmed, ved
Siden af Luther-. Teoloaerne Jsthannes Bugenhageth
Justug Jonaz og Cruzigetu Den retglcerde Balthasar
Schurf, Maleren Lukas Cranach og Kapelcnefteren Wal
ther. Luthers Medhjcelper, Veit Dietrich, nedstrev flits
tigt de goldne Sacdetorn, der udstrønunede fra den Guds
Mandg Mund. Det Arbejde, fom Luther bestæftigede sie-,
med, blev saa drøftet Inellem Vennerne. De Bude, der
tom fra Udlandet, gav Ined dereS Ettørgs.naal og Svot
Ztof not til Samtaler.
Saaledeö sad de en Aften fortroligt famlede otn Bot
det. Melanchton havde det m) Teitamente liagende for
fig, oa da de talte om Tideng Brvdninaer, sagde Luther:
»Bei er itle alene den entettes Nod, der slal gaa os
til Hiertet, men ogfaa Kirtens og tltiget5. Der bliver dete
triftneg Vandel forst en IKamp mcd Verden, hvori inget
tør krybe i Stint, som om det itie anait dam· Hat jeg
oqsaa affondrct mig fra Verden, saa er jeg doa i Verden:
ingen er mindre i Verden end en keiften, og ingen er merk
med i Verden end en sptristetn for Verden ser mere pac
ham end paa andre, oa Satan draaer mere til Felts tnod
ham end incd Hcdninaerne. Kriftus og Paulus maa holde
for ——- faa maa man ogsaa være med i Striden — ca
hele Verden vil falde over en. Her fidder iea nn til Bord-Z
med min lille Hang og Ultagdalena, jeg hat det godt og
hyggeligt i mit Hjem bog min aode llit"citl)e: men hvis jeg
vilde fige: fordi jeg har det aodt. Dil jea helft leve i Frev,
maatte jeg dcere en Æsel og itte værdia til, at Guds Sol
siulde bestinne miet. For dertil er dette trete, dyrebare
Hjem givet mig, at jeg i det stal samle Krtrfter til Kain
pen udenfor det. Jndgangen til stristug er Iroen, der
forener og i den guddonnneiiae Retfasrdigbedg Finde. Men
Udgangen er Ftærlighedetn som, efter at di ere iførte Gudz
Retfærdiahed, sætter os i Stand til at lunne tjene Ncesten
i hans Atmod, saa at han indgaar nied os til Kristus.
For ligesom striftus er udgaaet fra Gud, og itte saa paa
sin egen Fordel, men paa vor, at han lunde dtage os til
fig, saa at vi ved Trer indgit til ham —-— saaledes matt
vi ogfaa følge ham i hans Fodspor.«
Melanchton suktede stille og sagdet
,,Det er tosteligt, men svcert Arbejde. Satan er part
Fcetde, holder Sjcelene fast og vil ikte flippe dem, og det
vil næsten være et sandt Guds Under, om det lyttes at
rive en Sjoel ud af Fordekrvelsens bølgende Hav."
Men Luther svarede tillidsfuld og frejdig:
«Magister Melanchton, det ny Testamente ligger fot
dig, slaa op og las, hvad Marias striver i Kap. 9, W
Vers.«
»Jeg ved, jeg ved,« fvarede Melanchton, »og jeg vil
styrte og fastholde disfe Otd i mit Hierin »detsotn du kcm
tro; alle Ting ere den mulig, fom tror.« —
Efter at have talt om dette i længere Tid, saa Luther
muntert paa Justus Jonas, greb Bergach som Mithe
hat-de fyldt med det Ol, hun var saa stolt af, raste ogfac
Bennen et med den venltge Hilsem
»Im dette Glas, sont bydes af Luther, der selv tut
er Glas, —- at begge ej glemmet, at ser de er stribellck
Gla5.«
Jana- tog Begetet og gjoede Luther Befiel-. III
Luther vedblev: .
