»- Den storc Zwei-rund !
Ernst Ebers
cveeiitafsl KieknlL
(S«uttet)
»Mit! Besiutning at udvandte var fastslaaeL J bet·
Kinut løfteve jeg ngndeligt Haanden mod Ostati
er, hvis enefte Bude bestod i, at han var det eneftej
nesie· der mente det godt med mig og sagde mig Sand-(
. Jeg lpste Billet til Middagstoget, lod min Bagage
dete og sljulte mig paa Banegaatden, for i Mstlninij
at lifte mig ind i Ostak Pkellerg Stald og stille Jldj
» Hufet. Da jeg løkte ud af Byen, faa jeg Luetne slaal
f Taget, men —- fra den Aften hat jeg aldrig haft FtebI
n SjceL Der brændte vg blnsfede Flammen-: vilderez
i Oslat Prellers lille, tatvelige Has. Jeg anlom til
York syg paa Sjckl og Legeme; men jeq fandt m
s, hvok jea fortjente mange Penae, oq de pnafølgenh
sndet Aar vilde jeg hrerlm give efter for Sygbom ellekj
r, jeg vilde tun famle Penae, Penae, mange Penae. (
- »Na er det ude med at samle Penae « jeg fslek, ai
maa ds, og det er for lange, lcenge siden gaaet op for
hvor fattig og elendia man blivet paa denne sagen
Guld. Hvad jeg hat forsnndet mig med, vil jea nldria
jne gske godt igen. men jea haaber paa hom, der ndaøv
ykebare Blod for mig· Mit Teltamente er fortdigL
, tyste Konsul vil befotdre del til den Plad5, Adresse-i
it paa. Min Formue slal tilhøre Oslar Ptellek —
sial de Summen jeg hat bersvet Købmand NebelimL
ftadrages, og der vil omtrent blive en fein Tufind
age. Alt staat nsjagtigt opgivet i Testamentet. Jeg
, tun opsat denne Strivelse for at bede Oslat Prelln
« at tilgive mig alt det ande, jea hat gjort hom. Jeg net-,
jeg ille beder fotgckves, for Ostak Ptellet er en fand
isten —- — —'«.
· Julellollerne kimer helt lystigt hen over Tagenr.
, J den varme, hnggeliae lille Stue sidber en Familie
Jmlet under Juleireeet. Der er Mond og Husiru med
flinle Sonnen Det er tydeligt at se, at Julelnfene spexle
· i de klare, lntlelige Øjnr. Eviabedens Moraenglcng
Tit aabnet bei-es Hinter-, og de have foldet dicke-·- Handel
or at tilbede Majestæten i Krabben, idet de let oa Inde
igt istetnme:
,,Fionning er du blandt Konger bebst,
Aandetö Konge blev Ztøvets Gast,
Forer os op fm Slnagedal
Ojem til fm lnse KonaesaL
O Gud sie Lov!«
; Da Smaadrengene, der ved Juletid aaar tunc-i ca
? synge ved Terenz falde ind og fange med:
»Ham bot vi altid
Gladelia sjunae
Englenes Lovsang:
Ære og Prig
Beete Gud i det hejeste!«
q
Kalk og Krone. l
Ernstvlzkwrs
coeliat as A Kinnls
!
Foraarssolen luste ind genncm de høie Licenan
Hirten stod midt Paa Rittegaardem da en ztrang at hoje,
taette Lindetkceek omgav Lictegaardsmuten og nittede ozi
..· diftede ned over Koksenr. J Dag var det tun som en sagte
Susen gennem de tsrte Kviste, og de slante Grene vuggede
sig i den milde, lette Foraatsluftning, men Knopperne de
:- gyndte at syldes og man anede det ny Liv, der banede fis
« Vej sra det dybe Motte til de lyse Trætoppr.
, Ja, fra det dybe Motte og fra de mørte Dnbder op
s« stigek der et nyt Liv. Stærtotsdag er oprunden. Lin,
s Stel, lytt Øtseslaaene falde tcrt paa det taa Tommer,
F Spaanerne flyve, Bjcklle fojes til Bjckltr. Lyt, SjasL lytt
k: Hammer-en ttæsser et stærlt Som, hoor dct tlimr og stut
« ter. Der blivet tsmret et Rotz — et Forsinædelsen5, et
stdens Rot-s — Kristi Kors. Øteeslagene og Hammer-»
. jslagene suse i Luften -- de tomte min Frelsers tunge Kors.
« f As de msrle Dhbder opstigek nyt Liv. Dit Liv tommet af»
Ins-- Dod. Hvedetoknet maa sacntes i Jotden og do, om’
t stal give Fragt. Hvor leite de msrte Styx-mer sig oan
olgatha og om Menneslesjælen, og stiger Morgenrodeu
, tle alligevel op, haner sig Bei gennem det mørle Sthlaq,
om om Solen langt bot-te under Horisonten tasmpede nxcds
s· n mprle Nat.
s« Der er tyst og stille i Guds Has. Motgensolen stin
er ind ad Vindueknr. Blendende hvide ere Bekannte-l
mindste Stovgran ee omhyggelig vislet as Stolene;
ka Alteret glitrer Guldgevandtetne paa de i Tm nd
staarne Figueek, der staa oknleing det hsje Kors. Her
« «. Maria, som omklamrek Korsets Fodstytte saa fast, sont om
det stal votse samtnen med hendes Hinte; hist Veronita
; med det udbredte Tsetlcede, hvormed hun totrede Soeben
.. .. as sm Ftelsers Aashn, og hvorpaa det hellige Aasyns Bil
.- lede staat prceget for bestandig. her Johannes med de
milde Tut og det ildsulde Blit, og hist de mange andre.
Sagte aabnes Kietedpren og en hof, statelig Mand
» trader ind. han blivet staaende et Øjeblit og holder
s Haanden soe Øjnene« som om Sollhset paa de hvide Vægge
« blendede hom. Deteftet folder han Handerne og gaat
med dhht bIjet bot-ed pp ad Gangen. Hellig Alvor troner
paa hanö Pande og Guds Ired lysee ham ud as Øjnenr.l
s hvor stille og freveligt, næften højtideligt er der itte il
Hirten i Dag. hans Mete, ja, det tot han godt talde·
T den, for saavtdt som man odethovedet tan talde det for
- dtsie Gods sit. For fein og tyve Aar siden blev Pastoe
« Freigang taldet ttl Prcst t Lesthetm. han var den Gang
» en Priest, der kom til denne Menighed med Ungdommens
« Mod og suld af Kceltghed ttl sin erlfer. Dan havde sin
.put tmge hustru med; han- hierte og han« has dykeste
s joedtfte Stat. Mien den sttnneste Rose salder snaet af,
« oq den rtgeste Stat gaae snart tabt.
i
Da hans Haab til denne Rigdom havde vætet meget
stott, og da han mente, at hans Opgade i Livet var ble-«
ven dodbelt saa stnul ved den Fnlde af Karlighed og Beli
stgnelse, der var bleven udsst over ham og hans Has, sank
det pludselig til Jotdem Huftru og Barn dsde — Gavet
og Opgaver saldt samtnen Han harde tun nydt stn for
diste Lykte et Aar, et eneste Aar; men naar Slægt ellkt
Vennek senere sputgte hom, om han itte vilde gifte sen igen,
sdakede han: ,,En saadan Lnkke saat nfan tun en Gang
i Livet; det er ogsaa nok for mig at have nydt den et helt
Aar." «
Pastor Freigang staar nu i sm taste Kitte. Han tunde
saaet en stsrte Kirke, en sornemmere Menighed, sok hvor
der siulde asgstes et vigtigt Anliaaende, der sendte man
Bud estet hatn, og hvor man ttulde til at Plsje en nd
Mart, bad man ham om at lcegge Haand paa Plovem men
han bled has sin Menighed. Hans Valgsptog var: »Den
søtste Karlighed tan jeg lun give een Kvinde og een Mc-.
nigkted een Gang, da kan nasaa tun tagte den cen Gang.« »
J Gaar date Sognetg Fædre on Modre til Skriste
ogsetltergana med dette da sorrige Aar-:- Konsitmanderz i
Tag tager hatt de gamle og foaae tii Alters, og Herren-ji
Naade dil som en rivende Flod gennemstromme Menig
beden. Han sølet sia selv san ringe, saa liden til demn
Gerning, han tunde gerne stmte net, nackt han uddeler die-se
mceatige Nandemidler i Fest-Je sit Kaid. Han set alle de
Sjarle sor sin, der staa under dette Lde Magt: »De1te
udgndeg for eder til Syndernei Forladelse.« Men han
ser ogsaa dem scr fig, som maaste dlioe ttufne as Ordetg
-va-kdslag: »Men hver den, der trdcerdig æder as dette
Btød eller dritter as denne Kalk, han ædee og dritter sig
selv til Domg.«
Ptæsten hat i mange, mange Aar drei-et dani til
Slcertorödag Morgen at gaa ind i det stille, kcere Gut-I
the, sot at tncele i al Stillped sar sm Gud, søkend han
uddelet Randemidlerne til stn Meniglted Langsomt aaar
han op ad Gangen — bliver pludseiig staaende og set spor
gende stem sor sig. Hvad er det?
En lille Pige ligger paa Knce ved Alter-et, geredet
oa deder tet bønliat: »Na-re Vorderte, vil du ilte give
tnig min Fader iaen. Han dar .:ltid saa aod mod mia, du
ded, at han«t)oldt as mig; nn er der innen, der drt)der sig
otn miak«
Pastor Freiaana har stillet stg den i Sknggen as en
Ville, hdotira lian kan detmate ernet nnjsetr. Den like
Pigei ttjole er pjaltet og sattig; liest-des msxkeblonde lange
Haar uredt. Hun ser ud til at Vcere en setz. snd Aar gam
tnel. Den lille vender Ansiatet ern mod heim, som dm
hun hodde dort nagen gan, og ltan ser et biegt, sorgrcedt
Anstat oa to morte, dedrørede Oan Dei lod til at vcere
et itpdeliat Warn, lwig Hoveo smrter neo vaa de stnaa
Handek, mens en sagte Hulken aifsrnder Stilheden Nu
denke-r hun sia iaen am og saar Lxe piia Prasstem der et
kommen tæt hen til hende. Angst ser hun paa den frei
mete Mund med et skn, sorviriet Blit on vil lobe bortz men
Polster Freisinan tog hendes Hex-nd Okt, sagde venliat:
»Bliv itte bange, mit Bam. Jez vil bryde mig otei
dia oa dede med dikt, som din Inder ajorde: men saa man
du seist sortælle mig om din Feder ca din Moder an Eine
mig, dvordan du er kommen herind?«
Han havde sat sig ned paa Rittebcenlen on holdt her
des Hat-nd endnu i sin, meng lian sag hende provende ind
i Ansigtet. Hendes tloge Øjne saa sia sty om, oa afbritdt
sortakte hun, at hun havde saaet sag manqe Prygl di sin
Plejemoder, at hun vaagnede op, lcenqe sorend Solen dir
staaet op. Hun tunde san itke lade vix-re at tasnte paa tin
Faden Ham havde de lagt i en fort Kiste og sat den ned
under Jorden.
»Oendeg Inder havde altid oakret san nod imod hende,«
sortalte hun, ,,l1adde aldrig slatiet derive, oa lzan havde oste
sagt til hende, at hdig hun enetang stulde komme i Rad,
sittlde hun blot bede til Vorderte. Vorherre boede i stic
ten. Alt det davde hun tcentt paa; men saa havde hzm
ogsaa tænkt paa alle de PrnaL hun sit hver Dag as sin
Plejemoder. Dersor var hnn sprungen hurtig op og havde
listet stg ud ad Bagdøren, da Plefetnoderen endnu sov.
Hztn vilde blot se at finde Vorderte, for at bede ham mn
en nn Moder, det ikke prngleee hende saa srygteligt, og
om en Faden der vilde sortælle tiende otn Jesugbaknct,
der oasaa hat-de hast det saa forslraskteligt ondt. Sta
havde hun givet sig til at labe, act hoad hun kunde, gennesn
Gadetne, nd as Byen, og da hin-. endelig standsede, var
Solen staaet op, og hun saa denne Kirte ligge sok sig nede
i Dalen. Da tantte hun, at det var maaste der, Vorberrc
boede, og at hnn san kunde siae ham alt. Men ligesom
hun var kommen ind paa Kirkeaaardem saa hun en Mund
komme ud as det nasrmeste Hug; han gil ogsaa ind pan
Kirkegaatden, oa dersok skjulte hun sig bag en tcet Gran-;
men Monden git ind i Kirten og rinaede med Klollerne.
on da han var særdig, gik han sin Vei, men lutkede ilke
Kirkedøren ester sig. Saa dar hun gaaet herind og trentte,
at her, hvot det stnutte Billede as Jesus hang, der maatte
Vorherte ogsaa nok dare, og derfor begyndte hun at d.de»
til hom, stont hun slet itke harte eller san noget til han1.«i
»Hvad heddek du?« spurgte Præstem l
«J-eg hedder Sophie Leigner.«
»Va: din Feder maaske hos Landtaaden Z«
»Ja, hele Dogm, men om Astenen var han hjemme
og sad altid ved Siden as mig og strev med Blæt.«
Præsten havde gvdt lendt Striveren Leisner, baade
den Gang, da hnn var en flot Yngling, der ikke saa saa
nsje paa Stillingen, og den Gang, da han gistede sig med
en ung Pige, der var endnu lettere paa dei, end han. Mcn
senete havde han ogsaa hort, at Leisner var blcven flink
og i Tide vendt tilbage til Faderen som den sorlotne Son.
Vusttuen havde paa dette Punkt itke sulgt Mandens
Eksempel, og i hele Sognet havde man talt not om dette
ulytkelige Ægtestab — til Ftu Leisnee dsdr. Faa Aar
ester dsde ogsaa Skriveren, esterladende sit Barn til Fai
ttgtassetn Fattigvcesenek anbtagte Bat-net der, hdot det
kosiede mindst.
Priesten holdt Vatnets haand sastere og sastere i sin
og saa den lllle dybt ind i de msrte Gine. Dekpaa vendte
han Bliktet til Alteret, hvor han i Dag stulde uddele den
stote Metllghetx Han hat i dette Øjebltt en Islelse as,
at dan selv er en Johannes, der langes efter at lægge stt
hohed ttl Ftelsetens Bryst,.som denne Kætlighedens Apo
stel gjotde ved det heilige Naademaaltids Er det ikke, som
om Frelseren bejede sig ned til ham og hvistede: Hvad
du gsr mod den ringeste af mine Brsdre, gsr du mod mig.
Og RIsten griber ham i hans inderste SjceL
Kcertegnende stryger hans Haand det viltte Haar fro
Barnets Pande. ·
»Men, lille Sophie, du er i Dag loben bort fra din
Blejemoder, som nu gaar og er angst for dig. Det var
Elle peent af dig, og itle rigtigt.«
Barnet slcg Ljnene ned og blev blussende r·d. Prit
stens Ansigt lyste af Gier-de, sor dette i Fotbindelse met
liendes Beden til Gut-, vifte hom, at hun ded, at hun hat
syndet og er modiagelig for Frelsernaaden. For den Sjcel,
der indser sin Synd, og fsler Stam detover, kommer let
tere til Frelseren. Hein llappede Barnet og spurgtn
«Hvis en Mand nn vilde tage dig med sig hjem, lille
Sophie, og altid være venlig imod dig, vcere en Fader for
dig og fortælle dig om Jesus-. der got os salige, vilde du
da altid voere lydig og ilte lebe dort sra ham s«
Barnet rnitede paa Hovedet og ivarede med lysende
Tjnc »Nei, saa vilde jeg widrig, aldrig lobe bort igen."
Præsten lostede Bat-net i sine Arme eg sagde: »Saa
oil jeg tage dig med hieni, Sol-lite, og du slal viere mln
Tattcn som jeg vil viere din Faden Gud har selv paa
denne hellige Tag sendt dig til min, on jeg vil vogte dig
som min Øjesten og dis-: dig·Vejen til Hin-den«
Hurtig rejste linn sog og git med heil opløftet Pande
ned ad den brede Ririegnng med Barnei ved Haanden.
»Mit Barn —- mit Barn!« Hans-—- Hjerte jublede af
Glede
Hiiklioldeisten saa feist del fortrædelig ud og mente,
at man tunde aldrig vide, livorfra saadan en tilløben,
ojaltet Tiggerunge kom, og hvcd hun lunde finde paa, i
alt Fald var hun en vild Tos, naat hun saaledes lande«
lobe sin Vej uden at fige Bested, og det vilde vcere langt
riqtinere at sende hende tilbage, hvor hun lom fra, for,
hver Blomst trivrs bedit i den Jordbund, den haode slaact
Nod i, og der vilde aldrig komme noget godt ud as at gøre
Tikigerliarnet til Præstegaardgsrnlen
Prcrsien herte roligt paa denne Tale og Ordstrømx
men liviss Kristine-Huglzoldersle ventede paa, at hendes
Hngliond stulde give hende Ret, bled hnn højligen stufset,
for beitrint og alvorligt sagde han:
»Lad Pinen gis-m over til Lrgnnistens Kone og bede
hende om en as lille Lniieg tholer, jeg vil gerne betnle for
den, og hnn maa ogsaa overlade os noget Undertøj. Nun
di link faaet det, vil De not tlæde vor lille Sophie Paa, hun«
ital bereitet være Barn af Husei. « i
Huzholderslen tendie sin Heere ganste nøjez hun vidste, It«
tnn ikte taalte Modstand, og at al hendes Snat vilde viere
flsildt Møje. Hun git dersor selv hen til Organistens Kone
en l)aabede, at hun vilde stcia pcm hendeg Side og yde hende
Listand Men her roste de Prcrsten sor denne gode Ger
ninkn og da Organiften endog lagde hende paa Sinde, at
;lnn selv maatte tage og pleie dette Born soin en tosteligs
vi-«-,erle og han havde forllaret hende, at denne lille Pige
; tnnde blive en Bilde til Glcede sor hende selv, og blive baade
»l)endes og Præstens Solslin paa deres gamle Dage, fett-«
ltede hun den Beflutning at scette gode Miner til slet Spil
’ Da Sophie tilsidst stod for hende i Luises rene Fijo e,
havde faaet Ansigtet vaslet og Haar-et redt, og Barnetå
iØjne lyste i det blomstrende Ansigt som en klar Foraars
morgen med al dens Solslin, mente Husholderslen selv,!
at Organisten ille havde haft saa gansle Uret, og at Prie
sten denne Gang maasle havde haft mere Held end For
stand.
Pastor Freigang havde imidlertid bedt en ret inder-l
lig Von inde i sit Studerelammer. Da han nu tom nd!
for at Am oder i Kirten og forrette Altergangen, lom So
Phie hen til ham i sm Sondagsstads. Han klappede hende
venligt, og med lysende Zjne vandrede han hen ad Stille
stien.
; Men Nadvergeesterne paastod, at de aldrig havde set
ideres Prcest se saa fortlaret ud soin denne Slcertorsdag,
Ida han stod oppe for Alteret, og at hans Stemme havde
lydt saa ejendommelig bevceget,dc1 han talte om Frelserens
Jumaalelige Kcerlighed, der sttaaler os i Mode fra de hel
zlige Sakramenter, og som got os saa eige, at den, der hat
"annammet denne Kerlighedsfylde, itte tan andet end give
den videre sra Haand til Haand, fra Hjerte til Hierw.
Om Eftercniddagen taldte Præsten Barnet ind til fig:
han fortalte hende da om Frelseren, som hmi saa gerne
vilde høre om, og hun snd gansle stille og lnitede alvorligt
til, hvad han sagde. Men han var lylsalie, sordi hin
lunde sortælle Barnet om denne store Kerlighed, han i Dag
havde lovprist sor sin Menighed. Saa vendte han scg hur
tig bort fra hende, soldede Heenderne paa sin Skrioepuli og
bad Altergangssalmem
i
l
I
»Viel-. Jesu, du mit Liv, min Lyft, t
Den iliulte Pe le i mit Bryst,
Vier du min Trost vær du min Fred,
Vær du mit Sys, inin Salighedt
Tn Kildesprng til Naadcns Flod,
J dig al Sodme her sin Rod
Og tun sont Vandet er mod Vin.
Er Moders Kerlighed mod dinl
Den hilier mitdt sont Morgen-d
Den brænder start som Solens Etat-,
Den dober Stsv med Gledens Daub,
Den spder herlighedens Haut-.
Sau bryd da nd i Finden-oh
Du gamle Tro, du unge html-,
cg du, fom ej as Aloer red,
Du evigglade Kæniglzedt
heuleij ior Demn- Bord
J spinnen hist og her pas Jord!
Halleluja. feig op. stig ned
For Jesus i a. Evighdl
H Il.
J Præstegaardshaveni tLestheim blomstrer en Rose,
maaste tun Knop endnu. ventende paa Solstraalen, at den
tan udsolde fig. Sophie Letsner heddet denne Rose, men
i Landsbhen ialdes hun tun Stphie Freigang. sot de uns
ed slet itte, at hun hat et andet Ratn
Sophie tontmet hnttigt gennest Hatten. sot nn staat
Bintergætlerne i snld Flor og Peberttaerne ete i Fætd med
at springe ud. Hurtig plutlet hun af Blomstetne og staut
tet ind i Pilettattet oed Beetlem der et saa inange Rallex
og de tage sig smutt ud mellem Blomstetnr. Fta Batn as
hat hun haft et seetegent Talent til at binde Butetter as
sttansr. De alletmindste Mattblotnstet blioe nndet hendes
Dernder til de nydeligste Butetter.
Sophie et et sornndetligt Pigebarnx Legende latet
hun alt, og baade hendes Fadet og Moder og Okganistett
have undervist hende i meget, men sotn om Binden havde
bottblaest det, et det sotsvundet igen. Det hat voldet Prak
sten mange Sorgen »Hun et sont et Egetn,« siget han ofte.
»der hoppet fta Gren til Gren og tastet de Nsddet ned, det
havde samlet sot Matt-ten Der et ingen Stadighed has
hende, hun hat ingen Villie.« Men den alvotlige gantls
Mond saa alligeoel paa heut-e med Gliede og Tillid, for
naat hun totn lebende, lagde Atmen oni hans Hals og
sit Hoved til hans Btyst, lyste hendeg Øjne as Kætlighed til
hat« oig hun hvislede: »Bei saadan en Fa«t, sont du er for
-«., · .»
e«
mig, aives der itte i den hele oide Vetden.
Ofte bebtejdede han szg, at han itte havde lett hends
Guds Otd grundiaet:; men han bavde handlet efter bedste
Sten, osg saJ trostede han sag med, at naar Lioets Alver
en Gang optandt set henoe, vilde hun not atibe Fresser
haanden defto fastete, og lade det Livsens Otd saente si
dybere i bendesz SjæL
Sopbie et nu atten Aar Det sidste Aar hat hun til
braat hog Ptæstetonen i Hilgenheitn sot at laete Has
holdning. Sidste Jnl btagte Ptæstelonen hende tilbaqe
til Lesthcim og vat suld af Lovtalet over hende. Med LU
hed hat hun lcett alt i Hufet, hun hat vætet elstvætdicp
flittig pg liesleden Kun lidt for »flt)gtig«. Og dette Ord
sindet Genlyd hos Prastem Ja, det et netop det: »lidt for
flygtig-« «
Sophie hat bundet den nydeligste Bulet. Nej, hvot
oil hench Fader blive glad, naar han tonunet hjem og
findet den oaa sit Bord! Den koste Fadetl Han er ud
paa Sygebesøa i Menigheden. "
,,Sophie,« havde han sagt ded Middagsbordet, ,,i Tat
et det tolv Aat siden, at jeg sandt dig i Kitten, oppe des
det hellige Alter. Eftet Datoen var det otte Dage senetez
men det var dozi paa en Stattotgdag.«
Saphirs Zjne syldtes med Taaterx hun tog ham on
Halsen oa styndte sig nd i Haven. Tantefuld saa hun nett
i den ilende Beet, pluttede saa Blomsterne til han« for i
Dag vil hun tet glcede hom. Men da Butetten et særdisk
lcegget hun den ind i Lysthuset, snnter ned paa Beenken og
stettet Hooedet paa Haandm For lidt siden saa hun ill
nd, som oin Lioets Sorget tryttede hende synderligt, og sont
om hun vat betlemt om Hiertet — men nu? Hun hat
truttet en Vintetgæt nd as Buketten, og nied et blioet hat
blussende tod. Nat-, det et maaste Vintetgcetlens Styls
Den er snatt asblomsttet, sont de andre — i Tag hat hu
pluttet de sidste. Den sidste faat hende til at tcenle paa dzs
føtste. .
Den plnltede hun paa hin Morgen, da de sinnt-te·
tapte Ktigete kotn fra Enden og laa indkvattetede i List
heim i sjotten Dage. Undetofsicet Hille havde vcetet ind
toattetet i Ptæstegaatden og haode ofte talt med Sophie,
saa ofte, at den gamle Hugholdetste erklætede, at hun helles-e
dilde vilde sige det til Ptæsten. Men Ht. Hille sottalte hin
de om sit stønne Hiern, der lau nede oed Rhinen, og kund
itte blive trcet as at tale detoni, at Kristine mente. ma
havde ondt ved at tto blot Halvdelen deras.
Men Sophie høtte gerne paa hain og ttoede hatt-.
Den Morgen, han slulde asreisse, vilde hun saa gerne
give ham en Ting med til Erindting, selv om det blo: nat
en Ubetydelighed5 men hun tnnde itte finde paa noget. Esa
løb hun ud i Haven, for hendes Hjette tat saa suldt, og
Stuerne fotetom hende saa sncevte, og der saa hun de fetste
Vintetgcetler tiage stem ved Gcetdet. Hun pluttede en os
lod den glide ned i hans Haand, idet hun gil fotbi hark.
Men han greb hendes Haand og holdt den fast. Da ja
hun bedende paa ham. Han slap Haanden, og hun løb ind.
Hitn mindedeg den Morgen, dersor blev hun blugsende
tod.
Undetosficet Hille var en statelia Mand, Venlig og
indsinigrende. Hang Otd lød langt lisligete, end de alt-ot
lige Kandidatets, der kom hos dem, hvoraf de sleiic date
Huslætete paa de omltingliggende Godset. Men Fden der
Motgen haode de itte hott det niindste om Ot. Hilf-r III
Bladene hadde de læst, at hans Batallion haode ocerct i Jl
den; det var det eneste, og hun vovet itle at spøtae, o«a, at:
eneste, hun lunde betto sig til, var den aamle Hugholdetske.
Men Kristine hat i samfulde tte Uget stceldt den »Vindma
get« saa grundig ud, sagt, at hun satte Nasen l)øjt, stønt
han hele sit Liv itke vilde opnaa andet end at blive Sktivet
paa et Kontot og komme til at suge oaa Labben.
Dette sidste havde gjott Sophie ondt. Hendes Pfad-er
havde ogsaa vcetet Sttidet og suget paa Labben. Dct var
ilte pcent as Kristine at stille paa hende as den Grund, og
detsot haode hun aldtig senete naevnet ham, og naat Hug
holdetsten igen begyndte at tale otn ham, gil hun sin
Vej.
Men hun holder Vintetgækken op til det blussende An
stgt. Den tan sottælle saa nieget.
Pludselig sptinger hun op. Hun høter Fadeteni
Sltidt. Pastot Freigang tomtnet slyndsomt gennem Ha
ven. Der et et andet Udtryl i hans Ansigt nu end den
Gang, da han sandt Batnet sotan Altetet. Hans Haar
er i Aatenes Lob blevet hvidt, og Alderen hat paattytt hans
ædle, aabne Anstgt sit Stempel; men hans Bevægelset ete
endnu hurtige, hans Otd ttastigt og hans Sjæl stcetl.
Sophie gaat ham i Mede. »Fader, hvad et des
beendet digs Du hat oplevet noget, der soettet dig I
Optet l« ·
(Sluttes.)
